Fallen into my life.

Der var ikke meget andet at sige, end at Venus følte sig død denne aften. Hun var træt og havde svært ved at fokusere på selv de mindste ting. Hun havde flere gange fået et par ord råb ind i sit øre af sin manager - en middel aldrende buttet mand, der tydeligvis havde problemer med sin kone - og en irriterende skinger tone, blev ved med at sidde i hendes baghoved. Det havde næsten nået det punkt, hvor det gav hende kvalme. Hun var dog ikke overrasket. Hun havde taget alt for mange vagter på det seneste. Ikke rigtig fordi hun havde brug for penge på et meget voldsomt punkt. Og heller ikke fordi, hun havde en masse tid. Hun arbejdede stadig med at få sin musiker-karriere op at køre. Også selvom lige netop den del af hendes liv, ikke længere tiltræk hende så meget som før i tiden. Det var mest en lyst i underbevidstheden. Og så havde restauranten også virkelig brug for hende, nu hvor alle de andre medarbejdere tog ferie og smuttede til deres familier for at holde jule.

Hun trak den store fylde affaldspose op fra skraldespanden med nogle lyde, der helt klart indikerede, at det var noget af en besværlig opgave. Posen blev også sat ned lidt for hårdt. Men hun tænkte ikke meget over det. Fik bare slået en knude på posen med et par ferme håndbevægelser. Efterfølgende stod hun lidt og samlede sig igen. Hun strammede hestehalen, der holdt alt de brune hår væk fra hendes ansigt. Fremviste de spidse ører. Hun var ikke så bange for, hvad folk tænkte. Mennesker, der ikke kendte til de mere overnaturlige væsner plejede altid blot at tro, at hun havde limet dem på, fordi hun var sådan en stor fan af Ringenes Herre eller lignende og ville efterligne en elver. Og hun lod det spille sådan ud hver gang. Hun rettede lidt på den orange button-up polo T-shirt med den sorte krave. Og så fik hun da ellers i krig med affaldsposen.
Den var ikke som sådan tung for hende. Hun havde lidt flere kræfter i armene end et alment menneske, men alligevel syntes trætheden at have påvirket hendes udøvelses evner. Hun sukkede tungt flere gange på vejen ud til bagindgangen. Flere gange satte hun posen ned for at tage en lille pause eller bare for at får et bedre greb omkring den, inden hun fortsatte. Hvor lang tid var der mon, til hendes vagt var ovre?

Som hun endelig nåede gyden, smed hun som det første bare posen fra sig oven i den bunke, der allerede lå klar til at blive samlet op af diverse skraldemænd. Hun slå sine hænder samme som for at børste støv og snavs fra dem, hvor efter hun bare blev stående lidt. Nød at være ude i den friske luft og ikke indenfor i lugten af friture. Og den bippende lyd, når pommes fritterne var færdige, var en lyd hun ikke savnede, når hun forlod arbejdspladsen. Hun gabte lidt og strakt et par led. Hun var godt i gang med at vende om for at gå indenfor, da noget pludselig valgte at falde fra himlen lige foran hende.
Der gik ikke mere end et sekund, før et skrig forlod hendes strube af ren og skær forskrækkelse. Hun tumlede tilbage og endte med at snuble over den lille tre-trins trappe bag sig. Som forventet faldt hun direkte på røven, men smerten der skød igennem hendes haleben, fik sådan set hendes skrig til at stilne hen igen. Hun blev dig siddende. Hun stirrede direkte mod, det der var faldet. En mand. Og han så ikke for godt ud. Hendes hjerte gallopperede af sted. Havde hun lige været vidne til et selvmord? Hun så sig panisk omkring. Fra side til side. Op og så ned igen.
Hun sank tungt og med lidt viljestyrke kom hun på at stå igen. Overraskende nok rystede hendes ben ikke under hende. Hun tog de sidste par skridt hen til ham, alt imens hun fik trukket sin mobiltelefon op ad lommen. Klar til at ringe efter en ambulance - eller politiet.
”Hey… Er du okay?” Så snart ordene havde forladt hendes mund, havde hun lyst til at slå sig selv. Han var da ikke okay. Det var sådan en kliché at sige i disse situationer.

