Skygger over Di Morga, Zane er tilbage! (Åbent Emne)

S: Terre
T: 01:00
O: Unge mennesker som fester da det er fredag aften
V: Varmt

~

Med dundrende skridt fra de tunge, metalbeslåede støvler, gik Zane hastigt ind i Terre. Han var iført intet andet end et par bukser, sine støvler, et par læderarmskinner og en sværdholder på ryggen.
Hans to magiske sværd hvilede roligt på hans ryg, men hvis man kendte til Zane D'tarion, så vidste man også hvor hurtigt de alligevel kunne blive ens død...
Zane gik midt ude på vejen, totalt ligeglad med de mange festene menesker på fortovene og i klubberne. Han ikke engang skænkede dem et blik.
På et tidspunkt kom der en bil mod ham. Bilens chauffør, en højtråbende ung mand med guldkæder og håret smurt ind i gelé, dyttede bare ad Zane og speedede op.
Zane så koldt på ham og fortsatte direkte imod den modkørende bil.
Da de nåede hinanden, sendte han bilen flyvende op over taget på en bygning, omspændt af mægtige, lilla flammer.
Så fortsatte han, helt hen til borgmester bygningen.
Zane sparkede den tunge dør ind, fandt hurtigt vej op til borgmesterens kontor... og da han lidt efter trådte ud på taget af bygningen, havde han borgmesterens afhuggede hoved i den ene hånd.
Zane gik hen til kanten af taget og rakte hovedet op i luften. Så kastede han det ud over.
Med en stemme så kold og så alvorlig som en sand istid, råbte Zane nu ud over byen:
"JEG ER ZANE D'TARION! JEG ER VENDT TILBAGE FRA DE DØDE FOR AT TAGE HVAD DER ER MIT!!! DI MORGA ER MIT!!! KNÆL FOR MIG, BORGERE AF DI MORGA! ENHVER DER SÆTTER SIG OP MOD MIG, VIL IKKE MODTAGE NOGEN NÅDE!!!" Han var rasende, og samtidig triumferende.
Han, Zane, havde vundet.

Bag ved Zane under hele denne lange dejlige gå tur igennem Di Morga, gik en mørk skygge der var som en lille djævel på Zane's skulder. Et sandt uhyrer hvis man kendte til hans eksistens. Mere end bare en normal tjener, mere end bare en lille hjælper. Mere end en undersåt. Den nye lærling, under Zane. Som master så lærling, fulgte Ma'lakel sin nye herrer. Han var klædt i det tøj som Ma'lakel normalt gik i, en lang sort læder jakke der var huller i nede ved enden, og en sølv glimtende pistol ved sin side i læder bæltet. Slidte bukser, og en sort skjorte. Kraven på hans jakke gik op og skyggede for hans ansigt som var han noget taget ud fra en vampyr jæger film. Han stod bag ham idet han råbte ud over Di Morga, hårde men triumferende ord der hævdede at denne by tilhørte ham og ingen anden. Han havde sin mistro, havde sine rebelske tanker idet ordrende blev sagt. For selvfølgelig følte han ikke en særlig tror respekt eller loyalitet overfor sort elveren endnu. Han ville bare have mere, ville bare have den magt som hans "herre" besad, men for at få den skulle væsnet holdes i live. Og det havde han også tænkt sig at gøre. Han var stille, sagde ingenting idet hans herrer råbte, trods hans trodsige natur, vidste han godt at man ikke skulle afbryde den person over en i disse stundet. Han stod bare bag ham, som et redskab der kunne bruges hvis det var nødvendigt.

//Krea boooost xD!

Zane lagde armene over kors og betragtede stille byen. Alt det her var hans nu...
"Der vil blive lavet love nu... love som skal overholdes i hele Di Morga. Min klan er på vej til Terre nu."
Han vendte sig mod Ma'lakel og stirrede ham koldt i øjnene.
"D'tarion klanen er mine øjne og ører, mine lovens mænd. Ingen der bryder de nye love, vil slippe fra det... Det her land trænger til en opstramning. Akkurat ligesom dig, Ma'lakel." Han kneb øjnene en anelse sammen mens han kiggede på Ma'lakel.
"Ganske vist har du ofret meget for at genoplive mig... men du er stadig svag."
Han smilede ondt.
"Men frygt ikke... det vil jeg snart lave om på."

