A Visitor Milord (Emmiliana)

Tid: lige omkring 22:00
Sted: Calebs Penthouse-lejlighed
Omgivelser: Calebs lejlighed er moderne indrettet men med en hel del kunst af forskellig art.

En stille og rolig lørdag aften. Ugen i sig selv havde været rimelig sløv. Caleb kom aldrig til at mangle noget men han brød sig ikke om at være så inaktiv. Men et par billeder var da købt og solgt videre. Men det var også det. Caleb var meget afslappet i aften. Det var meget tydeligt i hans beklædning. Som så mange andre havde han også "afslapningstøj". I Calebs tilfælde var det et par løse sorte natbukser og en silkekåbe i sort. Når han slappede af gad han ikke en gang lukke kåben. Hvilket var tilfældet i aften. Han var langt fra grim at se på, men det tænkte han ikke på. 

Han zappede lidt rundt på de forskellige kanaler på det store tv, men slukkede hurtigt igen. Han gad egentlig ikke se tv. Så han satte en gammel plade på med Vivaldi - Four Seasons. Det var ganske vist en gammel grammofon-spiller men Caleb havde en svaghed for det klassiske og den her var specielt udskåret også. Caleb kunne også rigtig godt lide den særlige lyd det havde. Han tog en flaske "ungt blod" frem og skænkede sig selv et godt glas. Han stillede flasken på sofabordet og stillede sig ved panorama-vinduet i stuen. Han kiggede bare ud på byen og så de mange farver danse rundt nede i byen. Vinduerne var lydisoleret så han kunne ikke høre larmen fra byen, så han kunne bare nyde musikken. En stor tår røg ned og han sukkede tilfreds. Han blev enig med sig selv om at selv om ugen havde været sløv, var den egentlig gået godt

Kort efter ringede telefonen og han skyndte sig hen at tage den.
Det var nede fra receptionensvagten: Undskyld Lord DeBayle? Der står en ung dame her der spørger efter dem. Hun siger hun hedder Emmiliana. Skal jeg sende hende væk?


Nej nej send hende bare op.

Emmilie havde brugt en hel uge på at tage sig sammen til at besøge Caleb for første gang, i hans vampyr hule. Det havde gået sådan at hun hver dag var stået op, gået i bad og så brugt 2 timer på at finde ud af hvilket tøj hun skulle have på. Dvs. både undertøj, tøj og overtøj. Men efter at have fundet ud af det havde hun fået det skidt og gået i seng igen og sovet dagen væk. Og det var hver dag i en helt uge.

Nu var dagen endelig kommet, havde hun besluttet inde i hovedet og hun håbede virkelig at det skete. Hun havde startet dagen på samme måde som de andre, op og i bad og så bruge ufattelig lang tid på at finde det rigtige tøj. I dag var det et par sorte shorts der gik til midt på lårene, med et stjernemønster i en lidt lysere nuance af sort. En hvid top med blonder omkring brystet og en Rød og sort ternet skjorte som var nok 2-3 størrelser større end hende selv og det gjorde at den gik længere ned end hendes shorts. Og som det plejer, så var der ingen sko med til dette outfit. Hendes hår var sat op i en hestehale med en rose hårelastik.

Emmilie havde brugt et par timer på at finde der hen og samtidig få modet til at virkelig tage derhen. Hun ankom endelig og blev en del chokeret over hvor luksuriøst det så ud. Hun sank en stor klump som hun havde i halsen da hun aldrig havde været i nærheden af noget så luksuriøst før men hun tog sig sammen og gik ind. Der sad en mand inde i receptionen som hun egentlig ikke lagde mærke til hvordan han egentlig så ud. ”Uhm… Goddag hr.” Hun nejede lidt til manden og så hen mod udgangen. Kan jeg stadig nå at stikke af? Tænkte hun kort før hun blev afbrudt af en stemme. ”Hvad vil du?” lød en varm stemme, som åbenbart var manden bag receptionsdisken. ”Uhm.. Mit navn er Emmiliana D’noir og jeg er her for at se Ca… uhm Lord Debajl, debayle?” hun rødmede lidt og skjulte lidt sit ansigt bag sin ene hånd. Rent charmerende og sød så hun ud da hun gjorde det. ”Ja jeg ringer lige ham op” han trykkede på en knap og lidt efter kom han igennem ”Undskyld Lord DeBayle? Der står en ung dame her der spørger efter dem. Hun siger hun hedder Emmiliana. Skal jeg sende hende væk?”

