The Meeting//Calthos

'Tid, vejr, sted etc er i teksten'

Man kan allerede mærke at det bliver en varm dag, i forhold til at det er efterår, selvom klokken kun nærmer sig 7 om morgenen. Solen skinner og der er kun en mild brise. Blæsten er dog alligevel så kraftig at der kommer skum på toppen af de små bølger, som ruller ind mod bredden.
Dai Akaido sidder på sandet med sin bog og nyder den stille brise. Han har dog en sort frakke på til at skærme ham lidt mod kulden, men den er ikke ret tyk. Hans brune hår er blæst lidt tilbage, men han lægger ikke rigtig mærke til det. Det skinner og ser nyvasket ud.
Han koncentrer sig mest om sin bog, men kigger engang imellem op og lader sine klare blå øjne glide rundt og kigge efter folk. Han vil helst ikke forstyrre nogen, men vil heller ikke fjerne sig, hvis nogen synes de skal til at lave ting og sager i nærheden. Dai venter ikke på noget. Han sidder bare og nyder livet.
Han rækker ned mod sine sorte sko med de blå snørebånd, åbner dem og tager dem af. Efterfølgende tog han sine sokker af og begraver sine fødder i sandet. Han er helt afslappet og læner sig lidt bagud. Han lader sine øjne glide ned over siden i den bog som lå på hans skød. Han smiler over noget i bogen og kniber øjnene lidt sammen.
Dai føler sin kærlighed til naturen, en følelse som også følger ham når han forvandler sig til en ulv, fylde ham og gøre ham glad. Det eneste tidspunkt han har det bedre end sådan her, er når han løber i sin ulveskikkelse eller når han har fundet en at kaste sin kærlighed på.
Han smiler stort og overvejer at gå ud i vandet, selvom han ved hvor koldt det er på grund af årstiden. Han beslutter dog at lade være for det bliver senere på aftenen.

Godt nok var det rigtig tidligt om morgenen, men der var et eller andet der tydede på at det her skulle blive en ret så varm dag, selvom det var efterår. Calthos havde endnu ikke været på stranden før, ikke siden han kom hertil og han havde godt nok hørt en masse gode ting omkring den. Først havde han besluttet sig for at besøge den når det blev sommer, men der var lang tid til og der var jo ingen der sagde at en strand ikke kunne være noget specielt på en dag som i dag selvom det var efterår.
Han kom til at tænke på om deroverhovedet ville være nogen. Der kunne sikkert nok være nogen der var ude og gå en tur om morgenen med deres hundeller et kærestepar der synes det er romantisk. Han stod oppe på en af klitterne og kiggede sig omkring, smilede lidt til sig selv da han faktisk så et par der gik forbi og tænkte lidt til sig selv. Det kunne have været ham og Alyssa, men det havde nok været bedre at lade hende sove derhjemme, han havde i det mindste lagt en besked om hvor han ville tage hen og et eller andet fortalte ham at hun sagtens ville kunne finde ham hvis hun ville.
Han kiggede ned på stranden og så en fyr der sad med fødderne begravet i sandet. Det var da lidt underligt at gøre på den her tid? Der var jo stadig en lille smule koldt, så ville han ikke blive syg af at sidde med fødderne under sandet? Det var selvfølgelig ikke sikkert, men det kunne jo også være ligemeget. Calthos besluttede sig for at gå ned til vandet, men han ville dog helst ikke gå i vandet da det ville afsløre hans kræfter. Vand leder jo elektricitet og det ville styrke hans evner til et punkt hvor at han ikke længere ville være i stand til at skjule de lyn han kan hidkalde og det ville bare begynde at sværme omkring ham og ramme alle der var i nærheden.
Han gik langsomt ned imod vandet og stod på en pæn sikker afstand derfra, ikke ret lang fra ham der sad med fødderne under sandet. Der var et eller andet over ham, han var ikke menneske det var i hvert fald helt sikkert. Calthos havde nok været i nærheden af sådan et væsen før og vidste godt hvad han var, hvilket fik ham til at smile lidt til sig selv, dog sagde han ikke noget. Han stod bare og kiggede ud imod horisonten.

