Even if you where the last person on, shit.

Det var ikke hendes stemme der kom først hos ham. Heller ikke lyden af hendes skridt. Men duften af hendes shampoo der blev sendt hen imod ham med vinden. Siden han døde havde hans lugtesans blevet markant forstærket. Ikke altid noget han nød sig meget af. Og på en måde var han heller ikke helt så begejstret for den lige nu. Han ville ikke have hende omkring sig. Det virkede forkert. Men det der nok var mest underligt var det faktum at han heller ikke ønskede at hun forsvandt. Han følte sig lettet over at vide at hun stadig var der. Men samtidig følte han sig stresset over at hun pludselig var i en radius af en halv meter. Faktisk lå landet blot sådan at han ikke ville have at hun så ham sådan. Han var ynkelig. Og hun vidste hvorfor. Dét var hvad der stak mest i brystkassen. Det var klarer grunde til at han aldrig fortalte om sig selv. Tidligere havde heller ikke været meningen. Godt hun havde været i drømmeland der.

Men så snart hun begyndte at tale følte han hvordan han pressede hårdere imod sine øjne. Skubbede dem nærmest helt ind i øjenhullerne. Han startede ud med at se det sædvandlige farveshow bag lågene. Og det gik så hen til at blive umådeligt ubehageligt. Dog stoppede han ikke lige med det samme. ”Just go away! Ligner jeg måske en der har brug for at fører en samtale lige nu..?” Den vrissende tone lå stadig hen over hans stemme. Den syntes bare ikke at dække helt over den svage usikkerhed der for første gang lå i hans stemme. Og tydeligvis ville han heller ikke lade hende vide at han sad og legede tude Marie over noget hun nok ikke ville forstå. Endelig stoppede han sig selv i at pine sig selv med den ubehagelige smerte. Han stoppede med at presse imod sine lukkede øjne. Et halvkvalt snøft lød fra ham, hvor efter hænderne blev kørt op igennem det tykke brune hår.
”Lily var min søster. Hun var sammen med mig i den ulykke jeg døde i.” begyndte han så pludselig. Uden den hårde tone. Og han talte heller ikke specielt højt. ”Hun endte i en komatilstand. Jeg ved ikke engang om hun er vågnet endnu. Og det er snart 8 år siden nu.” Han var ikke engang sikker på at hun stadig var det. Eller om hun havde skredet som han havde bedte hende om. Han fik flettet sine fingre ud af det uglede hår, hvor efter han fik lagt sine arme over kors. Blot for at støtte dem imod hans knæ igen. Han stirrede tomt imod vejen. Blinkede konstant for at udtørre sine øjne fri fra salte tårer. ”Hun burde være ude og lege med jævnaldrende. Ikke ligge i en hospitalsseng med slanger, der fører skidt ind i hendes krop for at holde hende i live, nu hvor hun ikke selv kan indtage føde.” Endnu et snøft kom fra ham. Og han så stadig ikke imod hende. Han kunne ikke holde til det. Han følte sig alt for åben. ”And your shit of a touch just dragged me back.”

Hun bed sig i læben, mens hendes ene hånd tog meget fat i den andens hånds fingre. Hun tog en dyb indånding, og da hun pustede ud kunne hun se hvordan rimfrosten to fat i hendes åndes varme partikler og skabte en røg som om hun stod og røg. Det var først nu hun lagde mærke til at sneen langsomt var begyndt at dale ned fra de mørke skyer hen over deres hoveder, og kun lyset fra gadens lamper oplyste området. Hun kunne tydeligt høre hvor såret han var, hun havde godt kunne mærke på ham det ikke kun var vrede der gik igennem hans følelsesmæssige udbrud, men valgte meget bevidst ikke at kommentere det, da han endelig talte bevægede hun sig ubevidst nogle skridt tilbage mens at tænderne greb fat omkring underlæben, igen kunne hun mærke den inderlige lyst til bare at gå sin vej, lade være med at tage konfrontationen op og stikke af. Noget hun var så god til, bare at forsvinde for aldrig at skulle tænke over hendes ugerninger igen.

