A Visitor Milord (Emmiliana)

”Hmm jeg ved ikke helt… er engleblod så bedre end menneskeblod?” hun rettede sig op igen og så mod ham kort før hun tog et par vindurer. Hun lagde en mod sine læber og sugede så ind så der kom en lille svup lyd som den røg ind i munden på hende. Hun spiste den og gjorde det samme med den næste drue osv. indtil der ikke var flere. ”Jeg mener at menneskeblod bliver jo ikke så gammelt i forhold til alle jer immortals type væsner der lever i mere end 100 år af gangen, så det må jo forholde sig frisk?” hun mumlede lidt til sidst og hoppede ned fra barstolen ”Jeg spørger bare for at vide mere om det” Hun smilte engang til ham før hun bevægede sig hen til sofaen igen, hvor hun lagde sig ned på ryggen og med armene omme bag hovedet. ”Kan ens blod, hvis det bliver tappet før man bliver vampyr, holde sig i en af de dersens donor poser man kan finde på hospitalet, eller bliver det sort og vampyr blod eller noget?” hun vidste faktisk ikke hun havde spurgt det højt, fordi hun troede hun kun havde tænkt det.

Det var nemlig noget hun havde tænkt lidt over siden han gav hende tilbuddet. For hvis man kunne så kunne det være en sej ting at gemme sit blod og så smage det selv, eller gemme det for evigt i en lille halskæde. Hun smilte lidt for sig selv og lukkede sine øjne ”Jaer” mumlede hun så.

Han kløede sig kort i nakken og satte skålen over i køkkenet hvis hun tømte den. Han havde aldrig tænkt over den slags som sådan. Når det endelig var tappet, kunne han bedst lide blodet fra en engel. Men hvis det var frisk kunne han indtil videre bedst lide menneskeblod da han ikke havde smagt helt frisk engleblod. 

Hmmm altså hvis det er tappet så foretrækker jeg engleblod. Men jeg har ikke prøvet helt frisk engleblod, så der er helt frisk menneskeblod stadig langt det bedste


Han gik efter hende ind i stuen og tog en cola med til hende og selvfølgelig sit eget glas. Han smed sig nærmest ned i sin lænestol og kiggede på hende: Altså hvis dit blod bliver tappet, så er det ikke længere dit og bliver ikke påvirket af forvandlingen. Så du ville godt kunne gemme det til efter forvandlingen. Jeg vil dog ikke anbefale dig at drikke det bagefter. Det kan give dig nogle minder som du ikke havde lyst til at huske

Emmilie smilte til ham ”Jeg har ikke nogle minder som jeg ikke har lyst til at glemme” hun åbnede øjnene og drejede sit hoved så hun kunne se på ham. ”ok, måske lige min fødsel.. det tror jeg ikke der er nogen der har lyst til at huske” hun grinte lidt og satte sig op igen i skrædderstilling, med fødderne oppe på sine knæ. Hun masserede dem lidt mens hun fortsat så på ham. ”Hvis du hentydede til branden så kan jeg huske det hele som om det skete i går” hun smilte lidt men det forsvandt hurtigt ”Jeg kan huske hvert et enkelt sted hvor det gjorde, og hver en lyd som skete under branden. Lige fra de lyde jeg hørte først, da jeg troede det var vinden, og min fars stemme som sagde det bare var vinden, og helt frem til ambulancen og lægerne der troede jeg var død og prøvede at redde mit liv” hun foldede sig lidt sammen og gemte sit ansigt ”Stemmerne der lød så ukendte og utydelige så jeg ikke vidste hvad de sagde, og hjerte apparat tingen der bippede i takt med mit hjerteslag. Bib… bib… bib… biiiiib…” hun stoppede lidt og lagde sin hånd mod sit hjerte. ”Jeg var død i et stykke tid, men lægerne bragte mig tilbage og jeg kunne høre det hele igen” Hun stoppede sin fortælling og fortsatte slet ikke mere og hvis han spurgte om noget sagde hun intet.

Caleb var den første hun nogensinde havde fortalt det til og det var lidt overskridende for hende, så hun begyndte at lukke sig inde i sin egen verden igen.