Dai kiggede op, og så en fyr, som stod og kiggede ud over vandet. Det så ikke ud som om han var helt menneske, men på den anden side, var Dai det jo heller ikke selv. Han overvejede igen at lade sine ting ligge og bare løbe en tur i ulveskikkelse. Men han havde ikke så meget lyst til det som han havde haft da han var alene. Han havde bare nemmere ved at drømme sig væk, når han ikke skulle bekymre sig om hvad andre tænkte om ham. Han lod sine klare blå øjne køre hen over den fremmede, mens han vendte en side i sin bog. Han vendte igen blikket mod bogen og fordybede sig i den. Når han først var fordybet i en bog, lagde han egentlig ikke mærke til så meget andet.
Dai kunne godt mærke, at det var lige den form for afslapning han trængte til. Han nød solens stråler og tog sin jakke af. Han var egentlig ligeglad med om han blev forkølet. Han prøvede at se alting fra et optimistisk synspunkt. Også når det var svært.
Han kunne bare ikke længere koncentrere sig om bogen. Han rystede sine fødder og børstede dem fri for sand, inden han tog sine sokker og sine sko på igen.
Han pakkede sine ting sammen i en sort skuldertaske og rejste sig. Han gik ikke langtvæk, satte sig bare på en sten tættere ved vandet.
Han kiggede igen over på den fremmede, der var simpelthen et eller andet dragende ved ham.

Calthos lagde nok mærke til at den anden kiggede på ham. Man kunne ikke se Calthos' ansigt da han havde en jakke på der hang ned til lårene og på jakken var der en hætte som han havde over ansigtet. Det der gav væk at han ikke var menneske var simeplthen at hans øjne lyste blåt under hætten og det var tydeligt at se. Han stod bare og kiggede på vandet, som om at han ventede på et eller andet. Han lagde nok mærke til at den ande var ved at tage sokker og sko på og det ville ikke bare bring mindre opsigt til det som Calthos skulle til at gøre. Det var ikke fordi at han ventede på noget, det var fordi at han skulle til at træne. Han havde fået af vide at hvis han kunne lære det, så kunne han gøre hans sko magiske i noget tid og på den måde være i stand til at gå på vandet ved hjælp af små lyn der hvirvlede rundt under hans sko der holdte ham oppe, han ville være i stand til at gå på selve vandet.
Calthos troede jo at den anden mand var gået længere væk så han ville ikke se sig om for at finde ud af om der var nogen. Han sukkede og hævede den ene hånd op i vejret og den begyndte at vrimle med lyn. Derfter klappede han hænderne sammen og der var nu lyn omkring begge hender og arme. Derefter skød han begge arme ud til hver side og lynene vrimlede ned af hans krop og under hans fødder.
Det vrimlede nu med små lyn under hans fødder og han kiggede på vandet igen. ”Here goes..” Sagde han stille til sig selv. ”Lad os finde ud af om det her virker.” Sagde han derefter til sig selv og begav sig ud imod vandet.
Det lykkedes! Han kunne gå på vandet, hvilket ville gøre så mange ting MEGET nemmere for ham. Han gik et par meter ud, men holdte sig tæt på bredden, hvis nu at der skulle ske noget.

Dai hævede overrasket øjenbrynene da han så hvordan den fremmede fik lyn frem omkring sig. Han overvejede at gå over i nærheden af ham og gøre opmærksom på sig selv. Han ombestemte sig dog og sad bare og kiggede i et par minutter. Til sidst kunne han dog ikke dy sig.
"Burde du ikke skjule det der, for mennesker og andre væsner?" Dais stemme rungede lidt i vinden. Han havde snakket rimelig højt, fordi han kunne mærke at vinden var blevet lidt kraftigere.
Han rejste sig og gjorde sig klar til at forvandle sig, hvis den anden skulle betemme sig for at angribe.
Han stod ret op med en stolt holdning, ville ikke virke svag.

