Bite the rat's tail. XXX

Lidt efter lidt om hendes krop udgav sine naturlige vækkelses signaler, begyndte der at komme lidt mere liv i den unge kvinde. Eller ikke direkte liv. Hun var trods alt ikke levende. Ikke på samme måde som så mange andre væsner, der fandtes i verdenen. Men hun havde da en fungerende hjerne. Og blodcirkulation, der virkelig var forundrende med hendes stille hjerte. Hun kunne føle. Hun ville smage. Hun var velfungerende. Præcis som da hun var levende. En tid hun ikke længere huskede meget af.
Stille og roligt strømmede uroen igennem hendes krop. Hendes fingre bevægede sig en smule. Kærtegnede bordets overflade under hende. Lod sine fingerspidser identificere møblet. Hun faldt længere og længere ud af den falske søvn. Og hun lagde mere og mere mærke til tingene omkring hende. Det første der løb igennem hendes hoved var smerten. Den sviende følelse, der omgav både hendes stakkels håndled og ankler. Hendes ansigt skar en lidende grimasse, og som hun prøvede at bevæge mere på sig, blev hun brat stoppet af grunden til smerten. Lyden af kæder fandt hurtigt sin vej ind af hendes ører. Da vågnede hun endelig mere op. Hendes øjne blev slået op. Stirrede imod loftet over hende. Afslørede deres nye skovgrønne farve. Klart som et menneskes. Hun gispede efter vejret, selvom hun ikke havde brug for ilt. Og det blev også kun gjort ganske svagt. Det var en forskrækkelse af virkeligheden. Hun befandt sig ikke længere i det trygge mørke i drømmeland. Og bestemt heller ikke i sin egen seng. Underlaget under hende var hårdt og ikke specielt nænsomt imod hendes ryg. Hun forsøgte sig med at trække sin ene hånd til sig, som for at gnide sine øjne. Men igen blev det ikke tilladt. Og igen kom den skærende lyd af metal imod metal. Efterfulgt af et nyt jag af smerte. Hurtigt drejede hun sit hoved til siden. Mødte sin ene hånd. Lænket fast til, hvad end hun nu lå på. Det skinnende metal genkendte hun. Og hun forstod hurtigt, hvorfor hun følte sig så svag. Sølv ville ikke dræbe hende. Men det svækkede hende betydeligt. Hun drejede sit hoved til den anden side. Blot for at møde hendes anden hånd. Ligeledes lænket fast. Panikken begyndte at komme frem i hende. Hun prøvede at løfte hovedet for at se imod sine fødder, men nåede kun at se, hvordan kjolen var revet i stykket et par steder. Afslørede tegn på kamp. Hendes sædvandlige nylonstrømper var nærmest ikke til stede længere.  Flået op. Fremviste hendes blege ben.
Kort efter faldt hun tilbage. Hamrede sit hoved imod bordet igen. Hun følte sig udmattet. Blot af de små bevægelser. Hvor var hun? Hun så sig omkring. Begyndte at gøre sig et forsøg med at få vredet sig fri. Uden held. Som sølvet gned sig imod hendes bare hud blev de røde og irriterede områder blot værre. Hun følte hvordan hendes hår hang løst. Pjusket omkring hendes kønne ansigt, hvor de ellers så pæne grønne øjne kom tilbage til deres almene røde farve. Samtidig med at hun egentlig bare lod sig falde ned igen. Lå uden en unødvendig bevægelse. Blikket imod loftet og en brystkasse der markant hævede og sank.

”Hvad foregår der her!?” lød det så endelig fra hende. Råbende. Hun var ikke sikker på, hvor gerningsmanden befandt sig. Lokalet var mørkt. Og hun var for svækket til at kunne aktivere sit nattesyn ordenligt. ”Jeg beordrer Dem til at slippe mig fri! Omgående!”

”Ah.. You are awake! At last.. I was wondering if you ever would wake up.. But then I said to myself that the mighty vampire... whatever your name was.. couldn't just be defeated by the cut from a knife.” lød en stemme fra mørket. En klang af morskab var til at finde i den kolde stemme, og ligeledes en klang af hævngerrigt had.
”No no... An old vampire like you is too powerful. But a young and weak half vampire like me...”. Stemmen standsede op. For et kort øjeblik var der en uhyggelig stilhed i rummet. Så kunne man høre stemmens kolde latter.
”As the ignorant vampire you are, you actually thought that a simple cut from a silver dagger could kill me.. But of course.. You couldn't test your theory yourself. You are better than that.” lød stemmen igen, denne gang uden det mindste spor af latter. Kun ren og skær alvor.
”Sending an assassin? Really?” sagde stemmen, denne gang vredt. Der var intet at se i mørket, men det var let at høre at stemmens ejermand sprang ned fra et møbel. Et bord. En reol. Det var ikke til at sige, men da lyden af fødderne, der ramte gulvet var ret så høj, så var der ikke blevet sprunget fra en stol.
Der lød et klik fra væggen, efterfulgt af et flimrende lys fra en gammel og slidt lampe over bordet, den unge kvinde var spændt fast til. Et svagt lys oplyste i korte glimt rummet. Akkurat nok tid nok til at vampyren kunne ane omridset af møblerne, og det ene, tildækkede vindue. Derefter gik lyset ud igen, men kom tilbage efter et par sekunders mellemrum. Efterhånden som lyset blev mere stabilt, blev stemmens ejermand pludselig oplyst.
En høj, muskuløs og ung mand, med strittende, mellemblondt hår og et sæt blå øjne. Han var iført en simpel og beskidt undertrøje, der nok engang havde været hvid, men nu var grå, og plettet. Det tog dog ikke lang tid at bemærke en enkel ting ved hans undertrøje; halvdelen af den var gennemvædet af mørkerødt og størknet blod. Ligeledes var hans hud plettet af striber af blod, især hans højre hånd, der var rød op til albuen. Hvis man kiggede nærmere kunne man se kødstrimler klæbe sig fast på armen. Et smil udspillede sig på Jeremys læber.
”Well, I suppose you weren't expecting to see me again. Life is full of surprises!” lo han og trådte nærmere bordet. Man kunne se den ondskabsfulde morskab brænde i de blå øjne. Så klart som to sole.

Da han endelig stod ved kanten af bordet, smilede han et ubehageligt smil til vampyrinden. Derefter fandt hybridens fingre vej til bordkanten, og kravlede videre hen af bordpladen, og stoppede ved to knivskeder der lå tæt ved hendes torso. Han sendte hende endnu et ubehageligt smil, i det han greb fat om de to skeder og holdte dem op for hendes øjne.
”I trust you know how much I love revenge.... And games. Oh yeah, I love games.” sagde han imens han kærtegnede de to skeder.
”So let's play what I like to call a revenge-game. I am getting my revenge, and having some fun... And you.. You are getting some uglyass wounds, and having the worst night of your life. Sounds fun, eh?” sagde han, stadig smilende imens han kærtegnede skederne. Efter noget tid lagde han en af knivskederne på bordet.
”Here are the rules; I have an iron dagger...” sagde han og flåede skeden af kniven der lå gemt under det lille lag læder, og afslørede et glimtende knivsblad af metal. Han lagde derefter kniven på bordet og samlede den anden knivskede op.
”... and I have a silver dagger.” sagde han og flåede skeden af sølvkniven som glimtede ondskabsfuldt til hende.
”And with those, I can stab, slash and cut you so much as I want! But... Let's add a little twist. I am also gonna ask you some questions, and if you lie.. I will cut or stab you with the silver dagger. And if you tell the truth.. I will cut or stab you with the iron dagger! Now, let's begin...” sagde han. Han morede sig så inderligt allerede. Hurtigt samlede han kniven af jern op fra bordet og vendte sig imod den smukke vampyrinde.
”First question; Don't you think it's rude and mean to send an assassin to kill me? We could have settled it like adult vampires.” spurgte han. Stemmen lavede ekko i den mørke kælder... Knivene glimtede ondt.

Egentlig var Maya ikke specielt overrasket over at se Jeremy. Eller jo. En smule. Men hun havde genkendt stemmen, før hun havde set hans ansigt. Og hans lugt havde hængt i luften omkring hende. Hun ville dog ikke sige, hun var glad for at se ham igen. Overhoved. Der havde været en klar grund til, hendes ønske om at få ham fjernet. Dræbt. Man kunne kalde det, hvad man ville.
Hun missede voldsomt med øjnene, som lyset blev tændt. Det blændede hende et øjeblik. Tvang hende til at se væk fra den retning, den giftige stemme kom fra. Tvang hende til at bevæge lidt mere på sig. Og udsatte hende igen for ubehagelighederne vedrørende kæderne om sin krops led. I det mindste var det ikke første gang sølv havde berørt hendes hud. Hun kendte til smerten. Men dette var nok første gang, det havde været påført hende i længere tid ad gangen. Det føltes næste som om det brænde igennem hendes porcelænshvide hud. En hud der normalt var robust. En hud der normalt helede sig selv på kort tid. Men nu var det som om helingsprocessen var blevet neutraliseret fuldstændig. Det ville uden tvivl tage sin tid at få gjort noget ved de grusomme sår, der langsomt var på vej Dog forlod der ikke et skrig fra hende. Ikke engang en lille klagende lyd af smerte. Hun holdt sin strube klemt sammen. Talte kun, når det var nødvendigt.

