Bells for the fallen - Alastair

Tid: Fredag d. 8. november. Kl. 20.30
Vejr: koldt, blæsende med regn.
Omgivelser: Nær Domkirken, en lille vej med nogle få huse.

Regnen slog så hårdt mod jorden, at de kolde, tunge dråber sprang næsten en halv meter op igen. En bidende efterårsblæst stod ind fra nord, trak vinteren med sig. Det ville ikke vare længe før den første nattefrost ville bide sig fast.

Der var mennesketomt på den lille, idylliske vej, der udstak fra hovedvejen op til majestætiske domkirke omkring en kilometer væk. Den kolde efterårsregn holdt de fleste folk inden døre, og den lille vej kun oplyst af nogle gadelygte virkede forladt og ensom. Det var dog ikke så sent, at der ikke var lyst i flere vinduer rundt omkring. Husene var små. Hyggelige at se på, med en lille have ude foran og en større, mere privat omme bagved.

I et af disse huse stod et vindue på klem, hvor både lys og lyd flød ud af. Mozarts Adagio, E Major flød fra strengene på en violin. Lyden var let og naturlig, som kom den fra hænder med mange, mange års øvelse bag sig.

Alessa sad i sin stue i en højrygget lænestol. Ryggen var ret, de blågrå øjne var lukkede, nød musikken der flød fra strengene på instrumentet mellem hendes hænder, mens hun nød varmen fra pejsen, der var tændt for første gang i år.
For første gang i lang tid, var hendes tilstedeværelse ikke blevet krævet nogen steder. Normalt havde hun altid ét eller andet hun skulle. Nogen der havde brug for hjælp, om de selv bad om det eller ej. Hvis ikke det var dét, så indhentede hun informationer, arbejdede; typisk med opdateringer af bøgerne, hun havde med fra Vatikanets bibliotek. Dagen var i stedet blevet brugt på, at tage krydderurter ind, inden den første nattefrost ramte, og nu sad hun med en whisky af en ældre årgang, mens tankerne strømmede sammen med musikken.

Det var nu nogle dage siden, mødet havde fundet sted, men følelsen af at blive overrumplet sad stadig fast. Hun havde gennemlevet mødet med Alastair flere gange de forgangne dage. Mange ældgamle minder var krøbet frem fra et sted langt tilbage i hendes bevidsthed. Hvad der var sket, da han blev fordømt og smidt ud, hvordan hun havde brugt lang tid på bagefter på at komme sig over ham. Og ofte også de ældre minder, om deres tider sammen.

Hun havde flere gange i løbet af de seneste dage været tæt på at forsøge at finde ham igen, men havde hver gang stoppet sig selv i sidste øjeblik. Hun havde kunnet se, at det havde taget hårdt på ham. Han havde brug for tid, og hun var kommet frem til, at hvis han om en uge ikke havde fundet hende, ville hun selv søge efter ham. Et suk trådte over hendes læber. Hvorfor i alverden skulle hun også have smidt det her i hovedet?

Endnu en tid, der var gået i forglemmelse. Endnu et sæt følelser, der skulle genvækkes. Han måtte virkelig have gjort noget slemt, for at fortjene at glemme så meget. Så meget af hans fortid, han slet ikke kendte til. Og så et liv på jorden, hvor han nu var ned set på, blandt begge de racer han tilsyneladende havde været en del af. Alastair havde altid været enig med sig selv om, at han ikke ville brokke sig over sin eksistens. Over hans tilværelse. Der var blevet grædt alt for mange ynkelige tåre. Det nyttede ikke noget, at brokke sig over de problemer han havde. Han havde altid, i stedet, prøvet og finde de gode ting, i det han lavede. I det han kunne. Sætte pris på hvad han havde, og kunne få. Ikke surmule over de dårlige ting. Også selvom det ofte var dem der tyngede mest.

