I Can Hear The Bells...

Sted: Indre Terre
Omgivelse: Mennesker, dog ikke mange
Vejr: Sne
Tid: 23.50

Lawrence tog pænt i mod Madison da hun kom hen til ham og han lagde armene omkring hende: "Det tog sin tid" sagde han og kyssede hende på panden, han var altid bekymret for hende så snart hun ikke var i nærheden og især over at hun skulle mødes med Matic: "Hvordan gik det?" sagde han og lagde en arm omkring Amber i et kort halvt kram imens han kiggede let fra den ene til den anden.

Han var stadig nervøs for at Matic ville have gjort noget ved dem, havde han mon sluppet båndende. Han ville bare gerne afsted til Sverige og bare slappe af, have en uge på Hawaii hvor han intet skulle tænke på og hvor han bare kunne tænke på sin forlovede og på det tidspunkt kone. Der havde så meget drama de sidste par dage at han virkeligt bare gerne ville slappe af og være lykkelig for en stund og han lod sin hånd hvile omkring hendes skuldre og kyssede kort hendes tending: "Er der et sted jeg kan få Thea til at gøre dig hen, Amber?" sagde han og kiggede stille i mod hende og håbede at hun var ok efter alt der var sket: "Nå ja forresten" sagde han med et lille smil og nikkede i mod manden i jakkesæt bag ved sig: "Det her er Hector" sagde han og vendte Madison i mod en mørkhåret mand, omkring de 35 der stod med et formelt smil på læberne: "Ms. Vogue, hyggeligt at møde Dem" sagde han og bukkede kort hovedet: "Det bliver en ære for arbejde for Dem" sagde han.

Amber smilede bare stille da de stod over ved Lawrence og hun lagde armene omkring Madison inden Lawrence nåede det: "Tusinde tak for hjælpen" sagde hun og smilede, nu kunne hun da gøre et forsøg på at komme videre i livet selvom de første par dage nok ville stå på chips og sofahygge sammen med Katy i håb om at få det bedre. Hun smilede bare halvt til Lawrence da han hilste på hende i et halvt kram og hun smilede så varmt og tydeligt en smule udmattet i mod dem begge: "Tak for hjælpen igen Madison" sagde hun med et lille smil.

Hun nikkede til Lawrence: "Det ville være dejligt, tak." sagde hun: "jeg skal bare hjem..." sagde hun stille: "Og lige nu vil jeg faktisk bare rigtigt gerne hjem og sove" sagde hun med et lille suk og rettede let på sit hår: "Jeg håber i får et fantastisk bryllup virkeligt" sagde hun med et varmt smil og nikkede så i mod Thea og fulgte efter hende ud til bilen: "Vi ses i to" smilede hun og gik så efter Thea.

Madison krammede Amber igen og sagde " Det var så lidt Amber. Du er altid velkommen ". Hun smilede venligt og vinkede så farvel til Amber, i det hun gik. Hun lagde sine arme om Lawrence og krammede sig godt og grundigt ind til ham og sagde" ååårhhh! hvor er det dejligt at være i din favn ". Hun kunne allerede mærke hvor glad hun endelig blev igen og hvordan altid langsomt faldt på plads, sådan så hun ikke mere skulle bekymre sig om det ene og det andet. " Det gik skam fint Lawrence, helt fint.. undtagen at jeg godt kunne ha sparket Matic til sidst, fordi han sagde jeg var slap ". Hun rødmede en smule og så kort på Lawrence, i det han nævnte Hector og præsenterede ham.

Madison najede elegant for Hector og rakte sin hånd frem mod ham og sagde" Det er mig en ære endelig at møde vores nye assistent, samt min mands personlige assistent ". Hun smilede sødt til Hector, dog uden at flirte eller noget som helst. Hun gav ham blidt hånden og sagde" Såh?, er du klar til at smutte til Sverige og overvåge et bryllup ". Hun grinte sødt og krammede sig så tæt op af Lawrence. Hun kunne ikke fatte hvordan hun kunne leve uden ham, så hun kyssede ham blidt på læberne og sagde" Hvornår skal vi afsted elskede og nårh ja!.. ". Hun kom pludselig i tanke om Andrew´s dom og sagde" Kan vi nå der hen inden.. ? ". Hun så lidt på Lawrence og satte sig ind i audien, inden han nåede at sige noget om det. Da han så kom ind.. smilede hun og sagde" jeg vil gerne forbi og slette hans erindring om at jeg.. havde sex med ham.. for at få ham til at tilstå.. så det blot bliver til at han tilstod.. af pres over overvågningen ".