Emmilie hørte ikke noget i røret men kunne se hun blev godkendt. Manden viftede sin hånd kort hen mod elevatoren og sagde et nummer, som hun ikke helt hørte udover etage nummeret. Hun gik hen til elevatoren og steg ind da den heldigvis var der med det samme. Hun trykkede på knappen og elevatoren startede. ”Please, please please, komme mig i møde, for jeg hørte ikke efter”

Han lagde røret på og gik hen til døren. Han åbnede bare døren og ventede på elevatoren gik op. Hans lejlighed var den eneste der var på den her etage. Så for at det ikke skulle virke alt for overvældende, mødte han hende i døren. Han tænkte ikke over at der var frit udsyn til hans brystkasse da kåben stadig stod åben. Ding! Elevatoren gik op og en noget nervøst udseende Emmilie kom ud. Hun lod til at kigge overvældet rundt på det hele.
Bevares, hun lod også til at komme fra beskedne kår så det her måtte være overvældende. Calebs lejlighed var trodsalt også omkring 180 kvadratmeter. Han gik hen til hende og kyssede hendes hånd som han plejede at hilse på hende og sagde: Emmilie. Jeg gik og tænkte over hvornår du ville dukke op. Tilgiv mig mine manerer, kom dog med ind. 


Han tog forsigtigt hendes hånd og ledte hende ind i sin lejlighed. Mest af alt for at signalere at det var okay. Da de stod i gangen viste han hende lige hurtigt hvor toilettet lå. Det var et stort badeværelse med både bruser, spa og badekar. Han viste hende ind i den store stue og gestikulerede hen imod de sorte lædersofaer. 

Han smilede og sagde nærmest melodisk: Sæt dig bare eller kig dig lidt omkring. Lad som om du er hjemme. Jeg går lige ud og henter noget at drikke


Køkkenet var også rigtig stort og i moderne arkitektur. Dog med skabe i mørkt træ for at give køkkenet lidt varme. Der var ganske vist dør ud til køkkenet, men den ene væg ind mod stuen var en halvvæg så det nærmest dannede en bar. Han rodede lidt rundt der ude og lagde lidt frugt på et fad og fandt en cola. 

Jeg er der lige om to sekunder. Hvordan kan det være du besluttede dig at komme i aften Emmilie?

Heldigvis stod han og ventede på hende, ikke at det var så stort et problem da man kom direkte op til hans lejlighed, men det var stadig en rar følelse at møde ham i døren til sit hjem. Da hun så ham smilte hun først, men i det hun kiggede nærmere på ham, blev hun en del genert og en smule chokeret. Hun viste det bare ikke fordi hun godt kunne lide det udsyn hun havde. Efter lidt tid hvor hun havde studeret hans nøgne og ufattelig perfekte overkrop, var han kommet helt hen til hende, så tiden hun havde følt var nok bare få sekunder. Han havde taget hendes hånd og skænket hende et kys hvilket fik hende til at kigge flovt ned i gulvet før han ledte hende ind i gangen. ”Uhm jaer, jeg var blevet lidt syg efter festen” løg hun sig lidt til, selvom hun godt vidste han ikke ville tro på det ”så jaer, jeg kunne ikke komme før og… årh dammit, jeg turde ikke” hun smilte lidt til ham.

Her var ufattelig rent og pænt, men det var samtidig stort og overvældende. Men da de kom til badeværelset blev hendes syn på stedet anderledes. Det var nemlig fantastisk. Et spa, en bruser og et badekar, i et rum. ”Wow” havde hun udtrykt sig, helt målløs over hvor fantastisk det var og hvor meget hun havde lyst til at tage et bad her, men nej de gik videre og kom ind i stuen hvor han tilbød hende en siddeplads ”Uhm ja” nikkede hun kort og gik hen for at sidde sig i lædersofaen, som var blød i forhold til at det var læder. Hun så sig lidt om, og foldede sig så sammen og begyndte at tænke igen Kan jeg stadig nå at stikke af? Hun så mod vinduet men sukkede så lidt. Nej det kan jeg ikke, ikke herfra.


Hendes tanker blev afbrudt af hans stemme igen, hans dejlig imødekommende og varme stemme som nok var det eneste lige nu som holdt hende fast til jorden. ”Uhm jo.. jeg besluttede mig faktisk for at have været kommet her dagen efter du gik, eller natten. Men jeg turde ikke og brugte hele ugen på at samle mod” hun sank en klump i halsen og lød nu lidt mere rystet ”Jeg… jeg vil.. jeg er stadig ikke helt sikker på jeg tør blive her, så hold fast i mig hvis jeg stikker af.. for jeg vil gerne overvinde denne frygt” Hun rødmede lidt og hviskede så ”Hold fast..”

