You should probably just lay down with the rats.. [Ma'lakel]

Sted; Allées - Gyderne.
Tid; Omkring 23.
Vejr; Lidt blæsende og overskyet.


Aftenen havde gået hurtigt, måske endda lidt for hurtigt. Men det gjorde ingenting. Zoreí havde fået hvad han var kommet efter. Egentlig var hans aften startet som en hyggelig tur i byen, men indenfor knap en halv time havde han fået aftenens sødeste duft og havde scoret sig en tur hjem med pigen hvis navn han ikke kunne huske, men fuld kunne han huske at hun var. Hvis det havde gået efter hendes hoved havde der sikkert været en del mere intime handlinger. Men Zoreí var taget med på tom mave, hvilket betød at intet andet end blod havde plads i hans tanker.
Han havde forladt pigens lejlighed efter at have taget godt for sig af 'retterne' efterladt hende på hendes seng, inderst inde måske lidt håbefuldt om at han ikke tog for meget af hendes blod, hun skulle jo helst gerne vågne. Dog havde hun givet lyd fra sig inden han gik så helt død var hun ikke, hvilket vel på sin vis var en meget god ting - Det var jo ikke fordi at Zoreí var ude på at slå ihjel, og dog. Han havde oplevet det et par gange og havde lidt lært at leve med følelsen af at have taget et liv. Det var jo noget han kom til, det var ikke med vilje.. Han kunne nu håbe på at pigen var typen der ikke husker meget fra en tur i byen.

Han havde derudover taget sig den frihed at låne pigens bad og efterlade lejligheden uden at ryde op efter sig selv. Det havde han ikke lige følt for, og hvad man ikke lige føler for behøver man skam heller ikke at gøre. Men nu var det heller ikke fordi han havde rodet det hele til. Badeværelset svømmede måske lidt i vand og der lå puder og tæpper lidt over det hele men ellers var der som da han var ankommet.

Han havde forladt lejligheden ud gennem et vindue og var nu planten stabilt på jorden i en gyde som han mente at kunne gå igennem for at komme til en 'hovedgade'. Så han måske kunne finde ud af hvad resten af hans aften og nat skulle bruges til. Lige denne gyde havde han ikke som sådan opholdt sig i før, men han var sikker på at hvis han bare gik ville han da nok komme ud på et eller andet tidspunkt, så lang kunne den umuligt være. Her var ikke rigtig noget liv nogen steder, rimelig stille og heldigvis var man i læ for den blæst der holdt til mange andre steder. Dog var her en forfærdelig stank hængende i luften, en lugt han ikke helt kunne spore sig frem til hvad var, men grimt lugtede det og den distraherede hans 'fært' for at komme ud af gyden - han kunne dog høre folk et stykke væk, eller hvor tæt på de var vidste han ikke helt. Det var ikke fordi han havde en meter måler indbygget i sit hoved.

Han trådte kort til siden ved en pludselig lyd og kom med et kort chokket hvæs da en rotte sprang frem fra en bunke skrald og løb langs muren ned gennem gyden. Zoreí stod stille nogen sekunder for at dunne sig over det chok han alligevel havde fået. Dog rystede han så kort på hovedet af sig selv. At blive bange for en rotte.. Pathetic.

,, Jamen så tag en af rotterne!”

Hvislede Sinclair hidsigt, bag den nikotin fyldte røgsky der gled fra hendes rød malede læber. Hendes ansigt tungt af års manglende ynde. Hendes tænder gule og nogle få var rådnede. Det efterlod sorte pletter i hendes ufuldendte perlemors smil. Huden var rynket, udtørret og dækket i et tungt lag make-up, der skulle agerede lykkemiddelet og fjerne de skønhedsfejl hun bildte sig selv ind hun ikke havde. En brugt, udkonkurreret bordel-mama. Eller det var måske så meget sagt; der havde ikke været nogen oppe i hende siden roderkonges tid.

,, En rotte? Skal vi bare tage en fra gaderne?”, spurgte Alain skeptisk.

