What a beautiful evening ~~ Caleb

En eller anden fornem mand, holdte en fin og fornem fest i tronsalen i Abbadon. Det var ikke så ofte at der blev holdt fest her. Eller det vidste pigen der var på vej derhen i hvert fald ikke noget om. Grunden til hun var på vej til denne fornemme fest, var på grund af et spillejob hun havde fået til festen. Det var i sidste uge hvor hun stod og spillede i parken om aftenen. En ung herre var så kommet hen til hende og sagt at hun sang smukt og at det hun spillede ville passe ret godt til et fornemt selskab. Så ja nu var hun på vej der hen. En halv time før festen ville starte så hende og nogle andre musikere der havde fået et spillejob, kunne nå at sætte lydstyr og andet op som var nødvendigt.

Der gik noget tid med at få sat udstyret op og noget var alt for gammelt så de skulle hente noget nyt.  Og erko blev de lidt forsinket til festen. Men det var ok, nødvendigheden for musik i starten var ikke så stor da de alligevel skulle spise først. Et stort langbord dækket fint op til nok hundrede mennesker, stod placeret midt i den store tronsal. Fyldt med mad og drikke som naturligvis var af den bedste kvalitet. De spiste og drak i over en time og snakkede og larmede efter pigens mening.  Men det var ok. Tiden gik igen og festen begyndte rigtigt. Gæster som ikke skulle være med til spisningen begyndte at komme nu, medens tjenere begyndte at rydde af.


Alle begyndte at vandre ned mod den anden del af tronsalen hvor selve dansene og festen rigtig skulle foregå. Det var et stort bal med dans. Pigen skulle ikke spille før til sidst så hun nød udseendet og selskabet der var omkring hende. Her var smukt pyntet op og mange hyggelige personer. Dog holdte hun sig lidt væk fra dem og var en smule genert og nervøs for at snakke med dem lige nu.  Hun stod henne i et hjørne, lænet op i mod muren. Hun så rundt på folk og lyttede kun. Ventende.

Det ville oprindeligt have været Calebs friaften. Handlerne gik godt så han ville have hygget sig der hjemme i lejligheden. Men en af hans mere prominente kunder vidste at Caleb var adelig og havde derfor inviteret Caleb til den her fest på den gamle borg kaldet "Abbadon". Det lød nu spændende nok så det kunne da være han kunne få fingrene i flere handler. Flere kontakter i kunstbranchen gjorde aldrig noget

Det var jo en prominent fest så Caleb havde været nede og investere i et nyt skræddersyet jakkesæt i en meget mørk blå med slips i samme farve og rød skjorte. Og selvfølgelig de obligatoriske sko i italiensk læder. det mørkblonde hår var godt redt tilbage og han satte sig ud i sin store sorte Bentley og kørte. 

Abbadon-fæstningen var gigantisk og dyster. Normalt. Men i aften summede den næsten af liv. Caleb fik sin bil parkeret og gik indenfor. Indenfor var der lige så meget aktivitet. Han var ankommet lige omkring hvor de fleste var færdige med at spise. En tjener kom hen og gav ham et glas frisk-tappet blod. Signetringen havde nok afsløret hvem han var. Et par stykker kom glade hen til Caleb og takkede ham for en velafsluttet handel og håbede han fik en god aften. 

Han tænkte ved sig selv: Jaja da nu er jeg her da. 

Emmilie holdte sig for sig selv, for selvom personerne virkede hyggeligt og venlige så hang der stadig en en form fo utryghed over dem. Hun var menneske blandt vampyrer, det var kun lige for nylig at hun havde opdaget byens hemmelighed, og derfor var det stadig lidt anderledes for hende.

Men alligevel var hun her, mest fordi det var arbejde, ellers havde hun nok blevet derhjemme og gemt sig på sit værelse. Hun så sig lidt rundt og opdagede at der åbenbart kom en populær 'vampyr' ind for flere bevægede sig hen til ham og 'overfaldte' ham på en venlig måde. (Gad vide hvem det er) tænkte hun og så lidt ned mod sine fødder, sine yndige nøgne fødder som sammen med resten af hendes krop var næsten lige så bleg som det selskab hun befandt sig i. Men ødelagt var den, da hun jo ikke kunne heale sig selv som resten af selskabet kunne. Hun krøllede sine tær lidt og tænkte (Gad vide om det ville blive healet?) Hun havde aldrig haft problemer med sin brændte krop og havde det heller ikke nu, men tanken havde strejfet hende lidt. Ville det heale hvis hun blev vampyr?

