Desperate Measures - Autumn

"Pick up... Pick up..." Dereks hånd rystede, da han endelig tvang sig selv til at trykke på afbryderknappen på den ridsede mobiltelefon, "Damn..." Mumlede han og havde mest af alt lyst til at smide apparatet ned mod gadens hårde sten, frem for at blive ved med - utålmodigt - at vente på et opkald der aldrig ville komme. Han havde det skidt... Virkelig skidt... Alligevel var der ingen af hans gamle kamerater der ville hjælpe ham. End ikke hans gamle dealer, tog telefonen når han ringede. Okay... Han havde været sent ude med betalinger en gang imellem, men... Derek sukkede og strøg en hånd frustreret gennem sit hår. Håret virkede fugtigt. Delvist på grund af den lune luft der havde præget Di Morga i løbet af dagen, og delvist på grund af de massive svedeture, som han havde gennemgået de sidste par dage. Bare dét, at træde ud af døren fra lejligheds-komplekset i Logement, havde været en udfordring. Men dette var den eneste chance han havde haft i dagevis. En chance som bestemt ikke var idiotsikker, og som der ikke var nogen garanti for, ville virke... overhovedet. Medicin. Medicin som han kunne få adgang til gennem sygvæsenet i Di Morga - det kunne måske dæmpe hans behov. Det kunne måske fjerne smerten, angsten og sveden fra panden. Muligheden havde han grebet, da han - rent tilfældigt - var stødt på en læge her i Logement. Derek havde ligget og kastet op i vejkanten, da lægen kom forbi. Selvfølgelig havde Derek fundet på en løgnhistorie om, at han var ganske syg, og havde været det siden før han tog til Di Morga, men at han ikke havde haft penge til at gå til lægen. Lægen denne aften havde ikke nået at se på ham i lang tid (og havde ikke nået at gennemskue grunden til Dereks tilstand), men havde derimod tilbudt dæmonen om at blive tilset én af de næste par dage. Derfor var Derek nu på vej, til en adresse - ikke forfærdeligt langt fra sin.

"Mr. Holland - I want to help you, okay? Just listen to me..." Han huskede sin gamle læges ord. Ham, der havde tilset ham, ugen før han forlod Amerika - og som hans bandkamerater havde tvunget ham til at se. Derek havde modvilligt gjort det, og havde nærmest ignorant stoppet fingrene i ørene, da lægen havde snakket. Dog syntes ordene langsomt at vende tilbage. Som om, at nu hvor det faktisk var reelt - så lod hans minder sig folde ud.
"Drugs like crack and cocaine - the one's that you have in your system... In most cases they cause even more damage than one might think. Mr. Holland - look at me. Not only psychical - but also psychological damage. You have to stop your drug abuse, as soon as possible, Mr. Holland. I can help you through the process. But it's tough. When not taking the drugs regularly, you'll feel angry, tired and restless. You can get hallucinations, and feel disconnected to the world around you. It can result in a cronical condition... Like Schizophrenia."

Hvor langt var han i denne såkaldte process? Derek vidste det ikke, og hvis konsekvenserne af ikke, at tage stofferne også var høje - hvorfor fanden skulle han så lade være? Derek følte sig syg... Meget syg... Og derfor målrettet. Hans mål var at få smerten til at gå væk, og derfor bankede han snart på en dør, til en fremmet bolig. Hér burde lægen bo. Og hvis han gennemskuede Dereks act (trods at han havde gjort sig et ihærdigt forsøg på at forfalske sin gamle journal, og slette ´visse detaljer´) - kunne han så ikke bare... hugge dem? Han var desperat nok til at gøre et forsøg.

Idét at den bankende lyd nåede hende, så hun op, og fjernede sin opmærksomhed fra TV’et, hvor zombier rallede og mennesker skreg efter hjælp. Der var ikke noget bedre end at have huset for sig selv, selvom det efterhånden skete tit. Men hun havde nu også håbet på at ikke blive forstyrret som nu. Hvem ville noget her? Og på dette tidspunkt. Hun så hurtigt ud af vinduet og prøvede at finde ud af klokken ved at se på lysmængden, der allerede var ved at være ved sit minimale. Hun slap tandbørsten, som havde været godt i gang med at blive slæbet hen over hendes tænder, og greb hurtigt ud efter fjernbetjeningen, der heldigvis stadig lå på sin plads ved siden af hende på sofaen. Hun rettede den imod TV’et og med et enkelt tryk blev filmen sat på pause. Trods hun havde set den så mange gange, ville hun stadig ikke gå glip af noget. Med en smule besvær fik hun viklet sig ud af den akavede stilling, hun havde siddet i, det meste af aftenen. Lykkedes hende uden at snuble som altid. Fjernbetjeningen blev smidt tilbage i sofaen, og hun begyndte endelig at lunte sig vej igennem huset, til hun nåede hoveddøren.

Uden at så meget som at overveje at kigge igennem det lille smuthul i døren, greb hun omkring håndtaget og døren syntes at åbne lidt for let, når man lagde mærke til den måde hun næsten selv svang et skridt tilbage. Men så blev al bevægelse stoppet. Hun stivnede på stedet. Tog ikke engang hånden fra håndtaget. Og det tog lidt tid, inden den anden hånd tog tandbørsten ud af hendes mund. Hendes blå øjne stirrede imod den unge mand, bag de sædvandlige briller. Opspilede. Overraskede. Det stod som skrevet i fjæset på hende. Og med ét kom der lidt mere liv i hende. I et forsøg på at sluge den store mængde skummende tandpasta, der havde samlet sig i hendes mund, var en del nok kommet i den gale hals. ”What…” fremstammede hun, inden hun endelig fik kontrol over sit hosteanfald, efter et par slag imod sin brystkasse. Hun rettede sig endelig ordentligt op igen, og fik kort tørret det sidste tandpasta af sit mundparti, og så igen imod dæmonen foran sig. Derek. ”What… What are you doing here?” spurgte hun så, efter flere forsøg på at få det frem. ”You shouldn’t be here..”
Autumn lignede vel sig selv. Det pjuskede hår, der bare var sat op i en doven knold. Den alt for store T-shirt, der nærmest lignede en kjole på hendes krop. Men noget lavede kontrast i hendes blege hud. Utallige blå mærker op ad hendes arme og hendes ben, og en hvid forbinding om hendes ene hånd. For ikke at tale om det enkle plaster der sat tværs over hendes næse.

Hun kunne virkelig mærke nervøsiteten stige op i hende. Ikke nok med at han stod der. Foran hende. Igen. Som forfulgte han hende. Det virkede skræmmende. Så den kolde overraskede attitude hun havde forsøgt at holde, bristede nemt og vidste fragmenter af den usikre side af hende igen.

Mens han ventede, støttede Derek sig til muren på begge sider af døren. Hovedet var let sænket, som om han havde løbet flere kilometer i det lune vejr. Sveden på panden, havde formet sig i perler, og hvert sekunds ventetid, var ligesom tortur. Selvfølgelig var hans stædige væsen og lysten efter stoffer, dét der også forværrede ham fysisk. Det var som om han havde nået et punkt, hvor det eneste svar på hans problemer, var at finde noget der var stærkt nok, til at få ´smerten´ til at forsvinde. Det handlede selvfølgelig både om kroppens kamp for at komme på rette fode igen, men også hans egen evne til at køre sig selv så meget op, at stoffer var det eneste livet handlede om. Selv musikken, havde han ikke skænket mange tanker de sidste par dage. Og dét sagde en del.

Da døren åbnedes, rettede han sig en smule op. Dog lignede han stadig en skygge af sig selv. Håret var uredt og strøget tilbage. Den hvide T-shirt var plettet af støv og sved. Øjnene var lidt røde og skyggerne under disse var enorme. Rastløsheden sad helt ud i hans fingerspidser, og han følte sig mere irritabel end han havde gjort længe. Som om der egentlig ikke skulle meget til, for at pisse ham af. Derfor var det ikke just med glæde, at han genkendte personen på den anden side af dørkarmen. Autumn... Tydeligvis var hun lige så overrasket over at se ham, som han var over at møde hende. Det var ikke just et lykkeligt gensyn. Især ikke når der stod en dæmon på dørtærsklen der var så desperat, at han ikke vidste hvor længe han ville forsøge at beherske sig.

"I could ask you the same thing..." Kom det fra ham. Tonen i hans stemme var skeptisk, og de mørkebrune øjne havde mistet lidt af den varme, som sædvanligvis herskede, når først solen var gået ned. "Don't flatter yourself. I'm not here to see you. I'm going to see the doctor - thought he lived here. But maybe he does. You seem to be in bad shape - maybe you're here to see him too?" Derek rystede dog på hovedet; "But then you wouldn't open his door, right?" Han trak lidt på øjenbrynene, for at bekræfte sin skepsis. Han brød sig ikke om at se hende igen. Det gjorde han virkelig ikke. Både første, og sidste gang han havde set hende - havde han ikke været voldsomt påvirket. Ihvertfald ikke i størstedelen af tiden. Derfor havde hun sat sig fast i hans hukommelse. Det var der ikke mange andre i Di Morga der endnu havde fået ´fornøjelsen´ af.
"Gonna let me in, or what? Not gonna let a sick man stand out in the streets, huh?" Ordet sick blev brugt med en toneførelse der nærmest virkede fornærmet. Som om han stadig ikke havde glemt, alt det hun før havde kaldt ham. Han var træt.. vred, og var øjensynlig ude på at tilfredsstille sine egne behov. Dét, at se Autumn skadet, bekræftede blot for ham, at hun virkelig vár svag - og at han ikke var den eneste der havde udnyttet det. Selvfølgelig kendte han ikke i historien, og han kunne meget vel undervurdere Autumn. Alligevel foldede et smil sig snart frem på hans læber. Et smil der ikke var præget af morskab, men derimod noget direkte sygeligt, der bekræftede at han havde et stort problem. Et problem der var større end hans fatteevne kunne omfatte.

"Tell him I'm here, okay?"

Selvfølgelig kom der en dum kommentar om hendes tilstand fra ham. Det kom ikke engang bag på hende. Ikke det mindste. De var tydeligvis på den forkerte side af hinandens liste, og ikke specielt venskabelige i hinandens selskab mere. Hvilket ikke helt lå til normalen for Autumn. Det var sjælendt hun ikke brød sig om folk. Eller det vil sige, på den måde hun havde det med Derek. Ikke nok med at han endnu skræmte hende, men han gav hende også en dårlig smag i munden. Og underligt nok et stik i hjertet, over at se ham nu. Han lignede lort. Ikke på samme måde som han havde de sidste par gange, hvor han sikkert heller ikke havde taget sig alt for godt ud. Af hvad hun også vidste om ham, havde hun allerede en teori omkring hvad der foregik med ham. Lidt trist at se ham sådan, når hun tænke over det.