Dean havde været væk længe, hvor præcist han havde været var der ingen der vidste, og det sidste han huskede var at sidde på toppen af Desiré Noir sammen med Kajika. Det var den nat han havde valgt at tage sit eget liv, og den nat hvor han havde valgt at han aldrig længere skulle vende tilbage til Di Morga. Smerten var for stor, minderne i området var for voldsomme og han var ikke sikker på at han nogensinde ville kunne komme videre hvis han fortsatte med at bo i dette område. Dean var landet i et andet land, om det var himlen eller helved, var han ikke sikker på. Ihvertfald var ti år gået, og Dean var ikke sikker på hvorfor Gud endnu engang havde valgt at han ikke bare kunne få lov til at være væk. Dean ville gerne dø, han ville gerne være langt væk fra resten af verden, og alligevel så var det som om at Gud gang på gang valgte at han kunne komme videre, men nej. Tilbage igen.

Dean så lyset, og kunne så mærke hvordan at han styrkede i mod jorden. Han så ikke meget, men mærkede hvordan at vinden fik hans hår til at flakke til alle sider, og hvordan at jorden kom tættere og tættere på. 
Dean var ikke sikker på hvor han var på vej hen, men han genkendte hurtigt Di Morga for oven. Han havde brugt 60 år af sit liv i det område, og han anede ikke hvordan at han nogensinde skulle tro at verden var god nok igen. Nicole var stadig i denne by, Nicole var der også endnu. Han havde ikke lyst til at se nogen af dem, og heller ikke Nathan. På den anden side var der gået så mange år, at hvis Dean var heldig, var de måske alle døde. Men det var også bare som om at ligegyldigt hvor meget han kæmpede, prøvede, bandede. Ligegyldigt hvor sød han var, eller hvor ond hanv ar, så ville Gud bare ikke give ham fred, selvom det siden bruddet med Kajika, havde været det eneste i verden, som Dean ønskede sig.

Lige nu blev han blot sendt fra den ene verden til den anden.
Som han ramte jorden, mærkede han hvordan at hans indre nærmest gik i stykker, og var det ikke fordi at han var engel, så var han nok allerede død de første ti gange. Dean kiggede op, som han hørte en kvindestemme, men han var slet ikke sikker på at han var i stand til at tale lige nu: "Hvem... jeg..." han prøvede at tale, men det var ikke nemt, eftersom alt luft var slået ud af hans lunger, og han måtte flere gang gispe i håb om at forsøge at få styr på sig selv: "Luft.." sagde han blot og gispede igen efter vejret, i en desperat stemme, han anede ikke hvordan han skulle få styr på sin krop, og han orkede ikke engang at forsøge at rejse sig op lige nu, han vidste ikke engang om han kunne gå, han mærkede hverken ben eller arme, han mærkede blot smerte og mangel på luft.

”Oh gudskelov!” Han var i live. Men hun havde ikke tid til at ånde lettet op endnu. Hun kunne ikke holde ting, der kunne have påstået på grund af faldet, på begge sine hænder. Og de fleste muligheder der kørte rundt i hendes hoved, var uden tvivl bare nogle, hun bildte sig selv ind eller havde fundet på i situationen. Hun havde det stadig som om at hendes hjerte ville springe ud af hendes brystkasse. Al den viden, hun normalt havde omkring tilskadekomne, var forsvundet som dug fra solen. Hun beskyldte forskrækkelsen. Og det faktum at hun ikke var et fuldstændig følelseskoldt individ, som så mange andre syntes at være i di Morga.

Venus kom hurtigt ned på hug - og så helt ned på begge knæ - ved siden af ham, for at være i nogenlunde samme øjenhøjde. Hendes hånd klamrede hårdt omkring mobiltelefonen, hvor hun stadig ikke havde fået tastet mere end ét nummer ind endnu. Hun kørte sit blik op og ned af ham for at scanne ham for yderligere alvorlige skader. ”Hey hey!” Hun var rådvild. Og det blev ikke bedre, da han begyndte at gispe voldsomt efter vejret. Havde en af hans lunger kollapset? Måske begge? Hendes øjne flakkede lidt, inden hun nærmest smed sin mobiltelefon fra sig og lænede sig ned over ham. Hun holdt ham for næsen, samtidig med at hun holdt hans hage en smule oppe, inden hun satte sine læber mod hans og pustede forsigtigt luft ned i hans lunger. Det var nok ikke den bedste idé, hun kunne have kommet op med, men i panikken var det lige hendes eneste svar på hans desperate kald efter luft. Og hun forsøgte det ikke igen, efter at have trukket sig væk fra ham.

