Enjoying the evening (Dai)

Scarlett havde sat sig på græskanten, så fødderne stak ud i sandet. Hun sukkede af nydelse. Efter den varme dag, var det rart med lidt kulde og fugt. Hun kunne ikke helt vænne sig til tanken om de varme dage til trods for, at hun altså havde boet i området et stykke tid. På den anden side, var det måske ikke naturligt, hvis hun ligefrem holdt af varme steder, alt taget i betragtning. Hun måtte simpelthen affinde sig med at koge om dagen. Der var ikke andet for. Hun kunne jo ikke foretage sig alt i nattens mulm og mørke. Selvom mødet med en vampyr lød fristende, havde hun aldrig mødt en tilfældigt. De var altid på jagt eller noget, så de havde sjældent tid til at snakke med Scarlett. Ikke at hun bekymrede sig om det, men det var svært at møde nye folk, når nu alle havde så travlt med det ene og det andet.
Scarlett kastede et blik op på himlen og sukkede atter en gang. Det var en smuk aften.

Udseende: Et par løse slidte cowboybukser og en åben sort hættetrøje med lynlås. Derudover sorte lædersko og et læderarmbånd om venstrehåndled. Inden for trøjen en t-shirt med ordene 'You live.. Or you don't'. Og så selvfølgelig sin guitar over skulderen.

Dai kom gående ned mod søen. Han havde lige været ude og finde nyt tøj samme morgen. Han havde dog stadig sit lasede tøj på, da han syntes det gav de bedste penge og var mest behageligt at have på når han skulle spille guitar, og på den måde tjene penge til mad, da det ikke var mad han var bedst til at stjæle. Han havde kurs mod en sten som stod lidt væk fra kanten. Han satte sig på den og begyndte at spille en lille melodi. Det var melodien til You're beatiful. Han spillede helt stille og nød lyden af de stille toner, som strømmede ud over søen.

Scarlett sad i sine egne tanker, men blev brat revet ud, da en guitar begyndte at spille midt i det hele og hun så sig omkring. Der sad gudhjælpemig en dreng og spillede guitar et stykke bag hende. Hvorfor havde hun ikke hørt ham? Det var vel egentlig ligemeget, for han virkede ikke synderligt farligt. Han sad jo bare og spillede. Efter et stykke tid genkendte Scarlett melodien. Den havde kørt et par gange i radioen, men ellers havde Scarlett ikke hørt den, så hun kendte hverken titlen eller teksten, men hun gav sig alligevel stille til at nynne med. Hendes stemme var ikke grim, men det var tydeligt, at hun ikke var professionel sanger, for det havde lydt bedre. Hun sad lidt og betragtede drengen, mens hun nynnede. Han var næsten... Nuttet hvis ikke det var fordi hans tøj så noget slidt ud.

Dai sad bare og kiggede ned på sine hænder som fandt de velkendte akkorder og kiggede først op da han hørte en nynne med. Han havde ikke rigtig registreret at pigen sad der, selvom han havde kigget lidt ufraværende på hende, da han kom gående. Hun var nu egentlig rimelig køn, men hendes stemme var ikke den kønneste. Eller hendes sangstemme var ikke. Men den havde en lidt hæs klang. Det lød på en måde ret godt. Ikke som de professionelle, men det havde sin egen charme. Han smilede til hende og kiggede så igen ned. Han skiftede til nogle lidt skarpere toner, fra sangen 'In the end' af Linkin Park.
Han elskede sit tøj, men vidste godt, at han snart blev nød til at skifte til det nye.

Scarlett fulgte hans fingre med øjnene. Hun spillede selv guitar og var efterhånden ret ferm til det, så at se en der rent faktisk kunne løsnede op i hendes ellers noget så kølige maske.
Hun gengældte hans blik og smilet, men blev ellers bare siddende, mens hun betragtede ham. Det var helt mærkeligt, at hun kunne være så tryllebundet af hans musik, selvom den nu var slået over i Linkin Park. Hun kunne ikke selv definere det, men det var af en eller anden grund beroligende at lytte til, i hendes ellers så hektiske hverdag eller... Den ville nok ikke virke nær så hektisk, hvis hun ikke brugte størstedelen af tiden på at koge i solen, men det var der jo stadig ikke noget at gøre ved. Hun havde jo trods alt selv valgt at bo i området.
Endelig valgte hun at rejse sig og roligt vandre over mod drengen. Hun fastholdt denne gang blikket på hans ansigt, klar til at møde hans blik, når han så op.