Hector nikkede blot venligt og smilede høffeligt til Madison da hun snakkede om brylluppet: "Det bliver mig en ære" sagde han og nikkede kort, han var da spændt på at se dem blive gift.

Lawrence kyssede hendes hår da hun stod op af ham: "Han er bare en idiot" sagde han og smilede let: "Jeg håber han rådner op i sit ensomme liv" sagde han og aede stille hendes arm: "Og jeg håber Amber får det bedre" sagde han stille og smilede til hende.

Lawrence satte sig ind på bagsædet af bilen og Hector satte sig ind foran og Lawrence lukkede kort øjnene: "Please mind mig ikke om at i har knaldet" sagde Lawrence og rystede kort på hovedet imens hans øjne stille var lukkede: "Det får mig til at ville banke ham og spanke dig" sagde han og åbnede på øjnene igen imens han roligt kiggede ned i mod hende: "Men jeg tror desværre ikke det er muligt. For det første er klokken midnat og for det andet så er der nok vagter til at holde øje med ham" sagde han stille: "Jeg har sørget for at dit vidne udsagn ikke er nødvenigt, jeg har hyret den bedste advokat" sagde han og kyssede hende stille: "Jeg tænker istedet vi tager hjem, sover.. 3 timer, står op, pakker det sidste også skal vi ud til flyeet" sagde han stille: "Ikke flere bekymringer, ikke før om en uge" sagde han og hvilede kærligt sin hånd på hendes lår: "Så please lad os bare køre hjem?" bad han stille.

Madison rødmede en smule og så flovt på Lawrence og sagde tøvende " U-undskyld.. jeg tænkte mig ikke helt om, da jeg sagde det ". Dog kunne hun ikke lade værd med at få store øjne, da Lawrence snakkede om at han ville spanke hende og banke Andrew?. Hun kunne ikke lade værd med at grine en lille smule og lod så blidt sin arm glide om nakken på ham og kyssede ham på kinden kort. Hun kunne ikke være andet end en lille smule nervøs for at Lawrence ville straffe hende når de kom hjem. Hun sukkede kort og nikkede " Okay elskede ". Hun ville give op, desuden ville Andrew vel ikke nævne sådan noget for retten og hvorfor skulle han?.. skønt det ville blive en ren katastrofe, dog kunne han vel ikke vide at Lawrence og hende, var sammen igen.

Madison så forsigtigt op mod Lawrence og tog sig så til sin fod en smule, i det hun måske havde over anstrenget den, hvilket tydeligt kunne mærkes, så da hun fik muligheden, da bilen endelig holdte oppe foran Lawrence´s store hus... hoppede hun hurtigt på skødet af Lawrence og så bedende på ham. " Pleeeeeaaaaaasssseeeee! ". Hun så afventende på Lawrence, om han ville bære hende.

"Du skal ikke være nervøs" smilede han stille da hun kyssede ham på kinden: "Jeg har sørget for at alt bliver i retten, jeg vil helst ikke have at noget slipper ud til medierne" sagde han og kiggede roligt over i mod hende. Det var han nu heller ikke bange for at det ville: "For hvis det kommer ud, så vil folk stille spørgsmål til hvordan jeg kendte Amber, og det ønsker jeg ikke" sagde han og smilede stille, han ville helst ikke have at den side af hans liv kom ud til pressen, det eneste folk skulle vide om hans kærlighedsliv var at Madison var hans kone - eller det var hun ihvertfald snart, så var alt andet ligegyligt og alt andet måtte være en privat sag imellem de indvolverede.