”Fuck…” bandede hun for sig selv, mens hun begyndte at søge efter sin mobiltelefon igen. Hun fandt den hurtigt, og siden den lå ude af hendes rakkeevne, holdt hun blot sin hånd frem og lod den komme til hende som to magneter med hver sin pol. ”Prøv ikke at rør for meget på dig.” Denne gang havde hun vendt tilbage til den fremmede mand, der bare var faldet fra himlen. Hun fumlede lidt med sin mobil, men det tog hende ikke alt for lang tid til at få tastet det rigtige nummer ind og satte den mod øret, hvorefter hun rettede de brune øjne tilbage på manden. ”Jeg ringer efter en ambulance. Det skal nok gå! Bliv hos mig!” Hvorfor tog det så lang tid for nogen at tage telefonen. Burde det ikke være en nødlinje? Altid klar til at tage imod nødopkald.
Klik. Endelig! ”Hallo! En mand er faldet fra… en bygning. Send en ambulance! Gyden bag Sylverster’s. Hurtigt!” Hun lod ikke personen i den anden ende af linjen få et ord indført, før hun smækkede røret på. Krydsede fingre for at der ikke ville gå alt for lang tid. Hun så tilbage på manden ved sin side og forsøgte at smile lidt beroligende. ”De er på vej.”

Dean følte sig virkeligt forvirret, for bare fem dage siden, var han i et helt andet land, et andet sted, langt væk... Og nu endnu engang, havde Gud valgt at trække ham til sig, kun for at smide ham tilbage i det lort han havde været i for længe siden, ti år siden for at være helt præcist, og Dean følte sig ikke bare forvirret, nej han følte sig næsten helt opgivende. Han ville gerne have fred og ro, hans hoved gjorde ondt, hans sjæl gjorde ondt og alt i ham fortalte at han burde være et andet og bedre sted. Et suk brød hans læber, som han forsigtigt åbnede øjnene, han følte sig svag lige nu og han prøvede at huske. Var han i Procias? Var han i... Var han i Terre? Den gamle franske by? Dean var efterhånden ikke sikker på om alt dette her var noget han havde drømt, eller om Gud rent faktisk smed rundt med ham, som var han en kludedukke der ikke havde lov til at have en mening om, hvor i livet han helst ville være, hvilket Dean hadede.

"Nej! Nej... Ingen ambulance, please!" sagde Dean i en hæs stemme, og mærkede en lettere panik brede sig, han havde absolut ingen idé om tid eller sted, men sidst han havde været i området ville politiet gerne have fat i ham og Dean ønskede ikke at gå ned af den vej igen. I ren desperation fik han kæmpet sig usikkert på benene og kiggede sig så roligt omkring, selvom han måtte støtte sig op af muren, og hans øjne stadig ikke kunne fokuserer, alt var sløret og han kunne smage blod i sin mund, hvis Gud endeligt ville have en til jorden, behøvede han så smide en, sådan helt bogstavelig talt? For Dean kunne nu hilse at sige at jord og blod ike var nogen specielt god og anbefalelsesværdig kombination.

"Væk... Jeg må væk.. NU" sagde Dean i en desperat stemme og forsøgte at få sine vinger til at springe ud af hans ryg, men uden held, han var alt for svag og syg, og lige nu havde han brug for at komme væk. Han havde ingen lejlighed, det havde han haft engang, men han kunne gætte sig til at den nok ikke eksiterede mere: "Please..." sagde Dean igen, det lignede bestemt ikke ham at tikke, men lige nu følte han sig bare desperat.

”Nej nej nej..” lød det fra hende, da han begyndte at rejse sig op. Overraskende nok så så det ud til, at han stadig havde kræfter tilbage i sine ben. Og pludselig virkede det til, at intet var rigtig sket for ham. Enten det, eller også var han en utrolig stærk person. Eller også var han en del af den overnaturlige del af verdenen. Det var nok dét. Chokket havde sendt lige netop de muligheder ud af hendes hoved indtil nu. Hun kom selv meget hurtigt op at stå igen. Hun fik det nærmest gjort, imens hun allerede var på vej hen til ham, hvilket blot resulterede i, at hun snublede over de første par skridt. Hun tøvede ikke det mindste med at tage fat omkring hans ene arm og sneg sig ind under den, samtidig med at hun greb fat omkring hans overkrop for at holde ham oppe. For i hendes hoved var han stadig svagelig.