Alain var en simpel lille skabning. En humoristisk undskyldning for hvad en mand burde være og hvordan han burde se ud; aldrig havde man set en tyndere dødelig; ribbende kunne tælles, ryghvirvlerne var let synlige, og hans ligblege ansigt fik ham til at se syg ud. Hans hår var halv-langt, tjavset og mørkebrunt. Hang ned over de spidse øre og dækkede for de blodsprængte øjne, og de sorte rander der indrammede dem.

,, Du vil måske ofre dig selv?”, spurgte Sinclair.
Hendes toneleje antydet at hun morede sig i hendes overlegenhed; hun kendte allerede svaret.

Alain kradsede nåle mærkerne på sin arm og så ned i jorden. Ærmet af hans grå t-shirt gav en blafrende lyd som hans hånd slog op imod det.
,, Ma’lakel!”, kaldte han i en bedende tone.

Og i hjørnet af det lille kontor; komplet med et stereotypisk bordels arrangement, bestående af fløjs røde møbler og broderede puder med guld-sting, sad en skikkelse der syntes noget så malplaceret ved siden af bordel-luderen og den åbenlyse lykke-junkie:

Hans hud bar præg af solens velsignelse, da dens mørke ydre tillod en illusionen om en eksotisk herkomst. Den reflekterede den dunkle lampes skær; dansede over den muskuløse nakkes overflade og skabte et fatamorgana af skønhed, en tabt skønhed. For rørte man ved det mørkebrune skin ville ens fingre møde en hårdhed, som lod man fingerspidserne nænsomt glide over læder. Den bløde gunst i hudens porer var ikke andet end et skalkeskjul for dens egentlige formål; at beskytte dens ejermand. Ar prægede den, komplimenterede den og fortalte historier om fortabte modstandere der ikke havde kunnet stå imod dens panser. Lampens lys oplyste også de mos grønne øjne, hvis fordærv ledte deres farve ind i en meget mørkere nuance end hvad den oprindeligt havde været; alder. En synlig alder var tydelig i dem, men ingen visdom. Ingen usagte sandheder og profetier om håb og næstekærlighed. Der var små gyldne tråde i dem; så tynde som en edderkops spind, og ligesom samme var det kun når lyset ramte korrekt at gav de sig tilkende i et flirtende glimt. Pupillerne forholdt sig menneskelige, men blikket var fjernt, tynget af manglende tilstedeværelse og en passiv umenneskelighed. Man kunne næsten kalde det arrogance, men hvis bare det var så vel; det var tankeløshed. Drevet af den flamme som de store, ru, hænder fremmanede og lod brænde i hans håndflade. Det oplyste ansigt var ikke et billede på den overnaturlige skønhed man kunne finde i andre overmenneskelige arter. Kantet, hårdt, middelmådigt og i bedste fald kun kønt. Næsen var let kroget, læberne tynde og kæbe partiet stærkt og markeret, ligesom kindbenende. Unikt, men ikke overdådigt. Aldrig smukt.

Han var iklædt en slidt læderjakke der gik til anklerne, stod han op. Enderne var revnet, blodpletter komplimenterede den, skidt hang i kanterne på den. Under den var der en mat, mørke rød, t-shirt der i modsætning til Alain’s sad stramt omkring det muskuløse bryst og maven. Sorte cowboy bukser med slidte revner over lårene og ved knæene, dækkede den nedre del af kroppen og endte i sorte beskidte militær støvler. En tyk kæde hang om halsen på ham, hvilede over midten af brystet. Hænderne var iklædt fingerløse mørke handsker. Håret var lagt bagover og nærmest klamrede sig til hans hoved, udover en enkelt rebelsk tot der faldt ned over venstre øjenbryn, som dinglede skadefro og hånede Ma’lakel med sin selvstændighed.

Først efter Alain kaldte for tredje gang reagerede Ma’lakel; de grønne øjne gled over imod den spinkle mand i en langsom vandren, inden de låste sig på det blege ansigt. Hvem kunne elske med sådan et skellet? Og hvorfor skulle det levende lig med? Som et humoristisk side-kick? Alain sagde ikke noget, men så over på Sinclair som han gav ordret uden tøven. Underdanig som en tæppe-tisser.