Calthos havde ikke regnet med at der var andre, så han kiggede hurtigt den vej stemmen kom fra og stod bare og kiggede på manden der havde sagt noget. Det var ham fra før, ham der havde haft fødderne i sandet. Han var åbenbart ikke gået så langt væk som han først troede. Calthos sukkede og kunne heldigvis teleportere. Han teleporterede hen ved siden af den sten som den anden sad på og foldede derefter hans arme over kors og kiggede ud imod vandet. ”Det burde jeg.. Hvis der var mennesker i nærheden.” Sagde han og smilede lidt for sig selv, han kunne godt mærke at der kom noget magisk fra den fremmede og at han ikke bare var et menneske. Desuden, hvis han havde været et normalt menneske ville han jo enten have stukket af, skreget eller bare været målløs. Det at han havde sagt noget og at det ovenikøbet havde været om ikke han skulle skjule det for menneskerne, havde overbevist Calthos om, at dette ikke var et normalt menneske.
”Den måde du sagde det på..” Sagde han og kiggede over imod ham med et hævet øjenbryn, dog med et smil under hætten. ”Du er ikke et normalt menneske. Er du?” Spurgte han derefter. Det var jo ikke fordi at Calthos var alt vidende, men han havde bare på fornemmelsen at han havde ret i det han troede, at denne mand ikke var et menneske, men en form for magisk væsen.

Dai løftede overrasket øjenbrynene da den fremmede mand teleporterede hen til ham. Han lod endnu en gang sine blå øjne glide hen forbi den fremmede, før han kiggede ud over vandet. "Nej. Det er jeg ikke." Han overvejede om han skulle forvandle sig for at vise det, eller bare fortælle det. Han besluttede sig for bare at fortælle det. Mens han stadig sad og kiggede ud over vandet fortsatte han sin sætning. "Jeg er en Animagus." Han virkede selvsikker, men inden i havde han det ikke helt så godt. "Hvad med dig? Med alle de lyn, og det med at gå på vandet, gætter jeg på at du heller ikke er et menneske?"
Dai satte sig langsomt igen. Det virkede ikke som om der var noget at frygte, og hvis der var ville han kunne forvandle sig og finde på et eller andet.
Han lagde armene over kors på grund af blæsten. Han var ved at blive kold. Han ville helt sikkert blive forkølet på et tidspunkt..

Han kiggede ud over vandet igen da den anden begyndte at tale til ham og nikkede. ”Animagus! Ha.. Jeg tænkte det nok, jeg har kun mødt en af din slags før. Ret fascinerende.” Sagde han og smilede for sig selv. Han havde aldrig haft chancen for athave en længere samtale med en animagus, men han havde mødt en før. Han havde heller aldrig lært særlig meget om dem da han så sjældent mødte dem.
Calthos rystede derefter på hovedet og kiggede på manden med et smil. ”Heh, nej det kan man ikke sige. Jeg vil være ærlig overfor dig nu hvor du har været det for mig. Jeg er en dæmon. Lyn dæmon, men det havde du nok allerede gættet dig til.” Han tænkte sig derefter lidt om. ”Har du... Mødt andre dæmoner her omkring indtil videre?” Han kiggede med et lettere hævet øjenbryn på ham da det ikke var alle dæmoner der var venligt sindede og af den grund at Calthos jo faktisk ledte efter en speciel dæmon. Dog varede hans blik ikke på den anden ret meget længere da han vendte opmærksomheden over til havet endnu engang og snakkede igen efter et godt stykke tid. ”Det er ret imponerende var?” Startede han og smilede. ”Havet kan være voldsomt og faretruende, men samtidig kan det også hjælpe dig til at slappe af.” Han kiggede over på ham igen med et lille grin og vendte sig nu imod ham. ”Calthos Haldorian.” Sagde han og bukkede sit hoved en lille smule.

Dai grinede. "Ja jeg ved godt jeg er fantastisk. Og facinerende og så videre, men det under mig faktisk at du kun har mødt en anden. Så vidt jeg ved er vi ret mange her."
Han nikkede. "Ja jeg tænkte nok det var noget med lyn." Han kiggede ud over vandet. "Ja det er fantastisk. Lige meget hvornår jeg er hernede får jeg det bedre af at høre på vandet. Og det hjælper at have en varm pels, når her alligevel ikke er andre." Dai griner og kigger undersøgende på den fremmede.
"Andre dæmoner? Nej ikke i dag.. Hvem leder du da efter?" Dai lægger armene over kors og kigger rundt på stranden.
"Dai Akaido.. Kan forvandle mig til en ulv med samme farve øjne som nu." Dai smiler og kigger på Calthos.