Da han igen talte til hende, inden hun nået at gå igennem hendes muligheder for hvad hun skulle gøre nu, følte hun sig som frosset til stedet, det at han åbnede sig op og vidste hvor følsom han kunne være på en gang, var lidt overvældende for hende. Hun bed hårde i læben, næsten så hun kunne mærke smerten der blev sendt igennem kroppen for at få hende til at stoppe, men blot for at blive ignoreret. Hun tog en dyb indånding, inden at hendes ben begyndte at flytte på sig, ikke væk fra ham, ikke ned af gaden og væk fra alt dette rod, men hen foran ham, hvor hun satte sig ned på hendes knæ. Først kunne hun ikke få sig selv til at vende de krystal klare blå øjne imod ham, og kiggede ned på hendes hænder der langsomt begyndte at blive røde på grund af kulden der bed i hendes trætte og udkørt krop. Da hun havde sat sig fik hun den sidste sætning med And your shit of a touch just dragged me back. Hun kunne mærke hvordan det brændte bag hendes øjenlåg, men kun en enkelt tåre fik lov til at løbe ned af hendes kind, inden hun stoppede endnu en syndflod af tåre der igen skulle vise hvor svag hun var. Hun hæv et hurtigt suk til sig, inden hun valgte at kigge op, hun kunne mærke lysten til at kramme ham ind til sig, tørre tårene væk fra hans kind brede sig inde i hende,  men  hun sad fuldkommen stille og tillod sig slet ikke at rører ham igen. Ikke efter hvad hun lige havde gjort, desuden ville han nok aldrig tillade hende at nærme ham sig igen, og nu hvor hun ellers havde følt de var kommet tættere på hinanden.

''I'm so sorry David, I, I didn't know, Im deeply sorry, if id known what you whent through.. I never ment to hurt you like that'' hendes ord var også en lav hvisken, som om hun ikke ture snakke højere, hun sukkede igen, og lod fingrene glide op til hendes kind og fjernede tåren der næsten var nået ned til kæben. Hendes øjne var igen vent ned imod hendes røde hænder der vred sig mellem hinanden, som var hun til en eksamen og ventede nu på den endelige dom, havde hun bestået eller ej? Pludselig med et ryk vente hun dog et meget besluttet og fast udtryk imod ham ''hit me..'' hendes stemme var en anelse højere, og et meget alvorligt undertyk i stemmen var blevet lagt som i at vise hun ikke lavede sjov. ''It will make you feel better?'' prøvede hun så igen, bare for at få ham til at kigge på hende, alt, det var ved at ødelægge hvordan at han undveg stort set alt kontakt mod hende, selvom hun fortjente det. ''Hit me''.

David var ikke yderligere glad for at hun kom tættere på. Elle bare det faktum at hun valgte sin placering lige foran ham. Det blokerede næsten han evige blik imod asfalten, som ellers virkede så dejlig beroligende. Men det at hun sad mere eller mindre i vejen, fik ham dog ikke til at se op. Han så endnu blot på ingenting. Han fokuserede egentlig ikke på noget specielt. Sådan var det i hvert fald lidt endnu. Lige indtil hun var så dum at begynde og tale til ham. Han hørte klart og tydeligt hendes undskyldninger, men han kunne stadig ikke få sig selv til at gøre noget ved det. Han var ikke direkte vred længere, men han havde brug for lidt stilhed. Det var i hvert fald det han forsøgte at overbevise sig om. Hvorfor havde han overhoved fortalt hende alt det? Det ragede hende ikke det mindste. Det var irelavant for hende. Hun var jo ikke andet end en tilfældig pige. Hvor længe havde han overhoved kendt hende? Han havde mødt hende to gange for helved! Hun var ikke speciel for ham. Så hvorfor kastede han ikke bare hende hen ad vejen for at gå hende væk? Men så kompliceret var det nu heller ikke. Han havde endnu en stor menneskelighed. Håbede han.