Han grinede let da de stoppede foran det store hus og han kyssede hende stille på læberne: "Af og til så bliver jeg itvivl om din alder" drillede han og steg så ud af bilen med hende i armene og bar hende op i huset. Han slap hende stille ved ingangen så hun stod fladt på gulvet: "Vi skal flyve om fem timer" sagde han og kyssede hende på panden: "What to doooooo...?" sagde han med en drenget og drillende stemme imens han drillende greb fat omkring hende og nappede hendes hals, men måtte slippe hende fordi at han grinede og han satte så kurs i mod køkkenet: "Sulten?" spurgte han nysgerrigt og kiggede sig let omkring, Nina var jo ikke på arbejde på dette tidspunkt af natten: "Jeg laver en udemærket frysepizza tilberedning hvis jeg selv skal sige det" smilede han og klappede på mikroovnen som var den hans nye bedste ven.

" Er det en god ting eller en dårlig ting?`". Hun lagde hovedet en smule på skrå og så afventende på Lawrence. Måske var det en dårlig ting, at han nogen gange blev i tvivl om hendes alder, ja fordi han var jo en del ældre end hende, så hvorfor skulle han ikke undre sig en smule?. Hun sukkede dybt, da han valgte at slippe hende ved indgangen. Hun stod nu der og så forsigtigt rundt, som anede hun ikke helt hvad hun skulle gør af sig selv, i dette øjeblik, dog da Lawrence bød hende på mad, kunne hun umuligt afslå ham. " Meget gerne ". Hun smilede over hele ansigtet og fulgte så med Lawrence ind i køkkenet.

Hun satte sig på en af stolene og betragtede ham og hans nye ven Mr BLING, som mikroovnen nu altid sagde, hver gang den var færdig. Smuk som den var og det nyeste af det nyeste. Hun sukkede kort. Hun ville ønske hendes forældre var der, at de ville være med til hendes bryllup, men sådan her måtte det vel være, sådan var det nu engang.. hun var død for omverden og hendes barn ville ingen mormor eller morfar ha, fordi.. hun end ikke havde nogen forældre.. dog de var også menneskelige, så hvad var der dog at gøre.... Hun betragtede en smule Lawrence og grinte lidt og lod så de væmmelige tanker drive bort for nu. " Glæder du dig? ".

Hun huskede da han kom indenfor i lejligheden, så iskold han var, som havde han aldrig nogensinde elsket hende, ligesom da hun havde fundet ham nede ved søen.. han ville ingen gang lade hende forklare sig. Hun sukkede endnu engang og sagde tøvende " hvorfor var du så vred på mig... nede ved søen.... samt i lejligheden.. jeg fik end ikke mulighed for at forklare mig.. ". Hun foldede sine hænder og betragtede ringen på sin finger med et lille smil.

"Det er en god ting" drillede han og smilede stille til hende, han kunne godt lide hendes små fjollede momenter, men det var jo også et faktum at hun var en del yngre end ham, men det generede ham ikke overhovedet, for de havde det godt sammen og det var det absolut vigtigste.

Han smilede stille til hende og satte en pizza ind i mikroovnen og satte den til fire minutter, når han var kommet sent hjem så havde den altid været hans bedste ven. Han gik stille over til hende og smilede til og lænede sig så over bordet og gav hende et kort kys: "Jeg glæder mig helt ubeskriveligt meget" sagde han og smilede stille til hende, hans øjne havde aldrig strålet så meget og han havde faktisk aldrig troet at han skulle blive gå glad for noget som helst eller at han nogensinde ville elske et andet væsen så højt som han elskede hende: "Hvad med dig? Spændt?" smilede han og kiggede nysgerrigt i mod hende.

Han blev helt stille da hun spurgte indtil hvorfor han var blevet så sur og han sukkede bare let: "For det første så havde vi jo skænderiet om at jeg ikke delte nok" sagde han og tog fat omkring hendes hånd: "Og jeg ved det godt, men jeg er bare vant til at folk enten løber og sladre eller stikker af" sagde han og aede stille hendes hånd imens han kiggede ned på den for kort at undgå hendes blik: "Også var det med Amber et chok, for hvis man skal se helt firkantet på det så er det jo ikke kun hende der mistede et barn" sagde han: "Og bare det at hun var så bange for jeg ville blive vred" sagde han og sukkede: "OG det værste er jo at hun havde ret, for jeg ville være blevet stik tosset..." ssagde han og lød som var han frusteret over hvordan han selv ville have reageret: "Altså ikke nok til at jeg nogensinde ville fysisk skade hende.. Men... Du ved" sagde han bare.

