Brothers in Crime

Udfra lyden, vidste hun at Zoran havde sat sig.Havde hun været faldet i staver? Millicent slog øjnene langsomt op, og så på Andrijas bror.
Han måtte helt sikkert have knust en hel del pigehjerter.Han var ligeså karismatisk som Andrija, bare på en anderledes måde.
Hans accent var charmerende og fik hende til at smile." Det er jeg glad for...egenlig var det ikke helt med vilje" forklarede hun stille og fokuserede med øjnene på en kæmpe gulvplante , med små blomster hun aldrig havde set før.
Det var jo hverken bevidst eller planlagt og Millicent havde da helst set Sophia slet ikke var dukket op.Men al hende nedværdigende snak om Millicent og mere det fact at hun ikke synes at kunne føre sin strut røv ud af lokalet, selv m Andrija bad hende ....havde fået Millicent op og køre.Så da Sophia var begyndt at røre ham, ja...eh...så var det ' uheldet' skete.
Millicent rykkede en smule på hofterne , og fik sat sig lidt længere tilbage, da Zoran fortalte, om Kokken.
" Hvorfor skulle Andrija dog gøre det?" Spurgte hun , med hele tre ingredienser i den drink, nysgerrighed- forsvar af Andrija og en knivspids angst for svaret.
" Magisk og magisk...det lyder så romantisk....din bror giver stød " sagde hun ironisk, og smilede kort til Zoran.Hun kunne også fortælle hvor meget alle hans store plasmaskærme var i overhængende risiko for at gå i sort, med hende i huset- det var ikke magisk...det var pisse irriterende.
Men ja...deres evne til at poppe frem og tilbage, den var magisk!
Hendes øjne skinnede svagt, da hun trak erindringen frem, om Andrija på løvens ryg, og hvordan den kort efter lå død....og han fik Millicent ud af løveburet.
Hun lyttede til hans lille fortrolige oplysning " ja- jeg er slet ikke i tvivl om Andrija ser op til dig.Du er faktisk den eneste jeg stort set har hørt ham omtale....sådan normalt" antydning af et smil.Andrija var ikke noget let mand.
Zoran virkede mere....ligetil.
Hun var ret sikker på Zoran vidste besked med hvordan Andrija oftest bare nedgjore alt og alle, selv hende....når ånden var over ham.
Zoran fortalte om hans evne, og et pjevset udtryk overtog hendes ansigt.
" Du...kan læse folks hemmeligheder...du gode !" Hun lndrede igen stilling en smule.Hvem ville ikke blive en smule beklemt ved at sidde overfor en der kunne se alle end hemmeligheder ? Godt hun ingen rigtig havde!
Åh gud...nu væltede hendes tanker over hinanden , i forsøg på at flygte væk fra Zoran.Mødet med den fremmede i hendes lejlighed, Alias...Diego der prøvede at kysse hende...og det lille bitte fact at hun nu arbejede for Dux og opration Libra, hvilke Andrija helt sikkert ikke ville blåstemple.Hun var på modsatte hold end dem han legede med.
" Zoran.." Sagde hun.
" Jeg håber du bare bruger den evne arbejdsmæssigt...og til poker som du sammenlignede med" hun forsøgte smile, men så måske lidt skræmt ud.
Hun brød sig ikke om ideen, at han måske kunne se alle hendes små personlige hemmeligheder.
" nogle af os taler sandt - når vi altsår bliver spurgt og får mulighed for at svare" sagde hun stille og så op på ham.

En lav klukken fandt frem til Zorans hals. "Det handler ikke om at tale sandt. Jeg vil vide det uanset hvad. Det kan godt være du ikke skjuler det for mig, men for Andrija. Jeg vil vide det. Gør du det omvendt vil jeg stadig vide det. Så med andre ord ved jeg enormt meget om folk, for eksempel at du ikke er så glad for at dræbe mennesker og Andrija meget ihærdigt forsøger at lærer dig det, trods han måske ikke siger det." 
En tavs pause lå i mellem dem, før han igen brød tavsheden. "Du behøves ikke være bekymret. Andrija har efter hånden haft så mange anfald over mig, at jeg har lært at holde min mund lukket." Igen et lille smil og kluk. 
"Nå, men nu ved du det. Så prøv ikke at skjule noget - og mine plasma tv'er kan blive erstattet." Han sendte et blik i retning af Millicent, før Zoran rejste sig op og forlod rummet. 

Ude på teressen lå Andrija stadig og gloede på stjerner. De havde ikke rigtig flyttet sig, ej heller var der sket noget specielt spændede, så han hans tanker var begyndt at røre på sig. Langsomt var han drevet væk i sine egne tanker og utilfredshed over ikke at kunne høre hvad Zoran og Millicent snakkede om.

Zoran fik hamret på plads , med store fede syv tommer søm , at uanset hvilke ben hun ville forsøge at stå på, ville han alligevel have et direkte kig indtil ... Ja.. Vel stort set alt i hende- og alle andre.
Hun besluttede dog hurtigt at han nok ikke var farlig. Skulle sandheden frem , og det skulle den jo så åbenbart i selvskab med zoran - så virkede han rigtig sød og Millicent troede på hans forsikring om hun ikke behøvede være nervøs.
Hun sagde ikke mange ord under samtale , men hendes meget snakkede øjne ville helt sikkert fortælle Zoran , hvordan hun havde det. Den lille sætning om plasma skærmen, gav hende et smil tilbage , og ydermere mere en følelse af at være velkommen... Sådan rigtigt i hans hjem. "Zoran! ... Tak ... J-jeg sætter virkelig stor pris på din måde at... Håndterer... Delikate oplysninger på" fik hun nået at klemme ud, inden han var væk og hun en smule påvirket af den mundfuld hun netop havde måtte sluge , rejste sig og gik ud mod teressen for at finde Andrija.

