Alene // Godric //

Tid: 23.10
Sted: Den forladte forlystelsespark naturligvis ^^
Omgivelser: Ingen mennesker - parken er mennesketom!
Vejr: Skyfrit og mørkt

Ellie sad på en gammel bænk med hænderne i skødet. Hendes nakke var bøjet så hun hang med hovedet og hendes ansigt blev skjult af det lange mørkblonde hår. Hun rystede let på hænderne af kulde, men sad ellers helt stille. Hun var iført en for stor sweatshirt uden hætte og et par korte shorts. Hendes fødder var bare og beskidte da hun havde gået rundt hele dagen uden sko på. Ved siden af hende på bænken lå hendes gamle brugte læderskuldertaske. Der var ikke meget i den; kun en slidt pung, der indeholdte meget få penge og nogle id- og bankkort, en gammel blackberry uden strøm, lidt makeup, en lille gennemsigtig pose med nogle små hvide piller i og en flaske vodka, der var halvt tom. Ellie havde taget en af pillerne tidligere og skyllet den ned med vodka for at glemme alting og få en pause fra virkeligheden.. og det havde hun også fået. Hun kunne absolut ikke huske hvad hun havde lavet, men hun var dog sikker på, at hun havde haft sko på da hun gik hjemmefra i morges. Hun skulle have været i skole, men havde igen skippet den for at rende rundt og være skæv og lave ingenting. Eller noget havde hun vel lavet, hun kunne bare ikke huske hvad. Hun havde ret ondt i ryggen, som hvis man havde ligget på eller var blevet presset op af noget hårdt, og havde ømme mærket på halsen, som hun af erfaring vidste var sugemærker, så hun havde dog en vag ide om hvad hun havde fået noget af dagen til at gå med. Hun vidste ikke hvordan hun var havnet her, men hun var kommet til sig selv liggende i en busk ikke langt fra bænken. Alene. Hun havde været helt alene. Gad vide om hun var gået herhen alene eller om den eller dem hun havde været sammen med bare havde efterladt hende der? Det var ikke til at vide. Hun orkede ikke at gå hjem. Havde ikke overskud til at skulle finde vej.. det var meget lettere bare at blive siddende her. Derhjemme var enten tomt eller så havde hendes storebror en tøs eller højrystede venner på besøg og hun havde ikke lyst til at skulle være tilskuer til nogle af delene. Nej, det var meget bedre bare at sidde her. Hun havde det elendigt. Eftervirkninger af piller og alkohol... men hvis det blev alt for ubærligt, kunne hun jo altid bare tage én til... eller to. Så ville hun bare få det endnu værre i morgen, og det havde hun jo heller ikke lyst til. Normalt var hun glad for at hun ikke havde nogle forældre - eller det bildte hun i hvert fald sig selv ind, for at få det bedre - som troede at de skulle bestemme over hende, men lige nu ville det være rart, hvis der var nogen der ledte efter hende.. bekymrede sig om hende og ville prøve at få hende på rette kurs igen. Men hun havde ikke nogle forældre og hendes storebror var lige så langt ude. Hun havde ikke nogle som helst. Hun var alene.

Det var ved at være et godt stykke ude på aften. Der var kun en lille time til midnat. Stjernerne blinkede klart fra den skyfri himmel. Godric var ikke helt klar over hvad han lavede her, men af en eller anden grund var han gået over til en forladt forlystelses park. Hvad han lavede der vidste han ikke, men noget havde fået ham til at tage her over. Godric så sig rundt. Her var mørkt, men han havde heldigvis en smule nattesyn fordi han var halvt dyr, eller rettere sagt, han kunne forvandle sig til et dyr, og derfor var han begyndt at få en smule nattesyn, men det var selvfølelig ikke lige så godt som et dyr. Han gad dog ikke forvandle sig, selvom der ikke var nogle inde for hans synsfelt, men der kunne sagtens være nogle her, så han ville ikke tage chancen.

Godric var iført en sort T-shirt, nogle shorts som var lavet af det samme som cowboybukser var lavet af. Han havde nogle pænt slidte sko på, som nok snart ville være lige til at smide ud. Der var allerede kommet nogle pænt store huller i dem, men Godric kunne for det første meget godt lide at gå i dem, og for det andet ville han ikke helt have råd til nogle nye, så han beholdt dem. Godric var ikke en rig dreng. Han havde boet på gaden hele sit liv, og havde klaret sig selv lige siden hans forældre forlod ham i en alder af 9 år. Han havde aldrig prøvet at ha overskud af penge, selvfølelig kunne han skaffe nok til at han kunne få noget at spise, og nyt tøj var sjældent for ham, men af og til trængte han til noget nyt, og købte derfor noget selvom han ikke havde mange penge i forvejen.