Men denne gang. Denne gang, ville han ikke længere ignorere det. Denne gang måtte verden gerne vide, hvor fortabt, irriteret, sørgelig og trist han egentlig var. Og som han bevægede sig ned af gaden, forbi den store kirke, var blikket også sigtet imod jorden. Hans hænder var dybt begravet i de overvåde, sorte jakkesæts bukser, og det brune hår faldt lå vådt ned over hans øjne. De få folk der så ham fra deres vinduer, ville tænke at han var en ganske velsat mand, men med problemer som en hver anden almen mand. Trist, men velhaven. Det første var sandt, det var det næste ikke. Han ejede ikke mange penge. Han havde intet arbejde. De penge han tjente, var småsjatter fra venstre, og højre. De jakkesæt han bar, var købt på genbrugen, og aldrig rigtig i synderligt fin stand. Han var, på mange måder, lige så ynkelig som han følte sig.

Endnu engang, bevægede han sig imod en forklaring, han aldrig havde ønsket. Imod et minde, han havde glemt. Imod en del af hans liv, som var blevet skåret ud af hans erindring. Hvad havde han gjort, for at fortjene at glemme disse ting? Glemme sin tid som Djævel? Og åbenbart også glemt en tid som Engel? Hans hoved rystede langsomt, i det hans krop rystede i kulden. Hver eneste dråbe der ramte ham, sendte en blid damp sky op fra det punkt den rammede. Hans varme blev langsomt kvalt, og han kunne mærke ubehagelighederne ved en sygdom nærme sig. Normalt blev han aldrig syg, men han holdt sig også altid væk fra vand. Men ikke i dag. I dag, måtte hans helbred gerne være lige så knækket, som han følte hans sind var. I dag, for første gang i mange, mange år, måtte han gerne udvise, hvor fortabt han var. Det syntes han kun var fair.

Da han ankom uden for det hus han var blevet henvist til, af de kontakter han havde, stoppede han op uden for det. Hans øjne gled langsomt op imod et vindue at stirre på, imens han forblev komplet stille. Og der forblev han, indtil nogen reagerede på hans eksistens. Og hvis hun kunne høre hans 'klokke' før, og den lød knirkende, ville det være langt være nu. Et tomt blik, til en tom person.

Stykket ebbede langsomt ud, da buen havde ført det til ende over de antikke strenge.
Et smil, der var en del sorgmodigehed, en del glæde, var trådt over de smalle læber længe inde i stykke. Lyden i hoved, der var så velkendt, havde lydt nogle minutter nu. Klokken havde engang, for mange, mange år siden lydt smukt. Nu var den mere rusten, ødelagt end nogensinde før.
Da stykket var randt ud, stillede hun langsom violinen fra sig i den tilhørende holder ved siden af den store, behagelige lænestol. Glasset med den gyldne væske blev løftet op til munden og en tår blev skyllet ned. Hun sad et kort øjeblik med det halvfyldte glas i hænderne, mens hun stirrede ind i den legende ild.
Da rejste hun sig op. Skridtene førte hende stille ind i soveværelset, hen mod det enorme tøjskab, hvor dørene blev åbnet på fuld gab. Blikket skimmede vemodigt indholdet, hun vidste nøjagtigt, hvad hun søgte, og da øjnene fandt det, tog hænderne en stor, grå hættetrøje og et par tilhørende store joggingbukser, samt et par tykke sokker, ud. Derefter førte skridtene hende ud på badeværelset, hvor et stort håndklæde blev taget ned fra hylden. Med disse ting i hænderne forsatte hun ud i køkkenet, hvor hun satte vand over.

Et øjeblik stod hun usikkert stille med hænderne fulde. Vidste ikke helt, hvordan hun skulle gøre det her. Et dybt åndedrag blev trukket ind gennem næsen og langsomt pustet ud af munden, inden hun beslutsomt vendte sig om, og stadig med langsomme skridt forsatte ud i entréen. Tingene blev lagt over på den ene arm, mens den anden hånd hvilede kort på håndtaget af hoveddøren. Hun åbnede den forsigtigt, og kulden slog ind i huset, mens lyset og varmen vældede ud. Blikket fandt øjnene på den gennemblødte, velkendte skikkelse udenfor. Blikket var forsigtigt, med en dyb hengivenhed blandet i, og et lille, ligeledes forsigtigt, smil gled over læberne. Hun stod et øjeblik og kiggede blot på ham, så hvert et træk, der var så velkendt, som var det hendes egen krop.
Hun trådte et skridt til siden.