,, Tag Alain med, bring mig en der ikke ligner noget katten har kastet op. Noget som kvinderne vil sprede ben for, og mændene vil klemme pikken i!”.

Sinclair satte sig ved sit skrivebord og så imod Ma’lakel med et sigende blik.
Halv-dæmonen var stille et øjeblik, næsten som om han ikke havde hørt hvad kvindemennesket havde sagt, men det var dog ikke sagen. De tynde læber spandtes i et bæst-smilt der stolt fremviste den række af sylespidse tænder der prydet Ma’lakels mund. De grønne øjne gled så hen på Alain der stivnede i samme øjeblik.

Ma’lakel rejste sig; den to meter høje jætte lignede næsten en kæmpe i forhold til sine artsfæller, selv blandt fuldblods racer. Han gik hen til den stivnede Alain og kastede junkien over skuldren, hvorefter han bukkede melodramatisk for Sinclair.

,, En rotte, siger du? Sinclair, det finder vi jo aldrig, der er kun rige mennesker i slummen med deres skrumpede toilethunde…”, han stoppede et øjeblik i søgen efter det rigtige navn. ,, ’Chihuawa?’”, et træk på skuldrende indikerede dets ligegyldighed, målet var nået dog og Sinclair var irriteret. Sarkasmen var gennemført.

,, Afsted!”, kommanderede hun.
Betalende kunder var altid så seriøse. Ma’lakel vendte om på hælen og spankulerede ned igennem bordellet med den stakkels Alain hængende over skulderen som et nedlagt bytte.


Timer havde Alain og Ma’lakel brugt for at finde en passende ’rotte’ til Sinclair’s eksperiment, det havde desværre ikke resulteret i så meget andet end et par vild farede varulve, nogle af Alain’s bekendte (junkier), og ingen af dem passede på Sinclair’s beskrivelse: ’Nogen kvinderne ville sprede ben for og mændene ville klemme pikken i’. Men som alt håb syntes ude kom lyset! Ma’lakel opfangede færden af et individ; det lugtede ikke forfærdeligt stærkt af den velkendte fordærvelse som lurede i Terre’s gyder, så måske havde de fundet en kandidat? Alain var i midlertid travlt optaget af at tale med nogle af hans bekendte, for at få et fif omkring hvor de kunne finde en luder der ikke var alt for brugt. Ma’lakels øjne lyste op i en ophidselse grundet umætteligt nysgerrighed! Uden så meget som et ord gik han fra sit ubetydelige sidekick og fulgte færden af ’nyt kød’. De skærpede sanser var efterhånden mere end vant til lugten af libris mortis, og derfor syntes den fremmedes lugt at stå ud endnu mere.
For indehaveren af den fascinerende lugt ville der komme noget imellem denne og dens vej ud i friheden - ud til den hovedgade samme sigtede efter. Oplyst let af hvad dunkelt lys Terre’s slum kunne præstere, tårnede den store halv-dæmon op for enden af den gyde denne befandt sig i.

En rotte susede forbi hans fod. Mørket lagde sig kærligt over det ukønne ansigt, og det mørke ar over den ene kæbe som endte ved kindbenet, markeret af det dæmpede lys. Hvad der var mest chokerende var dog de grønne øjne der lyste med en sådan intensitet at det afgav en følelse af dyrisk sadisme; som en kat der endelig finder en rotte fanget i et hjørne uden mulighed for at flygte. Læberne skabte endnu et bæst-smil men denne gang med en sådan næste kærlighed så man skulle tro at han var blevet forelsket i samme øjeblik hans øjne faldt over den sort hårede dreng.

,, Whhhhaaaattssss this?”, udbrød han med amerikansk accent.