Hun stod stille... Bare lidt... Bare for at nyde synet af ham.
Andrija var den eneste hun havde mødt der kunne kalde på alle de store følelser i hende. Uden undtagelse.
Og han kunne bringe dem frem , med sekunders mellemrum , hvis han Ville.
Intet under at hun havde tabt sig selv til dæmonen, men hun vidste også han var farlig. Især ... Især hans søde ord. Hvordan vidste hun om hn mente dem? Hendes tanker strøg til Zoran, måske hun havde et spørgsmål eller flere til ham , næste gang det ville falde naturligt?
Hun bevægede sig mod Andrija , med et skygge smil på læberne.
Millicent satte sig på liggestolens kant , og trak lidt ned i den tætte sorte nederdel, der automatisk krøb en smule længere op af de lyse lår.
" himlen er smuk i aften " sagde hun lavt og missede med øjnene op mod de lysende stjerne, et øjeblik.
Hvem elskede ikke stjernerne og månen? De var så langt mere mystiske og anderledes end selve solen. Så langt mere... Beskedene.
Med blikket over Andrija , lænede hun sig lidt frem over ham, og den lange pisk af en fletning faldt med fremad, ned af hendes venstre skulder. Hun rakte sin hånd ud og begyndte pille lidt ved de øverste knapper i hans skjorte. Dem der stod åbne. Det var svært for hende ikke at begynde tale om Zoran, men hun ønskede ikke at lyve overfor Andrija og det lød som han ikke vidste om Zoran evne, eller have hun misforstået den del? For fanden hun var lidt af en dumbo ind i mellem. Det var jo ligesom en RET vigtig del . Om han vidste det eller ej!!Men Millicent havde været så forfjamsket over Zorans evne , at hun havde misset lidt af deres samtale- åbenbart en afgørende del, så det ud til.
Knappen blev kørt lidt frem og tilbage mellem hende pege og tommelfinger, imens tankerne skiftede form . Måske hun kunne knappe lidt flere op? Bare ... Ja ... For at kigge lidt?
" Du ser dejlig ud "
Millicents snakken var hverken høj eller indsmigrende ... mere en nøgen og ægte konstatering.

Det var ligefør man visuelt kunne se Andrija spidse ører da han hørte Millicents lette skridt. Et svagt smil løftede hans mundviger op til hun tæt på. Så forsvandt de igen og han kiggede kort imod hende. Betragtede hende i en kort tavshed før han så kiggede op på himlen igen uden et kvæk. 
Han besvarede ikke hendes spørgsmål, hverken det første eller det ellers smigrene kompliment. Han reagerede heller ikke synderligt ved at hun pillede ved hans skjorte. Det eneste der indikerede at han faktisk kunne lide hvad der skete omkring ham var et lille smil i hans ellers udtryksløse ansigt. 
Øjne var ikke fjerne, men de gav ikke samme glæde som man kunne se i smilet, der ufrivilligt var dukket op. 
Stoppede Millicent inden hun var helt færdig med knappe rækken, ville han endelig bryde sin lille tavshed. "Tør du ikke knappe videre? Er jeg for lækker til det?" Hans udtryk blev som ved et trylleslag forandret. Afventende. Ikke en muskel rørte sig før han fik et svar i form af handling eller ord. 
Ville hun ikke fortsætte ville han fortsætte med at prikke til hende, som prikker man til et irriteret dyr. Hvis hun derimod valgte at fortsætte, ville han lader sig 'sole' i hendes opmærksomhed. Ikke synligt, men bare inde i hans eget lille hoved.

Millicent var ganske opmærksom på Andrijas mere eller mindre manglende reaktion.Nu vidste hun jo godt, hvis han ikke brød sig om det så ville hun snart få det tydeligt at se. Men....han holdte kortene så tæt på kroppen.
Hvorfor mon?tænkte hun og lænede hovedet en smule til den ene side.
Millicent rykkede en smule længere ind på solstolen.Hendes lyse hænder holdte fast i skjortens bløde stof, og i ny og næ knappede hun en op...og så en mere...og endnu en. Hun sagde heller ikke meget, men forsøgte finde svarene i Andrijas øjne. De var dog meget stille. Det lille smil på hans læber, var det eneste hun havde at navigerer efter.
Hun hæftede derfor sine øjne på det hud der langsomt blev blottet for hende, efterhånden som knapperne blev åbnet- og skjorten gled til siden på Andrija.
Da der var tre knapper tilbage tøvede hun. Hænderne blev sat i bero, og Millicent sugede blidt underlæben kort ind.Var det nu mon smart? Hvad ville Zoran sige? Andrija udfordrede hende..." Om jeg ikke tør? Tsk" hun himlede med øjnene og rykkede i skjortens stof, drillende.
Langsomt begyndte hun igen at løsne knapperne..."Så lækker er du ikke, skat"
Der røg en.
" Med en dæmpet belysning som nu , er det faktisk ikke helt slemt " der røg en knap mere...." Hmmm mon ikke du lige går an....i mangel af bedre?" Den sidste røg, og Millicent førte skjorten helt til side, og smilede til Ham, inden hun lænede sig helt ned og kyssede den faste hud , lige under navlen, imens hun have kørt begge hænder over hans bryst.
Millicent trak sine hænder tilbage, satte dem på hver side af Andrijas hofter og skubbede sig op i sidde position igen.
" Jeg tror det var rigeligt....tage i betragtning at du ligger på din brors teresse" små lo hun og og var begyndt at lege med en af Andrijas blonde tykke hår lokker , om hendes finger.
Da han prikkede videre, snappede hun tilbage...." Vil du have jeg skal flå dit tøj af...og så kan vi væde om hvor langt vi når Luzar, inden din bror popper op?"

Et triumferende smil lå og vuggede på Andrijas læber da Millicent begyndte at knappe op. Da hun var færdig lå det bredt og fedt på hans læber. "Det lyder meget fristende." Svarede han til hendes udbrud. "Men han popper ikke op, han har ikke samme evner som jeg har. Han kan dog stadig noget."
Et dybt næsten tragisk suk kom fra Andrija. "Han kender folks hemmelighed, dine og mine. Frygtelig træls."
"Sidste gang han truede med at ville fortælle mine hemmeligheder, endte det næsten med at han løb væk med ild i røven, det var ganske morsomt." En lav latter, hvor smilet var vent tilbage.
"... og skulle jeg måske lige tilføje, omkring mig selv, at jeg kan være vældig hurtig hvis det altså kræver det, så mon ikke vi godt kunne blive færdige før han kom. Hvis vi nu undlader at smide alt tøjet." Grinet blev bredere og større.
Hans hånd lage sig på Millicent lår, som han gav et let klem, før han så trak sig op fra stolen. "Men vi har en hel nat foran os, hvad skal vi lave? Hvad kan du lide at lave? Shoppe? Der er midnats åben i hele byen, så hvis vi skynder os kan vi måske få dækket dit behov."

