Gallery Nocturnus (Zafira)

Zafira var begyndt at blive spændt men også nervøs men hun stod stadig fast ved besutningen om at se hendes mor igen. Forslaget som Caleb havde givet hende, det ville betyde meget for hende, og det vidste han godt."Det gør jeg"sagde hun bestemt og trådte frem så manden kunne se hende, og at det var hende der ønskede audiens hos Kha som han hvist hed.

*Jeg er nervøs men jeg skal nok klare den jeg er stærk i min tro på det, jeg skal bare huske at ikke fornæme ham*tænkte hun mens hun kiggede rundt lidt for at se stedet hvor de var, hun havde aldrig været her, men det var stort og meget smukt.Det skulle nok gå hun glædede sig og var spændt på det. "Skal jeg følge med"spurgte hun og håbede ikke hun sagde noget forkert for hun ville nødig sige et eller andet forkert.

Zafira stod der i den yndige elegante sorte kjole og strålede smukt, men det der enlig var i hendes tanker var ikke om hun var smuk det var audiens hos Kha der var i tankerne.

Caleb puffede hende forsigtigt ind af porten og efter den gamle mand. Inde i slotsgården var der et kæmpestort dødt træ. Rundt omkring gik der udøde og passede en enkelt opgave de var blevet sat til. Henne ved det døde træ var der et rundt havebord hvor der sad en mand med langt sort hår og noget der lignede en sort troldmandskåbe. Pludselig hørte hun Khá stemme inde i hovedet:  Vær hilset Zafira. Kom hen og sæt jer og fortæl mig hvad jeg kan hjælpe jer med


Hun ville kunne se hvis hun kiggede på Caleb, at han kiggede meget ned af men gik med hende hen mod bordet. Khá rejste sig op og vendte sig mod dem. Han lignede et indtørret lig. Han var askegrå i huden og hans ansigt og hænder var meget knoglede at se på. Der sad to glødende orber hvor der burde være øjne. Han havde et sort jakkesæt på hvor hans kåbe var lavet som en trenchcoat med nærmest glødende blå symboler i kanten. Han rakte hånden ud mod to af de ledige stole omkring bordet

Caleb gik forsigtigt hen og bukkede for ham og sagde: Ærkemager Khá? Vi søger audiens hos dem, da Zafira her ønsker hjælp som kun de kan levere.


Khá nikkede mod hende og sagde: Sæt jer ned og Zafira kan fortælle mig hvad hun skal bruge min hjælp til

Zafira kiggede på Kha og kunne mærke at nu var hun blevet endnu mere nervøs, det var nok pågrund ad hans udseende, auraen herinde på slottet. Hun vidste det ikke men det var hun ligeglad med hun ville finde det svar hun søgte og det skulle hun nok få gjort"Sir.Kha jeg hører de kan bringe døde til levende "sagde hun stille og kiggede på ham.

Hun havde godt nok ikke hørt om Kha før nu men han virkede venlig nok, men han var en djævel og dem skulle man ikke lave numre med det vidste hun godt."Jeg ønsker at se min afdøde mor"sagde hun så bestemt i tonen men dog lidt bange. Hun vidste slet ikke om orderne blev sagt ordentligt som de gjorde i hendes hoved.

Blikket skiftede mellem Caleb og Kha hvem skulle hun kigge på det måtte være Kha for han havde hendes svar. *Håber på det bedste*tænkte hun for sig selv mens hun ventede på hans svar til hende. Kha så enlig sød nok ud, selvom han så meget dyster ud.

Khá kiggede på dem begge og sagde: Bach! hent en flaske og to glas til vores to udøde venner her. 


Den gamle mand bukkede for Khá og sagde: Så gerne Herre


Caleb tvivlede en smule på om hvor vidt det her var en god idé da han ikke brød sig om at man talte i hans hoved. Han lagde hånden på Zafira's skulder og sagde stille: Du klarer det flot. 