Pludselig så han dog op. Han løftede hovedet og stirrede direkte imod hende med de brune øjne. Han havde spilet dem en hel del op, og han så ikke ud til at være alt for begejstre. Han så mere overrasket ud. Med en smule rynket næse. ”What the fuck!?” Af en eller anden grund havde det virkelig trådt ind i ham. Slog ham hårdt i ansigtet med en knyttet næve. Han var dog ikke sikker på, hvordan han skulle reagere. Derfor havde hans ubevidsthed automatisk valg den nemmeste udvej.
”Du vil have mig til at slå dig!? Hvad fanden..!” Han hævede stemmen besynderligt. Han virkede næsten helt ustabil i øjeblikket. Som vidste han ikke helt hvordan fanden han skulle gøre tingene for at få dem rettet op. Han kom underligt hurtigt op på benene igen, hvor på han samtidig fik taget fat i hendes bluses krave. Bare for at få hende op at stå på benene lige som ham. Så følte han sig nemlig knap så højere stående. Han forholdte dog et greb i hende lidt endnu som de stod op. Tvang hende nærmest op på tæerne. ”Hvad tror du jeg er? Et monster? Hvorfor fuck skulle jeg slå dig!? Og så endda få det bedre af det!” Hans tone lå tæt på et råbende leje. Men han prøvede ikke at blæse hendes trommehinder helt itu. Lidt selvkontrol havde han da. ”What the hell is actually going on in that head of yours!? Ligner jeg måske en der ville hæve hånden over dig!? Nej! Det er ikke hvad der ville få mig til at få det bedre.” Med et mindre ryk slap han hende igen og trådte selv et skridt tilbage. Han havde nær snublet over kantstenen, men han fik hurtigt fanget balancen igen. Det stoppede ham dog ikke for at ligne en idiot det lille sekunds tid. Ikke noget der fik ham til at tage blikket væk fra Evie.
”Du må få et andet røvhul til at slå dig..!” Han tørrede diskret og med hurtige bevægelser den sidste fugtighed væk fra sine kinder, inden han så ellers så væk fra hende. Drejede siden til hende. Og kørte endnu en gang hånden igennem det kraftige hår. Hans briller. Hvor var hans briller? Selvfølgelig var de væk, nu hvor han havde mest brug for dem. Han kunne jo intet se lige nu. Specielt ikke nu hvor det var begyndt at sne. Great! ”Der er ingen grund til at jeg slår dig. Det vil kun få mig til at få det meget værre.” Han var endelig faldet ned igen. Forsigtigt drejede han hovedet imod hende igen. Så lidt mindre hårdt på hende. Han var træt. Og han vidste ikke hvad han skulle gøre. Overhoved. ”Don’t ever tell me to hit you again.”

Stilhed summede hen over hende, ordene som han kastede imod hende da han endelig havde kigget op og faktisk set hende, tog hun ikke personligt, ej hellere rørte de hende særlig meget. Et hvis håb om at få ham til at reagerede havde drevet hende til at bede ham om at slog hende, ikke fordi hun ikke havde ment det, men også lidt i håb om at det ville få ham til at stoppe med at ignorere hende. Et lavt stand punkt fra hendes side af? Det kunne man vel godt kalde det, men hun kunne ikke lige som ham bare stoppe alt kontakt, og bare glo et eller andet sted hen, eller jo, vent når hun tænkte mere over det var det præcis også det hun gjorde, måske var det præcis derfor at det irriterede hende så meget? Hun tog en dyb indånding, da det endelig blev hendes tid til at stirre ned imod asfalten der langsomt begyndte at danne sig med de hvide frostende dråber som langsomt dalede ned fra de grå skyer hen over deres hoved. Hvad skulle hun sige til ham nu? Igen slog tanken hende at hun nok aldrig nogen sinde ville kunne fikse det hun lige havde gjort, hun gjorde det bestemt ikke bedre. Men alligevel kom den stædige kvinde frem i hende, hun vidste bare aldrig hvornår det var nok, eller hvornår man egentlig burde holde sin kæft. Nogle gange var det en god ting, andre gange, ja så bragte det hende i situationer som disse. Hun rejste sig langsomt op, og mærkede hvordan at hårene på armene begyndte at rejse sig, det var først der hun kom i tanke om at hun igen var rendt ud i intet andet end en grå tang top, hendes hullede bukser og nogle sokker der ikke så ud som om de nogen sinde havde været hvide tennis sokker. Hun fugtede læberne af ren refleks, en ting der kom naturligt for hende, når hun var nervøs eller var eftertænksom, i dette tilfælde var hun begge.