" årh thank God...han har fortalt dig om den evne...jeg mener, han har også forklaret mig om den" hun trak hans skjorte lidt sammen igen, knappe den kunne han selv få fornøjelsen med.Hun havde ikke tænkt sig at lave alt arbejdet.Millicent satte et påtaget chokeret udtryk op " Du er hurtig! Eller ...du praler af at være det! Pas nu på skatter, du drikke gift med mig endnu. " hun smilede udfordrende.. Alt under 30 min vil jeg slet ikke høre tale om, og nu vi er ved det...så er det mig der skal høre englene synge, ikke dig....nødvendigvis"
Hun fik et lille klem på låret.
Naturligvis jokede hun.Hun havde ingen adversioner mod det man kaldte et put, en lille hurtig omgang....det kunne være både frækt og appetitgivende...eller det troede hun.Det var ikke noget hun havde...oplevet.
Men stadig, de var i Zorans hus...ikke en gang i soveværelset.
Andrija ville...shoppe? " Jamen...vi kan da tage et tur i byen." Millicent rejste sig og vrikkede lidt med hendes popo , imens hendes fingre greb i den sorte nederdels kant , og forsøgte trække den to centimeter længere end den var .
" Jeg har ikke det store shoppegen men.." Hun strøg hen forbi Andrija og kort lagde hun sin pegefinger under hans hage " Men du kan tage mig med en tur i biffen...så skal jeg vise dig hvad man kan lave på bagerste række.." Tirrede hun ham, flyttede sin finger og slog et lille klik med sin tunge.

Biffen! Skønt! Som havde Andrija siddet på nåle sprang han op og fulgte efter Millicent. Hygge på bagerste række. Han glædede sig allerede. Et fjoget grin lå på hans læber mens han forsvandt ind i huset for at gøre sig klar, der i blandt at knappe skjorten til igen og finde nogle penge.
Han ville mødes med sin partner i gangen, hvor han havde fået vasket smilet væk og fundet nøglerne til bil. Så skulle de ud og frese igen, og hygge sig på bagsædet i en biograf. Det havde han aldrig prøvet før, men det var jo sådan noget teenagere nu til dags havde det sjovt med.
Fremme ved biografen insisterede Andrija på at de skulle se en vampyrfilm, for at give Millicent inspiration. Påstod han. Hun skulle jo blive en ordenlig vampyr og det var sidste spilleaften så de ville højest sandsynlig få salen helt for dem selv.
Gik Millicent med på det, havde Andrija ret. Salen var ørkentom og lille. Selvom der var bestilt plads hvor man normalt sad i biografen, ville han altså om bagved. Det skulle jo gøres ordenlig og selvom ingen andre nok ville se til dem de næste to timer, så var det jo også stedet! Det var meget vigtigt.

Millicent hentede sin taske og en tyndt tørklæde i sort gennemsigtigt stof , som blev krænger ud ovet skuldrene der var beklædt med den tynde figursyet skjorte.
Så var hun klar til set off.
Det var sjovt at Andrija var med på ideen og rollerne blev jo nærmest ombyttet , da det blev Millicents tur til at rulle Opgivende med øjnene, over valget af hans film.
" Vampyre... Jeg håber den er sjovere end mit liv ... Jeg ville underholdes, ikke se en dokumentar!"
Små ævlede hun imens hun forsøgte at få sæder til at blive nede, og ikke hele tiden springe op. Det endte med at de poppedrenge og sodavand hun havde købt til dem, imens Andrija sørgede for billetter , blev placeret i nabo sædet istedet. .
De så ud til at have det hele for sig selv, og det passede Millicent som hånd i handske. På det hvide lærred opstod snart både uhygge og også begær, da kvinderne faldt på stribe over den meget sexede vampyr.
" hmmm .. Tror jeg undskylder , den ser ud til at blive god " mumlede hun til Andrija. Nogle minutter senere havde hendes hånd fundet vej til Hans lår. I mørket virkede det helt anderledes at røre ved. Stadig fast og stærkt... Og hun havde jo ikke muldvarpesyn , mindede hun sig selv om. Så måske det mere var fordi det var et offentligt sted, at oplevelsen var anderledes. Især da hun med pege og langfingeren på Andrijas kind, ville dreje hans hoved og læne sig frem for at begynde kysse ham- imens en hånd stadig ville optage pladsen og kæle for hans inderlår.

Andrija havde aldrig rigtig været typen der gik i biografen. Han havde da forsøgt det da de første sorthvide film kom ud, men det var aldrig blevet noget hit. Sener hen havde et par sengepartner insisteret på at de ville se diverse film så han havde da prøvet det mens der var farvefilm, det var bare lang tid siden. Dog fandt hans hånd alligevel frem til popcorne som han sad og gumlede på da han pludselig kunne mærke Millicents hånd.
Et grin sneg sig langsomt op på hans læber, mens han tørrede sin fedtet hånd af i sædet ved siden af.
"Du er hurtig." Lød det meget højt fra ham. Hvorfor sænke stemmen når de var de eneste? Han drejede hoved og kiggede fra det store lærred til Millicent. Han ville se om han kunne få hende til at ligne en der rødmede med sine ord. Bare fordi det kunne være sjovt.
Efter at have tjekket resultatet kiggede han igen tilbage på skærmen, men det blev ikke lang tid, før hans hoved blev tvunget den anden vej. Hen imod Millicent igen.
Andrija var ikke sen til at besvare hendes kys. Han strakte sig frem som en anden dyreunge der ville have mad. Ivrigt smagte han hendes læber som fik en saltet smag fra hans egen. En stor popcorn! Lige så hvid, sprød og blød.
Kunne det lade sig gøre ville Andrija med sine ene hånd først trække Millicents hånd længere op af sit lår, hvis det overhoved var lår, før han hurtigt sneg sin egen hånd op hendes ydre. Så langt op at kjolen tilfældigvis smuttede med op.