Hans mørke stemme var som torden, med en hæs undertone og en charmende dog også nervepirrende raspen. Og den indeholdt en legesyge i sig, der fik Ma’lakel til at virke som et ondsindet barn der endelig havde fundet sig et levende legetøj!
Han begyndte at gå imod drengen; hans skridt forårsagede en raslen fra metal genstande i lommerne.

,, Hvad laver en sådan udsøgt museunge som dig dog her? Yeh lost?”.
En falsk sympati lå i de sidste ord.

// Ridiculous længde, insp amok. Forgive me. Og undskyld ventetiden.

Zoreí lod stille blikket glide rundt i mørket, chokket over den irriterende rotte var lige ved at have lagt sig da han bemærkede noget ikke så langt fra ham i gyden. Først tænkte han ikke videre over det, en efterhånden dårlig vane at have fået, sådan at ignorrer alting der sker omkring en, men at lægge mærke til en rotte? Jo tak. Intet problem. Han rystede kort på hovedet, mest for at ryste ondsvage tanker ud af hovedt, han havde ikke behov for at tænke på lige gyldige ting - Til tider overvejede han om han overhovedet havde brug for at tænke. Det var vel ikke nødvendigt.

" Fuck sake! " mumlede han lidt i chok og rettede blikket mod skikkelsen som havde besluttet sig for at sige noget. Zoreí havde nok mest af alt regnet med at det bare var en tilfældig person der var gået forbi forenden af gyden men det havde tydeligvis ikke været tilfældet. Hans blik fæstnede sig mod den fremmede person der trådte frem i mørket. Normalt var Zoreí ikke helt let at skramme, men åbenbart her til aften var han mere kylling end forventet. Først bange for en rotte, og nu utryg ved selskabet fra en fremmed. Det plejede ellers aldrig at være et problem. Det var sikkert undertonen i den fremmedes stemme der havde fået hårende i hans nakke til at rejse sig.

" Duude, man plejer lige at gøre folk opmærksom på at man er til stede " sagde han så bare, hurtigt og med et strejf af irritation, halv mumlende, ikke vigtig viden. Bare for ikke at fortsætte sine typiske ord i chok. Han burde bruge sine forstærkede sanser mere ofte, men til tider var han så fokuseret på ingenting at han glemte at være til stede.

Han fulgte, manden, med blikket som han kom nærmere. Zoreí instinkt sagde ham at han nok hellere måtte smutte, men der var noget der fik ham til at blive. Han havde det sidste lange stykke tid haft en hverdag der gik i ring, følt sig indespærret bag mure for ikke at komme i nærheden af solen, bruge sin nat på at have det sjovt med tilfælde halvfulde unge mennesker der ikke kunne finde hoved og hale i noget som helst. Også det hele om igen. Men nu lod det til at der rent faktisk skete noget, mere eller mindre. Måske med en halv usikker mavefornemmelse. Han valgte da hvert fald at blive stående hvor han hele tiden havde stået. Hans hoved havde sømmet hans fødder til jorden.

Zoreí kunne mærke sit katte instink boble rundt indvændig og han havde allermest lyst til bare at gå. Det var en fornærmelse sådan at blive kaldt en musseunge, hvert fald i Zoreís hoved han rynkede kort panden før han rystede på hovedet.
"Nix... Egentlig ikke nej " sagde han så bare kort, uden så meget følelse i noget som helst. Han følte ikke han var faret vild eller noget, han kunne sagtens finde rundt, dog følte han sig en smule lost i sit hoved. Igen, han burde stoppe med at tænke så meget over ligegyldige ting.
" Why? ville du vise mig vej til hvorhen jeg så skulle hvis jeg var? " spurgte han så og lagde kort hovedet på skrå, stadig med blikket rettet mod den fremmede, som ikke ligefrem blev mindre skræmmende af hvor længe han så var der. Tværtimod.