Han lagde forsigtigt hånden på hendes skulder og sagde:

Minder er altid vigtige... Men nu har du fortalt noget af din historie så lad mig fortælle lidt af min... Jeg var en gang et lykkeligt medlem af Hus DeBayle. Jeg havde en far og en mor. Og en lillesøster. Anna hed hun. Anna døde fordi hun blev frygtelig syg... Så jeg levede i sorg med mine forældre i nogle år. Så kom Claire. Claire viste mig en ny verden. Jeg blev betaget af den og accepterede hendes tilbud. Det var fantastisk. Indtil mine forældre døde. Det var her det første gang gik op for mig at mange ville dø selvom jeg holdt af dem. Claire blev selv offer for heksejægere. Så jeg har mange gange tænkt over om evigheden var det værd. Se ens kære visne og dø... Da kom jeg til at tænke på at fremtiden er helt min egen. Med store gaver kommer der også store ofre....


Han blev selv rimelig tavs og drejede sin stol så han kunne kigge op på maleriet af hvad der nok var hans familie. Han skålede til billedet og sad lidt i tavshed

Emmilie smilte lidt ”tak fordi du ville dele dine minder med mig” hun grinte lidt og rejste sig hurtigt op for så at gå hen og sætte sig på hans skød ”Der er intet dårligt i at miste og se sine elskede gå bort” hun smilte til ham og lænede sig op af ham, lidt ligeglad med hvad han ville tænke omkring det. ”Du ved, du har stadig minderne jo, og jeg gætter på at du kan huske lige så meget som mig” hun sukkede lidt og rejste sig så op igen for så at vende sig mod ham med et kækt smil ”Og du er heldig fordi du lever så længe at du kan nå at få så mange venskaber og forhold i dit liv, og møde mennesker og andre væsner som kan medføre nye spændende begivenheder i dit liv. Og muligvis også føre til at du finder din ægte kærlighed” Hun grinte lidt over tanken, for hun havde jo aldrig været forelsket, så det med at finde den ægte kærlighed var underligt for hende. Hun vendte sig om kort og så mod maleriet ”Det glæder mig at møde jer” Hun nejede mod det og smilte venligt.

Der gik lidt tid hor hun studerede maleriet, og hun kunne godt se at det var Caleb som ung med hans forældre, og så måtte pigen på billedet jo være hans lille søster. Hun kom til at tænke på sine egne forældre og det eneste hun havde tilbage af dem var en halvødelagt billede. Hun sukkede lidt og vendte sig mod ham for så at række hånden ud til ham. ”du skylder mig stadig en dans” Sagde hun med et stort smil.

Han begyndte at smile over hendes måde at forklare hendes syn på. For hun havde jo egentlig ret. Evigheden bød på uendelige muligheder for at forme sit liv og forme bånd med dem man ønsker. Sådan tænkte Caleb for det meste men alle kan ryge i et dybt hul. Heldigvis skulle der ikke så meget til at komme op igen

Han rejste sig selv op og kørte sin hånd hen over maleriet. Et lille flashback kørte inde i hovedet på ham fra en af de mange fester holdt i familiens palæ. Det var som en film der kørte fra et fornemt bal. Anna kom hen til ham og hev ham i ærmet og sagde: Caleb nu er det altså min tur. Han blev nærmest revet tilbage til virkeligheden da det gik op for ham at Emmilie krævede sin dans. Han rystede lidt på hovedet for at få sit fokus igen og nikkede til hende. Han gik, startede musikken og bukkede for hende med et smil

Emmilie rødmede lidt over at han faktisk accepterede det lige nu, for det var ikke noget hun havde forventet. Faktisk var det mere men som en opmuntrende bemærkning, så hun sank en klump der sad i halsen før hun nejede kort til ham. ”Men du skal lige vide, jeg har aldrig rigtig danset før, og jeg har nok to venstre fødder eller højre fødder.” hun kiggede ned af sig selv og så på sine fødder for at bedømme hvad det skulle være, højre eller venstre? Hun grinte lidt over tanken og stod lidt og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv i sine tanker. Hvordan danser man?! Råbte hun inde i sit hoved og hendes øjne skjulte en smule af usikkerhed der fik hende til at ryste lidt på hænderne.