Hun tog sig endelig sammen til at slappe lidt mere af. Hun bukkedet hovedet en smule og trådte til sidst til side. ”Come in.” mumlede hun, knap hørligt. ”Blake is not home.” tilføjede hun kort efter, og man kunne næsten høre hvordan hendes stemme svagt skævlede som navnet blev sagt. ”But you can wait on him in the kitchen if you like.” Hun var virkelig ikke meget for at lykke ham ind. Men samtidig følte hun medlidenhed med ham. Og forhåbentlig ville det hele ikke gå galt. Igen.
Hun ventede tålmodigt til han havde trådt indenfor i den en noget mere behagelig temperatur, end den klamme lune luft udenfor, inden hun forsigtigt lukkede døren igen. Og fik sat låsen til. Det var lidt en vane størstedelen af beboerne i Logenment havde.. ”And for your record. I’m not just here to borrow some toothpaste. Funny enough, this is where I live from time to time.” Det var nok ret ligegyldigt. Han havde nok allerede regnet et ud. Hun lignede hun en der allerede var på vej i seng. Og det var ikke altid noget man gjorde i en fremmed persons hjem. Hun drejede efterfølgende omkring, og så endelig igen imod ham. I stedet for at undgå ham meget bevist. ”The kitchen is just through there. I’ll call Blake for more information.”

Åh hvor havde hun håbet, han ikke var kommet forbi. Og hun havde håbet hun ikke havde ringet den så velsete læge op. Hun havde den største lyst til at bare smide sin mobiltelefon lang pokker i vold, men den forblev i hendes hånd. Skiftet ud med tandbørsten, der som det første var blevet lagt på plads. Hun kunne børste færdig senere. Når hun ikke stod for at underholde en dæmon, hun mest af alt ville have så meget afstand til som muligt. Men verden så ud til at være utrolig uretfærdig imod hende. Hun ville ikke kalde sig heldig i hvert fald.
”I couldn’t really get through to him. He’s working late again.” lød det fra hende, som hun selv kom ind i det egentlig meget hyggelige køkken. Det så ret normalt ud. Lige som alt andet i huset. Lignede vel et sted der tit var at finde i Terre. Uden at se imod ham, trippede hun over det lettere kølige gulv hen til køkkenvasken. Hun greb et af de nyvaskede glas i skabet ved siden af, og fyldte det hurtigt med koldt vand. Dog var dette ikke til hende selv. Trods hun kunne bruge det, til at få den grimme smag væk. Og det var ikke bare tandpasta. Hun vendte sig forsigtigt omkring, tog de sidste skridt hen imod bordet i midten og fik så bare sat glasset ned. ”Here. Drink. You don’t look too good either.” Hun tørrede hånd fugtige hånd af i T-shirten der både havde kaffepletter og slidhuler, og så tog hun et par skridt bag ud. Bare for at skabe lidt mere afstand. ”Tell me. Why is it that you’re here? You know… To see Blake?”

Derek tøvede bestemt ikke, før han trådte ind over dørtærsklen. Tålmodigheden var knap, og det var ikke ligefrem fordi han havde et kæmpe behov for, at snakke med denne tøs alt for længe ad gangen. Det ville sikkert føre til endnu flere anklager, end han allerede havde fået smidt i hovedet, ved deres sidste møde. Jovist var anklagerne sande, men fordi han havde huller i hukommelsen - tillod han sig selv at retfærdiggøre sine handlinger.
"Don't really care..." kom det bare tvært fra ham, da hun forklarede hvorfor hun var i dette hus. Det var en form for afværgende bemærkning. Som om han var barnligt fornærmet i hendes selskab, og ikke ønskede at skænke hende synderlig mange ord eller blikke, der kunne få hende til at føle sig af større betydning. Sandheden var vel i grunden, at Autumn havde gjort indtryk på ham. Først havde han anset hende som naiv og sårbar - ganske vist eksisterede visse af disse fordomme stadig hos ham - men efter at hun, på trods af hans trusler, havde stået op for sig selv, ved deres sidste møde, havde hun faktisk formået at sætte ham lidt på plads. Af netop samme grund, havde han sendt hende væk hurtigt, sidst de sås. Fordi han netop begyndte at føle sig skyldig, og mere forvirret end han havde gjort, da han først havde åbnet sit skab, for at se hende sidde der. Dét, at han havde forsøgt at gøre hende til fjenden og den skyldige, havde nok mest af alt været fordi Autumn havde fået dæmonen til at indsé, at han virkelig havde gjort noget galt. Og han brød sig ikke om skyldfølelsen.

Derek satte mod køkkenet. Han forsøgte ikke just at virke fattet, i tilfælde af at Autumn skulle se efter ham, mens hun foretog sit opkald. Hvorfor han absolut skulle hæve hagen lidt, og føre sig frem - anede han ikke. Bestemt ikke når han havde det sådan her. Han var ...fraværende. Sveden på panden, fik lidt af håret til at klæbe, og han kunne mærke hvordan hans øjne nærmest sviede som om han ikke havde sovet i dagevis... Som om han var mere menneskelig og svag, end han ønskede at være.
Derek studsede ikke meget over køkkenets hyggelige atmosfære. Nej, han var tværtimod ved at køre sig selv op, så snart hans ben stoppede med at bevæge sig. Rastløsheden kørte rundt i ham, og derfor var det ikke med glæde, at han modtog Autumns opdatering på Blake-situationen.
"Do you have any idea of how long I'll have to wait?" Spurgte han dernæst og vendte blikket mod hende. Dog stod hun nu med ryggen til ham og fumlede med håndvasken. Nej, han havde bestemt ikke tænkt sig at gå, før han så denne læge igen. Han var alt for desperat...

Da hun stillede glasset på bordet, så han mod den klare væske i denne. Han sank en klump i halsen... Tørsten var der ganske vidst, og alligevel rørte han sig ikke ud af flækken. Nej, han forblev på afstand af denne tøs. Der ulmede vidst lidt såret stolthed under overfladen, samt et ønske om, ikke at miste kontrollen og gøre noget han ville fortryde - på grund af irritationen der konstant pumpede gennem hans årer.

"It's none of your business..." Mumlede han tvært. Stemmen lød træt og disorienteret. Han rystede på hovedet af sig selv. Der skulle vist ikke meget til, at prikke til ham nu. Han forsøgte dog konstant at samle sig.

"I'm sick, okay? But you probably already knew that." Autum havde kaldt ham det før. Dog havde hun nok hentydet til hans psykiske tilstand.

"I've been sick for a long time - and I need meds. Something stronger than what you can get in those lousy drug stores around town." Han nærmede sig bordet midt i rummet, og lod øjnene ramme glasset igen.

"Being in constant pain sucks. I need the pain to go away..." Han greb fat om glasset, og tømte halvdelen af indholdet ganske hurtigt, før han igen placerede det mod bordpladen.

Det virkede lidt underligt at han rent faktisk langsomt åbnede sig op. Han havde startet ud med at afvise hendes spørgsmål og smide hende ud med det samme. Men nu var det lidt som om han ikke kunne stoppe igen. Forklarede hende egentlig tingene. Ikke med detaljer selvfølgelig, men hun var heldigvis ikke så dum til ikke at forstå, hvor det hele førte hen. Man kunne vel sige at hun vidste det i forvejen. Hun arbejdede godt nok ikke med den slags patienter, hvis man overhoved kunne sige hun arbejdede med nogle former for patienter endnu. Men hun boede i Di Morga. Hun gik igennem Logenment stort set hvert fald. Eller kørte. Det var altid hurtigere på det gamle board, der forhåbentlig stadig lå ude i gangen. Klar til at blive brugt igen, så snart hun kunne vise sig udenfor, uden at dække hele sin krop til. Hun ville helt sikkert få et par blikke rent imod hende, hvis hun kom i skole, mens hun lignede en dalmatiner. Selvom hendes pletter var mere over på den lilla side af farve skalaen. Og var lidt mere aflange.

”And then you came here. In seach for a doctor who would help.” Hun lænede sig op imod køkkenbordet. Selvom hun virkelig prøvede og slappe af, kunne man sagtens se hvor anspændt hun var. Skulderne helt oppe omkring ørerne. Og fødderne der pegede en smule ind imod hinanden. Samt den konstante bevægelse med fingrende. Og hun skulle nærmest tvinge sig selv til at se på ham. Hver gang hun gjorde afslørede hendes øjne nervøsiteten i hende. Tydeligvis var hun bange for at han pludselig ville fare op. Han så i hvert fald ikke helt stabil ud.
”I’m sorry. I don’t know when he’ll be back.” Hun så lidt ned af sig selv. Ned på de bare fødder. Og de små tær der krummede og åbnede sig i en lille rytme. Hun førte sine arme omkring sig. Lige under hendes barm. Som stod hun og frøs. Hun gned blidt sin tommefinger over den modsatte arms beskadede overflade, og det kunne nemt ses på hende at hun ikke spildte tiden under den akavede stilhed. ”And… I don’t think this is the place you should be if you want to be somewhat cured for your pain. This is not a hospital. Or a storehouse for drugs.” Hun forsøgte virkelig at ikke tænke på sine egne problemer nu. Deres smerter var sikkert langt fra hinanden. Hans kunne nok ikke bare klares med et par panodiler. De ville ikke virke på langt sigt. Hun sank tungt, og hendes hånd blev lettere frustreret ført gennem det allerede noget pjuskede hår.

Efter lidt overvejelse skubbede hun sig til sidst væk fra køkkenbordets trygge hvile sted. Hun stoppede dog ikke op bare der. Hun forsatte med a trippe hen over det kølige kold. Forsigtigt. Og relativt langsomt. Hun tøvede godt nok med at komme alt for tæt på ham, men til sidst stod hun da mere eller mindre foran ham. ”I’m sure you already know yourself, how you got into this mess..” Hun trykkede brillerne op på næseryggen igen, og prøvede virkelig at forholde sig professionelt til det her. ”Listen. I’m not a licensed doctor but I’m about to start on my second year. If you’ll let me then I’ll try to see what I can do. Just until Blake gets here and I can go back to my movie.” Hun langede u derefter den nærmeste stol, som kort efter blev sat imellem Derek og hende selv. Hun så spørgende imod ham. Afventede vel en form for reaktion. Hvorfor hun egentlig gerne ville hjælpe ham på den ene eller anden måde, var hun ikke helt sikker på. Måske brød hun sig bare ikke om at se ham på den måde. Og så følte hun sig heller ikke super tryg ved at være i samme rum som en der kunne eksplodere hvert sekund.

