Hvor var det lige jeg kom fra? - Saundra

Lyden af en støvsuger, der prøvede at overdøve regnen vil fylde hele 8 etage. Godt nok var der kun to værelser deroppe og den ene af værelserne var ubeboet så hun kunne godt tillade sig det. Saundra havde nemlig i gang med sit årlige efterårs rengøring og i dag havde hun ingen undskyldninger for at udsætte det. Hun havde proppet hørertelefoner i ørerne for at slippe af med støjen fra støvsugeren også var det altid sjovere at høre musik mens man ryddede op.

Hun havde haft fri fra arbejdet og derfor havde hun hele dagen. Hun havde bundet en sort bandana rundt om panden og håret hang i en hestehale. Dog hang det korte pandehår under bandanaen. Hun arbejde bare bedst når hun havde det rette tøj på, efter hendes mening. På overkroppen bar hun en kort grøn trøje som stoppede lige over navlen. Hendes lysebrune mave vil derfor være fremme. Underdelen var dækket med nogle knæ lange joggings bukser i sort.

Hun slukkede for støvsugerne og lagede den fra sig. Hun gik barfodet til sin dør og åbnede den. Hun lagede først mærke til, hvor trist egentlig været var. Klokken var ikke særlig mange og alligevel var der mørkt. Hun rullede med øjnene og ignorerede sine tanker. Hun løftede dørmatten, hvor der stod med store ord: Keep going. Hun viftede den og hørte utallige ting falde ned til jorden. Sand, småsten og hun kunne blive ved. Hun rynkede sin pande irriteret da hun opdagede, hvordan al hendes skrald var skubbet imod hendes nabo. ”Oh shit” sukkede hun og gik tilbage ind. Hun åbnede en dør nær hoveddøren og fandt sin kost frem. Det var hendes rengøringsskab og det skab kunne hun ikke lide at bruge tit. Men det skulle hun heller ikke, nu da hun tilbragte det meste af tiden på arbejdet.
Barfodet igen gik hun ud og begyndte at fejre det kaos hun havde lavet derude. Musikken var stadigvæk i gang, men hun hørte ikke rigtig efter længere.

I virkeligheden kunne hun være ligeglad og lade som ingenting angående støvet til naboen. For her boede ingen og ingen kom aldrig op. Men på den anden side. Hvis viceværten lige skulle skifte døren, eller tjekke vandhanen ville han undre sig. Og skylden vil da hurtigt ryge over til hende da hun var den eneste der betrådte 8 etage. Hvem gad også og komme helt heroppe? Desuden betød det også at hun så skulle leve med støvet. Og støv er jo ikke kendt for at forsvinde ud i det blå.

Hun havde rigtig nok ikke hørt noget i starten. Hun var nede på knæ for at samle de sidste småsten op inden en stemme nærmest råbte hende til døde. Hun rejste sig forskrækket op, tabte spaden hun ligeså fint havde fået samlet småstenen i. Hun vendte sig imod stemmen og stod til ansigt med et hankøn. Hun trak hørtelefonerne ud af ørerne og havde udmærket hørt ham. Hvad fanden, tænkte hun. Hun vidste ikke helt om hun skulle blive fornærmet eller vred. Men smilet fra hans side af ødelagede det hele.
”Må jeg være fri” sagde hun og lod et blik glide hen over den unge fyr. Hvad mente han helt med lejligheden? Han skulle da ikke til at flytte ind? Hun var i hvert fald sikker på, at hun havde set det ansigt før. men Hvorfra… det var hende en gåde.

”Undskyld mig lige” sagde hun og samlede spaden op. Hun fejrede det hele sammen hurtigt og rettede sig op igen. Hun lagede vægten på den ene fod og pustede noget luft ud. Hun sagde ikke rigtig mere til den unge fyr, men vendte ryggen til ham og gik ind i sin lejlighed. Hun lagede sin ipod fra sig og smed nænsomt småstene i skraldespanden. Spaden samt kosten blev lagt i rengøringsskabet. Hun fiskede hurtigt en visketykke derfra og begyndte at tørre sine hænder. Mens det skete lænede hun sig ad sin dør og kiggede på den unge mand.

”Flytter du ind?” spurgte hun så og nikkede imod den modsatte dør. Endelig en nabo?

Hun havde hørt hans lille joke, men valgte at ignorer den. Hun kiggede ned på hendes hænder, da den gamle James stak hovedet frem. Hun smilede en smule skævt og så på den ældre mand. Hun husker tydelig sin første dag her. Han havde været så rar og hjælpe med hende med flyttekasserne og havde endda sagt, at hun mindede ham om hans egen barnebarn. Hvor var det mon blevet af?
Han forsvandt da hurtigt igen og hun sukkede, men det skæve smil var stadigvæk på. Hun så igen på den fremmede unge mand som fumlede med nøglen. Hans ord gik lige igennem hende og hun nikkede usynligt. Det vil da altid blive rart med en nabo som så ud til at være omkring hendes alder. Også var han da ikke noget af det grimmeste.

Hun smågrinede over sine tanker og løsrev sig fra døren. Hun rullede viskestykket rundt om sig selv og gik stille indenfor sin lejlighed og smed viskestykket tilbage. ”God pris og gratis husdyr” råbte hun indefra toilettet af, som lå modsat rengøringsskabet. ”Du vil elske rotterne”. Hun drillede tydeligvis, men Saundra havde altid den der rolige stemme og skæve smil som om hun var blevet træt af at spøge rundt.