"Come on in.."

Stemmen var stille, næsten hviskende, og ordene bragte den næsten umærkelige, beskyttende energi om huset mindskes nok til, at han kunne træde uskadt indover dørtærskelen.
De fyldte hænder raktes frem mod Alastair.

"Here.. You're cold and wet. The bathroom is the second door on the left, if you want a shower, to warm you up."

Hun så stadig på ham med ømhed, selvom øjnene fortalte om en let usikkerhed.
Det her virkede så.. Forkert.. Så overfladisk.. Hvis det havde været for tusind år siden, havde det været en hel anden situation. Dengang ville denne afstand ikke havde været der. Men han huskede ikke.. Afstanden var nok nødvendig for ikke at skræmme ham væk.

Han kunne føle hende nærme sig, stadigt gemt væk bag den barriere, han var blevet fortalt var tilstede. De svagelige lilla øjne, stirede konstant imod døren, med et lettere sørgmodigt, og tungt udtryk. Og i detsekund døren blev åbnet, blev der trukket en dyb indånding, hvilket blev exhaleret i et dybt suk, da hans svage lilla øjne stirrede imod hendes. Han bar stadigt et lettere tungt udtryk, men da hun bredte ham et smil, gjorde han det samme. Hans bar ikke den samme forsigtighed, men i stedet et akavet, svageligt smil. Det var tydeligt, hvad regnen gjorde ved ham. Hvordan hver eneste dråbe der faktisk ramte hans hud, næsten virkede som et slag. På hans ene kind, der virkede til at være værst udsat, var der begyndt at forme sig et svagt, rødt udslæt.
Alastair sank en klump, imens han betragtede hende tilbage, som hun gjorde ham. Han havde været længe nok ude i regnen nu, og håbede at hun ville lade ham ind snart. Hvis ikke, ville han blive nød til at halte sin vej over til domkirken. Han kunne mærke vandet gøre skade på hans krop nu. Og han skulle nettop til at tale, som for at spørge om ikke han måtte komme ind, men hans læber nåede kun lige at gøre klar til at snakke, og akavet tale i munden på hinanden, inden han stoppede sig selv, og smilede svageligt igen. Og som han blev budt ind, bevægede den høje krop sig imod døren, nu med en svag haltten.
Da han kom op på siden af hende, og var kommet igennem barrieren og under et tag, sukkede han svageligt, og lukkede kort sine øjne, imens han blev stående lige inden for døråbningen. De svage øjne kiggede så ned til hende, og han sank en klump, imens et smil bredte sig, og et svagt kluk slap forbi hans læber.

”Th.. Thank you.. B.. but.. I think I.. I had.. More then enough.. Water.. For today. I can.. Live with the cold..”

Startede han kort, som et svar på hendes tilbud omkring et bad. Hans øjne gled dog ned over håndklædet på hendes arm, og han rakte forsigtigt en hånd ud imod det. Hans øjne gled tilbage på hendes, spørgende om han måtte tage det. Hvis hun gav et hint om at det var tilladt, lagde han blidt hans hånd imod det bløde stof, og gjorde klar til at tage det. Men inden han gjorde, gled de lilla øjne tilbage imod hendes, og hans smil forsvandt ganske kort, og det seriøse udtryk i hans ansigt, og det faktum at han ventede med at gøre sig selv varm, gjorde det tydeligt at hvad han skulle til at sige, var meget vigtigt.

”I.. Came here today.. Hesitantly. And no mater who I find I was once, today. I'm not the same person anymore.. Last time I had memories explained to me, th.. That I'd forgotten.. I changed myself, to work according to that life.. I.. Won't do that th.. This time.. I'm the Alastair, I stand as today.. Not the one, you believe you know..”

