A Visitor Milord (Emmiliana)

Han gav hende et forsigtigt klem som hun sad der. Hun var jo bare plaget af hendes samvittighed før hun overhovedet havde grund til det. Men med hendes liv var det i realiteten ikke så underlig at hendes følelser løb af med hende. Han nussede hendes hår og sagde: Jeg kan godt forstå din frygt. Men hvordan man er forvandles ikke. Du vil jo stadig være Emmilie. 


Han brugte sin finger til at løfte hendes hage så hun kunne se ham i øjnene. Han smilede stort og sagde: Emmilie det er faktisk en udemærket ide. Det kan faktisk hjælpe dig til at holde det nødvendige fokus, skulle det gå galt. Der kommer ikke til at ske noget så længe du holder sulten nede, men med den halskæde vil du altid minde dig om at du ikke vil skade andre unødvendigt. Vent her....


Han rejste sig forsigtigt op og gik op i sit køkken. Han rumsterede lidt rundt og fandt til sidst en lille krydderiekrukke der var tom. Den ville fint kunne bruges indtil der blev lavet en halskæde. Han skyndte sig indtil hende med den. Den her kan gøre det indtil en passende halskæde bliver lavet. Sid stille... Det er hurtigt overstået....


Han holdt krukken hen under hendes ene finger. Han snittede et meget lille hul i hendes finger og lod en lille mængde glide ned i krukken. Så lukkede han krukken, satte den på bordet og slikkede hendes sår så det lukkedes igen. Med et glimt i øjet sagde han: Se Emmilie. Lige meget hvad der sker nu, vil din menneskelighed altid være bevaret

”Så hvis jeg nu bliver en sindssyg psykopat vampyr… så ville du kunne hjælpe mig tilbage til mit mere menneskelige jeg igen fordi mine minder vil være gemt i det blod?” hun var ikke helt sikker på at hun forstod det, og derfor spurgte hun jo som den nysgerrige pige hun var.

Og i det han snittede i hendes finger, kom der en lille smertes lyd ud af hende. Meget kort og meget lavt som om den var ikke eksisterende. Hun bed sig i læben over det og så lidt væk, dog ikke fordi hun fik det dårligt eller syntes det var klamt, men mere fordi at hun ikke brød sig om at kunne se hendes hud være åben på den måde. Blodet dryppede ned i den lille krukke som han holdt under, og det var en del underligt. Gjorde han sådan noget ofte på væsner?

Tankerne blev stoppet da hun kunne mærke hans tunge mod hendes åbne sår, hvilket kun fik hende til at blive ekstremt rød i hovedet ”uhm… ikke slikke mig” mumlede hun så uden at vide det kunne lyde forkert i nogens øre. ”det kilder nemlig rigtig meget på en behagelig og dejlig måde” hun grinte lidt og så lidt flovt væk over tankerne men de blev stoppet lige så hurtigt som før da han slikkede hende, fordi der udenfor lød et højt brag fra et torden skæld som kun medførte et skrig fra Emmilie og et spjæt der fik hende til at hoppe en halv meter op i luften. Hun hadede virkelig torden.

Jeg kan ikke som sådan hjælpe dig direkte. Jo med vejledning og du vil altid have den hos dig som et minde om hvad der aldrig må gå tabt. Men skulle det gå galt, ville dit blod nok restaurere nogle minder så bæstet falder til ro igen.


Han kunne ikke lade være med at grine lidt da hun nævnte hvad han egentlig lavede. Han kiggede dog på hende med lidt store øjne og sagde: Det var meget direkte sagt, men det er nu en gang en meget effektiv måde at lukke dit sår på


Da tordenskraldet kom, blev han ganske vist chokeret. Ikke at lyden, men hendes reaktion. Han havde aldrig selv skænket det en tanke. Han synes derimod det var rigtig smukt at se lyn danse hen over himlen. Han gav hende et kram og kiggede ned i hendes øjne. Awww du kan være ganske rolig Emmilie. Der sker dig ikke noget. Jeg har desværre ikke fået lydisoleret vinduerne men har noget der måske virker. Kom med....


Han stillede hende hen foran vinduet og satte noget klassisk musik på igen. Denne gang gav han hende et headset på. Inden han satte det helt på sagde han: Prøv at nyde hvordan lynene danser hen over himlen. Og nyd musikken imens....

Emmilie havde egentlig ikke lyst til at rejse sig og gå hen til vinduet men når nu det var Caleb der bad hende om det, så rejste hun sig op froviligt og gik med ham derhen. Hun stos mu foran vinduet med hænder der rystede fra chokket før men hun prøvedede at skjule dem lidt "jeg er ikke helt sikker på det her" hviskede hun så før hun fik et par hørebøffer på ørerne og slet ikke kune høre andet end den klassiske musik der blev spillet i dem.