Maya’s øjne spærrede sig for første gang op idet han vidste frem den smukke sølvfarvede kniv. Hun måtte indrømme at tanken om at få knivens blad boret ned i sig ikke lød særlig behagelig. Langt fra noget hun ønskede. En sølvkniv ville ikke kunne dræbe hende. Men den ville stadig kunne forvolde en del smerte. Hvilket var, hvad der frembragte det korte udsyn til frygt i hendes kønne ansigt. Desværre fik hun bearbejdet det under kontrol igen. Og efter blot et enkelt tungt synk ændrede hendes ansigtsudtryk sig igen tilbage til det mere neutrale udtryk. Hun så fra knivene i hans hænder imod hans ansigt. Han var gået fra forstanden. Psykopatiske tanker var strømmet ind i hans hoved. Det var i hver faldt, det, hun mente, ville være det eneste rigtige svar til dette. Hun ville have kæmpet mere imod. Men hendes krop føltes tung og øm. Og hun havde det som om, hun var nød til at trække vejret i øjeblikket. Som havde hendes lunger brug for ilten. Så der var ikke meget andet for end at lege med på hans leg.

”Du vidste for meget. Og man kan ingen stole på. Jeg stolede ikke på, du ville holde din mund lukket.” Endelig fik hun skilt sine læber ad og talt. Klart og tydeligt. Dog ikke med samme dominerende tone, som hun plejede. Den var der blevet skruet godt ned for. Hun nød langt fra denne følelse af at blive overmandet. Det var altid hende der ejede magten. Hendes der havde kontrollen. Hende der var stærkest. ”Og så ønskede jeg ikke at gøre mine hænder beskidt af dit blod. Men det ser ud til, jeg selv burde have taget skraldet ud.” Hun stirrede imod ham med lynende øjne. ”Jeg har ingen intentioner i at lege med dig. Jeg bryder mig ikke om at lege med besværlige køtere. Du ved tydeligvis heller ikke, hvordan man holder sig ren.” Hun hvæsede nærmest af ham, som hun igen prøvede at komme op at sidde. Men igen blev stoppet af lænkerne. Tvang hende ned at ligge endnu engang. ”Hvor vovede du at lægge så meget som en hånd på mig! Du er understående. Og du burde kende bedre til din plads.”

For hvert ord af modstand der forlod hendes mund, blev hans humør højere. Et ondskabsfuldt smil bredte sig på hans læber, i det han atter begyndte at betragte hende. Hans fangst. Han havde altid været meget.. betaget af hendes udseende. Hun lignede blot en sølle teenager. En uskyldig lille tøs der kun blot var begyndt at træde ud i voksenlivet. Endnu et smil bredte sig på hans læber da han tænkte over hvilken person der rent faktisk befandt sig under den porcelænshvide hud. Hvilken dæmon. Hvilken gammel ondskabsfuld og magtsyg djævel der havde taget bo i den unge piges krop for hundrede af år siden. Da hun blev bidt. Alting startede ved bidet..
Smilet forvandlede sig til en kort latter.
”Lies. Lies. Lies. Lies.” sagde han, med den sidste glød af latteren malet ind i stemmen. Det ondskabsfulde smil havde atter indtaget sin plads på mandens læber.
”If you had told the truth, I would actually be offended right now. Don't you trust me to hold on to your secrets?” sagde han og lod latteren vende tilbage. Han begyndte lige så stille at spadsere rundt om den fastspændte kvinde, og lod lyden af hans slidte støvlers klang imod betongulvet fylde rummet.
”But I don't think that's why you wanted to kill me.” sagde han og stoppede sin gang for bordenden ved hendes fødder. Smilet på hans læber flammede op med en drilsk glød.
”You see, I think the reason for you wanting me to be dead is quite simple.” sagde han og tog en kort pause. Den drilske glød i hans øjne fremstod nu klarer end nogensinde.
”You fear me.” sagde han med knusende alvor.
”You fear the fact that I have more power than you. I am stronger. And you are too much of a coward to admit it. And you... I bet you haven't had this feeling for centuries. The feeling of being weak in the presence of someone. And that's why you fear it. You fear it because it reminds you of the time you were weak. A human.” sagde han og lo lidt. Han knugende grebet om sølvkniven og lod dens blanke blad bade i det svage lys.
”But don't worry. It's natural.” sagde han med et smil og forlod bordenden for at træde tættere imod hendes torso.
”But I am sorry. I fear it was a lie you told me. And you will pay the price.” sagde han koldt og hævede sølvkniven og lod knivsbladet glitre i lyset fra lampen over hende. Beslutsomt beregnede han hvilket punkt på maven han ville lad kniven bore sig ned i. Et koldt blik fæstnede sig derefter ved hendes ansigt i det han lod bladet lyne...

Med et sus igennem luften blev kniven svunget i en bue ned imod hendes mave. Med en hver lille del af hans overnaturlige kræfter forstærkede han både hugget, og den kommende smerte. Den skarpe blad sank igennem kjolens stof, som det var varmt smør og forsatte videre ned til den porcelænshvide hud, som der straks blev åbnet en flænge i da kniven sank ned imod kødet..
Et sprøjt af koldt blod strøg let op i luften, kun for at plette kjolen med mørkerøde blodpletter. Allerede i den tusindedel af et sekund det tog for blodet at komme til syne blev hans blodlyst vakt til live. De blå øjne flammede op som to blå lygter, og lod kniven sænke længere igennem kødet, og strejfe et ribben. En mørkerød plamage bredte sig med lynets hast ud på kjolen, og allerede da kniven var begravet til skæftet, havde plamagen bredt sig et godt stykke. Men Jeremy havde ikke tid til at nyde synet af den begravede kniv. Blodrusen rasede i ham og ledte hans arm. Som et dyr, flåede han grådigt kniven ud af hende og blottede sine tænder. Hans overkrop sank ned imod den øverste del af maven hvor såret var placeret, og så pressede han sine læber ned omkring flængen.
Den dejlige smag af blod brød straks ud på hans tunge, tvang ham til at slubre mere blod i sig. Da han havde fået en ordentlig slurk, skubbede han sig selv væk fra bordet for at stoppe sig selv i at drikke hende tør. Blodet piblede ned fra hans mund, løb ned af hagen og hans hals. De før lysende blå øjne havde forvandlet sig til to ildebrande af blåt ild, og ørerne var nu lodne og spidse. En sindssyg latter lød fra hans hals. Efter blot et par sekunder var lyset i hans øjne gået ud og ørerne havde genvundet sin normale facon.
”Mmm.... Tasty. Yet old and disgusting.” lo han og tørrede en smule blod væk. Han fremviste kniven for hende, med knivsbladet farvet rødt af blod.
”Alright. Question two; Will you admit that I am more powerful than you?” sagde han. Sølvkniven glimtede igen, farvet af blod. Den så ud til gerne ville smage hendes blod igen.

Der ville uden tvivl have blevet smuttet endnu en spydig kommentar ud igennem hendes læber, men ordene nåede ikke helt så langt, som hun havde troet. De blev brat stoppet af kniven, der blev sendt igennem hendes mave. Et skrig blev dannet. Bevægede sig op igennem hendes strube. Til det forlod hendes mund. Højt og skingert. Afslørede med tydelige tegn at dette bestemt ikke var behageligt. Det gjorde overraskende ondt. Det var som om knivbladet slå gnister. Paralyserede hendes krop et øjebliks tid. Hendes øjne var endnu engang blevet spærret op. Stirrede tomt imod loftet, alt imens hun fik lænet sit hoved en smule mere tilbage. Skabte en svag buge i hendes ryg, som hun lå fastspændt. Ellers ville hun sikkert have gjort andet. Som for eksempel at brække hans arme, så han aldrig nogensinde vil kunne sende et slag imod hende. Dog skreg hun ikke igen, som kniven skar sig videre ned i hendes kød. Et stik der uden tvivl ville kunne dræbe et menneske. Lige nu var hun mere eller mindre taknemmelig, for ikke at gøre en del af det svage samfund. Lige meget hvor meget han så end sagde, hun var. Dette var ingen leg. Der ville ingen rigtig svar komme fra hende. Ikke ifølge hans hoved. Han spillede sikke fair og efter reglerne. Han lavede reglerne hen ad vejen. Gjorde det umuligt for hende at vinde.
Idet kniven endelig blev flået ud igen, kom der heldigvis ikke så meget som et pip fra hende. Kun et anspændt ansigtsudtryk, som bed hun tænderne sammen. Det gjorde virkelig ondt. Hendes hænder var knuget hårdt i. Og de forpustede vejrtrækninger forsatte. Hun følte sig alt for menneskelig. Som var virussen fra bidet langsomt begyndt at famle og forsvinde. Hun nåede ikke engang at få rettet sine øjne imod Jeremy igen. Ikke før han nærmest lå hen over hende.
”Hvad gør du!?” udbrød hun, som han grådig lod hende blive et måltid. Hun bed stadig smerten i. Lidt bedre denne gang. Som var hun vant til at nogen drak fra hende. Hvilket ikke var tilfældet. Overhoved. ”Stop!” Bare tanken om at han indtog noget af hendes værdifulde blod, sendte forfærdede signaler igennem hende. Hun følte sig beskidt. Hans spyt havde blandet sig med hendes blod. Det var hendes blod. Ingen andres. Hun var i sandhed egoistisk. Hun tog selv grådigt fra andre, mens hun aldrig tillod donation fra sig selv.

”Hvor vover du!? Usle bæst!” hvæste hun af ham, da han endelig trak sig tilbage. Hun prøvede atter at komme fri fra kæderne. Vred sine arme, som ville det få hendes håndled fri. Hun trak ud i kæderne, som kunne hun få dem til at briste. Hvis blot det havde været alment jern, ville det have været hende muligt. Det var hvad hun hadede ved andre af nattens børn. Svaghederne var nemme at finde for dem. Netop fordi de havde selv samme. Hun borrede sit blik imod hybriden. Hun kunne fornemme, hvordan blodet langsomt forlod hendes krop. En enkel dråbe gled ned fra hendes egen mundvige. Han havde ramt godt. Fået sendt en smule af hendes eget blod op i hendes egen mund igennem spiserøret.
”Der er intet at indrømme. Hvis jeg skulle indrømme noget, skulle det være bygget op på sandhed. Du er mig ikke overlegen. Du er blot en vildkøter uden den rette disciplin.” Hun højt en kort pause, for lige at få synket blodet i sin mund. ”Hvis du var stærkere end mig, ville hun ikke have brug for svækkende metoder. Du ville ikke have brug for disse.” Brutalt hev hun ud i kæderne om sine håndled. ”Og jeg frygter dig ikke. Langt fra.” Et lille jag af smerte kom fra hendes mave. Tvang hende igen til at stoppe sin talestrøm. ”Du vil aldrig kunne fungere ordentligt i dette samfund.. halfbreed.”