Godric var langsomt begyndt at gå, og ikke længe efter hørte han noget. Han blev nysgerrig, og gik hurtigt i den retning lyden var kommet fra, og inden længe var han nået frem til en bænk i parken hvor en ung kvinde sad. Hun så ikke ud til at havde det så godt, men turde Godric at gå hen til hende? Han kiggede efter om der var andre i nærheden, og da der ikke var, gik han forsigtig over mod hende.

Ellie sad stille lidt endnu inden hun bøjede sig over skuldertasken, der lå ved siden af hende, og fandt sin telefon frem. Irriteret trykkede hun på alle knapperne, og da der ikke kom liv i den, kastede hun den arrigt ned i tasken igen. Hun gemte ansigtet i sine rystende hænder og prøvede at trække vejret kontrolleret. Fuck, hvor hun dog hadede alt lige nu. Hun hadede sine forældre, som aldrig var hjemme.. de var så sjældent hjemme, at hun var begyndt at opfatte sig selv som forældreløs. Hun havde ingen venner og hendes storebror var et lige så stort vrag som hende selv. Køn familie. Hun var bare glad for at hendes mor og far ikke så hende lige nu. Så ville hun få en på hovedet! Ellies familie var rig. Meget rig og hendes forældre ville have at alt skulle se perfekt ud udadtil. De skulle jo bevare deres gode ry. Det ry som Ellie så småt var ved at ødelægge.
Ellie snøftede en enkelt gang, men nægtede at græde. Hun bed sig hårdt i læben og fjernede hænderne fra ansigtet. Hende øjne var våde og det var tydeligt at se at hun kæmpede for ikke at lade tårerene falde. Ellie var ikke svag.. hun havde bare været stærk i alt for lang tid nu. Hun holdt ikke til mere. Ikke til flere fester, hvor hun skulle stå i timer ved sine forældres side og lade som om alt var i den skønneste orden. Ikke til at hendes mor prøvede at koble hende sammen med flere rigmandssønner, som hun ikke ville have. Hun gad ikke mere nu. Hun havde fået nok. Ellie rodede igen i tasken, og fumlede efter noget, som hun fandt kort efter. Den lille gennemsigtige pose med piller. Inden hun nåede at åbne den, hørte hun noget og hendes krop frøs. Hvad var det? Hun drejede langsomt hovedet med posen gemt i hendes ene hånd, og så på en dreng. Eller fyr ville være et mere passende ord. Han så ud til at være lidt ældre end hende. Hun strøg håret væk fra ansigtet, så han kunne se hende, og stirrede på ham. Hun sagde ikke noget. Så bare på ham, som han gik hen mod hende.

Godric gik langsomt over mod pigen som sad på bænken. Hun så ikke ud til at vide hvad hun skulle, for hun kylede bare alt det som hun tog op af sin taske, ned i den igen. Da Godric var kommet et par skridt tættere på, så pigen over på ham. han tog et par tøvende skridt mere, men standsede så op. han betragter pigen, men ikke på en alt for stirrende måde. Han kan ikke selv lide at folk stirre på ham, så han vil heller ikke selv stirre på andre hvis de nu heller ikke ville kunne lide det. Hun er faktisk ret pæn, syntes Godric. Han kan bestemt godt lide hendes hår, og hun ser virkelig sød ud, men selvfølelig ved Godric ikke om hun er det. Han bider sig en smule nervøst og usikkert i læben. Han har ingen ide om hvad han skal gøre, om han skal blive stående eller gå over til hende. Han ved heller ikke hvilken race hun er, men i samme øjeblik han tænker tanken, kommer der et let vindpust mod Godric. Det har taget hendes fært med sig, og der er ingen tvivl her. Hun er 100 % menneske hende her, og det gør Godric en smule bedre til pas. Tænk nu hvis hun havde været en dæmon eller vampyr eller bare noget andet overnaturligt der var meget stærkere end ham selv? Han vil ikke en gang tænke på det der kunne havde været sket, men selvfølelig igen, han vidste jo ikke om hun var farlig, men hun ville ikke ha nogen overnaturlige evner som andre. Godric tog mod til sig efter lidt tid bare ha stået der, og gik forsigtigt helt hen til hende. ”Hej, er der noget galt?” spurgte han forsigtigt. Han var en smule på vagt, men det var kun fordi han ikke kendte hende, og derfor ikke var helt tryg i hendes selskab endnu, men han håbede virkelig på at blive det, og han håbede også at hun ville blive tryg i hans selskab med tiden.