"Been playing for long?"

Dai kiggede op og blev fanget kort i denne fremmede kvindes kønne øjne.
"Yeah for a pretty long time.. A pretty easy way to get money. Do you play yourself?"

Dai var meget bevidst om at hans engelske ikke var på et ret højt niveau. Han kiggede lidt ned på sine hænder igen, før han stoppede med at spille.
"Do you speak France? My english is very bad."
Dai blev utrolig bevidst om sin ret sjuskede fremtoning, men han følte sig godt tilpas, og havde ikke ligefrem tænkte sig at skifte bukser foran en vildt fremmed kvinde.

Scarletts smil voksede en smule, da drengen svarede. Okay så han var ikke skræmt helt fra vid og sans over at en fremmed snakkede til ham. Det var da altid noget.
Hun holdt øjenkontakten, indtil han selv ville bryde den. "A bit. Just started a couple of years ago."
Det var ikke helt sandt. Hun havde spillet guitar de sidste 50 år, men hun var ikke sikker på, om han var menneske eller overnaturlig, så hun ville ikke røbe for meget.

Ved hans næste spørgsmål, blev hendes øjne noget mere milde, og smilet voksede endnu en smule. "Jo undskyld. Mit franske er så bare ikke det bedste, men jeg håber da, det er godt nok."
Den engelske accent var stadig tydelig. Det kneb stadig med accenten på det franske, men sproget havde hun nu fået meget godt fat i. Hun betragtede ham fortsat, denne gang en del mere nysgerrig end før, men mest fordi hun prøvede at finde ud af, hvilken race han tilhørte.

"Oh. Wanna play?"
Dai smilede og kiggede undersøgende på kvinden. Der var noget der sagde ham at hun ikke var helt normal. Han overvejede hvordan hun ville reagere hvis han forvandlede sig. Han gjorde det dog ikke, da han ikke ville skræmme hende hvis det skulle vise sig at hun 'bare' var et menneske.
Han tog guitarremmen over hovedet og rakte den hen mod hende. Han nød at høre hendes stemme. Den havde en blid engelsk accent, men der var ved at komme noget fransk ind over.
"Hehe. Det går nok. Jeg er ikke efter folk på grund af den slags småting." Dai smilede stort, og prøvede at få øjenkontakt med hende igen.

Scarlett blev noget benovet over, at Dai tilbød hende at spille. Specielt fordi hun ikke sådan lige lånte sin guitar ud til hvem som helst. For hende var guitaren noget helt specielt, så at blive tilbudt at få lov at spille på en vildt fremmed, føltes alligevel som noget ganske særligt for hende. "Wow jamen tak. Jo det ville da glæde mig at spille en sang."
Smilet voksede og hun tog glad imod guitaren, og trak remmen forsigtigt over skulderen.
Hun vidste godt, at hun ikke fremstod som et helt normalt menneske, sådan som hendes påklædning var, men hun havde jo startet med at være alene, så hun havde jo ikke regnet med, at der ville komme nogen. Hun vidste dog godt, hvordan det ville se ud, hvis hun begyndte at fryse det hele til. Hun var nogenlunde bekendt med de uskrevne regler om, at mennesker ikke skulle vide for meget.
Hun gengældte hans blik og slog tonerne an til "boulevard of broken dreams". Hun var ikke vildt glad for at synge foran andre, så hun undlod, men smilet voksede en smule. Hvordan en dreng kunne muntre hende sådan op, kom stadig noget bag på hende, omend hun fastholdt sin facade.

Dai smilede lidt over den måde hun havde reageret på da han spurgte om hun ville prøve at spille en sang. Han elskede at se hvordan folk reagerede på den slags. Han lagde først da mærke til at hun ikke havde ret meget tøj på. Det var godt nok også rimelig varmt, men ikke så varmt. Han tog sin skuldertaske op på skødet og rodede lidt rundt i den for at finde sin vandflaske. Han kiggede over på hende da hun begyndte at spille. Han smilede stort da han genkendte sangen. Han begyndte at nynne stille med og valgte så at synge helt stille. Han sad og vippede med foden, og nød at sidde med en som også kunne lide musik. Han havde ikke mange venner, da han havde det bedst med at klare sig alene, men på en eller anden måde virkede det her helt naturligt.
Han tænkte slet ikke over at det ikke var sådan han normalt havde det blandt folk. Han slappede bare af og nød øjeblikket.
"I walk a lonely road, the only one that I have ever known..."

