Gallery Nocturnus (Zafira)

Sted: Et galleri i gågaden
Tid: omkring 23:00
Omgivelser: Byens bedste galleri proppet med mennesker til "Open by Night"
Udseende: Et skræddersyet sort jakkesæt med sort slips og bordeaux-rød skjorte

Gallery Nocturnus havde et par af Calebs malerier hængende i aften. Han havde sponsoreret en mindre formue til galleriets udstilling og havde derfor valgt at hænge et par malerier op for at potentielt at sælge dem. Det var ikke nødvendigt men det kunne da være sjovt at komme af med et par stykker. Det ene var et maleri der forestillede Terre om natten, men husene malet i dagens farver. Det andet var en bjergkæde i Andalusien malet med varme farver. Det var en satsning nærmest at bruge omvendte farver, men det var taget imod med stor anerkendelse

Aftenen gik lidt hektisk. Til at starte med var der virkelig mange mennesker. Der endte dog med at være et godt flow så der aldrig var alt for klemt der inde. Caleb var selv med denne aften og gik rundt og hilste på et par stykker og snakker med nogen der havde interesse i hans malerier. Andre havde handlet med ham før og nogle ville bare sige han havde gjort et virkelig godt stykke arbejde eller takke ham for sin donation til galleriet. Han holdt sig gerne omkring sine egne to malerier. Det gjorde det noget nemmere hvis han skulle prøve at sælge dem

Nu var det bare at lade aftenen gå sin gang...

Ind ad døren til galleriet kom en elegant kvinde gående iført en lang sort kjole , sorte ankelstiletter på fødderne, en sort skuldertaske over den ene skulder. Kjolen var med noget blondet værk i toppen og det var ærmerne på kjolen også. Hun kiggede rundt omkring, sjovt hun aldrig havde været herinde før. Hun havde gået forbi galleriet mange gange men aldrig været herinde før nu. Hendes hår var krøllet og sat op på en klassisk måde. Der var ikke nogen hun kendte men sendte alligevel et venligt smil til de folk der kiggede på hende og sendte hende beundrende smil. Hun gik rundt med blikket på de mange flotte malerier der hang rundt omkring. Hun var facineret af de fleste hun kunne godt lig smukke, yndefulde ting, ting der havde et budskab.

Så gik hun lidt videre man kunne godt høre stiletterne over gulvet , hun kunne slet ikke holde øjnene fra de smukke malerier tænk at have malet sådan nogle smukke malerier. Så lagde hun mærke til en mand meget elegant der var ved nogle malerier der så ud til at have været malet af ham. Hun stod lidt og kiggede på dem, og ham, men valgte at gå langsomt hen mod ham"Har du malet dem"spurgte hun venligt og helt måløs næsten.

Caleb stod lidt i sine egne tanker, da hun snakkede til ham. Han blev revet tilbage til virkeligheden og noget overrasket sagde han: Øh ja undskyld jeg lige var lidt fraværende. Ja de to her er mine. Jeg sponsorerede aftenens udstilling og tænkte jeg ville have et par af mine egne med. De er også til salg men pengene går til galleriet. De mangler da et glas.


Han kiggede over på en af de tjenere der var blevet hyret til i aften. Han havde instrueret et par stykker i hvordan han gerne ville bestille "særlige glas" Han fik deres opmærksomhed og bankede forsigtigt på hans signetring. Tjeneren nikkede og gik. Han rakte hende hånden og sagde: Undskyld mine manerer mit navn er Caleb DeBayle. 


Kort efter kom tjeneren med de to glas og han rakte det ene til hende. I vinen var der kommet frisk blod i. Hendes duft afslørede hende.

Zafira kiggede på ham og nikkede efter hans ord men hun kunne slet ikke lade vær med at kigge på malerierne de udtrålede virkelig noget smukt.Det fandt hvertifald hendes opmærksomhed"De er virkelig en dygtig kunstner dine malerier er virkelig smukke"smilte hun og lod blikket glide ned mod hendes hånd som han trykkede"En fornøjelse af møde dig Caleb jeg hedder Zafira"hun tog en tår af glasset ja hendes duft kunne godt afsløres , men det kunne hans også.