Ma'lakel stirrede tilbage ind i de kolde øjne der ville få hårene til at rejse sig på et hvert andet væsen! Men Ma'lakel så ind i dem uden frygt, uden at ryste over hele kroppen i angst for at blive slået ihjel, tortureret eller måske det der var værre. Han gav ikke udtryk for at han følte sig over sort elveren, men han følte sig i hvert fald heller ikke lavere! Nok holdte han kræfter, men Ma'lakel havde også sine stærke sider. Halv-dæmonen gav et smil fra sig, i det hans Mester sagde at han stadig var svag.
Svag? Åh virkelig! Han lagde hovedet overlegent tilbage og gav ham det der "I dare you"-blik, som sagde han med hans krops sprog og hans blik: du kommer bare!
,, Svag Mester?... Det ord kender jeg ikke.. og frygt? Det ord er også fremmed for mig.. ".

Zane smilede og rystede på hovedet af Ma'lakel. Så gik han helt hen til ham og lagde en hånd på hans skulder.
"Lektion nummer 1..." sagde han venligt og tog nu reelt fat i Ma'lakels skulder.
"De følelser du ikke kender, er din svaghed."
Han slyngede halvdæmonen over skulderen og hamrede ham ned i taget, hvorefter han satte ebn fod mod Ma'lakels hoved.
"Lektion to. Svaghed er en god ting, så længe man kan overvinde det."
Han fjernede foden fra Ma'lakels hoved, og skånede ham for voldsom smerte.
"Rejs dig op, min lærling. Du skal ikke ligge der og samle mider..."

Ma'lakel lod sig smadre ned i gulvet, ned imod tag stumperne. Og det eneste der kom fra ham idet han blev påført denne voldsomme skade var bare et stort, og bredt sadistisk smil. En ond klukken kom fra ham, som var dette noget han virkelig nød, noget der virkelig tiltalte ham på så mange måder at han knap kunne beskrive det hvis han blev bedt om. Presset fra Zane's fod der maste hans hoved yderlige ned imod de hårde sten gav et jag igennem hovedet på ham, en slags hoved pine: at blive behandlet sådan. Så dejligt men på den anden side så uværdigt. Efter Zane havde flyttet foden, rejste han sig op og tørte lidt blod væk der løb ud af munden på ham.

,, Og du regnede ikke med at disse følelser er fremmed for mig fordi jeg allerede har overvundet dem? Følelser er ubetydelige! Hvis man først indser det, er de let at overvinde, Mester."

Han skulle til at give endnu et udfordrede blik da han gav nogle snif fra sig, som en ulv der havde fået færden af noget:
,, Vi er ikke alene.."

Han fnøs.
"Selvfølgelig er vi ikke alene. Ailince er her." sagde han ligegyldigt.
"Og du tager fejl, Ma'lakel. Følelser er skam vigtige. Hvis ikke man kan se det, SÅ er man svag."
Et ondt smil formede sig på hans læber mens han betragtede Ma'lakel.
"Intet er stærkere end ægte følelser. End ikke magisk magt." hviskede han koldt og smilede endnu bredere.

Ma'lakel gav ham et rebelsk, "HAH!", som respons for det han sagde, og gik hen imod væggen imens han kørte tungen rundt i munden for at samle blodet der løb inde i hans gane. Dejligt blod! Han lænede sig op af væggen og lagde armene over kors, imens han så over på hans Mester med de lysende grønne øjne:

,, Svag?! Det er fandme dig der lyder svag lige nu Mester, følelser, ægte følelser blænder ens sanser, lammer ens dømmekraft og driver personer ud i døden. Men det ved du jo sikkert alt om igennem din bror..", det sidste sagde han ikke stødende, men sagde det alligevel.
Følelser, blah! Hvilket sødt ævl! Han blev ved at rengøre sine tænder for blod og kastede et blik ud af hullet af væggen.
,, Hvad laver hun overhovedet her?".

Han smilede koldt, og strøg Ailince over kinden.
"Du ejer ikke frygt, min tøs." sagde han. Så vendte han sin opmærksomhed mod Ma'lakel igen. Han tog et par skridt frem mod ham og så koldt og ondt på ham.
"Tal aldrig sådan til mig igen, din usle lille mide..." hvislede han og rakte en hånd ud mod Ma'lakel.
"Hellfire Prison." sagde han, og Malakel blev med det samme fanget i en kuppel af lilla ild.
"Selv du, som er halvt ilddæmon vil ikke kunne bryde fri af min Hellfire... og lad os så lege lidt." sagde han og smilede sadistisk. Hans øjne lyste af fryd nu, og han tog omgående kontrollen over Malakels dæmon side.
"Kom så dæmon... tag over et øjeblik. Lad mig se hvordan min lille lærling har det når hans indre dæmon styrer ham..." Zanes stemme var så kold som is, og en ondskabsfuld fryd var også at spore i den.