De eneste danse hun kendte var romantisk intime danse, som hun havde set i tv’et engang ved en eller anden film hun ikke engang vidste hvad det var for en, og lige nu var det også ligemeget. Hun så lidt ned mod jorden og nussede sit ene ben med sin ene fod lidt mens hun tog armene om på ryggen og nussede den ene arm med den ene hånd, genert og en smule nervøs over om hun skulle komme til at træde ham over fødderne eller at hun bare koksede i det ligemeget hvad.

Hun så på ham, ind i hans øjne og sendte ham et lidt genert smil men også et ventende smil samtidig, fordi hun faktisk glædede sig til det.

Han tog forsigtigt hendes hænder og beroligede: Så er det da på tide du lærer det. Og hvorfor ikke lære det fra en adelsmand der har danset i 300 år? Vi tager det nemt til at starte på. Du stiller dig bare på mine fødder og lader mig gøre resten. Du skal bare tænke på at følge mine bevægelser. Det er nyt for dig så vi tager det stille og roligt


Han hjalp hende til at stå forsigtigt på hans fødder. Så lagde han sin højre arm om hendes talje og med den anden hånd tog han hendes højre hånd, løftede den og lod den hvile i hans. Så begyndte han stille at føre hende rundt på en måde så trinene ville danne en stjerne. Han holdt godt ved hendes talje så hun ikke faldte. Han smilede bare og nikkede for at berolige hende om at hun gjorde det godt.

Emmilie lagde sin hånd blidt på hans skulder og lod ham tage fat i sin. Det var lidt pinligt at komme til at stå så tæt ind til ham men hun nød det. Hun smilte lidt og lod sig komme op og stå på hans fødder, dog kom der et lille grin ud samtidig fordi det var det hun havde frygtet jo. ”nu kan jeg da i hvert fald ikke træde dig over fødderne i mens vi danser” hun lagde hovedet lidt på skrå og sendte ham et dejlig varmt smil.

Han begyndte at danse med hende stående på sine fødder, og det var en smule underligt, men hun begyndte godt at forstå systemet. En stjerne hvis hun ikke tog helt fejl, for det var ikke en trekant eller firkant, og de gik hele tiden et skridt ind for så at træde et skridt tilbage igen. Hun rødmede lidt da han tog bedre fat om hendes talje og nærmest fik hende tættere ind til sig på den måde. Hendes tanker begyndte at køre rundt i hovedet igen, men positive var de da. De var bare en del svære at holde styr på. Tænk at du står så tæt med mig, og smiler så varmt. Hun kunne ikke lade være med at smile lige nu, og en enkelt tåre trillede også ned ad hendes kind.

Emmilie var et glad menneske men hun havde aldrig haft nogle decideret forhold der fungerede så tæt før. Så tryghed var ikke noget hun var vant til, og det gjorde hende lykkelig. Hun så mod hans øjne og rødmede en smule for så at kigge lidt flovt væk ”det er dejligt det her” sagde hun så og troede hun snakkede om dansen, men inderst inde mente hun, at det var dejligt at have en person i nærheden.

Han stoppede efter et lille stykke tid og tørrede tåren væk fra hendes kind. Han smilede bare og gav hende et kram. Det kunne alle jo have brug for. Så løftede han hende lidt op i luften ved hendes hofter og satte hende stille ned foran sig. Han smilede bare og sagde: Det er dans gerne Emmilie. Nå lad os nu se om du kan uden at stå på mine fødder. Bare rolig vi tager det lige så stille som lige før. Bare lad som om dine fødder følger efter mine...


Han begyndte at danse stille igen. Han gjorde sine bevægelser meget langsomme så han var sikker på hun kunne følge med hans bevægelser. Når det virkede til hun havde styr på det satte han hastigheden en smule op. Da dansen gik som den skulle spurgte han noget forsigtigt:

Hvorfor kom den tåre lige før Emmilie?

Emmilie blev rimelig overrasket da han bare sådan ude i det blå gav hende et kram. Et…kram? Tænkte hun og blev rød i hovedet, dog prøvede hun på at skjule det når hun alligevel stod så tæt ind til ham og gemt bag hans arme der holdte om hende. Men det var kort og pludselig løftede han hende ned fra sine fødder og lod hende stå på gulvet foran ham i stedet. Før han talte havde hun allerede regnet ud at han ville have hun prøvede selv nu, og hun nikkede så.