"kunne du finde på at sælge dine malerier"hun kiggede på ham og hen på hans malerier han kunne tjene mange penge på dem det var hun sikker på , og dog kom det selvfølgelig an på hvem der ville købe dem, og om hvilken smag man havde. Hun trippede lidt rundt ved ham og malerierne og stoppede så igen. Zafira tog en tår af glasset igen"Det smager meget godt du må have god smag"roste hun ham mens hun betragtede ham lidt. Hun vidste slet ikke om hun nogensinde ville kunne male som ham, men hun elskede at tage billeder så mon ikke hun kunne få nogle smukke billeder af Caleb s malerier, selvfølgelig kun hvis hun måtte. Hun ville vente lidt med at spørger til tidspunkter var der, de havde lige mødt hinanden så måske ville det være for hurtig frem måske. Hun vidste det ikke helt."Caleb jeg ved hvad du er din friske duft afslører dig"et bredt smil bredte sig over de bløde læber.

Han skålede med hende og sagde smilende: Rart at møde dig Zafira. Tja nogen kan da lide mine billeder nok til jeg tjener en hæderlig skilling på dem. Jeg sælger og køber også malerier hvis det er en handel der har min interesse selvfølgelig. 


Langsomt slentrede han hen til maleriet der forestille Terre om natten, men med byen i lyse farver. Han vidste ikke helt hvorfor han havde malet det eller hvor inspirationen var kommet fra. Det var også først da han skulle til at farvelægge bygningerne rigtigt at han besluttede der skulle være det skift i farverne. Men det var nu faldet heldigt nok ud synes han selv  og der havde da også været et par bud på det. 

Han tog en tår mere af sit glas og smilede drilsk til hende og sagde: Det er derfor min vin er samme som din

Zafira gengældte hans smil og kiggede ned i glasset nogle mennesker kunne ikke lig duften af blod og det var selvfølgelig også med god grund."bliver altid glad når jeg møder samme race som mig selv"sagde hun og kiggede på ham. Zafira fandt hans selvskab yderst fornemt og meget hyggeligt. Hun valgte selv at gå rundt hun bemærkede nogle af tjerne og nogle af menneskerne der så ud til at kigge underligt på hende."Men Caleb kender du andre smukke malerier herinde"spurgte hun nysgerrigt mens hun valgte at tage en tår af glasset. Hun ville gerne se mere for det var meget interresant

"Det er ikke så tit jeg har set vampyrer ved gallerier før, eller omkring gågaden i terra"sagde hun og sendte ham et smil. Hun kiggede så hen mod et maleri der forstillede to mennesker under en solnedgang der var malet rigtig smukt. Det fandt Zafira meget romantisk. "Har du set det der maleri det var virkelig smukt"smilte hun med hele hendes opmærksomhed vendt mod maleriet. Romantik var noget hun elskede at vise og se på, når noget blomstede så kunne hun let se det"Caleb blev du enlig født vampyr"spurgte hun så lige ud i den blå luft.

Jeg har heller ikke været i byen så længe. Jeg kan heller ikke helt beslutte mig om hvor vidt jeg skal blive eller hvad jeg skal. Jeg har rejst en del rundt i verden grundet mit arbejde, men det er godt nok at have et fast sted. Og ja palæet hjemme i England bliver der taget sig af


Han gik langsomt med hende hen til maleriet. Og det var også et smukt maleri. Caleb var vel et eller andet sted en håbløs romantiker som han selv sagde af og til. Han havde godt nok aldrig haft en der stod ham nær som på billedet men han havde siddet på stranden og nydt enten en solopgang eller solnedgang for mange år siden. Det var en af de ting han savnede mest. 

