Partners in crime

Mørket, kulden, midnat og mest af alt regnen... Noget de fleste folk helst undgik at befinde sig i, mens andre med glæde bevægede sig udendørs uanset vejret. Det milde lys fra de mange villaer, som lå langs stranden, kastede et sparsommeligt lys mod stranden, men ikke nok til at kunne se noget klart. Hvis man havde gode øjne kunne man svagt ane to skikkelser, men de var ikke i bevægelse, den ene lå ned, mens den anden var over personen som et rovdyr. Det kunne man vel godt kalde hende, vampyren som ikke kunne få nok. Et levende monster... Ofrets fjerne blik forsvandt i takt med der ikke var mere blod i årene på kvinden. De røde øjne så op og et smil kom frem på de blege læber som var dækket med blod. Kroppen måtte gemmes, så den ikke blev fundet allerede i nat, men om morgenen i stedet... De røde øjne betragtede landskabet og besluttede sig for at dumpe kroppen blandt klitterne. Liget blev dumpet og gik så tilbage til vandet fik så øje på de mange spor hun egentlig havde efterladt. Sporet hvor hun havde slæbt kvindens krop, en smule blodigt sand... Det måtte væk. Hun gik hele vejen langs slæbesporet og sparkede til sandet så det ikke var til at se, hun dækkede det blodige sand med noget andet, som var "rent". Hun slikkede sine læber for selv at dække sine personlige spor, så det ikke blev opdaget hvad hun var.

Det var helt stille, ikke engang lyden af måger brød stilheden på Le Plage... Det var skønt at være der om natten i stedet for dagen, trods hun ikke havde nogen anelse om det... 120 år som vampyr, oprindeligt fra Rusland.. Det var ikke fordi der var specielt mange strande der. Hun smilede kort over hendes minder fra Rusland, indtil hun kom til den tid hun var blevet vampyr. Det var med nød og næppe at hun kunne huske hvordan hun var som menneske, hvilket sikkert også var bedst... Hun havde dog nået at få huset ved Le Plage, inden hendes far begik selvmord... Eller det er det folk mente der skete. Hun sukkede og vendte sig mod villaerne og smilede svagt igen. Hun var egentlig glad for at være i Di Morga, trods det godt nok var langt hjemme fra, men hun havde sikkert heller ikke nogle at vende tilbage til i Rusland... Jo måske hendes skaber. De røde øjne rettede sig mod himlen og dråberne ramte hende direkte i ansigtet. Farven i hendes øjne forsvandt langsomt, blev til deres normale grønlige farve.

En underlig trykkende fornemmelse i brystet på hende, fik hendes øjne til at flakke. Det plejede kun at ske, hvis der var en i nærheden som hun var forbundet med, men hvem? Hun kunne ikke komme i tanke om familie... Men der var en mulighed... Den vampyr som hun da hun stadig var ung. Vampyren som  hun havde holdt sig sammen med i nogle år, men så blev splittet fra, kunne det være ham hun kunne mærke var i nærheden ? Hendes blik gled fra bygning til bygning, fra vindue til vindue. Hun gik med faste skridt over stranden, skimmede hurtigt hver villa for personer, men han var der ikke. Hun stoppede op, så gennem de mange vinduer, dog på afstand. Det måtte være her...