The full moon shines(Belafont)

S: skoven
T: 00.00 ca
O: nattens dyr
V: Fuldmåne, skyfri og lunt

________________________________________________________________

fuldmåne lyset nattens skov op så den var lyser end normalt, dyrene var begyndte at vågnede eller har været vågenet i lidt tid, efter hvilken art den var, ud på en eng eller et plet med græs hvor fuldmåne kunne skinne ned på lige ned, hvor træer ikke var, løb en lille ræv rundt og legede efter nogle flagermus, der flyv lavt, flagermusen , virkede os til at hygge sig og havde det sjovt, da ræven ikke vil skade den , dette kunne se være gang den fangede den slap den og lege forsætte , men at den lille rød ræve unge oppe på af græsset og prøvede at fange flagermusen... den var ikke en unge en ung ræv måske ikke helt voksne i nu.... men i virkeligheden var det Melinia som legede i sin ræve form

En Ravn fløj skrappende over en af træerne omkring engen, i vil fugt, og havde tydeligvis været så i et stykke tid, da den sækkede ned af. Hvis man kunne forstå Hvad Ravne sagde, ville det eneste man hørte være bandeord. Ravnen tabte pludselig højte drastisk, og forsvandt i en lille sort sky, og ud af den faldt Belafont ned på det bløde gras. Han bed sine tænder hårdt sammen, og tåbte af smerte da han ramte jorden. Hans dragt var flodste i stykker, og han havde et stort antal sår fra noget der kunne minde om sværd. Han hostede noget blod op, og krummede sig sammen.
"Forbandede.. Blinde... Arh!" Belafont snakkede lavt, og i et tonefald der kunne læne sig op af frygt, uden at det egentligt var det.

Ræv flyv til siden da en person fladt ned ved siden af den på engen , det begyndte at løb væk, da den hørte hvad han sagde og vendte sig *han er såret, anden gang i denne uge jeg viser mit sand udseende * ræven gik hen til ham og begyndte at forvandle sig tilbage på en meget ubehagelig måde, hun stoppe på foran ham og var helt menneske igen, hun så mod ham og sætte sig på huk, hun lagde en hånden på hans skuldre og derefter hans panden "Hey du" sagde hun blid og smilede roligt , han havde nok set hende forvandle til menneske, men hun så ned på blodet og sårene "jeg kommer få at hjælpe dig" sagde hun og havde ikke lagt mærke til det var en vampyr,

Belafont faldt rundt på hans ryg, lige inden at Melinia kom hen til ham. Da han så hende komme, kravlede han først en smule tilbage, men da hun lagde sine hænder på ham, og snakkede, stoppede han, og kiggede forundret op på hende. Hans vejrtrækning var høj og ustabil, og han drejede hurtigt hovedet, for ikke at hoste på Melinia, og kiggede så op igen. Han havde et rimeligt voldsomt sår hen over brystkassen, som havde blødt heftigt i et stykke tid, men var langsomt stoppet. Skrammend var der stadig, men der kom ikke blod ud.
"I.. Ikke.. Komme for.. Tæt på mig... L.. Lad mig ikke lugte.. Dit.. Dit blod, frk..." Hakkede Belafont, imens han kravlede en smule længere tilbage. "J.. Jeg skal.. Bare.. H.. Have lidt.. Tid til.. At.. At heale.." Belafont kom op på hans albuer, og kiggede op på Melinia, og nikkede med et lille smil. "Men mange tak.. O.. Og undskyld.. Hvis jeg skramte.. Dig..."