Khá satte sig til rette i sin stol og kiggede majestætisk på Zafira. Det er ganske rigtigt jeg kan det. Hvor lang tid de er levende igen afhænger af hvad jeg skal arbejde ud fra. Og hvor svært afhænger af hvad det er for et væsen. For at kunne gøre det, skal jeg bruge noget fra din mor. Det optimale vil være hendes jordiske rester. Men det skal være noget personligt for din mor. Det svageste jeg kan arbejde ud fra er et minde, men så er de ikke levende så længe. Og jeg kan ikke gøre det gratis. Der skal foreligge en offergave af en art. Rigdomme behøver jeg ikke, men tænk over det du vil ofre også


Caleb kiggede pludselig direkte på Khá og så meget bedrøvet ud og dog skræmt samtidig. Khá talte i Caleb's sind, men Caleb sagde intet til Zafira da det ikke var ham det handlede om lige nu. Men det var tydeligvis noget der berørte Caleb dybt

Zafira lyttede til Khá s ord og tæntke meget over dem, hun nikkede og kiggede ned for at få samlet tankerne, en offergave gad vide hvad det skulle være hun skulle tænke sig godt om så hun ikke gjorde noget der ville være et dårligt valg. Caleb s hånd lettede hendes hjerte for det havde pumpet fordi hun havde været nervøst og spændt.

"Jeg har noget af hendes blod i mine årer ved ikke om hvor meget det vil betyde eller om det vil være en mulighed"sagde hun og skævede hen til Caleb*Caleb jeg håber jeg ved hvad jeg gør*tænkte hun og håbede han hørte hendes ord. Zafira tænkte lidt mere over Khá s ord måske havde hun noget fra hende hun huskede hvertifald hendes far havde taget noget fra hende, hårtotter, tøjstykker, skæret noget af hendes hud ad, og selvfølgelig havde Zafira fået det.

Hun kiggede på Caleb med et smil og tilbage på Khá"Hvad kan de bruge for at opfylde det"spurgte hun lidt bange i stemmen, men også bestemt.
Hun var glad for Caleb s ord til hende det gjorde hende lidt mere tryg og afslappet.

Der gik ikke længe inden Bach kom ud med et fad med flasken og to glas. Bach satte glassene foran Caleb og Zafira og hældte op til dem. Han bukkede og gik igen. Khá nikkede til Bach og vendte sin opmærksomhed tilbage på de to og sagde: Der er ingen der ved hvad de gør når de kommer til mig for hjælp, men Caleb lader til at være en god støtte. Blod? Det indeholder kun minder så det varer ikke så længe. Noget direkte fra din mor er det optimale. Så det er op til dig hvor lang tid du ønsker det skal have effekt.


Det var blevet helt natsort udenfor så med en hurtig håndbevægelse fra Khá tændtes der nogle store lanterner rundt om dem med en klar blå flamme. Han kiggede direkte i øjnene på Caleb og Caleb virkede nervøs. Caleb virkede mest af alt som om han ikke ville være der, men han var bange og han havde trods alt sat hende i kontakt med Khá. 

Caleb sad og ventede på hvad Zafira ville give Khá som betaling.

Zafira kiggede på Khá kunne godt mærke Caleb s aura og den så ikke ud til at være god men Zafira havde traffet en beslutning og hun kiggede på Khá"Jeg ønsker at virkningen ikke skal vare ved jeg vil snakke med min mor, se hende men virkningen behøver ikke vare ved"sagde hun og kiggede ned, hvis virkningen blev ved så ville hendes morderiske far finde ud ad det og det ville ende galt så det var bedst på den måde

"Khá jeg har noget af hendes hår , har også hendes blod"sagde hun og kiggede skiftevis mellem Caleb og Khá. Hun var begyndt at blive mer nervøs men også spændt , tankerne flagrede rundt inde i hendes hoved. Men hun stolede på Caleb, så det skulle nok gå.