Et vredt blik blev sendt til hende. Et blik der ikke blot var vredt, men hvidglødende af de giftige flammer fra hans indre kammer af had. For et kort øjeblik sagde han ingenting. Så greb han ud efter hendes strube med sin ene hånd. De stærke fingre klemte hårdt i omkring hendes strube, og jo mere de pressede i, jo mere lys syntes der at komme op i de blå øjne.
”Sig mig, Maya..” sagde han og nærmest spyttede hende navn ned på det beskidte gulv.
”Hvis jeg ikke var dig overlegen, hvorfor ville du så have disse kæder på nu? Og nej... Jeg behøver dem ikke. Der er blot den lille ting..” sagde han og klemte hårdere. Hans negle voksede lige så stille, ryk for ryk ud til kløer, der stak en lille smule ind i halsen. Kun nok til at kunne bryde hendes hud.
”Jeg vil have dig til at lide. Jeg vil have dig til at føle dig magtesløs. En følelse jeg ikke skulle mene at du var så glad for.” sagde han køligt. De blå øjne glødede som to flammer. To flammer der brændte af foragt.
Og så, lige så stille, bredte der sig et smil på hans læber.
”Ikke lyv for mig. Du frygter mig. Eller..” sagde han og lod sin hånd finde vej ned til skæftet af sølvkniven. Han greb fat om kniven i et stramt greb.
”... det vil du efter i nat.” afsluttede han og flåede sine kløer ud af hendes hals. Et jag af fryd skød igennem hans krop, og ligeledes dannede et kort smil sig på hans læber. Da smilet falmede hen i stilheden, blev hans greb om sølvknivens skæfte endnu strammere, for at resultere i at han flåede kniven op af skeden. Det blodige knivsblad glimtede ondt i det svage lys.
”Tror du virkeligt at du kan bruge halfbreed som et skældsord?” råbte han ad hende. Hans ord rungede rundt i rummet og kastede sig frem og tilbage imellem væggene.
”Jeg er en blanding. Jeg er en hybrid. Jeg er et usselt misfoster. Hvorfor skulle det fornærme mig på nogen måde at høre en faktuel oplysning?” hvæsede han vredt og udså sig et mål for sølvkniven.
”Hvorimod at høre at jeg ikke vil passe ind i samfundet...”. Et smil bredte sig på hans læber i det han hævede kniven.
”Det sårer mig. Dybt. For hvorfor skulle jeg ikke passe ind? Hvorfor skulle uslingen Jeremy Spear ikke passe perfekt ind i et samfund af fuldblodsblodjunkies? Årh ja.. Det er fordi jeg er kun et halvvæsen. Et ensomt halvvæsen der ikke hører til nogen steder. Det er hvad min Skaber fortalte mig, og en masse ældre vampyrer senere hen. Du er ikke den eneste der har fortalt mig det. Men så tænkte jeg..”. Den unge mand hævede kniven længere op, og gjorde det tydeligt at han sigtede efter hendes hjerte. ”... hvad nu hvis at der var flere af min slags? Flere af mine stærke med-hybrider. Vi ville herske over Terre. Jeg ville herske over Terre. Og vampyrracen ville kun stadig leve...” sagde han og hævede kniven endnu højere, for at bagefter svinge kniven ned igennem luften af alle kræfter. I en perfekt bue susede kniven igennem luften og nåede hjertet.. Hvis kniven ville ramme hende i hjertet, ville Maya blive paralyseret. Hvis kniven ramte et menneske i hjertet, ville det dø en øjeblikkelig død.
I sidste øjeblik gjorde han et mikroskopisk sving med håndledet, så kniven akkurat borede sig ned i kødet ved siden af hjertet.
”... fordi jeg tillod det.” afsluttede han. Hendes blod sprøjtede op i hans ansigt, i det en ny plamage bredte sig på hendes bryst. Han slap kniven, der blev siddende i hendes bryst.
”Du må hellere stoppe med at lyve. Det er ikke sundt for dig.” sagde han smilende og betragtede hende. Liggende på bordet.. Såret. Magtesløs. Svag.
”Tredje spørgsmål. Så.. Jeg har fortalt dig min ondskabsfulde plan, men jeg har ikke fortalt dig det lille problem jeg har med at realisere den. Ser du.. Enhver af mine nyskabte hybrider ser ud til at gå i opløsning efter deres første forvandling.. Jeg vil gerne have dem til at.. ikke gå i opløsning. Så, tredje spørgsmål lyder; vil du på nogen måde kunne hjælpe mig med det lille problem med min gift? Jeg er sikker på at du med dit arbejde har forbindelser til folk der hjælper med sådan noget.. Tænk dig godt om. Det er dumt at lyve.” sagde han og kastede et blik imod kniven der sad i hendes bryst.

Maya sagde ingenting under hans lille vredesudbrud. Hendes ord havde nået ham. Hun var ikke en del af de stærkeste af vampyrer. Men hun havde hjernen. Siden giften havde blandet sig med hendes blod, dræbte hendes varme hjerte og ladet det fryse fast til sten, havde hendes ord slået hårdere end så mange andre slag. Hendes ord kunne være mere giftige end hans blik. Hendes latter mere skærende end hans knive. Og hendes blikke kunne danne enhver til ikke meget mere end en blok is. Hun valgte bare at lade være. Hun havde ikke tiden til at spilde den på hybrider, der ønskede at lege doktor. Og nu hvor hendes ord havde ramt, havde hun ikke meget andet at sige til ham. Det morede hende en smule, den måde han opførte sig på. Magtsyg. Han var tæt på at blive den direkte definition af magtsyg. Hvor vovede han overhoved at kalde hende det? Ikke engang det øjeblik, hans klør brød igennem hendes hud ved halsen, sagde hun ikke en lyd. Lod det blot ske. Eller rettere - hun tog sig bare ikke af det. Som var det ingenting. Det var ingenting. Hun havde levet længere end ham. Hun havde levet i samfundets overklasse længe før han overhoved blev født. Dette var ikke første gang hun havde følt smerte. Hun nød det dog stadig ikke det mindste.

Et suk fandt overraskende nok sin vej fra hendes strube, igennem den besværede vejrtrækning, der lidt efter lidt var blevet bedre og mere rolig. Hun var blevet mere rolig. Hun rev ikke helt så meget i kæderne længere. Ikke fordi hun indså hans sejr. Hun var blot klar over, at unødvendig riven ikke fik hende nogen steder. ”Utroligt hvordan lavt stående tror det hele handler om dem. Jeg hentydede ikke til din race. Jeg hentydede ikke til dine gener som hybrid.” Hun nåede ikke rigtig få meget andet ud, inden hun så det blinkende metal blive hævet op. For så igen at blive styret ned imod hende. For anden gang. Hun fik ikke helt registreret det, på grund af svækkelsen i hendes krop, men et højlydt gisp gled dog over hendes læber, som kniven atter spiddede sig igennem hendes kød.
Automatisk kom svajet tilbage i hendes ryg. Igen stirrede hun blot imod loftet et øjeblik, som smerten meget langsomt fortog sig. Kort efter begyndte hun at hoste. Mere blod forlod hendes mund. Farvede hendes læber røde. Lod flere dråber glide ned fra hendes mundviger. Hun lukkedes forsigtigt sine øjne lidt i. Og igen hev hun nærmest efter vejret for at komme sig over chokket, der var større end forventet. Det blev ved med at gøre ondt, som kniven blev siddende. Hun bed hårdt sine tænder sammen. Og et lille øjeblik lignede hun langt fra den Maya folket i Di Morga kendte til. I stedet mindede hun om en typisk ung kvinde. Nærmest menneskelig. Men murerne kom dog hurtigt op igen efterfølgende, som hun slå øjnene op igen. Og så hen imod Jeremy. ”Ingen psykopatisk ung mand vil passe ordentligt ind i samfundet.” nærmest hviskede hun, hvor efter en smule mere blod blev hostet op. Hun havde det ikke for godt. Såret ved maven var begyndt at hele. Lidt efter lidt. Men det nye ved hendes bryst, havde problemer med at trække sig sammen, med en kniv i vejen.

”En hybrid som dig vil aldrig kunne forvandle. Hybrider med de to virusser blandet er blot som mislykkede forsøg. Dit gift er ikke andet end dræbende.” Hun blev igen nød til at holde en mindre pause for at bide smerten i sig. Trods hendes relativt rolige stemme lynedes hendes øjne stadig i røde flammer. Had imod ham. Vrede. Men det var også de eneste tegn. Hendes hænder var ikke knyttede, men lå afslappet, som var hun ufattelig svag. Hun sank hurtigt blodet fra sin mund. Smagen af hendes eget blod, var ikke behagelig. Men det var ikke fuldkommen umuligt at indtage.
”Du har ødelagt min yndlings beklædning. Kastet mig i lænker som den hund du selv er. Jeg ser ikke grunden til at hjælpe dig med at opnå det umulige. Og vil ville heller ej, hvor du selv var af nattens børn.” Hun var ikke bange for at dø. Eller måske lidt. Hun var bange for at efterlade, hvad hun havde opnået. Men noget frygtede hun mere. En frygt han uden tvivl ikke kendte til. Hvorfor skulle han? Ingen gjorde. Ingen udover hende selv, og sin skaber. Skabere der ikke længere levede.
”Mit svar er nej.”