Han tog fat på samme måde og ligeledes gjorde hun. Dog holdte hun lidt strammere fast i hans hånd denne gang, men den anden hånd lå stadig blidt på hans skulder. Hun var ekstremt nervøs for at komme til at træde ham over tæerne nu, så hun bed sig lidt i læben og sørgede for at have sit blik i mod deres fødder. Et skridt tilbage og et skridt frem. Sådan blev de ved mens de dansede rundt i en stjerneform. Ja det var en stjerneform. Hun smilte lidt fordi det så ud til at lykkedes lige nu.

Dansen blev en smule afbrudt af hans stemme og hun så op på ham ”Hvilken tåre?” hun havde ikke selv lagt mærke til at der var en tåre der havde undsluppet hende. Men tanken om det fik hende til at glemme at hun dansede og det blev mere automatisk og flydende nu. ”Oh var det det du tørrede væk fra min kind før” hun grinte lidt og lod det glide ud i et stort smil.

Han svingede hende kortvarigt rundt og fortsatte derefter dansen. Der var en tydelig forandring når hun blev distraheret. Så dansede hun bare i stedet for at tænke over dansen. Det fik ham kun til at smile og danse lidt hurtigere. Med en nærmest opløftet stemme sagde han:

Lige præcis Emmilie. Nu gør du det rigtige. Du holder op med at fokusere på dansen og bare danser. Så bliver det også meget nemmere at danse. Det var en meget tydelig men dejlig forandring. Jeg håber da tåren fra før var for noget godt. Det kan godt være du ikke rigtig har danset før, men du lærer hurtigt. Meget faktisk. 


Han spinnede hende rundt nærmest i en pirouette og holdt sin hånd, så skulle hun falde ville han gribe hende.

Hun nød at danse med ham, også når han svingede hende rundt og smilede varmt hele tiden. Glæden kunne ses stråle i hendes øjne, som lysende der sidder på juletræet juleaften og som fuldmånens lys i den mørkeste nat. Hun virkede så fredelig og rolig for en gangs skyld

Men i det han begyndte at tale om hvordan hun dansede, så slog lynet ned i hende og hun begyndte at lægge mærke til hvordan hun dansede igen, men hun noget ikke at få styr på det sådan ordentligt før han snurrede hende rundt, og hun begyndte at vælte over sine ben, og rigtigt nok, hvis han ikke havde holdt fast i hende var hun nok væltet.

Følelsen skræmte hende. Det at kunne se verden i en skæv vinkel fordi man var ved at vælte var uhyggeligt for hende som elskede at have styr på sådan noget. Hun noget at stramme sit greb om ham samtidig med at hendes anden hånd helt automatisk kom op og gjorde sig klar til at tage i mod et stød fra gulvet som nok ville ramme hende rigtig hårdt.

Men hans greb var nok, det redede hende og trak hende indtil sig igen hvilket forbløffede hende mere end gulvets stød mod hendes krop, for det var blødere at ramme.

Han greb hende og sikrede sig lige at hun ikke faldte og hjalp hende til at stå mere sikkert. Han smilede bare og satte hende forsigtigt ned i sofaen. Så satte han sig ved siden af hende og rakte hende colaen. Han hældte op til hende og hældte en smule op til sig selv. Efter et lille sip, lagde han hånden på hendes skulder og gav et lille klem.

Det var ikke min mening at chokere dig Emmilie. Jeg ville kun rose dig for hvor godt du klarede det. Men lad os sidde lidt og nyde et glas. Der er vist nok danseundervisning nok for nu synes du ikke? Du siger bare til hvis der er andet jeg kan bringe så må du jo sige det. 


Hun oplevede rigtig mange nye indtryk og det tog selvfølgelig tid at absorbere dem. Men hun klarede det efter omstændighederne godt. Mange ville nok bare begynde at fornægte hvad der skete omkring dem

Emmilie gik med ham hen for at sidde ned og foldede sig lidt sammen. Det var ikke fordi hun var ved at ryge ind i sin egen verden men fordi hun var lidt rystet over at være ved at falde. ”Heh… tak for dansen, lad os gøre det igen til en fest” hun ville gave sagt de skulle fortsætte nu, men hun turde ikke spørge om det så i stedet håbede hun på at de kom sammen til en fest igen.

