I won't even wish for snow - Millicent

Børnenes råb og høje latter fyldet rummet med en sørgmodig glæde. Glæden fra børn man vidste ikke havde meget af den. Efterladte til deres egen skæbne.
Gordon havde altid selv haft et trygt og godt hjem, så i bund og grund havde han ingen ide om hvad det ville sige at leve det liv disse børn måtte. Mange af dem ville højst sandsynligt ende socialt handikappede eller som kriminielle på grund af tidlig omsorgssvigt, men det betød ikke at man ikke kunne hjælpe så godt man nu kunne. Han vidste alt for godt hvordan det var at blive efterladt, selvom det måske var hans egen skyld.

Han smilede svagt til Millicent, og svarede blot. "Nej. Nej det er jeg ikke.".
En kvinde lidt ældre end dem var gået dem i møde. Hendes grå øjne skinnede af liv, på trods af at hendes hårde arbejdsdag havde givet hende dybe rander under øjnene.
"Stella." Hilste han på kvinden. "Det manglede da bare. Millicent her hjalp med at finde det." Svarede han og præsenterede dem.

"Det var da også på tide du fandt dig en kæreste!" Udbrød Stella pludseligt. Før havde det været svært at høre hvad hinanden sagde på grund af børnejublen, men netop denne sætning gik smertefuldt stærkt igennem.
Gordon rømmede sig lidt og kiggede ned i jorden.
"Argh sådan er det ikke. Vi er ikke.." Svarede han lidt forlegent, men opgav da en lille pige med lysebrune rottehaler fik fat i hans hånd og halet ham afsted længere ind i forhallen, så Millicent stod tilbage.

Ikke længe efter dukkede en lille lyshåret pige med lidt uldet hår op foran Millicent. Hun var yngre end den anden pige, og i hendes nattøj. Hun måtte have været puttet i seng da træet ankom. Hendes store blå øjne betragtede vampyren, selvom hun ingen ide havde om at kvinden ikke var et almindeligt menneske. En slidt teddybjørn hang fra hendes ene hånd.
Så brød hun ud i et stort smil op imod Millicent, og rakte en lukket hånd frem. "Når jeg bliver stor vil jeg være præcis som dig!" Udbrød hun begejstret. "Her. En gave. Glædelig jul" Fortsatte hun og kunne næsten ikke udtale 'glædelig', som mere blev til 'gedelig'. Hun åbnede sin hånd og afslørede et slidt spænde til håret: http://www.silver-jewellery.eu/image/cache/data/09.07.2012/IMG_0487-800x600.JPG og lige meget hvor meget Millicent ville nægte at tage imod smykket, ville hun ikke have den tilbage. Derimod ville hun smile stort og forsvinde igen hvis ikke Millicent sagde noget mere. Fik hun noget til gengæld ville hun lyse op som solen selv og stolt løbe hen for at vise den til de andre piger.

På den anden side af mylderet af børn havde Gordon løftet pigen med det lysebrune hår op på skulderen, så hun kunne sætte en rød julekugle på en af de øverste grene. Hun så stolt op på den og lo da den endelig sad fast.

Millicent var nu ikke helt enig med Gordon. Hvad hun havde oplevet indikerede han var en ret særlig fyr. Der var ikke tid at sige han imod, for Stella som kvinden hed, begyndte at sludre...og vrøvle en smule.

" Gordon er ik..." Prøvede Millicent i munden på Gordon , men det faldt til jorden med et bragt og Stella nikkede sigende , da Gordon blev trukket væk af en sød lille pige.

" De er vilde med ham...han er ligesom julemanden for dem...bare at han kommer oftere og har bedre tid " smilede hun og så efter ham.
Millicent kiggede også...

" så han kommer her tit ?" Spurgte hun ivrig for at danne sig et mere helstøbt billed af ham, at få lagt fragmenterne sammen .

" ja...to tre gange om måneden som regel. Han plejer st komme alene " sagde Stella , og så på Millicent med hoved på skrå.