"Og ja du så kastede ringen så troede jeg at jeg havde fået bekræftet at du opgav mig netop på grund af alle de fucked up ting.. og Willow og alt det der" sagde han: "Jeg troede virkeligt ikke du elskede mig mere og derfor ønskede jeg også at lukke af for mig selv for ikke at blive mere såret og da vi fandt din telefon i havnen vidste jeg for alvor at du intet ville have med mig at gøre nogensinde igen" sagde han og kiggede op på hende med et stille blik: "De dage var de værste i mit liv og jeg tror bare alt min vrede var en stor sammensmeltning af alt er skete de dage, også at du rendte ind i Willow og alt det der" sluttede han.

Madison gengældte hans kys og så derefter kort over mod mikroovnen og smilede en smule. " Mere end spændt. Jeg er.. ekstatisk ". Hun grinte en smule og smilede venligt til Lawrence og berørte blidt en lok af sit lange hår, mens hun betragtede ham med et glinsende blik, der ligeså udstrålede glæde. Hun lyttede til ham, da han forklarede de forskellige ting, som med Amber og barnet, hvilket der var en ting han nævnte som hun ikke var glad for, nemlig det med at det også var hans tab. * kunne han ha fundet på at beholde barnet *. Hun kunne forstille sig, at han måske kunne ha fået barn med hende og pludselig var hun ikke det mest betydnings fulde i hele verden, samt barnet ville tilhøre en anden kvinde... men også hendes mand. Hun forstod lige pludselig hvorfor det var så svært for visse personer, at gør visse ting, når deres mand eller kone havde barn med en anden.

" Bare rolig Lawrence, jeg vil aldrig nogensinde forlade dig og jeg vil gør mit bedste.. for at være det bedste for dig elskede ". Hun klemte blidt hans hånd og kyssede hans håndryg blidt, inden hun tog sin hånd til sig, da hun hørte den berømte Mr Mikroovn der var ejet af Mr Watson ham selv. Hun grinte en lille smule og smilede uskyldigt til Lawrence og sagde" Nårh, skal jeg finde tallerkner frem? ". Hun rejste sig op og gik hen og fandt en tallerken til dem begge og så kort på Lawrence og sagde" Du skal også spise, ellers er jeg ikke sulten ". Hun ville stadig ikke fortælle ham om sin store blodtrang.. det var der ingen grund til.. ikke i nu ihvertfald.

Han smilede stille til hende og gik over i mod mikroovnen: "Tak for din støtte" sagde han med et kærligt smil og nikkede til at hun gerne måtte tage tallerkner. Han tog pizzaen ud og satte den over på det lille hvide spisebord og fandt så knive og gafler frem: "Ja ja jeg spiser også" sagde han med et roligt smil: "Faktisk er jeg ved at være ret... sulten" sagde han og kiggede over i mod hende med et flabet smil, som var det en hentydning til at det ikke var maden han snakkede om.

Han hverken sagde eller gjorde mere dog og skar i stedet pizzaen ud i passende stykker og tog et stykke på sin tallerken: "Når vi ankommer imorgen så tager jeg ind til min far og Kim inde i byen, og du bliver i huset med min mor og Diana" sagde han og smilede roligt: "Så håber jeg du kan lide hvad Diana har fundet på" sagde han og smilede roligt i mod hende og skuede let til klokken, de skulle nok snart gå i seng hvis de skulle nå at være bare nogenlunde friske i morgen.

"Jeg er glad for det du har gjort for Amber" sagde han med et roligt smil og kiggede over i mod hende og spiste et stykke af sin pizza: "Hun er en sød pige, og hun skal nok komme godt videre" sagde han med et lille smil og nikkede let bekræftende: "Og du er det bedste for mig, præcist som du er. Så tvivl ikke på det" sagde han roligt og kiggede i mod hende med sine mørke dybe øjne: "Spis..." sagde han: "Eller jeg piller tøjet af dig inden du er færdig" sagde han og kiggede på hende som var det en udfordring. Ingen hemmelighed at han var ved at længdes efter at føle hende tæt på sig.