//Håber det giver mening ?:D //

Caleb gabte nærmest indeni men det var alligevel forventet at hilse på folk og snakke med de andre når man som ham var Lord. Det var ikke en titel han som sådan brugte men folk vidste han var det. Det resulterede som regel i at folk fedtede for ham. Det kunne godt være noget trættende.... "Lord DeBayle kom endelig til mit ydmyge hjem" Han fik mange invitationer fra folk som bare ville fedte og vise de havde en Lord til bords.

En meget forsigtig pige stod uden for mængden. Et menneske. Han kunne dufte hendes friske blod. Han snakkede med et par direktører og da deres talestrøm startede listede han væk og gik hen til den stille pige. Staklen var stærkt forbrændt. Forbrændingerne var gamle. Det kunne man sagtens gøre noget ved hvis hun fik tilbuddet en gang selvfølgelig.

Han gik hen til hende og bukkede for hende og rakte hende et glas rødvin. Godaften frk. Tilgiv mig mig uhøflighed og stop mig endelig. Men jeg kunne ikke undgå at bemærke deres udseende. Må jeg være så fri at spørge hvad der er sket?

Den populære vampyr var gået hen til hende. Mennesket i vampyrmængden? Hun var lidt overrasket og nervøs, for hvad nu hvis han kun kommer til hende fordi han havde fået en hunger efter hendes blod. Hun rettede sit blik i mod hans øjne, men kunne mærke blodet strømme til sine kinder og farve dem. Hans blok var tryllebindende, med den gule farve der brød hans blege hud. Hun fjernede sit blik fra dem og prøvede at fokusere på hvad han sagde i stedet for, heldigvis kunne hun bruge det som en undskyldning til at have sit blik et andet sted.

Hendes øjne bevægede sig ned ad sin arm og videre til sit ben ”Det må de vel godt Hr.” savarede hun lidt usikker på hvordan hun skulle tiltale ham og han ville godt kunne fornemme hendes nervøsitet hvis han ville. Hun bed sig lidt i løben før hun begyndte på sin fortælling. ”Det er længe siden, som de nok har regnet ud. Jeg kan ikke helt huske den præcise alder, men jeg har været mellem 7 og 10 år gammel.” hun stoppede for en stund og så lidt på sin hånd ”det var midt om natten og ved egentlig ikke hvordan det startede og har aldrig haft lyst til at vide det, men der blev startet en ildebrand som brændte hele huset ned. Jeg lå og sov inde på mit værelse og…” hun stoppede kort før hun fortsatte ”mine forældre døde i den brand, og jeg blev slemt forbrændt på hele min højre side. Fordi jeg lå foldet sammen på den ene side, var jeg heldig at jeg ikke blev det på hele kroppen.” Hun smilte venligt til ham uden at kigge på ham. Hun virkede på trist og ligeglad med det, for hun havde snakket om det så mange gange før, men alligevel var det svært at sætte de rigtige ord på.

”heh, håber det kunne tilfredsstille dem nok?” hun rødmede en lille smule og smilte lidt igen, denne gang kiggede hun på ham og så ind i hans øjne, stadig lidt rød i hovedet.

Det var nærmest sødt at hun virkede så genert over ham. Det var ikke første gang folk havde været sådan overfor ham. Og i kraft af hans vampyriske evner var han også et utrolig smukt væsen. Nattens gave viste sig forskelligt men i hans tilfælde var det blandt andet en ufattelig skønhed.

Han smilede og skålede forsigtigt med hende og tog en tår og sagde: Det var det skam. De må virkelig beklage mine dårlige manerer, jeg har jo slet ikke præsenteret mig selv. Jeg præsenterer mig lige som de egentlig forventer til de her fester. Min navn er Lord Caleb DeBayle. Må jeg være så fri og spørge om deres navn?

Han bukkede dybt for hende og smilede bare til hende da hun endelig kiggede ham i øjnene igen

Hun blev lidt overrasket over hans titel 'lord' da det lød voldsomt i hendes ører, som kunne det være konge eller majestæt, så hun tænkte lidt over hvor det eller var i forhold til konge. Jo det var nok lidt for stort i forhold til? Hun smilte lidt skævt over tanken og skulle til at række ham sin hånd i en hilsen, men tøvede så i stedet og så lidt væk ”Mit navn?” hun tænkte lidt på hvordan hun skulle præsentere sig, skulle det være med det fulde navn lige som han gjorde, eller bare fornavnet eller kælenavnet?

Hun tog en tår af den vin eller hvad det nu egentligt var hun drak. Det førte til at hun fik en lille kuldegysning over ’alkohollens’ smag. Det var ikke hver dag at hun drak noget med alkohol i, så naturligt var det hendes reaktion. ”Mit fulde navn er Emmiliana Amelia D’noir, men de fleste kalder mig bare Emmilie eller Em” svarede hun så endelig på hans spørgsmål.

Hun nejede lidt og så ind i hans øjne ”nu tillader jeg mig så at spørge, hvilken interesse du har i mig?” Hun rødmede lidt, fordi spørgsmålet lød lidt forkert ”undskyld… det lød forkert” hun smilte lidt skævt og fjernede sit blik fra ham og kom til at tænke på sit blod og på hans mulige hunger efter det.
Ville han sænke sine tænder i hende hvis hun kom til at pisse ham af eller hvis hun virkede for tiltrækkende. Det sidste var nok mere et ønske der kom dybt nede i hende fordi han var så tiltrækkende.

Da hun trak sig en smule tilbage over hans hilsen, rettede han sin ryg og smilede bare til hende. Effekten fra vinen var tydelig men hun var også lille så alkohol ville nok virke kraftigt. Specielt hvis hun ikke var vant til det.

Han nikkede da hun præsenterede sig. Men han kunne heller ikke lade være med at grine lidt da hun spurgte hvad han ville. Det kunne selvfølgelig godt virke suspekt at en adelsmand bare gik hen og hilste på hende. Så han følte det var nødvendigt at forklare sig.

Hvad jeg vil med dig? Jeg har da tænkt mig at suge dig tør for hver eneste dråbe du har i dig. Nej spøg til side. Jeg ville bare hen og hilse på dig da du virkede noget unik i det her selskab. Jeg kan godt lide unikke individer. Og de fleste her kysser egentlig bare min bag grundet jeg er Lord eller har mange penge. Du kan bare kalde mig Caleb. Hvilket et af dine navne må jeg bruge om dig?

Han håbede lidt på han kunne få hende til at slappe mere af med en smule smalltalk for han var så absolut ikke interesseret i at hun skulle føle sig utryg

Hun blev lidt nervøs da han fyrede sin joke af, men kunne godt se på ham at han mente det for sjovt, så hun slappede lidt mere af og tænkte lidt over hvad hun så skulle sige til det, en lille joke selv måske? Hun tænkte lidt over et awesome svar og fik mange ideer ind i hovedet hvilket bare førte til en meget vrøvlet joke ”Jaer du kunne lide at suge hva?” hun rødmede lidt over det hun sagde og så lidt ned ”Uhm…jeg mener, du kan bare kalde mig det du har lyst til, jeg reagerer på de fleste af dem” Hun håbede lidt at i det hun svarede på navnespørgsmålet så ville han glemme eller overhøre hendes tåbelige joke.

”Og ok, cabel?” hun rødmede lidt da hun hørte hvad hun selv sagde ”Nej nej, Caleb var det?!” hun fniste lidt og følte faktisk hun fik brudt sin barriere lidt pga. det selvom det stadig var pinligt så følte hun sig bedre tilpas nu. ”og jaer jeg er nok lidt unik i dette selskab, har ikke rigtigt fundet andre mennesker, men så igen de er nok også lidt smartere end at tage til en fest med en hel del af dem” hun så på ham og smilte lidt ”jeg ville nok også have været blevet hjemme hvis det ikke var arbejde det her”


Hun så lidt mod scenen der var sat op, og hvor der stod en mand lige nu og skulle til at skråle sin opera ud til dem der var i salen, så det var endnu ikke tid for Emmilie til at synge og spille for dette hvidhudet publikum ”Men som vampyr, hvad kan du så? Eller er det sådan nogle store hemmeligheder i har?”

Han hostede næsten og grinede over forsøget på en joke. Det generede ham overhovedet ikke. Faktisk tvært imod. Det var kun forfriskende. De fleste talte til ham som han var en adelsmand. Det var godt nok at der var nogle der turde være mere sig selv.

Da latteren havde lagt sig smilede han bare og blinkede til hende inden han sagde: Haha det må jeg sige frk. Emmilie det var en ny måde at tale til mig på. Det var ganske forfriskende. Det er rart at de turde

Da hun rodede rundt i hans navn også, grinede han stille igen og tog hendes ene hånd og kyssede den forsigtigt som en gentleman-hilsen.

Da hun kortvarigt vendte blikket op mod scenen sagde han: Arbejde? Ah de er sanger i aften. Det vil jeg glæde mig utrolig meget til at høre
Han smilede da hun spurgte til hans evner. Han kørte sin ene negl ned over væggen og man kunne se neglen skar ind i væggen som var den af smør

Nattens Gave viser sig forskelligt. Ganske rigtigt. Men ens evner kommer gerne til at minde om evnerne hos den man er blevet bidt af. I mit eget tilfælde har jeg en stort set ubrydelig knoglestruktur. Det er også derfor mine negle er så skarpe. Alle vampyrer er stort set altid smukkere end deres dødelige skikkelse. Hos mig? Ja der eskalerede skønheden tilsyneladende. Må jeg?

Han tog igen hendes hånd og brugte den evne han ellers sjældent brugte. En varme bredte sig i hendes krop. Når Caleb gjorde dette, blev ens krop fyldt af en sensuel varme og ens begær bevægede sig fra en gnist til et bål. Denne evne var noget ekstra til hans overjordiske skønhed

Hun noget ikke at kommenterer på om han måtte eller ej før han tog fat i hendes hånd. Følelsen i hendes krop bredte sig hurtigt som når man drikker the og kan mærke varmen i brystet og maven, men det var anderledes og alligevel så forskellig fra det. Det var nyt for hende, for hun havde aldrig følt sådan en følelse i sin krop før og naturligt fik det hende til at rødme helt vildt ”Uhm..hvad..” hun kunne ikke formulere sine ord ordentligt lige nu, og det han gjorde gav hende lyst til at kramme sig ind til ham og mærke hans krop mod sin. Hun rettede sit blik mod sin hånd, som om hun ønskede at han ville stoppe, men samtidig gjorde det han gjorde i mod hende, at hun ønskede han ikke gjorde det. ”det…rart” fik hun frem selvom selv det var svært at sige.

Hendes tanker kørte rundt i hendes hoved, tanker om ham men hvorfor? hun vidste han gjorde noget ved hende men hvad var det helt præcist? Var hun blevet forelsket i ham? Selv det ville hun ikke kunne regne ud da hun aldrig havde været forelsket før, men var hun blevet det nu, for første gang i hendes liv?

Hun rettede sit blik mod hans øjne igen. Hvor lang tid havde de stået sådan her? Få sekunder eller flere minutter? Det var ligemeget for hende, hun nød dette øjeblik, om det så var kort eller langt. En ny tanke ramte hende, et kys? Ja, det var et kys. Hun havde lyst til at give ham et kys, sit første kys.

Han var godt klar over hvilken effekt det kunne have når han gjorde sådan her. Det var ikke noget han gjorde bare fordi han kunne. I hendes tilfælde ville hun bedre forstå hvis han viste hende det. Specielt ved en fest som denne hvor folk ikke laver andet end at snakke ørerne fulde. 

Han slap forsigtigt hendes hånd og skålede med hende inden han sagde: Jeg håber ikke jeg har gjort noget forkert i at vise dem den evne i stedet for at forklare den. Jeg gør det yderst sjældent. Men jeg er glad for at det var "rart". 


Hun stod og rødmede voldsomt over det og det var faktisk sødt. Han kunne ikke helt lade være, men han strøg let sin hånd hen over hendes forbrændte kind og sagde: 

Måske er jeg så heldig at de vil synge "All i ask of you" når de nu skal op og synge?

I det han slap hendes hånd forsvandt alle tankerne, og følelsen i hendes krop og ja det han sagde, gav mening. Hun havde nok ikke forstået evnen hvis hun ikke havde fået lov at opleve det. Men så igen, hun var ikke helt sikker på at hun forstod hvad han lige havde gjort. ”heh sagde jeg det?” mumlede hun lidt for sig selv ikke henvendt til ham overhovedet.

Han rørte hendes kind, og med et følte hun sig faktisk tryg, eller i hvert fald helt afslappet ved ham. Så hvis han havde tænkt sig at drikke hendes blod, så havde hun ladet ham gøre det nu. Men nej det var ikke derfor han talte med hende og det var hun glad for. Men hun følte sig tryg og afslappet nu, for det var noget hendes mor altid havde gjort. Stryge sine blide hænder over hendes kind for at få hende til at slappe af. ”Tak” hviskede hun for sig selv og lukkede sine øjne i.

Hun lyttede stadig hvad han sagde og hørte godt sang titlen, men hvor var det nu den var fra? Som sanger og gadespiller skal man helst kunne rigtig mange sange eller melodier fordi man tit kan få ønsker. Men hun var ikke særlig god til at huske hvor de var fra. ”Hvor er den fra?” spurgte hun så og kiggede mod udgangen til altanen. ”Hmm.. vil du med ud og trække lidt luft eventuelt?” dog uden at vente på et svar begyndte hun at gå derhen, mest fordi hun begyndte at blive lidt nervøs over selve ’jobbet’ og ikke så meget selskabet mere. ”jeg kunne i hvertfald godt bruge noget” Hun kiggede sig over skulderen og mod hans øjne, for så et sende et kærligt smil og samtidig et lidt kækt et.

Han smilede tilbage og nikkede anerkendende til hendes tilbud om at komme med ud og trække lidt luft. Ikke at han skulle bruge det selv. Da hun smilede kækt til ham, skyndte han sig hen et stykke foran hende. Det gik meget stærkt i kraft af han var vampyr. Han holdte sin arm frem i en bue så hun kunne hvile sin arm der imens han gik med hende ud på altanen. 

Da de kom der ud, hvilede han sin arm mod gærdet imens han vendte sig mod hende. Han så lidt eftertænksom ud inden han svarede på hendes spørgsmål fra før. 

"All i ask of you" er blevet lavet af mange men jeg tror nok at den originalt kommer fra "Phantom of the Opera" Jeg så desværre ikke den originale opsætning af selve stykket men det er et dejligt stykke


Han kiggede op mod månen der var ganske tydelig og der var kun meget få skyer på nattehimlen. Stjernerne myldrede efterhånden frem. Han vendte igen opmærksomheden tilbage mod hende og smilede kækt til hende inden han sagde: Nå fortæl mig så hvordan fik du jobbet her? Du må være et ganske særligt talent

Hun tog i mod hans tilbud og placerede sin arm i hans medens hun bevægede sig ud til altanen. En smuk og meget stor bal altan, hvis man kunne kalde det det. I baggrunden, placeret op af selve facaden, stod store marmor søjler hvorpå der var vokset rosenbuske op af. Både hvide roser og røde roser kunne findes i buske som snoede og slyngede sig op af søjlerne og ud på rækværket, der var i forlængelse af facaden dog i hvidmalet egetræ i stedet. Mønstret var skåret i hånden af nogle ufattelig dygtige håndværkere i sin tid. Hvis man kiggede nærmere, kunne man dog godt se at tiden ikke havde været så venlig i mod det hvidmalede egetræ, og malingen var begyndte at flække af nogle steder.

Da de kom hen til rækværket stoppede han op og kiggede mod himlen, men Emmilie flyttede mere sin blik nedad, for at se hvor langt der var. Egentlig var der ikke så langt igen, nok kun det der svarede til en etages afstand så det var ikke så slemt. Derefter flyttede hun sit blik mod himlen, ligesom ham, og det første hun lagde mærke til, var også den store og lysende måne som kastede et naturligt lys mod dem.

Hun havde godt hørt hvad han sagde, men vidste endnu ikke om hun ville synge den eller ej. For normalt var det jo en sang der ville blive sunget af to personer og ikke kun en. Og i dag var hun jo solist. I stedet fokuserede hun mere på ham, altså det eneste hun vidste, var at han kunne gøre noget underligt ved hende var vampyr g at han var lord. Men hun kendte jo ikke rigtigt noget til ham så hvad skulle hun spørge om?

”Når nu du har hørt min forhistorie om mine ar, så synes jeg også du skal fortælle noget om dig selv?” sagte hun men en lille antydning af tvivl i sin stemme. Mest fordi hun godt vidste at han højst sandsynligt ville spørge Hvad vil du have jeg fortæller? Eller noget i den dur, men hun havde endnu ikke fundet på nogen spørgsmål at stille. Så i stedet så hun direkte ind i hans øjne, og fik et sødt smil frem på sine læber.

Han sukkede kortvarigt over hendes spørgsmål, men ikke på en negativ måde. Det var mest af alt fordi der var meget at fortælle. Så det var lige hvor han skulle begynde henne. Enten ville folk som regel høre om hvordan han blev vampyr eller hans titel. Han tænkte han ville starte med en blanding.

Ja nu ved du jeg er Lord. Men jeg er også det sidste overlevende medlem af hus DeBayle. Min Sire forvandlede kun mig. Resten af min familie var ikke interesserede i at få Nattens Gave. Min familie var meget interesserede i kunst så det er jeg også blevet. Jeg handler med det, og maler selv også. Jeg har faktisk stadig min families palæ i England. Der er folk der passer det. 


Han tænkte lige pludselig over hvor meget han egentlig stod og ævlede, så han rømmede sig kortvarigt og sagde så:

Undskyld jeg står og ævler sådan men jeg er jo efterhånden 300 år gammel. Fortæl endelig lidt mere om dem selv. Og så har jeg senere måske et forslag til dem. Alt efter hvordan deres situation ser ud selvfølgelig

Hun lyttede intenst til hans fortælling og nød det faktisk. En kunstner som kunne leve for evigt, det var sejt i hendes øjne. Tænk at kunne gennemleve og opleve flere kulturer af kunst og kunstarter uden at skulle læse om det i en eller anden bog der ikke kan give en et ordentligt indblik i det. Men hvad mon han malede så? Portrætter? abstrakt-art? naturlandskaber? Andet?

Han stoppede dog med sin fortælling, måske var det pinligt eller også vidste han bare ikke hvad han ellers skulle sige. Men han fortalte alligevel lidt mere. En meget vigtig ting. Nemlig hans alder.

”Så en 300 årig vampyr, som er den sidste hans familie af kunstelskende mennesker. Hvis jeg ikke tager meget fejl?” hun fniste lidt, før hun fortsatte ”Godt nok noget af et liv du har dig, eller død? Eller…uhm.. hvad kalder man det?” hun tænkte lidt ”jo lad os sige liv” Hun vendte sig om og lænede sig op af rækværket på altanen.

”Hvad er der så at fortælle om mig selv…” hun tænkte lidt i det der nok svarede til to minutters tid. ”Jo, der er jo ikke så meget at fortælle og du har hørt det vigtigste i mit liv, men altså. Jeg er 20 år gammel og hedder som sagt Emmiliana. Jeg har gået til violin undervisning siden jeg var 4 år gammel. Derudover kan jeg også spille på tværfløjte og klaver. Lidt på guitar men det siger mig ikke så meget. Uhm. Jeg kan også lide at tage billeder med et kamera og jeg hader sko, som du nok kan se.” hun grinte lidt og vrikkede lidt med sine tær.

Han smilede over hendes konstatering for den var jo ganske sand. Han blev dog lidt sørgmodig ved tanken om at han var den allersidste DeBayle i verden. Det var det eneste han havde fortrudt i de mange år han havde vandret i verden. Han var jo dybest set alene. Men han havde jo unægteligt set verden. Han havde inspiration fra alle dele af verden. I kraft af hans familie og væremåde, har der ikke været et sted der har været ham nægtet. Det var på sin vis også en gave.

Han grinede forsigtigt og sagde: Liv eller død? Ja det er jo et godt spørgsmål der. Jeg vælger at betragte det som liv, bare på en anden måde. Det har både fordele og ulemper. Jeg vælger bare at se på det positive i det. Jeg har jo tid til at opleve meget og få inspiration til de mest fantastiske billeder.

”Heh jaer du er i live selvom denne organer er døde” hun grinte lidt og lagde hovedet på skrå. ”Det er faktisk sjovt, at tænke på at du er fra.. uhm 300 år, så er det vel omkring rena..raniese… uhm hvad er det nu det hedder?” hun bed sig lidt i læben for så derefter nærmest at råbe ” Renæssancen” hvilket også fik hende til at rødme lidt. Det var ikke meningen at det skulle have været så højt, men så igen hun blev jo glad for at kunne huske det. ”Og heh.. jeg er 19 år så du er ca. 15 gange ældre end mig” hun blinkede til ham som en hentydning om før, selvom hun stadig ikke helt havde fattet hvad han præcist gjorde så forstod hun godt at det var noget der rørte ved hendes følelser for ham eller noget lignende.

”Så, vampyr huh? Har altid godt kunnet lide jer i mine bøger, men mine bøger er jo nok ikke korrekte ud fra hvordan i er? Så jeg har nogle spørgsmål. Kan i drikke blod fra mennesker, uden at slå dem ihjel eller forvandle dem? Og to, kan i have sex med svagere mennesker som fx et menneske.” hun tænkte lidt over spørgsmålet før hun fortsatte. ”Altså det jeg mener, er, at jeg regner med i er ufattelig stærke væsner og det kunne godt være, taget i betragtning af mennesker er svage at I så ville kunne knuse dem?” hun rødmede ufatteligt meget da hun lagde mærke til hvad hun egentlig spurgte ham om.

Han grinede bare let og smilede: Ja nok er jeg en gammel mand men jeg holder mig egentlig ganske godt synes jeg selv. Ja det er rigtigt jeg blev forvandlet i slutningen af Renaissancen. De behøver slet ikke virke så forlegen Emmilie. Jeg gør dem skam ikke noget 


Han rettede sig lidt op og lod sine negle køre hen af gærdet så der kom dybe revner ned i marmoren. Han lød nærmest som en professor da han begyndte at fortælle: 

Ja vi kan godt drikke blod fra mennesker og vi behøver ikke forvandle dem. Forvandlingen begynder først at ske hvis et menneske får blod direkte fra en vampyr. Ja vi kan godt have sex med mennesker hvis det er det vi ønsker. Om hvor vidt vi kan knuse et menneske er meget forskelligt. Nattens Gave viser sig forskelligt i os, men man kommer typisk til at arve evnerne fra den der har bidt en. I mit tilfælde vil den jeg forvandler arve den overjordiske skønhed og et skelet der gør en ufattelig holdbar.

Lyden af negle der borede sig ned i gærdet irriterede hende lidt. Mest fordi det var en skinger lyd som når man første gang skal lære at spille på violin. Når man lærer at spille violin første gang så presser man for meget med buen mod strengende, så man i stedet skærer sig igennem lufthullet med lyde i stedet for at lade dem bølge naturligt. Hun skubbede sig en væk fra gærdet og gik hen til en af de store marmor søljer med rosebuskene på medens hun stadig lyttede til hans samtale. ”Om ikke andet så er du en smuk Herre” hviskede hun så og håbede stadig han kunne høre det.

Hun kiggede lidt op og ned ad busken, bag ved og foran indtil hun fandt den perfekte rose. En rose ligeså rød som det blod der flød i hendes krop, når det var på sit friskeste stadie. ”Jeg har altid elsket røde roser” sagde hun så og plukkede den ”De er så smukke men samtidig en smule farlige fordi de kan skære sig gennem ens hud” Hun vendte sig om og så mod ham ”Ah sorry jeg talte vist lidt højt der”
Hun gik derefter hen til ham og stilede sig lige foran ham. ”Her” hun rakte rosen ud til ham og smilte sødt men stadig med en smule mystik over sig. ”Jeg skal nok synge din sang for dig men så må du love at du vil danse med mig senere” Hun lød lidt som om han ikke havde noget valg der, men selvfølgelig ville hun acceptere et nej fra ham.

Han gik selv hen til roserne og så ud som om han nærmest fortabte sig i dem. Han kørte meget forsigtigt hånden hen over dem imens han melodisk sagde:

Jeg takker ydmygt for komplimenten Emmilie. Ja rosers skønhed er noget ganske unikt. Men jeg synes ikke kun deres skønhed ligger i deres farve eller form. Deres skrøbelighed er et evigt minde om hvor vigtig skønhed er og hvor meget man skal gøre for at bevare dem. På mange måder er en rose som en smuk kvinde. Skrøbelige som nyfalden sne, men de kan stadig forvolde en frygtelig skade. De er som at danse på æggen af et sværd. En forkert bevægelse og man kommer til skade. Men samtidig, respekterer man den så har man noget i sandhed unikt.