Han smilte for sig selv over at hun måtte samle mod til. Hvis man så det fra hendes synsvinkel gav det jo faktisk god mening. Det var jo så mange nye indtryk på så kort tid. Men hun skulle nu nok komme til at slappe af. Måske ville det tage tid. Og med tiden kunne det være hun tog imod Nattens Gave

Han tog fadet med frugt og colaen og et glas. Han gik ind til hende og satte tingene fra sig og satte sig overfor hende i lænestolen. Han hældte cola op til hende imens han sagde: Du har absolut ingenting at være bange for Emmilie. Jeg ved godt det hele kan være meget overvældende. Du er jo blevet introduceret for verden på en ny måde. Og fået tilbuddet om at træde ind i en anden. Nu ser vi lige om ikke vi kan få dig til at slappe af.


Han gik op og satte en plade på grammofon-spilleren. Det var noget roligt violinmusik, som Caleb nød virkelig meget. Med kåben trukket lidt tilbage og hænderne i lommen, vendte han sig mod hende igen.

Med et flabet blink i øjet sagde han: Og skulle du forsøge at stikke af kan jeg nok godt fange dig. Men tag nu for dig. Hvis der er andet du kunne tænke dig, gør det jo ikke ondt at spørge.

Emmilie smilte lidt og tog glasset med cola, ikke fordi hun var decideret tørstig, men bare for at have noget i hænderne så hun kunne lave noget og ikke komme til at tænke for meget over tingende. ”Jeg ved godt jeg ikke skal være bange Caleb, det er bare. Jeg blev introduceret for vampyr… uhm væsen verdenen for meget kort tid siden. Ellers levede jeg med den tro at der kun fandtes mennesker som kunne slå en ihjel, og nu er der både vampyrer, varulve, djævle… uhm flere jeg ikke kan huske” hviskede hun før sukkede lidt og så ham rejse sig op. Violin musik brød rummet og fik hende til at smile lidt ”du valgte det med vilje gjorde du ikke” Hun blinkede til ham og rejste sig så op for at gå hen til ham så hun stod lige foran ham. ”Og jeg tror altså ikke at du kan fange mig når du viser din overkrop på den måde” hun rødmede lidt og pegede mod hans bryst hvilket dog gjorde at hendes pegefinger spids ramte mod hans hud. Hun rødmede lidt og fjernede meget hurtigt sin arm så det røg om bag ryggen. ”uhm… en masse piger vil bare overfalde dig i mens du prøver at fange mig, og på den måde slipper jeg væk.” hun vendte siden lidt til og førte sin hånd op til sin mund, foldet lidt sammen og lod den røre mod hendes læber. ”Så…jeg ville vinde” hun bed sig lidt i sin finger. Ikke hårdt men for at føle hun stadig var der.

Han gik med langsomme skridt hen mod sin hoveddør. Han ville drille hende lidt men ikke på nogen ond måde. Så han håbede på hun forstod at det ikke var med onde hensigter. Med en langsom bevægelse låste han døren og kiggede over på hende

Sådan. Nu kan du ikke komme ud før du er faldet til ro og ingen af de piger du snakker om kan komme ind. Derudover er vagten i receptionen faktisk rigtig dygtig. Så du kan lige så godt sætte dig og så kan vi hygge os stille og roligt. Jeg kunne forestille mig du havde noget eller en del at spørge om også. Du skal ikke være bange for at spørge om noget som helst. Jeg er meget ærlig altid.
Jeg håber da ikke udsigten generer dig, men sådan her slapper jeg bedst af.