Ma'lakel løftede bare et hævet øjenbryn af den lille svage vampyr kvinde, der også havde været med til at vække Zane. Det var ikke svært at se, ikke svært at føle hvem der havde fåret rollen som ”yngling” af de to. Deres mester?! Hvem helvede sagde Ma'lakel ville dele! Han smilede med en indre glæde idet han forestillende sig hvordan han skulle knække hende så hun ville løbe skrigende væk! Det bæst indeni hvæsede og spruttede idet han klappede hende på kinden og roste hende for noget han havde sagt til Ma'lakel var forkert! Lille møg tøs, lille ubetydelige skabning! Men så fik han opmærksomheden igen, og rettede sine øjne på hans Mester, som en hund der var blevet kaldt på Hans øjne glimtede af en rebelsk vrede idet han gik imod ham, og talte ned til ham. En utilfreds knurren kom fra halv-dæmonen imens hans ansigt stille blev lagt hen i skygger fra måne lyset. Han skulle lige til at gøre noget da noget begyndte at indramme ham, som et fængsel der stille dannede en barrier omkring ham af ild, dejligt ild, der ikke skadede ham, men den var stadig for stærk til at komme ud. Ma'lakel sparkede til den, forbandede Zane langt væk! Bruge ord som at når han kom ud ville han sprætte ham op med hans egne sværd og sende ham tilbage til Hel! Han hadet det selvglade fjæs som Zane udviste, og efter hans lille flip stod han bare vredt og stirrede på sin Herre med en voldelig og alt ødelægende aura omkring sig, en mindre mand ville have krympet ved det blotte syn af en vred Ma'lakel, men det ville Zane sikkert ikke. Ma'lakel rynkede brynene idet han nævnte at lege, og først efter hans Mesters sidste sætning gik det op for Ma'lakel hvad han havde i tankerne. Som Zane tog kontrollen, som der blev udløst noget indeni ham, tog han sig til hovedet og råbte højt og desperat:
,, NEJ!!!”.
Han kneb øjne sammen hårdt imens han greb fat i hans hår, og i flere minutter kunne man se hvordan Ma'lakel's viljestyrke holdt det igen der gerne ville slippe ud. Det der krattede på vægende inde i hans underbevidsthed, det som skulle til at blive vækket til live efter alle de år! Hans muskler spændte fuldstændigt, og det var ikke svært at se at han led under dette! Det gjorde ondt på så mange måder at han havde svært ved overhovedet at trække vejret normalt, det blev til en piben, en høj hvæsende lyd som var han ved at blive kvalt! Igen og igen, som han var derinde gentagede han sig selv: ,, Nej, nej, nej, nej, nej, nej!”. Men selvfølgelig kunne Ma'lakel ikke holde det tilbage for evigt! Og som sprang en bombe inde i Zane's kuppel af Hell Fire, kom der en flammende trykbølge i en giftig blå farve der smadrede imod hans Hell Fire's ”mur”, og på grund af presset, på grund af det havde været så lang tid siden det sidst var blevet sluppet løs, var det så stærkt at det fik den lille kuple der omgav Ma'lakel til stille at opløse. Han ødelagde ikke Zane's Hell Fire han lod flammerne blive et med den, men uden at overtage den. Hans blå flammer gled ud af den, som var kuplen ikke længere en fjende men omvendt til en allieret! Og tryk bølgen fortsatte, smadrede imod Zane, og kom imod vampyren der højst sandsynligt ikke ville kunne holde til den sindssyge temperatur trykbølgen havde, så med mindre Zane flyttede hende eller hun selv kom op på noget ville det uden tvivl brænde hende op!
Som trykbølgen døde hen stod Ma'lakel tilbage, hans tatoveringer... bevægede sig? Som en slange der snoede sig over hans hud, kom den til live og lige så stille blev de mindre og mindre. Indtil de blev suget ind i halv-dæmonen's hud. Han var omgivet af blå flammer, delvis dem og så den stærke Hell Fire. Men som nævnt før så det ikke ud til at den mægtige Hell Fire gav ham skade, hans egne flammer legede indimellem den sorte farve, så det dannede et slags mønster over dem. Hans øjne havde rullet bagover så hans øjenfarve, hans pupiller var ikke til at se, han stod fuldstændig stille, komplet stille som en zombie der bare var fuldstændig hjerne død. Hans arme hang slap ned af hans sider og selv hvis Zane prøvede at kontrollere ham nu ville det følelses som om han prøvede at beordre en død person.

