I Will Never Forget

Tankerne havde været så henledte i den heftige dialog i bogen, at den unge aspara havde rakt blindt ud efter sin kop kaffe, og - som resultat - væltet det resterende indhold over bordet. Det mørke materiale var efterhånden ikke så varmt mere, og til hans held havde der kun været omtrent en kvart kop tilbage. Alligevel lå de sørgelige rester nu mod bordet, og ville sikkert affarve juledugen. Hurtigt sørgede han for at stoppe touristbrouchuren ind i sin bog, som for at forsikre sig selv for at han ville kunne finde siden igen. Dernæst lagde han bogen på en tør del af overfladen, og rejste sig lidt op, for at kunne tørre det værste kaffe væk, før det ramte gulvet, og udbredte skaden.
"Undskyld." Lød det fra ham, så snart den stakkels servitrice havde løbet hen mod ham, med en klud i hænderne. Keatons franske var stadig ikke stærkt. Det var let for ham, at læse fransk, men så snart han selv skulle forme ordene verbalt, virkede de snublende. Den skotske accent afmærkede det franske på en måde der var umådelig finurlig, og fik ham til at vælte over visse dele af udtalen. Heldigvis var det ene 'undskyld' noget han kunne klare. Det var vel også hans mest  brugte ord gennem de sidste par uger i Di Morga. Hver gang en fisker stødte ind i ham i havnen, eller når han forsøgte at navigere sig rundt mellem de mystiske sidegader i Terrre med et kort i sine hænder - måtte han tage ordet i brug: uanset om det havde været hans egen skyld eller ej.
Lige nu, vidste han, at han havde kvajet sig. Alligevel var det vel det der kunne ske. På trods af at servitricen forsøgte at formane ham om, at det var okay, og at det ikke var noget nyt: følte asparaen sig nødsaget til at hjælpe. Men det var som om han gjorde skaden værre, da han forsøgte at tørre kaffen af duen med nogle servietter  fra bordet. Frem for at suge materialet op fra stoffet, gned han det nemlig mere rundt, og gjorde pletten betydeligt større. "Jeg klarer det her, Hr. Gå hen til bordet derovre. Så kan jeg komme med en ny kop." Keaton bemærkede hvordan servitricen snakkede ganske langsomt til ham. Som om hun var ganske bevidst over, at han måske ikke ligefrem havde fransk som sit modersmål - eller at hun forstod den dårlige samvittighed, og forsøgte at være pædagogisk overfor ham. I visse øjeblikke lignede han vel også lidt et barn. Eller i hvert fald uskyldigheden selv. Han var ikke én af de personer der kunne skelne meget mellem sin ydre udstråling og den indre tilgang til livet. Det gode væsen syntes altid at sætte sine præg i hans ansigt, og øjnene der stadig virkede naive, trods han havde levet længere end man først skulle antage.
Roligt samlede han sin bog op, tog jakken af stolen bag sig og rykkede hen til det anviste bord ved vinduet. Det var nok bedst ikke at være i vejen for servitricen der kæmpede med at skjule pletten på dugen, så de næste kunder ikke ville finde stedet snusket. I Terre bymidte kæmpede cafeerne jo en solid kamp mod hinanden...
     Stolen knirkede let da han satte sig på den. Herfra kunne han betragte de forbipasserende, der en gang imellem sendte et stjålent blik ind mod cafeen. Man kunne næsten fornemme hvordan deres næsebor forstørredes, som om de prøvede at dufte den friskbryggede kaffe, eller julekagerne der hvilede i skåle ved disken. Keaton lod bogen hvile mellem sine hænder, mens han betragtede beboerne. Di Morga var stadig et sted der for ham virkede så 'normalt' som alle andre steder. Endnu havde han ikke været underlagt de farer, eller dén viden, som herskede der. For ham kunne stedet ligesåvel blot være en standard europæisk destination, hvori folk gik mere op i julepynt og dekorationer, end blod, sex og penge. Måske var hans illusion bedre end dén virkelighed der egentlig herskede her. Virkeligheden der ville sætte ham i en skrøbelig position.

Selv i en by som Terre kunne man mærke juleræset. Graden var dog ikke ligeså høj, som den var at finde i mange andre byer, hvor en større mængde af personerne, der gik på gaden, faktisk var menneskelige og faktisk gik op i julen. Men mærkes kunne det.
En af disse personer, der bevægede sig op ad gaden, var en fin og spinkelt udseende kvinde. Hun lignede de fleste andre, der gik på gaden, hvis man ikke så så godt efter - hvilket man typisk ikke gjorde, fordi denne kvinde havde et talent for at passe ind i gadebilledet. Men så man lidt nærmere efter, ville man ikke blot se den slanke krop, der var beklædt af en figursyet, grå uldfrakke med et smukt vævet tørklæde viklet om halsen og et par brune støvler med hæl på foden. Så man rigtigt efter, ville man se et markeret, men ualmindeligt symmetrisk ansigt, hvor sidde livlige, blonde krøller faldt ned til de høje kindben. Nogle ville kalde hende smuk, andre ville se den slående symmetri, som værende unaturlig og måske en smule skræmmende. Men én ting kunne de fleste blive enige om, en naturlig elegance omfattede hendes krop, som den kun kunne hos en, der kendte hver en millimeter af sig selv.

Kvinden var nok midt i tyverne, men med årvågne gråblå øjne, der så det meste af, hvad der foregik omkring hende. Disse øjne havde da også fundet en særlig smuk kæde i et vindue hos en juvelér. Hun stod et stykke tid og beundrede den smukke sølvkæde gennem den armerede, finpudsede glasrude. Ruden var så ren og det bagvedliggende lokale i mørke nok farver til at man kunne spejle sig i glasset. Hvilket hun da også gjorde diskret. Eller sådan så det i hvert fald ud, som hun stod der med ryggen til gaden og øjensynligt optaget satte sine krøller på plads. Øjnene havde dog spottet en hyggeligt udseende café på modsatte side af gaden, til hvilken hun stod med ryggen vendt mod. Disse havde fanget en tilfældig bevægelse i genspejlingen, som havde den uheldige konsekvens til følge at vælte en halvfærdig kaffekop.

Kvinden vendte sig afslappet om og bevægede sig i et roligt tempo over den befolkede gade. Det slidte håndtag til caféen blev trykket ned og døren åbnet ind til varmen. Her fangede blikket den person, som havde været så uheldig at vælte koppen med den lunkne væske, som dog var blevet forflyttet til et bord med udsigt til gaden, men længst væk fra døren.

"Keaton! How nice to see you here, of all places!"

Alessas smalle læber var spredt i et bredt smil, og den fine, lyse stemme ringede af venlighed.
Selvsikkert var hun snart hende ved bordet, hvor hun havde placeret en venligt kys på hans ene kind, før hun straks var placeret på den slidte men velholdte stol overfor ham.

"What are you doing here, dear?"

Spurgte den udseendesmæssigt jævnaldrene kvinde i et stadig overmådeligt venligt men nu også nysgerrigt toneleje.