Hun ventede på Khá men lagde så mærke til mørket udenfor havde de været her i så lang tid eller måske skiftede mørket udenfor bare hurtigt.Hun havde et anstrengene udtryk i ansigt for om det hele ville gå som i hendes hoved.

Caleb tog en tår af sit glas og kiggede på Khá men gjorde hvad han kunne for ikke at kigge Khá direkte i øjnene. Caleb kiggede på hende og sagde: Jeg tror det mester Kh..... Ærkemager Khá søger er betaling for at han gør det.


Khá kiggede over på hende og sagde: Caleb har helt ret. Det påkrævede for at udføre ritualet er fint. Blodet vil kunne gøre det. Men så mangler jeg bare offergaven til mig. Det kræver en del af mine kræfter at udføre det, så udover blodet til at udføre det så skal der være en passende betaling til mig.


Caleb kiggede på hende og sagde lettere nervøst: Det kan være alt fra en magisk artefakt, til et godt minde. Djævle handler med alt hvad du kan tænke dig til. Bortset fra rigdomme. 

Zafira kiggede på Caleb og nikkede, så valgte hun at træde frem mod Khá"hvad med mit blod"spurgte hun bestemt mens hun kiggede på Khá"jeg vil gerne offer noget af mit blod"sagde hun og vidste ikke om det var nok men håbede på det.Hendes blik var stærkt i troen på det hele, men indeni var hun blevet bange for virkningerne og hvis han ville tage imod hendes blod så vidste hun ikke hvordan det ville ende men noget skulle hun jo offer til ham.

Zafra kiggede på Caleb og lagde en hånd på hans hånd*Jeg klarer den Caleb bare rolig*tænkte hun og håbede han hørte det. Hun kiggede på Khá det var første gang hun havde gjort sådan noget her men det skulle virke og det ville glæde hende meget. At han kunne få noget af hendes blod var noget hun var sikker i godt nok havde hun aldrig tænkt på at det var en djævel men hun blev i den stærke beslutning indil hun fik et nærmerede bud til hvad det skulle være for en offergave.

Det kunne være noget andet Khá eller Caleb forslog som hun kunne offer men hun vidste det ikke helt derfor forslog hun Khá kunne få noget af hendes blod som offergave.

Khá smilede til dem begge og sagde: Jamen min kære hvad i alverden skulle jeg dig bruge blod til? Jeg kan skabe udøde og styre dem som jeg ønsker det. Kun deres egen vilje kan redde dem. Lad mig tænke lidt....


Der gik ikke særlig længe inden han rejste sig og gik hen og lagde de knoglede fingre på både Caleb og Zafira's skuldre. Med et meget stolt toneleje, sagde han: Jeg skal giftes om ikke særlig lang tid. Min pris for at udføre det er at du Zafira skal tage billeder til brylluppet og Caleb skal male et billede af den her slotsgård. Men den skal sprudle af liv.


Han gik hen og satte sig og kiggede på dem. Der gik ikke længe inden Caleb sagde: Jeg vil gerne acceptere min del af aftalen Ærkemager...

Zafira kiggede på Khá og nikkede det var en opgave der skulle udføres med hendes liv næsten altså billedet af hans bryllup skulle udstråle. "Jeg acceptere min del "sagde hun og bukkede høfligt for Khá mens hun skævede til Caleb han så ud til ikke at have brudt sig om det ret meget men hun var glad for han havde blevet der og ikke var stukket af.

Zafira kiggede på Caleb der havde rejst sig og hun stod op og kiggede på Khá med et bredt smil"Jeg takker dig mægtige Khá det betyder meget for mig"sagde hun og bukkede endnu engang overfor ham. Derefter vidste hun ikke hvad der ville ske så hun ventede spændt på at e det.

Gad vide hvordan det ville ske han var en djævel og ja hvad skulle han med blod det var rigtigt det havde Zafira ikke tænkt på, men det vidste hun nu.