Automatisk som hun udtalte ordene begyndte Jeremy at grine. Som hun havde fortalt en dejlig god pervers vittighed lo han hjerteligt. Kunne denne oplæste vampyr virkelig være så ignorant? Lidt efter lidt fortonede latteren sig, men smilet på hans læber fortog sig ikke. De flotte blå øjne vendte sig imod hendes ansigt.
”Undskyld, men kan du se denne hånd?” sagde han og viste hans blodige hånd frem.
”Med denne hånd rev jeg din lille lejemorders hjerte ud og stoppede det i munden på ham. Hvad får dig til at tro at jeg ikke kan gøre det imod dig? Se på dig selv! Du ligger spændt op på et bord med sølv om dine ankler og håndled, og ved Gud ikke om der også stikker en sølvkniv ud af brystet på dig! Indse det, oldingetøs. Du har ikke noget valg. Hvis du ikke hjælper mig får vi at se hvordan dit hjerte ser ud når det er stoppet i munden på dig.” sagde han og og spyttede efter hende.
”Tror du at der er nogen grund til at jeg holder dig i live? Efter jeg har skåret så meget i din fine hud at du ligner en engel i jagtsæson, stukket dine indvolde til grød, muligvis voldtaget dig så hårdt at du ikke kan mærke noget fra livet og ned, så vil jeg sprætte dit bryst op og stoppe dit hjerte dybt ned i halsen på dig. Giv mig en grund til at holde dig i live.” sagde han og trådte længere ned af bordet og stoppede ved det område hendes brystkasse lå. Uden at sige noget greb han fat om sølvkniven, og vred den rundt i hendes kød så meget muligt, med det formål at forvolde intens smerte. Efterhånden som såret udvidede sig, trak han med et hårdt ryk kniven op af hendes bryst. Blodet dryppede fra det sølvfarvede blad, ned på den allerede mørkerøde kjole. Et smil bredte sig kort på hans læber. Med en rolig bevægelse lagde han kniven fra sig på bordet, og lod sine fingre danse hen over hendes mave.. Da fingrene nåede det massive sår i hendes bryst, sank de ned imellem hendes ødelagte brystmuskler og rodede rundt i hendes kød.
”Du burde hellere genoverveje dit svar inden jeg finder dit kolde hjerte...” sagde han og rev og maste i sener og kødstrimler. Af og til strejfede han fingre en knogle, og da det skete pressede han sin hånd længere ind i hendes brystkasse og nød den masende lyd af hendes kød klemt ned imod hendes ribben.
”Tsk... Det ville være en skam hvis du døde nu.. Dræbt af en ussel køter der viste sig at være dig overlegen.. Dig.. Den mægtige Maya. Vil du virkelig acceptere det? Vil du ikke hellere have en værdig død? Hvis du dør i lænker... Hvad vil dine forældre ikke sige til det? Deres dejlige datter, slagtet som et sygt får. Du er bedre end det.. Bevis det... Blot ved at hjælpe mig..” hviskede han og lod sine fingre hægte sig fast i et ribben.
”Det er mig der burde slagtes som et sygt får, Maya, og du kan slagte mig. Du skal blot leve lidt længere og finde en måde at bryde fri, for at derefter kunne lade mit beskidte blod farve gulvet rødt..” hviskede han, knap hørligt. Han var begyndt at rykke og skubbe i ribbenet. En bølge af nydelse skød igennem ham når han tænkte på den smerte hun måtte føle. Et koldt smil dannede sig på hans læber i det han igen rykkede i ribbenet, som så småt gav sig..

Det var lidt som om hendes krop udsendte et ryk, ved ordet ’voldtaget’. Det var ganske svagt. Nærmest ikke der. Bare et lille ekstra kraftigt ryst som hurtigt stilnede hen igen. Men kunne ikke engang se de i hendes øjne, som hun holdt kolde. Med det samme borende blik rettet imod hybriden. Alt andet, han havde sagt, havde ikke rørt hende. Faktisk havde hans ord ikke rigtig nået hende. De slog hverken hårdt eller blødt. De ramte hende ikke. Ikke som hun havde håbet hendes ville. Dog havde han fået en sætning ind. Og hun gjorde tydeligvis alt for at skjule sin korte reaktion.
Atter spredte Maya et skrig ud i kælderrummet. Som kniven vred sig rundt inde i hende og udsendte den kraftige smerte ud, kunne det selvfølgelig ikke blive holdt tilbage. På ny spændte hendes krop sig. Og hendes øjne var spærret op. Hendes ansigt var fyldt ud med den selv samme smerte. Dette var ikke skuespil. Dette, der imod, ramte. Og det ramte hårdt. Hun havde godt nok været mere tolerant omkring fysisk smerte som dette. Men det betød ikke, at hun var vant til det. Og det betød ikke, at hun ville kunne ligge stille. Uden en lyd. Og uden at føle noget. Det eneste der ikke følte, var hendes hjerte. Hendes kolde, døde hjerte, der alligevel så ud til at holde hende i live. Og skrigene stilnede da også endelig af, da kniven blev revet ud. Hun havde ikke rigtig tid til at betragte det ellers så utrolig smukke knivblad. Sådan som det blev holdt oppe. Dryppede voldsomt med hendes eget blod. Hun ville et sted heller ikke. Hun følte sig foragtet, over hvor betagende den røde farve var for hendes eget syn. Derfor lå hun blot stille. Trak stadig vejret som havde hun været ude og løbe flere hundred kilometer. Adrenalin spredte sig i hendes åre. Som ville det lindre på smerten. Hendes krop rystede faretruende. Og selvom såret ved hendes mave allerede var godt på vej til en samling, udsendte det stadig stød, hver gang den hevede sig ved hendes vejrtrækninger. Mere blod løb fra hendes mundviger. Der var blod overalt. Hun var ikke på, ikke en del af hendes overkrop, var ikke dækket af den nærende væske.

Men igen nåede den stakkels unge kvinde ikke langt med sin afslapning. Ikke før hun atter blev sendt ned i et sandt helvede. Første følte hun sig forfærdet over at kunne mærke hans fingre grave ned i hendes åbne sår. Men lidt efter lidt, som chokket forlod hende, blev dette heller ikke smertefrit. Og på ny blev hendes læber skilt ad. Sendte resterne af blodet ud, efterfulgt at endnu et skingert og pinefuldt skrig. Og denne gang varede det ved. Det blev forhøjet, hver eneste gang han lavede en pludselig bevægelse. Hver gang han gravede sig længere ned. Hver gang han rev i hendes stakkels ribben, han åbenbart var nået ned til. Hendes øjne havde klemt sig sammen. Hendes ryg svajede markant. Og hun forsøgte desperat at løfte sine hænder op fra deres tag i bordpladen. Hænderne var knyttede. Truede med at sende et slag imod ham, hvis de kunne. Og jo længere hendes smertende skrig tog, jo mere menneskelig virkede hun foran ham. Den hårde facade faldt. Så den stolte ørn vidste hvordan et sandt skrig skulle fremvises. Havde en lille tåre ikke også ladet sig falde ned over hendes kind fra hendes ene øjenkrog?
”Stop!” skreg hun så endelig. ”Stop!” Hun vred sig i den voldsomme smerte. Og det var tydeligvis svært at få udtalt ordene i hendes tilstand. ”Jeg beder dig!” Hun fortrød hun havde sagt det med det samme. Men det var for sent. Intet hun kunne gøre ved det. ”STOP! Jeg… skal nok!” Hvor følte hun sig svag.

I det samme hun begyndte at bede om nåde, stoppede de blodige fingre deres misgerninger. I et øjeblik stod han stille, og så begyndte en følelse lige så stille at boble op i ham. En dejlig følelse af sejr og triumf. Maya var en hård nød at knække, men alligevel havde han vist sig at være overlegen. Det var en tanke der fyldte ham med stolthed. Et smil dukkede op på hans læber, i takt med at følelsen bredte sig rundt i hans sind. I et kort øjeblik betragtede han blot den ellers så stærke vampyr. Nu var hun svag. Og menneskelig. Alt sammen fordi at han havde spillet sine kort rigtigt. Tanken bragte nyt liv til smilet på hans læber.
”Se nu der.. Var det virkelig så svært? Jeg må sige, at det er den første kloge handling, jeg har set fra din side, Maya. Pas på at det ikke bliver en vane.” lo han, for at derefter flå sin hånd ud af hendes brystkasse. Brutalt, men hurtigt. Et par bloddråber sprøjtede ud af det åbne sår, og op i hans ansigt. Han tog sig ikke af at hun nok ville skrige i smerte. Hvis hun gjorde ville han blot nyde det.

Efter at have slikket noget blod af sin hånd, sendte han et drilsk blik imod hende. Han nød alt den smerte han kunne forvolde hende. Og selv om det ikke lige frem var smerte at se på at han indtog hendes blod, så var han næsten sikker på at det skabte ubehag i hende.
”Nå.. Så hvem kender du der kan hjælpe mig med mit lille problem? Hvilken ondskabsfuld doktor står du i ledtog med?” sagde han imens han nysgerrigt studerede den blodige sølvkniv. Dog rørte han ikke bladet. Det ville være skadeligt for ham. Langt mere skadeligt end sølv var for hende. Det var blot en ting han ikke ønskede at fortælle.
”Ved du hvad?” spurgte han fraværende, stadig i gang med at studere kniven.
”Jeg syntes at du har fortjent en belønning for at vælge at hjælpe mig. Betragt det som en hundekiks, min lille fange.” sagde han og lagde sølvkniven fra sig. Kort efter stod den unge mand med en ny kniv i hånden. En kniv med et blankt blad. Et blad han studerede, denne gang med fingrene.
Kniven af jern.