Derek følte at hans tilstand var så åbenlys, at det ikke just var en hemmelighed at han havde et problem. Autumn havde sandsynligvis teorier om, hvad der havde foresaget hans nærmest feber-agtige udseende, og det desperate adfærd. Hvorfor skulle han lægge låg på det? Dog havde han ikke nævnt stofferne direkte. Han havde nævnt at han var ´syg´. Om så det var i form af en direkte sygdom, eller et stofmisbrug - ja, det måtte hun selv konkludere. Det var jo ikke just fordi han skammede sig - men han formodede at de færreste med kenskab til medicin, bare ville stikke ham piller, hvis de med fuldstændig sikkerhed, vidste hvad han ville bruge dem til, og i hvor store mængder han ville bruge dem, for den sags skyld. Derfor havde Derek forfalsket sine papirer, der i et referat, lå i hans baglomme. Læger ønskede ofte ikke at håndtere patienter som ham, der ikke ønskede at blive clean, men derimod ønskede at få dækket trangen med konstante mellemrum.

"Obviously." Kom det fra Derek. Hvad skulle han da ellers lave her? Han havde brug for hjælp... Virkelig brug for hjælp... Det var næsten umuligt at finde en dealer i denne by, der var villig til at tage imod de få penge som Derek kunne tilbyde. Og dæmonblod var heller ikke just eftertragtet, hvis det skulle forhandles.

"Drugs costs... and I don't have any fucking money. And I don't have health care... That's why I came here. To make a private deal with the doctor... To pay him back later on, without going through the public system." Fortalte han, med en tone i stemmen, der bestemt var utilfreds. Han vidste ikke hvorfor han absolut skulle fortælle hende alt dette. Men det virkede rart, bare at få visse af frustrationerne til sundhedsvæsnet ud. Især når man var i en ny by - og et nyt land, hvori man ikke just kendte mange: "The doctors at the hospitals don't want to help me. I'm not a registert citizen here yet, and they don't give a shit about people like me... It's fucking impossible."

Da Autumn sagde, at dette blandt andet ikke var et hospital, vendte han blikket mod hende. Et blik der bestemt var afvisende og hårdt.

"He agreed to see me... Do you honestly think he would do that, if there werent a possibility that he could help me?"

Autumn var i en værre forfatning end sidst han havde set hende. Hvad der var sket med hende - var han dog fuldstændig ligeglad med på nuværende tidspunkt. Det viste ham blot, at hun var et ´bytte´. I denne by, var det jo den stærkeste der overlevede. Var det ikke hende, der havde sagt det, første gang de mødtes?

Han stod fuldstændig stille, da hun nærmede sig. Han fulgte hende opmærksomt med øjnene, indtil hun stod lige foran ham. Det virkede næsten forkert, at hun stod dér, foran en halv-pissed dæmon, der nemt kunne lange ud efter hende, hvis blot hun sagde noget forkert.

"Shut up." Snerrede han lavt, ved hendes kommentar om, at han selv måtte vide, at han havde bragt sig i denne situation. "Don't start to lecture me... I've had enough of people trying to make me feel guilty about something they don't know shit about." Med kommentaren forsøgte han at bide hende af, før hun sagde noget virkelig, virkelig dumt. Heldigvis blev han endnu stående, selvom blikket var hårdt og kontant.

"You just wanna get rid of me, right?" Spurgte han, ved hendes forslag: "Gosh, that was a stupid question. That would be the only reason, why you would help me." Tonen i hans stemme var kynisk. Alligevel gik der ikke mange sekunder, før han placerede sig selv på stolen.

"Get to it then... Make the pain go away." Ironien lå i stemmen. Han lagde armene over kors, og lænede sig lidt tilbage. Som om han betvivlede hendes evner og ikke troede på, at hun kunne gøre noget som helst, for at hjælpe ham. "But don't be such a know-it-all... It's pretty easy to piss me off right now."

”I definitely not trying to make you feel guilty of anything. So stop coming up with all these dumb excuses in your head. I was just trying to… You know what? It doesn’t matter. You wouldn’t care anyway.” Autumn kæmpede egentlig virkelig også at holde sig selv nede på jorden. Han gik hende virkelig på nerverne, men det var nok mest fordi hans tone i stemmen stadig havde den sårende effekt på hende. Ikke at det var noget stort eftersom det var sådan med alle. Hun havde intet filter. Hun tog det jo alt sammen ind. Muren var bristet for lang tid siden, og hun byggede den desperat op gang på gang. Kun for at falde sammen igen på ingen tid.

”Of course I want to get rid of you.” Det kunne nok lyde ret følelseskoldt, men stadig havde hun en hel del mere følelse end selv ham. Hun vendte ham ryggen, og tog de få skridt hen til køkkenvasken igen. ”I feel extremly uncomfortable with you around me. And I wish that I could just lock myself in my room. But I’m so lucky to have the task to keep an eye on you.” Hun tændte atter for vandet og stak sine hænder ind under det rislende vand. Hvilken dejlig følelse. Det kolde vand. Det var lidt som om det kogte hende ned. Hun gned sine hænder sammen. Vaskede så meget af den overskydende sved væk, der var dannet af nervøsiteten, og så sluttede hun blot for vandet igen. Normal rutine.
Endelig vendte hun sig om igen, og fik slæbt sin hen til ham, som var hun lige vågnet op, og hele hendes krop var tung som bare helvede. Hun trak en anden stol med sig, og satte den roligt ned, nær ham. Hvor efter hun overraskende nok satte sig ned. ”Now. Relax as much as you can.” Hun undgik stadig hans ansigt. Hendes blik var rettet imod det hun kort efter rakte ud efter. Med meget blide bevægelser lod hun sine fingerspidser kærtegne hans overarm. Kørt længere ned af den, mens hun forsigtigt greb lidt bedre fat, så hun til sidst kunne vikle den ud af hans lås, og få den længere hen imod hende selv. Hun rykkede en smule tættere på og løftede sit ene ben og med det over det andet. Bøjede det en smule mere og lagde så ellers armen oven på sit knæ. Mest for at have den lidt tættere på sig.
Forsigtigt drejede hun den. Fremviste hans underarm, som gjorde hun klar til at tage blodprøver. Udover hun hverken havde en kanyle eller lignende ved sig i øjeblikket. ”Tell me if it hurts.” Hun lagde begge sine små hænder ind under armen på ham, og langsomt trykkede hun med tommefingrene imod hans hud. Lidt forskellige steder. Nærmede sig midten.
”Oh. And I was wondering. Have you any idea of why Blake would offer you help?” Man kunne virkelig høre undringen I hendes stemme. Selvfølgelig var han en veluddannet læge, der havde sin skæbne inden for at hjælpe folk. Det lignede ham dog bare ikke. ”Never mind. You probably wouldn’t know.” tilføjede hun hurtigt efter og rystede svagt på hovedet, inden hun slap hans arm igen. Blot for lade sin ene hånd stryge ned over dens overflade. Hun rørte næsten ikke.

Derek forsøgte at bide irritationen i sig, da Autumn begyndte at vaske sine hænder ved håndvasken i det hyggelige køkken. Han pressede sin ryg tilbage mod stolen, og så rundt i rummet. Noget ved det gav ham myrekryb. Måske fordi det hele så for... hjemligt ud. Det mindede ham om noget fra et boligmagasin. Dét hjem, han som lille, ville have fantaseret om, når han prøvede at gætte sig til hvilke plejeforældre der måtte tage ham til sig en dag. Nu rejste det bare en kvalmende følelse i hans indre. Eller måske var det bare på grund af hedeturen, der også fik håret til at klæbe, og som gjorde det samme nummer med T-shirten. Ganske vist foretrak han varme frem for kulde - men når det efterlod en fugtig fornemmelse i luften og på kroppen - så var det sgu ikke ligefrem tilfredstillende.

Han forsøgte at slappe af, da hun bad ham om det. Det var dog svært eftersom hans hænder stadig dirrede og han kæmpede for at holde kvalmen nede. Da hun rørte ved ham, gav det nærmest et sæt gennem hans krop. Dog gik der ikke mere end et splitsekund, før han igen forsøgte at slappe af.

"You're hand is cold..." Forklarede han bare mumlende. Mod hans varme hud, virkede hendes hånd sygeligt kold, efter at have været under det rindende vand. Men nu var han jo generelt ikke særlig modtagelig overfor kulde... Han lod hende røre ved sin arm, mens han betragtede det. Opmærksomt og afventende. Det var den tatoverede arm hun havde fat i, og de snirklige mønstres farver syntes at virke i en mere tydelig kontrast til hans hud end den plejede.

"No clue..." Svarede han, da Autumn spurgte hvorfor denne læge, havde tilbudt sin hjælp: "It was kind of odd when I met him..." Han tæntke tilbage på situationen... "He told me to come here, and that we would ´figure it out´. Yea, even when I explained that I don't really have much cash - he agreed to see me." Tilføjede han.
"He acted... Kinda strange. But most doctors do anyway." Han trak på skulderne, og fulgte hendes hånd med øjnene.

"What are you even doing?" I netop samme sekund, kneb han øjnene sammen, og det gav et lille ryk i hans arm. Dog ikke nok til at han kunne hive denne til sig: "It's a bit sore there." Kommenterede han dernæst, og bed tænderne sammen. Det var halvt oppe over hans arm. Der man sikkert ville kunne se små ar efter de gange han havde.... Taget visse stoffer. Dog var de dækket af tatooveringen. Med vilje selvfølgelig. Så stillede folk ikke dumme spørgsmål.

"You must really care for that man, huh? If you'll do this for him I mean... even though you despice me." Han så op på hende. Ikke fordi han fortjente et svar. Selvom han var rastløs, formåede han at holde en dæmper på sig selv lige nu. Hvor længe det ville holde - vidste han ikke. Den konstante hungren var der stadig. En hungren efter alt der kunne fjerne ubehaget i hans krop, og fjerne de åndssvage tanker der poppede op i hans hoved.
Derek var i stand til at lugte feromoner som folk udsendte. Som foreksempel dem der blev frigivet ved angst. Trods de ikke var helt væk, syntes Autumn alligevel at være mere fattet end hun havde været ved deres sidste møde. Hun virkede ikke bange... Nok nærmere på vagt.

“Oh.” Den svage lyd fra hende, fortalte nok om den lille pære der blev tændt over hendes hoved. Ikke at en idé var poppet op. Men hun forstod det lidt mere nu. Det havde virkelig undret hende, hvorfor den djævel hun kendte så godt, ville hjælpe en som Derek. ”He must have regonized your smell.” svarede hun kort. Stadig uden at så meget om at se imod ham. Hun studerede selv sine bevægelser hen over hans arm. Den var blød. Og kogte i sandhed imod endes følsomme fingerspidser.
I samme øjeblik som hun følte rykket i hans arm, stoppede hun brat med at berøre det område. ”Sorry!” var skam også nået at komme igennem hendes læber, trods hun ikke havde haft planer om at nogensinde sige det ord til ham. Men det havde ikke rigtig virket helt så malplaceret, som hun havde forestillet sig. Hun undlod at forklare ham hvad hun egentlig havde gang i. Han havde jo på forhånd sagt at hun ikke skulle lade som om hun vidste det hele. Det gjorde hun nu heller ikke. Men hun vidste tydeligvis mere end ham. Når det kom til dette emne, i hvert fald.