Endnu en tår blev nydt og han stod med den ene hånd i lommen og beundrede maleriet da hun spurgte. Nej dog ikke. Det er også derfor jeg er det sidste medlem tilbage af mit "Hus" Jeg trådte ind i "Natten" for ca 300 år siden

"Et palæ..Hvor morsomt jeg bor også i et palæ , et palæ der ligger i paris"hun tog et blik på maleriet ja hun savnede selv følelsen af at have en ved sin side, men alle de mænd hun havde mødt var slet ikke hende type, eller så tænkte de kun at dræbe hende, eller noget helt andet der slet ikke faldt ind i Zafira s smag."har du lyst til at gå videre rundt eller måske tage med mig udenfor for at få luft og måske noget at spise min mave begynder langsomt at knurre"smilte hun. Hun fandt så sit kamera frem og kiggede hen over skulderen så hun kiggede på Caleb s smukke malerier"gør det noget hvis jeg tager et billed"spurgte hun. Så tænkte hun lidt"hmm Caleb du kender godt til varulve ikke, frygter du dem også som jeg gør"spurgte hun undren. Nu var de begge to samme art og hun havde altid hadet varulve og havde hørt mange ting omkring de væsner.

"Men Caleb jeg kender godt følelsen af ikke at vide om hvor man skal hen eller om man vil blive her eller ej, sker der noget spændende eller ikke"sagde hun og kiggede rundt hendes blik mødte en flok af gamle damer der stirrede på hende og Caleb. Det var hun enlig vandt til hun havde oplevet det ret tit.Så kiggede hun på Caleb gad vide hvad han enlig havde oplevet som vampyr, hvordan mon han levede nattelivet.


Hun var virkelig nysgerrig men hun ville ikke være for ligefrem hun ville også give ham plads. Men hun var glad for han ikke var stukket af som de fleste mænd havde gjort når de havde mødt hende.

Han kiggede rundt og smilede til dem der kiggede over på dem. Nogen blev forlegne og skyndte sig videre. Derefter sagde han til hende: Ja palæet følger lidt med titlen. Han løftede sin hånd og bankede med fingeren på signetringen

Jeg er jo bundet lidt endnu af jeg er sponsor for arrangementet, men vi kan altid gå rundt og kigge på den andre malerier. Det skal jo være scenisk korrekt når man forlader den her slags halløj. Ja tag du bare nogle billeder
Det gøs lidt i ham da hun spurgte ind til varulve. Han havde endnu til gode at møde en hvilket han egentlig også var godt tilfreds med. Vampyrer og varulve havde aldrig været særlig glade for hinanden og varulve var nogle frygtelige bæster når først de skiftede.

....Ja de virker ikke til at være rare væsner nødvendigvis. De fleste historier er de jo nogle frådende vilddyr, men det er jo ikke ensbetydende af de allesammen er det. Der er sikkert nogle af dem der er flinke. Jeg har med vilje studeret dem så jeg ved hvad tegn jeg skal kigge efter for at passe bedre på mig selv og ikke provokere dem.

Hun kiggede på ham og nikkede ja han kunne jo ikke gå nogle steder men hun ville gerne holde ham med selskab for hun hyggede sig sammen med ham"Jeg vil med glæde holde dig med selskab hvis det er iorden med dig"hun var faldt helt i staver over nogle af malerierne for de var virkelig smukke at kigge på.
Hendes øjne faldt på kameraet hun havde i hånden"når der er noget der fanger mine øjne så bliver jeg nød til at tage et billed"hun tog kameraet op foran hendes øjne og kiggede hen mod Caleb s malerier for at snuppe billeder af malerierne.Efter at have taget billedet pakkede hun kameret ned i dens lomme og så ned i tasken igen."Jeg syntes varulve er grumme men selvfølgelig findes der godsindet varulve"


Zafira kunne høre en rumlen og kiggede ned mod sin mave, ja den knurrede godt nok en smule nu var hun begyndt at blive sulten"Caleb kan man få mad herinde"spurgte hun håbfuldt for hun kunne godt bruge noget at spise. Hun valgte at tage den sidste tår af glasset det smagte virkelig godt , ja det var virkelig tilfredsstillende. Hun betragtede omgivelserne lidt før hun vendte blikket hen mod Caleb"De er yderst elegant Caleb"sagde hun med et smil.

Han så nu også elegant ud, så det skulle heller ikke undre hende at han havde et palæ. Hun håbede ikke at møde nogle varulve herinde eller noget andet hun ikke kunne lig. Hun betragtede hans øjne lidt bare for lige at se hvilken øjenfarve han måtte have.