Millicent ville gerne svare, men en lille tumling pige kom rendende lige hen til hende, og Millicent gik ned på hug, for de bedre kunne se hinanden.
Pigen var et noget så kært syn, sådan et man kunne kaste sin kærlighed på ved første øjekast.

Millicent havde taget den lille hånd i sin, og til al held var der ingen tænder der pressede sig på, så hun så ikke farlig eller skræmmende ud.

" Ligesom mig ? Jeg tror du skal være dig selv...for du er en dejlig lille prinsesse " smilede Millicent varmt .
Pigen var jo bedårende og det stak helt af for Millicent da hun så fik stukket en lille gave i hånden.

Hun kiggede ned og pigen smeltede jo nærmest Millicents hjerte, med den fine lille hårnål...med et hjerte formet i den ene ende.
Millicent skænkede det ikke en tanke at den var slidt, bare at det nok var en af de få egendele pige havde.og det rørte hende dybt.

" Tak...wow den er vel nok flot" hun trak den hvide strik hue med glimmer i af, og fæstnede straks nålen i sit hår. " Må jeg se om den her klæder dig ?" Millicent placerede huen på pigens lille hoved og rettede den til.
" Den er perfekt...du er virkelig smuk. Glædelig jul " smilede hun og så den lille pige galoperer afsted.
Hun ville ønske hun havde haft noget bedre i sin taske , men der var ikke rigtig noget godt der.

" Hvem er hun og hvad er hendes historie ? " spurgte hun Stella, og håbede det ikke kunne høres hvor meget pigen havde ramt hende i hjertet.
Hun så kort mod Gordon. De små flokkedes om ham.
" Skal vi også have gaver under...skal vi Mr. Matthews ?" Spurgte en af de små drenge spændt.

Den lille pige lyste som en supernova da hun fik den hvide hue på, og løb straks afsted for at vise den frem til alle, som næsten med åben mund beundrede hendes nye 'fund.
Når man havde næsten ingenting var alting vel en skat. Hun lo og pegede imod Millicent, og hoppede op og ned.

Stella smilede efter børnene. Hendes ansigt bar præg af hvor hårdt det kunne være at se efter 12 mere eller mindre skadede børn hver dag.
"Kira hedder hun" Forklarede Stella. "Hun er offer for massiv omsorgssvigt fra forældre i narkotika miljøet. Hun kom her da hun var 2. På trods af den hårde medgang virker hun dog ikke til at være så usikker og indadvendt som mange andre med lignende baggrund" Smilede kvinden, og så rundt på de andre børn. Mange var livlige og løb rundt, imens andre havde et særligt usikkert præg af ikke at føle verden som et sikkert sted. Noget der sikkert aldrig var nogen der kunne ændre rigtig på.

Gordon havde sat den lille pige ned, og havde selv sat sig på hug for at tale med dem alle. Han kom ofte og kendte børnene. De havde altid hver især noget at sige, nogle af dem skulle man bare spørge sig frem til det. Lige nu havde nysgerrigeden dog vundet alle børnene, og de var alle samlet om træet hvor deres opmærksomhed lå på enten Millicent eller Gordon.

Gordon kiggede på drengen der havde spurgt om gaver. Han var en lille mager en, men med et smil der kunne overdøve stjernen der snart kom på træet.
Gaver? Det havde han slet ikke tænkt på. Gordon sukkede og kiggede rundt på børnene der lyttede forventningsfuldt.
"Jeg har desværre ikke gaver med" indrømmede han næsten med dårlig samvittighed. Efter et par sekunder gav han op for alle de små øjne der så på ham.
"Okay okay. Det kunne være jeg spørg julemanden om han ikke vil komme og lægge en gave under træet til jer hver." Smilede han så og rejste sig helt op. Så vidste han da hvad julenat skulle gå på. Så kunne de vågne op til gaverne juledag.

Han bevægede sig tilbage imod Millicent.
"Søde er de ikke?"