Venus placerede sin ene hånd mod hans brystkasse og lagde lidt ekstra kræfter i for at få ham til at stoppe op igen. Hun gjorde stadig, hvad hun kunne for at støtte ham. Ingen kunne have klaret sådan et fald og hele op så hurtigt. Hvis det var tilfældet alligevel, var hun yderst missundelig. ”Hey. Holdt!” Hun fik sneget sig ind foran ham. Denne gang uden det støttende greb om ham, men med hænderne lagt mod hans overarme. Og de brune øjne forsøgte så vidt muligt at få øjenkontakt med ham. ”Du er lige faldet fra himlen, dude!” Hun så mod ham med et noget bekymret blik. Hendes øjnebryn var rynket sammen, og det var tydeligt at hun stod og bed sig selv i kinden, når hun ikke talte. ”Du kan umuligt være okay. Du har brug for læg-…” Hun stoppede brat, da hun så de tikkende øjne, der forhåbentlig så tilbage på hende. Hun pressede sine læber hårdt sammen og tog et øjeblik til at tænke over situationen. Han så ikke ud til at have det alt for godt. Hun turde næsten ikke lægge en hånd mod hans pande i frygt for, at han måske ville være i gang med at brande op.
”Kom.” Hun fjernede sig igen fra hans front for at stille sig ved siden af ham. Hun lagde sine støttende arme omkring ham igen. ”Min lejlighed er ikke langt her fra. Du bruge den til at hele lidt op.” sagde hun med en forsigtig stemme, inden hun så småt begyndte at føre ham ud ad gyden. ”Men hvis din regenerations evne ikke træder ind efter et godt stykke tid, eller jeg finder alvorlige kvæstelser, sender jeg dig på hospitalet med det samme.” Hun så op mod ham. ”Deal?” Derefter så hun sig kortvarigt tilbage mod bagdøren til hendes arbejdsplads. De kunne vel godt undvære hende denne gang. Hun sank tungt inden hun atter så frem for sig mod den kurs, hun førte dem begge.

Dean kiggede på hende, også selvom hans syn var utroligt sløret: "Jeg fucking hader ham..." sagde han i en hæs og snærrende stemme, naturligvis henvendt til Gud, han hadede virkeligt Gud, han hadede verden og han hadede at han hele tiden blev kastet rundt som sådan en lille dukke, man bare kunne gøre med hvad man ville. Først her, så videre til Procias, og nu tilbage til Terre igen. Dean havde kun fået besked om at der nu var gået ti år, og hans første tanke var som altid hvad der mon var sket med Nicole og Kajika, han var heller ikke sikker på han havde lyst til at vide det, ikke sikker på at det var godt for ham at have noget med dem at gøre, de var begge fantastiske og han savnede dem virkeligt, men han vidste også at det værste han kunne gøre, var at være i deres liv. Det ville ende med at gå galt igen, og Dean ville dem blot det bedste.

"bare giv mig et par timer..." sagde han igen i den hæse stemme, han skulle bare lige heale, måske have lidt vand eller noget i den stil, så skulle det hele nok gå. Okay måske et par timer var optimistisk, men Dean var også optimistisk lige nu, det nyttede ikke at gå i panik, mon mafiaen stadig var efter ham? Var modstandsgruppen? Han huskede stadig hvordan han blev snydt af Andrija og Thomas Keefer, og hvordan den kæmpe idiot endte med at kneppe hans datter, hvis Dean nogensinde så ham igen, så var der ihvertfald ingen tvivl om at han ville få et par eller ti på kassen.

"Slap nu af man! Jeg skal nok heale mig selv... Jeg har bare lige brug for at... Ligge" sagde Dean og kiggede rundt, som han igen forsøgte at gå, og endte med at støtte sig op af hende. Dean var meget hård på ydersiden og han var ikke altid til at regne ud, men han var bestemt god nok på bunden og ønskede faktisk ikke at gøre folk ondt, på en eller anden magisk måde endte han bare altid med at fucke up og gjorde derfor sig selv eller andre skade.