Hun så på glasset og løftede det så op. Og lige som ham så snurrede hun det lidt rundt med sin pegefinger i mens hendes tanker kørte lidt rundt. ”Hey… uhm.. Caleb, jeg håber ikke at jeg er besværlig at finde ud af, for jeg ved godt jeg nogen gange ikke giver mening, eller viser tingene som jeg føler når jeg gør, og andre gange føler jeg noget for meget.” hun lavede et lille grin for at hentyde til hun ikke forstod det helt selv. ”Jeg er bare en usikker følsom pige der ikke kan sætte ord på ting ordentligt” hun hentydede til engleblodet som hun smagte før, og hendes manglende reaktion på det. ”Men underlig er vist et godt ord for mig” hun grinte lidt før hun tog en tår af sin cola.

Han sad bare og lyttede eftertænksomt til hendes ord og tog dem til eftertanke. Hun var jo egentlig en rimelig kompleks person men ikke mere end man selv gjorde det til. Et hvert væsen var jo på sin helt egen måde. Ingen var ens og den mangfoldighed var også noget i verden Caleb satte stor pris på. Det var kun dejligt når folk var så unikke. Nogen var det selvfølgelig på en meget uheldig måde. Hvilket ikke var tilfældet ved hendes. 

Han tømte sit glas og svarede: Det er skam helt i orden Emmilie. Ville det ikke være kedeligt hvis alle var ens? Jeg synes kun det er dejligt at måde individer så unikke som dig. Du er ganske vist følsom, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Det er bare ikke alle der kan acceptere forskelligheder men det er også oftest de mest ensomme individer. 

Emmilie lyste op som en solstråle da han sagde det og smilte stort til ham ”tak!” hun åbnede mere op for sit kropssprog og satte sig i skrædderstilling i stedet for, med hænderne liggende på sine lår ”og du er altså heller ikke selv alt for kedelig” sagde hun så og grinte til ham før hun drak resten af colaen i et slurp, der dog fik hende til at slå en bøvs. Hun rødmede helt vildt først og holdte sig for munden, dog førte det over til et mindre grineflip. Det var ikke flovt t slå en bøvs efter Emmilie’s mening men det chokerede hende en smule da det skete så pludseligt.

”Heh, sorry sorry2 sagde hun så og tog hånden op til sit hoved som et lidt uskyldig forsvars måde for som han hele tiden havde sagt, så var han en gentleman og en gentleman ville nok ikke syntes om at man bøvsede åbent foran ham. ”Jeg er ikke særlig piget på det punkt” sagde hun så og satte sine fødder ned på gulvet for at have et fast grundlag nu. ”men hvis du ikke kan lide det skal jeg nok sørge for at det aldrig sker foran dig igen” hun smilte venligt til ham og ventede på hans reaktion.

Han kunne ikke andet end at grine over hendes kommentar om at han ikke var kedelig. Det typiske billede af en adelsmand, var jo nok en eller anden kedelig grå stakkel. Eller en der opførte sig
som en bog af etikette. Og der passede han jo nok ikke ligefrem ind på det typiske billede. Bevares han kunne alt en adelsmand skulle kunne, men derfor behøvede man ikke være kedelig.
Han blev godt nok lidt chokeret over at hun bøvsede. Det skete ikke normalt set de steder han kom og i kraft af han var vampyr, bøvsede han ikke selv.

Han grinede bare med lidt og sagde: Det er skam helt i orden. Det er jo ikke nogen dyr restaurant vi sidder og spiser på. Jeg er i teorien ligeglad med du bøvser i mit hjem Emmilie, jeg har bare ikke selv bøvset i 300 år så det kom bare som et lille chok

Emmilie rødmede lidt og nikkede så anderkendede ”Wow 300 år uden at bøvse?” hun var lidt overrasket men kun kort fordi hun tænkte lidt over det ”men forståeligt nok, din krop er jo fuldstændig død, så den danner vel ikke gas til at kunne bøvse” hun grinte lidt før hun fortsatte ”eller prutte” hviskede hun så og rejste sig op fra sofaen fordi hun begyndte at være rastløs.