Godric var nu standset op lige foran hende, og stod nu og kiggede lidt genert ned i jorden. Et lille, men kraftigt vindstød, blæste forbi dem, og fik roet op i Godric’s hår, så det nu var faldet ned i øjnene på ham. han sukkede over håret, og fjernede det fra sine øjne. Det skete næsten altid når det blæste, og det var en smule irriterende, men Godric elskede sit lange hår, og ville ikke klippe det kort. Det var ikke lige noget han syntes ville være pænt til ham selv, men det vil jo være mere praktisk hvis han gjorde det. Han vil for det første aldrig mere få det ned i øjnene igen, men han nægtede at lade vinden vinde det her. Han havde besluttet sig for længe siden at han ville ha det her hår, og intet kunne lave om på det.

Godric kiggede forsigtigt op fra jorden, og mødte pigens øjne. De havde en pæn grøn farve. De var virkelig kønne de her øjne. Godric kunne ikke lade være med at smile forsigtigt til hende. Han rakte forsigtigt sin hånd frem som for at hilse ordentlig på. ”Mit nav er Godric, og hvad er dit navn, hvis man ellers må spøge?” spurgte han. Han håbede at det var okay at han spurgte.

Ellie stirrede på drengen med et tomt ansigtsudtryk. Hvad ville han? Kunne han ikke se at hun ikke var i sludrehumør? Ellie slog blikket ned og så sig omkring. Der var ikke andre mennesker i nærheden, så hvis han var en eller anden psykopat der ville slå hende ned, var der ikke nogen til at forhindre det. Ikke at hun troede det, for han så ret tilbageholdende og tvivlende ud i sit blik. Et vindpust ramte Ellie og hun skuttede sig. Det var koldt og hun havde ikke vildt meget tøj på, plus hun havde bare tær. Det ville nok koste en forkølelse det her! Hun vendte sit blik mod drengen igen og så at han havde fanget sin underlæbe mellem tænderne. Hendes blik var klistret til hans læber i få sekunder inden hun tvang sig selv til at finde hans øjne med sit blik. Da han efter kort tid atter bevægede sig over mod hende, lænede hun sig instinktivt lidt væk fra ham. Hun kendte ham ikke og hun havde ingen anelse om hvad han ville hende. Ellies øjne blev store af overraskelse og misbilligelse ved hans ord. Hun havde lyst til at grine, men nøjedes med at fnyse. "Nej, jeg har det fantastisk," sagde hun med en lav afkræftet stemme. Selvom hendes stemme var lav og præget af træthed og udmattelse skinnede hendes fine pigede klang stadig igennem. Hun slog blikket ned og så på sine hænder. De var beskidte. Da han standsede næsten lige foran hende, så hun op på ham igen. Han virkede så høj som han stod der foran hende. Hun betragtede hans hår, da blæsten tog i det. Det var... interessant. Hendes storebror, eller nogen af de andre drenge, som var børn af hendes forældres venner, havde aldrig haft så langt hår. Deres hår var for det meste veltrimmet eller modeleret omhyggeligt med voks. Da han fangede hendes blik rødmede hun let over at have stirret, men hun slog ikke blikket væk. "Ehm," mumlede hun og så på hans udstrakte hånd, da han rakt den frem mod hende. Hun burde tage den, men ville ikke vise ham hvor beskidte hendes hænder var. Dog var det tydeligt for ham, på grund af hendes bare ben og beskidte tær og uredte hår, at hun nok havde ligget og sovet i en busk i de sidste par timer. Istedet for at tage hans hånd klappede hun let på bænken ved siden af sig for at vise ham, at han bare kunne slå sig ned. "Ellie Hemmings," præsenterede hun sig selv og så ned på sin ene knyttede hånd, der indeholdt pillerne.

”Ja undskyld, det var et tåbeligt spørgsmål, så lad mig spørge i stedet for hvad der er galt?” sagde han tøvende. Han følte sig en smule dum over at ha spurgt om der var noget galt når det ellers var så tydeligt, at der var noget galt. Han sukkede. Hvorfor havde han dog også spurgt om så dumt et spørgsmål? Han ville ønske at han aldrig havde spurgt om det, men i stedet spurgt om hvad der var galt, men det var ligesom lidt for sent nu. Man kunne ikke tage de ord i sig igen som allerede var kommet over ens læber, selvom det til tider ville være meget praktisk at kunne. Han bed sig hårdt i tungen, men standsede dog ret hurtigt da det begyndte at gøre ondt, og han genkendte den velkendte jernagtige smag af blod på sin tunge. Det ville ende med at han ikke havde mere blod tilbage, vis han blev med det her, tænkte han, men det var dog ikke helt sandt. Det ville ikke lige kunne lade sig gøre at miste alt sit blod på den måde.