Caleb trådte et stykke tilbage og trak Zafira med sig og sagde: Nu skal du bare køre med på hvad han siger og gør.Han sagde det var uhyre vigtigt at man ikke afbrød ham....


Khá tog et glas og gik hen til de to. Han holdt Zafiras håndled hen over glasset og Caleb blev bleg i blikket. Caleb tog sin finger og brugte den skarpe negl til at skære hul så glasset fyldtes. Caleb trak pludselig hånden til sig og rystede på hovedet. Khá gik ud hvor der var lidt mere plads. Han satte glasset på jorden og holdt hænderne ned mod glasset og hans øjne blussede op med de klare blå flammer igen og flammerne kravlede også ud af hans hænder og ned mod glasset. Da flammerne nåede glasset, kunne man se Khá begyndte at ryste og man kunne høre på hans knurren at det  var voldsomme smerter selv for Khá. Glasset blev fyldt af flammerne og da de gled over kanten af glasset var flammerne hvide og dannede en pøl på jorden. En menneskelige skikkelse blev dannet af de hvide flammer. Skikkelsen gik hen imod Zafira og lagde sin hånd på hendes kind og sagde: Zafira min skat......


Caleb var kommet til at kigge direkte ind i de hvide flammer så han var midlertidigt blind og blod kom ud af hans øjenkroge. Han sørgede dog for at stå så Zafira kunne koncentrere sig om hvad der ellers skete

Zafira kunne slet ikke tro sine egne øjne ved det hun så men det var virkelig smukt det hun så med øjnene. Hun kiggede på skikkelsen og smilte hun gik langsomt hen imod skikkelsen langomt kunne hun se det var hendes mor"Mor..Det er virkelig dig"sagde hun overrasket og glad. Hun havde aldrig troet det ville ske men det havde det gjort hun kiggede på hendes mor"jeg har savnet dig mor du ved ikke hvad far har gang i, hans planer hans mord"sagde hun stille og kiggede ned.

Hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre eller sige hun var så glad hun stod bare og kiggede på hendes mor og Khá som havde gjort så hun kunne se hende, hvor var hendes mor smuk hun lignede meget Zafira eller ja omvendt Zafira lignede hun , det var hendes mor hun havde arvet udseendet fra

"Caleb det er min mor...Det er helt uvirkeligt det her"sagde hun og vendte sig rundt for at se om hun kunne se Caleb men han så ud til at være blindet hun tog hans hånd i sin*jeg er her Caleb* tanken sendte hun til ham. "Mor der er så mange ting jeg bliver nød til at spørger dig om"sagde hun.

Blændet fulgte Caleb lyden og stavrede hen imod Zafira og hendes mor. Zafiras mor lagde en hånd på hans skulder og sagde: Caleb tak fordi du gav min datter den her mulighed. Khá's magt gjorde det fysisk muligt, men du gav hende muligheden. Så takken ligger lige så meget hos dig.


Caleb nikkede og tørrede blodet væk fra hans øjne og trådte igen et skridt tilbage så Zafira kunne tale ordentligt med sin mor. Caleb sagde stille: Så må du hellere benytte tiden godt og snakke med hende. Han smilede og kiggede noget forvirret rundt som om hans øjne ledte efter hvad hans ører hørte. 

Zafira's mor gik hen og tog sin datter i favnen og holdt hende tæt imens hun blidt sagde: Din fars forbrydelser er aldrig dine min skat..... Det må du aldrig glemme.... Caleb har ret.... Brug tiden fornuftigt lille skat

Zafira kiggede på hendes mor og nikkede det havde hun ret i"Bare rolig mor jeg glemmer det aldrig men der er en ting jeg bliver nød til at sige til dig"sagde hun stille og kiggede hen på Cale mens hun tog en tot hår ombagved det ene øre..Det var nu hun skulle vide det