Scarletts glæde havde været oprigtig. Hun opfattede det som noget af en tillidserklæring, at blive tilbudt at låne hans guitar. Hun fandt det måske en smule naivt, men hun havde på ingen måde tænkt sig at misbruge hans tillid.
Hun havde faktisk opfattet, at han havde opdaget, at hun ikke var helt normal, men når han nu ikke sagde noget til det, var der vel ingen grund til at bringe emnet på bane. Alt taget i betragtning så var det jo ikke engang sikkert, at hun ville møde ham igen, så der var ingen grund til at skræmme livet af ham, hvis han nu blot var et menneske. Hun var dog ikke helt sikker, for hun havde efterhånden lært at skille de overnaturlige fra menneskene. Hun var dog ikke helt så god til det med animagusser og visse varulve, for det var dem, der lignede menneskene mest.
Hun blev igen kastet ud af sine tanker, da drengen begyndte at synge. Hendes smil voksede dog og nærmest pr automatik, begyndte hun selv at synge med.
Det var sjovt som det virkede som om, de havde kendt hinanden i meget længere tid, end de egentlig havde. Scarlett undskyldte dog dette med, at det var fordi de havde noget fælles i musikken. Når alt kom til alt, ville hun sikkert levet meget længere end denne dreng, så der var ingen grund til at blive fuldkommen sentimental. Det ville kun føre til sorg.
Hun holdt dog øjenkontakten med ham, mens de sang. Hun var ret glad for, at han holdt fokus på hendes ansigt, for mange havde blot betragtet hendes former, og det var temmelig belastende at føre en samtale med nogen, der så ud som om de førte en samtale med hendes krop frem for hende.
"I wish someone out there will find me..."

Dai lod sin stemme tone stille ud efter omkvædet. "Du synger godt." Han smilede og kiggede så væk. "Jeg..Tænkte på noget.." Han rejste sig. "Nu må du ikke blive bange. Jeg gør ikke noget." Derefter vendte han sig, satte i løb ned mod stranden. Pludselig, midt i det hele tog han et ekstra stort spring og forvandlede sig. Forvandlingen gik hurtigt, smertefrit og så nærmest naturligt ud. Hvor der før havde været en menneskedreng løb nu en stor sort ulv, med karakteristiske blå øjne. Han drejede i en stor bue og sagtnede farten, før han bremsede foran denne kvinde, som han på en eller anden måde følte et tilhørsforhold til. han logrede lidt med halen, og sad med tungen ude af munden. Han smilede et rigtig ulvesmil og prøvede at virke mindre skræmmende, i tilfælde af at hun var et menneske, og ikke - som han håbede - en anden af nattens børn.

Da sangen var færdig, tog Scarlett guitarremmen over hovedet igen. Hans kompliment fik hende igen til at smile. "Jamen mange tak. Du synger nu heller ikke værst" lød svaret. Det var bestemt positivt ment.
Hun rakte guitaren tilbage til drengen, men inden hun nåede så langt, havde han sat i løb væk fra hende. Hun fulgte ham med øjnene, og hendes smil voksede en smule, da drengen ud af det blå forvandlede sig til en ulv. Hun havde haft ret i sine antagelser. Helt menneske var han altså ikke.
Hun betragtede ham, mens han vendte rundt for derefter at sætte sig foran hende. Hun bemærkede at øjnene var de samme som før. Smilet voksede igen en smule.
"Jamen du er da fuld af overraskelser."
Nu hvor han havde vis hende, at han var overnaturlig, så hun ingen grund til at udsætte det længere. Hun løftede sin ene hånd med fladen opad. Kort efter havde hun en lille isskulptur i hånden. Denne lignede ufatteligt meget ulven, der sad foran hende. Hun kiggede igen ned på drengen, men smilet var noget mindre denne gang.
"Min race er oftest anset for at være onde. Jeg håber ikke, at jeg har skræmt dig."
Hun så ulven direkte ind i de blå øjne med et håb om, at han stadig sad der om et par sekunder og ikke havde besluttet sig for at stikke af.