Henne på den ene væg ved siden af sofaen kunne hun også se et billede der tilsyneladende var rimelig gammelt. Det var et maleri der forestillede en famile i dyrt, men gammeldags tøj. Der var en ældre mand og hvem der nok ville være hans kone. Og så var der en ung mand og en yngre pige. Hvis hun kiggede nærmere på maleriet, kunne hun se at den unge mand lignede Caleb rigtig meget. Han gik selv hen og satte sig afslappet i lænestolen og tog en tår af sit eget glas

En følelse af utryghed gik hårdt ned igennem hendes krop og efterlod koldsved ned af rygsøljen. Hun rystede lidt af skræk. Inderst inde ville hun virkelig gerne stole på ham, og hun vidste også at hun kunne. Men skrækken for at hun evt. kunne dø var meget større end hendes følelse af tryghed sammen med ham. Hun blev stående helt stille og holdte sit blik mod ham i et stykke tid, men da han så flyttede sig fra døren forlod hendes øjne ham, og holdte sig mod låsen. Han låste døren? Han l….låste døren???! Tænkte hun inde i hovedet og havde bare lyst til at skrige. Hun begyndte at bevæge sig hen i mod døren dog meget langsomt.

Tankerne begyndte at kører rundt i hendes hoved, skræmmende tanker og normale tanker. Nej nej nej, jeg vil ikke dø i dag, jeg skulle ikke været kommet….. jeg kan ikke. Han kan blive pissed så hurtigt at en bevægelse kan slå mig ihjel. Hendes vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere og hun begyndte at hyperventilere lidt. Hendes verden lige nu bestod af en meget lang gang hvor væggene var sløret af et mørke, som bølgede i flere mørke nuancer som om det var levende. For enden af gangen, meget langt væk, var døren hvor der igennem nøglehullet kunne ses et lys. Friheden. Gulvet i gangen var ved at forsvinde i mørket og ligemeget hvor meget hun gik så følte hun ikke hun kunne komme derhen.

I virkeligheden i den verden hendes krop befandt sig i, var hun stadig i gang med at gå i en langsom hastighed. Som om hendes krop var forvandlet til sten. Hendes hudfarve var blegere end normalt, og hun så ufattelig syg ud, som om hun intet næring havde fået i et stykke tid.

Han kunne godt se at hun var ved at blive nervøs og kortvarigt efter meget bange. Hun gik som var hun næsten frossen som om hun ville ud men alligevel gerne ville blive. Hendes bleghed og hyperventileren fortalte om hun var på vej ud i et muligt angstanfald så han måtte handle lidt hurtigt. Og af hvad hun havde fortalt havde hun ikke nok næring i sig til at stå imod den her slags stress på kroppen.

Han smilede hele tiden og tog meget forsigtigt hendes hænder. Han gjorde hvad han kunne og sagde meget blidt: Emmilie rolig.... Det er mig Caleb.... Du er sikker her.... Ingen gør dig noget.... Kig på mig.... Du er sikker her...


For at afhjælpe hendes frygt, brugte han den evne igen. Men han gjorde det meget lidt så hun ikke blev overvældet igen. Det var bare så der var noget andet end frygt der tog over. Det var ikke nødvendigvis smart men det var nødvendigt før hun gjorde skade på sig selv

Hun kunne ikke mærke det, ikke mærke hans hænder mod sine. Hun var i chok, og frygtede at hun ville dø. Hun kunne godt høre hans stemme, meget svagt, men ikke højt nok til at kunne høre hvad han egentligt sagde til hende. Ingen reaktion overhovedet før han benyttede sit lille trick på hende som gjorde at mørket i hendes verden lige nu begyndte at forsvinde. Emmilie begyndte at kunne se ham nu. Se ham med sit beroligende smil og hans varme stemme kunne høres nu.

Tårerne begyndte at trille ned ad hendes kinder i det hun så hans øjne. Hun var virkelig ked af det indeni i stedet for skræmt nu. Hun krammede sig ind til ham fordi verdenen omkring hende smuldrede fuldstændigt og han var det eneste der stod fast i nu. ”Hold fast i mig” hviskede hun meget lavt som hun stod tæt krammet ind til ham. Hendes frygt for døren var blevet erstattet med en anden form for frygt, der dog ikke var så slem. Frygten var at hun var begyndte at være irriterende for ham, men hun smilte lidt nu. Stadig bleg, og hendes krop rystede helt vildt. ”vær sød at holde fast…” mumlede hun så igen, med hendes ansigt presset ind mod hans nøgne overkrop, så lyden kom ikke så godt ud, samtidig med at hendes læber var mast mod hans hud og tårerne løb ned af hendes kinder og ramte hans krop.

Det tog lidt tid men langsomt begyndte det hele at virke. Hun kom stille og roligt tilbage til den egentlige verden omkring hende. Ikke et øjeblik senere stod hun og krammede ham tæt. Hun virkede mest af alt som et barn der var i fare for at blive forladt alene i mørket. Hun var som lammet af nogle følelser hun ikke vidste hvor kom fra. Han kunne også mærke at hun var ved at være afkræftet. Hendes krop havde været udsat for rigtig meget på det sidste. Enten af den ene eller den anden årsag. Hendes krop var ved at give op for det meget pres hun var under både fysisk og psykisk. 