Hans grønne øjne glødede næsten. Det var en af tegnene på han var vampyr hvis man vidste hvad man skulle kigge efter. Han nikkede bare da hun spurgte om hun måtte holde ham med selskab, og han viftede en af tjenerne over. Han lagde hånde på skulderen af tjeneren og sagde: Skaf damen noget at spise og tag fri bagefter du har gjort det rigtig godt i aften. Hvis jeg holder et selskab en gang, ved jeg hvem jeg skal ringe efter


Så gerne hr. Og mange tak.


Han gik lidt videre over til de billeder der var lidt mere dystre. Der var et der forestillede en død og mørk skov. Billedet var malet sådan at når man kiggede på det, kunne man ane et par øjne i skoven. Men det var også malet efter at øjnene aldrig sad samme sted alt efter hvem der kiggede på det. 

Han smilede til hende og sagde: Mange tak, de har nu selv god forstand på takt og tone lader det til. I mit filfælde forventes det siden jeg er Lord

Hun kiggede på øjnene syntes det var meget sjovt hans øjne var grønne for hendes var også grønne altså nu var det godt nok hendes kontaktlinser fordi hendes egen øjenfarve var ligblå men stadig det var lidt sjovt."De har nogle pæne grønne øjne"sagde hun og betragtede dem lidt. Hun kunne godt lig flotte øjne for øjne plejede at fortælle noget.

"Caleb skal du ikke have noget at spise"spurgte hun og kiggede mod menneskerne der vandrede rundt, men kiggede så tilbage på ham igen. De dystre billeder han kiggede på fangede også Zafira så hun gik hen ved siden af ham valgte blot at kigge på malerierne mørket kunne hun godt lig for man kunne gemme sig der, føle sig fri og anderledes end alt andet."Er de en lord det må betyde noget meget fornemt selskab du må være i til tider"sagde hun og sendte ham et bredt smil
"Men jeg er glad for jeg er i dit selskab nu det morer mig meget"hun vendte hovedet hen mod ham for at se hans reaktion og også for at se om hun kunne se et lille smil fra ham.

Hun vidste ikke hvorfor men det var venligt af ham at han var så åben omkring de ting hun spurgte om , de ting hun var nysgerrig omkring.

Han kiggede indgående på hende og sagde: Mange tak men hvorfor vælger de ikke deres naturlige øjenfarve? Jeg ville personligt mene at kontaktlinser må da irritere øjnene. Det var ikke så underligt at han lagde mærke til hun brugte kontaktlinser. Det var jo et eller andet sted hans job at lægge mærke til selv de mindste detaljer. Det var sådan han var blevet så dygtig til sit fag. Han kunne kende et falsk maleri så snart han så på det.

Nej tak jeg spiser ikke rigtig. Jeg kan skam sagtens men det er jo ikke nogen nødvendighed. Han kiggede lidt mere nøje på det dystre maleri for at se mere på hvordan effekten med øjnene i mørket var blevet malet. Måske var det en teknik han selv kunne bruge eller som minimum bruge som inspiration.
Han smilede bredt over hendes kommentar om han var Lord: Ja det hænder da, men det er jo på sin vis bare en titel. Det tager jeg ikke altid så nøje men det har sine fordele.

Hun nikkede til ham mens hun ventede på maden ville komme. Men ja det var de nogle få stykker der havde spurgt ind til omkring hendes øjne hun kiggede ned"Min far har et mafia crew de skadede mine øjne da jeg var en lille pige på omkring de 10 år, derefter er min normale øjnefarve meget bleg, og jeg hader at se ond ud derfor valgte jeg grønne kontaktlinser"svarede hun og kiggede op igen"men ja det kan være træls men jeg har vænet mig til det"hun smilte

Hun kunne så småt hører små skridt der begyndte at komme nærmere eller også kom det oppefra hun var ikke helt sikker på hvad det var, eller om det var de dumme varulve der var ude på noget dumt. Det håbede hun ikke men kunne aldrig vide"Pardon Caleb men hørte du det, jeg syntes jeg hørte noget komme ovenpå men ved ikke om mine sanser er helt galt på det.