Der kom chok i hende nu "Vam...mpyr" sagde hun og så mod ham og flyttede sig baglæns og så mod ikke på ham, hun sukkede dybt "Sorry, jeg forstyrre dig" sagde hun og begyndte at løb ud mod skoven, hun var chokket, bange og overraske af sine handling, det lignede hende ikke , hun stoppe op i skoven kanten, men hun var ikke synlig mere, hun faldt sammen og forvandle sig til sin ræve form igen , *dumme tøs* tænkte hun og mærkede sit hjerte hamrede hurtigt stadig

Belafont grinede en smule, og fald om på græsset igen, med sine arme hvilene på vær side af sig.
"Rolig nu.. Er ikke fordi jeg ville være specielt farlig i den her tilstand, også selvom jeg faktisk var intereseret i at bide dig!" Prøvede han at råbe efter Melinia, men kunne ikke råbe specielt høj.
"Og du er ikke dum! Var stadig.. Flinkt af dig at.. Se til mig!" Igen var det ikke specielt højt, i det han svarede på hendes tanker. Han banede så en smule, og lagde en hånd over hans brystkasse. *Heal nu for.. Helvede*

det gav et chok i hende da han svarede på hendes tanker og så bagover *fedt tankelæser* tænkte hun og sukkede dybt, hun forvandle sig igen ... jo mere hun gjorder det , mere ondt gjorder det "Aww" sagde hun lavt og bid sig i læben, hun kom frem igen "Sorry , reflekser på deres orde " sagde hun og små smilede undskyldende , hun opfange først nu havde havde sagt var interessent i hendes blod, hun hørte det i hovedet "Var, det kan de vel ikke menige " hun gik hen mod ham og sætte sig og lagde hånden på hans bryst "de ikke god til at healede dem" sagde hun og sukkede dybt og så mod ham , hendes hjerte slog stadig hurtigt efter chokket

Belafont grinede en smule imens han drege sit hovede, for at hoste væk fra hende.
"Nej det mente jeg. Vil ikke bide dig.. Kunne jeg ikke finde på.. Og nej, jeg er ikke god til at heale migselv, når jeg har mistet så meget blod som jeg har. Men.. Lad os da håbe det er muligt.. Medmindre du ser en anden måde hvorpå jeg skulle overleve det her?" Belafont griner en smule sarcastisk, og kigger op på Melinia. Han prøvede at komme op på sine albuer igen, og måtte ligge megen kamp i det.

hun sukkede dybt og rystede på hovedet "du kan få noget af mit blod så, så klar du det " hun tilbud sin blod til ham, men ikke på den måde han troede, hun tog en lille flaske frem og gav ham den "er ikke dum , her , det hjælpe , det måske ikke lige så godt som at drikke lige fra kroppen, men hjælpe dig" sagde hun og sukkede lidt , det var hendes blod, men hvorfor havde hun sådan noget på flaske , som normalt gav vampyr.... Hendes blod var anderledes end andre , man kunne smag hvad hun var en anigumas , men os en med evigt liv i blodet , ens forbandelse for livet , hun så mod ham

Belafont løftede et øjnbryn, da hun tilbød flasken. Hans tilstan tillod ham ikke rigtig at sige nej til sådan et tilbud, og tog imod flasken. Han havde spørgsmål, men han kunne ikke vente med at indtage noget blod, så han satte hurtigt flasken for munden. Belafont var normalt aldrig grådig, men drak alligevel hele flasken, og sukkede dybt da han var færdig. Hans krop lavede en lyd, som om noget knækkede på plads, dan hans ene ben spjettede. Han pressede tænderne hårdt sammen, for at holde et råb af smerte tilbage. Han begyndte at trække vejret hurtigt og tungt, imens hans sår begyndte at heale, forholdsvis hurtigt. Han lukkede øjnende og bukkede hovedet. Efter et øjeblik sådan, kiggede han hurtigt op igen, og på Melinia. Han nikkede en enkelt gang.
"Mange tak for det unge frk.. Det var... Meget flinkt af dig.. Hvorfor bære du en flaske med dit blod?" Spurgte Belafont lidt forundrende.