Rigtigt nok så var det helt vildt smukt og fantastisk som lynende dansede hen over himlen på men hver gang et lyn kom frem så løb det koldt ned ad ryggen på hende som om hun gost vidste at der hørte et meget stort brag til.  Hun så lidt på ham med et lidt bedrøvet blik men sagde intet, for hun ville jo ikke kunne høre hans svar ligemeget hvad så i stedet tænkte hun det hun ville sige jeg vil gerne fortælle dig så meget jeg ikke kan sætte ord på hun sukkede lidt og kiggede så mod sofaen og rørte hørebøfferne

Han hjalp hende ned og sidde i sofaen igen. Han lod stadig musikken spille sådan at der stadig var noget fokus på det. Han smilede varmt og nussede hendes skulder. Han gav den et forsigtigt klem inden han sagde: Jeg ved godt at der var nogle grænser der skulle overskrides der, så jeg er stolt af dig. Jeg håber du kunne se tingene en smule gennem mine øjne. Den her slags ting lagde jeg ikke ordenligt mærke til før jeg selv blev vampyr. Ens sanser er stærkere så man oplever mange af tingene mere unikt


Han vendte sig lidt mere om mod hende og støttede sine albuer på knæene og sagde: Nå Emmilie, har du tænkt dig at fortælle mig de tanker der er bag de bedrøvede øjne?

Hun så lidt overrasket på ham men så lidt væk ”Je… Det var ikke meningen at jeg ville se bedrøvet ud, men jeg har nok været en skræmt kat der stod og kiggede ud på det der skulle være høje lyde, men som i mine øre var klassisk musik i stedet for” hun smilte lidt. Hun kløede lidt sin hånd før hun gabte en gang. Tiden gik jo hele tiden omkring dem og Emmilie hørte stadig til dagsvæsnerne og de sov altså om natten. Hun tog fat om sin mund og så lidt væk fra ham mens hun mumlede ”undskyld.. jeg er ved at være søvnig” Musikken i hendes øre var som en fin stemnings musik der lige så stille lullede hende i søvn. Hun sukkede lidt og lukkede sine øjne i før hun fortsatte ”Jeg skal nok lade være med at vække dig i morgen tidlig hvis jeg falder i søvn nu, og kan sagtens lukke mig selv ud eller blive hvis du gerne vil have det” hun smilte lidt og åbnede sine trætte og tunge øjne men de blev lukket igen hurtigt ”undskyld” mumlede hun så igen og gled ned at ligge. ”Godnat” noget hun at hviske før hendes sind faldt i søvn og efterlod hendes krop liggende helt hjælpeløst i hans sofa med benene foldede sammen i forsterstilling og den ene arm uden for sædet.

Han lod hende glide stille hen i den søvn der efterhånden var nødvendig. Det havde også været en meget langt nat for hende. Der var sket meget. Det alene ville trætte hendes sind. Så hvorfor skulle nu være en undtagelse?
Der gik heller ikke længe inden hun var langt væk i drømmeland. Han fandt et tæppe og lagde hen over hende. Hun reagerede ikke så meget udover nogle uskyldige gryntelyde.  Her kunne hun dog ligge sikkert. 

Når han var sikker på hun var døset hen, gik han ind på sit eget soveværelse. Han smed det resterende tøj og kravlede under sengetæppet. Her lå han længe og tænkte over aftenen og nattens bekymringer. Mange tanker skulle vendes i ham, men når det kom til stykket handlede det om at tage på en lille rejse eller tur. Ikke specielt længe efter faldt han selv stille i søvn

Emmilie vågnede næste aften ved at hun gled fra sofaen og ned på gulvet med et lille bump. Ikke højt nok til at forstyrre nogen men højt nok og smertefuldt nok til at hun selv vågnede af det. Nu lå hun der, med ryggen mod gulvet og det ene ben oppe på sofaen mens hendes arme lå lidt random i forhold til hendes krop. Den ene lå over hendes hoved og den anden lå på hendes mave. Hun åbnede sine øjne forsigtigt og stirrede direkte op i loftet. Uhm hvor?... er jeg? Tænkte hun og bevægede sit hoved om på siden så hun så parallelt med gulvet så hun lige kunne se hvor hun var, fra synsfeltet under bordet. ”Oh..det var rigtigt, Caleb” hun smilte for sig selv men rødmede en smule over tanken, hun havde sovet i hans lejlighed i nat. ”Men jeg skal vel hjem af nu” hun lod sin ben glide ned fra sofaen og satte sig så op så hendes ryg var i mod sofaen ”hmm.. mon jeg må få lov at gå i bad?” mumlede hun så og så hen i mod badeværelset ”jo det kan jeg vel godt” hun smilte for sig selv før hun rejste sig op og gik hen til badeværelset for så at åbne døren, men før hun gik ind kiggede hun si hurtigt rundt omkring. Det virkede som om at sole var ved at gø ned udenfor, så lidt tid ville hun da have før at Caleb ville vågne fra sin dags søvn.

Da hun kom ind i badeværelset blev hendes øjne direkte rettet i mod badekarret. Hun elskede badekar og havde også tænkt sig at bruge det i stedet for bruseren, men hun blev lidt usikker i en kort periode og sukkede så ”men du har ikke fået lov Emmilie, men du kan altid gøre ham en tjeneste hvis han bliver sur, ikke?” hun nikkede så kort og gik hen for at tænde vandet. Det dejlige varme vand brusede ud ad brusehovedet og fyldte langsom karret op. Samtidig begyndte hun at tage tøjet af og da det var fyldt op, hoppede hun op i det før så at slappe af i det dejlig varme vand

Den efterfølgende nat, stod Caleb op og gik ud i bad. Han havde kortvarigt svedt ud at Emmilie måske stadig var der, og tog ikke tøj på da han vadede ud og tog et bad. Han tændte for den varme bruser og tog sig et dejligt langt bad inden han hoppede i en kåbe og gik i gang med at tænke på hvad natten nu skulle bruges på