Madison så flovt på Lawrence, da han nævnte det med at han var sulten, dog sagde hans blik ikke ligefrem, sulten efter mad men nærmere hende, hvilket kunne få selv enhver artig tøs, til at rykke lidt på stolen og længes efter kropslig kontakt. " V-virkelig? ". Hun sank kort et stykke af sin tyggede mad og rødmede yderligere, mens hun mærkede sit underliv trække sig lidt sammen. Hun ville virkelig gerne mærke Lawrence, dog var det ikke noget de jo ikke kunne senere.. som når de var blevet gift og skulle på bryllup rejse til Hawaii.. gud hvor var hun dog glad for at hun var blevet halv vampyr, skønt hun længdes mere og mere efter blod.. efter det lækre delikate blod.

Hun rystede hurtigt tanken om blod ud af hovedet og sukkede en lille smule, mens hun kiggede på mikroovns pizzaen foran sig. Det var dejligt, dog var det ikke det som hun længdes mest efter, men hun var bange.. fordi jo mere blod hun havde drukket, jo tættere var det som om.. at hun kom på kanten.. indtil hun ville krydse den.. til no way home.. og så ville hun være fanget i vampyrens væsen forevigt. * nej det må ikke ske!.. *. Hun så kort op, da han begyndte at snakke om dagen imorgen, når de ville ankomme. " Ja det.. det håber jeg også ". Måske gik det for hurtigt, men stadig.. hun ville gerne giftes med Lawrence.

Hun sukkede en smule da han skuede mod uret og prikkede forsigtigt til sin pizza foran sig, dog da han så mod hende, tog hun den dog hurtigt op og tog en ovnlig bid og rakte sin tommeltot op, som et like ' sådan ' agtig tegn. Hun sank en smule og sagde " Jeg gjorde bare hvad der var rigtigt.. intet mere eller mindre " hun smilede til Lawrence og så flovt ned mod bordet, da han sagde at hun skulle spise, ellers ville han pille tøjet af hende. Hun ville gerne, så gerne ha ham. " Jeg.. jeg tænkte om vi måske.. øhm.. skulle du ved.. ". Hun prøvede at få ordene på gled, men det var svært." Jeg tænkte om vi skulle tag en tur i legeværelset.. inden vi går iseng?.. ". Hun så flovt op mod Lawrence og ventede på hans svar.

Lawrence kiggede roligt i mod hende og nikkede kort imens hun talte og han fandt en avis frem som han bladrede i indtil han fans de finansielle sider for at tjekke hvor hans aktier lige nu stod til, men han lyttede dog stadig til hende og kiggede af og til op imens han nikkede og smilede: "Jeg glæder mig, at du ved det" sagde han og skuede op i mod hende: "Til du bliver Mrs. Watson" sagde han og grinede kort: "Det halve af Desiré Noir's piger ville muligvis slå ihjel for at være dig" sagde han og smilede kort, ikke selvsikkert, mere bare som et bevis på at han godt vidste at tøserne rendte ham i skørterne.

"Du har et godt hjerte" konstaterede han da hun kommenterede på det med Amber og han smilede roligt til hende, han var glad for at hun havde taget det hele så pænt og at tingene endeligt så ud til at gå i hak som han ønskede at de skulle, han havde aldrig troet han skulle blive gift og han havde aldrig troet at han skulle blive et lykkeligt menneske, men man blev jo overrasket af og til.

Lawrence var næsten ved at blive kvalt i sin pizza da hun nævnte legerummet og han kiggede op på hende, først med et let undrende og chokeret smil, men det ændrede sig hurtigt til et smil de gik fra øre til øre: "Vil De gerne straffes Ms. Vogue?" spurgte han en smule flabet og lagde hovedet på skrå imens han kiggede på hende: "For det tror jeg faktisk at du fortjener..." sagde han og mærkede hvordan begær på et sekund havde fyldt hans krop bare ved tanken om hende nede i legerummet, bestemt et syn han godt kunne bruge lige nu: "Men spis op først..." sagde han og nikkede i mod hendes mad og kiggede så selv tilbage i avisen: "Jeg mener det" sagde han kort og bestemt.