"Det var far der dræbte dig mor...Ham og hans crew"sagde hun og kiggede trist på hendes mor men hun var også sur på hendes far men var glad for at se hendes mor. Hun kunne se på hendes mor hun blev overrasket men nikkede bare og fortalte hende at det vidte hun godt. Zafira holdte om hende"jeg er så glad for Caleb gav mig muligheden for at kunne se dig og snakke med dig mor"sagde hun med et smil


Hun vidste virkningen ikke var forevigt så hun brugte tiden godt og på at spørger om de ting hun nu skulle spørger om."Khá jeg takker dig"sagde hun og smilte bredt. Hun kiggede på Caleb lidt"og Caleb tak fordi du gav mig den her mulighed"sagde hun og najede høfligt overfor ham.

Da hun kiggede hen på Caleb spørgende, nikkede han til hende som tegn på at det var ok. Det var på tiden hun fik det ud af sit system, så det ikke længere var en byrde. Det behøvede hu som sådan ikke Calebs accept til, men hvis det hjalp hende at han nikkede så var det sådan det måtte være.

De snakkede lidt og Calebs syn vendte langsomt tilbage. Til sidst lagde hendes mor hænderne på Zafiras kinder og sagde: Hør her min skat. Det eneste krav jeg har til dig er at du aldrig nogensinde bliver som din far. Selv monstre kan være forældre til engle. Nok vandrer du i natten men du er stadig min engel. Det er tid for mig nu.... Jeg vil aldrig stoppe med at elske dig....


Hendes mor gav hende et sidste kram og vendte sig om og gik ind i den blå flamme bag dem. I et stort lysglimt blev hun væk og slotsgården vendte tilbage som den var før. Khá så meget udmattet ud så både Caleb og Bach var skyndt sig hen og hjalp Khá ned at sidde. Khá kiggede ned på Caleb der sad på knæ for ham, og rakte ham hånden: Caleb DeBayle? Jeg har holdt min del af aftalen så det er på tide du binder dig til din.


Caleb rakte ham hånden og der kom blå flammer frem fra deres håndtryk og det gjorde tydeligvis ondt på Caleb. Caleb satte sig ned på en stol og den stadig udmattede Khá kiggede på Zafira, rakte hende hånden og sagde: Din tur Zafira

Zafira kiggede på Caleb og var bekymret for om han klarede den, men kiggede så på Khá hun nikkede og rakte ham hånden mens hun var spændt hvordan det ville føltes, hun vidste at det sikkert måtte gøre ondt men hun skulle nok klare den.

Zafira var glad hun havde set hendes mor og lyttet til hendes ord så hun kunne ikke være mere glad end hun er nu, hun kiggede på Caleb og tilbage på Khá så tog hun en vejtrækning og ventede på Khá. Hun kunne heller ikke takke Caleb for det han havde gjort for hende tænk at han ville gøre det for hende det var sødt af ham.

Hun fandt enlig mødet med Khá overlevende for hun havde haft tanker om hun mon ville overleve det her , eller om hvordan han var, og hvad han kunne, og sådan nogle ting.

Da hun tog Khá's hånd, fik hun den samme brændende fornemmelse og den blå ild dukkede frem mellem deres hænder. Kort efter slukkedes flammen og Khá gav slip igen. Med en dyster men alligevel varm stemme sagde han: Nu er aftalen forseglet. Så jeg vil bringe jer besked når det er tid. Og blot for at bevise hvad der sker hvis man trodser mig


Khá rakte hånden ud mod Caleb og Caleb mistede kontrollen over sin krop. Han faldt til sine knæ og borede to af sine negle ind i halsen. Ikke specielt dybt men man kunne se at Caleb kæmpede imod med alt sin magt, men her måtte se sig slået. Khá slap sit tag i ham igen og sagde: Gå nu og nyd din gave Zafira...


Sårene lukkedes hurtigt og Caleb trak hende nærmest ud derfra efter at have bukket for Khá. Han skyndte sig ud til bilen og sagde skræmt: Skynd dig ind....