Millicent , berørt af historien om den lille Kiras baggrund , talte sine tanker ud højt.
" Tænk...at smide guld væk på den måde. Det er forfærdelig hvad en afhænighed kan gøre ved folk...når man ledes ned af en forkert vej, en usund og ikke kan finde ud af at gå den rigtige vej...selv ikke når et smukt lys som hende lyser vejen op" smilede Millicent til Stella.
Pigen havde kickstartet en hel hær af tanker der marcherede i tænkt inde i Millicents lidt rodet hoved. Hun foldede armene, så hun nærmest holdte om sine egne albuer.
Tænk...tænk hvis man kunne gafle en lille pige...jeg mener..adopterer en lille pige...eller ...argh...tænk bare at leve et liv der ville indeholde børn, så evigheden ikke blev så egoistisk og narcissitiske en tilværelse.

Børnenes øjne sprang rundt på hende, og på Gordon.
Det fik hende til at spekulerer på om deres uventet opdukken kunne risikerer at sætte kog i helt forkerte tanker og håb, for de små.
Ville de mon i al hemmelighed begyndte og drømme om det rare advokat og den blonde dame, om de ville måske adopterer et eller to af børnene ?
Hun håbede det ikke. At skulle knuse håbfulde børns ønsker, ville være hårdt og en meget sur tjans.

Men det lid til jule farvede deres sind.
" OOOH...det er julegaverne de taler om" udbrød Millicent og ville ønske hendes økonomi var et hak bedre. Hun så på det store træ. De havde jo ret....der burde være smukke gaver under, en til hvert barn...og frk.Stella.
Hun så en kende slidt ud. Glad med meget slidt.

Gordon kom tilbage, og hun gav sin anerkendelse .
" Det er skønne unge..kunne ikke undgå at høre det med gaverne. Det var du MEGET heldig Gordon " lo hun mildt og strøg ham hurtigt over kinden, en måske for personlig gestus og uvant hende at gøre med andre end hendes kæreste.det var alle de børn og deres ansigter der blødte hende op.
" tænk at du får dit store ønske opfyldt...santa ! " drillede hun og hentydede til samtalen om at klæde sig i rødt og komme ned af skorstenen.

Bag i dem jublede børnene og dansede i ring om det store træ.
Begejstringen var stor og der var opstået en helt særlig aura i den store stue.
Stella klappede i hendes små hænder .." åh Gordon...du har redet julen for dem. tusind tusind tak " kom det varmt fra den rødhåret pige.
" kan jeg byde på noget at drikke..til dig og deres...veninde ?" Spurgte hun ind til.
Der var da både kaffe,the og kakao ude i bagkøkkenet, så hun kunne hurtigt fiske noget frem til dem.

Stella nikkede sigende. Havde Millicent spurgt Gordon ville hun vide at Stella var en bekendt fra natklubberne dengang han var yngre. Hun havde ligesom ham levet et hårdt liv, men modsat hans alkohol havde hendes dæmon været metamfetamin, og meget af det. Lige indtil en rigtig dæmon havde set hendes vej, og efterladt hende med ar på sjælen. Nu var hun en helt anden.
"Afhængighed er tit ikke noget man opdager man har, indtil det river dig fra hinanden. Om det er narkotika, alkohol eller en helt tredje måske mere emotionel ting." Svarede hun sigende.
"hvad mener du?" Spurgte Stella så blankt til Millicent tanker omkring at 'gafle' en. "Selv kvinder af din slags kan da adoptere. Man ser det meget, fordi i ikke selv kan. Selvfølgelig er det da noget jeg er påpasselig med når jeg adoptere børnene væk" Smilede Stella, og blinkede en gang for at sige at det var deres lille hemmelighed, men så skyndte hun sig videre med et vink, da en julekugle blev smadret imod gulvet.

Gordon smilede da han kom tilbage.
"Min økonomi kan holde til det. Besides... så ser jeg godt ud i rødt" Han blinkede drillende, og så tilbage på dem. Børnene ville snart blive puttet i seng, og imorgen ville de igen kunne glæde sig og synge sange om træet. Han kunne mærke hans kind brænde, hvor en ellers meget kold hånd havde rørt.