Venus valgte ikke at sige meget mere. Han virkede ikke som en person, der ønskede at høre på hendes bekymringer. Hvem gjorde overhoved det i et sted som Di Morga. Alle havde sit og holdt sig altid kun til sin egen kreds. Var for det meste ligeglad med fremmede. Måske var det en fransk ting. For sådan var hun bestemt ikke blevet opdraget i landet mod nord. Hun så atter frem på vejen foran sig. Sendte ikke flere flukse blikke mod ham. Nu fokuserede hun mest på, at få denne  faldende engel med sig. Det virkede lidt komisk, nu hvor hun opfangede den nærmest rene duft, der hang over ham. Engel. Mon han havde fået sine vinger plukket? Det ville i hvert fald forklare, hvorfor han pludselig havde styrtet mod jorden samt hans overraskende udstråling af at ville overleve. Så det med selvmord, var så småt begyndt at snige sig ud af mulighederne. Det andet virkede egentlig mere logisk.

Lidt besværlig gang og et par nys senere, fik nåede de endelig hendes lejligheds kompleks. Der var ikke gået længe, før hun havde bevæget sig hen til elevatoren og fået kaldt den til sig. Hun ville ikke nyde noget af at kampe med at få hendes ledsager hele vejen op ad trapperne til fjerde sal. I mellem tiden stod hun lidt og rettede på ham. Fik et bedre greb omkring ham og sørgede nok mest for at hendes skulder ikke ville bore sig ind i hans side. Til deres begges held kom elevatoren hurtigt. Og hun tøvede ikke med at træde ind i metalboksen. Hun trykkede på den ønskede etage og så var de ellers på vej op.

Det var igen en smule besværligt at få låst døren op til lejligheden, men det lykkedes hende da. Som noget af det første smed hun nøglerne fra sig på gulvet i entreen, hvor efter hun hurtigt førte den unge mand indenfor. Hun tog slet ikke tid af til at fjerne skoene, inden hun bevægede sig direkte ind i stuen, som var sat mere eller mindre sammen med køkkenet. Kun skranken delte dem. Der var stadig et pyntet juletræ i det ene hjørne fra juletiden. Derudover var den ene væg fyldt ud med et par reoler. En med bøger, nipsting og sådan noget gøjl, mens den anden var fuldstændig proppet med kassettebånd. Sofaen stod mere eller mindre i midten sammen med bordet og Tv-et foran sig.
Venus fik hurtigt ført ham med sig mod sofaen, hvor hun forsigtigt fik langt ham ned. Hun stod et øjeblik og samlede sig. Hun havde skyndt sig. Og han var ikke ligefrem let som en fjer. Specielt ikke sådan som han havde støttet sig op ad hende. ”Jeg…” Hun tog en dyb ånding, og som hun rettede sig ordenligt op, pustede hun roligt ud igen. Hun fandt hurtigt frem til en hovedpude, hun havde glemt at lægge ind i soveværelset og som nu bare lå på gulvet, og den blev roligt lagt under hans hoved, inden hun endelig bare så lidt bedre på ham. Hun stod lidt og tænkte over noget at sige, men droppede det, inden hun fortsatte ud i køkkenet. Hun tog først et glas fra et af skabene og fyldte det med almindeligt hanevand, inden hun tog karkluden og fugtede den ligeledes.
”Ligger du ordentligt?” spurgte hun, da hun kom tilbage og stillede kortvarigt glasset med vand på sofabordet, mens hun foldede kluden. Hun kom ned på knæ foran sofaen, inden hun blidt duppede hans ansigt. Blodet væk fra hans mundvige, sved fra panden. ”Jeg fandt noget vand frem til dig, hvis du har brug for det.” Hun fik fat i glasset og rakte det hen mod ham. Afventede en reaktion.

Dean kæmpede sig op i mod hendes lejlighed, og han var lige nu glad for at nogen havde fundet ham, han var et godt offer for tyveri lige nu og han var et godt offer for alle der gerne ville udnytte en type som Dean lidt, lige nu var det vigtigste for ham næsten at mafiaen ikke fandt ham: "Jeg... Har brug for en telefon" sagde han som de var på vej, og mærkede hvor ondt det gjorde i hans lunger når han trak vejret, det var alligevel pænt unfair når Gud endeligt valgte at sende en tilbage på jorden, at det så skulle foregå på denne her måde, kunne han ikke sænke en pænt ned eller noget i den stil? Skulle han absolut kaste en så man følte man havde brækket alle knogler i sin krop, på den anden måde vidste Dean dog godt at han nok havde fortjent det, men alligevel. Han mente nu selv det var ret så unfair.