"vis jeg måder end som dem" sagde hun og hævet sit øjenbryn og rystede på hovede og smilede "du er grådig , vis du ikke kunne smag at jeg nok er gamle" hun rejste sig op og gav ham sin hånden "Du ser ud til at være okay nu" sagde hun og hiv ham op at stå , hun rejste sig og stod op "SÅh klar de den vidste, så smutter jeg igen" sagde hun og skulle til at gå , da hun komme i tanke om flaske "åh må jeg få den igen" sagde hun og tog den ud af hånden på ham "de skal helst glemme du mødt mig" sagde hun derefter og begyndte at gå

Belafont løftede et øjnbryn, og så en smule forviret ud. Hans nysgerighede slog over, og han begyndte at følge langsomt efter, imens han snakkede.
"Jeg er en vampyr, jeg glemmer ikke bare lige sådan.. Hvorfor er det jeg burde glemme at jeg mødte dig? Og hvordan kan det være jeg ikke har set dig før?" Han virkede meget stædig, og var nu tørtstig efter viden.

hun stoppe op "fordi jeg normalt ikke viser mig til folk , heller ikke vampyr" sagde hun og vente sig mod ham , hun sukkede dybt "Så lad mig være, hjælpe dig , du har det beder , lad mig så være , forbandelse over det" sagde hun og begyndte at gå vider inden mod skoven og stod i skovsenkanten , med hånden på et træ, hun blid rolige igen "Pleas" sagde hun så , hun ødelagde nygerrigheden i det , men var os meningen

Belafont stoppede da hun gjorde, og holdt sin afstand.
"Men hvorfor? Du er tydeligvis en Animagus. Hvorfor gemmer du dig for folk, er det ikke.. Kedeligt?" Belafont rystede en smule af hans spørgsmål, og grinede lidt, da han jo vidste han ikke var meget bedre selv, og at han også engang havde gemt sig for mennesker. Men Animagus'er havde altid intereseret ham, så han gav ikke op endnu.

"det ikke derfor jeg holder mig fra de folk " sagde hun og så mod ham og sukkede dybt "De er fir nygerrige sir, det kan være farelig" sagde hun og stod nu tæt på ham med noget skarpt mod ham en kniv men som var voldsommere og farligere "Hold dig væk fra mig" sagde hun helt roligt, men deres kroppe mødes, hun var dejlig varm og havde en sød duft af kvinde, som de gjorder i gammel dag, end sødere end nutidens kvinderne

Belafont holdt sine arme afværgende ud til siderne, for at vise han ikke havde nogen onde tændenser.
"Rolig nu frk. Er bare en smule nysgerig... Er ikke så tit at jeg møder en Animagus. Og jeg har et par år at løbe på." Han smiler let efter han havde snakket. Hans næse rynkede en smule, og det fik ham til at grine en smule.
"Du har da så sandelig ret i du ikke er 'ung'. Din duft minder mig om mange år siden, er godt nok længe siden jeg har duftet nogen som lugtede sådan.." Belafont prøvede at træde et skridt tilbage, stadig med armende strakt, endnu engang for at hvise han ikke vil hende noget ondt.

"har haft evigt i 100 år nu" sagde hun og tog den til sig , hun sukkede og faldt sammen "Hvorfor vil folk ikke dræb mig " kom hun til at sige og lå nu "dette er en forbandelse , forskel er jeg stadig har mine menneskelig følelse det har vampyr ikke , det så snyd" en tår faldt ned af hendes kinder, hun var i mange smerte tydeligt at se og vil ikke forvandle sig, hun kunne ikke holde masken en evighed , selvom hendes 17 år havde det

Belafont knælede sig ned foran Melinia, og lagde hovedet lidt på skrå.
"Tror du det er en velsindelse at være vampyr? Skal du drikke blod fra dyr eller mennesker? Fryser du konstant? Har du kunne smage almindeligt mad? Det er ikke... Som man siger nutildags, 'fedt' at være vampyr..." Belafont rejste sig op igen.
"Evigt liv er sjælendt en velsindelse som de fleste måske ville tro.. Men håber du ved at du stadig er ung.. Du kommer formegentligt til at leve med det i mange år endnu... Vend dig til det.." Belafont fortrød lidt sin kolde mine, og sukkede en smule.
"Undskyld mine maneer..." Sagde Belafont og gik lidt væk fra Mailina, og satte sig ned, lænet op af et træ.