Zafira var helt stivnet næsten det så vildt ud men hun skyndte sig at nikke til Khá og valgte at sætte sig ind i bilen mens hun kiggede på Caleb s hals hun rørte ved den"Din hals Caleb er du okay"spurgte hun helt bekymret mens hun enlig slet ikke tænkte på hvor de skulle hen nu.

Hun vidste hvad der ville ske hvis man trodse Khá det oplevede hun ved at se hvad han gjorde mod Caleb han skulle frygte ham det var sikkert. Hun lagde hurtigt hendes hænder på hans ansigt mens hun kiggede ind i hans øjne"Caleb det er over du behøver ikke frygte mere"sagde hun stille og håbede det ville trænge ind til ham for han virkede lidt , meget bange måske.

Hun kiggede ud ad vinduet der hvor slottet var hun kunne se at de allerede var kørt afsted men det var alligevel det hele værd at de havde været der hun mødte hendes mor , fik talt med hende det var en dejlig følelse, dog bekymrede hun sig om Caleb men han var jo en vampyr så sårerne var healet. "Tak Caleb ved slet ikke hvordan jeg kan takke dig det var sødt af dig at give mig det tilbud at møde min mor igen "sagde hun med et smil.

Da de var kommet lidt væk, stoppede Caleb bilen og gemte sit ansigt i sine hænder. Han rørte ved sin hals og sårene var stadig friske men de blødte ikke. Han kiggede op i bakspejlet og mærkede på dem og så hvor dybe de havde været. Stadig en smule rystende i stemmen: 

Ja... Ja jeg er okay.... Det er ikke kun frygt.... Lagde du ikke mærke til han kaldte mig DeBayle? Det har ingen fortalt ham. Han fandt det selv i mit sind. Han talte til mig i mit sind.... Stillede mig overfor valget om jeg ville se mine forældre igen.... Han fik mig til at tvivle på om jeg kunne have hjulpet dem....
Og han tog kontrollen over mig.... Jeg kunne tænke og opfatte alt men min krop var i hans magt..... Han er virkelig ikke et væsen man trodser.....


Han rystede på hovedet hurtigt for at ryste lidt af frygten af sig hvorefter han sagde: Jeg er glad for det kunne hjælpe...

Zafira lyttede til ham mens hun fjernede sine hænder mens hun kiggede ud ad vinduet for at tænke over orderne Caleb havde sagt hun vidste virkelig ikke at Khá havde gjort det men hun kiggede på ham"Caleb det er jeg ked..Vidste ikke at du ikke eller ja det med dine forældre og her har jeg bare fortalt om mine og min mor og været glad for jeg kunne se hende når du ikke kunne"sagde hun og fik dårlig samvitighed hun knurrede hænderne på skødet"hvorfor fortalte du mig ikke det, jeg kunne have tilbudt Khá at du måtte se dine forældre"sagde hun

Hun haddede sig selv men godt nok var det sødt af Caleb men hun følte at hun blev nød til at gøre noget for ham"Er der ikke noget jeg kan gøre"spurgte hun undren mens hendes blik rettede sig på ham. Godt nok skulle han også holde øje med vejen så de ikke kørte galt.

Hun mumlede lidt "Jeg er ked af det Caleb ville ønske jeg havde gjort noget... Overfor Khá"sagde hun stille og kiggede ud ad vinduet.

Han lagde forsigtigt en hånd på hendes skulder og sagde: Forskellen ligger i at mine forældre døde en naturlig død. De sov ind sammen for 290 år siden. De blev gamle sammen. De havde det godt da de døde. Vi kom jo her ud med formålet at du skulle møde din mor igen. Og det er sket så det gik som det skulle


Han smilede bare og fandt en flaske vin frem fra en taske på bagsædet og skænkede to glas op inden han fortsatte. Der var ikke noget du kunne have gjort ham alligevel. Han fortalte mig om den blå ild. Den blå ild hedder Den Arkane Flamme. Det er magi i sin reneste form. Derfor kan man ikke modstå den når først den brænder. Jeg kan til dels godt forstå han demonstrerede sin magt. En mand i hans position må vogte sig selv godt, og sørge folk der kender til ham kender hans magt