Og det kunne han. Kort lignede hun mistænkelig en lille lyserød grisling , selvom farven måske ikke var ' helt så fremtræder'.
At være hurtig ...i den genre her... Var ikke noget hun normalt fik hæftet på sig. Men nu havde hun jo nærmest på en eller anden måde fået givet sig selv en indirekte dare her.
" hyss.." Tyssede hun på ham. Det faldt hende helt forkert at tale højt i en biograf sal , sådan noget gjorde man bare ikke.
Men så var der pludselig motor på pedal cyklen. Med sine læber lykkeligt engageret i Andrijas , kunne hun mærke hans fingre låse sig fast om hendes håndled og føre hendes hånd længere op. Du gode ... Var hun ikke ret højt oppe i forvejen? Ehh jo!
For nu lå den placeret ovenpå Andrijas begyndende bule i bukserne og selvom Millicent nu var den der fandt tingene i en vældig fart , et racerløb værdigt, gav hun efter og begyndt at gnide sin hånd imod .. Ham..imen hendes manglende puls bankede hastigt da Andrijas hånd løb op af hende og trak i nederdelens stof på sin vej. Et skrig fra en døende dame på skærmen, overdøvede hendes lille suk af ophidselse over hvad de var i færd med. Det var lidt.. Uartigt.. Her i mørket. Alle kunne vælte ind hvert øjeblik, det kunne man jo ikke udelukke. Millicent benyttede lejligheden til at være mere vovet end hun plejede. Men det føltes mere sikkert end at give Andrija rettet, lige nu da.
Så hun begyndte at åbne knapperne i hans bukser og lyne ned.
Hvad hun egenlig ville var ikke så skjule. Ud i det fri skulle hele hans manddom, så Millicent kunne gnide , stryge og kæle for den... Uden tekstiler var i deres vej.

//Nederdelen... Ikke kjole denne aften. :p

//Detalje detalje ;]

En vældig tilfreds lyd kunne høres fra Andrija mens han krængede længere op for at få mere hud. Da det hele var skubbet helt op på hendes hofter trak han hende ivrigt nærmere sig, uden den store hensyntagen til armlænet som han fandt umådelig irriterende.
Trods lyden fra filmen var høj og detaljeret som film musik nu en gang altid var, bemærkede Andrija ikke mere end ud over hans næsetip da Millicent tog det næste skridt. Hurtigere end han havde troet han nogen sinde ville få hende til, men overraskelsen var god. Perfekt. Himmelsk. Ubeskrivelig. 
Læbelegen begyndte at blive afbrudt oftere og oftere af Andrijas tunge støn, der næsten kæmpede om kamp med lyden til filmen. Samtidig blev han også mere og mere opsat på at komme videre, nu havde de jo snakket om at han kunne være hurtig - og hun havde selv lagt op til det - så hvorfor ikke bevise det? 
Både hans hænder, der ivrigt gjorde en ihærdig indsats på at trække trusserne af hende, og hans underliv gjorde det klart for hende hvor han ville hen og gerne i en fart. Det kunne måske være at de kunne blive helt færdige før parret i filmen kom i sengen og blev udtørret, for det måtte de jo gøre. Manden var selvfølgelig vampyr, så han kunne beskytte sin elskede pige. 
Andrija fik ikke fat i meget af filmen, men på et eller andet tidspunkt var pigen blevet ændret fra en eller anden uskyldig menneske til en blodtørstig vampyr. Han ville have bedt Millicent om at følge med i filmen, men kunne ikke få ordne ud over læberne, der var andre lyde der pressede mere på for at komme ud.

// * vigtig detalje xD en kvindes påklædning er meget vigtig :P//


Hun ville gerne have det var så dejligt for ham som muligt, og lyden af Andrijas tunge støn gav hende besked om hun ' hendes kæleri var ok' - ellers måtte han jo lægge sin hånd ovenpå Millicents for at vejlede hende , vise hende bevægelserne - hvordan han nu engang bedst kunne lide det. Modsat mange han sikkert havde haft, havde Millicent hverken lever i 109 år eller haft nogen nævneværdig erfaring med sexpartnere. Så hun kørte på instinkt og lyst, kunne man vel nærmest beskrive det som.
Hun imiterede hvad hun havde set... I film og på billeder, men omsatte det igennem ' Millicents eget lille filter' det bestod af følelser, lyst og kærlighed.
Andrijas hånd cirkulerede nu rundt på hendes bløde hud under trussernes kant. Og da han begyndte at trække i det røde tynde blonde stof , som udgjorde trusserne puffede hun til hans hånd. Var det nu så smart at smide tøjet helt herinde?
Andrijas tydelige reaktion - Både den i hendes hånd og alle hans dybe støn han sendte ud mellem deres kys, gav Millicent en smule hæs i stemmen fordi hun var rimeligt ophidset by now .Da det blå plys armlæn blev presset mod hende , gav hun sig en smule og hviskede med de glinsende læber der strøg over Andrijas kæbe.
" Easy now Andrija...trusserne bliver på" om han så adlød ville kun tiden vise, men Millicent ville forsøge komme op af sit sæde, og lægge en hånd på begge Andrijas knæ, og presse dem så langt til siden som muligt var. Nu var Millicent en lille pakke af den kvindelige slags , så hun kunne bagefter sætte sig på knæ mellem Andrijas ben . Hænderne strøg fra hans knæ op over de faste stærke lår, og Millicent fugtede sine læber med tungen , inden hun lænede sig det sidste stykke fremover - og lod læber , mund og tunge glide ned over og omslutte Andrija.
Bløde langsomme våde sug og slik, gav hun ham imens hun nød smagen ... Den helt unikke smag som kun Andrija havde.

Havde Andrija været ved sit fulde fem, var han blevet arrig over afvisningen. Det var absolut ikke noget han før havde prøvet og han så det som en dyb fornærmelse af hans egen skønhed og egoisme. Han vidste han havde en effekt på Millicent, vidste at han kunne få hende til at give efter hvis han ville, men hvorfor hun afviste ham forstod han ikke. Han ville ikke acceptere det. Det kunne også mærkes på hans greb der hurtigt blev mere fast. 
Det var hende selv der havde startet og lagt op til det, så måtte hun også afslutte det. 
Til alt held for Millicent, var Andrija ikke ved sit fulde fem og selvom han absolut ikke brød sig om afvisningen kunne han ikke bare vise hende det. Han måtte lige ud af den ellers så behagelige følelse, som også forsvandt som en steppebrænd under hans irritation. 
Der var næsten kun en dråbe tilbage af det ellers enorme hav af ophidselse, da Millicent kom ned mellem hans ben og satte skruede op for vandslangerne. 
Som en flodbølge blev Andrija skyllet tilbage i sædet med nye ophidset støn og en dejlig smag af triumf i munden. 
først lå hans hænder på armlænet, men hurtig flyttede de sig ned i Millicents hår, som han greb fat i og tvang hende til at sætte farten op. Ikke hårdt, det var hendes belønning for at redde sit eget sind ved målstregen, men alligevel bestemt og krævende. 
Hans hænder blev hvor de var, til efter udløsningen, hvor filmen begyndte at vise den romantiske akt mellem de to elskede.

