Full Moon

Støvregnen havde gjort det lyse hår en smule fugtigt, og derfor skubbede hun det gang på gang, væk fra sit ansigt.  Egentlig vidste hun ikke, hvorfor hun ikke var taget væk fra skoven for længst. Stedet var dunkelt, og de mørke skyer på himlen dækkede for det naturlige lys som stjernerne måtte bidrage med. Heldigvis havde hun medbragt en lommelygte, hvis lyskegle hun lod fare over skovbunden, hvor de visne blade lå og skjulte græsset... Det var som om hun fik fornyet energi af at bevæge sig i skoven, trods hun manglede dagslyset. Den lille lejlighed i Terre havde bare virket indelukket og klaustrofobisk. Hun havde været nødt til at komme ud...
Luften var kølig og ramte den lyse, fejlfrie hud, som var så karakteristisk for hendes race. Efterhånden havde hun gået på stien i omkring en times tid. Dybere og dybere ind i skoven, som hun dog heldigvis syntes at kende ganske godt, efter at have spenderet så mange år i Di Morga. I et kort øjeblik lukkede hun øjnene, og stoppede op. Nød hvordan støvregnen forfriskede huden, og hvordan den kølige vind strøj gennem håret. Dog nød hun det ikke længe. For hun fornemmede lys på sine øjenlåg. Et hvidligt skær, som syntes at sende faresignaler op i hende.
Hun åbnede øjnene, og så lysningen lige fremme. Med hastige skridt gik hun derover. Stod badet i lyset fra fuldmånen, der nu havde afsløret sig selv mellem de tunge mørke skyer. Selvom hun syntes at opfange noget af lyset fra månen, begyndte nakkehårene at stige. Dette var ikke et godt tegn. Hvordan havde hun kunne glemme det? Hjertet begyndte at banke hurtigere, og hun bad til, at der var tid nok til at stikke af. Lommelygten slukkede hun, før hun tog en dyb indånding og drejede om på hælene. Det ville tage lang tid at komme hjem. Alligevel satte hun i løb. Hun skulle ikke tage nogen chancer.