Zafira forstod godt hun ikke skulle prøve på noget med Khá det turde hun heller ikke han var stærk og som hun havde fået at vide man skulle ikke fornærme ham. Et smil bredte sig over hendes læber"Men Caleb hvor tager vi hen nu"spurgte hun der var allerede meget mørkt og hun vidste ikke hvad han havde i tankerne. Hun kunne aldrig vide men da hun hørte omkring hans forældre blev hun trist

"Det gør mig ondt men de vil altid være hos dig ligesom min mor Caleb du vil altid have deres styrke deres kærlighed"smilte hun bredt. Derefter kiggede hun på ham og blev glad da hun så vinen hun var blevet en smule tørstig så det var sødt af Caleb at skinke to glas"Jeg takker for vinen"sagde hun og tog en tår af glasset.

Han havde ret han var stærk Khá så hun kunne ikke gøre noget mod ham og forsøgte hun så ville det bare ende galt så det turde hun ikke. Hun blev bange bare ved tanken om det. Zafira kiggede ud ad vinduet i bilen og så stjernerne var kommet frem på himlen hvor var det altid et smukt syn.

Caleb tømte rimelig hurtigt sit glas og kiggede smilende. Hvad siger du til vi finder et måltid mad? Ganske vist er det ikke nødvendigt for nattens børn men jeg har brug for noget ovenpå den oplevelse. Jeg kender et godt sted


Han startede motoren og tog sig selv i at nyde motorens lyd. Han var ikke specielt glad for bilen, men motoren lød nu godt. Han vendte bilen mod Terre, men holdt sig i yderkanten af byen og endte med at holde ind til hvad der lignede en typisk "All-hours" diner med det hyggelige skilt: "Betty's"


Han hjalp hende ud af bilen og ind i den hyggelige diner. Der var en meget kraftig ældre dame bag disken der nærmest suste rundt og serverede. Caleb satte dem ned i en af båsene med Zafira overfor sig. Damen fik øje på Caleb og skyndte sig hen imens hun begejstret sagde: Caleb min dreng! Det er alt for længe siden! Du ser radmager ud. Det gør vi lige noget ved.


Betty som hun hed skyndte sig op og hente noget at spise imens Caleb havde fået et næsten barnligt smil. Nu ved jeg godt at jeg er 300 år gammel, og jeg egentlig ikke behøver at spise. Men man har ikke levet rigtigt før man har smagt en stor stak af Betty's pandekager


Kort efter kom hun ned med to tallerkner og et stort fad pandekager med en kande blåbærsirup ved. Hun kiggede smilende på Caleb og sagde: Jeg tog altså en ekstra tallerken med til den unge dame. Når du nu ikke har manererne til at spørge Caleb din bandit

Zafira kiggede på damen og smilte"jeg takker ja de har ret men Caleb kan måske være lidt glemsom eller hvad siger du Caleb"sagde hun og kiggede drilsk på ham mens hun kiggede på pandekagerne det så virkelig lækkert ud, man kunne næsten altid bruge pandekager , og sirup det blev ikke bedre. Hun kiggede rundt det her sted havde hun aldrig været det var en skam for hende for stedet var virkelig hyggeligt.

"Jeg må indrømme du ved hvor de gode steder er Caleb"sagde hun få pandekager på sin tallerken. Hun bemærkede så nogle underlige blikke rundt fra folk, gad vide hvad de kiggede sådan for, eller gad vide hvad de tænkte. De stirrede nærmest men damen der stod for maden kendte Caleb

"Hvor kender i hinanden fra "spurgte hun men hun betragtede damen med øjnene lidt før hun skiftede blik til Caleb igen. Damen så enlig meget sød ud , men væsen eller menneske kunne hun ikke helt gætte sig frem til.