//må man være med?

//selvfølgelig XD//

//fedt^^

Zero gik alene nede på gaden med et ondt smil han kiggede roligt rundt alle løb sin vej alle løb den modsatte vej han kunne mærke stor mørk energi og så pludselig i kort tid endnu en stor energi og så en pige han smilede *Ailince for pokker da* tænkte han og forsvandt hen ved siden af hende "så det er den mægtige Zane som dræbte min bror og sig selv" sagde han og så roligt på Zane med et roligt og ondt smil han så må Ma'lakel *hmm han var der osse vis jeg husker rigtig af min brors fortælling* han forsvandt hen bag Zane og falsk hostede lidt for at få hans opmærksomhed og smilede "hmm du må virkelig være Zane med den store kræft" sagde han respekt fuldt med et roligt smil "Zero Bang Zanns bror" han så mod Ma'lakel "jeg har aldrig brudt mig om Zann" hans ord var fuldt af had til sin bror "aldrig i hele mit liv ikke engang da vi var mennesker den dydsmønster" han så på Zane igen "det ville være mig en stor ære vis jeg kunne få lov til at kalde dig mester" sagde han roligt og respektfuldt "den store Zane herren over alle herre"

Han skærmede hurtigt for sine øjne da han blev ramt af den voldsomme, flammende shockbølge.
Han var immun over for ild, men hans øjne kune stadig tage skade af det.
Kraften af shockbølgen var så stor at han blev tvunget et par skridt tilbage, men på hans ansigt var der alligevel et bredt smil.
Da shockbølgen havde passeret ham, fjernede han armene fra sit ansigt og kiggede over mod Ma'lakel.
"Hvilken vidunderlig kraft..." hviskede han halvvejs hæst.
"Den kraft må jeg lære ham at kontrollere!" sagde han så, helt opstemt af situationen.
Han kastede et blik mod Zero og fnøs.
"Zann Bang var stærk. Stærkere end dig, din lille mide." sagde han koldt og så igen over på Ma'lakel.
*Ham kan jeg ikke kontrollere lige nu... han er... anderledes. Jeg må banke ham ned før jeg kan få Ma'lakel til at tage kontrollen igen.* tænkte han og satte af mod Ma'lakel, men uden at trække sine sværd. Der var jo ingen grund til at slå ham ihjel.

Zero smilede "ZANN VAR IKKE STÆRK HAN HAVDE BRUGT DET ENESTE HAN KUNNE EN MEDALJON SOM KUN KUNNE BRUGES EN GANG OG KUN I FÅ TIMER" han grinte lidt "jeg er stærkere jeg er ondere og jeg har brug for en leder" han løb efter ham han løb lige så hurtigt som Zane mens han så på ham "jeg er trofast jeg er loyal jeg er respekt fuld og har store kræfter skjulte kræfter" han stoppede og forsvandt op ved siden af Ailince "jeg kender allerede Ailince her meget godt endda" han grinte lidt og så på Ailince med et roligt blik "kald mig en mide vis du vil jeg er ligeglad med hvad du gør undtagen at slå mig ihjel jeg kan nemlig ikke dø vis nogen prøver på det forsvinder jeg lige inden og det er en ting som jeg ikke kan undgå"

//igen poster for jeg gør, det her bliver sjovt!