Som en domptør der genkender tegn på trods i det vilde dyr , gjorde ligeledes Millicent hos Andrija.
Et flash af panik nåede hun at mærke , da hans hold i hende blev mere fast. Hun vidste at med ham kunne alt ændrer sig , hurtigt.
Men hun samlede jo sit mod , og mente det måtte briste eller bære , da hun dykkede ned over ham.
Hans lyde ... De dukkede op igen og Millicent var henrykt. Det var en mega turn on at kunne antænde Andrija. En ennkelt underlig lyd kom fra hendes strube , da Andrija fik fat i den lange piskelignende fletning, der havde sit udspring midt på hendes hoved, og pressede hende en smule til at ' gå dybere'. Godt nok havde hun ikke ilt besvær , men hun kunne altsår ..føle... og det føltes som ' enormt meget ' at skulle rumme.
Men Andrijas hænder lå fast og dikterede hende farten og dybden... Og hun adlød.
Hans mere dybe støn afslørede at han var meget tæt på en udløsning.
Millicent borede fingrene ind i hans lår, kiggede kort op på Andrija der havde hovedet lænet tilbage på ryglænet og så ud til nyde det.
Hun kastede et kort blik mod døren der stadig var lukket - Thank God- og beredte sig så på at modtage hans varme og salte ladning af ren klimax , det blev sendt i hende mund, imens Andrija stadig havde et fast greb i hendes hår og styrede hende position.
Millicent ... Tog imod... det meste. En lille smule blev spildt og løb ned af kinden . Millicent ville ,en smule forlegen og en kende berørt af hvad de egenlig lige havde fortaget sig- og især hvor- skynde sig at tørre den lyse stribe væk.
Og kort putte sig ind mod Andrijas inderlår... for lige at få kontrol på det hele igen.

Selvom han ikke sagde det, fandt Andrija det enormt sødt at Millicent altid ønskede at krybe ind et eller andet sted. Det generede ham heller ikke, men han ville nu gerne lige have sine bukser på for det kunne være de fik gæster og så gad han ikke blive taget med bukserne nede. Derfor puffede han blidt Millicent væk fra sine ben, så han kunne få sine bukser på.
"Altid nye overraskelser." Et lille smil krøb op på hans læber mens han fik lukket bukserne og satte sig ned igen. Ville Millicent stadig lege putteleg, ville Andrija trække hende op på sit skød og lade hende hvile der mens de så rasten af filmen færdig. Den var efterhånden blevet blodig med masser af kamp og special-effekter der lyste hele lokalet op i tide og utide. 
Havde Andrija fået ødelagt Millicents putte-lyst, måtte hun krybe over i sit eget sæde, for nu ville han altså se filmen færdig, det havde han jo betalt for. Måske var det en smugle sent at komme i gang med at følge med i plottet, som han ikke rigtig forstod, men han forstod da så meget at de 'rigtige' vandt til sidst.

Andrijas hænder førte hende væk fra inderlårets trygge varme.
Millicent blev siddende mellem hans ben, og holdte vagt med blikket rettet mod biografens indgang, imens han fik bukserne på plads igen.
Et svagt smil poppede frem, da han lod bemærkningen falde om overraskelse " Vores forhold er stadig...nyt..der skulle da gerne være en overraskelse ind i mellem de næste 100 år" .
Millicent lod sig gerne hale op på Andrijas skød og satte sig tilrette i hans favn.
Hun lænede sin kind mod hans hoved, og havde sågar mast sine hænder omkring ham.Det var hendes rettige betaling for at være en god pige, mente hun selv med et lille mentalt smil .
Omkring Millicents skulder var det sorte gennemsigtige sjal.
Imens hun forsøgte se filmen , sad hun og nuldrede det lidt fraværende imellem hendes fingre, så det afgav en let knitrende lyd. syntetisk stads.
Sjalet eller tørklædet som det egenlig var, det måtte hun få i spil næste gang.
Hun havde helt klart haft både Andrija og biografen i mende, da hun havde slynget det omkring hendes skuldre....men den del af legen måtte blive en anden god gang.Nu...nu sad hun og hyggede sig...faldt til ro og forsøgte at se filmen.
Filmen var en smule blodig...der var både børnelig og en meget vred vampyr, men den endte da med kærlighed sejrede....den forvandlede menneske pige, fik talt lidt fornuft og pustet lidt sjæl i den ældtusse gamle vampyr, og de levede lykkeligt til deres ende. Det undrede Millicent måde nye vampyrer blev fremstillet på. Det var så ...romantisk.
Hun fandt intet ved det romantisk. det var tvært om chokerende , barsk og meget ensomt .
Man vandt enormt meget, ja.....men det målte sig ikke med hvad man mistede.
I det mindste burde man have valget.
Andrija så tilfreds ud...med det hele.
Millicents bløde læber blev kort presset mod hans kind, inden hun rejste sig op og justerede sin nederdel. " Sålænge du ikke tvinger mig til at spise børn" henførte hun samtalen til filmens indhold.
" Jeg håber du nød....forstillingen " sagde hun med et enormt stort smil der helt klart havde undertekster, og så vimsede hun ellers mod exit, lettet helt ind til hjertet over at de ikke var blevet afbrudt og grebet på fast gerning.
En ting var det ville være så ekstremt pinligt...men det var garanteret ikke en gang lovligt heller.