Dai lagde hovedet på skrå. Han kiggede opmærksomt på hendes reaktion, og kunne mærke han blev glad indeni da hun smilede til ham. Han kiggede forbløffet på den hånd hun rakte frem. Der nærmest.. voksede.. en lille skulptur af is frem på den. Den var en tro kopi. Det eneste der manglede var at den var sort. Bortset fra øjnene selvfølgelig. Dai udstødte et lille forbløffet bjæf da han lagde mærke til hvor godt hun havde fanget intensiteten i hans øjne.
Han forvandlede sig igen. Han ramte jorden med et bump.
"Av... Det var virkelig fantastisk. Hvordan gjorde du det? Og hvordan fik du fanget mig så godt?"
Ordene busede ud af Dai før han fik tænkt over det. Han lagde hovedet på skrå, og kom så til at tænke på at han ikke var i ulveskikkelse længere og kom til at fnise. Han prøvede at stoppe og fik svaret hende på det hun sagde.
"Det synes jeg ikke. Jeg har mødt en ilddæmon som sagde det samme. Jeg tror ikke på det der fnidder med at det skulle være det samme. Altså dæmoner og djævle. Og nej du har ikke skræmt mig. Jeg var faktisk bange for at jeg havde skræmt dig?" Pludselig blev Dai mere alvorlig. Han studerede hendes ansigt, efter tegn på at hun ikke kunne kapere det.

Det var egentlig længe siden, at Scarlett havde lavet skulpturer af is, så det var faktisk rart til en afveksling. Smilet voksede en smule, da det virkede som om, drengen var blevet forbløffet over hendes skulptur.
Da hun hørte bumbet, drejede hun instiktivt hovedet. Smilet voksede en smule, da der nu sad en dreng og begyndte at blabre løs.
"Når det du kan er at manipulere vand og is, så er det ikke så svært. Jeg har trods alt prøvet det nogle gange."
Smilet voksede en smule, mens hun blot betragtede ham, som han sad der på jorden. Det var underligt. Hun havde levet så længe, at tiden gik så stærkt. Det føltes som en evighed siden hun sidst havde brugt is til andet end at skade andre. Et lille stik af fortrydelighed materialiserede sig i hendes mave. Hun slog dog tanken væk. Det var ikke hendes stil at være sentimental.
Hun blev endnu engang brudt ud af sin tankerække, da drengen igen snakkede til hende, men det gjorde hende ikke noget. Det stivnede smil vågnede igen op og voksede en smule.
"På et punkt giver jeg dig ret. Dæmoner og djævle er ikke det samme men... Når man lever for evigt har man en tendens til at "glemme" sine følelser fordi, at man når at opleve så meget. Mange dæmoner der har levet længe er kyniske og uden følelser. Men bare rolig. Du har ikke skræmt mig"
Smilet blegnede, men øjnene var stadig milde. Hun var ikke sur og bestemt ikke egoistisk lige nu. Hun følte sig godt tilpas i drengens selskab.

Dai smilede tilbage og nikkede. "Nå ja selvfølgelig. Det er ligesom med min ulveside."
Han studerede stadig den lille figur, forundret over den. Han var helt fanget af den. På en måde mindede den ham om noget. Måske den gang hans forældre var blevet fanget. Der havde også været en isdæmon. Dog havde det været en mand, ikke en kvinde. På den anden side, hvem vidste hvad de kunne. Dai trak sig lidt tilbage før han studerede hendes ansigt.
"Jeg ved godt det ikke er pænt at spørge om en kvindes alder, men hvor gammel er du? Det er bare du.. virker ikke ligefrem kold og kynisk. Og heller ikke som om du har glemt dine følelser."
Han var glad for hendes selskab og det at hun ikke var løbet da han forvandlede sig. Det var længe siden han havde snakket så godt med nogen. Han smilede stort til hende, selvom han godt lagde mærke til at hendes smil blegnede.
"Såå hvad bruger du normalt din tid på?"