Melinia lå stadig og begyndte nu at græde "kan være du oplever de ting, men det ikke sjovt at havde de menneskelig følelser når man ser dem man er vokset op med, bliver gammel , dem du elsker døder, mens du forbliver din sammen alder , og når det sker tro folk du er en gave fra gud, en gudinde " hun stopper "Sorry , skal nok stoppe nu og nej forstå dine maneger, det følelse bedste ikke at knytte sig til folk, det minder smertefuldt " hun stoppe og satte sig op, hun havde sagt for meget nu , "Jeg ... jeg .. gå nu , bare rolige" hun rejste sig op og så mod ham nejede og begyndte at gå væk fra ham og tilbage til sin hytte ... han måtte selv valg om han kom med eller bliv, men han kom nok ikke ....

Belafont rystede skuldrende og rejste sig op, og kiggede efter Melinia.
"Kan godt være at vi ikke kan føle, men vi kan stadig huske. Og gamle minder kan altså gøre ondt.. Du kender ikke så meget til gamle vampyrer som du ville tro frk." Belafont bestemte sig for at han havde taget for meget af hendes tid, og gad ike tilføje til hendes tydelige lidelser.
"Men ensomhed kan gøre mindst lige så ondt som minder og kærlighed... Hvis du for behov for et øre at snakke med, kan du finde mig i det gamle hus, et par kilometer fra grotterne." Belafont forvanlede sig til sin Ravne form, og fløj væk med vinden.

hun så ravne og hendes ræv form forvandle sig selv og tog over den fange ham, meget hurtigt og lagde forbene over hans vinger, hun kunne ikke styre det , *hvad sker der, den gøre det selv* tænkte hun og hendes øjne var blå som hendes, en fuld udvokset polar ræv holdet ham ned mod jorden, ræven lod bare der og så mod ham med undersøgende øjne, duftede til ham og nøs , ikke god duft ... kunne man se på ræven men den havde det sjovt *Ahhh* tænkte Melinia som ikke kunne styre sin form lige nu

Belafont fik et chock da ræven hoppede på ham. Han skulle til at retaliere med sine skarpe klør, men stoppede sigselv, da han kunne lugt at det var Melinia, da hendes blod jo stadig er det samme i hendes form. Han grinede lidt, som kun kom ud som skrappen. Han fægtede en smule med sine klør imens hans vinger var nede, for at drille ræven, men var meget forsigtig ikke at komme til at ramme den, samtidig med at han var klar til at hvis den prøvede at bide, kunne han stikke klørende i dens snude.

den så mod ravne og så ud til at blive over happy at den gjorder de ting og den skiftede hovedet til den ene side og derefter til den anden , og igen og igen ... blev den vid og stoppe , så ud til den skulle bid ham, men så derefter den var på vagt og slikkede lidt og spyttede lidt ud , smagt ikke kort, smagt af vampyr , for menneskelig ikke dyrlig, Ræven så på ham igen med hovedet til siden ... Melinia sukkede og fik styr på sin form og så nu ud af øjne på ræven og så ham ... ræven hoppe af og forvandle sig omkring igen til sin menneske form , det gjorder vildt ondt og det kunne ses nu ... hun lod på jorden og mærkede sin øm krop og smertende "Aww" sagde hun "og sorry"

Belafont forvanlede sig om da han havde sine vinger fri, og lå på jorden, han grinede en smule, indtil han så at Melinia havde ondt. Han holdt straks op med at grine, og rejste sig hurtigt og gik over til hende.
"Er du okay? Så ud til at være smertefuldt, gør det ondt vær gang du skifter form?" Belafont knæler sig ned ved siden af Melinia, og prøver at hjælpe hende op at side.

"Ja vis jeg gøre det for tit " sagde hun og mærkede ham prøvede at hjælpe hende op , hun så mod ham "Sorry , kan altså godt selv, men du skulle havde hørte dig selv da jeg overfaldt dig som ræve" hun små grinede , men mærkede smertestik inden i mellem , men var lige glad , hun så mod ham "Der falme min maske helt" sagde hun og sukkede dybt.... men så ikke på ham "Og jeg er okay, er vantil det"