Andrija blev kort siddende og kiggede efter Millicent og hendes røv. Et smil vågnede op på hans læber før han til sidst rejste sig op og fulgte efter ud i forhallen hvor også andre biografsale var ved at blive tømt og gjort rene til det næste hold. 
"Jeg nød den, ingen tvivl om det. Det håber jeg også du gjorde." Han gik op på siden af hende og lage en arm omkring hendes skuldre, for at trække hende ind til sig, mens den anden hånd gled ned i bukselommen. "Måske skulle vi gå i biografen lidt oftere." 
Efter at være kommet ud i nattekulden endnu en gang, satte Andrija sig over i bilen, som han startede. Han havde ikke nogle direkte plan med det, eller et ønske om at komme noget sted hen, så var Millicent med i bilen ville han bare køre lidt frem og tilbage i byen, til hun eller han fandt på noget spændede.

"Hold op... Jeg kan mærke dine øjne " skændte hun dog uden vredens lyd i hendes stemme. De bløde kurver blev sat til at gynge , da hun for at drille vrikkede lidt ekstra med rumpetten.
Et sageligt smil blev kastet ud i den milde aftenluft , da Andrijas arm kom snigende og lagde sig omkring hendes skuldre.
Det var nu rart.. Sådan at lege normale mennesker. At de ikke hele tiden behøvede at spise eller drikke andre mennesker, eller kortslutte ting. På plads i det røde lyn , satte Millicent musikken i sving og blev grundigt overrasket da klassisk musik drønede ud.
" Wow...han er ret stilig din bror hva? Tænk at han høre Bach" grinede hun " er det virkelig meget dæmon agtigt?jeg troede i var til ... Heavy metal " drillede hun med en ' spøgelses agtig uhh uhh tone' og skruede derefter noget ned. " Andrija... Jeg vil ikke hjem endnu, skal vi tage på klub? Alene ... Eller spørge om Zoran har lyst til at møde os der ?"
Lidt at drikke var ved at blive lidt af en favorit last for Millicent. Hun havde ingen modvægt på balance vægten, så Andrijas levevis smittede efterhånden af på den nyfødte vampyr. Det var svært at vide hvad man skulle give evigheden af fyld, hvad den skulle stoppes ud med.
Promiller synes et bedre valg end andedun.

Andrija trak let på skuldrene. "Tjah, jeg har aldrig sagt han på nogle måde er normal." 
Han trykkede mere på speederen og nød i fulde drag følelsen af at blive trykket tilbage i de bløde lædersæder der omgav dem, sammen med alt det blanklarkeret træ og andet kvalitets stads. 
"Noget bestemt sted du vil drikke?" Det kom en smugle bag på Andrija at Millicent ville drikke, men han valgte ikke at stille spørgsmål til det. Han nød at hun ville og hvorfor få hende til at ombestemme sig? Det ville jo være skudt i låget at gøre det. 
Lod Millicent det være op til Andrija hvor de skulle hen, kørte han dem ud af byen op i mod nogle bjerge der strækte sig et stykke foran dem. Der viste sig at være et luksushotel bygget op af en smuk bjergside. 
"Smut om bagved, der er en ælv og nogle sten du kan sidde på, hvis din popo ellers kan klare mosten." Udfordrede han med et grin, før han selv forsvandt ind på hotellet, for kort efter at komme tilbage med en flaske champagne og to glas. Ude ved vandet slog han sig ned, smed sko og sukker, trak op i bukserne og stak så fødderne ned i det iskolde vand, for så at åbne flasken og hælde op til dem.

"Nej ...' Normal' tror jeg slet ikke findes i Luzar familiens dna" Millicent smilede og rykkede en hånd op til døren, for at holde fast da Andrija gav den gas.
"Naaa kender ligesom ikke rigtig byen , så du må nok lege guide for mig, kan du finde et spændende sted?" Lød udfordringen og han viste sig at leve fuldt op til den.
Først undrede hun sig , da de skulle køre i bjerge,men sagde intet. Gik det helt galt ville han kunne zappe dem hjem. Galt som i han ikke anede hvad han lavede eller hvor de var.
Men da et fint hotel dukkede op for deres åsyn, blev hun nysgerrig.
Millicent modtog instrukser om hvor hun skulle sætte sig, bag hotellet og hun trippede straks afsted. Høje sko og jord som underlag , havde aldrig været et gost match , men vampyrens lidt mere elegance gen gjorde hun stadig kunne se ud til at have styr på det.
Hun satte sig ned, og gned sig en smule over næseryggen.
Det nagede hende en smule ... Bare lidt... Hvorfra Andrija vidste hvad der var at sidde på af sten og træer bagved , men hun ville ikke indrømme det.
Det ville også være dumt at spolerer sen gode stemning ved at snuple over fortiden, ik. Så tankerne forblev tavse, tankerne om det her sted havde været en lille kærligheds rede som han havde eskorteret kvinder med til? Imens hun prøvede at puffe tankerne til siden, rakte hun ud og modtog champagnen.
" Uh... Lækkert... Det må jeg sige! Hvis jeg skal forkæles sådan her efter en... Øh biograftur ... Så skal vi helt klart i bio mere ofte " små lo hun og løsnede remmen på hendes egne sko, for at sparke dem af og følge Andrijas eksempel.
Hun vippede lidt med fødderne i vandet der for hende føltes lunt.
Og til sidst måtte det alligevel bare ud ..." Hvor kender du egenlig stedet fra? Det ligger jo lidt afsindiges så du må have været her.... Og besøgte ' sten og kævl' før'
Hun forsøgte ikke at drage for hurtige konklusioner , men lade ham tale selv. Han kunne jo have overnattet på stedet sammen med den lokale bridge eller poker klub ... Eller noget ?