Hans svar fik Scarlett til at smile. Hun betragtede ham lidt, mens han studerede skulpturen. Scarlett selv syntes ikke det var noget stort, måske fordi hun var så vant til at lave ting i is, men for denne dreng at være så fascineret af det, morede hende faktisk lidt. Hun var ikke just vant til at se sin evne som noget smukt. Hun var alt for vant til at bruge den som en forsvarsmekanisme.
Da han trak sig lidt, betragtede hun hans bevægelser, inden hendes blik igen bevægede sig op til hans ansigt.
"Lad mig se... Omkring de 150 vil jeg tro. Det lyder måske af meget, men der er mange andre dæmoner, der har levet meget længere end jeg har. Og tro mig, jeg kan være kynisk. Og ret så egoistisk. Det med at dræbe falder på et eller andet tidspunkt en naturligt. For at være helt ærlig giver jeg ikke meget for menneskene. De er der bare. Hvis de dør er det ikke rigtigt mit problem. Undskyld hvis det lyder ondt, men jeg ville nok ikke engang blinke, hvis du døde. I lever ufatteligt kort og I har en tendens til at være selvdestruktive, så tag det ikke for tungt, men om du dør imorgen eller om 50 år, gør ikke den store forskel for mig. Jo længere man lever, desto hurtigere synes tiden at gå. Man mister hurtigt følingen med, hvor længe man har levet."
Hendes smil voksede en smule, og selvom hun lød hård, var hendes stemme stadig mild. Hun havde ganske vist ikke levet længe nok til at blive helt følelseskold, men på nogle punkter var hun virkelig ligeglad. Hun havde jo før taget liv, uden så meget som at blinke.
Hans spørgsmål gjorde hende igen nærværende, og hun så ham igen i øjnene. Hendes smil voksede atter en gang.
"Når jeg ikke arbejder, spiller jeg enten musik eller dyrker motion. På nær når jeg selvfølgelig trækker frisk luft. Nok er jeg dæmon, men min... hvad kalder man det? Overnaturlige styrke er det det? Ville forsvinde ret hurtigt, hvis jeg ikke holdt den ved lige."

Dai lænede sig lidt ind mod kvinden da hun begyndte at snakke. Han kiggede overrasket på hende da hun nævnte det med at hun egentlig var ligeglad med om han var levende eller død.
"Så du knytter dig ikke ret nemt til folk? Så er vi to. Folk ender altid med at forsvinde eller såre én.."
Dai kiggede ned. Han var ikke vant til at have nogen at snakke med, plejede at klare sig selv. Han hadede også at spørge om hjælp, og ville hellere klare problemer selv.
"Ah fedt. Jeg ved faktisk ikke om jeg ville få sværere ved at forvandle mig hvis jeg ikke holdt det ved lige. Jeg holder for meget af at være i ulveform til at prøve at finde ud af det."
Dai smilede igen. Han elskede virkelig den samhørighed med naturen han fik gennem sin ulveform.
"Oh jeg kommer pludselig i tanke om at jeg ikke har præsenteret mig selv. Mit navn er Dai Akaido. Og du er?"
Dais smil voksede.

Scarlett havde ventet en overrasket, næsten bange reaktion, men hun følte alligevel en indre glæde ved at han blev. Det betød alligevel noget for hende, at han stadig nødt hendes selskab, selvom samtalen havde taget en lidt negativ drejning.
Hun betragtede ham, mens han talte. Hun overvejede nøje, hvad hun skulle sige, inden hun blidt satte en finger på hans hage, for at løfte hans ansigt. Med hans højde, kunne hun let have fanget hans blik ved at læne sig en smule frem, men hun fandt det dybt uhøfligt og grænseoverskridende at gøre.
"Du må endelig ikke tage det, jeg sagde som noget negativt. Det var ikke myntet specielt på dig. Men i mennesker - undskyld fællesnævneren - burde virkelig fokusere på det, der er vigtigt i livet, frem for at bekrige hinanden hele tiden. Og hvorfor tror du at mange, der lever længe bliver kyniske? Fordi de alt for tit oplever at blive efterladt. Det er problemet med at f. eks. at forelske sig i et menneske. De lever i så kort tid i forhold til os. Men du er ung, og du har forhåbentlig et langt liv - alt taget i betragtning - foran dig, så nyd det med hvert eneste åndedrag, for når det er slut, er det for sent at fortryde alle de ting, du ikke gjorde."
Hun smilede mildt til ham. Hun havde intet ondt ment med det, hun havde sagt på nogen måde. Hendes stemme var også stadig mild, og hendes smil var oprigtigt. Som om hun prøvede at opmuntre ham.
"Du er godt, at du ikke fornægter hvem du er. At tage afstand fra din ulveform, ville kun betyde at du skammede dig over den. Jeg ville være stolt af den."
Hun havde selvfølgelig sin dæmonform, men den var noget mere skræmmende end en ulv, og hun ønskede ikke at forvandle sig, med mindre det var sidste udvej. Normalt brugte hun den i pressede situationer, når hun ellers ikke kunne vinde en kamp. Hun var egentlig ret glad for, at drengen ikke havde set hende sådan, for det ville nok for alvor have skræmt livet af ham.
Da han præsenterede sig, voksede hendes smil en smule.
"Det er også min fejl, at vi ikke er blevet introduceret. Jeg er Scarlett Jackson. Og når du nu var så fræk at spørge om min alder, hvor gammel er du så?"
Der var et drillende glimt i hendes øjne, da hun stillede spørgsmålet. Nogle gange var det nemmere at omgås tingene, hvis der var en smule humor indblandet. Som hun havde lært for ikke så længe siden.