Calthos rystede på hovedet med et smil da Dai begyndte at snakke om at han godt vidste at han var fantastisk og alt det der. Han trak derefter på skuldrene. ”Ja.. Men jeg leder heller ikke efter animaugs specifikt.” Han kiggede ud imod vandet igen da han snakkede og drejede ikke hovedet da han snakkede. ”Det kunne jeg forestille mig, men hvad der undre mig er...” Han førte en hånd over til nakken for at klø den en smule. ”Hvorfor det gør ondt på varulve at forvandle sig, men det gør ikke ondt på en animagus.. forskellig slags magi?” Det var egentlig et spørgsmål til ham selv, men han havde safgt det højt og det kunne jo være at Dai kendte svaret.
Calthos var ikke så kendt her omkring, det var ikke ret lang tid siden at han var ankommet og der var en del væsener han aldrig nogensinde havde set før og de fascinerede ham faktisk rigtig meget, det var som om at de var normale her omkring.
Han trak bare på skuldrene. ”Jeg er ny heromkring og jeg har allerede set en del magiske væsner, så jeg tænkte bare over om der var mange dæmoner er omkring eller om jeg ville være en af de eneste.” Sagde han og vendte ansigtet imod Dai da han introducerede sig selv tilbage. ”Ulv.. Hmm, hvad var det nu... Tror den anden var en los.” Sagde han og smilede let til Dai.

"Hmm. Fair nok. Jeg render jo heller ikke rundt og leder efter dæmoner hele tiden." Dai smilede til Calthos, før han kiggede over mod et træ som stod lidt væk. "Altsååeh, jeg tror det er fordi vi animaguser vælger at gøre det. Altså vi gør det friviligt, mens varulvene er forbandet til det istedet. Altså de kan jo ike bare vælge hvornår, og flere af dem kan ikke huske hvad de laver mens de er forvandlede. Det kan jeg." Dai blev selv forbavset over sit svar og grinede lidt af det.
"Jeg er også rimelig ny her. Men jeg ved er dog ret sikker på her er en del dæmoner her rundt omkring. Der lugter i hvert fald af dem. Så tror ikek du er den eneste." Dais blik er stadig fæsntet på træet. "Los.. Vidste du godt at vores dyr afspejler vores personlighed? det er ret interessant, at analysere dyrs adfærd og så overføre det til animagus adfærd. Efterhånden kan man næsten gætte hvilket dyr, en anden animagus forvandler sig til."

Han trak på skuldrene og grinede en lille smule. ”Neej, det er nok de færreste det gør det. Jeg vil vædde med at når de fleste høre ordet dæmon, så tror de at det er en skabning af det onde.” Sagde han og sukkede imens han kiggede ud over havet. Han havde prøvet før at blive dømt bare sådan. Kun fordi han var dæmon, folk tænkte ikke over at der fandtes gode dæmoner, men folk frygtede også ofte det de ikke kunne forstå. Han kiggede derefter på Dai. ”Men er det ikke også fordi at når det er en animagus, så er det magi? Men med en varulv er det en.. Sygdom.. Som nogen siger?” Spurgte han med et træk på skuldrene. Det var i hvert fald hvad han havde hørt.
Han kiggede forundret på ham da han snakkede om animaguser og den måde man kunne gætte på hvilket dyr de var. ”Hmm.” Sagde han og kiggede ned på sandet og derefter på vandet igen. ”Nogle dyr er dog svære at finde ud af. Nu siger du at du er en en ulv? Det eneste jeg kan komme i tanke om er nok.. Fart? Mod?” Sagde han med et hævet øjenbryn og kiggede over på Dai og kom til at tænke på noget der fik ham til at trække på smilebåndet. ”Heh. Tror du der er nogle derude som er et dovendyr som animagus?” Han vidste slet ikke om det var sjovt for Dai eller om det ville være en fornærmelse, faktisk kendte han ikke så meget til animaguser.