Han lagde armene om hende og lod den ene hånd nusse hendes hår. Med den samme varme stemme hviskede han:

Shhh Emmilie jeg slipper ikke.... Nu står vi her så længe du har brug for det og så ser vi bagefter om ikke vi kan få noget mad i dig.... Såååå det skal nok gå alt sammen....

Emmilie begyndte at slappe mere af sådan som hun stod indtil ham. Tankerne blev mere og mere glade som tiden gik og hun nød det. Dog gik der lidt tid før hun rigtig vågnede op fra det mørke hun havde været i, og det medførte lige så stille at hun blev helt rød i hovedet. Hvor længe havde hun stået sammen med ham, så tæt og følt hans nøgne overkrop om mod sit ansigt. Hun skubbede sig lidt væk og så lidt flovt ned i gulvet ”Uhm.. jeg…undskyld” hun tog sin hånd op til sin mund og bed sig lidt i sin pegefingeren mens hun så lidt skævt på ham. Det vil sige hun så på ham, og så så hun væk igen, men så lidt på ham igen, og så lidt væk igen.

Hun bevægede sin anden arm om bag ryggen og krydsede sine ben lidt. Det var hendes måde at vise hun var meget genert på og samtidig var der også en lille effekt af fra hans evner som sad inde i hende igen. Ikke som sidst, som virkelig var en stærk tiltrækning af hans krop. Denne gang mindede det mere om en teenageforelskelse til en af de ældre drenge i klassen eller en af de ældre årgange.

Med en lille skjult stemme af usikkerhed og et lille smil sagde hun ”Undskyld” ikke andet, bare et lille undskyld.

Han smilede bare varmt imens han lagde hænderne på hendes skuldre og kiggede hende i øjnene så længe hun lod ham selvfølgelig. Han sagde med en stemme stadig mild af latter: Jamen søde Emmilie du har intet at være flov over. Det er helt okay. Det er intet at undskylde. Jeg synes kun det er sødt at du søger så meget tryghed. Det er kun en sund reaktion at have. Kom lad os sætte os ned og få lidt at spise. Din krop kunne godt bruge det efter hvad du har udsat den for.


Han sagde det med et smil og satte hende forsigtigt ned i hans lænestol. Han hjalp hende ved at tage nogle stykker frugt til hende så hun kunne tage dem fra hans hånd. Han lod hende tage sig den tid hun skulle imens han sad på bordet foran hende. Det ville måske tage noget tid men hun skulle nok komme sig. Både fysisk og når det kom til hendes tendens til at blive nemt flov

Hun nikkede lidt og lod ham føre hende hen til stolen. Hun satte sig ned og så sig lidt omkring. Hvorfor var det så svært for hende at kunne passe ind her? Måske var det bedst hvis hun faktisk blev til en vampyr, så ville hun ikke være bange for at dø eller blive tvunget til at give sit blod. Det gjorde hende lidt bedrøvet men hun smilte lidt og tog i mod den mad han tilbød hende. ”tror bare min krop mangler noget jern og proteiner efter din tår” hun rødmede lidt ved tanken ”Jeg er vegetar, så jeg spiser ikke rigtigt noget kød der indeholder sådan noget, som muligvis er det vigtigeste” hun sukkede lidt ”Jeg kan bare ikke lide kød, ikke fordi jeg hader mennesker der slår dyr ihjel, for jeg ve de gør det for at overleve.. det er bare som at min mave ikke er så villig til at bearbejde det” hun så ind i hans øjne og smilte så.

”Og det er så mig, vegetaren, som du gerne vil forvandle til en vampyr? Hvad nu hvis… Hvad nu hvis jeg ikke kan bearbejde blod heller?” hun sukkede lidt ”Jeg er besværlig” hun foldede sig lidt sammen og tog en vindrue. ”Jeg elsker frugt” hun begyndte at spise et par vindruer, nok 10-20 stykker før hun fortsatte til noget pære.

Han tog sit glas og kørte blodet i det, rundt og rundt i rolige bevægelser. Han havde aldrig tænkt over om hvor vidt der var noget anderledes ved blod fra en vegetar frem for for der spiste kød. Men det kunne da godt være.
Det gav jo et eller andet sted meget god mening at hendes krop havde problemer med at blive stærk når den manglede noget så vigtigt.