Dai løftede overrasket blikket da han mærkede hendes kølige finger på din hage. Han kiggede undersøgende på hende, og blev pludselig opmærksom på at han stadig sad på jorden. Han overvejede at rejse sig, men rakte i stedet ud efter sin taske, og gravede efter den vandflaske han var sikker på skulle ligge dernede et sted. Han fandt den og tømte den hurtigt. 6 slurke og alt vandet bortset fra nogle dråber, var væk.
Han smilede og nikkede forstående.
"Det gør jeg heller ikke. Og jeg forstår det godt. Har allerede mistet alle dem jeg havde at elske.."
Han rakte op og nussede hendes finger stille, håbede på hun ikke ville tage det ilde op. Han smilede lidt mere da han hørte hendes næste ord.
"Fornægte min ulv? Det sker aldrig. Når jeg ikke forvandler mig i et stykke tid får jeg det dårligt. Den er en del af mig, og har behov for motion. Og et stykke tid kan være ca en uge.. Forvandlede mig ikke i 5 uger da jeg lige havde mistet.. mine forældre.."
Dai sank en klump og kiggede undersøgende på kvinden for at se om der kom en reaktion, eller om hun egentlig bare var ligeglad. Han søgte hendes øjne med sine og smilede større.
"Jeg er 19. Føler mig som et lille barn i forhold til dig. Altså du må jo have så uendelig meget livserfaring når du har levet i 150 år.."
Dai mærkede et koldt vindpust og skuttede sig. "Jeg burde have stjålet en jakke også da jeg var i gang tidligere." Han sagde det som om det var helt normalt at stjæle fordi han ikke tænkte på at hun ikke vidste han stjal. Han stivnede og kiggede væk.

Scarletts smil voksede en smule, da han mødte hendes blik. Det glædede hende, at han ikke strittede imod, for hun fandt det meget nemmere at snakke med folk, når øjenkontakten var der.
Hun betragtede ham forundret, da han pludselig greb en vandflaske og uden videre tømte den. Hun var så vant til ikke at være afhængig af noget, at det kom helt bag på hende, at han drak vand. Hun ville jo næsten virke kannibalistisk, hvis hun så meget som overvejede at drikke vand. Hun slog tanken hen og smilede igen til ham. Hans svar fik det dog til at blegne en smule.
"Du har en del år at leve endnu, så tab ikke håbet. Du har meget at lære endnu."
Hun lod ham nusse hans finger og hendes smil voksede en smule. Det var ikke ubehageligt, men han var særdeles varm.
"Så vidt muligt føler jeg med dig, men jeg har aldrig haft nogle forældre at miste, så jeg kan ikke sige, at jeg ved hvordan det er, for jeg har absolut ingen anelse.
Det gav måske ikke drengen den største trøst, men hun var i det mindste ærlig. Empati havde aldrig været hendes stærke side, så hun vidste ikke altid hvordan hun skulle reagere. Det var dog en lettelse, at hans smil voksede.
"Du vil blive overrasket over, hvor lidt jeg ved. Husk på, at jeg har skulle lære alt selv. Jeg har ikke haft nogen til at guide eller oplære mig. Det har bestemt ikke altid været nemt."
Hun bemærkede hans skuttelse. Hun var slet ikke vant til, at kulde var en faktor. Det var altså lidt underligt. Hun hævede sin frie hånd og lod en isvæg materialisere sig et par meter fra ham, med samme knagende lyd, som sidst. Denne gang var det dog bare noget mere højlydt.
"Jeg har desværre ikke en jakke på mig, men jeg kan skærme en smule for vinden."
Da han vendte blikket væk, hævede hun et bryn. Havde han forventet, at hun dømte ham på hans situation? Hun gik ikke ligefrem ud fra, at han levede, som han gjorde, fordi han syntes det var sjovt, men fordi han ikke havde andet valg lige i øjeblikket. Hun lagde blidt hånden på hans kind og trak forsigtigt for at få ham til at se på hende igen.
"Du skal ikke skamme dig. Jeg dømmer dig ikke på grund af din situation. Så overfladisk er jeg endnu ikke."