''Så du indrømmer du et røvhul?'' mumlede hun med en svag sarkasme og let morskab der fik lov til at spille et lille smil hen over de snart blå læber, men stadig ikke der gav hun kroppen lov til at stå og ryste som var hun ramt af parkinson. ''Kirken var ellers så god til at vise mig den rette vej med et bar håndfiner i ny og næ'' denne gang var det tydeligt at det ikke var ment som at blive taget seriøs, men nu vidste hun jo godt at han ikke lige frem virkede som typen der kunne se en joke når han allerede var oppe i det røde felt. Sjovt som hun prøvede at overbevise sig selv om hun kendte ham, når hun i virkeligheden slet ikke kendte ham overhoved. Ja han havde fortalt hende nogle personlige ting, hun havde delt nogle af hendes, han havde reddet hende, og hun havde påtrængt hans gæstfrihed. Det gjorde dem jo til intet andet end bekendte, folk der ikke kende hinanden, men ud af tilfældighed havde stødt på hinanden to gange. Hun rystede på hoved af sig selv, og hendes dumheder samt tydelige barnlige tanke gang om det ønske at ville kunne kalde ham ven.

Hun tog en dyb indånding ''I promise'' et kort suk undslap hendes læber, mens hun kastede blikket over hendes skulder, hun havde ingen anelse om hvor langt der var her fra til gyderne, hun havde for længst overskredet hendes gæstfrihed her hos David. Men lysten til at gå flere kilometer for at nå til skjulestedet i bare fødder var ikke just tiltrækkende, og trods at hendes lejlighed ikke lå særlig langt væk havde hun ingen intentioner om nogen sinde at vende tilbage der, især ikke efter hvad der var sket for nogle få timer siden. En pinlig tavshed opstod fra hendes side af, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre eller sige, var der overhoved mere at sige? Og hvorfor havde han ikke bare gået ind og smækket døren og gjort det klart at hun skulle finde et andet sted at lave ulykker. Hun forstod ingen ting, hun var træt, sulten, udkørt i så mange områder af hendes krop at hun ikke vidste hvor hun skulle starte omkring hvilket lemme der gjorde mest ondt. Ynkelig, ynkeligt.