Da Stella fik sagt noget vinkede han blot med et smil. I forhold til det arbejde hun lagde i de børn var han ingenting.
Så så han tilbage på Millicent med et spørgende blik. De kunne få noget her, men også tage hjem og pynte det lille træ.

Millicent bekræftede med et nik, at hun var enig med Stella.
Og så skulle der ellers ikke bores mere i det, for det var et trist emne.
Uretfærdighed var een ting,med at børn levede med det , og med utryghed og måske foruden kærlighed, var noget hun havde svært ved at rumme.
Stella fik hende til at holde vejret . " Min ...slags...du..du ved ...det? " hakkede hun sig igennem og forsøgte at snuse ind og se om der var en duft af væsen over Stella, som Millicent ikke havde opfanget endnu? Det synes der ikke umiddelbart at være, men Millicent var en nød til det med at skælne racer ...djævle var helt håbløst, og aspara havde hun aldrig mødt. Blandningsracer var et lukket land for hende og sådan kunne hun blive ved.
" Det ville være hårdt for et barn...kun at se sin mor om natten " mumlede Millicent , ivrig for at skifte emne. Hun og Andrija ville være et forfærdeligt forældre par...det var selv Millicent begyndt at indse.
Men ...Gordon ? Han kunne måske..?

Stella forlod hende med et lille blink, og af en eller anden årsag, vidste Millicent at hun var til at stole på. Det var en god følelse. Uheldigt ville det være, hvis Stella om lidt for rundt og skreg VAMPYR VAMPYR til højre og venstre, eller dukkede op med en riffel ladt med sølv kugler. Uheldigt.

Gordon kom tilbage, og Millicent drillede med julemande aktet.
" Hmmmm du vil HELT sikkert se ...indbydende ud i rødt" hun kunne bare ikke modstå at drille ham med vampyr tingen, hun var sikker på at når hun trak det ud ,ordet rødt, ville han vide hun slog det over på...blod.

" Mmm... Måske skal vi bar tage hjem til dig, og få pyntet det lille træ ? Jeg kan hjælpe dig udvælge gaver til børnene ?..Mr.Santa med den gode økonomi. " kvidrede hun og tænkte det måske ville blive for sent, hvis de blev her for længe?
Desuden skulle de nok også snart i seng. Børnene altså.

Millicent ville gå over til træet, og sige godnat til ungerne og at det var rigtig sødt af dem, at hun måtte kigge inden for sammen med Mr. Matthews.
Hun ville se om den lille Kira var der, og så ville pigen igen få et stort knus og endnu et tak for den fine hårnål.
Millicent havde ikke brændt sig på den, så den var ikke sølv, den var enten uægte eller hvidguld. Det betød intet...den var faktisk meget flot, men vigtigst af alt...fra den lille snut.

" Er du klar Gordon ? Så tar vi hjem til din ungkarle hybel! Skal du lige have fem minutter deroppe og fjerne det mest....ungkarle agtige ?" Begyndte hun at pjatte lidt med ham.

Stella trak på skulderen. Når man arbejdede med mennesker på den måde, så var det svært ikke at lære at skældne væsner fra. Nogle af børnene var det også, men det var nu mest halvracer. Og ingen vampyrer.
"Kun at se sin mor om natten er bedre end slet ikke at have en ikke?" Smilede hun varmt.

Gordon vrængede ansigt af hendes kommentar, men fik så sagt noget omkring at det kunne hun spørge sin artsfæller om.
Han nikkede og var enig. "Det er også ved at være sent, så lad os gøre det." Svarede han. "Jeg finder først gaver til dem her en af de næste dage, men du må da gerne komme med. Så kan du også finde til pigerne" lo han.