”Du har fortjent et sår med jernkniven.” sagde han og blottede kniven for hendes øjne. Et rustent smil kom til syne på hans læber.
”Lyder det ikke godt? Du får et stik med jernkniven hver gang du vælger at gøre noget klogt.” sagde han og førte kniven op imod hendes over arm. Lige så stille flyttede han knivsbladet imod hendes arm, og lidt efter lidt begyndte han at presse det ind imod hendes hud. Lige indtil huden blev brudt, og blod piblede ud af den lille flænge. Så pressede han igen, denne gang hårdere. Kniven sank igennem hendes kød, og et godt stykke igennem musklen, før at han flåede kniven ud af hendes arm. Igen nød han synet af hendes blod, på kniven og hendes arm. Grådigt slikkede han kniven ren, og vendte så atter sit hoved imod hende.
”Nå.. Bliver det til noget, eller skal jeg vise dig hvordan dit hjerte ser ud?”.

Maya følte sig måske overmandet. Men hun så ham stadig ikke som overlegen. Han var måske mere taktisk anlagt i øjeblikket. Han kendte til hendes små svagheder. Det betød dog ikke, at hun ikke kendte til hans. Hans tanker var sandt nok et stort virvar for hende, men alligevel havde hun formået at få fanget små hint. Om de ville nå at blive nødvendige, var hun lidt i tvivl omkring.
Det virkede næsten som om, hendes krop faldt helt sammen det samme øjeblik, han trak sin hånd ud af det dybe sår ved hendes brystkasse. Som om alt liv et kort øjeblik var blevet revet ud af hende samtidig. Hendes ryg faldt imod bordet med et hårdt smæld, efter at have været bøjet noget så gevaldigt under smerteturene. Hendes ben ligeledes. Hendes øjne var lukket i. Og der gik lidt tid, inden hendes brystkasse på ny begyndte at hæve og sanke sig. Hun hev efter vejret, som var det virkelig en nødvendighed for hende. Hun var blevet for menneskelig ved at bo iblandt de svage væsner. Hun brød sig ikke om at føle sig svag. Ikke det mindste. Og Jeremy fik hende til at føle sig noget så svækket. Blot ved brug af et par knive, lidt kæde og hans hånlige latter. Hun kæmpede endnu for at holde det hele ude. Væk fra hendes blød indre.
Hun åbnede endelig øjnene op igen. Hun sagde intet. Lå blot og trak vejret tungt og besværet imellem munden, hvor der stadig løb blod fra. Som havde hun bidt hul i sin ene kind, og blødningen bare ikke ville stoppe igen. Hun havde det pludselig dårligt. Og hun kunne ikke få sig selv til at sige noget. Som havde skrigene opløst hendes stemme fuldstændig. Gjort hende stum.

Men selvom hun så ud til at være godt udmattet allerede, stoppede det hende ikke fra at spærre øjnene op til store tekopper. Hun stirrede imod kniven hvis blanke blad reflekterede lyset fra lampen. Selvfølgelig var han ikke færdig med hende. Hun burde have indset, at hun ikke bare kunne slippe ved at udsende en lille løgn.
”Nej.. nej nej..” Hun bed hårdt sine tænder sammen, som kniven startede ud med at glide igennem hendes arms hud. Langsomt og pirrende. Hun kom med tydelig klagende lyde. Og igen spændte hendes krop. Hendes hænder var igen knyttet og hendes tær krummede sig i smerten. Som blot blev forværret, da han jog kniven videre igennem. Et højt gisp forlod hendes blodige læber. Som havde et skrig forsøgt at komme igennem. Men var blevet kvalt på halvvejen.
Det gjorde ikke helt så ondt, som med den anden kniv. Denne gang følte hun ikke at området om såret blev lammet. Paralyseret. Men hun ville lyve, hvis hun mente hun ikke kunne mærke det. Nerverne omkring hendes sarte arme, havde altid været følsomme. Hun vred sig lidt i smerte efter kniven var blevet fjernet igen. Hun kunne mærke blodet forlade hendes krop på ny. Også selvom det kort efter stoppede igen, som såret helede sig med max fart. Inden længe, var der allerede kommet skorpe på.

Hun drejede igen blikket hen imod hybriden. Tvang sig selv til at synke blodet, der endnu lå under hendes tunge. Det væmmede hende hver eneste gang. ”Libra..” Hendes stemme var utrolig hæst. Ikkeoverraskende, når man tænkte på hvor belastende skrigene var for hendes stemmebånd. ”Operation Libra. De ejer det største undergrunds forskningsteam. De specialiserer sig med væsner. Jeg kender ikke meget til deres eksperimenter. Og jeg har ingen personlig kontakt til dem. Med god grund. Så forvent ikke min hjælp, når du vil ind i deres lille trygge cirkel. Jeg kender kun til den nødvendige fakta.”

Så snart hun begyndte at tale, åbnede Jeremy nysgerrigt ørerene. Det drilske smil blegnede på hans læber. Som dug for solen. Selvom han havde en superhørelse gik han alligevel tættere på hende for at kunne høre hende bedre. Det var engang brugbart da han var menneske, men nu var det blot en dårlig vane. Det var dog ikke noget han tænkte yderligere over. Alt hans fokus var rettet imod hendes stemme.
Libra. Havde han ikke hørt det navn før? For et kort øjeblik gennemrodede han sit hoved, men intet i hans hukommelse gav ham et fingerpeg. Han valgte derfor at ignorere den fjerne fornemmelse af at han kendte til denne gruppe.
”Operation Libra siger du.. Det var ikke meget information.. Tror du virkelig at du har fortalt alt? Jeg ved ikke om jeg kan lade dig leve på baggrund af sådan en sølle oplysning.. ” sagde han og lod det drilske smil vende tilbage på sine læber. Han hævede atter kniven, så den kunne ses i det svage lys.
”Selvom du ikke fortalte mig så meget som jeg håbede, så har du vel fortjent et sår..” mumlede han tankefuldt og betragtede hendes ansigt. Eller rettere, han betragtede hendes smukke røde øjne. De besad en drabelig skønhed. Den røde farve i hendes iris så nok skrækindjagende ud, hvis man var menneskelig. Men for ham symboliserede hendes røde øjne en grusom skønhed..



Lidt efter lidt begyndte hans tanker at flette sig sammen og forme en ide.
Et smil bredte sig på hans læber.
”Sikke nogle smukke øjne.. Har nogen nogensinde fortalt dig det?” sagde han og tog et skridt imod bordenden.
”Der vil nok være nogen der vil fortælle dig det igen, hvis du kan hele dine øjne..” sagde han og et ondskabsfuldt smil bredte sig på hans læber. Han viste hende kort kniven, og bukkede sig derefter ned imod hendes ansigt. Legende strøg han hendes kind, og kærtegnede hendes ansigt. Så flyttede han kniven ned imod hendes ene øje. Han holdte en kort pause, hvorefter han pressede kniven ned imod kanten af øjenhulen. Forsigtigt lod han kniven synke længere ned i øjenhulen, og så småt begyndte blod at løbe ned fra hendes øje. Smilet på hans læber blev bredere. Med små, forsigtige bevægelser lod han knivsbladet bevæge sig nede i hendes øje for at forvolde smerte. Og så begyndte han lige så stille at hive knivsbladet ud af hendes øjenhule. Han nød virkelig at forvolde hende smerte og skade, men han skulle passe på med hendes øjne. Selv vampyrens fantastiske helende evner havde sine grænser, og han ønskede ikke at forvolde en permanent skade.



”Puha.. Hvis jeg var dig ville jeg se at få det øje plejet.. Og det andet for den sags skyld.” lo han og flyttede kniven over imod hendes andet øje..
Imens han sad med kniven i hendes øjenhule, begyndte han atter at åbne munden.
”Er der virkelig ikke noget mere du gider at fortælle mig? Eller må jeg vel gentage processen med dine øjne, blot med sølvkniven” lo han hånligt og hev lige så stille knivspidsen ud af hendes øje.
Det måtte virkelig gøre ondt. Det var godt at han var den der gav torturen. Ikke den der modtog den. Lydløst lagde han kniven fra på bordet, lige ved siden af sølvkniven. Der lå hans to torturredskaber, klar til at blive taget i brug igen hvis lejeligheden bød sig.

Hun følte for første gang en vis form for frygt, idet hun så knivens spids komme nærmere og nærmere. Faretruende som bare helvede. Og hun vidste, at han ikke ville stoppe. Han var ingen kujon, når det kom til dette. Men han var en kujon for at overhoved have startet det. Hans ønske om at få, hvad han ville, var for stort. Og det havde opslugt hans fornuft. Han var mere monster end hende. Et langt større monster. Han havde tydeligvis ingen kontrol, selvom han virkede så ubehagelig rolig og sikker i sine bevægelser. Hun tvivlede stærkt på, at han ville kunne stoppe sig selv i sidste ende. Det var som at smage blod for første gang. Hun ville aldrig kunne gå væk fra at indtage det længere. Hun var sikker på, at dette var præcis det samme koncept.

Endnu engang udsatte hun sit sarte stemmebånd for et skingert skrig. Et skrig der kom helt nede fra maven. Et skrig der ville have fået drengene ned på knæ i folkeskolen, hvis en pige brugte det som forsvar. Et skrig der uden tvivl var blevet skabt via smerte. En høj smerte. Dette var intet i forhold til de andre stik han havde gjort. Intet i forhold til, da han gravede rundt i hendes brystkasse. Smerten blev skam også kraftigere af den mentale del. Hun kunne intet set igennem det nu skadede øje. Intet. Hun følte at en del af hendes styrke forsvandt. Hun spjættede nærmest af smerte. Både da kniven fandt sin vej ind. Men også da den fandt sin vej ud ugen. Og til hendes skræk fandt den skam også sin vej imod det andet øje.
Hun skreg og hun skreg. Hun stoppede blot for at indtage nok luft til at skrige igen. Hun vred sig for at komme fri fra kæderne. Hun kunne nu intet se. Alt var mørkt. Hun prøvede at blinke, selvom det blot gjorde smerten så meget værre. Hun følte blodet flyde ned over hendes tindinger fra de beskårede øjenhuler. Hendes krop var gået i chok. Og hun rystede markant. Selv efter skrigene endelig faldt hen, som sårene samlede sig igen. Hun trak bøjede sit ene ben en smule. Følte hvordan det ikke længere lå udstrakt ved hjælp af de sølvfarvede kæder. De sad endnu omkring hendes ankel. Men hun kunne frit bevæge det. Bare det ene ben. Men hvad kunne hun gøre med et frit ben?