Med ét stoppede hun sine hænders bevægelser, og rettede hovedet op. Stirrede overrasket imod ham. Øjnene svagt spærret op, og hun blinkede konstant i et sekunds tid. Det tog lidt tid for hende at samle sig igen. Læberne var skilt ad, som ønskede hun at sige noget, men i stedet sad hun bare og lignede en guldfisk. Indtil hun endelig kunne tage blikket fra ham. ”No. I hate him. There’s nothing more to say about it.” Hendes stemme syntes pludselig en hel del mere kold, end den ellers havde været. Og en skygge havde lagt sig over hendes blege ansigt. Hun trak sine hænder til sig igen, og tøvede ikke med at rejse sig fra stolen. Blikket skjult var skyggen. ”I don’t do this ’cause of him. It’s just not that pleasant for me to see you like that.” Hun skubbede stolen lidt tilbage, med bagsiden af sine ben. Trådte et skridt til siden og tog afstand til deres lille station i køkkenet. ”Wait here. I may have something to kill the pain.” Og så forsvandt hun ellers ud af lokalet, inden han kunne nå at sige mere.

Efter en god rum tid kom hun tilbage. Hånden lukket omkring en lille æske. Og heldigvis var skyggen forsvundet bare en smule fra hende. Fik hende til at virke knap så nede. Hun fik i hvert fald rettet de blå øjne imod ham. Lidt mere sikkert end før. Selvom han nok stadig kunne mærke hvor meget hun kæmpede for at gøre dette.
Æsken blev lagt på bordet ved siden af de to stole, hvor den ene var optaget af ham, og den anden hun fik sat sig i. Som før. Hun rakte om bag sit hoved, og der gik ikke længe før hun trak elastikken ud af sit hår. Lod de lange lokker falde bølgende ned over skulderne. Ikke at hendes frisurer så mindre pjusket ud nu. Nu lignede hun var en der lige var vågnet. ”This will not bring miracles or anything.” Hun åbnede forsigtigt æsken, og fremvidste den lille klare flaske. ”It will probably make you feel even worse for a moment, but it’ll take the pain away for a couple of hours.” Hun fangede den miniature saks, der lå og gemte sig I sættet, og med det samme blev elastikken klippet over og blev gjort ubrugelig til at sætte hendes tykke hår op. Hun rakte igen ud efter hans arm. Lavede samme trick. Rev den ikke bare til sig. De var hun ret sikker på ikke ville virke. Den blev lagt på sin plads på hendes knæ, og med koncentration i blikket, fik hun med lidt held bundet elastikket stramt omkring hans håndled. Mest for at være sikker. Så vendte hun tilbage til æsken. Trak den op. Sammen med den sterile kanyle der var i samme selskab. ”I hope you’re not afraid of needles.” mumlede hun, som hun trak ’låget’ af den sidste del af kanylen, og stak den ned i gummilåget på flasken. Sugede en ganske lille mængde op, og satte så flasken tilbage på bordet.
Hun så op på ham i et par sekunder, men opmærksomheden kom hurtigt tilbage på hans arm. Hun tog sin fritid til igen at presse omkring indersiden af hans albue. For at fremkalde blodåren, der så ud til at være rimelig synlig på grund af alle de gange var blevet brugt. Hun pressede forsigtigt nålen ind og fik sikkert sprøjtet væsken ind i hans system. For så at trække nålen ud igen, og lagde sin tommelfinger hen over det lille hul. Stoppede den lille dråbe blod fra at blive større. Kanylen blev algt på bordet, og med samme hånd trak hun elastikken af hans håndled.

"What the hell does that even mean?" Spurgte Derek, omkring Autumns kommentar vedrørende Blake. Dog funderede han ikke meget over det. Han havde for travlt med, at gnide sine tindninger som besat. Hovedpinen var dog ikke dominerende. Faktisk var hovedpinen nok noget af det sidste han tænkte på. Men der var noget afstressende, ved at sidde og trykke den ene, frie hånd mod den tynde hud lige ved siden af øjenbrynene. Det syntes at dulme visse af anspændthederne i kroppen.

Han lyttede til hendes ord omkring lægen. Det rejste flere spørgsmål i hans hoved, men før han end nåede at åbne munden, var hun smuttet ud af det hyggelige køkken, for at hente remedierne. Hvorfor fanden stolede han egentlig på hende? Derek lænede sig fremover, placerede albuerne på sine knæ, og begravede hovedet i hænderne for en stund. Han gned fingerspidserne mod hårgrænsen, som stadig virkede klæbrig, og lod derefter hænderne vandre ind i det stride mørke hår,som medgørligt flyttede sig ved hans berøring. Først da han hørte Autumns fodtrin, rettede han sig lidt op igen. Dog var ryggen stadig bøjet en smule, og hovedet var en anelse sænket. Han kæmpede ihærdigt imod en trang til at kaste op på stedet. Selvfølgelig kørte han sig selv op... Det var hans mentale tilstand der påvirkede ham fysisk. Ganske vist var der konsekvenser på hans krop, men når han blev ved med at kæmpe for at opfylde trangen, i stedet for at kæmpe imod den - var det direkte manipulation som han foresagede på sig selv. Han overbeviste altså sig selv om, at han ikke kunne klare en kamp mod stofferne.

"As long as that thing won't put me down for good - I'll handle it." En grimasse gled over hans ansigt, efter ordene blev frembragt på læberne. Nåle var han sgu ligeglad med. Det var indholdet det handlede om. Hvis hun vidste hvad hun lavede... Kunne hun så ikke dræbe ham på stedet? Frem for at betvivle hende ydeligere, lod han hende presse nålen mod hans hud. Fornemmelsen var ham ikke uvant, men som regel var han påvirket af alkohol, hvilket dumlede ubehaget. Nu, kunne han mærke hvordan nålen prikkede hul på hans hud, og hvordan det nev omkring stedet, indtil den til sidst blev trukket ud.

"It wasn't that bad..." Sagde han dernæst, og rettede sig lidt op. Hans stemme var nærmest mumlende. Som om han overvejede hvad der nu ville ske.

"I don't even know what that was... It must be some strong stuff, if you say it will keep the pain down for hours..." Kommenterede han så. Det virkede mere som en sidenote til ham selv, frem for en kommentar til hende. Alligevel gled hans mørke øjne snart op mod hende. Randerne under hans øjne var plaget af skygger. Skygger lig dem der havde præget Autumns ansigt, da han havde spurgt ind til hende om Blake.
"If you doubled the dosis, you could've probably killed me. Why didn't you?" Nysgerrigheden viste sig i hans ansigt, trods ubehaget også voksede sig større. Kvalmen overtog snart, og han måtte igen læne sig fremad, og begrave ansigtet i hænderne.

"Fucking hell..." Bandede han lavmælt. "This feels like the worst hangover ever..." Mumlede han ind mod sine hænder, mens han forsøgte at samle sig. Kunne det virkelig virke så hurtigt, eller var det synet af kanylen der havde freaket ham ud, som en eller anden lille fløs, der fik sin første vaccination.

”It’s a drug that numbs the part of the brain that makes you regonize pain. It’s the part that tells the rest of your body that I hurts.” Forklarede hun sikkert, som om det var almen viden. For hende var det vel også det. Hun havde i hvert fald læst op omkring stoffet, før hun selv havde kommet i besiddelse af det. Andet ville have været dumt. Havde Derek overhoved selv tænkt over, hvad han havde proppet i sin krop? Det var hendes opfattelse af de fleste misbrugere. På et tidspunkt skred de for langt ud i vejkanten og der blev indtaget det ene og det andet. Så længe det virkede som de ønskede, var de vel ligeglade med ingredienser og mulige bivirkninger. Hun slikkede hurtigt den lille dråbe af hans blod, der endnu sad fast på hendes tommelfinger og vendte sig lidt bedre imod bordet. Dog syntes han alligevel at trække hendes opmærksomhed væk fra sin plan om at så ryddet tingene væk.
”Are you serious right now?” Hun så ret overrasket ud. Havde han virkelig siddet og troet, at hun havde ønsker om at dræbe ham? Var det så underligt at hun ikke allerede havde gjort det? Hun så undrende på ham. Fik løftet det ene øjenbryn, for at udgive lidt mere effekt. ”I’m not a killer, mr Holland. I may be of cold blood but if I wanted you dead, you wouldn’t be sitting here talking to me. Or whatever you’ll call this.” Hun kæmpede lidt med at holde sit smil på afstand. Men tanken virkede så absurd, at det nærmest virkede komisk. Og hun kunne ikke helt holde et svagt fnis ude. Selvom hun hurtigt skjulte det med en rømmende hosten. Hun vendte tilbage til tingene på bordet, og fik fermt samlet det hele. Flasken fik et lille rundt mærke over det næsten usynlige hul i låget, for at holde indholdet sterilt, og så blev den atter lagt ned i æsken. Sammen med saksen. Kanylen fik lov til at forblive udenfor.
Hun rejste sig fra stolen igen. Samlede tingene i sine hænder, æsken i den ene og den brugte kanyle i den anden. ”It’s normal for you to feel like shit. The body isn’t really use to the sudden change. Give it some time, okay?” Hun fik hurtigt vendt blikket fra ham for atter at vende hen til vasken. Dog ikke for at vaske sine hænder. Forbindingen om den højre hånd, var stadig fugtig fra sidste gang. Lågen lige under vasken, fik hun med lidt besvær åbnet op med sin fod og smed blot kanylen ud, og æsken lagt til side. Hun lukkede igen lågen til skraldepanden, og inden hun så vendte tilbage til Derek, fik hun dog alligevel rumsteret med det rislende vand.

”Here.” mumlede hun, imens hun dumpede ned i sin egen stol. Hun holdt en helt almindelig fugtet klud hen imod ham. Man kunne stadig se hvordan hun stadig ikke havde nemt ved at se direkte imod ham. Men i det mindste forsøgte hun. ”Hold this against your forhead. You’re almost boiling.”