Dai kiggede overrasket på Scarlett da han så hendes ansigtsudtryk, og kom så til at tænke på hendes evne med at skabe is. Han nikkede bare, havde ikke rigtig noget at sige. Han nussede hende stille og smilede skævt til hende.
"Hvordan er du så kommet til live? Hvis man kan sige det sådan." Dai var nysgerrig og virkede interesseret.
Han smilede til hende og nød at kunne snakke fortroligt med en.
Dai vidste igen ikke rigtig hvad han skulle sige, så han gav sig bare til at studere hver eneste lille detalje i hendes ansigt. Han smilede da hun fremmanede en isvæg og smilede stort til hende.
"Tak. Du er ret opmærksom. Og det går nok du ikke har en jakke med. Det kan man jo ikke rigtig forvente af en dæmon som kan lege med vand og is som jeg leger med min ulv."
Han rakte op og fjernede hendes hånd fra sit ansigt hvorefter han holdt den i begge sine hænder. Han halvvejs masserede, halvvejs nussede hendes hånd mens han smilede til hende. Han slog ikke øjnene ned, men kiggede hende undersøgende ind i de store isblå øjne fulde af.. Ingenting. I hvert fald ikke noget af det han havde forventet at se.
"Men det gør jeg. Jeg tager jo folks ejendele. Det er bare den eneste måde jeg kan overleve på udover når jeg synger og spiller. Men det gir ikke penge nok til tøj, mad og så videre."
Han kiggede bedrøvet på hende.

Scarlett var efterhånden træt af at stå foroverbøjet, så hun satte sig ved siden af Dai. Hun lod dog stadig sit blik hvile i hans. Hun opdagede først nu, at hans øjne havde næsten samme nuance som hendes egne.
Hans spørgsmål fik hende til at se lidt tænksom ud. Det var længe siden, hun havde tænkt over det, så det var ikke lige sådan til at huske.
"Der er en verden - eller dimension om man vil - der eksisterer parallelt med denne. Der er dog ingen fast form derinde. Alle dæmoner kommer til inde i denne verden, hvordan ved jeg dog ikke. Nogle dæmoner - som jeg selv - ønsker så at komme til denne verden. Det sker oftest, når der er meget asparablod i jorden. Jo mere asparablod, desto nemmere bliver det at bryde grænserne mellem verdenerne. Alle dæmoner der kommer til på denne måde får et element tilknyttet. I mit tilfælde er det vand i den form at jeg er i stand til at manipulere temperaturen i det, og når det så er i fast form kan flytte det. Det første der sker, når man kommer til denne verden er at man får en såkaldt dæmonform. En skrækkelig skikkelse. Efter kort tid får man så sin menneskeform. Alle dæmoner er i stand til at forvandle sig fra sin menneskeform til dæmonformen. Jeg håber det var forklarende nok."
Smilet voksede en smule, mens hun betragtede ham. Han var nu ret... nuttet at se på. Han virkede dog ikke som den mest selvsikre, men det var vel fordi, han var ung? Hun vidste det ikke helt. Det var som om, han var nysgerrig, men samtidig bange for at se hendes reaktion.
Hans ord fik igen smilet til at vokse, men hun nøjedes med at nikke, for hun havde egentlig ikke noget at svare til det.
Hun lod ham nusse sin hånd, mens hun betragtede ham. Hun kunne se, at han blev skuffet over et eller andet, men hun vidste ikke helt hvad. Hun var ikke altid så god til at reagere 'rigtigt' på ting, så til tider var det svært at leve op til folks forventninger. Hun var dog nysgerrig, for hun ønskede ikke at skuffe drengen.
"Har jeg gjort noget galt? Du virker... skuffet. Som om jeg ikke har kunne leve op til dine forventninger."
Hans bedrøvede blik fik hendes smil til at få en mere forstående karakter. Som om hun prøvede at opmuntre ham. Egentlig burde hun vel arrestere ham, men hun havde fri, så hun så ingen grund til at forsøge. Desuden ville hun ikke misbruge hans tillid ved midt i det hele at anholde ham for tyveri.
Hun lod bagsiden af den frie hånd stryge hans kind blidt.
"Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget, men jeg har ikke så forfærdeligt mange kontakter. Jeg vil dog råde dig til at bruge dine talenter. Det mest nærliggende ville nok være at søge arbejde på en café eller lignende som sanger eller musiker. Jeg ved godt, at det er nemt bare at sige, men... jeg ville virkelig ikke ønske at se dig bag lås og slå, når du rent faktisk har noget at byde verdenen."
Hun lød rent faktisk bekymret. Dog var hun oprigtig, og det var helt tydeligt, at hun var ærlig i det, hun sagde. Hun lod hånden stryge ham over kinden en sidste gang, inden hun trak den til sig og lod den hvile på hendes lår.