Som han satte sig på sofaen, kiggede han op i mod hende, det ene af hans øjne var en smule blodspængte og han tog sig let til siden, som han følte det, som ville hans ene nyre snart springe ud af kroppen på ham i ren smerte, han måtte snart finde kræfterne til at heale: "Kender du... Nogen ved navn Kajika eller Nicole her i byen?" spurgte han og trak vejret dybt, han ville vide om de stadig levede, han følte slet ikke han havde nogen tidsfornemmelse, som om at tingene bevægede sig helt anderledes her og som kunne han ikke gøre andet end bare at forsøge at følge flowet på den ene eller den anden måde.

"Jeg ligger fint... Vand er fint" sagde han og lagde sig tilbage på sofaen, imens han roligt lukkede øjnene i et forsøg på at mærke smerten og få den væk, han kunne bare ikke helt endnu, han var slet ikke stærk nok: "Hvad race... Er... Er du?" spurgte han, som han mærkede at hans krop rystede en smule af dehydreing og chok over det lange fald. Gud var ikke rigtigt klog, nu havde Dean jo godt nok aldrig mødt manden, men gjorde han, ville han nu nok også få en skideballe, sådan kunne man da ikke bare behandle folk som tjente en, også selvom Dean nok egentligt altid havde lavet lidt mere ballade end noget andet her på denne jord.

”Kajika? Nicole? Jeg kender ikke noget ved navnet Kajika, men den ældre dame et par etager under mig, hedder Nicole til mellemnavn, hvis det gælder.”
Venus’ blik gled lidt mere rundt i lejligheden efter at have gjort dét, hun nu kunne for den unge mand. Hun havde ikke haft den største mulighed for at få gjort rent, men i det mindste lignede det ikke, at et eller anden havde eksploderet. Hun rejste sig derfor roligt op igen, efter at have tilbudt ham vandet, og begyndte så småt at samle tøj sammen, som hun havde smidt rundt omkring i stuen. Lagde det bare hen over sin ene arm. Der var ingen grund til at skulle lægge det pænt sammen, når det hele uden tvivl bare skulle ind i vaskemaskinen i den nærme fremtid. Af og til så hun dog tilbage på manden, hun havde liggende på sofaen. Skulle hun virkelig tro på ham, når han sagde, at han nok skulle hele op igen inden længe? Selv ved hver af hans vejrtrækninger, kunne hun høre - og nærmest mærke - smerten.

Hun havde knap nok fået smidt de få stykker tøj i vasketøjskurven, som hun allerede havde placeret udenfor døren til badeværelset nogle dage før for at få hendes motivation op til at rydde lidt mere op, da hun hørte flere ord på englen. Hun drejede med det samme rundt og så noget overrasket over på ham. ”Det ser ud til, at du er mere nysgerrig, end jeg havde forventet af en i din tilstand.” sagde hun med en smule komik lagt under stemmen. Hun trippede videre hen over gulvet, tilbage til sofaen. ”Men bare rolig - Jeg er ikke nogen blodsugende vampyr.” Hun dumpede så ned på gulvet igen, lige som før. Denne gang satte hun sig dog i skrædderstilling. ”Min mor er elver, og min far er dværg. Så jeg er en fin hybrid.” Hun drejede sit hoved lidt og vrikkede sagte med de spidse ører.

”Nårh men.. Siden du er i talehumør, er der så mulighed for, at du kan fortælle mig dit navn?” Hun løftede et spørgende øjenbryn og overvejede lidt, om han overhoved kunne huske sit navn. Men hvad var risikoen? Han huskede trods alt andre navne. Der gik ikke længe før, hendes hænder havde bevæget sig op til den høje hestehale, hvor hun trak elastikken ud og lod håret falde. Et lettet suk skøjtede over hendes læber, og hun ruskede lidt i håret med fingrene. Det havde siddet i hestehalen i lang tid nu, og det kunne egentlig godt ses lidt.
”Jeg hedder Venus.” Hun præsenterede sig uden yderligere tøven. Det gav situationen lidt mere fredsommelighed. Også selvom han sikkert ikke ville kunne føle sig truet af en som hende.