Hun syntes det passede ham med den titel som Lord hun ville ønske hun selv havde sådan en fornem titel men det havde hun ikke. "Caleb tænker du nogensinde på hvordan livet må være som menneske"spurgte hun med blikket på et af de dystre malerier.

Caleb koncentrerede sig kortvarigt for at lytte efter hvad det var hun nok havde hørt. Han smilede til hende og sagde: Jeg har nogle vagter gående rundt ovenpå i tilfælde af der skete noget. Det er jo trods alt nogle dyre malerier der er med på udstillingen. De kan være ganske rolig


Han så nærmest trist ud da hun fortalte om hvad der var sket med hendes øjne men nikkede også anerkendende til hvorfor hun gik med kontaktlinser. Han var selv glad for der ikke var sket ham noget lignende. Han kunne tvært imod godt lide den glød hans øjne havde fået efter han blev vampyr.

Han stod og faldte en smule i staver over sin signetring og tænkte tilbage på da han var menneske. Der var da nogle ting han savnede, men han var blevet godt tilfreds med at være vampyr. 

Jeg kender jo godt det at være menneske. Jeg tænker indimellem på om hvor vidt jeg gerne ville have blevet ved med at være det, og jeg er faktisk blevet godt tilfreds med mit liv nu. Jeg har set familie bukke under for frygtelige sygdomme eller bare alderdom. Det er ikke en skæbne jeg ønsker så derfor valgte jeg det jeg har nu.

Zafira smilte til ham og kunne ikke undgå at se hans smil det var rart at vide han godt kunne smile men man behøvede ikke gøre det hele tiden , det kom jo an på om man ville det"åh ja så vil der ikke ske os noget"hun kiggede på menneskerne"Caleb har du nogle yndlings malerier eller kunstner"spurgte hun undren mens billedet af to sorte mørke ravne der formede et kors facinerede hende en del, måden det var malet på var yderst smukt.

"Jeg savner menneskedelen lidt men som dig er jeg også glad for at være vampyr der er fordele ved det men også ulemper ved det"hun strøg en tot hår omagved det ene øre mens blikket faldt på en lille pige der havde stirret på hende i nogle timer nu.Hende kendte Zafira ikke, og så lagde hun en skulder på Caleb s skulder"Men Caleb tænk ikke på det det skete i min fortid da jeg var en lille pige, jeg overlever jo det"opmuntede hun ham lidt da hun kunne se det gjorde ham lidt trist at høre."Min far s crew er ikke noget at prale noget af"sagde hun og kiggede på ham.

Et smil kom frem på læben og han sagde: Jeg er slet ikke i tvivl om du vil kunne overleve det. Det gør det ikke mindre frygteligt at det skete, men så længe der er kommet noget godt ud af det. En yndlingskunstner? Nej ikke rigtig. En ukendt kunstner kan være lige så dygtig som den kendte kunstner


Kort efter kom maden ind og tjeneren bukkede for dem og viste hen til et bord hun kunne sidde og spise ved. Det var en rimelig rød bøf med sauterede rodfrugter og en rødvinssauce. Der var vedlagt en lille smule syltede frugter for at skabe en kontrast til den rimelig krydrede mad. Caleb takkede tjeneren og kiggede på hende igen

Nej din fars "crew" lyder ikke til at være noget at prale af. Spis endelig

Zafira lyste lidt op da hun så maden hun havde været rigtig sulten så hun kunne ikke vente med at smage maden. Det så rigtig godt ud, hun kiggede på Caleb lidt"nej men jeg må leve med det desvære"sukkede hun og tog en tår af vinen det faldt i hendes smag den var rigtig god. Så tænkte hun lidt ja hun skulle leve med hendes far og hans crew hun ville gerne hævne sig på hendes far men vidste at hvis hun gjorde det ville det ikke blive kønt.

Hun tog en bid ad maden og betragtede menneskerne lidt og sendte tjenerne et smil som tak for maden. Lidt høflighed kunne ikke skade."Bor du enlig her i Terre "spurgte hun så mens hun tog endnu en bid af maden. Hun havde foldet en serviet ud på hendes skød bare for at være høflig og elegant som hun var.

