What a beautiful evening ~~ Caleb

Da hun pludselig kollapsede, skyndte han sig hen og gribe hende. Alkoholen slog nok hårdere end først regnet med. Han blev der ude da hun havde behov for den kolde aftenvind for at friske op. Han lagde sin jakke om hende og skyndte sig ind og fandt en tjener. 
De må lige finde en anden til at synge. Den unge dame har fået sig et ildebefindende og skal lige have lov at komme sig. Bring mig noget kildevand.


Ikke længe efter kom tjeneren ud med en lille kande kildevand, et glas og et viskestykke. Tjeneren satte det fra sig og gik ind igen. Caleb vædede viskestykket i lidt af vandet og hældte et glas vand op. Først duppede han hendes pande og støttede hende imod sig så han kunne lokke lidt vand i hende

Hendes hoved føltes så tungt, som om hun havde flere ekstra kilo placeret på sit hoved. Hun kunne ikke rigtig opfatte hvad der foregik lige nu, fordi de lyde hun hørte var så monotone og ens formede at det mest af alt lød som en masse brummen som var i baggrunden. ”Uhm.. Ca..” mumlede hun lidt for sig selv så lavt at hvis han havde været her ville han ikke have hørt det alligevel.

Hendes øjne havde svært ved at fokusere på noget bestemt og gjorde hendes syn mere sløret eller forstyrret. Hun kunne godt fornemme hvad der foregik ud fra de billeder hun fik ind gennem sine øjne, men det var ikke let. Alkohollen til denne fest havde nok været forstærket fordi det storset kun var vampyrer til stede, samt at Emmilie nok var noget af en svagdrikker.

Hendes pande blev pludseligt fugtigt, og det viste sig at være Caleb som gjorde det. ”so… rry” mumlede hun til ham og falmede efter hans hånd. Hendes øjne begyndte at fokuserer lidt mere på ham men ikke meget og hun begyndte at blive påvirket af alkohollen på en anden måde end at den gjorde hende svimmel, så hun lå og fniste lidt nogen gange med et par få tihi eller hihi. ”har..jeg fortalt dig…” mumlede hun og kunne mærke glasset mod sine læber, for så at stoppede med at tale og tage en tår. Men i det han var færdig smilte hun lidt og med en smule besvær fik hun lagt sin hånd på hans kind ”har jeg… fortalt dig, at du har… smukke øjne” hun smilte lidt og rakte tunge.

Han fik hældt det sidste af vandet i hende og hjalp hende op at stå. Hun vaklede meget men det var ligesåmeget et spørgsmål om at hun skulle bevæge sig lidt så alkoholen kunne komme mere ud af systemet. Caleb havde glemt alt om at de selvfølgelig gjorde noget ved vinen for at den havde den ønskede effekt på de væsner der var til stede. Tjeneren kom igen ud til dem og rakte Caleb en lille flaske koncentreret lugtesalt og listede af igen. Caleb gemte den lidt for at se om ikke hun selv kunne komme sig lidt. 

Han smilede bare og svarede den fulde Emmilie:

Nej det har du ikke lige nævnt men det var rigtig sødt sagt. Lad os se om ikke vi kan få dig kvikket lidt op så du kan synge. Det har du lovet mig jo

Hun grinte over hans svar og krammede sig ind til ham ”Jeg kan… sagtens synge” sagde hun på en frisk dog stadig meget fuld måde. ”Så det skal du ikke være.. bekymret for”
Emmilie var en af de typer der blev meget selvsikre og kærlige nu hun blev fuld så hvis det ikke var fordi han var i nærheden af hende lige nu, havde hun garanteret løbet rundt på scenen og skrålet så meget hun kunne, eller været rendt rundt og krammet og evt. kysset med fremmede.

”Men den stor Lord Cabel har også… lovet mig at han ville danse med mig på et tidspunkt og.. uhm… Ja” hun rødmede lidt og så mod scenen ”Kom” sagde hun og begyndte at tumle hen i mod scenen ”Jeg skal nok synge for dig og… eller… i hvert fald dig” hun grinte og begyndte at danse lidt, akavet ja, og det lignede lidt mere end der traskede af sted og snurrede rundt, men sjovt så det i hvert fald ud.

Han grinede bare og fulgte hende op mod scenen hvor det var ved at være hendes tur. Han hjalp hende op på scenen, sikrede sig at hun kunne stå ved mikrofonen og gik ned blandt det afventende publikum. Han stillede sig så hun kunne se ham. Det kunne være det hjalp lidt hvis det pludselig skulle gå op for hende hvor hun var nu.