”Ja. Men jeg er ikke kirken. Og jeg tror ikke på kirkens elendige opdragelsesmetoder. Det eneste kirken har været for mig var et håb, jeg kunne trække til hen imod, når jeg trængte til det.” mumlede han vrissent. Selvfølgelig antog han det ikke som en joke. En sjov bemærkning. Selvom der sad et smil over hendes læber, som hun talte om det, så virkede det langt fra morsomt for ham. Han nød ikke at slå folk. Han fandt sig bare nogle gange i den situation. Åndssvage situationer, hvor han altid trængte hen imod de nemmeste udveje. Hvilket desværre altid var vold. Han var jo ikke specielt god til det med ord. Ikke i pressede tidspunkter. Han begravede dybt sine hænder ned i de varme lommer i de nogenlunde tætsiddende bukser. Han pressede lidt ned ad, så de endte lidt nede omkring hans hofter. Skuldrene bevægede sig op omkring ørerne på ham og trak en smule op i hans polo T-shirt. Fremvidste den øverste rim af hans boxershorts sammen med en tynd streg maveskin. Han var ikke muskuløs. Eller direkte veltrænet. Men han tog sig godt af sig selv. Så helt udmagret var han langt fra. Han pressede sine læber sammen. Indikerede sammen med alt det andet, den nervøsitet der hærgede i ham lige nu. Den frustration over ikke vide, hvad fanden han skulle gøre. Han var splittet. ”Og ja! Jeg er et fucking røvhul. Heldigvis bliver jeg skjult bag endnu større røvhuller og idioter.” Han vidste godt, han opførte sig som et sandt røvhul det meste af tiden. Men det var jo hans forsvarsmekanisme. Han ville ikke ind på folk. Og han ville ikke have folk kom ind på ham. Det var nok også derfor var usikker på sig selv nu. Med Evie. Havde han ikke netop hadet hende ved deres første møde? Eller var det bare noget, han havde bildt sig selv ind for at kunne flygte fra et bekendtskab?

David trippede kortvarigt på stedet han stod. Vendte nu fronten imod hende. Hvor efter han tog et skridt hen imod hende. Og så et til. Og så endnu et. Han stoppede først, da han var helt oppe ved hende. Og han ville fortsætte, hvis hun bakkede væk. Og forhåbentlig inden hun stak af, fik han løftet sine arme og langt dem omkring hende. Han var overrasket over sig selv. Men han stoppede dog ikke. Han strammede omfavningen lidt. Pressede hendes ind imod sig. For så derefter at lægge sit hoved hvilende oven på hendes. Han sukkede lettet og lukkede sine øjne et øjeblik. ”Fucking in hell. You’e surely to become my death..” lød det svagt fra ham. Stadig med sarkasme i stemmen. Bare ikke så giftdryppende som så mange andre gange. ”Jeg ved ikke, hvad fanden jeg skal gøre af dig lige nu.” Han følte, hvordan hendes krop lå et par grader under hans. Hvilket blot fik ham til at presse hende mere ind til sig. Han blinkede et par gange for at få den generede irritation væk. Han træk vejret roligt og var tæt på at indånde hendes hår et par gange, uden at det faktisk skete, selvfølgelig.

”Hey… I’m feeling some take away pizza. Hvad med dig? Det har været lidt af en hektisk dag. Og jeg kan forstå, du ikke har et ønske om at tage på hospitalet lige med det samme. Du kan trods alt sagtens stå af dig selv.” Han slet hende ikke. Blev blot stående med hende i sine arme. Han var taknemmelig for at være så meget højere end hende, at han uden problemer kunne holde sit hoved over hendes. Han så lidt frem og tilbage på den tomme gade. Og så tilfældigvis ud af øjenkrogen hans elskede nabo stå i sit vindue og se imod dem. Hvad hun dog ikke stod og tænkte nu med det smørrede smil på hendes rynkede læber. For helvede.

''Like me'' nåede hun lige at få ind mellem hvem der var et større røvhul end ham, måske ikke lige hende, men jo bestemt om hun ikke kunne nævne en hel del der var et større røvhul end ham. Hun kunne skrive en hel liste hvis det nu endelig skulle være, men hvorfor skulle der også være behov for noget så åndsvagt at sætte sig ned og skrive en liste over verdens største røvhuller, for det første ville ingen have tid til at læse den, for det andet ville man jo aldrig blive færdig med at nævne dem alle sammen. Hun sukkede af sig selv og brød sin tankegang, hvorfor skulle hun altid ende med at stå og spekulere over noget så åndsvagt? Men hendes tanker om at flygte, at stikke af og løbe alt hvad hun kunne var da i det mindste forsvundet. Nu stod hun bare og stirrede ud i luften, med armene ned langs siden og et ansigts udtryk der nærmest prøvede at indikere at lige nu kunne der flyve en flue igennem hendes ene øre for at komme ud igennem det andet og hun ville ikke ligge mærke til det. Eller også nærmere betegnet var der to mennesker inde i hendes hoved lige nu, en der sad i rullestol og den anden som havde glemt hvordan man skubbede.