"Tja. Jeg har ikke mødt ret mange dæmoner. Men en af grundene til at folk tror I har noget at gøre med dæmoner, er vel fordi man tænker på jer som om i er i familie med djævle." Dai smilede. "Men jeg regner da med at der også findes gode dæmoner, for jeg regner ikke ligefrem med at vi ville stå og snakke hvis der ikke gjorde." Dai grinede lidt for sig selv.
"Hmm det kan sagtens have noget at gøre med det. Jeg ved det ærlig talt ikke, men det kunne være en blanding af den teori og af min. Hmm magi. Jeg tror ikke vi finder ud af det. Det ville være sejt, men personerne som startede det hele kommer nok ikke lige og forklarer os hvordan det hele skete." Dai lød igen lidt alvorlig.
"Ulve er flokdyr. De har det ikke godt alene og har brug for bekræftelse. Og så er de hurtige, udholdende, kytter sig meget til medlemmer i flokken. Der er en masse andre aspekter af ulve, men det er lige de største kendetegn. Om der er nogen som forvandeler sig til dovendyr? Sikkert. Men det er ikke så tit folk forvandler sig til feks kaniner og andre plante ædere. Men det sker selvfølgelig. Man skal bare være af en bestemt støbning for det. "Dai prøvede at holde sit grin inde, men hans skuldre rystede ukontroleret. Han knyttede næverne og prøvede virkelig at holde masken.

Han nikkede til det Dai sagde. ”Du har ret, mange ser os bare som en anden form for djævle.” Sagde han og sukkede imens han rystede på hovedet. ”Men det er ikk altid tilfældet. Ligesom der er onde mennesker er der også onde dæmoner, og nej.. Hvis jeg var ond ville vi ikke stå og snakke.” Sagde han imens han kiggede på Dai med et smil.
Han nikkede endnu engang på det som Dai sagde. Han lød faktisk til at have rimelig god forstand på de magiske ting, når man tænkte på at han sagde han ikek vidste så meget om det. Han valgte dog ikke at spørge ind til det. ”Det er vel også ligemeget, tingene er som de er, jeg ved bare at mange er jer animaguser ikke er helt heldige. I bliver tit solgt som kæledyr?” Sagde han og kiggede på ham igen. ”Jeg har dog ikke tænkt mig at sælge dig eller noget som helst, sådan er jeg ikke. Som sagt så er jeg en af de gode dæmoner.” Sagde han og nikkede en enkelt gang kort imod ham. Han kunne ikke se hvorfor han skulle sælge Dai som slave, det var der ingen grund til. Calthos kiggede på ham da han snakkede og kunne godt se at han var ved at grine. ”Var det så sjovt?” spurgte han og grinede lidt selv. ”Ærlig talt så vidste jeg ikke om det var en fornærmelse imod dig.” Sagde han og kiggede ud imod vandet igen. Det var dejligt og roligt lige nu, men det kunne jo med et ændre sig og gå helt amok. Calthos kiggede op imod skyerne. ”Så det du siger er at du har det godt med at være i nærhede af andre?” Spurgte han imens han vendte hovedet imod ham.

Dai nikkede. Han kunne levende forestille sig hvordan det måtte være. Han havde selv haft den opfattelse engang. Han var blevet fortalt da han var yngre, at det var sådan det var. "Det var det jeg tænkte." Smilede lidt, men det forsvandt hurtigt da jeg hørte hans næste spørgsmål.
"Det er helt rigtigt. Mine forældre blev fanget.. Jeg var heldig at slippe væk, men jeg levede på gaden siden. Indtil for nylig, hvor jeg endelig fik skaffet penge nok til at gå på herberg om natten. Jeg var 12 og familieløs. Familieløs er jeg endnu, men jeg er ikke 12 længere. Tilgengæld ved jeg at mine forældre blev solgt til en eller anden rig fyr som betalte godt for dem. For et par måneder siden fandt jeg dem endelig igen. Heldigvis har de ikke smerter længere. De lå i en affaldscontainer."
Han begyndte at vride sine hænder sådan som han altid gjorde når han kom til at tænke på det.
"Det ville nok have virket fornærmende hvis jeg havde været en som forvandlede mig til et dovendyr. Men ellers ikke. Og det var mere sammenhængen." Dai prøvede at smile, men kunne ikke rigtig fordi han stadig dvælede ved tanken om sine forældre.
Han hørte ikke det sidste spørgsmål, fordi han sad og tænkte på hvordan han havde fundet sine forældre den sidste gang.