Hans stemme haltede nærmest, som hans munds tænder klaprede næsten højlydt bag hans læber. Han sank blidt en klump, imens han afventede hendes reaktion. Han tog dog håndklædet nu, og lod blidt stoffet glide over hans kinder og hvad ellers ansigtet han kunne tørre af, uden at sløre hans blik imod hende.

"Ohh.."

Var hendes første svar. Det var ikke helt normalt, at Alessa manglede ord at udtrykke sig med. Faktisk langt fra. Men hun vidste ikke, hvordan hun skulle reagere, hvordan hun skulle opføre sig overfor ham.

"I.. I didn't know you reacted that way to water now.."

Kom det som et halvt forsøg fra hende. Men hendes gamle følelser, den beskyttende mentalitet, ønskede ham stadig ud af det våde tøj, med første tanke; så han ikke blev syg. Hun rakte ivrigt håndklædet frem mod ham, da han rakte ud mod det, men så da usikkert op på ham, da han stoppede, og armene faldt en smule formålsløst ned langs siden.

Da han talte, trådte et vemodigt smil frem på hendes fine ansigt.

"Ohh but you are that Alastair. He lies within you. That gentle soul.. Even the way you behave now, it's so.. Sweet and gentle. Everybody changes in a thousand years, but the core is still there, as it is.."

Hun stoppede sig selv, lod ham tage håndklædet. Det var vigtigere, at han kom ud af sit våde tøj, så det ikke ødelagde ham. Nu havde han selv opsøgt hende, det fortalte, at han var villig til at lytte denne gang. De havde tid nok.

"Let's get you out of those wet clothes first, we have all the time we need."

Hun rakte ham det tørre tøj, lod hånden dvæle kort på hans, rystede så på hovedet, så krøllerne hoppede let på deres velkendte måde, inden hun tog hånden til sig igen. Det ville passe ham fint. Hun huskede tydeligt, hvilken størrelse han brugte.
Hun gik gennem en stor døråbning, hvor dørene var blevet fjernet fra hængslerne, indtil stuen.
Den var af et hjemligt udseende, men af en ældre, lidt mere klassisk stil. Stilfulde, behageligt udseende lænestole stod foran pejsen i det hvidmalede, indbydende lokale. Blandingen af den ældre stil og det nymoderne prydede hele huset i lyse farver.
Hun stod kort ved en skænk med ryggen til ham, mens hun trak vejret dybt. Til trods for, at han havde været i hendes tanker konstant de sidste dage, blev hun nu pludselig i tvivl om, hvordan hun skulle gå til det her. Hvad skulle hun fortælle ham? I hvilken rækkefølge, og hvor meget? Hun sukkede dybt, før hun vendte sig om og så på ham igen, mens hun uroligt fingererede ved et ubrugt whiskyglas, der stod på barskænken.

"I have tea, coffee, whisky.. Actually anything you like. I think.. And I can put your clothes in the drier, while you're here."

Hvis man kendte Alessa, så så det helt unaturligt ud, som hun stod en smule usikkert dér ved skænken, begge hænder lænet bag sig på dens kant. På overkroppen bar hun et blødt udseende, hvidt klæde, der var bundet rundt om brystet som en stropløs top, der stoppede midt på maven. Et par afslappede sorte bukser indhyllede hendes ben. En afslappet, hjemlig beklædning, der lå langt fra det pæne tøj, hun altid bar, når hun var ude.
Blikket søgte forsigtigt, afventende Alastair.

Hendes reaktion på hans ubehag ved vand, var ikke just en overraskelse. Til hendes forsigtige reaktion, smilede han blot, og rystede på hovedet et par gange.

”I'll be fine.. Had worse.”