Ja hvorfor ikke? Du kan sagtens optage blod skulle du vælge at blive vampyr en dag. Det kommer som en helt naturlig effekt af det nye "liv"  Så det kommer helt naturligt til dig som de druer du spiser nu.
Du er skam ikke besværlig Emmilie, du kan jo ikke vide de her ting hvis ingen har fortalt dig dem


Han snappede et par druer ud af hendes hånd og skyndte sig at spise dem hvorefter han med et glimt i øjet sagde: Også mig

”Hey du tilbød dem til mig” sagde hun så med en fjoget stemme og sprang nærmest på ham. Lidt som hun plejede at gøre hvis hendes far tog noget af hendes mad da hun var lille. Ingen rørte hendes mad og sådan var det bare. Hun havde rejst sig hurtigt op og nærmest væltet hen i den gamle vampyr som ikke havde forventet noget som det her lige nu. ”Give it back to me” sagde hun så lidt strengt, dog stadig for sjov, i det hun greb fandt om hans håndled med sin højre hånd og surmulede lidt.
Selvom han var en stærk vampyr så var hendes styrke lige nu i hans uforberedte tilstand og i det han sad på bordet foran hende gjorde det bare lettere at f ham lagt ned. Hun endte med at sidde med leggene oppe på bordet, lænet ind over ham medens hun holdte sin højre hånd mod hans og tvang den ned i bordet, for så at bruge den venstre til at prøve at åbne hans mund med. ”Come on… det var mine vindruer” hun grinte sødt før hun fortsatte med at tale ”Jeg havde faktisk glædet mig til de vindruer fordi de var fra dig” hun rødmede lidt og lagde sin hånd mod hans bryst i stedet for. ”men neeeeeej, du ville ikke have jeg skulle have nogle af dem vel?!” hun hævede stemmen en smule men havde stadig det grin og det sjove med i stemmen da hun snakkede. ”Vi kan jo ikke have jeg dør af sult” hun blinkede en gang.

Han lod hende lidt lege med på situationen. Det var lidt som en stor stærk mand der lader som om han bliver vundet over en lille pige. Han strakte sig uden at få hende væk og virkede nærmest chokeret over hende. For at gøre hende glad ganske vist. 

Han tænkte at nu måtte han vende det hele lidt bare for at drille igen også. Han rejste sig op og spiste et par druer mere. Så med en hurtig bevægelse løftede han hende op og lagde hende hen over hans skulder, så hun havde overkroppen omme på ryggen. Så gik han med faste skridt ud mod køkkenet imens han sagde drilsk: Jamen så lad os da bare finde noget mere til dig. Og nu opfører du dig ordenligt. 


Han satte hende ned på en af barstolene ude i køkkenet og pegede på hende imens han skulede smilende til hende. Han fandt nogle flere druer til hende og lagde dem i skålen på disken ved siden af hende

Han løftede hende over sin skulder? Hun rødmede meget over det og begyndte at slå ham lidt med hænderne ”Hey sæt mig ned!!?” råbte hun så, mest fordi det var lidt pinligt at hans hoved lige nu var ved siden af hendes numse, og fordi hun havde shorts på så rørte han direkte ved hendes lår som han holdte om dem, så hun ikke faldte ned fra ham. ”Uhm.. du er ret in…” mere noget hun ikke at sige før hun blev sat på en bar stol ude i køkkenet. Det stoppede hende dog ikke for at fortsætte sætningen bagefter så hun smilte lidt kækt først og blinkede engang ”Du ved godt at du var ret intim der og næsten havde din hænder op mellem benene på mig, ikke?” hun hvilede sig ind over baren og hvilede sit hoved mod sine håndflader, og armene hvilede på sine albuer. ”Men altså du ved godt du bare skal spørge” hun blinkede engang til, selvom hun mente det sidste for sjovt. Hun vidste godt at han ikke ville røre hende uden at hun virkelig selv ville, og samtidig så håbede hun også at han selv vidste at hun lavede lidt sjov med det. For når man var 19 år gammel og ikke havde haft sex før i sit liv, så var det at lave sjov med det, den bedste løsning for ikke at blive pinligt berørt når folk snakkede om det eller kom for tæt på. Og lige nu, var han meget tæt på.