Hun stod nu ikke så lang fra ham og så på mens han åbnede sin dør. ”Hvad hedder du så?” sluttede hun af med og smilede en anelse. Venlighed havde altid bragt væsner tæt på hinanden. Undtagen dem med de spidse tænder. De kom altid lidt for tæt på..

Hun stod lidt og betragtede ham og åbnede igen munden for at skyde ind med noget. Men den unge mand kom hende i forkøbet og hun det eneste hun gav tilbage var et fnøs og et ryk med hovedet. Men alligevel smilte hun, det skæve smil og hendes øjne fortalte ham, at hun sagtens kunne fatte hans jokes, men det var al for platte til at hun gad at grine. Men hun nikkede dog ankende som om hun fortjente det. ”Nuvel” sagde hun og kastede hurtigt et blik bag ham. Til hans ’måske’ nye lejlighed. Hun kunne dog intet se.
Hun blev en smule forskrækket da han igen sagde noget. Hun havde det med at forsvinde i sine tanker og det burde hun gøre noget ved snart. Hun smilede til ham og gav hans hånd et klap. Hun plejede aldrig rigtig at trykke folks hænder og slet ikke nogen som var på hendes alder.

”Nice” sagde hun uden rigtig at kigge på ham, hun gik lige forbi ham og ind i hans lejlighed. ”Shut up” sagde hun og drejede en gang rundt om sig selv for at for en glib af lejligheden. ”Jeg sværger, jeg har den mindste lejlighed her!” Men dog ville alle lejligheder ligne hinanden. Toilettet til højre for døren, et lille skab på den modsatte side, køkkenet ligeud og stuen var så til højre for køkkenet. Også var der to værelser. Det var så det. Men alligevel alle værelserne større end hendes. Og det var ikke engang fordi at hun havde mange ting, for det havde hun ikke! Hun havde de ting som var væsentlige for hende. Eller de ting hendes forældre havde kastet i hovedet på hende. Hun fattede hellere ej, at hun stadigvæk havde hendes fars afrikanske mini statue liggende på sit værelse. Den skræmte altid livet af hende.

”Mit navn er så Saundra. Saundra Miguez” sagde hun og rullede overdrevet med r’et. Et skævt smil blev kastet imod Gordon. ”Når Matthews! Jeg smutter ind til mig selv og varmer min pizza op. Du kan altid bange for, hvis du har brug for noget hjælp. Vandhanerne kan til tider drille og vinduerne er næsten altid svære at få op, men jeg har lært deres hemmeligheder” hun blinkede med det ene øje og gik forbi ham.

Hun gik ind og lukkede døren efter sig. Hun sukkede og gik direkte ind i stuen. Hun satte sig på sofaen og betragtede sit mesterværk. En ren lejlighed. Især stuen var blevet hyggelig! Men hun nåede ikke rigtig at hvile sig inden hendes mave gav sig til at hvine. Hun rejste sig op, fandt den næsten uberørte pizza og satte den i mikrobølgeovnen. Hun satte sig på sit spisebord og fandt sin mobil frem.

Mikrobølgeovnen havde for længst stoppet sin irriterende lyde og pizza duften havde spredt sig i køkkenet. Men Saundra sad stadigvæk bøjet over sin telefon og skrev heftigt en besked. Sandheden var, at hendes far skulle til en stor operation på mandag og hun havde ikke rigtig kunne få fat på en billet til Rio de Janeiro på så kort tid. Så hun havde rent hele dagen og stressede rundt over det og hendes mor vil virkelig gerne have hende hjem. Hun måtte snakke med sine kollegaer om det. Nu da hun var en betjent ville det vil være barnemad?

Pludselig hørte hun en banke på døren. Hun lod mobilen stå på spisebordet og hun hoppede ned for at åbne døren. Hun havde forventet at se et rynket ansigt stå smilende med varme boller og undskylde for hans reaktion for et par minutter siden. Men i stedet stod ham, der havde kostet problemet med det mest usikre smil som hun nogensinde havde set. Det fik hende, selvom hun ikke ville, til at smile bredt. ”Bare inviter dig selv ind, Mr. Matthews!” hun smålo og åbnede døren helt. Hendes hånd pegede ind i den lille lejlighed og hvis han kom ind ville hun lukke døren i. ”Bare gå ind i stuen, så henter jeg lige pizzaen” hun havde aldrig kaldet pizza for mad og det vil hun heller ikke starte på nu. Pizza havde altid været sidste udvej for de fleste ting. Og selvom hun ikke just lignede en person der spiste pizza eller andre former for fastfood, så åd hun som en tosse om fredagen. De fleste fredage havde hun nemlig haft nattevagter og hun skulle have et eller andet som benzin for sin krop. Og fastfood virkede som regel.

”Du tager bare for dig” sagde hun. Hun havde hentet den varme pizzabakke, men ingen bestik eller tallerkner. Hun satte sig på den modsatte sorte sofa og lod benene sidde i skrædderstilling. Dernæst rakte hun ud efter en pizza og da hun fik fat på målet lænede hun sig tilbage og nød den store stykke. Da hun havde tygget færdig kiggede hun på Gordon og nikkede imod ham.

”Hvor er du egentlig fra?” spurgte hun og de mørke øjne lå på stilke.


Nu kunne hun huske ham!