Duften kunne de fleste dufte og Zafira var så småt begyndt at kunne fornemme nogle blandt menneske flokkene der ikke var menneske, gad vide hvad det kunne være. Nå det måtte vente ligenu skulle hun have noget at spise"Caleb hvad skal vi to lave bagefter dette kunstnerisk selskab"smilte hun

Han smilte da hun begyndte at spise: Håber det smager. Men hvis jeg må være så fri hvad er det helt præcis din fars såkaldt "crew" render og laver siden der er så store problemer med dem? Det må da være noget halvslemt stads.
Det virkede lidt som om hun prøvede at være en hun ikke var rigtigt. Måske var det på grund af ham

Han tog en tår af sin vin og nød den. Han kiggede rundt for at se hvad hun kiggede på og sagde: Ja jeg har en lejlighed i midtbyen. Det er godt nok at have et sted at være på rejser eller lignende


Hvad mon der skete siden hun virkede så nervøs? Han smilede og sagde: Ja nu får vi jo at se hvor langt tid det her ender med at tage

Hun kiggede ned på maden men op på Caleb igen"De dræber uskyldige folk , væsner alt der har en puls, hans crew dræbte min mor, så jeg har kun ham tilbage ,det lidt trist for jeg ønsker ikke at have noget med min far at gøre og hans crew men ligemeget hvor mange han dræber så er han stadig min far så det er svært"sagde hun og sukkede dybt mens hun tog fat rundt om glasset for at tag en tår vin. Hun haddede ham virkelig men mistede hun sin far så havde hun ikke mere tilbage, så det var et dilemma. Hun skulle hjælpe hendes far når han bad hende om det, men hvis hun trodsede ham så ville det ende galt.

"Han har været sød engang...Ved ikke hvorfor det skiftede det vidste min mor men nåede aldrig at vide det før hun rejste bort"sagde hun og kiggede ned i maden igen"Nogengange ønsker jeg at gå tilbage til det sted for at lave det om"sagde hun og tog en bid af maden.

Så kiggede hun op på Caleb med et smil"men jeg er den jeg er, nogle ting kan man aldrig ændre, man kan aldrig ændre sin fortid, men man kan altid ændre fremtiden"sagde hun og betragtede maden før hun tog en bid til af den den smagte virkelig godt."Men tro ikke dårlige ting om mig, jeg er ikke som min far jeg bliver kun som ham når min vampyr raseri tager over"sagde hun stille.
"Jeg ønsker kun at være den jeg er, min far kan jeg ikke være som for det ønsker jeg ikke, jeg er blevet stærk siden jeg var en lille pige det kan jeg takke min far for, og hans had jeg har til ham."smilte hun

Han rynkede sine øjenbryn og sagde Ja det er da noget værre noget. Jeg har da selv liv på samvittigheden, men aldrig bare hensynsløst drab. Det kommer man i længden ingen steder med. Jeg kunne forestille mig de laver en magtbase af frygt. Frygt i sig selv er en kraftfuld ting. Desværre specielt når den bliver brugt som et våben. 

Hvis du lige vil have mig undskyldt i to sekunder. Der bliver kaldt på mig. Han rejste sig og gik hen til ham der viste sig at være galleriets kurator. De grinede lidt der ovre og hun ville grundet hendes sanser kunne høre at de takkede ham og diskuterede pris på hans maleri. Galleriet var villig til at give 20.000 euro for det. Caleb sagde ja til at sælge det ene og det andet blev en donation til galleriet. Så begyndte de at hviske så hun ikke kunne høre dem. 

Kort efter kom Caleb tilbage og satte sig ned og skålede. Det er dejligt du kan bruge din fortid til noget godt. En klog mand sagde en gang "Man skal vide hvor man kommer fra, for at vide hvor man går hen. 