Calthos nikkede imens Dai snakkede og kunne godt forestille sig hvordan det var at ens forældre var slaver. Han kiggede på ham bagefter. ”Du har dem da endnu, det er ikke alle der er så heldige. Min historie minder lidt om din, men den ender lidt... Mere sørgeligt.” Svarede han og kiggede derefter ud på havet igen. Han havde kun fortalt den til meget få, men det var ikke helt fair hvis Dai fortalte hans historie og Calthos så ikke fortalte sin egen til gengæld. Han kunne godt se på Dai at det ikke have været helt nemt at tale om det og tog en dyb indåning. Han var nødt til at gøre et eller andet for at få ham til at få det bedre igen, men han vidste ikke lige hvad.
”Så længe jeg ikke har fornærmet dig, så er det godt nok... Hey.. Du skal ikke tænke på det med dine forældre, jeg kan godt se at du ikke kan lide at snakke om det og det forstår jeg godt. Du har dem endnu og det skal du være glad for.” Sagde han og klappede Dai let på ryggen med et smil og nikkede en enkelt gang til ham. ”Du har noget at leve for og det skal du være stolt over.” Han vidste ikke om det var det rigtige at sige, men han prøvede da at få ham i bedre humør.

Dai kiggede ned. "Jeg har dem ikke endnu.. De var døde da jeg fandt dem.. De lå med halsene skåret op. Men jeg er glad for i det mindste at have vished." Han rejste sig og kiggede op på Calthos. "Det er jeg ked af at høre." Han smilede et lille skævt smil over at Calthos, i det mindste prøvede at muntre ham op, selvom han havde misforstået det hele.

Calthos blinkede og slog sig selv på panden. Han havde åbenbart misforstået det hele. Han troede at Dai havde fundet dem i containeren i live, men bare forladt. ”Øhm..” Sagde han og følte at det hele var mget akavet lige nu. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige. ”Det..” Han rystede på hovedet. ”Det min fejl, jeg troede du fandt dem i live.” Sagde han og trak på skuldrene. ”Jamen det lyder da til at vi er ude for lidt af det samme, bare at jeg ikke mistede mine forældre på den samme måde.” Han kiggede op imod himlen og derefter på Dai. ”Hmm, men jeg er sikker på at de holder øje med dig og passer på dig, hvorend de er” Sagde han og nikkede en enkelt gang imod Dai med et smil. Det havde nok ikke hjulpet ret meget nu da an havde troet de var i live, men han ville da alligevel prøve at muntre Dai op. Calthos så ham som en der sagtens kunne blive hans ven, de slås jo ikke og Dai prøvede ikke at slå ham ihjel så det var jo skønt nok. Det var en forandring for det første.

Dai sukkede. "Det kunne du jo ikke vide. Men jeg vil ærligt indrømme at det lettede lidt at få det sagt. Jeg har ikke fortalt det til nogen." Han smilede lidt igen og kiggede mod Calthos. "Hvad er der sket med dine forældre? Det er selvfølgelig ok hvis du ikke vil snakke om det." Dai slog armene om sig og kiggede ned. "Tja det har du nok ret i. Eller også har de travlt med at være frie.. Men tak fordi du i det mindste prøvede at muntre mig op.. Og fordi du ikke slog mig ihjel." Dai smilede skævt.

Han nikkede og smilede lidt til det han sagde. ”Det hjælper altid at snakke om det Dai, nogen gange er det bedre at snakke med en fremmed om det end det er at snakke med en man holder kær.” Sagde han og kiggede på Dai med et nik. ”Din historie bliver også hos mig, jeg fortæller ikke noget til nogen.” Han kiggede ud over havet igen. ”Det er vidst kun fair at jeg fortæller dig det.” Sagde han og sukkede. ”Jeg er fra en anden verden. Det korte af det lange er at mine forældre er blevet slået ihjel af en dæmon der hersker over de døde og kan hidkalde zombier. Hans navn er Kharzil og han slog min familie ihjel. Nu er der kun mig og jeg kan ikke have at han finder mig eller Alyssa.” Han sukkede og kiggede på Dai. ”Alyssa er min kæreste.” Sagde han og smilede let. ”Det er sådan set det korte af det lange” Han kiggede derefter udover havet igen og sukkede, dog smilede han lidt. ”Det går nok, jeg ved hvor vigtigt det er at blive opmuntret, og jeg er skam ikke ude på at gøre dig fortræd min ven. Sådan er jeg ikke.”