Afvigede han igen fra sit ubehag, og lod som om det ikke var til stede. Nettop, hvad han havde fortalt sig selv, han ikke ønskede. At han ikke ville gøre. Ikke ville være den samme stand faste mand, han altid udviste sig for at være. At han ville være mere åben nu, og faktisk fortælle hvordan han havde det. Men nej. Igen, blev noget skubbet væk. For skulle han fortælle hvordan han havde det, ville han bestemt ikke sige 'godt'. Hans krop brændte i smerter, og der flød stadig blide skyger af røg ud fra hans klæder, af vand der stadigt brændte imod hans hud. Vand ville aldrig dræbe ham, men det ødelagde langsomt hans hud, og gav ham disse udslæt over alt på kroppen. Og selvom han havde prøvet det værer, var det bestemt ikke behageligt på nuværende tidspunkt.
Da hun begyndte at forklarer omkring den person han virkelig var, og hvordan den del af ham sikkert stadigt var der, tog Alastair håndklædet, og startede med at tørre sit ansigt af. Hans øjne så småligt mistroiske ud, og han strakte kort sin nakke, imens han rystede et par gange på hovedet.

”Don't.. Get your hopes to far, miss. I am gentle to those who show the same to me. But I've done.. Horrible things. In my life time. And those, define me.. Just as well as what ever kindness I show. Please. Don't let this night hurt you, if you find a different person in me, then what you once knew.”

Bad han, inden han accepterede tøjet med et nik. Han sørgede for at det tørre tøj, ikke kom til at røre ved det våde han havde på, og han traskede derpå ud på badeværelset. Han lagde det tørre tøj en anelse til siden, imens han lyttede efter, om hun sagde noget inde fra den fine stue. Og da han hørte hende tale, trådte han ud i kanten af badeværelset, så han kunne se imod hende. Hun var, som alle andre engle han havde set førhen, smuk og elegant, lige meget hvad hun havde på, eller gjorde. Han smilede skævt, imens hans fingre gik i gang med at åbne knapperne ned af den våde skjorte.

”Well. A glass of Whiskey, would be nice?”

Foreslog ham med et blidt smil, imens hans hænder endelig blev færdig med knapperne, og skjorten blev åbnet. Inden han trådte ind, kunne hun nå at se flere udslet over hans brystkasse, og høre ham blidt brumme i smerte, da det våde stof blev fjernet fra dette. Alastair trådte ind i badeværelset igen, og smed skjorten fra sig, imens han gik i gang med at fjerne sine bukser, og endelig gik i gang med at tørre sig. Igen, knurrede han flere gange, som det tørre stof fra håndklædet gled over hans bare hud, og forårsagede ham en mild smerte.
Men kort tid efter var han blevet tørret, og smidt i det varme tøj. Og endelig bevægede han sig ud i stuen igen, med det våde tøj, pakket ind i det lidt minde våde håndklæde.

”If you don't want me flying home naked, or in your clothes, I'd sure appretiate it, Miss.”

Da Alastair havde været Engel, havde han altid været fascineret af menneskets evner til at lave flydende væsker, der smagte fantastisk. Whiskey, var en af de mange ting han tog en tår af når han var på jorden, og fortalte om når han kom hjem igen. Det var endnu en ting, der ikke havde ændret sig. Han stod da med tøjet et stykke tid, og betragtede den fine stue han var endt i. Han ventede på at få af vide hvor han skulle gøre af tøjet, og ellers.. En forklaring i hans hoved, om hvorfor han overhovedet var kommet. Han var ikke længere helt sikker på det..

Et skævt smil trådte frem på det symmetriske ansigt.

"I never said you were perfect, no one is. You were hard and stonecold when it was needed, and gentle as the day is long when people showed you kindness and respect. You weren't perfect - but you were perfect for me.."

Det sidste blev sagt med en hviskende stemme, som smertede det hende blot at sige det. Det var tydeligt, at der lå langt mere i de sidste ord, mange forskellige dybder, end hvad ord kunne forklare.
Deres forhold havde været dybt, intimt, livligt og trygt. Alessa havde været gift en gang siden da, men selvom der også her havde været følelser indblandet, havde det aldrig kunnet være det samme.

Da han kiggede ud fra badeværelset, gled de blågrå øjne nostalgisk over hans bare overkrop. Trods udslættet var hver en centimeter velkendt for hende, så mange gange som hun havde ligget tæt på ham.
Først reagerede hun ikke på hans svar. En let hovedrysten fik hende ud af hendes tanker, og øjnene så en smule genert ind i hans, mens hun nikkede som svar.