Efter at have givet børnene og Stella et farvel, samt et håndtegn med en af de mindre drenge, så var Gordon på vej ud i bilen, og gerne med Millicent efter sig.
"Ungkarlting ? jo du har ret. Mine pornoblade ligger og flyder, og min lolitadukke hænger stadig i brusekabinen. Ølsdåser overalt. Øv også at jeg så tager en pige med hjem til det!" udbrød han med et drillende blik.

De tog afsted i bilen, og snart holdt de foran et almindeligt udseende lejlighedskompleks.
"Jeg bor øverst." Sagde han så da han steg ud og fik pakket tingene ud af bagegerummet. "Min lejlighed er altså ikke så stor" Han kløede sig lidt i nakken.

Når de efter mange trapper nåede op på 7 etage ville han låse døren op og sætte sine sko til højre for døren hvor et skostativ var placeret, sammen med et par kroge til jakker.
Til venstre ville man finde et nyt køkken på nogle få kvadratmeter. Et par meter længere fremme efter køkkenet ville stuen brede sig ud. Den blev adskilt fra køkkenet med en bardisk og tilhørende stole. Stuen var nogenlunde kvadratisk og indeholdt en blød lysebrun sofa med en tilsvarende lænestol, samt et stuebord foran sofaen, og foran det et stort fladskærms tv. Når han endelig var hjemme skulle tv'et se godt ud. Ydrevæggen af lejligheden ved siden af møblerne var dækket af en glasrude, så man kunne se ud over byen derfra. Inde i stuen var der også klemt et sort klaver ind.
Efter skoreolen og knagerne til jakker til højre for døren var en dør indtil badeværelset. Det var rimlig størrelse med hvide klinker, toilet, håndvask, bruser og et badekar han aldrig brugte.
Efter toiletdøren var 2 andre døre. Den første ind til et lille arbejdsværelse med kun et skrivebord hvor hans laptop stod, en bogreol, og en lampe, som stod ved siden af skrivebordet. Efter det lille kontor fandt man Gordons soveværelse. Det var lige ved siden af stuen, og ydrevæggen var ligesom i stuen også vindue. I begge værelser kunne man dog trække tunge sorte gardiner for. I soveværelset var der ellers en træreol, som matchede en dobbeltseng i træ der fyldte det meste af værelset. På den var lagt et sengetøj i sort silkeagtigt stof. overfor sengen havde der lige været plads til lidt guitarforstærkere og andet udstyr, samt 2 guitarer der hang og solede sig på væggen overfor sengen.

"Well. Her bor jeg." Smilede han og tilbød at tage hendes jakke for at hænge den op ved siden af sin egen.

Millicent ville gerne hjælpe til med at finde gaver. Der var intet bedre end at finde noget der gjore andre glade.
" Det en deal " meddelte hun og fulgte efter Gordon, ned i hans bil.
Hun var spændt på at se hvor han boede og selv om hun havde smidt i brændeovnen selv, med ungkarle hyblen, så havde hun alligvel lidt svært ved at holde øjenkontakten , da Gordon bramfrit talte om pornoblade og lolitadukker.
Selv i sjov, var det dele af livet hun ikke havde erfaring med. Dukken håbede hun heller ikke at få, kunne hun da godt slå fast.
" Bare ind under sengen med det...lover ikke at kigge " smilede hun satte sig ind.


Hjemme hos Gordon, var det hendes held at sidestik og miste pusten ikke var ting hun skulle forholde sig til. 7 etage var alligevel en nasty opstigning, for mange- selv dem i fin form. Gordon klarede det uden besvær.Hun havde udstyret ham med træ og nogle af poserne, og havde resten selv.
Hun satte sit fodtøj ved hans og afleverede den hvide dunjakke .
Millicent var altså nysgerrig, så hun var hele vejen rundt for at skimme hans indretning. Selv i soveværelset, selv om det var en hurtig runde, da det føltes...sjovt....at stå i lige det rum.