Der var noget vildt i hans øjne - en rendyrket umenneskelighed. Sadisme. Men ikke den åbenlyse seksuelle sadisme; her var der ingen trusler der kun blev praktiseret bag lukkede døre. Slagmarken var ikke den hjemlige seng, og partneren var aldrig den samme faldende ægtefælle. Målet var heller ikke at pifte nævnte ægteskab op med lidt stearinlys dryppet på partnerens maveskin, ej heller en ynkelig undskyldning af en læderpisk, og håndjern lavet af et bøjeligt metal. Denne sadisme var lige så skinsygt uvirkeligt, okkult og indirekte faretruende, som resten af kæmpen der nærmede sig den yngre knægt. Liderlige gyldne tråde voldtog de dybgrønne. Men selvom der fandtes denne brændende glød i blikket, lå der også en ubehagelig ro på overfladen. Selv samme stilhed der hviskede små hemmeligheder til hvem end der så ind i dem; en lille bid af alderens sensuelle præg – erfaring. I måden han bevægede sig, som en legesyg kat der næsten dansede sin vej hen til sit næste måltid. Hans skridt var dog ikke elegante, langt fra, men hans kropsholdning var på sin egen vis ligeså uhyggeligt nervepirrende som hans blik. Flirtende, uanfægtet af løgne og de forskellige gættelege som mennesker så ofte bruger når de vil forfører et andet væsen. Ma'lakel var derimod forstyrrende ærlig. Der var en aura der gjorde det tydeligt at han var interesseret. Hans blik sagde det. Hans smil hviskede det. Det var let at forestille sig at der faktisk lå reelle følelser under hans læderagtige hud. Hvem ville ikke føle nakkehårene rejse sig ved at blive iagttaget så intenst? Mos grønne øjne der slog gnister, som en ophidset flamme! Og de blev kun mere farverige dets tættere han kom på kiddet foran ham.

Endnu en lav latter, fra det vibrerende stemmebånd, bifaldt drengens egen stemme. Hvilken sitrende fornemmelse den dog fremprovokerede; som var hvert ord denne udtalte en del af en udsøgt symfoni, tilegnet mørkets guddomme. Hvilket utopi der udfoldede sig i Ma’lakels krop som var han allerede høj; fingerspidserne snurrede, hjertet slog det ekstra slag hurtigere og tungen smertede, hungrede efter smagen af den lyse hud der så skånsomt dækkede den unge maestro’s kød.

Den raslende lyd fortsatte, og lod kun fantasien sætte en grænse for hvad halv-dæmonen bar rundt på sig af metal i lommerne. Alt imens den sorte læder frakke veg til siden for hvert skridt han tog, og læder bæltet om hans hofte afslørede et sølv glimt i siden af det: antydelsen af et våben. Ved den venstre side af halsen kunne man se en tatoovering som snorede sig op over den mørke hud. Lige så sort som natten selv, men med samme effect som slangen der hypnotisere sit offer inden den æder det. Dets mønster i helhed var endnu ikke afsløret, kun takkede spidser der strakte sig op imod hans kæbe linje og stoppede der. Små sorte pigge. Hårets nuance havde en brunlig farve, der afslørede sig som han kom tættere på. Ligeledes tændernes gule emalje; dets uhygieniske misfarvning.

Den samme morskab kunne fornemmes i gigantens stemme som han endnu engang talte, besvarede ungens spørgsmål.

,, Vise dig vej til hvor end du skulle hen? Why would yeh need me to guide you, ratty? Når du lige har sagt at du ikke er faret vild.”, gentog han næsten betænksomt.

Hans øjne vendte til himmels for at udleve det skuespil han mesterligt opsatte. Han syntes at overveje det nøje med et fraværende blik, inden hans øjne gled stålfast tilbage på drengen. Og man kunne let få fornemmelsen af at han aldrig rigtig havde slubbet ham af syne, selvom han havde set væk.

,, Hmmm… ”, nynnede han næsten.
Da han nåede knægten stoppede han først op foran ham, han vendte om på hælen og ungen ville føle den store, varme, ru hånd på sin ryg der gestikulerede ham til at gå.
,, - med mindre du selvfølgelig er for langt fra kloakkerne til at kunne snuse dig igennem skidtet?”.


// So sorry for the wait D: