Pain and Gain

Dean ville lade hende gå hvis hun ønskede, og han sagde intet til hendes ord. Han stod blot helt stille og mærkede den samvittighed som han sjældent hilste på begynde at æde ham op indefra. Hvis hun nu bare havde slået ham ihjel dengang hun havde chancen, så var alt dette jo aldri sket.

Da hun var forsvundet ud af lejlighed stod Dean blot, helt lammet og satte sig så tungt på sengen og lagde sig tilbage så han lå på ryggen og stirrede op i loftet, han vvar umulig go han vidste det godt. Han kunne ikke gøre noget rigtigt og hans liv blev efterhånden mere og mere indviklet, han kunne ikke engang selv finde hoved og hale i det mere og det hele virkede bare så åndsvagt og umuligt.

Der var en lille stemme inde i Dean der fortalte ham at han ikke skulle bakke ud denne gang, at han skulle gå efter hende og finde hende, imens en anden stemme sagde til ham at han bare burde flyve op til Gud og råbe. Dean anede ikke om nogen af tingene ville virke, Dean gik ud af døren og kiggede rundt, hvordan han nogensinde skulle finde Audrey i den store by anede han ikke og han lod sig derfor fare til himmels, men han nåede ingen at se, ingen at tale med. Alt var bare vidt inden han hårdt ramte den sorte asfaldt. Dean kom med en klagende lyd, hvad ville Gud nu havde fra ham. Dean kiggede op imellem gydens vægge og så Audrey stå med solen mod sig: "Audrey, hvad laver du?" råbte han op til hende og trak sin t-shirt af for at lade sine vinger bredes så han kunne flyve op i højde som hende.

Hun åbnede sine øjne og betragtede personen der havde råbt efter hende. " Dean? ". Hun satte sig ned, så hun var en smule tættere mod ham, så hun bedre kunne høre ham, samt så solen ikke ville ramme hende. " Hvad laver du her? ". Hun så undrende på ham, som prøvede hun at forstå hvorfor han var kommet. * Hva i? *. Hun trak sig en smule mere bagud i skyggen, samt på brandtrappen, i det hun så Dean smide sin bluse og sprede sine vinger. Hun var vel en smule bange for ham stadig, dog havde han virket oprigtig ked af hændelsen der var sket igår.

Hun gjorde plads til at han kunne flyve op til hende, så de nu begge kunne stå ansigt til ansigt. Det lange smukke platin blonde hår gled blidt med vindens dans, mens de mint grønne øjne med rødlig skær, så sørgmodigt på Dean. " Hvorfor kom du.. hvorfor kan du ikke bare lade mig være! ". Hun mærkede en vrede boble op i sig, som bebrejdede hun ham.. for de følelser hun havde. " Gå Dean.. jeg har ingen lyst til at snakke med dig ". Hun vendte ham ryggen og strøg kort en enkelt tåre væk, før hendes øjne langsomt blev en blodrød farve.

Hendes hjørnetænder gled ligeså også frem, i det hun mærkede trangen, den forfærdelige trang til at dræbe, til at dræne. Hun vendte sig om mod ham og sagde med en hård men dog alligevel blid.. undertone " Vis du ikke går, så bider jeg dig fandeme ".

Dean besvarede ikke hendes spørgsmål, hvad han lavede der? Well han kunne vel ikke ligefrem bilde hende ind at han bare kiggede forbi, og at komme med en eller anden dum salme og biblefortolkning af hvad Guds misson var med Dean, så var det nok ikke lige det rette tidspunkt at forklare det på. Men Dean vidste at Gud altid havde en plan og lige så vel som nogen mennesker elskede det faktum at der var en mening med alt, så hadede Dean det, hvorfor kunne ting ikke bare være ligegyldige og uden mening?

Dean greb fat omkring hende trods hendes ord: "Hold kæft, snakker du altid så meget?" sagde han og rullede med øjnene, hvis hun ikke havde bemærket det så var han faktisk igang med at hjælpe hende i et snuptag fik han hende ned i et mørkt hjørne af en gyde bagved bygningen hvor hun var i sikkerhed, ihvertfald en times tid for solen der var begyndt at bevæge sig indover byen.

"Jamen jeg er også glad for at se dig" sukkede Dean tl hendes trussel, hun måtte da være helt væk, men på den anden side så kunne han godt forstå det. Aftenens hændelser havde ikek været venlige, alligevel gik Dean ikke, men stod nu blot et par meter fra hende og stirrede over på hende.