" Du bor flot ! " sagde hun uden omsvøb. Hun burde ikke være overrasket for hans tøj valg afslørede at han havde god smag.
" meget maskulint " drillede hun ,.,men det var sandt. Mørkere i stilen end hendes foreksempel var. Men varm og stilren.
Hun havde bemærket klaveret. Nuuuuu vidste hun jo ikke om man måtte det med et klaver, men...det ville se SÅ hyggeligt ud.
Så Millicent fik sat det lille træ ovenpå. Det ville stå centralt og være rigtig fint, og ...ja...det skulle jo ikke vandes eller noget.
Hun havde også et par små keramik nisse stager til fyrfad, hvilke hun var totalt glad for, da Gordon ikke havde så mange lys og nips så det gjorde noget.

" Såååå køkkenet ser helt nyt ud! Er det noget du har været ind over ?" Spurgte hun nysgerrigt , imen hun begyndte at pakke al julepynten ud , til det lille træ.
Til sidst de gennemsigtige hjerter af glas, med tørret blomster i.
" Se! " fremviste hun stolt.
" Måske lidt piget....men....jeg kunne ikke stå for dem " undskyldte hun.
De ville stå flot til alle de røde glaskugler med guld ornament på.

" Kom....skal vi ikke pynte ?" Spurgte hun ivrigt.

Han kom til at grine. "Ind under sengen? Så skal du også love at blive udenfor døren imens jeg pakker det væk" Gav han igen. I sjov havde han ikke noget imod at sige sådan, men havde det været realiteten, så havde Millicent i hvert fald ikke skulle med ham hjem. Det var helt sikkert!

Gordon hængte Millicent Jakke op, og lod hende se sig omkring. Det var sandt at han havde en lidt mørkere stil end hende. Hans vægge i stue, køkken og badeværelse var hvide, men i soveværelset var de grå. Han kunne godt lide at rummet var mørkere når han sov der. Stort set var lejligheden domineret af sorte, hvide og grå farver, og dog med de brune sofaer, og lidt lamper hist og her som havde varmere farver.
"Jeg prøver at holde det ryddeligt, men det bliver tit støvet fordi jeg har travlt tit. Så klager min allergi. Ja støv kan også finde på at tricke den, også må jeg gøre rent" smilede han og lukkede døren bag sig.

Han smilede da Millicent satte juletræet på det sorte klaver. Det var nærmest også der som der var plads. Heldigvis havde den en bred overflade i toppen, så der var lige plads til at det kunne stå der, men det stod und imod væggen, og derfor ville man ikke rigtig kunne se den ene side af træet der. De små nipsting hjalp lidt med hyggen. Han havde ikke mange personlige ting på hylerne, og derfor kunne det godt virke lidt upersonligt.

Han kiggede ud imod køkkenet da hun nævnte det. Han havde fået det renoveret. Det havde været gammelt og slidt da han kom, og det havde ikke lige været hans stil. Han kunne lide teknologi og design, specielt det nye. Derfor holdt han også sin mobil og computer i de nyeste modeller.
"Ja jeg fik det lavet. Det så forfærdeligt ud da jeg kom" Smilede han. Hele lejlighedskomplekset var ikke imponerende, men med nogle justeringer synes han selv det så godt ud.

Han rynkede på næsen og kiggede på de hjertformede blomsterbomber. De var.... tøssede. Der var ingen der skulle tro han selv havde købt dem.
"Ved du hvad? Måske du skulle tage en, så kan jeg tage en, også sender du mig en tanke når du kigger på den ikke?" Smilede han undvigende, og ventede ikke på at hun skulle sige ja eller nej, men stak hende den bare i hånden, og satte den anden på skrivebordet på hans arbejdsværelse. Så ville han se den, men ingen andre ville - perfekt!

"Jo! Lad mig se hvad du har fundet !" Nikkede han og smuttede ud til hende igen.