Han tog imod rosen og betragtede den et stykke tid. Han tænkte lidt over hvad han lige havde sagt og kom til at tænke på at han lige så meget talte om sig eget liv. Han kiggede på hende og smilede varmt. Med en hurtig bevægelse, stod han bag hende og satte rosen forsigtigt bag hendes øre og sagde: 

Selvfølgelig vil jeg danse med dig Emmilie

Hun lukkede sine øjne lidt da han svarede og svaret gjorde at et lille genert smil kom frem på hendes læber igen. ”Bare lov mig en ting. Du bruger ikke dit uhm trick på mig når det er vi danser sammen, for det ville være en smule pinligt.” hun kiggede ind af den store dør med ruder i et mønster af en rose. Hendes blik holdte øje med scenen, det var snart hendes tur. ”jeg må snart forlade dig for at synge, men jeg håber vi mødes igen efter, og her mener jeg også efter dette bal?” Hun rettede sit blik mod ham igen og tog faktisk fat i hans hånd uden at tøve denne gang. Dog vidste hun ikke helt hvorfor så hun slap den hurtigt igen. ”sorry ved ikke lige hvorfor jeg gjorde det” hun grinte lidt på en uskyldig måde og kom i tanke om før da de stod inde i tronsalen, og da han havde hold hendes hånd og fået hende til at føle en masse.

Hvad var det nu hun havde tænkte. Jo hun ville have kysset ham, hvis han ikke havde stoppet. Men ville hun stadig det? Hun så mod hans hånd som hun næsten lige havde sluppet. ”Du ved… det du gjorde ved mig.. før? Hvis du ikke havde stoppet da du gjorde, havde jeg nok haft kysset dig på munden. Hun grinte lidt igen, dog lidt usikkert denne gang, for nu var det hende der bare vrøvlede der ud af. ”Sorry nu er det mig der rabler” mumlede hun så og så lidt væk fra ham.

Han smilede stort og sagde varmt: De kan være ganske rolig Emmilie, det er ikke noget jeg ynder at gøre specielt ofte. Men som de også gav mig ret i, så var det nemmere at demonstrere lige der. Mon ikke vi gør.


Han kiggede lidt overrasket over hun pludselig tog hans hånd men det generede ikke. Han kunne godt forstå hun gjorde det. Han var selv skyld i det jo. Det kan godt være hun ikke tænkte det nødvendigvis men den evne havde en tendens til at dem den var blevet brugt på, stadig var en smule påvirkede et stykke tid efter.

Han vendte selv blikket mod døren og gik der hen imod med rolige skridt. Han smilede og sagde: Lad os da gå ind og så vil jeg tillade mig at nyde underholdningen. De vrøvler ikke. Jeg forstår skam

”det var godt, og ja det kan vi godt” Hun smilte lidt ”jeg skal om bag scenen og gøre klar, men jeg glæder mig til at se dit ansigt i vampyr mængden. Bare du lover ikke at buh’e af mig eller kaste med tomater” Hun blinkede til ham og bevægede sig hen til døren. ”og så håber jeg vi kan mødes bagefter, så du kan fortælle mig om det forslag du måske havde til mig, kay?” Han havde ikke nævnt det siden han havde spurgt indtil hende, men det kunne jo godt være han havde fortrudt. Om ikke andet var hun jo bare et menneske, og der var nok andre han kunne give det forslag til. En lille trist mine kom frem på hendes læber ved tanken om hun havde gjort noget forkert, og om han kun lod som om han stadig syntes hun var interessant. Nej det kunne det ikke være, vel? Hun rystede lidt på sit hoved og drak resten af sin drink for så at kigge op mod den smukke måne. ”den er….”

Mere noget hun ikke at sige før det sortnede for hendes øjne og der kom en følelse af at jorden under hendes fødder begyndte at smuldre. Havde det virkelig været så stærkt? Hun falmede efter sin pande med sin hånd, men ramte den aldrig da hun i stedet mistede styrken i sine ben til at holde sig oprejst. Hun faldte forover, hen i mod en af søjlerne.