" Og du kommuniker for lidt ". Audrey betragtede Dean, i det hun mærkede en vrede blusse op i sig. Hun havde virkelig blot lyst til at skrige han direkte ind i hovedet, men det var som om noget inden i hende, ligesom.. holde hende tilbage. Hun mærkede en rolighed, en vis form for kraft, i det hun trådte mod Dean og tog hårdt fat i hans hage, hvorefter hun fik hans ansigt helt tæt på hendes. De dyriske grønne øjne, blev langsomt en blodrød farve, i det den rolige stemme sagde koldt. " Lad mig være i fred, engle ". Hun vendte ham derefter ryggen og gik hen til bygningen, hvorefter hun satte sig ned og lukkede sine øjne med et tilfreds smil over de fine rosa pink læber.

Da hun åbnede sine øjne igen, var de stadig blodrøde. Det var som om at de blodrøde øjne ikke tilhørte hende, men nærmere en anden, en der ikke frygtede døden, som var personen allerede død. Audrey smilede en lille smule og så kort op af, i det hun spurgte " Sendte gud dig, eller er du altid sådan en pain in the ass Dean Sanders ". Hun grinte lidt, dog mest af ham. De blodrøde øjne, vis man så godt ind i dem, var de identiske med Kajika´s. Audrey rejste sig langsomt op og tog sit lange smukke hår op i en fin stram høj hestehale, hvorefter hun kort strakte sine arme over hovedet. " Du kan ikke lide mig.. og jeg kan ikke lide dig, så smut ".

Hun gjorde en kort håndbevægelse til Dean, som skulle han se at smutte, inden hun havde fået nok af hans tilstedeværelse. Hun slikkede sig kort om munden og blottede de fine hjørnetænder, der så smukt stod frem, som var hun klar til at dræne ham for alt det blod han overhovedet havde, i den fine veltrænede krop, han nu ejede.

Dean sukkede da hun sagde at han kommunikerede for lidt. Han ville ikke engang kommentere på det og selvom det var svært overfor en som hende så prøvede han at kontrollere sin vrede, for lige nu havde han mest lyst til at stikke hende en lussing selvom han godt vidste at det ikke var det fornuftige at gøre, i det mindste var hans fornuft ikke helt væk for han var ædru hvilket da var fremskridt.

"Jeg har aldrig sagt jeg ikke kan lide dig" forsøgte Dean sig med og rullede så let med øjnene. Han vidste ikke helt hvordan han skulle forsøge at sige noget fornuftigt til hende når hun var i det fjentlige humør hun nu engang var: "Hør jeg er ked af det igår" sagde han, selvom han allerede havde forsøgt sig med den sætning før, men han forstod godt at hun ikke just kastede sig i armene på ham.

Dean kiggede på hende: "Du kan bare prøve" sagde han og gik så fire skridt til siden så han nu stod op af den modsatte væg i gyden hvor solens stråler stod højt på og han afventede så, hun ville være døden nær hvis hun hoppede på ham.

Audrey skulle til at rejse sig op og springe på ham, i det han trådte ud i lyset. Hun spærrede sine øjne en smule op og betragtede ham lidt, i det hun ikke havde forventet at han ville gør sådan noget. " Hm, du vist ikke så dum som du ser ud ". Hun grinte lidt og rystede så derefter en smule på hovedet, i det hun sukkede lidt. Hun tog sig kort til hovedet og stillede sig op af muren i mørket, mens hendes grønne øjne nu viste sig igen. Hun holde øje med ham, som ville hun aldrig nogensinde lade ham glemme det han gjorde, samt lade ham slippe uskadt her fra. " Hvorfor.. hvorfor bliver du ved med at komme mig til undsætning. ". Hun sukkede dybt. Hun havde ikke lyst til hans hjælp, samt hun havde ikke lyst til at være en erstatning for hans elskede lille tøs Kajika.

Hun mærkede en dyb smerte inden i, den smerte der altid skreg.. den smerte der var vedvarende, uanset hvad hun gjorde, så var hun aldrig nok. Hun grinte lidt, mest af sig selv, i det hun sagde " Fint.. jeg vil tilgive dig, på en betingelse.. at du giver mig husly for i dag, samt holder dig væk fra alkohol og stoffer.. ". Hun så bestemt på ham, som forventede hun næsten allerede at han ville afslå hende koldt.