Godric tænkte lidt over hvorfor Ellie mon ikke gad tage hans hånd, men måske var det fordi hun syntes at hun var for beskidt? Godric var ligeglad med om hun var beskidt. Man kunne alligevel se det tydeligt på hende. Da hun klappede på bænken tøvede han en smule. Han vidste ikke helt om han skulle sætte sig ned som nu en gang tilbød ham, eller om han skulle blive stående hvor han nu en gang stod. Han endte dog alligevel til sidst at sætte sig ned ved siden af hende. Han kiggede på hende, og tænkte lidt over hvad han skulle sige til hende. Han ville gerne bryde isen en smule, men han havde altid meget svært ved det fordi han var så usikker, både på sig selv og alle andre. Han endte dog med at spørge om noget han ikke lige vidste om var helt så passende i den her situation. ”Hvad laver du egentlig her ude uden mere tøj på. Det er jo temmelig køligt?” spurgte han. Det gjorde ham intet hvis hun ikke ville tale om det, men han prøvede bare at være sød, selvom det var meget overskridende for ham at side her og snakke med en som han overhoved ikke kendte.

Ellie betragtede ham og kunne tydeligt se på hans ansigtsudtryk, at han følte sig dum over at have spurgt om sådan et indlysende spørgsmål. Han burde egentlig ikke føle sig dum over det, for det var det de fleste mennesker ville spørge om. Det kunne jo godt være, at der ikke havde været noget galt, selvom hun sad og hang på en bænk i en forladt forlystelsespark uden sko på. Hun fik næsten helt ondt af ham, så da han ændrede sit spørgsmål, valgte hun ikke at smide en sarkastisk kommentar i hovedet på ham. "Well," mumlede hun og slog blikket væk fra hans ansigt. "Vil du have hele listen?" Hun smilede let til ham. Hun havde selvfølgelig kun sagt det for sjov, for hun havde ikke tænkt sig at fortælle en vildt fremmed om sine problemer. Dem var der ingen der hørte noget om, selvom de fleste sagtens kunne se at hun havde dem.
Da han satte sig ned ved siden af hende, drejede hun hovedet så hun kunne se på ham. Hun var stadig ikke tryg ved ham. Hvorfor var han helt alene her i forlystelsesparken? Men på den anden side.. det var hun jo også. Han virkede bare mere klar i hovedet og lignede ikke en der ikke kunne huske de sidste 7 timer. Og hvorfor var han så venlig mod hende? Hun fangede sin underlæbe mellem tænderne og så på ham. Selvom han virkede lige så usikker på situationen som hun var, var der et eller andet interessant over ham. Hun kunne bare ikke lige sætte sin finger på hvad det præcis var. De sad lidt og så på hinanden og Ellie vidste ikke hvordan hun skulle bryde stilheden, så hun var glad for at han gjorde det. Hun kunne dog kun trække på skuldrene af hans spørgsmål. "Jeg ved det ikke," sagde hun og et lille smil fandt frem til hendes læber. "Jeg kan ikke rigtig huske særlig meget af idag, men jeg er ret ikke på, at jeg havde sko på da jeg tog hjemmefra." Hun smilede undskyldende til ham. Han behøvede altså ikke at side og holde hende med selskab. Hun kunne umulig være særlig sjov at være sammen med.

Godric ser ned på sine hænder et kort stykke tid, og står lidt og tænker. Han er ikke en gang selv klar over helt hvad han lige tænker på, men han ved at han tænker på noget. Det lyder mærkeligt, men nogle gang kan Godric godt tænke uden rigtig at tænke. Han re ligesom bare ikke til stede. Da Ellie taler bliver han revet ud af sine tankeløse tanke, og ser med et hurtigt ryk med hovedet, op på hende. Om han vil ha hele listen? Han rynker svart på panden og kigger bare på hende et kort øjeblik, men kigger så væk igen. Han trækker på skuldrene. ”Du bestemmer jo selv hvor meget du vil fortælle mig” siger han stille, og trækker igen næsten umærkeligt på skuldrene. Han vil helst ikke præses folk til at fortælle ting, men han vil sagtens kunne lytte til andres problemer. Han havde faktisk ogs selv mange han sloges med, så han vidste nogle lunde hvordan det var at ha nogle problemer.

Godric så på hende, og smilede genert. Han nikkede kort da hun svarede ham på hans spørgsmål, som om han vidste at hun ville sige lige netop dette, men det havde han jo ikke vist. Så hun havde simpelthen mistet sine sko? How? Han så bare på hende i noget tid, men sukkede så lavt. Han bider sig kort i læben, men kan alligevel smage blod. Han havde da ellers ikke bidt så hårdt, eller havde han? Han var ikke helt klar over det. I stedet spurgte han så bare Ellie ”Ved du ikk hvad der er sket?” han så spørgende på hende, men vendte så blikket ned af. Han følte sig en smule utilpas ved bare at side og kigge sådan på hende. Han vil ikk selv bryde sig om at folk kiggede sådan på ham, og derfor havde han kigget væk fra hende.