Millicent stod ved klaveret og var begyndt at tage låg af de forskellige små æsker .
De rummede de traditionelle røde kugler, med guld glimmer i smukke enkle mønstre. Når det blev for prangende , blev det en smule anmasende, mente hun og Millicent kunne godt lide det mere hentydede og enkle. Det betød ofte at det kostede lidt mere havde hun erfaret,
Hun stillede det hele til fri skue, og måtte også have sofabordet til hjælp.
Hendes øjne løb over alle indkøbene...

" Har jeg købt så meget ? Det,.eh...synes mindre da jeg stod i butikken, det fyldte ikke nær så meget i indkøbsvognen" begyndte hun at forklare , da det fremstod lidt overdådigt. Sandheden var at hun var blevet lidt opslugt af det, og glæden havde løbet afsted med hende, så hun til sidst have mistet det fulde overblik.

Gordon stod med hjerterne, og så lidt....sjov ud i hovedet.
" øh..jov , vi kan godt tage et hver" skyndte hun sig at svar og rækkede ud efter det ene hjerte. " Du hader dem! Bare indrøm det" bredte der sig et stort smil på hendes læber. De VAR nok lidt for tøset, hun VAR en tøs, når det kom til de ting da.
Tilgængæld ville hun kunne tage Gordon i tekken anytime! Sikkert også før hun blev vampyr, da hun varvlidtcaf en haj....men efter forvandlingen og hendes hurtige reflekser, lagde hun dem ned på stribe. Hun dystede nogle gange mod vagterne på hendes job....men ...når hun så blev for ivrig og glemte at fokuserer så PUF brændte lortet sammen. Desiré Noir havde mange folk der arbejde på at gennemgå de elektriske foranstaltninger pt, for der var en del uheldige løse forbindelse, de kunne bare ikke finde ud af hvor.Watson , hendes chef var vist ret irriteret over det, havde hun hørt af omveje.

" Der er også en lille lyskæde...,og dem her !" Hun fremviste tre små keramik stager, to engle og en julemand - alle til fyrfads lys.
" Englene på sofabordet og Nissen i vindueskarmen ? " forslog hun og håbede han bifaldte, for hun syntes de passe så fint netop der.
Til sidst var kassen med den lyseblå porcelæns fugl. Hun så lidt uroligt på den..måske var det endnu en af hendes dumme ideer?
" Du...Gordon...du kunne jo lide lyseblå...men...et træ helt i blåt ,det gik jo ikke....men, jeg..jeg fandt den her " hun rakte æsken med det metallisk røde gave papir og det fint krøllede hvide bånd omkring , over til ham.

" Den mindede mig om jul i mit barndomshjem...håber du synes den er sød" sagde hun og smilede svag, da hun ikke vidste om han ville finde den helt forfærdelig, oven på hjerterne var det nok ikke DET han behøvede.

Han så rundt på de mange juleting Millicent havde bragt med. Det havde sørme set ud til at være færre da de var i bilen, men nu da de skinnede overalt i deres pragt, virkede det som overdådigt.
"Du har jo overgået dig selv!" Smilede han og trak på skulderen. Hadede dem? Arghh.
"Nej da! Jeg gemmer den bare væk hvor ingen ser den!" Drillede han så.

"Vil du have kaffe eller noget? Jeg vil i hvert fald tage mit nye krus i brug!" Lød det så da han bevægede sig imod køkkenet. "jeg har cognac hvis du vil have lidt i kaffen" Fortsatte han lokkende, og rystede en cognac flaske i den ene hånd, så han ville kunne høre den skvulpe inde i stuen.

Efter at have hentet hvad Millicent ville have, og lavet en sort kaffe til sig selv, så var han tilbage i stuen. Hvorend hun ville sætte nipstingene fik hun lov til, imens han hægtede lyskæden fast til træet. At der var flere røde og guld farver gjorde intet, det skabte en mere varm stemning, og matchede de ellers varme farver der dominerede lejligheden. Kun hans soveværelse var i mere blå farver.