Et langtrukkent opgivende suk kom fra Andrija mens hans blik hvilede næsten afventende på Millicent. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, vidste ikke helt hvordan han skulle reagere på hendes mistro. Han fandt den træls. Nu havde de lige haft det så godt og så skulle hun til at løbe efter ham med en fluesmækker. 
"For du vil godt sidde her hvis jeg ikke har kneppet nogle her. Men hvis jeg har kneppet bare en gider du ikke, hvis jeg har kneppet fem løber du væk her fra og er det hundrede løber du skrigende? Jamen skal vi så ikke sige en million, bare for en sikkerhedsskyld. Så kommer du jo aldrig tilbage og så kan jeg jo fortsætte min leg." Vrængede han, for så at tømme sit glas og satte det på en nogenlunde plan flade tæt ved hans hånd. 
"Jamen så venter jeg på at du forsvinder ud i den blå luft og aldrig tør komme tilbage til det her land, fordi det er her jeg har taget enhver kvinde i hele byen i hver en lille krog." Fortsatte han denne gang mere vred end irriteret. "Jeg skal nok lade dig løbe - og fortælle Zoran at du nok ikke kommer på besøg igen." 
Han drejede hoved væk fra Millicent, greb flasken og hældte op i sit glas, for så at sidde og nippe til indholdet med glasset hvilene på læberne. Efter at have tømt glasset satte han det fra sig, tog sine sko i hånden og begyndte at vandre ned langs ælven.
Da han kom til et sted med lidt vand, sprang han over og fortsatte på den anden side, hvor han gjorde sig stor umage med at hoppe fra sten til sten uden at blive ramt af vandet. 
Han ville fortsætte til øverst oppe, hvor han flere timer efter nåde et vandfald der brusede ned over en klippe og skjulte en hemmelig indgang til en mindre hule bagved. Slet ikke stor nok til at Andrija kunne stå, men dog problemfrit kravle igennem mørket til han kom ud på den anden side. Plask våd og med mere jord end en urtepotte.

Om det var betryggende eller meget uheldigt at hendes kommende ægtemand nærmest kunne aflæse hende tanker, fordi han var begyndt at have en al for god ide om , hvordan Millicent ' tikkede' var ret svært at sige.
Lige i denne situation kunne hun sagtens have undværet det, for hans reaktion var ikke ...helt ' egnet'.

Millicents øjne voksede og hun åbnede munden for at bremse ham...eller ...gøre et eller andet for hun brød sig virkelig ikke om de ting han sagde.
Og slet ikke måden. Var det da så slemt at hun ikke brød sig om at blive slæbt hen til et sted , hvor han måske have slæbt alverdens tilfældige one night stands hen?
var det SÅ slemt at hun ville skabe deres egne minder? Hun blev dog ret blæst omkuld af ham og hans ...svar.
" Seriøst...er det nødvendigt at være så...vulgær Andrija?" Vrissede hun og tømte sit glas, imens irritation begyndte at blusse op, fra gnister til små flammer.
" ja ..hele byen...naturligvis...mindre kan vel ikke gøre det!" Hissede hun tilbage, og nu rullede lavinen for alvor.

Han havde hurtigt og enkelt gjort hende gal...og ked af det.
Hvorfor skulle han reagerer sådan her?
Kunne man bebrejde hende hun tænkte sådan? Det væreste var at hun ikke anede om han bare var blevet pisse sur og provokerede hende nu , eller om han faktsik fortalte hende sandheden.
" Du er en røv...en stor røv Andrija" mumlede hun og skubbede ud efter ham.Hun havde mest lyst til at tude nu, men den fornøjelse skulle han slet ikke have.
" Fint..,jeg smutter...hvis du tror du kan slæbe mig med til en af dine små kneppehuler og ...O-og....ja! " med et fortabt udtryk vendte hun omkring, snuppede sine sko og gik mod bilen, imens Andrija gik den anden vej.

Fejlagtigt troede hun at han ville komme tilbage, du ved...efter nogle minutter eller ti...når han var kølet af.
Men der kom bare ingen, hun forblev alene i sportsvognen og hun var både vred på ham og humøret synes at styrtdykke.
Han havde vel ikke behøvet reagere sådan?

Millicent sad ubevægelig og lod tiden passere. Efter lang tid, blev hun faktisk urolig. Urolig for om han havde droppet hende og efterladt hende lige der.
Måske havde han zappet sig hjem? Pis.
Der kunne også være sket ham noget?
Langsomt sted hun ud af bilen, og stak næsen i sky.
For første gang skulle hun helt bevidst bruge sine vampyriske sanser , Andrija skulle opspores.
På bare fødder, satte Millicent i løb.
I græs og løst jord kunne man se hendes - og Andrijas fodaftryk, så det første stykke gik fint.
Så blev det svært. Lugtesansen måtte supplerer , men hun hoppede elegant og ubesværet fra store sten til klippe stykker og ned i gen. Alt til hendes egen store forundring og fornøjelse.
Befriende og fantastisk var det for hende at få lov at bruge sin krop...sådan rigtig se hvad hun egenlig kunne med den, og resultatet var lækkert.
En hurtig, smidig og meget sikker og stærk vampyr....og hendes gode øje for mål, når hun skulle bestemme størrelse og sy, kom hende til gode nu.
Hun tog sigte hvor hun ønskede at lande, og sprang så derhen....en sikker og raffinerer ladning.
wooow...hvem skulle nu have troet at lille Dumbo kunne sådanne ting, uden at falde på næsen?

Da Andrija kom kravlende ud....sad Millicent i et træ og så ned på ham.
Selv om hendes humør var blevet bedre af hendes lille parkour leg gennem naturen, kunne hun mærke hvordan vreden brusede over hende igen, da hun så ham.
" Er din fortid SÅ slem at du behøver forsøge grave dig ned...eller hvad du har lavet?" Hun sprang ned fra træet og landede i knæ med begge hænder på jorden.Millicent rejste sig langsomt op og huskede at trække ned i nederdelen, så den ikke sad som en hofte varmer istedet.
" Fremover kan du godt finde en anden tone, når du taler med mig Luzar, er du med?!"
Hun så på ham med et olmt blik.
" Og du skal slet ikke blande Zoran ind i det her! Kunne du ikke bare havde givet mig et ordenligt svar?"
Hun trådte tættere på ham, vred og ...noget hun ikke ville tale om ...og som det ikke var nok, kunne hun nu mærke at hendes hjørne tænder begyndte at værke.