Han flyttede hænderne fra ansigtet, og så op på hende, da hun spurgte om spørgsmålet var ment seriøst. Det var det vel... Var det ikke? Han havde trods alt ikke ligefrem den mest lykkelige fortid med denne unge kvinde, og nu sad han i hendes køkken og var desperat efter hjælp - hvorfor fanden skulle hun dog ikke dræbe ham? Eller i det mindste bare givet ham noget der ville... tynge ham ned, indtil hun kunne slippe væk. Men måske var hun ikke just så bange for ham mere? Feromonerne i luften var ikke dominerende, men de var stadig naturligt tilstede. Det kunne jo være, at Autumn blot ikke følte sig truet af en dæmon, der sad, halvsunket på en stol, med røde øjne og noget nærmest tragisk over sig. Havde hun en grund til at blive bange..? Derek vidste at svaret var ja. Ihvertfald hvis hun tirrede ham. Trods den stærke kvalme, og de voldsomme hedeture, var dæmonen umådelig pirrelig. Hans tålmodighed var knap, og selv nu - hvor han havde hvad-end-det-nu-var i sit system, ventede han rastløst på, at noget ville ske med hans krop. Som om hvert sekund, var smertefuldt.
Han fulgte hende med blikket, da hun rejste sig op.
"Even if you're not a killer, I bet you want me dead." Kom det så fra ham, mens han rettede sig lidt mere op i stolen. Han morede sig bestemt ikke over hendes lille fnisende-hosten, men fik derimod et mere olmt udtryk i ansigtet: "Aren't monsters meant to be killed? Especially the ones that enter your house? Or is that doctor you're worried about. Would he disapprove of that? You earning justice I mean..." Der var bestemt noget kynisk i hans stemme, trods hun netop lige havde hjulpet ham. Hele hans forfatning gav ham en umådelig kort lunte, og derfor gav han sig selv lov til at afreagere en smule; "You're afraid of him, right?" Det var ikke hans problem, men alligevel skred han skødesløst ind i hendes liv på denne måde, ved de indgående spørgsmål; "You're fucking afraid... huh?"

Han tog imod den halvfugtige klud, men holdt den bare i hænderne i nogle ekstra sekunder; "Yeah... I'm pretty hot." Det var som om en tragisk morskab pludselig gled over hans øjne i et flygtigt øjeblik; "Hey, that works on two levels." Han pressede dernæst kluden mod sin pande, og fik derved skubbet lidt af det mørke hår væk igen. Fornemmelsen var rar og dulmende.

"I still don't understand why you don't get the hell out of this town..." Begyndte han dernæst igen, mens han gled kluden hen over hårgrænsen; "Even the weak can run. That's about the only thing they can do, except for... whatever you're doing."

Igen - som så mange gange før, antydede han at hun var svag.

”I’M ….” Et kort øjeblik havde hun den største lyst til at råbe højt. Ad ham. Sende en flyvende lussing imod hans kind. Eller bare noget lignende. ”..not.” afsluttede hun så. Meget tøvende. Tydeligvis en løgn. En stor fed løgn. Han vidste nok allerede at hun var bange. Det lå ikke gemt dybt i hende. Det var mere en frakke. Noget af det yderste på hende. Hun stod lidt og prøvede og samle sig. Han havde trykket den rigtige knap. Og den var trykket godt med. ”I’m not afraid… of him.” Skyggen omkring hendes ansigt var langt væk, og vidste kun det lettere sårede udtryk. Fyldt ud med en form for frygt, hun desperat forsøgte at holde skjult fra ham. Ikke at hun var specielt god til det, men det holdt hende ikke fra at prøve. Hun vendte atter sin ryg imod ham. Denne gang var det hende der legede fornærmet. ”Why should I be afraid?” Hun tog en dyb indånding og pustede roligt ud. Fik styr på sig selv. Det var en del nemmere for hende, end for ham. Men nu havde hun også arbejdet med det i lang tid. Hun lagde sine arme lidt omkring sig, som før. Gned de ømme områder omkring overarmene og stod et øjeblik en smule krummet sammen. Kunne han ikke bare holde sin kæft. Han havde ingen ret til at gå ind på det emne. Overhoved! Det var ikke noget der var vigtig for ham at vide noget om.

Autumn kommenterede slet ikke på hans lille indvending. Hun forholdt sig stille for en gangs skyld. Blev stående. Vidste ikke helt hvad fanden hun skulle gøre. Hvis ikke hun vidste han ville kæmpe imod som bare helvede, ville hun smide ham ud. Som han havde smidt hende ud. Hvorfor var det egentlig at hun overhoved prøvede at gøre hans liv lidt bedre bare i nogle timer? Hvorfor havde hun spild sådan noget på ham? Hun kunne i princippet bare ladet ham ligge i gangen til Blake kunne komme hjem og gøre det mere eller mindre af med ham for hende. Men sådan fungerede hendes hjerneaktivitet nok ikke.

Endelig kom der lidt mere reaktion fra hende. Hun så op. Slappede af i skuldrene, og så sig lidt over den ene. ”Are you still going on that..” mumlede hun lettere irriteret. Den blanke overflade i hendes øjne var væk igen, og hun slap langsomt sig selv. ”Oh well.. I can run. I can run so much I want. I can run as far and as fast as I can.” Hun trippede lidt på stedet. Endte igen med fronten til ham. Hun virkede stadig såret. Ramt af hans ord. Men han var nok ved at have vænnet sig til hendes mangel på psykisk beskyttelse. ”But you know what? It won’t help me a damn bit! I’ll still be trapped here.” Hun havde allerede sagt for meget. Men hun havde svært ved at stoppe sig selv igen. Han syntes bare ikke at kunne forstå hendes situation. Det var ikke ham der sad i klemme i den. ”He’ll still know where I am. And he won’t stop just ’cause I leave the country.”
Hun stoppede brat sig selv. Pressede sine læber sammen, som holdt hun en hel del inde, som ikke ville være godt at så frem. Hun sank endda, inden der kom noget mindre informations fyldt igennem hendes læber; ”Why don’t you just leave? Now!” sagde hun med en rystende stemme. Bivirkninger der kom af hendes pludselige opbyggede vrede, som hun gjorde alt for at holde i sig selv bare lidt længere. En mere eller mindre almen ting for personer med hendes diagnose. ”Blake didn’t tell you to come over ’cause he wanted to help you, I can assure you. He probably had other plans in mind.” Hun strammede grebet om sig selv lidt. Kunne mærke hvordan de forslåede steder på hendes sarte krop, igen begyndte at føltes ømme. Som havde det ligget og ulmet under overfladen på grund af andre bekymringer.

Derek pressede stadig kluden mod sit ansigt. Selvom den var blevet vredet godt, formåede én enkelt dråbe alligevel at følte huden lige ved hans øjenbryn, og ned mod kæben og hagen. Han så skeptisk på hende. Det ene øjenbryn var hævet lidt over det andet, på bedste ´why are you even trying´-manér. Han forstod hende ikke... Og det var tydeligt. Han var jo så pokkers snæversynet, at alt skulle skæres ud i pap, før han ville indse at andre kunne have problemer der oversteg hans med flere procent. Han fornemmede igen feromonerne røre på sig, da hun sagde at hun ikke var bange for ham. Trods hun sikkert kæmpede for at ligge en dæmper på sig selv, var hendes frygt - for Derek - ligesom en åben bog. Da hun vendte ryggen til ham, sænkede han hånden med kluden i. Han smed den ´roligt´ hen mod bordet, og lænede sig igen tilbage i stolen.

"Well, you' tell me..." Han krydsede armene igen. Det var som om han stadig kunne mærke den prikkende fornemmelse fra kanylen i sin arm. Sikkert fordi det var længe siden, han havde taget noget der gik direkte ind i systemet... Det dirrede i hans arm, men lige nu ville han bare forkaste fornemmelsen, indtil smerterne forsvandt. For det ville de da... Ikke? "For some reason, you're almost flinching every time I make you think of him... Everytime I bring it up... Kinda odd, how just thinking of someone - can make you feel... scared as shit." Nej, det var ikke hans sag. Alligevel pirrede det til hans nysgerrighed, og det var ikke just fordi han havde meget tilovers for Autumn. Hvorfor måtte han ikke trykke lidt på hendes knapper, når han selv var så rastløs, som han nu var?

Da hun igen begyndte at tale, og vendte sig mod ham - rettede han øjnene fast mod hende. De var stadig røde, og skyggerne under dem, lignede at han netop var kommet hjem fra en tourné med for megen druk og for lidt søvn. Han lyttede til hendes ord, og lagde hovedet lidt på skrå. Han forstod det tydeligvis ikke.
"And what does he even want from you?" Igen lød han næsten skeptisk. Det kunne tydeligt lyde som om han igen undervurderede hende. "I mean... - That efford needs somewhat of a huge motive."
Han så hende dernæst blive mere anspændt. Som om hun havde indset, at hun havde talt for meget og afsløret ting hun måske ikke burde. Udtrykket i hans øjne blev igen hårdt. Tonen i hendes stemme, virkede umådelig provokerende på dæmonen med den meget, meget korte lunte.
"Don't fucking ask me to leave. Is this your house? No. It's that doctor's." Han rejste sig op. Tonen i hans temme var nærmest snerrende; "Why should I believe you, huh? I came here for a reason, okay? You say, this..-" Han pejede ned på sin arm, "- will be temporary. Will it make the pain go away ? - yeah, for a while maybe... I need drugs, okay? I need medicin... I'll keep coming back, until I find some other way."
Han trådte et skridt tættere på hende. Som for at se hvorvidt han kunne mærke hende blive bange. Som om han ønskede at fremprovokere den følelse i hende; "What other plans could he have? If I can make a deal with him - I'll be covered for a while. This life....- The clean life's a fucking hell." Han trak vejret lidt hurtigere end før; "But you wouldn't understand... Maybe the doctor will."