Han satte sig på stolen ved siden af og nappede selv et æble. Han grinede lidt af hende inden han sagde: Ja det var jeg vist, når man lige tænker over det. Men det der også er sjovt at tænke på er at du lagde mærke til det og tænkte sådan. Jeg er jo gentleman så den slags ville jeg aldrig bare gøre.


Med et glimt i øjet, gik han op og hældte noget vand op til hende. Han smed et par små isterninger i da køleskabet var med indbygget "ice-dispenser". Han hentede sig eget glas, fyldte lidt i det igen inden han satte sig ved hende igen.

Han tog en stor tår af sit glas og sukkede nærmest tilfreds over smagen. Han blinkede til hende og ganske vist lidt flabet sagde han: Så ved jeg det, skulle det blive aktuelt. Men jeg synes din ansigtskulør fortæller at du selv ønsker det lidt

Emmilie surmulede lidt og lukkede så sine øjne i ”Tsh… du er virkelig underlig når du tror jeg har lyst til dig. Du skal lige huske at jeg aldrig har haft noget med nogen før. Hverken forelskelse eller seksuel tiltrækkelse til nogen overhovedet. Hverken kvinder eller hotte mænd” hun åbnede sine øjne igen og så på ham ”og jo du er tiltrækkende, men ikke seksuelt, udover når du bruger dit lille trick på mig” Hun rakte tunge til ham og vendte sig rundt så hun sad med ryggen til ham.

Hun vidste godt at hun inderst inde havde lyst til at prøve sex, og det var et af hendes højeste ønsker nogensinde, fordi hun virkelig gerne vil prøve det. Og hun vidste virkelig ikke om han var en af dem hun gerne ville det med, og selvfølgelig hjalp det ikke at han nu havde prøvet sit trick 2 gange, og rørt hende intimt ved et uheld, og samtidig ikke at han regner halvnøgen rundt. Så lige nu havde hun besluttet at være den ligeglad pige som ikke havde nogle følelser for det, som om hun nu havde sat en væg op i mellem dem, som samtidig også medførte at hun blev mere og mere tryg omkring ham, fordi hendes følelser ikke betød så meget lige nu som de havde gjort førhen. ”Men du har nok haft mange forhold med sex og, btw, gentleman er ikke en undskyldning for tanker der kommer snigende.”

Han kom med en halvkvalt latter imens han skænkede op i sit glas endnu en gang. Han kunne nu godt forstå hendes tanker, og det morede ham faktisk en del. Han var jo godt klar over hvilket image han fik en gang mellem. Alt efter hvem der kiggede på ham selvfølgelig. Han endte gerne med at folk synes han var fantastisk eller at de hadede ham af den ene eller anden årsag.

Han satte sig igen på stolen ved siden af hende med et roligt smil.

Jeg er ikke helt sikker på hvad det er du tror om mig Emmilie. Jeg går jo ikke ud og scorer bare fordi jeg kan. Jeg har faktisk kun haft et par korte forhold men de blev indhentet af tiden. Og sex? Det er faktisk meget sjældent. Det er jo ikke nødvendigvis et behov vampyrer har.


Han blinkede lidt flabet til hende imens han sagde: Nu er det jo også dig der drager konklusioner om hvad jeg har tænkt mig. Og du kom jo til min dør ikke sandt?

”heh jeg tænker faktisk meget om dig, hvilket også er forståeligt nok at jeg gør. Du er vampyr, som er 280 år ældre end mig. Du har tilbudt mig at blive vampyr under din..ehm.. klan? Måske fordi du ikke ønsker at jeg kommer til skade eller bliver slået ihjel på et eller andet tidspunkt” hun vendte sig mod ham og lagde sin hånd mod hans kind i et kort stykke tid før hun fortsatte. ”Jeg har heller ikke lyst til at dø eller komme til skade på nogen måde… men mine følelser kommer meget hurtigt frem. Nok i betragtning af at jeg ikke føler kærlighed for nogen, så de bliver erstattet af frygt, had, sorg osv. I den dur.” hun lukkede øjnene og lagde sig ind over barbordet. ”Jeg frygter nok mest at jeg bliver en humørsvingende vampyr som kan slå alle ihjel fordi jeg ikke kan styre min hunger efter menneskeblod” hun åbnede sine øjne igen, og man kunne godt se hun var temmelig bedrøvet over de tanker hun havde om sig selv, men for hende var de, de mest troværdige lige nu.