Bag vandfaldet og den lille hule, hvor der var lidt for meget jord til Andrijas smag, fandt han hvad han ønskede. Fuldstændig intakt og næsten stadig med mærker fra da han var helt lille. Næsten som arkæolog gik han rundt i den uberørte grotte der lå inde i bjerget bag vandfaldet. 
Trods mørket havde han ingen problemer med at se noget. Zoran havde en gang haft en lommelygte med ind i hulen og efter at have set det hele tydeligt nogle gange, var hulens struktur printet fast i hoved på lillebroren der ikke engang havde det svært ved at finde de små ting de havde gemt, netop for måske en dag at vende tilbage til hulen. 
Efter at have taget turen ud igen, lignede han en mudermand. Jorden klæbede til hans krop efter han var gået igennem vandfaldet første gang og blev kun mere klistret af mere fugtigt jord. Jord der aldrig blev helt tørt. 
Til alt held ente han under vandfaldet igen og trods han ente med at blive gennemblødt, igen, var han i det mindste kun våd, trods han syntes at kunne mærke mudder steder hvor det ikke burde være. 
Synet af Millicent kom bag på ham, men hurtigt fik han styr på udtrykket der blev lagt i en maske af ligegyldighed. "Nej, men jeg var en tur tilbage i fortiden." Lød det køligt fra ham. Han havde ingen planer om at tø op forløbig og slet ikke mens han var drivvåd. 
"Fordi?" Spurgte han straks hånligt ved hendes krav om en ordenlig tone. 
"Jeg har givet dig mit svar, kunne du ikke høre det eller er der andre problemer med den defekte vampyr Millicent? Hun er både for blød og drikker ikke blod, måske har hun heller ikke den rigtige hørelse til en vampyr?" Han kiggede spørgende på hende, før hans mundvige krumede op i et ondskabsfuldt smil. "Det er jeg ked af, men det hedder jo de bedst tilegnet overlever. De vampyrer der ikke drikker blod kan ikke overleve og følge med. Sådan bliver racerne stærkest. Bare en skam at vampyrerne altid har været et skridt, et langt skridt bagefter. I er jo alle sammen bare døde mennesker. Hvilke skam." 
Hastigt drejede han om på hælen og tog nogle skridt ud på stene, lange og selvsikre som gik han på en flad overflade. Efter nogle meter stoppede han op og drejede rundt. "Hov, jeg glemte lige den her." 
En glimtende genstand fløj fra Andrijas hånd over imod Millicent og greb hun den ville hun finde en ring. 
At spilde sin tid fandt Andrija ingen interesse i, han snurrede rundt på hælen igen og tog næsten syvmileskridt i sin iver for at komme væk fra Millicent. Byen ventede på ham, en anden. Han ville ikke møde Zoran de næsten hundrede år.

Hun have fundet de ting han sagde lede , allerede før han gik sin vej.
Mest fordi han udmærket vidste at lige netop de ting, gjorde hende ondt.
Men at Andrija var dæmon, lod sig ikke fornægte, og hvis hun havde forvildet sig til at tro at han ville stoppe der, fordi han et eller andet sted ikke ønskede at skabe en krig - så....så have hun taget så grueligt fejl.For han skruede og på fuld blus, og den der skulle forbrænde var Millicent.
" Hvorfor du skal tale pænt til mig? Fordi jeg ikke er en af dine små nikkedukker..derfor!" Hun fnøs og kiggede kort ned på jorden.
Frustrationen var nu også ankommet og ville lege med, og hun begyndte at have for mange af de store følelser til at kunne tøjle dem, og få dem til at adlyde.
Andrijas begyndte at tale...eller det der skete var ...skal vi sige at han systematisk begyndte sin nedfældning af Millicent?
Hun troede dårligt sine øre. Hvad havde han gang i? Hvor var alle de søde ord? Kærligheden?
Hendes strube snørrede sig sammen, ved hvert koldt slag af hans ord, og Millicent var ikke lige i stand til at give ham igen.Ikke lige i dét øjeblik.
Hendes krop var anspændt, skuldrene hævet og hænderne knyttet. Hun var tavs og nærmest paralyseret.
Paralyseret af hans totale ændring fra at være kærlig overfor hende til...det...her.
Hendes krop føltes tung og ikke spor behagelig.Hun havde ondt i sine led og i sit hjerte, imens hun fulgte ham med øjnene." Stodder!" snærrede hun efter ham.
Andrija, som en stolt majestæt ...ubesværet og upåvirket, med magten i hans hule hånd , stod på stenene.Nød han synet når han kunne se hende gradvist blive brudt ned af hans tale?
Tændte han på at kunne opløse hendes psykiske lim, for at se hende smuldre?
Tankerne strejfede hende, da hendes reflekser fik hende til at gribe hvad end han smed, og da hun foldede den lyse hånd åben, og så hans forlovelses ring ligge der, kunne Andrija ligeså godt have tilkaldt solen og sat hende fastspændt på en stol i sit møde med den gule død.
Han sprængte hende hjerte til atomer.
Hun rettede blikket fra sin hånd og til Andrija.Millicents stemme var utroligt fattet, taget i betragtning hvordan hun havde det inden i.
" Flot Andrija, meget modent! Du fandme en dejlig mand. " hendes ord knasede af tør sarkasme, og de normalt så smilende læber var presset sammen i en kontrolleret følelsesløs grimasse.
" Du ophæver forlovelsen? " hun nikkede blot.
At tænke sig hun timer forinden havde ligget i en biograf og haft hans... Ja,..at hun havde gjort det for ham! Og nu stod han her og pissede op og ned af hende?
Hun vendte sig om og inden han kunne nå at gøre noget, var Millicent ude af hans syn, og kun træernes rislen med blade gav prej om nget havde sat det i bevægelse sekunder forinden.
Hun løb, så stærkt det var hende muligt....nærmere flygtede væk fra ham.
Blodrøde tåre rendte fra hendes øjne , udløst af en hjerte der brast.
Hun kunne ikke holde til det...ikke holde til ham.Hvor mange gange kunne et hjerte tåle af briste? Millicent var sikker på at der var en grænse.
Bilen var hendes mål. Hun nærmest fløj på plads bag rettet, og med de sparsomme køre lektione Andrija havde givet hende , var det noget af en bedrift at hun kunne køre den hjem til Zorans hus. Hun havde også måtte bede om vejvisning nogle gange og selve den smukke røde bil havde fået en del skræmmer langs den højre side.Og sikkert også andre steder, men dem var hun ikke opmærksom på, da hun parkerede.
Ved huset lukkede en tøvende Alfredo døren op for Millicent .
Hun skubbede ham tilside, lidt uvenligt og var lyn hurtigt ovenpå.
Det kunne ikke tage langt tid at samle de få ting og Senka sammen.Ud af det her hus skulle hun.
Hun ville aldrig se Andrija eller hans bror igen.
Hun ville bare afsted...NU.
Hun ville afsted....hjem til sin lejlighed....og aldrig ALDRIG se på Andrija igen.