"Tja. Jeg har ikke rigtig nogle kære jeg kunne snakke om det med. Men tak fordi du gad lytte. Og egentlig også for at min historie bliver hos dig." Dai vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv. "Oh. Det er jeg ked af at høre." Dai stoppede med at smile. "Hmm.. Min far havde altid sådan et smil når han tænkte på min mor.. Alyssa må være noget specielt.. Og vigtig for dig.." Dai længtes efter den gang han selv havde haft en person som havde været lige så vigtig for ham. Det var den del af historien han ikke havde fortalt Calthos. "Hehe. Så er vi to.. Men hvis det er må du da gerne fortsætte med dit forsøg." Dai smilede skævt og kunne mærke lysten til at grave fødderne ned i sandet igen. Det var noget han altid gjorde når han var på stranden. Derudover syntes han det kunne være interessant at se hvad Calthos ellers kunne.

Calthos nikkede og sukkede let. ”Det er desværre ikke alle der er lige så heldige.” Sagde han og klappede Dai på skulderen med et smil for at præve og opmuntre ham. Da han nævnte Alyssa nikkede Calthos et par gange langsomt med et smil. ”Hun er nok den person i den her verden jeg holder allermest af.” Sagde han og kunne ikke lade være med at tænke på hende lige nu, men han kunne godt mærke at efter den samtale de lige havde haft så var han nok den heldigste af de tå så der var ingen grund til at stå og tvære det ud. Da Dai nævnte Calthos' forsøg lo han en lille smule. ”Der er ikke så meget mere at teste, det ser ud til at det virker. Nu skal jeg åså bare finde ud af om jeg kan få det til at virke på andre end mig selv, men mon ikke jeg kan.” Sagde han og kiggede ned på hans fødder og derefter på Dai. ”Du virker rimelig interesseret i dæmoner? Eller er det magi i det hele taget?” Calthos havde nok lidt på fornemmelse at Dai havde lyst til at se mere, men var ikke helt sikker.

Dai smilede da Calthos klappede ham på skulderen. "Hehe. Det lyder som om hun er din eneste ene." Dai smilede. "Det her lyder dumt, men jeg elsker kærlighedshistorier. Især de virkelige af dem." Dai kiggede ned på sin taske. "Jeg.. Jeg er ret interesseret i magi, og egentlig også i andre som os. Du ved varulve, vampyrer, dæmoner som dig, djævle.. Alle. Der er noget helt specielt ved hver livsform. Og den måde de hver især lever på. Hvilke behov de har. Det er ret interessant... Haha nu lyder jeg nørdet igen." Dai kløede sig i nakken mens han grinede lavt. Han blev altid så grebet, af at fortælle om den slags, at han begyndte at snakke hurtigt og bruge nogle lidt nørdede ord. "Men jeg vil da gerne være forsøgskanin, eller forsøgsulv, hvis det er? Så længe du lover mig at du ikke har tænkt dig at grille mig."

Han nikkede stille til Dai og smilede til sig selv endnu engang. ”Ja, det er hun faktisk.” Sagde han og kiggede ud over havet igen. Minderne fløj igennem hans hoved imens han snakkede om hende, de havde været igennem så mange ting sammen, men det var hitsorier til en anden dag. ”Kender godt det med at være interesseret i sådanne ting, det er sjældent nu om dage at man finder to personer der er forelskede.” svarede han og smilede stadig. Det var i hvert fald sjældent at Calthos hørte sådan en historie selv. Han kiggede på Dai da han snakkede om at være forsøgskanin. ”Tjaeh..” Sagde han og sukkede. ”Jeg ved jo ikke om det virker, så vi kan vel nok arbejde med at først kan du gå ud på det lave vand.” Han kiggede på vandet og derefter på sine hænder og vidste ikke helt om han kunne, men det var jo ikke særlig svært at gøre på sig selv. ”Er du sikker på at du vil?” Spurgte han lidt efter.

"Jeg er glad for at der i det mindste er to personer i denne forrykte verden som har fundet hinanden." Dai smilede lidt. "Hvordan mødtes I? Hvis det da ikke er for personligt." Dai ville ikke tvinge Calthos til at svare, men han var nysgerrig. "Jep. Så længe du lover at stoppe hvis det ikke går.. JEg har ikke den store lyst til at ende som en stegt animagus." Dai grinede lidt. Han rejste sig, smøgede bukserne op, så de ikke ville blive våde og gik derfor ud i det lave vand. Grundet at han elskede at læse, vidste han ret meget om vands strømførende egenskaber, men han håbede at calthos, ville kunne bremse den elektriske reaktion, hvis det blev nødvendigt.