Dean sukkede og rystede så på hovedet, nej det galt overhovedet ikke, han vidste bare ikke hvad han skulle gøre eller hvordan han skulle takle sig selv lige nu, han ville bare så gerne vide om hans familie og hans datter var okay, og han ville gerne sikre at de ikke havde glemt ham. Dean vidste godt han til tider kunne være en kæmpe idiot, men han havde ikke lyst til at være det, han ville være glad og lykkelig, og han ønskede bare at leve et sted hvor der ikke var problemer, og hvis dean selv skulle sige det, så mente han at det eneste sted var i himlen, og det var jo nok også derfor han havde begået selvmord så mange gange, bare uden held, eftersom den lort til Gud ikke ville lade ham dø, ligegyldigt hvor ihærdigt han forsøgte.

"Jeg skal nok heale mig selv, jeg skal bare bruge tid" sagde han i et suk, ja han var nok utrolig meget oppe at køre og han var ligeledes ganske klar i hovedet, han kunne mærke at hans krop gjorde et forsøg, men ahn var træt. Dog var det også vigtigt for ham at vide at hun ikke var en eller anden psykopat som mon ville ende med at slå ham ihjel før eller siden: "Mærkelig blanding..." mumlede han blot for sig selv, en ting der ihvertfald var sikkert, var at Dean aldrig pakkede ting ind, han var altid helt ærlig, og også lidt for ærlig af og til.

"Dean... Sanders... Men bare rolig, jeg bliver her ikke længe" sagde han blot, Dean havde en idé om at hvis han nu fortsætte med at ville begå selvmord så kunne det jo være, Gud ville lade ham gøre det på et tidspunkt. Dean elskede Kajika, hun var den eneste kvinde han nogensinde havde elsket, og bare tanken om at hun sidste gang havde aflyst ham, fik det til at vende sig i ham, han kunne slet ikke forstå det og han ønskede heller ikke at prøve.

Venus måtte indrømme, at det var lettere akavet, den situation hun sad i. Hun ville gerne føre en samtale, men samtidig var hun ikke ligefrem den bedste person i verdenen til at klare de mere deprimerende personer, hun stødte på. Og denne Dean Sanders lød ikke til at have meget livsglæde tilbage. Måske havde det faktisk været et rigtigt forsøg på selvmord, som hun havde oplevet. Det fik hendes mave til at klemme sig en smule sammen. Indtil nu havde chokket lagt et uvirkeligt slør omkring den mulighed, så nu hvor sløret var væk igen, fik hun det pludselig helt dårligt omkring det. Heldigvis syntes han at få bragt lidt andre følelser frem i hende. Fornærmelse.
”Mærkelig blanding? Det siger alle. Jeg ser bare ikke, hvad der er så underligt ved det.” Hun kunne godt selv høre en svag drejning i sin stemme. Og hun havde rynket forvirret på øjenbrynene. ”Jeg vil nu mene at en blanding af en engel og en dæmon er mere underligt. Det er jo direkte modsætninger.” Hun lagde sine arme over kors og søgte lidt enighed i hans ansigt. Hun kunne da umuligt være den eneste, der tænkte sådan. Bare fordi engle og dæmoner var langt mere sete end elvere og dværge. Folk så endda næsten ned på dværge. Der ville ikke gå længe før, det blev værre end vampyrernes syn på mennesket.
Hun sukkede alt imens, hun rystede på hovedet af det hele. Det var ligegyldigt. Hun gad ikke tage den kamp op. Det var ikke nødvendigt. Og samtidig ville hun ikke tale dårligt om dæmoner med den mulighed af Mars sad et sted og overhørte hende. Men så igen - Som om han nogensinde ville kunne høre hende.

Hun satte sig lidt bedre tilpas og lod atter sine arme falde ned lang siden. ”Jeg har intet imod at have dig her. Jeg har ingen sambo, der vil blive gnaven over at have en fremmed i lejligheden.” Hun trak på skuldrene og lænede sig lidt mere tilbage, hvor hun satte hænderne i gulvet lidt bag sig. ”Har du egentlig noget imod, at fortælle mig, hvad der skete her tidligere? Det eneste jeg nåede at fange var, at du faldt og landede hårdt. Og at du nær havde givet mig et hjertestop.” Hun lænede sit hoved lidt længere tilbage og rystede på hovedet for at få hestehalens spidser til at kilde hende blidt i nakken. Det havde altid været noget hun nød sig godt af. ”Måske havde det noget at gøre med disse Kajika og Nicole?” gættede hun sig til.