Hun trak vejret noget så heftigt og hendes læber var presset hårdt imod hinanden. Hun tvang sig selv til at lukke øjenlågene ned omkring de blodige øjenæbler igen. Hun holdt dem lukkede. Bare lidt endnu. Det skulle nok gå. Som havde han indikeret før. Havde det ikke været sølvkniven. Blødningen stoppede igen.
”Libra holder deres informationer tæt. Langt væk fra mafiaen. Det er ikke nemt at få information imellem disse to organisationer.” Hun lød ikke yderligere betaget. Der lå en form for vrede hen over hendes hæse stemme. Men så igen - hvem ville være specielt lykkelig over at få stukket en kniv i sine øjne. Lige så stille gled hendes øjenlåg op igen. Afslørede atter de kønne øjne, der egentlig ikke så det mindste skadede ud. Det sidste blod blev blinket væk. Men den røde farve omkring irissen var igen væk. Bare et øjeblik, var den skiftet ud med den smukke mørke skovgrønne farve. Inden den klare røde kom tilbage. Og gennemborede ham med et noget rasende blik. ”Men jeg har hørt, de har kureret en varulv. Så mon ikke de har evnerne til så meget andet.” Hurtigt fik hun bøjet sit frie ben og sparkede ud efter ham. I håb om at i det mindste ramme ham.

En dejlig følelse af nydelse greb fat om ham i det hun begyndte at skrige. Nok var det et brølende højt og skingert skrig, der gjorde ondt i de følsomme ører, men det var et småt og ubetydeligt minus. For hvert skrig strammede nydelsen sit tag om ham, og fik lige så stille klemt en ond latter ud af ham. Hendes smerte.. Han nød den i fulde drag. Som engleblod blev serveret for ham i et krystalglas.
Engleblod.. Ved tanken dannede der sig et smil på hans læber. Efter det her måtte han minde sig selv om at gå på jagt.

Da hendes sidste skrigs ekko døde hen i den mørke kælder, og hendes hiven efter vejret var blevet til rummets eneste lyd, så ebbede nydelsens tag i ham så langsomt ud. Han savnede allerede de smertefulde skrig. Mon ikke kan kunne 'lokke' dem frem igen?
Før han nåede at tænke denne psykopatiske tanke til ende, blev han nød til at lytte på hendes hæse stemme. Da hun var færdig med at tale måtte han erklærer sig skuffet. Ingen ny og brugbar information. En mindre følelse af vrede tog over. Måske kunne man ikke kalde det vrede. Nærmere irritation. Skuffelse. Han havde håbet på noget mere saftigt.
”Libra holder sig der, gør ikke noget der, og du kan ikke hjælpe mig. Jeg spurgte om nye informationer. Jeg frygter at dine informationer ikke rækker..” mumlede han tvært og kiggede ondskabsfuldt på sølvkniven. Mere nåede han dog ikke før at hendes fod kom efter ham. Lynhurtigt reagerede han og sprang til side for benet. Selvom det ikke ville gøre ondt hvis det ramte. Det var blot hans skærpede reflekser der satte ind.

Et smil dannede sig lidt efter lidt på hans læber. Så blev det til en kort latter.
”Easy tiger!” lød hans stemme. Han forsatte med at grine. Han vidste hvor dum hendes handling havde været. Hvad det førte med sig. Det faktum at kæderne omkring hendes ene ben var blevet løse rørte ham ikke.
”Det var dumt... Jeg havde besluttet mig for at stikke dig med sølvkniven til at starte med, men du har lige gjort det meget værre.” sagde han og trådte tilbage til sin plads ved bordet. Han havde allerede grebet ud efter sølvkniven, og stod nu med den i hånden. Så vendte han fronten imod det løse ben. Nydelsen fra hendes smerte var allerede kommet på forskud. Han hævede kniven og jog den igennem luften, lige ned i hendes knæ. Smilet på hans læber voksede sig bredere da blodet kom til syne ved hendes knæ.
”Bare rolig. Jeg er ikke færdig..” hviskede han og trådte væk fra bordet, længere ind i halvmørket. Han standsede ved en bylt i halvmørket. For hende ville det være svært at se hvad det var. Med hans nattesyn var det let som ingenting. Han bøjede sig ned imod bylten og lynede den op. Det var en taske. En taske fyldt med torturinstrumenter og redskaber. Om hyggeligt udvalgte Jeremy en sølvkniv der var identisk til den der sad i hendes knæ. Han rejste sig derefter og trådte tilbage imod bordet. Straks forberedte han sig på endnu mere nydelse. Hans øjne flammede op. Han hævede kniven og jog den ned igennem luften for at lade den begrave sig i hendes mave. Blodet sprøjtede op i hans ansigt, hvilket gav ham tilfredsstillelse, men han var ikke færdig med at nyde endnu. Langt fra. Han flåede kniven op og huggede igen. Igen og igen og igen. Gang på gang jog han kniven ned i hendes mave. Mørkerøde plamager bredte sig med lynets hast ud over den ødelagte kjole. Og han forsatte.

Selvfølgelig havde det være dumt af hende at sparke ud efter ham. Men lysten til at gøre ham ondt havde været for stor, til at hun kunne holde sig tilbage. Et brandende had var begyndt at boble i hende. Men hun tillod sig stadig ikke helt at vise den følelse. Også selvom den tydeligvis trådte i kraft alligevel. Igennem de smukke røde øjne, der stadig så så urørte ud. Hun var egentlig stadig i chok, efter den korte oplevelse uden syn. Det ikke at kunne se overhoved, havde skræmte hende. Og han vidste det sikkert. Dog så Jeremy ikke ud til at fjerne hendes synssans igen. Han så ud til at have mere lyst til at på virke hende smerte. Igen. Og igen. Det var trods alt hans plan. Det havde det været helt fra starten. At forvolde hende så stor en smerte, at hun aldrig ville glemme det igen. Nogensinde. At føle sig langt mere overlegen end hende. Føle sig højere stående end hende. Han havde ikke kunne tage presset som den laveste. Det stod klart i hans øjne. Hans udtryk. Og hans stemme. Dette var en af de grunde til, hun havde ønsket ham død. Han var som en hund der fik galskab. Eller rettere - han var det allerede. En vild køter, der ikke kendte til sin plads. Også selvom, hun havde vist ham mere venlighed end hans tidligere Sascha.
Atter fandt hendes skrig din vej frem. De kendte vel vejen uden ad nu. Med bind for øjnene. Hun kunne både høre og mærke, hvordan kniven knuste igennem hendes stakkels knæskal. Kunne han ikke have holdt sig til det bare kød? Smerten blev ved. Og det bunkede faretruende omkring kniven, som så ud til at blive siddende, som et lys i en lagkage. Hendes skrig blev ved. Hun holdt ikke inde. Sølvet fra bladet udsendte jag af stød igennem hendes krop. For hver lille bitte bevægelse. Hun kunne ikke bevæge sit ben specielt meget. Dette var et sandt helvede.
Den ungt udseende vampyr nåede knap nok at holde inde med sine hæse skrig, inden de blev sat i gang på nu. Hun havde ikke opdaget, at hybriden var væk. Hun havde ikke nået at observere hans gang væk fra bordet. Det eneste hun nåede at se, var glimtet fra den anden sølvkniv. Lige inden den blev jaget ned i maven på hende, med sådan en kraft at hendes blod sprøjtede imod hans ansigt. Og han blev ved. Efter de første skrig holdt hun dog. Blev mere eller mindre stille. Kun klagende piv lød fra hende nu. Gurglende lyde, som hendes eget blod blev ved med at fylde hendes mund. Og hun blev ved med at hoste det op. Farvede hendes eget ansigt til med sprøjt af blod. Åh, hvilken kontrast den røde farve havde imod hendes porcelænshvide hud.
Stille og roligt begyndte det at stoppe med at gøre ondt. Hun mistede næsten al følelse i hendes krop, som adrenalinen og chokket tog over. Hendes hoved faldt hvilende imod bordet. Drejede sig i profil. Hendes læber var lettere adskilte, og lod den røde væske sive ud lidt fra efter. Hendes øjne var dog endnu åbne. Hun var stadig vågen. Men det virkede langt fra virkeligt. Hun var som en kludedukke. Hun havde stoppet med at kæmpe imod. Hun havde ingen kræfter tilbage i øjeblikket. Det hele virkede bare helt fredeligt. Hun vidste godt hun ikke ville dø. Endnu ikke havde han trukket en træpæl og spiddet hendes hjerte. Men alligevel havde smerten steget hende til hovedet. Lammet hende, om man så må sige.

”Stop..” lød det meget, meget svagt fra hende. Lige inden hun lod sine øjenlåg falde helt i.

Da livet endelig ebbede ud i hende, rungede den hånlige latter atter i rummet. Denne gang lød den dog mere lystig og tilfreds end før. Og den afspejlede ham fuldstændigt. Tilfreds over hans sejr flåede han kniven ud af hende en sidste gang. Det var ikke nødvendigt at mishandle hendes krop når hun var bevidstløs. Blodet dryppede i store mængder ned af det glatte knivsblad. Ned på den gennemblødte og hullede kjole, for at blive en del af den gigantiske mørkerøde plamage. Han lod kniven dryppe en smule af før at han borede den ned i træbordet. Med hans styrke fik kniven flækket et hul i bordpladen. Der blev den siddende.
Jeremy vendte hovedet over imod kniven i hendes knæ. Han ville ikke rive den ud. Den var blevet en erstatning for de løse kæder. Han nød blot synet af den smerte kniven påførte hende.
Derefter kastede et blik på hendes ansigt. Så fredeligt. Så.. uskyldigt. Et tankefuldt smil bredte sig på hans læber. Et smil der ikke forlod sin plads.