"No surprise actually.."

De havde begge altid været glade for whiskyens smag og havde ofte delt et glas, når de havde været hernede sammen.
Hun tog en ældet whisky ud af skabet og et rent glas, hvorefter hun igen gik over til de to lænestole ved pejsen. Hendes eget glas blev fyldt op igen sammen med hans. Den gyldne væske så næsten levende ud i skæret fra ilden. Fraværende smed hun endnu en kævl på, mens hun ventede på, at han fik skiftet.

Da han trådte ind i stuen, trådte endnu et forsigtigt smil over den fine ansigt, mens hun nærmede sig. Hænderne blev rakt ud mod den våde bylt i hans hænder, og hendes strejfede hans, da hun tog det.

"The whisky's by the fire, I'll be back in a moment."

Hun forsvandt kort ud af stuen og ind i bryggerset, hvor hun smed det våde tøj i tørretumlerne. Et kort øjeblik stod hun blot og trak vejret tungt, før hun igen trådte ind i stuen. De lange ben førte hende over til den tomme lænestol, hvor hun satte sig. Fødderne blev trukket op under hende, så den ene arm holdt om knæene, mens den anden løftede glasset. Den gyldne væske forsvandt mellem de smalle læber, mens hun så ind i ilden. Glasset blev stillet på bordet og øjnene søgte endnu engang hans.

"There is a lot to tell about your past life.. About you and me, who you were and what you did. I actually don't know where to start so.. Why don't you ask me what you want to know instead?"

Af hendes ord, smilede han blidt, og svarede ganske få sekunder efter hun havde hvisket sine sidste ord.

”More often cold, and hard, these d..”

Men han pausede sig selv, da hans hoved fik et øjeblik, til at tænke over de sidste ord han havde hvisket, og han kiggede imod hende, fra hvor han stod. Det blev mere og mere tydeligt, at der havde været noget varmt imellem de to. Noget godt. En tid, han ikke burde have glemt. Og det fik det smålige smil til at falde en smule, og hans øjne til kort at glide imod jorden. Hvad var det han havde glemt? Hvordan kunne han have glemt en sådan tid? Han sukkede kort, og fortsatte med at skifte tøj.

Da han havde overrakt tøjet, nikkede han en enkelt gang til hvad hun sagde, og fulgte kort efter hende med øjnene, indtil hun var ude af syne. Og derefter, faldt hans ansigt i et anelse mere sørgmodigt ydre, da øjnene langsomt gled rundt i hendes lejlighed. Behaget, var tyngende. Som et tæppe der lagde sig over en, selvom man ikke havde det varmt. Den hygge, man aldrig bad om. Men den hvor man lagde sig op af en anden, og fandt en helt anden varme, end den der varmede kroppen. Noget, han ikke havde følt i mange år. Og i den tid hvor han havde, havde han endnu ikke vidst hvem han var, og arbejdet for en gruppe, der gjorde de mørkeste ting. Det kunne han ikke, men det kunne hun. Så det sluttede. Siden da, havde han fundet varme i sig selv. Derfor, var den varme der befandt sig her, unaturlig. Den ting han aldrig helt kunne nå, åbenbart udstrakt imellem to poler.

Endelig fik han hovedet ud af de dybe tanker, og slog øjnene imod Whiskeyen på bordet. Han smilede småligt, og bevægede sig derhen imod, for så at samle glasset op, og kort dufte til væsken, som han blidt drejede i cirkler i glasset. Hans læber voksede et endnu større smil, da han opsnappede duften af hans yndlings Whiskey. En Whiskey, det havde været længe siden han havde smagt. Og sidst han gjorde, havde han måtte stjæle den flaske han havde, og den forsvandt alt for hurtigt.
Han lod sig langsomt, forsigtigt, sætte i stolen, og slog øjnene ind i pejsens ild. Han lagde sin højre fod, over på hans venstre knæ, og lænede begge arme imod stolens armlæn. Og da hun kom tilbage, slap øjnene kort ilden, for at se op på hende, og tilbyde hende et blidt smil, imens han betragtede hende sætte sig. Som hun startede, blev hans blik mere seriøst, og tænkende. Hans øjne blev igen slået imod ilden, der livligt holdt varmen i huset. Han rejste den højre hånd, der bar glasset, og lod væsken danse i cirkler. Tænke pausen virkede som mange minutter, men i realiteten var det ikke mere end to, før de nu langt mere livlige og varme lilla øjne gled over imod hende.