Hun gik hen til vinduet for at kigge ud og se hvad der skete udenfor her til aften eller nat som det jo var ved at være nu. Hun sukkede lidt da hun så at der var rimelig mørke skyer i betragtning af hvor mørkt der var. Der var et stormvejr på vej. ”Uhm.. Caleb, hvor længe er du oppe i nat” hviskede hun så og vendte sig mod ham ”for, jeg tror ikke jeg skal hjem i det vejr der er på vej” hun smilte lidt kækt til ham før hun grinede lidt. Emmilie var bange for torden, men ville aldrig indrømme det for Caleb, som en af de eneste ting hun ikke ville fortælle ham. Men for at rette tankerne mod noget andet så gik hun tilbage for at stille ham et par spørgsmål.

Hun slog sig ned i sofaen igen og foldede sig sammen ”Så.. Caleb du er jo godt nok kun en mandlig vampyr men du må jo vide lidt. Får kvindelige vampyrer menstruation? Og danner i ehm..” hun rødmede lidt før hun sagde ”sæd”

Hun var nu underholdende. Et meget ungdommeligt sind. Forfriskende i den her verden af fine fester, magt og penge. Det var da fint men mange gange kunne man godt bruge et friskt pust. Det klarede hun da ellers. Ganske rigtigt, vi hverken bøvser eller prutter. De naturlige effekter i kroppen kommer ganske enkelt ikke.


Han gik selv med op til vinduet og kiggede ud. Der var ganske rigtigt et stormvejr på vej. Og det ville ramme snart. Det var ikke til at sige hvor frygteligt det ville blive endnu. Han kiggede ned på hende og sagde: Jeg går ud fra du spørger om du må overnatte da du ikke vil ud i det vejr. Jamen ved du hvad der er sofaen du kan tage Emmilie. Ingen skal ud i det vejr hvis man kan undgå det


Endnu et brud for ikke at sidde fast i en stærk følelse? Ja det måtte være sådan noget. Han satte sig i lænestolen, lænede sig lidt frem og støttede albuerne på knæene. Så tænkte han kortvarigt og sagde: Det var nogle spørgsmål jeg ikke havde fået før. Men nej kvindelige vampyrer får ikke menstruation og mandlige vampyrer producerer heller ikke sæd.

”heh jeg tænkte det nok, ellers havde der jo egentlig ikke været nogen grund til at forvandle mennesker til vampyrer” hun grinte og så på ham ”Så havde vi nok kun været jeres byttedyr” hun blev lidt mere alvorlig og lagde sin hånd mod sin hals igen. Smilet på hendes læber forsvandt med et og glæden i hendes øjne blev mindre. Tankerne om hvorvidt hun skulle sige ja eller nej var kommet igen og førte bare til flere spørgsmål inde i hendes hoved. ”Uhm… Caleb” hun sukkede lidt og foldede sig helt sammen. Så hendes ansigt var skjult mod sine knæ og hendes hår dækkede de få steder hendes arme ikke kunne. Hendes hår var langt nok til at det kunne det selvom det sad i en hestehale, hvis hun havde hovedet placeret i den rette vinkel. ”jeg vil gerne høre dig om noget, som nok bliver min afgørelse om hvorvidt jeg vil lade mig forvandle til en vampyr eller ej, men jeg vil stadig gerne leve som et menneske i en måneds tid eller to endnu” hun sank en klump og hendes stemme fik en del gråd i. ”Jeg vil gerne høre din historie… altså om hvordan du havde det fysisk og psykisk før og efter du blev forvandlet. Og om hvordan du havde det under forvandling og i de første måneder efter forvandlingen.. samtidig om hvorfor du valgte at blive forvandlet” hun havde ikke trukket vejret under alle de spørgsmål og hev så efter vejret nu før hun fortsatte lidt ”det ville nemlig hjælpe mig ufattelig meget med mit valg” hun gemte sig stadig væk.

Han rynkede lidt på øjenbrynene indtil hun forklarede mere hvorfor. Når han så tænkede efter, burde det faktisk være en fast ting hvis man skulle forvandle en så folk havde valget med bedre viden.