Den lille boble hun havde trådt ind i, syntes at blive smallere omkring hende. Samlede sig tættere og tættere ind. Hun var ikke helt sikker på hvorfor, men jo flere ord der kom ud af hans mund, jo mere reagerede hendes krop på det. Hver gang han prøvede at fange hende på dybt vand, lykkedes det. Det ellers ret rolige udtryk, der havde været omkring hendes kønne ansigt da de havde siddet og tale, nogenlunde stille, var med det samme skiftet ud med et der uden tvivl fortalte om hvilken skrækslagende traume hun tydeligvis gik igennem lige nu. Hun stirrede imod ham. Kunne ikke tage blikket væk igen. Greb hårdere omkring sig selv. Hun havde kunnet klare ham, som han havde siddet ned. Men nu hvor han stod op igen, tårnede han sig langt over hendes spinkle krop. Han virkede så meget mere truende nu. Og hun var stadig ikke helt klar over det. Det var lidt som om det var hende der havde de mentale problemer, og hun blot så syner. Men det stadie var ikke hvor hun befandt sig. Endnu. Hun rystede. Sagde ikke rigtig noget. Stod bare og igen lignede en ynkelig lille tøs, der sikkert ikke kunne bruges til noget. Med præcis den udstråling om en hver psykopat ville elske at få frem i sit offer. Hun var næsten definitionen af hvad frygt i en person så ud til. Især på den måde, hun svagt stadig havde en smule kontrol i sig, til at blive ved med de dybe indåndinger. Hvorfor at Derek syntes at være en trussel for hende nu, var sikkert hans nådeløse indvendinger til Blake. Og selvfølgelig som han kom nærmere, trådte hun tilbage. Trods hendes viden om sig selv, vidste hun også der var meget andet der stadig kunne gøre skade.
Igen pressede hun hårdt sine læber sammen. Længere tid end før. Så endelig væk fra ham. Satte sit ansigt mere i profil, og rettede de blå øjne imod gulvet. Trådte endnu et skridt tilbage. Bare for at forøge afstanden lidt. Havde ’medicinen’ en anden effekt på ham, end den havde på hende? Eller havde hun blot gjort alt det forkerte igen. Hun kunne selv mærke den svage vrede vokse. Selvfølgelig dominerede alt andet, men al det der kom ud af hans mund i øjeblikket opbyggede virkelig irritation i hende. Og gjorde det svært for hende at holde sin mund lukket. Igen. Hun endte endda med at klemme sine øjne sammen, bare for at holde det inde. Men hun var uden tvivl ikke stærk nok, til at høre på hans plabren.
”You don’t have any idea that the fuck there’s going on here! You trust a fucking doctor, just ’cause he tells you he’ll help you out! And like a puppy you follow his lead!” Atter blev de blå øjne sat på kurs imod ham. Armene strammede sig omkring hende, og for en sikkerheds skyld havde hun taget de sidste skridt bag ud, til køkkenbordet stoppede hende. ”Why do you think I look like this, huh? I didn’t fell. Nobody can get bruises 360 degrees around from just falling! This is ‘cause of you! He’s a sick man! Filled with jealousy. So imagine me coming home after being gone the whole bloody night. With another man smell all over me. And almost no clothes. Then guess what this sweet little doctor thinks.” Hun vidste igen hun nok skulle stoppe. Men det var ikke ligefrem den nemmeste opgave. ”Then I get punish for it. Me! The only person who hasn’t done anything wrong! And that’s why I’m sure he won’t help you. ‘Cause of his sickly jealousy. Like I already said earlier. He probably just recognized your smell. He doesn’t like to share. So he got you here so he can tell you all about it.” Hun var egentlig ret sikker på at han var fuldkommen ligeglad med hvad der var sket med hende. Det havde blot været den forklaring der gjorde det bedst i hendes hoved. Og han ville nok glemme det hurtigt efter. ”I don’t want to clean up blood again.” Hun lagde ikke skjul på at dette var sket før.

Noget i ham forsøgte at kæmpe imod, da vreden var ved at sprede sig i hans krop. Han kunne direkte mærke hvordan hans muskler forsøgte at slappe af, og hvordan hans bevægelser og anspændthed, gjorde det hele værre. Var det medicinen der var ved at kicke ind? Han tog sig kortvarig til hovedet. Den trykkende fornemmelse var ikke dominerende længere, trods den stadig var lige så konstant som den havde været, den morgen hvor han var vågnet op med Autumn i sit klædeskab.
Hendes ord slog ham hårdt. Han bed tænderne hårdt sammen, og tøvede ikke med at komme tættere på. Hendes frygt syntes at påvirke ham. Som om han virkelig var et rovdyr, der nød at trænge et offer op i krogen. Han vidste at det var hans stofmisbrug der var årsagen. Det var længe siden, han havde følt sig så meget ´on-edge´, og trods følelsen forværrede visse af hans smerter, gav den ham også en følelse af at være stærk og overlegen.

"I don't trust him. But I sure as hell don't trust your words against him either. Shouldn't I make up my own mind, and hear what he has got to say? I need this... Alright? I wouldn't be here, if it weren't because I've got nowhere else to go. Don't imply that I'm naive, and that I trust everybody, okay? Cause I don't. But I'm strong enough to take care of myself. You obviously aren't." Ordene slyngede han ud med vrede i stemmen. Dernæst forsøgte han at tage nogle dybe indåndinger, før hovedpinen bare ville komme frem på fuldt drøn igen.

Hendes fortælling efterlod ham hovedrystende. Dog slappede musklerne mere af i hans krop, men noget afvisende og fjernt havde overtaget gløden i de mørke øjne: ""You're lying." Mumlede han, og trådte et skridt tilbage fra hende; "I haven't done anything..." Han havde gjort en masse. Det vidste han. Han vidste hvad han havde gjort mod hende dén aften, men denne fortælling tog han alligevel afstand fra. Han brød sig ikke om skyldfølelsen som han formodede at Autumn ønskede at fremprovokere i ham. Eller var det hendes ønske? Han rystede igen på hovedet, og vendte blikket væk fra hende. Som om han ikke ønskede at se sandheden i øjnene.
"This... This isn't my fault. Don't act so goddamn innocent. You're not a saint, and I sure as hell didn't do this to you... You brought this on yourself, Autumn." Vreden i hans stemme var tydelig, trods stemmen var mere dæmpet og kontrolleret.
Han kunne mærke sin puls stige, og forsøgte igen at slappe af... Bare en anelse. Hvis hendes historie var sand, ville han helst ikke få en eller anden jaloux læge på nakken, fordi han havde gjort skade på Autumn i lægens eget køkken.

"Fuck..." Bandede Derek og tog sig til hovedet. Han vendte ryggen til hende, og gik utålmodigt frem og tilbage over gulvet. Som om noget i ham forsøgte ikke at bukke under for hendes fortælling; "You're saying this is my fault, huh? My fault that you got hurt. How the fuck should I know? What do you expect me to do..? Feel sorry for you? Tell you that you didn't cause this, and that the fault is all mine?"
"I'm no monster... I didn't...-" Han stoppede sine ord, og sin gang over køkkengulvet. Dernæst så han på hende igen. Noget tomt var i hans blik.

"I'm not afraid of him." Han tænkte på stofferne... Havde det bare været løgn? Lægens historie? Var der intet for Derek her, udover et enkelt skud af noget, der ville fortage sig om nogle timer? "I need the drugs..." Stemmen var desperat og dirrede en anelse.

Hun følte sig ikke tryg i hans selskab. Ikke mere i hvert fald. Der havde vist været et lille øjeblik, inden han prøvede at komme alt for tæt ind på hende. Han var åbenbart ekspert i at finde frem til folks små hemmeligheder og svagheder. For nu var det vist ikke helt gemt væk, at hun var skrækslagen. Og det skyldtes kun minder, som han havde fået frem i hende. Den idiot! Ikke nok med at han talte alt for meget. Og at han stak sin snude ned i alt der ikke omgik ham. Men han syntes svagt at nyde at håne hende. Det var i hvert fald hendes opfattelse. Det var som havde de en kamp med ord. Sårende ord. Hun var måske ikke helt henne på den gode side, så meget som hun troede. Dog virkede det til at hun havde en del bedre argumenter end Derek. Det eneste han tænkte på var jo ham selv. Var det ikke? Af hvad hun vidste om ham indtil nu, var kun at hele verdenen omhandlede ham. Om hvad han ville have. Om hvad han havde gjort. Han så ikke hende som en Saint. Men han så nok sig selv som en. En der var højere stående end hende. En der troede magten over hende, gjorde det hele okay. Fordi han var den stærke. Og hun var den svage. Hun havde nok i at have en hængende om ørerne.

Autumn strammede lidt grebet omkring de ømme overarme. Lidt mere end før. Gjorde området omkring fingrende hvidt og fremhævede de blålige mærker. Hendes hoved var bøjet en smule forover. Ladet det pjuskede hår falde ned over øjnene, og man kunne svagt mærke hvordan hun selv kæmpede imod. Det så ud til han ikke var den eneste der havde vrede problematikker. Hendes var nu ikke fremme specielt tit. Han var vel bare heldig at have fået det frem i hende.
Så var det hendes tur til at nærme sig ham. Med faste skridt. Men alligevel syntes de bare fødder at gøre lyden en hel del lavere, end hvis hun havde iført sig sko. Stoppede ikke langt fra ham. Faktisk var der ikke mere end et endnu et skridt imellem dem. Tættere havde hun ikke stået på ham længe. Ikke af egen fri vilje i hvert fald. Hun slap grebet i sine arme. Lod den ene falde tilbage ned langt siden, men den dominerende venstre hånd blev hevet og med en overraskende sikkerhed fra hendes side, blev den sendt imod hans ene kind. Ikke blidt. Der kom noget kræft på. Og sammenstødet med hendes bløde hånd og hans kind gav selvfølgelig en lyd fra sig, til trods for at hendes lussing ikke havde været med fuld kræft. Hun kunne slå hårdere, men hun forholdt den på et mere ’alment’ stadie. Hun ønskede ikke at han skulle falde sammen af smerten den måske ville have kunne give, men blot for at få hans opmærksomhed. Og det her havde virket som den bedste plan.
”Shut up!” Igen var skyggerne væk fra hendes ansigt, efterlod det med det samme sårede udtryk og hår totter tværs ned over. ”Pull yourself together! And for fuck sake. I don’t want your pity! And I still don’t need you to wrack me down like I’m nothing! If I was nothing I wouldn’t have to be afraid now would I?!” Hun vidste godt dette var forkert. Og at hun skulle finde et stop hurtigst muligt. Men hun følte samtidig også at jo mere hun fik ud, jo lettere blev tyngden på hendes stakkels skuldre. ”And I’m sorry for calling you a monster, but you gave me a reason to see you that way! Listen! You can just do whatever the fuck you want! Stay if you like. Don’t come crying to me. Here’s no drugs. But of course you don’t believe me. ‘Cause I’m just a lying bitch, ain’t I?! Then again. I’m pretty sure you don’t want me to be right! You probably can’t bear the thought that here’s nothing for you…”

Trods han havde fulgt hende med øjnene, da hun gik imod ham - havde han ikke forventet at dette ville ske. Snart havde hun hævet hånden og smækket den mod den ene kind, så hans ansigt drejede sig væk fra hende. Det havde overrasket ham, og trods slaget ikke var smældende, sved den stadig og ville sikkert gøre hans blege kind, rødlig efter nogle sekunder. Hans hånd fløj automatisk op til det sted hvor hun havde slået ham. Den sviende fornemmelse bredte sig, og før han end havde registreret hvad der lige var sket - begyndte Autumn at tale.
Han rettede øjnene mod hende og sænkede sin hånd fra ansigtet. Hendes ord virkede som piskeslag. Som om han var en lille knægt der skulle belæres. Mentalt set så - ja. Han burde belæres. Han var egoistisk og mente ikke selv at han kunne gøre meget galt. Hvis noget endelig gik galt, skulle han ihvertfald tænke på sig selv som den første. Derfor gjorde hendes ord ondt. Det var som at få gentagene slag i maven, med formaninger som ingen andre turde udsætte ham for. Trods han inderst inde kunne genkende hvad hun sagde, blev det overraskede udtryk i hans øjne snart erstattet med noget mere følelsesforladt. Som om Autumn lige havde gjort sit livs største fejltagelse.
"How dare you speak to me that way?!" Han klemte øjnene lidt sammen, og trådte endnu tættere på hende. Kroppen begyndte igen at blive anspændt. Han kunne mærke varmen ude i fingerspidserne. Varmen som brændte indeni ham, og som kæmpede for at komme ud. Den varme der havde givet ham sved på panden gennem hele dagen.
"Are you completely insane, girl?" Han bed tænderne sammen, og fortsatte sine vrissende ord; "You are nothing... Pissing me off like this is completely insane. Who do you think you are, huh? No wonder, why the doctor did that to you.." han lavede en fakt mod hendes skader; "- you should learn to keep your fucking thoughts to yourself. Don't try to analyse me..." Ordene var hårde og truende.
"And if you ever hit me again..." Han stod så tæt på hende, at han næsten kunne mærke når hun trak vejret. Han tog fat i hendes ene arm, hvorved visse af mærkerne var. Han gjorde dette for at hun ikke kunne trække sig tilbage fra ham, og for at hun blev nødt til at se ham i øjnene "-... I'll make you regret it." Hans håndflade brændte, og han vidste at hans krop havde opfanget nok varme til at ville kunne efterlade brændmærker ved en sådan berøring. Han kunne mærke sveden på panden, og han ventede nærmest på at høre den svidende lyd, som opstod når varme mødte hud - før han altså flyttede hånden igen.