”The 'you, and I', part..”

Startede han kort, imens han rykkede lidt på sig i stolen, for at side med blikket mere direkte imod hende inden han fortsatte.

”It's become clear, that my forgetting, has caused you.. Pain. And.. It's.. It's been killing me.”

Sagde han, med et småligt, sørgende smil, med blikket kort afvigende fra hendes og imod glasset, inden de kiggede tilbage imod hende.

”We.. Where close. Back then. Weren't we?”

Hans smil var nu helt væk. Skubbet væk af ubehaget, ved at have glemt noget, der sårede en anden. Naturligvis, var det nok ikke hans skyld. Men det sårede stadig hende. I hans tid som Engel, havde hun været det lys han trådte hjem til, hver gang han alene havde været til jorden. Det eneste der virkeligt holdt ham kørende, sammen med de få venner han havde.. Men hun var det største. Det havde også gjort, at han havde givet hende al den tid, det havde været ham muligt. Han havde også tit taget ting med fra jorden, som han mente at hun ville kunne lide. Blomster. Drikke. Flere ting, han vidste han kunne være kommet i problemer for at bringe med. Det havde aldrig stoppet ham. Regler, var det sidste der havde stoppet Alastair, i al den tid han havde levet.

Et næsten sorgmodigt udtryk trådte igen over de ellers livlige øjne, da han stoppede sig selv midt i en sætning, men hvad han havde sagt var nok. Han var noget andet nu - en helt anden race. Der ville stadig være noget af det helt grundlæggende af hans personlighed tilbage i ham, højst sandsynligt mere end blot dét, men med den fundamentale ændring i ham, kunne meget også have ændret sig.
Som hun så på ham, var det tydeligt, at der havde været noget tæt mellem dem. Noget hun stadig følte, og hun så på ham, som kunne hun stadig se noget af den mand, hun kendte engang.

Som hun sad i lænestolen med knæene under hagen og så på ham, kunne hun ikke lade være med at smile en smule, en ting der fik hendes ansigt til at lyse en smule op. Hun vidste, at det havde været hans ynglings-whisky helt tilbage dengang, og som han hvirvlede det rundt i glasset, blev hun båret tilbage til en lignende, men mere lykkelig, scene. Han havde ofte hvirvlet den gyldne væske rundt i glasset. En vane som hun havde taget til sig, uden helt at tænke over det. Som de sad her, havde de gjort mange gange før, som et typisk ægtepar. Dog var deres samtaler ofte anderledes, end dem man ville finde hos et menneskeligt ægtepar, når de sad og snakkede om en opgave, de havde haft for på Jorden eller lignende.

Hovedet lå hvilende på knæene, mens hun så afventende på ham og lod ham tænke. Hovedet blev løftet til en langsom, betænkende tår, før hun igen vendte det lyse ansigt mod ham.
Et skævt, trist smil trådte frem, da han talte igen.

"We were.. Very close. When you were thrown out.. It ruined me.."

Hun stoppede op et øjeblik og vendte blikket mod ilden, der legede i pejsen. Selv hvirvlede hun nu ubevidst væsken rundt i det tykbundede glas, blikket væk i tanker.
Hun rystede en enkelt gang på hovedet, som for at ryste en tanke væk. Hun forsatte, mens blikket stadig var rettet mod ilden.

We were married.. For a long time.. And we had a wonderful, intimate and loving marriage."

Blikket blev rettet tilbage mod hans øjne, mens den ene arm usikkert knugede knæene.
Det næste blev hvisket, som var hun usikker på, om det overhoved burde blive sagt højt.

"You loved me deeply. And I you.."