Lige så stille greb hans fingre fat om kniven igen. Med et enkelt ryk fik han den rykket op af bordet, og atter kom det glitrende blad til syne. Det var nu helt blankt. Klar til nye misgerninger. Men det var ikke kød Jeremy havde i sinde at bruge den til. Målbevidst trådte han over imod bordenden, hvor hendes overkrop hvilede. Uden så meget som at betragte hende, forsvandt hans kniv ned imod hendes kjoles halsåbning. Fingernem som han var fik han ført knivsbladet til det rette sted i hendes halsåbning, og med et lille ryk fik han kniven igennem stoffet. Smilet på hans læber strålede klarere idet han flænsede kjolen op med kniven. Fra halsåbningen, og ned imod kjolens ende ved hendes ben. Han nød i sandhed lyden af tøj der blev revet op. Lyden af noget der blev ødelagt. Og hun havde nævnt tidligere at det var hendes yndlingsbeklædning. Det gjorde blot fornøjelsen større.

Da kjolen var flænset op, rev han de usle lasede stykker af kjolen til siden, for at blotte hendes halvnøgne krop. Atter blev der bragt liv til hans smil, da han fik mulighed for at betragte hendes krop. Hendes former.. Dog var hendes krop langt fra pæn. Skaderne han havde påført havde ikke helet endnu. Derfor valgte han at vente. Vente til at hun vågnede op. Så ville han få sin sjov. Og hun ville få sin lidelse. Han glædede sig allerede.

Det var en noget utilfreds følelse, der skyllede hen over hendes, det øjeblik hun alt for tidligt blev trukket længere og længere ud af drømmeland. Det sted, hun helst ville være lige nu. Hun var ikke bange for at vågne op samme sted, som hun faldt om. Men hun ønskede inderligt, at det ikke lå sådan. Måske havde det hele bare været et mareridt. Også selvom vampyrer ikke drømte. Hun havde ikke haft en drøm i mange, mange år nu. Så mareridtet havde været så virkeligt, som det nu engang kunne.
Hendes ansigt fortrak sig i de samme grimasser, som tidligere. Hendes øjne der klemte sig sammen. Hendes mund der blev til en lige linje. Hendes øjnebryn der trak sin imod hinanden for at indikerer hovedpinden, der hærgede på første etage. Og til sidst - de små mumlede lyde. Præcis som når man vågnede af sig selv efter en knap så behagelig omgang søvn. Det var som en genindspilning af hendes første øjeblikke i vågen tilstand på bordet. Blot et par timers tid siden. Og som forventet slog hun endelig sine øjne op igen. Hun så stadig helt fredsfyldt ud med det døsige udtryk over det blege ansigt. Som stadig var blevet pyntet af hendes skønkede blod. Hun kunne mærke, hvordan hendes kinder nærmest var helt stive og tvang hende selv til at bevæge sit ansigt en smule mere. Bare for at få løsnet en smule op, så det ikke føltes som en ansigtsmaske, der havde siddet alt for længe. Hun blinkede et par gange for at lade hendes sarte øjne vænne sig til det skarpe lys, der endnu var rettet direkte imod hende. Hun behøvede ikke at bevæge meget på sig, for at bekræfte hendes situation. Hun var der stadig. Spændt fast til bordet. Sølvkæderne sveg knap så meget nu. Også selvom de nogle steder havde begravet sig godt ned i hendes hud. Dog måtte hun ud sende et svagt udbrud af smerte, da hun prøvede at flytte på sit før frie ben. Hun skar endnu en grimasse. Og med det samme gjorde hun alt for ikke at bevæge netop det ben for meget. Det gjorde stadig allerhelveds ondt. Kniven sad tydeligvis stadig i hendes knæ. Holdt hendes ben nede imod bordet. Hun kunne stadig mærke blødningen. Sårets helende proces var blevet blokeret brat af sølvbladet.
Men ellers var der ikke mere smerte. Alle de andre sår, han havde placeret omkring på hendes krop var ikke til at se mere. Eller mærke. Huden efterlod ikke engang små ar. Det eneste der afslørede massakren, var den store mængde af blod, der omgav hende. Det eneste hun rigtig kunne mærke - var den overraskende mangel på kontakt imod hendes hud. Der var intet stof der klæbede sig til hendes krop længere. Kulde gysninger dannede sig på hendes mave. Og det var først da, at hun opdagede hvad det foregik. Hurtigt løftede hun sit hoved, så godt hun nu kunne, og så ned af sig selv. Hun var ikke længere påklædt. Ikke rigtigt i hvert fald. Kjolen var væk. Fremviste hendes krop til alle og en hver. Hun frøs ikke, men kort tid efter begyndte hun at ryste. Det neutrale professionelle udtryk var væk i hendes røde øjne. Og nu mindede hun mest om et typisk, alment menneske. Hvis altså dette menneske lå i samme situation som hende. Frygt havde samlet sig. Og med det samme begyndte hun at kæmpe imod kæderne. Hun vidste ikke engang, hvad hun skulle sige. Hun ville ikke rette opmærksomheden imod hende. Hun følte sig skamfuld. Også selvom både hendes barm og underliv, endnu var dækket. Men hun tvivlede på, hvor længe det ville vare.

Så snart han så hvordan hendes ansigtsmuskler atter begyndte at arbejde, begyndte en hånlig klukken at runge i rummet, samtidig med at han lukkede bogen i. Som hendes stemme var blevet hæs efter alle de skrig, var hans blevet hånlig og skarp efter alt den latter. Dog var denne latter ikke særlig lang eller høj. Han stoppede den for at igen åbne munden.
”Finally awake.” sagde han med et smil på læberne. Sikke en hovedpine der måtte rasere rundt i hendes hoved på nuværende tidspunkt... Tanken om hendes smerte lod atter hans smil stråle igennem med den hånlige glans. Med en mindre anstrengelse fik han rejst sig fra sin lænestol i hjørnet af kælderen. Han havde efterhånden siddet der i ret lang tid. Den tid det tog hende om at hele og vågne igen. I mens havde han blot læst i en gammel, støvet bog på hylden, der var sømmet fast til betonvæggen. En krimi. Kapitelet han var nået til var dedikeret til voldtægt og tortur. Hans fag.


Atter lyste hans smil op i et skær af hån og skadefryd. Efter at hans ben atter var blevet vant til at bære hans kropsvægt, begyndte han ligeså stille at træde frem imod bordet. Det hånlige smil forvandlede sig straks til et lumsk, glubsk smil.
”Maya.. Du ser ud til at være ret så intelligent. Ved du hvorfor du er så.. afklædt?” sagde han imens han ligeså stille greb fat om kniven på bordet. Langsomt begyndte han at gå rundt om bordet. Den lumske udstråling var på sit højelse.
”Let me tell you.” sagde han og stoppede op ved bordets midte. Han flyttede hånden med kniven ned imod hendes mave. Pressede den ned imod hendes hud, dog ikke hårdt nok til at bryde igennem hendes hud.
”I am gonna fuck you. Hard. Really, really hard. ” sagde han. Denne gang uden nogen hånlig tone. Blot en svag, legesyg mine.


Langsomt lod han knivens spids glide op ad hendes hud. Ligeså stille nærmede den sig hendes barm. Stadig dækket af en sort bh, men ikke så længe endnu. Smilet vendte tilbage på hans læber i det knivspidsen fik fat i den lille streng der forbandt de to brystskåle. Med et småt ryk med kniven, fik han brudt den. Automatisk begyndte en svag latter at runge.
”Great rag.” hviskede han legesygt og fjernede den ødelagte bh fra hendes barm. Blottede hendes bryster helt. Endnu en klukken forlod hans mund idet han ligeså stille placerede sine hænder på hendes mave, og lod dem glide op af hendes krop. Til sidst lod han sin hænder gribe fat om hendes bryster. Kærtegnede dem. Lod fingrene glide henover dem. Atter måtte han grine, men denne gang var det ikke et legesygt grin. Ikke et hånligt. Men et lystigt. Hans øjne begyndte ligeså stille at flamme op med deres blå farve.
”Now, let's get to the fun part..” hviskede han. Atter greb han fat om kniven. Lod den ligeså stille glide ned af hendes krop, ned imod hendes underliv.

Det virkede næsten som om alt inde i Maya var gået i stå. Hendes øjne stirrede imod ham med en blanding af både foragt og frygt. Dog var det anderledes en fra før da ha blot havde stået og spiddet hendes krop med hans forbandede knive. Lige nu var det noget helt andet. Hun behøvede ikke have ham til at forklare, hvad der nu skulle ske. Som han havde hentydet til, så var hun ganske rigtig klog nok til at regne det ud selv. Hun kunne samtidig også have levet uden at hører hans vulgære udtale om hans små planer. Han syge ideer kørt på lyst. Hun sagde dog intet. Hun kunne ikke helt finde sproget frem. Hun virkede for første gang en hel del mere ynkelig. Den selvsikkerhed der ellers havde været omkring hende var blevet minimeret markant. Og hvis han ikke i forvejen havde kendt til hendes anden side, ville han nok ikke have troet den nogensinde havde eksisteret. Hendes mur havde faldet. Et hul var blevet hamret i den. Og fremviste blot en nervøsitet der ikke normalt ville hænge over hende.