Dai smilede til hende. "Jeg tror jeg forstår." Han nikkede for sig selv. Han syntes hun var køn, men ikke som i kærestemateriale. Han havde ikke ligefrem brug for en kæreste pt.
"Nej.. Nej det er ok. Jeg har det bare med at forvente visse ting. Dog havde jeg ikke ligefrem forventet at møde en dæmon." Han lyste lidt op.
Han sagde ikke noget lige efter hun havde foreslået ham at få et job. Da de havde siddet lidt i stilhed svarede han dog. "Ville det være underligt hvis jeg sagde at jeg ikke har lyst til at få et job? Jeg synes jeg klarer mig fint, og jeg ville ikke kunne vænne mig til at skulle bo i en lejlighed. Men jeg kan da godt prøve... Jeg tror bare ikke at der er nogen steder som vil ansætte en som gik ud af skolen så tidligt som jeg gjorde.." Dai tav og kiggede ud over søen. Han kunne mærke at den her samtale havde udviklet sig på den bedste måde..

((Undskyld, undskyld det sene og korte svar :( jeg har simpelthen ikke haft overskud eller tid til at svare :/ ))

Scarlett var på ingen måde kærestemateriale for nogen. Når det kom til stykket var hun nok for kold og ligeglad, for ikke at tale om egoistisk. Nej hun var ikke ligefrem den sødeste, men på den anden side havde hun været det, havde hun jo nok været en engel og ikke en dæmon. Tanken fik hende kortvarigt til at smile, men hun tog sig selv i det, inden hun igen rettede opmærksomheden mod Dai.
"Med al respekt, så havde jeg heller ikke ligefrem forventet at møde en animagus. Men det gør mig nu ikke noget. Jeg har fået en god aften ud af det."
Hendes svage smil tegnede sig igen på læberne.
Hun lod ham tænke over sit svar, men hævede alligevel et bryn over hans ord. Da den første overraskelse havde lagt sig, kunne hun alligevel ikke lade være med at grine.
"Hvem har sagt du behøver at bo i en lejlighed? Og bare rolig. Der er mange steder, der mangler en musiker, for de hænger ikke ligefrem på træerne. Så længe du kan spille ordentligt, er folk egentlig ligeglade med din baggrund. Ikke at du skal fortælle dem det, men du kan sagtens komme ud for, at du ikke bliver spurgt."
Hun betragtede ham lidt, mens han så ud over søen. Hvad var hun dog for en, når hun sådan prøvede at belære ham om livet? Han skulle da egentlig gøre, hvad han havde lyst til, ikke hvad hun sagde, han skulle. Hun sukkede kort.
"Du må ikke tage mine ord som ordre. Det er blot et forslag. Jeg skal på ingen måde bestemme, hvad du bruger dit liv på. Det er i sidste ende op til dig selv."
Hun rettede selv blikket ud over søen. Det var virkelig underligt det her. Hun virkede jo næsten... Menneskelig lige nu.