''Huh...'' var den eneste lyd der kom fra hendes læber i overraskelse da hendes øjne ikke længere kunne fokusere på husets vægge foran hende, men nu lå på en mandlig beklædt overkrop. Hun rynkede brynene af overraskelse for så at vende de blå øjne op imod de dejlige brune, trods at de altid var så spydige at kigge på, aldrig rigtig vidste følelser eller medlidenhed, var der altid en varme i dem som gjorde at selv hvis de gav en dræber blikket havde man svært ved at rive øjnene væk fra dem, eller, i hvert fald de få gange hun havde haft muligheden for faktisk at kigge ind i dem. Det næsten han gjorde kom dog som en stor overraskelse, bedre beskrevet som en chok, da armene blev lagt rundt omkring hende.

''slog mig ud, put mig i en brun pose og ud over en bro, tror jeg måske er den mest effektive måde at prøve at komme af med mig på'' fniste hun kort og tillod sig nu, at ligge armene rundt omkring ham og lagde taknemmeligt hoved imod den varme brystkasse. Med lukket øjne lod hun sig faldt fuldstændig ind i hans favn, hun var ikke bange mere, for første gang i meget lang tid følte hun sig tryg, eller det var ikke helt korrekt, alt den tid hun havde tilbragt med ham havde hun følt sig mere tryg end hun nogen sinde havde gjort sammen med hendes såkaldte redder, nemlig Greg. Hun sukkede kort, hvorfor kunne der ikke bare gå et halvt minut hvor hun ikke skulle tænke på ham, lige meget hvor hun gik hen, lige meget hvad hun gjorde i sit liv for at komme videre, fandt han altid en måde at ødelægge det hele for hende. ''Måske bare.... blive ved med at holde om mig, bare lidt endnu'' hendes stemme var svag, som var hun bange for overhoved at sige den sætning til ham, for ville det få ham til at slippe hende omgående? Men da det ikke vidste sig at være tilfældet, slappede hun en smule mere af og stod blot med lukkede øjne og kunne mærke hvordan at hans hjerte slog imod hans brystkasse og førte lyden ind i hendes øre som var placeret ikke særlig langt væk fra dens placering. Den næste sætning fik dog grinet fra på hendes læber, og et lille let grin forlod hendes læber.

''En ting må man gi dig, du bliver aldrig let af læse... Det ene øjeblik skulle man tro at du prøvede at få mig til at stå op i flammer med de der dødbringende blik, og nu skal vi have take away pizza? Hell, why not... Can jeg få ekstra sarkasme på min, må hellere få noget mere indenbords hvis jeg nogen sinde skal op i din kaliber..'' som det drillende fra hende, men stadig med hendes hoved imod hans varme krop. Da han ikke havde sluppet hende endnu, var hun ikke helt sikker på hun egentlig havde lyst til at de skulle forlade denne stilling helt endnu, den pizza måtte godt vente... Da de tanker passerede hendes hoved gav hendes mave en ordenlig rumlen fra sig. Måske kunne den ikke helt vente så længe som hun havde troet.

''Men pizza lyder bedre end hospitalet... så, pizza it is then!'' Hun trak sig en smule væk fra ham, hvor efter hendes øjne rettede sig samme retning som hans, imod den altid så nysgerrig nabo, kvindens stemme rungede allerede inde i Evie's hoved, forfærdelig kvinde mennesker, og hun havde kun hørt hende igennem en dør, godt det ikke var hende der boede sådan en kvarter hvor naboerne altid virkede en smule for nysgerrige til at der var nogen som fandt det okay.