//okay//

Ma'lakel stod som dette hjerne døde væsen ved siden af væggen der så forbrændt og næsten forkuldet ud! Han blev omsværmet af disse blå flammer der spilede sammen med den sorte Hell Fire, og sådan forblev det. Stille, ubevægelig, med en voldelig energi der blev ved med at cirkulere omkring ham. Ustabil som gjorde denne energi rundt omkring ham samt Zane's Hell Fire, ham opmærksom på hvem der bevægede sig i rummet. Han kunne dog ikke mærke Ailence da hun jo stod oppe på taget. Stemmer snakkede og buldrede men det var svært for ham at ører hvad de helt præcis talte om, som var hans hoved blevet trukket under vandet. Han forblev passiv, og harmløs i megen tid, lige indtil Zane satte af og stormede imod ham. Som vidste han det med det samme gik der et stød igennem ham som blev han vækket til live igen og hans øjne rullede tilbage men denne gang virkede de endnu mere overnaturlige end før. Som han åbnede øjne løb en hvid gennemsigtig hinde væk fra øjet som på en slange eller anden form for øgle, og det eneste som man ville kunne nå at reagere på ville være den blodrøde farve der havde overtaget det grøn guldlige der før havde været hans bedste skræmme redskab. Men de røde øjne var ikke bare fuldstændig røde som en vampyrs eller et andet væsens, i yderkanterne af den røde farve der hvor den guldlige farve før gemte sig i hans ellers grønne ulve øjne, var der en sort farve der spillede ind og fik øjne til at virke mere mørke, mere opslugte af den ondskab de var blevet født udad. Der var ingenting at sporer i dem, de var døde, som havde man fjernet alt hvad der kunne kaldes for sjæl, for menneskelige træk ved Ma'lakel. Den overlegne attitude, hans enorme aura af ego der havde været grundlag for hele hans udstråling og væremåde var fuldkommen væk. Han var praktisk taget tom: opslugt af dette vanvid der undslap ham!
Da Zero, en ny lille dæmon der åbenbart var dumpet ind og ville have en lille job-samtale med Zane på det mest ubelejlige tidspunkt nogensinde, satte efter den store sort elver i et forsøg på at give et come-back til Zane's kommentar, når han ikke ret meget længere end til slutningen af hans ord, ingen der på de få sekunder det tager halvlingen at forme ordrene med læberne for en albue smadret direkte ind imod hans mund med en kraft der ville kunne knække de murbrokker der omgiver dem. Det ville uden tvivl være ufattelig smerte fuldt og få den lille halv dæmon til at bløde meget kraftigt da slaget enten ville flække læben eller hvis det går så vidt knække hans for tænder og slå dem ud! Da dette skete stod den nye Ma'lakel med en brændende krop og Zane's flammer omkring sig. Stadig indhyllet i de sorte mægtige flammer som sort elveren havde sat omkring ham var det vel ikke sandsynligt at den lille halv dæmon, hvis ikke han vaklede tilbage i smerte, ville kunne lave en form for angreb så stærkt at det kunne trænge igennem Zane's Hellfire Prison. Hvilket gav Ma'lakel et næsten perfekt forsvar overfor alle andre end den store Zane der jo ikke kunne blive holdt ude af hans egne kræfters magt? Efter at Ma'lakel havde handlet vendte han sig hurtigt om imod Zane der sikkert ville være stoppet op efter at have set hans nye ”tilbeder” blive face-crushed. Hvis sort elveren tog sig tid til at se ind i Ma'lakel's øjne ville han være i stand til at se at de havde ændret sig fra tomme til dybt, dybt alvorlige: der var stadig ingen sjæl bare et brændende lidenskabeligt ønske om at dræbe! Og det skulle helst være så hurtigt som muligt! Dæmonen (omtaler Ma'lakel som dæmon fra nu af indtil han kommer tilbage til sit oprigtige jeg!), stod foran hans mester og lod sine fingre bevæge sig i sære, abnormale bevægelser der fik dem til at gå af led, give knæk fra sig imens han knækkede nakken på en ret så provokerende måde: som ville han sige, show me what you got!

Ailince stod med Zero og så ma'lakel dæmon , hun sukkede , de var urørt , hun havde flyttede sig med ham over på et andet tag , på ingen tid, hun så mod Zane og ventede på han skulle få hans anden læring til at falde ned igen, hun vil ikke blande sig og derfor holdt hun sig på afstand , plus hun kunne se at ma'lakel var helt klart beskyttede lige nu, kan godt være hun var frygtløs og nygerrige men ikke dumdristig ...
Ailince var stadig helt rolige ikke tegn på frygt, hun så bare roligt og undersøgende på det hele, hun var nygerrige i hvad vil ske, hun forventede faktiske at Ma'kalel vil angrib hende og zero... men hun vidste det jo ikke

((... du kan jo ikke flytte ham ..? Du har ikke teleport eller noget?..))