Selvfølgelig blev der igen opbygget frygt i hende. Men hun flyttede sig ikke rigtigt. Det virkede som om hun var ved at være godt træt af ham. Det var hun vel også, dog vidste hendes ansigtsudtryk det ikke frem, som hvis hun havde haft lidt mere kontrol over situationen. Der var jo ingen tvivl om at lussingen havde været den dummeste idé, hun kunne præstere. Hun fortrød det nu ikke, som nok ville have været bedst. Det havde følt godt at få lukket munden på ham. Bare i få sekunder. Og at se hans overraskede udtryk. Det havde virket sådan en summende følelse i maven, som hun ikke var vant til. Langt fra. Hun kunne godt sige fra sig. Hun var ikke helt handlingslammet. Men Derek havde også været den første i lang tid, hun ikke bare have ladet gøre, hvad han ville. Sandt nok ville der ikke have sket noget som dette, hvis bare hun havde siddet i hjørnet uden at sige en lyd. Hvis hun havde ladet være med at tale, som han havde beordret hende, ville de ikke stå midt i problemer.

”Urngh!” Autumn prøvede automatisk at træde tilbage, lige i det han tog fat omkring hendes stakkels arm. Om det ikke var nok med at den var øm i forvejen. Hun blev tvunget tilbage på sin plads foran ham. Og måske en smule tættere. Hun stirrede ham i øjnene. Hendes var lettere opspærret. Hendes læber var skilt ad. Hun trak vejret en smule panisk. Hun havde set det komme. Og hun reagerede vel også som hun havde forventet. Bange. Hans truende gestus var ikke ligefrem behagelig. Og hun syntes at synke, på den måde han nærmest lænede sig ind over hende. Hun kunne lige så godt gro et par fjerbeklædte vinger og sætte en glorie over hovedet, så uskyldig hun så ud. Kvalmende hjælpeløs. Hun var en skændsel for sin race. Det ville de fleste nok sige enig for.
Han kogte jo op. Som var han blevet ramt af en brændende feber. Langt over den menneskelige overlevelses grænse. Hun kunne se svedperlerne glide ned ad hans ansigt. Og hvordan hans bluse klistrede sig en smule mere ind til hans krop. Men det underligt var den følelse der var at finde omkring hans hånd der holdt om hendes arm. Den virkede ikke helt rigtig. Hun kunne stadig fornemme hans kropsvarme, men det var lidt som om den forsvandt igen. Den kom ikke længere op end før, da hun havde stukket kanylen ind. Det gjorde dog stadig ondt. Hans greb. Det var kun ømhed hun kunne mærke. Og hun blev lettet da han igen slap hende. Hun trak sin arm til sig igen. Satte en hånd imod området der nu var en smule mere ømt. Aede det blidt. Og selvfølgelig trådte hun et par skridt tilbage. Skabte igen afstand imellem dem. Ikke at det gjorde hende mere tryg. Hun ville ikke kunne nå at komme ud af køkkenet, hvis han valgte at springe på hende. Og slet ikke ud af huset.
”You call me insane. You’re the one who becomes completely mental if you don’t get your daily dose of crap.” Hun holdt sin stemme på et lavt stadie. Højt nok til at han kunne høre hende. Højt nok til at man kunne høre rystelsen i hendes blide stemme, men stadig lavt nok til at den ikke dominerede. De blå øjne var igen rettet imod dæmonen ikke langt fra sig. De var ikke blanke. Og der løb heller ikke tårer fra dem. Nu virkede hun egentlig var såret. Og hun forsøgte virkelig at ikke vise det. Alt der kom ud af hans mund gjorde ondt. De var som om de havde en kamp på ord, fordi de begge ikke turde gøre andet. Hun fjernede endelig sin hånd fra sin overarm. Afslørede… intet? Der var ikke andet at se end hendes almindelige blege arm med de blåmærker. Og måske et svagt omrids af hans hånd, som langsomt forsvandt på grund af det genopståede blodomløb. Ellers; Intet.

Derek betragtede hende afventende, indtil han havde flyttet sin hånd. Hvorfor havde hun ikke skreget af smerte som de andre? Hvorfor havde hun blot ømmet sig, som om det var hans hårde greb og ikke den brændende fornemmelse, der påvirkede hende.
Hendes ord sårede hans stolthed... Som så mange gange før; "Don't judge me... You don't know what it's like. You're just a silly girl. Nothing else..."

Forvirringen indtrådte, da hun havde fjernet sin hånd fra overarmen. Hendes hud var ikke rød og brændt... Det lignede knapt nok at han havde rørt hende. Man kunne se forbasvelsen i hans ansigt, for det var som om den erstattede den vrede, der ellers ville have hersket - hvis blot han havde fået sig selv til at lytte til hendes ord.
Han trådte et skridt tilbage som om det var ham, der havde brændt sig... Som regel når han brugte sin kraft, kunne han mærke varmen overføres til hvad-end-han-nu-rørte. Denne gang, kunne han stadig mærke det i fingerspidserne. Hans hud var stadig bleg, men det brændte varmt indefra. Svedperlerne mod panden havde samlet sig ved hårgrænsen, og trøjen klæbede mod brystkassen...
"What the hell..." Mumlede han, og vendte ryggen til hende, for at åbne sine håndflader og betragte dem. Varmen var der... Den var ikke forsvundet... Som regel kunne han ikke opnå en så stor varme uden at være påvirket af at have opsuget den fra varme metaller eller elektroniske apparater. Denne gang havde hans heftige svedeture på grund af misbruget - været nok til at få det til at prikke helt ude i fingerspidserne.
Han vendte sig igen mod hende. Var hun urørlig? Han sank en klump i halsen, og lod sin ene håndryg strejfe panden, der var fugtet af sved. Smerterne var væk... men erstattet af varme, forvirring og frustration, over at han ikke var så stærk som han selv ønskede at være. Inderligt håbede han at Autumn ikke kunne læse ham som en åben bog, trods hun op til flere gange, havde trykket på de forkerte knapper, som kunne få ham op i det røde felt. Måske havde han virkelig undervurderet hende...
"There's nothing for me here, anymore, huh?" Han havde lyst til at komme væk. Så hun ikke så ham i øjnene, og anede den usikkerhed der lod til at have nået disse. Han tog sig til hovedet - den trykkende fornemmelse var væk - og han vidste ikke hvad han skulle gøre, når den kom tilbage. Han havde lyst til at gennemsøge hvert et skab, for at finde et-eller-andet, men han var ikke klar til, at blive dømt mere af Autumn... Ikke nu...
"You could just leave now, you know...." han så væk fra hende, og trådte lidt tilbage igen. Længere hen mod døren; "Get out of the front door, and walk away... If there's just the slightest chance of you getting away - well, isen't that a risk you're willing to take?" Hvis Autumn forsvandt kunne han... - Nej, havde han overhovedet en plan? Hvis hendes ord havde været sande, ville han få en jaloux læge på nakken, hvis han blev her længere for at lede efter den mindste smule medicin.

Autumn blev selv undrende over hans reaktion. Den måde han trådte længere væk fra hende, som var det nu ham der var bange for hende. Og den måde han virkede en hel del mere afvisende over for hende. Han virkede fortvivlet. Forvirret. Ret fortumlet. Hun kunne næsten forvente at han ville falde samme lige om lidt. Eller gå direkte ind i muren, fordi fokuseringsevnen ikke gad virke mere. Hun forstod ham dog ikke. Det kunne sagtens være på grund af stoffet, der stadig flød gennem hans blodårer, men hans humørsvingninger var utrolig markante i øjeblikket. Eller var det virkelig kun hende der lagde mærke til det?
Hun så kort imod ham, som han igen så imod hende. Stadig med det skræmte udtryk. Og hun så ud til at være klar på at flygte eller gøre modstand, hvis han prøvede på noget igen. Men der er kom intet. Ikke engang hånende ord. Dog var atmosfæren omkring dem stadig umådelig ubehagelig. Lige meget hvor meget hun prøvede at slappe helt af, kunne hun bare ikke. Og det ville sikkert tage en del længere tid, selv hvis han ikke var der mere. Det var nok derfor, hun ikke prøvede at få ham ud med fysisk styrke. Hun ville for det første tabe, og så desperat var hun heller ikke. Han var vel den første der havde en nogenlunde idé om hvad der foregik i huset. Og hun havde intet imod det. Nok fordi han forblev ligeglad.
”Here’s nothing here. Not what I know of. Here’s only coffee and peanut butter. And what’s in the basement I have no knowledge about. There I’m only allowed on special occensions.” Man kunne virkelig høre afskyen der lå I hendes stemme ved de sidste ord. Også selvom hun holdt sin tone lav og rolig. Svag.