Ja selvfølgelig. Mit liv lige før jeg blev forvandlet var egentlig fint men trist grundet min lillesøsters bortgang. Det var lidt svært at finde noget egentlig værdi i livet. Claire mødte jeg til en fest og vi endte med at snakke sammen. Hun viste mig lidt af livet som vampyr og advarede mig også om de negative ting der kunne være. Jeg endte med at acceptere. Forvandlingen i sig selv var ikke på nogen måde behagelig. Men da jeg vågnede igen, var det som at se verden med nye og skarpere øjne. Alle ens sanser var stærkere. Det var som om mine øjne var blevet åbnet for hvordan verden ser ud. Jeg skulle selvfølgelig vænne mig til alle de nye indtryk, men jeg blev undervist i de ting man skulle tage højde for så overgangen var problemfri. Du vil selv blive undervist i alle de nødvendige ting. Så det korte af det lange er: Jeg valgte at blive forvandlet fordi min verden var blevet grå og trist. Da jeg vågnede var verden farverig og smuk. Ganske vist er der negative ting, men lægger man tingene op på en vægtskål så er den positive side klart den tungeste

Hun foldede sig sammen i sofaen og blev helt stille. Hun lod sig vælte ned at ligge men stadig i sin foldede stilling, helt væk og helt stille. Et enkelt suk kom frem før hun lukkede sine øjne i og prøvede at slappe af, men nej hendes tanker eksploderede inde i hendes hoved og medførte nogle tårer som bare trillede ned ad hendes kinder.
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Skal jeg blive vampyr eller skal jeg forblinde et menneske og blive gammel og kedelig som mister alle sine venner i en gammel alder og bare ønsker at det snart er min tur? Eller skal jeg virkelig blive vampyr og leve for evigt og få en masse venskaber med forskellige væsner og blive sammen med dig Caleb. Hun sukkede lidt igen og foldede sig endnu mere sammen og holdte nu sine hænder mod sine øre. Skal jeg blive vampyr og ende med måske at blive en hungersyg massemorder som nyder at slå ihjel bare for at få blod og nyde den smerte man forsager på de uskyldige væsner der skal give sit blod bare for at jeg skal overleve… men så igen, jeg ville have sværere ved at dø, og det har jeg allerede været ude for før.

Hun begyndte at græde ved tanken.

Han satte sig over ved siden af hende og nussede forsigtigt hendes skulder. Hun var nok blevet overvældet af det valg der stod overfor hende. Det var da også lidt svært for Caleb i starten. Det er jo også et liv der skal slutte før man kan blive født ind i et andet. 

Awww Emmilie..... Det må være noget af en konflikt du gennemgår.... Der er ingen pres overhovedet. Du skal nok komme frem til den beslutning der passer dig bedst. Der vil hele tiden være nogen til at støtte dig lige meget hvad du vælger... Jeg bliver ikke sur hvis du takker nej. Jeg gav dig jo ikke muligheden fordi jeg var sikker på hvad du sagde. Jeg gav dig bare muligheden

Emmilie reagerede på hans stemme men lukkede ikke sin krop op for ham lige nu. Hun var stadig foldet meget sammen, men hun svarede ham i det mindste ”Undskyld det er bare tankerne. Jeg er rimelig bange for at jeg bliver en hungersyg massemorder der gerne slår ihjel bare for at få stillet sin tørst, også selvom en million mennesker eller uskyldige væsner skal lide.” hun åbnede lidt sin krop op igen og så på ham med tårer i øjnene ”Jeg ved godt du ikke er blevet det, og garanteret vil blive den bedste lærermester nogensinde, men jeg er bare så bange for hvad jeg bliver til”


Hun satte sig op og krammede sig ind til ham. Hendes krop rystede lidt men hun slappede mere af nu. ”Jeg ville bare ønske jeg allerede vidste hvordan jeg ville blive” hun så op i hans øjne før hun skjulte sit ansigt indtil ham igen ”Men vil du være sød at tappe noget af mit blod så jeg kan få det til en lille halskæde” hun smilte meget lidt til ham og virkede en smule nervøs. Det kom sig af at hun var bange for nåle, så hun håbede han ville sige ja og gøre det i stedet.