Så skiftede hans ansigtsudtryk til noget langt mere alvorligt. frk. Zafira hvad siger du hvis jeg siger der er en mulighed for de kan komme til at tale med deres mor igen? Ikke nødvendigvis lang tid men de kan

Zafira kiggede på dem da de begyndte at snakke med Caleb hun kunne ikke høre hvad snakkede om men det må være noget interresant noget siden de takkede ham og grinte.Hun kiggede ned på maden og spiste op hvorefter hun så han kom tilbage"var det gode ord der blev sagt om dig"smilte hun
og tog den sidste tår af vinen, men derefter lyttede hun til ham hun hørte ordet mor og der lyste hun lidt op, ja næsten som forstenet men hun kom til sig igen"Hvad mener du Sir.Caleb"spurgte hun undren det gjorde hende glad for så kunne hun se hendes mor igen men hun var jo død så hvordan skulle hun blive levende igen, eller havde han tænkt noget andet.

"Det ene maleri var væk det havde Zafira lagt mærke til men det andet var der stadig. Hun tænkte lidt over ordene og tænkte lidt på hendes far og mor , hun tænkte lidt af hvert."Caleb du skal have stor tak men hvordan kan du gøre så jeg kan se min mor igen"spurgte hun og kiggede på ham.

Han tog en stor tår af sin vin og kiggede meget alvorligt på hende hvorefter han sagde med et næsten bekymret toneleje: Fordi jeg er blevet informeret om en her i byen der har magten. Jeg er ikke klar over detaljerne men han bliver kaldt for De Dødes Herre. Jeg kan sætte dig i kontakt med ham. Men der går mange historier om ham så en rigtig god ide er ikke at fornærme ham. 


Han tænkte lidt over de historier der gik om det her væsen og han gøs nærmest ved tanken. Der var mange historier om ham. Nogle var egentlig ikke så slemme og andre var mere frygtelige end man kunne forestille sig. Men hvis man forhørte sig rundt omkring, var der ikke en der havde større magt over de døde. Caleb havde aldrig mødt ham, men vidste hvor han boede. Det var ikke et sted man normalt kom.

"Hvor er han henne, hvor finder vi ham henne"spurgte hun nysgerrigt med blikket på ham,, nu var hun besluttet på at ville udfører dether hun ville møde ham men ja hun skulle passe på hvad hun ville sige til ham, for hvis Caleb havde hørt mange historier om ham så skulle hun hvist helst passe på."Men Caleb følger du med mig, vil du være der hvis jeg får brug for noget"spurgte hun mens hun stilt sig overfor ham så hun kiggede på ham.

Hun håbede han ville være det , men hun vidste ikke om det ville blive farligt eller om det var bedst at tale med denne herre alene. Hun ville ikke skades hun håbede ikke det ville ende galt, derfor håbede hun Caleb ville være der, hvis hun havde brug for ham.Det var interresant men hvis han kunne det han kunne så kunne hun se hendes mor igen og det håbede hun jo meget på.
"Caleb bare rolig vi klarer den men hvor er han henne"spurgte hun undren mens hun havde lagt en hånd på hans skulder.


Nu begyndte Zafira selv at blive bange ved tankerne om hvad denne herre kunne gøre, hvad hvis det endte galt, hvad hvis hun kom til at sige noget forkert til ham det kunne jo ikke ende godt.

Jeg giver lige besked til kuratoren så kan vi køre. 

Han gik op til kuratoren og gav beskeden og gjorde tegn til hun skulle følge med ud til bilen. Han startede bilen og kørte afsted med hende. Turen tog lidt tid da han kørte langsomt så hun havde tid til at tænke sig om. Han var selv nervøs over at skulle møde den omtalte. Nok kunne han hjælpe men det var alligevel en djævel de skulle op til. Og det var ikke til at vide hvilken slags djævel det var. Måske var han frygtelig uden samvittighed. Eller også var han en retfærdig person.

De kørte lidt ud i bjergene der lå lige ved Terre da han sagde: Du kan godt gøre dig nogle tanker om hvad du vil spørge ham om. Men meget vigtigt: ikke fornærm ham. Og kald ham enten Khá eller Ærkemager. Mere kan jeg faktisk ikke fortælle om ham


Der gik ikke længe inden de kunne se et stort sort slot og snart var de ved porten. Han parkerede og hjalp hende ud og nervøst sagde han: Så er det nu.....


Kort efter gik porten op som om de var ventet. De var nok blevet opdaget på vej mod slottet. En gammel mand kom hen til dem og spurgte: Hvem ønsker audiens hos Ærkemager Khá?