Et lettere opgivende suk løb efterfølgende hen over hendes tørre læber. Hun fik stukket sin tungespids ud, for at fugte dem lidt, inden hun et sekunds tid satte tænderne ned i dem. Efterlod en lille mærke, som forsvandt hurtigt igen, da hun skilte sine læber ad; ”You don’t get it.” mumlede hun, som det nu var hendes tur til igen at fjerne blikket fra ham. Så fraværende ned i gulvet. Imod sine bare fødder, der stadig krummede tæerne igen og igen. Som prøvede hun at samle støv op med dem. Et ganske lille smil var at finde på hendes læber. Ikke ligefrem det mest muntre. Og det var knap nok synligt. Det virkede såret, som alt andet på om hende. Hun var skråbelig. Utrolig skråbelig. ”Yes. I can leave. I can just walk out of this house without anything happening. But he’ll still know where to find me. He always know. He made sure of that.” Hun løftede roligt sin ene hånd og førte den ind under sit hår, så hun forsigtigt kunne stryge sine fingre hen over det lille ar bag øret. ”It’s called technology.” Hun løftede let op i håret. Hun var ikke sikker på at han ville kunne se det på den afstand, eller nå det inden hun fjernede hånden og lod håret falde igen.
”And by the way.. Are you feeling any better?” Det virkede fuldkommen malplaceret. Men samtidig havde hun haft ingen problemer med at få det sagt. Langsomt drejede hun hovedet igen. Så imod ham gennem brilleglasset. Forsigtigt. Han havde skam stadig magten. Og hun turde ikke vise at han ikke havde.

Trods Autumn blev ved med at sige, at der intet var, som han kunne bruge - lod det til at være svært for ham at acceptere. Hendes kommentar om kælderen syntes ikke engang at nå ham med den mindste smule nysgerrighed, fordi hans tanker var så centreret om... stofferne. Stofferne og hvad der lige var hændt. Dog rystede han på hovedet af sig selv. Hvad lavede han her? Han kunne knapt nok huske hvordan han egentlig var kommet herhen i første omgang. Var det meningen, at medicinen skulle gøre ham døsig, eller var det bare den brændende fornemmelse indeni, der var ved at æde ham op?

"No, I don't get it..." mumlede han halvirriteret, og rystede igen på hovedet, så en af de sorte lokker, formåede at klæbe lidt til panden. Dog gik der ikke mere end et enkelt sekund, før han havde puffet den væk med siden af hånden. Fandens, hvor var den varm.
Han løftede endelig blikket mod hende... Havde lægen virkelig sat noget elektronisk i hendes krop, for at spore sig frem til hende? Det lød absurd i Dereks hoved. En dæmon der aldrig havde bekymret sig så meget om et menneske, som han havde bekymret sig om stoffer. "That's sick..." Kommenterede han så blot, med en tone i stemmen der ikke udviste halvt så meget væmmelse, som han egentlig mærkede indeni ved dén tanke. Autumn var virkelig fanget...

Hendes spørgsmål til hans tilstand, overraskede ham. "I'm feeling kindá drowsy right now actually..." Og det gjorde han virkelig. Træt og svimmel... og varm... Alt for varm... "You don't care." Det var nærmest som om det var en kommentar, mest til at minde ham om det selv. At Autumn intet måtte bekymre sig om hans tilstand lige nu - selvom det var hende der havde stukket en kanyle i hans arm. Hun havde jo trods alt forklaret ham, hvorfor hun havde gjort det. Det var ikke for at hjælpe et monster. Nej, det var for at undgå et andet.
"The doctor could come any minute, right?" Spurgte han og løftede hagen lidt, før han nærmest instinktivt så rundt i det lille kvalmende-hyggelige køkken; "Thank you for...-" Han pejede mod sin arm, men stoppede sætningen i samme sekund. Hvorfor fanden sagde han tak, når han allerede havde slået fast, at hun ikke havde gjort det for ham? Derfor rystede han på hovedet af sig selv. "I better figure out what I'm gonna do, while I'm still able to think straight..." På trods af kommentaren, rykkede han sig ikke ud af stedet. Måske fordi han ikke anede hvor han skulle gå hen.
Sandheden var, at jo mere smerten forsvandt - jo mere medfølelse fik han for dén pige. Autumn var virkelig en fange. Ikke i sit eget sind, ligesom Derek - men i en andens forvaring. Én der tydeligvis kunne gøre hende ondt, når det passede ham, og holde øje med hende, selv når hun forsøgte at stikke af. Og hvad var der at gøre? Sikkert ingenting. Det var sjældent at Derek tænkte på andre end sig selv, men det var jo også sjældent, at han ikke var høj på stoffer. Lige nu var han i en imidlertidig dulmende ro i sin krop. Varmen var overkommelig. Den gjorde jo ikke ondt på ham, trods den fik svedperler frem på panden og gjorde hans hænder uendelig varme.
"Will you be OK?" Han havde snerret af hende utallige gange, og nu spurgte han direkte til hendes velbefindende. Humørsvingningerne og bevægelserne i hans fysiske tilstand, var heftigere end nogensinde før. Og han vidste at det ville vende igen, så snart medicinen ikke længere var tilstrækkelig i hans system.

Selvom hans tak kom enormt meget bag på hende, føltes det nu godt at høre det. Især uden den vrissende tone, der tit blev sat i samme bås om en løgn eller ironi. Var det bare hende eller faldt den ubehagelige trykkende spænding igen? Bare lidt efter lidt. Stadig dominerende, men den var i hvert fald dæmpet. Gjorde det mere udholdeligt at befinde sig i huset. Eller køkkenet. Det var dejligt at høre den mere eller mindre mere rolige stemme fra hans side. Og hun nød det virkelig. Kæmpede for ikke at smile som en idiot. Det var der ingen grund til. Det var utroligt hvordan hun selv kunne få sig til at smile, blot kort tid efter hun sikkert havde stået og grædt og rystet af frygt. Og så omkring den samme person. Det virkede ikke helt normalt. Men hun havde vel vænnet sig til det. Hun tænkte nok heller ikke så meget over det, som andre omkring hende gjorde.
”Wait a moment.” Det lød lidt som om hun havde prøvet og holde det inde. Stået og tænkt over det i et stykke tid, for så endelig at tage modet til sig. Hun trippede på sine tær hen over køkkengulvet. Hen imod vasken, hun havde holdt sig et par gange under dette besøg. Hun tog sig selv i at smaske lidt, nok på grund af lysten til et glas vand, dog holdt hun sig til sit mål. Hun rakte ind over køkkenbordet og greb om den samme lille æske, hun havde haft fat i tidligere. Hun drejede efterfølgende omkring, så hun atter stod med fronten imod dæmonen. ”This..” mumlede hun ganske svagt, inden hun med blikket imod æsken der lå fint i begge sine hænder, nærmede sig ham. Forsigtige skridt. Men nu kunne hun vel ikke virke truende. Blot et kryb lille finde hende skræmmende. I hvert fald når det kom til den mundering hun var at finde i øjeblikket.
Hun stoppede igen ved bordet, hvor de havde siddet. Æsken blev lagt, og skubbet en smule længere hen imod ham. Hun forhold stadig afstand, til trods for hans lidt mere rolige adfærd. ”Take this. You same to need it more than me. But just remember that it’s not a party drug. You can feel it now, right? Only use it when it’s unbearable. And only 5 ml at the time. Use a new needle everytime.” Hun lød vel lidt som en mor, der skulle sende sin lille dreng afsted på sin første skoledag. Hun trådte et skridt tilbage og nåede lige at se op da hun hørte hans spørgsmål.

Hun ville lyve hvis hun sagde det ikke lød underligt når det kom fra ham. Hun fik selv det lidt overraskede udtryk i sit ansigt. Kæben blev vel også tabt en smule. Hun blinkede et par gange. Og tog sig så ellers sammen igen. ”Of course. I can take somewhat care of myself. And as you probably already have experienced; I can’t be touch by anything.” svarede hun ham blot. Sammen med det ubekymrede smil og hovedet der blev lagt på skrå.
”And Derek. I do care. That’s my problem. Dark creatures like me are not meant to care. So it’s what makes me weak.” Hun samlede sine hænder på ryggen, skød brystkassen lidt frem og vippede lidt frem og tilbage på trædepuderne gav hende igen det den uskyldige udstråling. ”But if you have a weakness you still have a strength somewhere.” Smilet blegnede en smule og hun tog igen blikket væk fra ham. Selvom det sikkert var sandt syntes det ikke rigtig at have samme effekt som det plejede. Dog havde hun ikke været tøvende da det var blevet sagt.

"You're seriously giving this to me right now?"
Derek havde fulgt Autumn med øjnene, og havde tøvende løftet hænderne for at tage imod æsken. Havde han da fuldstændig glemt alt om den, og bare formodet at hun havde brugt indholdet på ham? Selvfølgelig ville der være mere i, hvis det var noget der skulle tages regulært.Han forstod ikke hendes velvilje til at give ham noget som dette. Noget der rent faktisk kunne hjælpe ham i noget tid. Men det var nok blot en sikkerhedsforanstaltning for hende... Derek kunne ikke se andre muligheder. Hellere dæmpe hans smerter og frustration, end at have dæmonen helt oppe i det røde felt, hvoraf han kunne virke endnu kortere for hovedet, end han allerede var.
"... Autumn - I...-" Han kunne ikke finde på noget egentligt at sige, og derfor tog han blot æsken ud af hendes hænder, mens hans blik hvilede mod den. Han forsøgte at huske hendes instrukser, og nikkede næsten lidt-for-lydigt med hovedet.

Da han igen vendte øjnene mod hende, var der noget mere forstående i hans eget blik. Autumn var tydeligvis imun, på en eller anden måde. Hun havde ihvertfald tydeligvis bemærket, at han havde prøvet at såre hende ydeligere - trods intet reelt mærke var efterladt på hendes arm.
"I didn't really mean to..." Begyndte han, og sukkede så dernæst, "You just... - I'm too easy to piss off, I guess." Han rystede på hovedet af sig selv. Han undskyldte selvfølgelig ikke direkte, men noget i ham var mere... menneskeligt, end det havde været for blot få minutter siden.
"But even though your... whatever that is - prevented me from doing anything to you, it's pretty obvious that you can get hurt otherwise.." Han nikkede mod hende, og lod kortvarigt øjnene hvile på mærkerne over hans krop.

Da Autumn sagde, at alle med en svaghed, også havde en styrke, trak han let på skulderne - stadig med æsken i sine hænder. Han holdt den nærmest som om det var en dyrebar skat. "Yeah... I guess..." Tonen i hans stemme var ikke just optimistisk.
"And honestly Autumn... - I care too... that's what's so fucking wierd. If this shit turns my humanity on, I'm not sure whether to thank you or not." Han rystede let med æsken, og med et lidt tragisk og ironisk smil om læberne. Et smil der mere end alt andet var præget af en træthed, som der måske endelig kunne laves om på, nu hvor smerterne var væk for en stund.

Han skridtede lidt tilbage mod døren ind til køkkenet. Dog forblev hans øjne stadig mod hende; "You won't be here forever, you know..." sagde han lavmælt; "You might be stronger, than you give yourself credit for..."
Han vendte ryggen til hende i døren; "Thanks..." Han kunne ikke se hende i øjnene ved den sidste kommentar, og derfor var den næsten blot en mumlen, fulgt af hans hastige skridt hen mod udgangen...