En af de andre gæster kom hen til ham og sagde: Hvorfor i alverden er de så venlig ved hende Lord DeBayle? Hun er jo blot et menneske... Hun er ikke opmærksomheden værd.


Han kiggede bare smilende op mod scenen og sagde:
Fordi en gentleman ikke bare efterlader en dame døddrukken. Og der udover har rigtig mange her inde også været menneske en gang så der er ikke rigtig nogen af os der er bedre end hende

//Links. Violin ver. Af Sangen. https://www.youtube.com/watch?v=ovCzYtbHwGc Sådan som jeg forestiller mig at Emmilie synger - bedste eksempel xD https://www.youtube.com/watch?v=1t8-_pI1-9Q//

Da hun kom der op og stod foran mikrofonen rødmede hun en del fordi hun så det store publikum bestående af vampyrer som kunne drikke hendes blod til hver en tid. Hun tog en dyb vejrtrækning og lukkede sine øjne. Lyttede til den mumlen der var begyndt blandt dem alle sammen og ja hun var nervøs. Meget nervøs. Hun tog sin hånd op i vejret med den ene finger strittende op som tegn på at hun lige skulle have et øjeblik. Hun kom i tanke om at hun ikke havde sin violin lige nu og at den stadig lå bag scenen. Så hun fumlede sig derom efter den for så at vende tilbage med den fremme og klar til at spille.

Hun tog en dyb indånding igen og lukkede øjnene kort Kom så Emmilie, du er ikke sååå fuld. Hun rystede lidt på hovedet og åbnede øjnene igen. ”Lord DeBayle har forslået at jeg synger All I ask of you fra The phantom of the opera. Og jeg er en smule fuld lige nu, så bær lige over med mig i starten” Hun smilte venligt og lukkede sine øjne igen for så at placere violinen mod sin skulder og buen mod strengene.
Hun begyndte at spille og en smuk lyd kom ud fra violinen og bredte sig i det store rum som tronsalen nu engang var. Og efter noget tid begyndte hun at synge, en lille smule falsk i starten, men det blev bedre efter første vers, og blev kun bedre og bedre.

”No more talk of darkness,
Forget these wide-eyed fears.
I'm here, nothing can harm you -my words willwarm and calm you.

Let me be your freedom, let daylight dry -your tears.
I'm here, with you, beside you, to guard you and to guide you . . .

Say you love me every waking moment,
turn my head with talk of summertime . . .

Say you need me with you, now and always . . .
promise me that all you say is true - that's all I ask of you . . .

Let me be your shelter, let me be your light.
You're safe: No-one will find you your fears are far behind you . . .

All I want is freedom, a world with no more night . . .
and you always beside me to hold me and to hide me . . .

Then say you'll share with me one love, one lifetime . . .
Iet me lead you from your solitude . . .

Say you need me with you here, beside you . . .
anywhere you go, let me go too -
Caleb, that's all I ask of you . . .

Say you'll share with me one love, one lifetime . . .
say the word and I will follow you . . .
Share each day with me, each night, each morning . . .

Say you love me . . .
You know I do . . .
Love me - that's all I ask of you . . .

Anywhere you go, let me go too . . .
Love me - that's all I ask of you . . “

Caleb stod stille og betragtede hende så nervøs. Det var sådan set forståeligt nok. Det var jo ikke en skare af harmløse væsner hun stod blandt. Han kiggede nærmest som en mester der havde givet sin protegé en vigtig opgave. Han undrede sig godt nok lidt da hun forsvandt om bag scenen, men nikkede anerkendende da hun kom ud med violinen. Han rystede en smule på hovedet da hun omtalte ham som Lord DeBayle. 

Han kunne ikke undgå en forsigtig latter da hun pointerede hun var fuld, men stod ellers og nød sangen. Det klarede hun overraskende godt taget i betragtning af hun var fuld. Der var da også mange til steder som faldt i staver over hendes sang

Hun spillede den sidste tone på violinen og trak den lidt ud i forhold til hvad den normalt gjorde i sangen men det føltes helt naturligt med violinen. Hun nejede en gang og så ud mod publikum ”Uhm det var alt jeg har for nu, da jeg er en smule svimmel og..” hun stoppede sin sætning og så mod Caleb ”Jeg tror..” hun tog sin hånd op foran munden og løb om bag scenen. Hun kastede dog ikke op men havde fået lidt kvalme pga. nervøsitet der var kommet og samtidig det at hun var fuld.

Hun havde sat sig ned på gulvet derinde og foldet sig sammen. Hun sad med tårer i øjnene dog ikke fordi hun var ked, men fordi hun på en måde var stolt af sig selv for at have gennemført det. Det var en underlig følelse af stå og spille og synge sin sjæl ud til et publikum, også selvom hun var vant til det. Men ens følelser bliver virkelig sat i gang når man gør det. Jeg vil gerne hjem snart tænkte hun for sig selv men lidt efter kom hun i tanke om at Caleb stadig skyldte hende en dans, men så igen hun havde det ikke fysisk godt, så måske han kunne følge hende hjem eller noget i stedet?

Han nikkede nærmest tilfreds da hun takkede af og gik om bag scenen. Hun klarede det flot, hendes tilstand taget i betragtning. Han tømte sit glas og fik bedt en tjener om et glas til en af hans type. Tjeneren smuttede videre efter glasset. Et par stykker kom hen til Caleb og gav ham håndtryk og fedtede nærmest febrilsk:

Det må jeg sige Lord DeBayle. Endnu en gang overrasker de os med deres fantastiske smag. Man finder sjældent en storhed som dem. Hvor er vi stolte. 


Caleb stoppede ham og sagde: Det er fint. De behøver slet ikke fedte sådan der. Jeg har ikke udvalgt aftenens underholdning. Men man bliver i sandhed anerkendt hvis man behandler flere som man gerne selv vil behandles. 


Han gik videre fra de måbende fedterøve og blev mødt af tjeneren der kom med hans blod. Han stod forsigtigt og nippede til det og ventede på Emmilie

Der gik lidt tid før hun fik rejst sig op igen, da hun havde haft kvalme og rystede lidt. Tårerne i hendes øjne var også forsvundet nu heldigvis. Hun tog sin violin, som i denne tid havde ligget ved siden af hende, og puttede den hen i sin violin kasse, samt buen. Kassen var af mahogni, og den var blevet lakeret med en meget mørk rødvinsfarvet lak. Og hvis man så ordentligt efter kunne man se et floreret mønster med en meget tynd sort streg.

Hun tog kassen på ryggen og gik ud til tronsalen, hvor hun straks blev mødt af Caleb. ”Jeg er mere frisk nu…” mumlede hun så, i hentydning til hendes halv fulde jeg ”Men jeg er stadig beruset og har det faktisk fysisk dårligt” hun så lidt ned i mod sine tær, og virkede helt vild trist, for hun havde jo lyst til at danse med ham og være mere sammen med ham, men hun ville hellere hjem for at slappe af nu. ”Jeg vil gerne hjem” mumlede hun så ufattelig lavt og håbede lidt at han ikke ville kunne høre det, for hun var bange for at gøre ham trist.

Han stod lidt og nød sit glas og den stille musik der havde taget over. Klassisk musik var altid godt. Han hørte det stort set altid imens han for eksempel skulle male. Det var en god kilde til inspiration og det fik ham til at slappe af. Ikke længe efter var glasset tomt og lige som han gav det til en tjener, kom Emmilie gående. Hun havde det vist ikke alt for godt.

Han tog hendes violinkasse og sagde: Ved du hvad, den her fest keder mig efterhånden og jeg har gjort det korrekte og vist min tilstedeværelse. Lad mig bære den der for dig. Følg du med her så kan jeg køre dig hjem. Du har vist egentlig bedst af at komme hjem tror jeg.


Med den ledige arm støttede han hende så hun gik mere sikkert. Der var en del der kiggede efter dem, da meget få her inde rent faktisk tog sig af et menneske. De kom ud til den blanke sorte Aston Martin. Han lagde violinkassen i bagagerummet og hjalp hende ind og sidde. Han satte sig bag rattet, startede bilen og sagde:

Nå hvor bor du så henne?

Hun blev lidt overrasket over at han havde hørt den mumlen, men så igen, hun var nok også rimelig læselig lige nu. Hun smilte venligt til ham som tak for at han godt forstod det. ”Jaer lad os tage hjem” hviskede hun så da det var lidt akavet at sige os, når han jo ikke boede der.

Han tog hendes Violin kuffert, og det gjorde egentlig ikke noget, men hun begyndte at få tanker om hvorvidt han kunne passe godt på den. En violin var temmelig skrøbelig, og den violin hun havde, var nok omtrent så gammel som Caleb var og måske endda ældre. Hun tog fat om hans arm og fulgte med ham ud til hans bil som første og fremmest fik hende til at rødme lidt. Det lignede en temmelig dyr bil og nu blev hun lidt bekymret for om hun fik det værre og ville kaste op, eller om hun ville kunne klare turen hjem? Hun smilte lidt og fik sat sig ind i det bløde passagersæde, og selv indefra så bilen ufattelig dyr ud, men så igen han var jo også en Lord, så penge havde han vel nok af.

”Uhm jeg bor i lejlighedskomplekset inde i Terre, hvis du ved hvor det er?” sagde hun med en smule usikkerhed i stemmen. Hun var ikke helt sikker på om han ville kende stedet, men hvis han gjorde ville han jo også vide hvor de skulle hen.

Han satte roligt i gang og bilen kørte af sted i et fast, roligt tempo. Han startede anlægget med noget klassisk musik. Han sørgede også for at tænde airconditionen på kølig luft så det lettede hendes vejrtrækning. Så var der mindre chance for hun kastede op. Skete det var der ikke noget at gøre ved det. Men man kunne lige så godt undgå det hvis muligt. 

Han holdte ind på en tankstation og sagde: Vent her Emmilie. Ikke længe efter kom han tilbage med en flaske vand til hende, for at klare hovedet lidt. Han kørte stille videre og ikke længe efter var de ved lejlighedskomplekset. Han parkerede og skyndte sig om for at hjælpe hende ud. Han tog igen hendes violinkasse og sagde: Nå lad os få dig op i seng. Viser du vej?

Da han forlad bilen kort foldede hun sig lidt sammen på sædet så hendes fødder blev placeret på sædet. Dog sørgede hun for at de var så rene som muligt og derved ikke efterladede nogle pletter. Det var underligt at tænke på at for godt 2 timer siden, kendte hun ikke noget som helst om denne mand, som tilbød at køre hende hjem. Og nu sad hun i hans bil, på vej hjem til sig selv.

Hun kunne se ham da han gik ud fra tankstationen med en flaske vand i hånden. Tænk at han havde købt en flaske vand til, bare fordi hun havde det skidt. Hun sukkede lidt og så lidt ned, men da han satte sig ind i bilen igen og rakte hende vande, tog hun glad i mod det med et smil på læben. ”Tak” Hun tog et par slurke og det hjalp faktisk lidt på hendes kvalme ligesom luften fra airconditionen gjorde.

Han kørte og det tog nok en halv times tid mere før de ankom til lejlighedskomplekset. Han hjalp hende ud og bilen og forlod hende så for at hente hendes violin. Hun smilte lidt ”Det er 23C” sagde hun så og begyndte at gå. Hun gik nogenlunde og lignede slet ikke en der var fuld mere ”Og ja bare følg mig” Hun bevægede sig ned ad en brostens billiget sti som førte ind til gården hvor alle dørene var. Her fandt hun hen til sin dør og trykkede sin kode ind for at åbne hoveddøren. Det var nemlig sådan at der var 4 lejligheder ved 23, og en hoveddør til dem. Hun ventede på at han også var kommet ind før hun lukkede døren igen, og nu stod i en lille gang med 4 døre.

Da de stod inde i gangen, fik Caleb straks et mere alvorligt ansigtsudtryk. Han rynkede nærmest øjenbryn og studerede nærmere hendes ansigt. Specielt den del af hende der var forbrændt. Han lod meget forsigtigt en finger glide hen over der bølgede arvæv. Det måtte have været en frygtelig ulykke den gang. Mange havde nok begået selvmord i stedet for at leve med at være vansiret.

Han klemte kort hendes hånd og ventede på hun åbnede døren og bød ham ind. Stadig med det alvorlige  ansigtsudtryk men med en varm stemme sagde han: Vis mig ind i dit hjem og jeg vil give dig et ganske særligt tilbud

Hun blev lidt bekymret da hun så hans alvorlige ansigtsudtryk Havde han tænkt sig at spise mig alligevel? Tænkte hun bed sig lidt i læben, da han rørte hendes kind. Men hun nød det, for det var ikke mange der decideret rørte denne side af hendes krop, og hvis de gjorde var det for det meste når hun gav hånd til folk. Hun smilte lidt, med lidt bekymring i, men vendte sig dog om for at åbne sin dør i det han så tog fat om hendes anden hånd kort.

”Uhm.. jeg ved ikke helt hvordan jeg skal reagerer på dit særlige tilbud, men for nu, så ja” Hun åbnede sin dør som førte ind til en to værelses lejlighed. Som bestod af et køkken/stue, som faktisk var en del størrelse. Herinde stod der et rigtigt Piano i sort, henne i det ene hjørne længst fra køkkenet. Ved siden af pianoet stod og lå en masse forskellige musik tilbehør, som nodestativer, musik bøger, nodeark med forskellige sange på, som lå og flød over det hele næsten. Derudover stod der en hylde hvorpå der lå forskellige mindre instrumenter som man bruger til at træne rytme. Desuden lå der også en aflang kasse p den midterste hylde i samme farve og mønster som violin kassen. Heri lå hendes tværfløjte og tilbehør.
Der stod og en halv gammel sort sofa henne i hjørnet, som det eneste siddeplads hun egentlig havde.

Køkkenet var heller ikke det store at råbe hurra fra, for det var bare simpelt og bestod ikke af mere end til maks. To personer. Og badeværelset lige så, ikke noget at råbe hurra fra, men til gengæld var det rent.

Ved siden af hylden med instrumenterne var en dør som førte ind til hendes soveværelse.

”Uhm velkommen til” sagde hun så og smilte lidt til ham da hun flyttede sig så han kunne kom ind også. ”Det her er så stuen, og uhm… jaer du kan slå dig ned i sofaen hvis det er?”

Han stak hænderne i lommen og gik hen til vinduet og kiggede ud over byen. Her fra var den et mageløst spektrum af lys og lyde. Mørke og dystre ting skete der nede. Men samtidig skete ting af en tilsvarende skønhed. Det afhang alt sammen af hvordan man kiggede på det. Det var en by i konstant forandring. Sådan så Caleb. Skønheden i forandring.

Han blev stående men vendte svagt hovedet i hendes retning. Med en næsten melankolsk stemme sagde han:

Vær sød at sætte dig. Hvad siger du til hvis jeg kan gøre dig smukkere end du har drømt om? Hvis jeg kan give dig noget af min gave for at give dig skønheden som du blev berøvet for så længe siden? Hvis du kunne få et helt nyt liv fri for folks borende blikke. Fri til at genskabe dit liv

Hun nikkede lidt og satte sig hen i sin sofa, med benene foldet op på sædet igen så hun kunne massager sine tær. Det var noget hun gjorde hver aften for ikke at få ømme fødder. Lige nu massererede hun i mellem sine tær og lyttede til ham selvom det ikke lige så sådan ud.

Han tilbød hende at blive vampyr, det havde hun regnet ud, ud fra den måde han nævnte ordet gave på. Han brugte jo ordet i sammenhæng med Nattens Gave som han fik for mange år siden. At blive vampyr for at få den skønhed, som hun fik stjålet for mange år siden. Hun tænkte lidt over det og så så op på ham med et lidt bedrøvet blik.

”Hmm… jeg vil give dig ret i at mit udseende ikke er skønhed med disse arvæv, og jeg hader dem da også selv nogle gange fordi folk er bange for at de skader mig eller andet. Men kan du huske da vi mødtes? Du sagde jeg var unik fordi du lige netop lagde mærke til det. Og det er jo ikke fordi jeg skjuler dem som andre muligvis ville gøre. Faktisk er jeg rimelig stolt af at have dem, for det betyder jeg er et stærkt menneske som har overlevet selv det værste.” hun stoppede lidt og smilte til ham for hun fortsatte ”Jeg ved ikke om jeg er klar endnu til at dø, bare for at få det som du kalder et bedre liv, og jo måske vælger jeg en dag at blive forvandlet, ja. Men ikke i aften, ikke endnu” Hun så lidt på den fod der havde arvæv på og sukkede lidt ”Ikke pga. det”

Han satte sig på hug foran hende og kiggede hende i øjnene. Man kunne nærmest se den bedrøvede grønne glød i hans øjne. Det var som om der var en gammel sorg inde bag øjnene. Lidt sørgmodigt sagde han:

Jeg... er ked af hvis jeg fik det til at føle dig som mindre end jeg. Men jeg ved af alle hvordan det er at skulle trandenscere noget så voldsomt som det du var ude for... Jeg tilbyder dig ikke at fjerne det der gør dig unik. Det vil du altid være. Jeg tilbyder dig ganske enkelt at blive noget andet. Du vil kunne tage det liv tilbage du er blevet nægtet.... Du vil stadig kunne nyde og spille din musik. Men jeg forstår.

”jeg forstår godt at du tilbyder det, men kan jeg gemme på tilbuddet og måske få lov at leve lidt mere som menneske i et stykke tid, og lære lidt mere om din art. Ved ikke mere om vampyrer end jeg læser om og det er højst sandsynligt nok forkert” hun smilte lidt og lagde sin hånd på hans kind. ”Jeg ved godt jeg ville være en smuk og awesome vampyr som kunne triumfere over selv den ældste vampyr der findes i dag, men jeg er ikke klar til at blive det endnu, kay?” Hun blinkede til ham og smilte kækt før hun rødmede en smule. ”Jeg er unik og awesome og ja det vil jeg altid være. Og jeg mener jeg er awesome fordi jeg har fået lokket en gammel vampyr til at tage sig af mig og bekymrer sig om mig, bare fordi jeg var for genert til at snakke med en hel masse vampyrer til en fest” Hun grinte lidt ”Giv mig mellem 3 måneder til 1 år til at godkende dit tilbud, og lær mig om det at være en vampyr i mens”

Hun lænede sig tilbage i sofaen og placerede sin ben ned på gulvet igen. Hvilket virkede lidt akavet fordi hun nu sad med et ben på hver side af ham og derfor havde spredte ben for ham, dog opdagede hun det ikke helt. Hun flyttede sit blik op i loftet og sukkede lidt.

Han kunne ikke andet end at smile over den nyfundne selvtillid hun havde. Hun ville garanteret blive en god vampyr en dag. Hun havde smidt sine hæmninger eller også havde hun ikke lagt mærke til de var der overhovedet lige nu. 

Med en meget hurtig bevægelse stod han omme bag hende, med hænderne på hendes skuldre. Han satte ansigtet tættere på hendes øre. Med et lidt flabet toneleje sagde han: Awesome er ganske vist ikke et udtryk jeg bruger specielt meget. Ganske vist har jeg taget mig af dig men ikke alle af os er blodtørstige vilddyr. Sætter du tridsfrist på nu?


Med endnu en hurtig bevægelse, sad han nu på bordet foran hende og havde lagt sin ene hånd på hendes knæ. Han skulede næsten til hende med et drilsk blik i øjnene inden han sagde: Lad os først se hvor villig du er til at lære. Spørg løs og lad os se om den "gamle" vampyr kan svare dig

Hun blev lidt forvirret da han blev ved med at flytte sig rundt i rummet, men sin meget hurtige hastighed, der medførte et pas sus der fik lidt af hendes hår til at flytte sig med suset. ”Heh awesome er nok også mere et teenage ord i dette århundrede” sagde hun og så op på ham, så hendes blik mødte hans.”Ja jeg har sat en tidsfrist på, men det er da altid noget jeg ikke sagde 50 år eller andet.” Hun blinkede en gang og rakte kort tunge før hun fortsatte ”1 år max, er vel en rimelig tidsfrist”

Der kom et sus til og han sad på bordet foran hende. Dog var hendes blik ikke lige så hurtigt som ham, så hun fik først set på ham i det han lagde hånden på hendes knæ. Det var også her at hun opdagede hun sad med en lille smule spredte ben, så hun lukkede dem sammen igen og rødmede lidt. ”Hey, du kunne godt have sagt noget?” hun surmulede lidt, men det forsvandt hurtigt bag et smil.

”Hvor villig jeg er til at lære før jeg bliver vampyr eller efter, hvis jeg gør. Hmm… Jo, jeg har en del spørgsmål, så jeg håber du kan svare på dem. Så her får du et par stykker og så kan du vælge selv at svare eller ej. ” Hun holdte en kort dramatisk pause før hun stillede spørgsmålene.

”1. Er det sandt at i ikke kan tåle sollys? 2. Hvordan er forvandlingen? 3. Hvordan lærer man at udholde sin hunger for blod? For du har jo ikke haft lyst til mit endnu, så du har vel lært det?”

Han rystede lidt på hovedet over hendes bemærkning med hendes ben imens han grinede lidt men man kunne tydeligt høre fordi han syntes det var sjovt. Han tænkte lige over hvordan han skulle svare, men kom hurtigt frem til en slags lektion som respons. Mon ikke det kunne svare på nogen af de spørgsmål hun kom med

Hmmmm..... Ja det er ganske rigtigt at sollys slår os ihjel. Jo ældre man er som vampyr, jo hurtigere slår solen en ihjel. I takt med ens magt stiger gør solens skade også. Forvandlingen varierer lidt men der er nogle karaktertræk der er ens. Man får først en hurtig og meget intens smerte. Det går hurtigt over og bliver en nærmest ekstatisk varme indtil man falder i søvn. Når ens øjne åbnes igen er man vampyr. Hmmm den med at udholde sulten? Det afhænger af hvem man taler om. Nogle elsker at drikke det direkte fra ofre. Det er også langt den mest tilfredsstillende måde. Men man kan sagtens overleve med at drikke det af glas og den slags. Jo stærkere blod jo bedre følelse.


Han tænkte han ville drille en smule så han tog forsigtigt hendes hånd og vendte håndleddet op af imens han inhalerede duften fra hendes håndled. Frisk blod havde altid en stærk lokkende effekt. Han kiggede op på hende og smilede: 

Jo jeg har skam haft lyst til at smage dit blod, men du kan være ganske rolig jeg gør ikke noget. Jeg foretrækker at folk lader mig drikke af deres egen fri vilje. Og jeg har jo fået til festen i aften ikke sandt?

”Hmm det lyder indviklet og en smule smertefuldt. Men det vil altså sige at når du som nyfødt vampyr…uhm.. Så kan du faktisk godt overleve at være ude i solen i en kort periode, fordi din krop på en måde stadig er lidt menneske. OG uhm… så begynder ens eh..kræfter? at påvirker ens krop og man kommer til at tåle solen mindre og mindre?” hun rystede lidt på hovedet over det ”hmm, forvirrende, men så igen, 1. Aldrig gå ud i solen og 2. husk at drik blod, fra glas eller kr….” hun blev afbrudt sin lille tale i det han tog fat om hendes hånd og vendte hendes hovedpulsåre op mod sin mund. Hun blev både bange, nervøs og nysgerrig på samme tid, og helt rød i hovedet.

Hendes tanker begyndte at køre rundt i hovedet på hende. Har han virkelig haft lyst til at smage mit blod hele aftenen? Men… Skulle jeg lade ham smage, men ville han så kunne stoppe, og ville det smage godt? Ville mit blod smage godt og kunne tilfredsstille en gammel vampyr som ham, der nok har smagt så meget i sin tid. Ville det gøre ondt? Hun bed sig lidt i læben og så så ind i hans øjne, lidt bedrøvet, men bag det skjulte der sig en smule nysgerrighed ”Hvis du er sulten… så må du godt tage en tår” fik hun sagt, før hun lukkede sine øjne.

Det er i det store hele rigtigt. Med tiden vil solen brænde mere og mere. Når man er "nyfødt" vampyr, vil man kunne være ude i nogle minutter inden det bliver farligt. Jeg kan allerhøjest være ude i et minut før jeg bryder ud i flammer.


Han virkede noget forundret over hendes tilbud. Men hun vidste selvfølgelig heller ikke hvad hun gik ind til. Så han følte dog at han skulle forklare lidt om et bid inden han bed hende. Du kan være ganske rolig. Smerten er meget hurtigt overstået. Jeg slår dig ikke ihjel ved det og der er ingen mærket bagefter. Han nærmede sig hende og hviskede nærmest imens han kiggede hende i øjnene: For nogen kan en vampyrs bid endda føles som en orgasme. Bare rolig det er snart overstået....


Han strakte hendes hænder ud langs sofaen imens han duftede til hendes hals. Frisk blod var altid berusende. Han kørte næsten læberne op af hendes hals og sukkede dybt. Og med et sank han tænderne i hendes hals. Først ville hun opleve en meget stærk smerte ved det første stik. Så gik det over og en sensuel varme bevægede sig gennem hendes krop i takt med blodet forlod hendes. Ekstasen fra biddet ville føles meget voldsom for hende da hun ikke lod til at have oplevet en orgasme før. I takt med hun sank lidt sammen, trak han tænderne til sig og slikkede de to små sår så de lukkede sig. Han satte sig tilbage på bordet og faldte lidt til ro over rusen af frisk blod. Han tog sit lommetørklæde og tørrede sig om munden. Han sad bare og ventede på hvad hun sagde