Dean ville da ikke lige prale af at han havde det fantastisk, men på den anden side så havde han haft det værre. Der var nok få mennesker i denne verden, der havde gennemgået så meget lort, som Dean nu engang havde. Han havde prøvet det hele, han havde været i landet utroligt mange år, og han kunne ikk gøre så meget andet end forsøge at redde sig selv. Det var dér det hele var endt, at redde sig selv. Forelskelse havde han prøvet, og det var ikke ligefrem endt som han havde ønsket, han havde prøvet at være en far for sin datter, og heller ikke det var gået som planlagt. På mange måder virkede Dean bare som en hård type, men sandheden var faktisk at han var ganske blød og også ganske usikker, det var bare meget sjældent at han viste folk den side af sig selv, og det var sjældent at folk fik at se hvad der faktisk foregik indeni ham.

"Måske fordi at dværge er tude grimme, men du er endt med at give ganske fin at se på" sagde Dean og blinkede til hende, ja selv når han var såret og knapt kunne bevæge sig, så havde han tid og plads til at flirte, sådan noget skulle man jo bare gøre, og han kunne ikke gøre så meget andet end bare have det sjovt: "Jeg har engang været halv vampyr, halv engel... Men det ophørte da min herre døde" ja det forsvandt da Kajika døde, og da hun senere var genopstået, havde Gud allerede overtaget hele Dean's krop.

"Gud... Den fede idiot, ønskede mig tilbage hertil... Selvom jeg har prøvet at flygte så mange gange" sagde med Dean, og med flygte mente han jo anturligvis, at begå selvmord, eftersom det altid var hvad han gjorde: "Jeg.. Ja... Det er bare nogen jeg søger" sagde Dean og kiggede ned, han elskede de to, og faktisk var de to de eneste han elskede, udover sin bror naturligvis. Men ham havde han heller ikke set, i snart mange år.

Smilet der opstod af komplimenten var ret automatisk. Man blev jo altid glad for at få komplimenter. Det var den ene menneskelige ting, der opstod hos alle væsner. Den var universal på mange punkter. Det eneste der var forskelligt fra person til person, var graden, som man tog den i. For hende varmede det lidt om hjertet, selvom hun allerede godt kendte til lige netop den replik. Hun havde fået den et par gange før. Derfor tog hun det lidt mindre personligt, end hun måske ville have gjort, hvis det var noget helt nyt. Af den grund blev hans tilbagemeldelse blot til smilet og et lille bekræftende ryst på hovedet. Han var da tydeligvis i bedring allerede. Altid noget der forundrede hende.

”Woah woah woah..” Hun havde nær afbrudt, da hun havde fanget, det englen lige havde fortalt hende. Hun var ikke dum. Hun forstod nemt nok, hvad han mente med det hele, men samtidig var der noget der ikke helt passede ind sammen med hinanden. ”Du siger, at du leder efter nogle. Men samtidig informerer du mig omkring, din såkaldte ’flugt’?” Hun løftede et spørgende øjenbryn, inden hun satte sig lidt bedre til rette, inden hun fortsatte: ”Det kan godt ske, at det er en eller anden engels pligt, at du skal finde disse to, men det er ikke rigtig den fornemmelse, jeg får af det hele.” Hun kunne måske ikke læse ord så godt som andre, men hun havde da lært at læse kropssprog. Og en hver anden ville kunne fornemme den følelse, der lå i hans stemme, hver gang han nævnte disse to personer.

”En anden ting er: Hvorfor vil du overhoved tænke på at ’flygte’, som du kalder det?” Et sted kunne hun vel godt forstå det. Når man var død en gang, ville man nok helst ikke have en chance til. Men det var kun de færreste tilfælde, hvis man tog efter hende. Hvis det var hende der var død, ville hun hellere end gerne få endnu en chance for at leve livet. Men nu var det ikke hende der var død. Det var hendes bedre halvdel. ”Vil du ikke hellere leve og stadig have minderne i takt?”