Hun så lidt mod hans glas og mumlede noget helt uforståeligt før hun rettede sig op igen og så direkte ind i hans øjne. ”Jeg vil gerne have lov til at smage det” sagde hun med en fast beslutsomhed i stemmen. ”Blod, jeg vil gerne smage blodet før jeg vælger at blive vampyr eller ej. Og ja jeg ved godt at det nok kommer til at smage 1 million gange bedre som vampyr alligevel, men jeg vil gerne smage det som menneske først” Hun var begyndt at snakke som en der havde besluttet sig for at blive vampyr, men som ikke vidste hvornår.

Da hun lagde sig ned mod baren og lukkede øjnene, lagde han sin hånd på hendes ryg og nussede op og ned for at berolige hende lidt for han kunne godt forstå hendes tankegang, for der var selvfølgelig tilfælde der var gået galt. Men han ville dog prøve at forklare hende det lidt først:

Det her kan du ligeså godt vide først som sidst. Der er kun et tidspunkt hvor en vampyr skal være bange for at miste kontrollen som du frygter. Og det er hvis man ikke passer sin sult. Hvis sulten får lov at tage over så vil man gå amok til sulten er stillet. Men så længe man holder sulten nede så er man sikker til selv at bestemme.


Da hun kiggede op, smilede han bare varmt til hende som en forsikring på at det hele nok skulle gå. Hun var jo også en meget følelsesladet pige så hender tanker om en mulig fremtid var berettigede. Hun løftede dog øjenbrynene ved hendes spørgsmål. Det var første gang han havde hørt nogen spørge om det. 

Han skubbede glasset stille hen til hende men inden han havde det helt henne ved hende sagde han noget bestemt: Ja okay? Men jeg kan ligeså godt forberede dig. Det her er ikke menneskeblod. Det her er blod fra en engel. Bare rolig det er givet frivilligt. Det vil smage mere sødt end menneskeblod. Men som vampyr er der lige så stor mangfoldighed i blod som der er for dig i en restaurant. Værs'go

Emmilie lod sin hånd glide hen over bordet og hen til glasset før hun lige så stille lod sine fingre glide op af glasset og tage et fast greb så hun ikke ville tabe det. Hun så lidt på det til at starte med og bed sig lidt i læben kort. ”hmm blod fra en engel simpelthen” hun skulede lidt til ham og fniste så lidt ”ufatteligt at det er blod i kan lide i betragtning af at engle er så rene?” hun stillede det lidt som et spørgsmål, for de ting hun vidste om vampyrer var allerede meget anderledes, så det kunne jo godt være at engle simpelthen var ondskaben selv.

Emmilie bed sig lidt i læben igen før hun løftede glasset op og holdte det mod sine læber, en lille smule nervøs. Hun holdte sit blik mod hans øjne, blinkede ikke, og flyttede det slet ikke. Hun pustede kort en smule luft ud fra munden før hun tog en lille tår, stadig uden at flytte sit blik fra hans.

Smagen var underlig for hende. Det smagte hverken forfærdeligt eller godt, og mindede ikke om noget hun havde smagt før, så det med at sætte ord på, hvordan det smagte, var rimelig svært. Hun placerede glasset tilbage på bordet og skubbede det hen til ham igen. ”Det smager underligt” kom hun så ud med før hun lagde sig ind over bordet igen med lukkede øjne. ”Hvordan smager det for dig?” sagde hun så men fortsatte sætningen inde i sit hoved I forhold til mit? Smager det bedre end mit? Tankerne fik hende til at rødme en smule. Hun bevægede sin hånd op til sin hals, præcis der hvor han havde bidt hende og drukket hendes blod fra.

Han nikkede bare og kiggede efter hendes reaktion på blodet. Og endnu en gang blev han overrasket. Han var nærmest klar på hun ville spytte det ud igen, men hun tog smagen til efterretning. "Det smagte underligt"? Ja hun havde jo ikke noget at sammenligne med og engleblod var en meget unik oplevelse. Og ganske som hun sagde så var engle rene væsner. Eller de fleste af dem. Selvom Terre viste et andet billede.

Han tog en rimelig stor tår af sit glas og kiggede lidt på glasset inden han kiggede ned på hende og svarede:

Det smager dejligt. Men ligemeget hvad så smager helt frisk blod altid bedre. Jo stærkere væsnet er, jo kraftigere er smagen. Jeg har aldrig drukket direkte fra en engel, så den oplevelse kender jeg ikke. Men at drikke frisk blod fra en der er i en positiv følelsesrus er langt det bedste. Stærke følelser kan man smage når man er så gammel som jeg