Hun vågnede faktisk først mere op, da hun kunne mærke knivens spids nærme sig hendes barms påklædning. Og som den gravede sig under BH’en gjorde hun hvad hun nu kunne for at se ned imod det. Lige tidsnok til at mærke hvordan støtten forsvandt. Idet han efterfølgende fjernede skålene og hendes bryster kom helt til syne for ham forsøgte hun sig med at kæmpe imod. Vride sig fri fra kæderne.
”Slip mig fri…” Hendes stemme stoppede brat op, som hun hørte hans muskuløse hænder imod sin bare hud. Hendes krop stivnede igen. Og som han nærmede sig hendes barm begyndt hun at svaje mere og mere i ryggen. Samtidig med at hun fik klemt sine øjne i. Hun bed tænderne en smule sammen og tydeligvis var den underlig kildende fornemmelse ikke noget der faldt i god jord hos hende. Det var mere… ubehageligt. Hun kom med flere utilfredse lyde og hendes arme sitrede en smule.
Da han ellers endelig stoppede med at kærtegne hendes mere sensitive områder var det som om hendes krop atter faldt sammen. Og hun fik åbnet sine øjne på ny. Hendes vejrtrækninger var en smule tungere. Ikke meget. Men de var knap så kontrollerede som de havde været før. Knivens berøring på ny sendte de røde øjne ned ad maven igen. Og så op imod Jeremys ansigt. Hun så næsten helt bedende ud.
”Ne..Nej.. Jeg beder dig..” det var mærkeligt at lade de ord komme over læberne. Men i nuværende situation virkede de nødvendige. Hun rystede sagte på hovedet og sank tungt, alt imens hun sugede maven ind. ”Proszę!” Hvor var den sikre Maya blevet af? Lige nu var det eneste der lå på bordet en nervøs ung kvinde der næsten var nået til at bede for sit liv. Selv de røde øjne havde mistet noget af deres klare farve. Som nærmede de sig den sædvanlige grønne farve.

I det knivens blad så småt nåede hendes trusser, løsnede Jeremy grebet om kniven og lod den glide ud af sin hånd. Det efterhånden velkendte smil udspillede sig på hans læber. Kniven klirrede ned imod betongulvet.
”Why should I stop?” sagde han drillende, dog med en alvorlig undertone i stemmen. Han holdte sin hånd frem foran sig. Studere den lidt.
”If you were me..” sagde han ligeså stille imens at han begyndte at bevæge fingrene. Ligeså stille begyndte de yderste led af fingrne at stivne.
”... you wouldn't spare me. That you proved to me with that assassin.” sagde han og atter måtte han lade smilet indtage sin pragt. Ligeså stille begyndte hans negle at vokse. Langsomt ganske vidst, men man kunne se hvordan neglene langsomt voksede ud i en spids form. Hvordan de voksede ud til kløer. Hvordan neglen voksede sig tykkere og stærkere. Ændrede lige så stille den glasklare farve, til en mere uklar og gullig farve. Da kløerne efterhånden havde fået deres fulde længde, sænkede han hånden fra sit synsfelt. Kiggede overimod Mayas grønlige øjne.


”So... It's time for me to return your little favor. By rape.” afsluttede han og klukkede let. Hans blik forlod hendes øjne. Gik ned imod hendes lår, hvor hans hænder greb fat. Grebet om hendes lår var så hårdt at kløerne lige præcist brød huden. Lod små fine bloddråber glide ned. Lige så stille arbejdede hænderne sig op imod hendes underliv. Greb fat om trussernes elastikstropper der hvilede langs hofterne. Med en hurtig lille bevægelse fik skar Jeremys kløer disse stropper over. Lod ham fjerne trusserne og blotte hendes nøgne underliv fuldkomment. Da hendes kønsdele kom til syne, begyndte han atter at le.
”Look what we go here..” sagde han i mellem den ondskabsfulde latter. Han gik ligeså stille over imod bordenden. Løsnede hendes ankelkæder omkring boltene i bordets ben. For en kort stund var størstedelen af hendes krop løs. Dog ikke længe. Hurtigt greb han fat om hendes ankler og rev hele hendes krop ned imod bordenden. Brutalt og nådesløst. Så bukkede han sig atter ned imod boltene og strammede hendes kæder. Hårdt nok til at hun ikke længere behøvede dolken i knæet. Dog lod han den sidde for hendes ubehags skyld.

Med fikse og hurtige bevægelser fik han knappet sine bukser op og trak dem ivrigt ned, sammen med hans underbukser. Hans øjne flammede op af lyst. Kropshårene på hans arme begyndte at gro. Et dyrisk udtryk indtog hans ansigt. Og med rasende hast strømmede blodet ud i hans lem. Det rejste sig hurtigt, kom til syne under folderne af hans lasede undertrøje. Lystigt begyndte han så småt at kærtegne sit lem, imens han tog position ved bordenden. Han greb fat om hendes ben. Spredte dem til siden i en hensynsløs bevægelse. Det var ikke Jeremy der havde kontrol over sin krop længere. Det var hans varulveside. Den produktive bæstside af ham.
Ivrigt pressede han sit lem imod hendes underliv. Mærkede kort en lille hinde der blokerede, men dog krævede det intet at bryde denne. Blod kom til i hendes åbning. Han trængte lige så forsigtigt ind i hende.
Det vilde dyr i Jeremys krop strålede af lykke da han mærkede hendes kolde indre lukke sig om hans ædlere dele. Stille og roligt trak han sig ud, dog ikke helt. Næsten med det samme gled han op i hende igen. Denne gang med det samme lykkelige følelse.
Dyrisk forsatte han med at støde hårdt op i hende. Hårdere og hurtigere igen. Kæderne raslede da hendes krop stødte ned imod bordpladen. Efterhånden blev lyden af hud der hamrede imod hud, kæder der raslede, og bordet der rykkede højere som han stødte op i hende. En sand vildskab strålede igennem ham. De blå øjne brændte af lys. Hans negle var atter vokset frem til kløer. Hans hjørnetænder havde skudt frem som hugtænder. Ørene var blevet spidse og behårede, og hans hårvækst havde bredt sig og vokset sig stærkere. Alt sammen grundet denne voksende følelse af begær og lyst i ham. Og som et rovdyr der havde fundet sit bytte, så han ikke ud til at ville slippe hende foreløbig. Bordet rykkede atter og kæderne sang deres sang.

Maya bed atter tænderne sammen, som hans klør langsomt brød igennem det tykke hud ved hendes lår. Hvis ikke hun havde været nogenlunde fokuseret på alt det andet omkring hende, ville hun nok ikke have hørt lyden af stof, der blev skilt fra hinanden. Tråde, der blev revet over. Ødelagde den beklædning, stoffet så fint udgjorde. Hun stivnede ved lyden. Og følelsen der efterfølgende blev sendt igennem hende. Følelsen at ikke at have noget dække ved sit underliv. Det var ubehageligt. Hun følte sig ikke bare nøgen, eftersom hun sjovt nok var endt sådan, men hun følte sig også fremvist. Det at denne hybrid havde frit udsyn gav hende frastødende fornemmelser. Hun lukkede selv sine øjne i, som ville hun på den måde kunne styre hans. Og få fjernet hans blik imod hendes krop. Hun havde aldrig været den bedste til at kontrollere sig lige omkring det punkt. Hvilket forklarede hendes sædvandlige påklædning af lange ærmer og konstante strømpebukser. Hun forholdte sig altid dækket godt til. Hvilket var det modsatte af, hvad hun var nu.
Et overrasket udbrød lød fra hende, i samme øjeblik han pludselig træk hende længere ned. Kniven i hendes ben gjorde ikke ondt mere. Hendes ben var mere eller mindre bedøvet af sølvets effekt. Men hun kunne stadig mærke den. Og hun kunne stadig ikke gøre meget andet end at vrikke med tæerne. Hun åbnede hurtigt sine øjne igen og forsøgte sig med at se ned imod ham. Men med armene, der nu blev strakt helt ud af på grund af kædernes mangel på længde, fik hun ikke meget udsyn end sin egen barm. Hun prøvede at spjætte lidt ned sit andet ben, men hans greb var overraskende stærkt. Hun var trods alt stadig svækket en hel del. Hendes unødvendige vejrtrækninger blev mere paniske. Og det blev ikke bedre af at hun begyndte at hører flere lyde fra ham. Som bukserne der blev trukket ned.

Hele hendes krop stivnede med det samme, hun følte ham presse sig længere ind i hende. Hun følte sig umådeligt utilpas. Og hun spændte hver en muskel, som forsøgte hun at holde ham ude. Men han fandt alligevel vejen. Et piv kom fra hende. Sammen med et halvkvalt skrig, hun tydeligvis havde prøvet og holde ude ved at holde sine læber presset sammen. Hun havde aldrig forventet at det ville gøre så ondt. Det kom bag på hende. Hun havde altid hørt at sex var behageligt. Men dette var langt fra det. Hun klemte hårdt sine øjne sammen. Hun klemte sine hænder hårdt sammen. Krummede tæerne. Lige inden stødte op i hende igen. Med lidt større kræft end før.
Hendes grønne øjne spærrede sig op og et gisp lød fra hende. Hun svajede markant i ryggen og stirrede lidt op imod loftet. Hun følte sig allerede helt ør i hovedet. Det var utroligt underligt. Og hun var ikke det mindste begejstret. Hun kunne mærke hvordan hun selv nærmest blev sendt frem og tilbage på bordet. Hendes vejrtrækninger blev hurtigt mere heftige, og hendes hals blev tør. Hun kunne ikke sige noget. Hun var for en gang skyld mundlam. Hun kunne ikke få ordene frem. Hun lå bare der. Og var i et stadie, som næsten fik det hele til at virke som en drøm. Et mareridt. Hun kunne pludselig mærke kølige dråber, der gled ned over hendes kinder. Rødlige dråber der farvede hendes allerede blodige blege ud. Tårer fra hendes øjne, der blot valgte at forlade hendes øjne. Selv uden hun blinkede. Hun følte sig svag. Overmandet. Og det vidste Jeremy nok allerede. Han havde vundet en af deres kampe. Hun var skamfuld overfor, hvad det hele havde endt ud i. Hvis bare drabet på ham havde lykkedes.

//Out.//