Imens de gik og pyntede træet med alverdens pynt, og Millicent fik sat nogle underlige fyrfadslys rundt omkring, så småsludrede han lidt om arbejde og diverse. Netop idag, fortalte han, havde en gammel kvinde bedt ham hjælpe hende køre en erstatningssag omkring hvordan hendes kats hale var begyndt at tabe hårene, efter hun havde prøvet noget nyt tørfoder.

Han tændte nogle af de lys Millicent havde sat, og ellers blev lyskæden på træet tændt, så den oplyste rummet i en varm farve. Til sidst udbredte han et tæppe på gulvet foran træet, med 2 puder de kunne sidde på. Han satte sig selv og bankede på puden ved siden af for at hun skulle sætte sig.

Han modtog med julelys i øjnene den flot indbunde gave. "Flere gaver!" udbrød han begejstret, som et barn i en legetøjsforretning.
Det rødlige papir blev revet af gaven, og indeni åbnede han æsken som indeholdt...
En smuk porcelænsfugl med udstrakte vinger. Som om den var på vej over fjerne himmelstrøg. Også i hans ynglingsfarve. Han smilede stort da han løftede den op i en hånd og lod den langsomt snurre rundt, så lyskædens lys illuminerede den fra alle vinkler.
"Den er pragtfuld. Virkelig smuk." Smilede han, helt fordybet i fuglens dans. "Tusind tak!" Sagde han så, og gav Millicent et hurtigt knus, før han var tilbage til at cirkle fuglen rundt. En del af ham havde lyst til at rende rundt i lejligheden og sige vilde fuglelyde, imens han los som om den fløj selv.
Han smilede helt optaget, indtil han endelig kikkede på hende.
"Ved du hvad den får mig til at huske? " Smilede han og så på lyset der ramte den.
"Dengang jeg var barn plejede jeg at kigge ud på fuglende i haven, og ønske at jeg kunne flyve væk med dem. Gøre hvad jeg ville. Den minder mig om det. At jeg kan hvad jeg vil." Smilede han.
Efter yderligere at have takket for gaven og beundret den, så rakte han hende den bløde pakke. Den var blå i bunden, men havde lidt hårde buler i toppen. Den var helt grøn med et gulvbånd.

Hun beamede af glæde. Alene dét han ikke dissede al jule glansen var tilstrækkelig til at gøre hende glad.
Så at Gordon syntes om hans nye ' udvalgte julehygge' sendte hende i skyerne.

" jaja ... Så siger vi den har sær status og står et helt særligt sted ... Der tilfældigvis bare ikke kan ses af andre "
små lo Millicent og fandt det meget let at slappe af i Gordons selvskab.
Hun var eller altid ret påpasselig og absolut ikke typen der lige rendte med folk hjem. Det sendte ofte forkerte signaler , når man var pige.
Men Gordon synes at have rene hensigter og Millicent ...hun hyggede sig .

" Kaffe .... Og ja tak .. Til øhh ..flydende vitaminer ?" Forsøgte hun at lempe sin alkohol indtagelse lidt.
Men hva pokker .... Hun tog ikke så meget skade af den. Fik oftest bare en dejlig lun følelse i hendes ellers let nedsatte tempereret hud.

Pynten blev placeret i stuen.
En enkelt lille keramik stage med en hvid engel ( mobil skrev snegl ? XD ) og et sterin lys i , listede hun ud på Gordons badeværelse. Så kunne han også julehygge der , ved næste bad .

De pyntede i fælleskab , og Millicent kunne ikke holde latteren tilbage da Gordon fortalte om katten.

" Ai. Undskyld ... Jeg ved ikke hvorfor jeg griner, det er jo ikke sjovt " hikstede hun mellem de små smil med lyde.

" Det er da forfærdeligt for katten . det ... Det lyder bare sjovt . så du den ? Billeder af den katten ? Hun er vel ikke bare en senil gammel dame hvis kat er død for 12 år siden ?"

Morede hun sig igen - selv om det stadig ikke var morsomt og man burde lade vær.

" ... Det lyder som et alsidigt job ... Kan i lave alt ? Eller har i specialer på særlige områder eller retninger ?"

Millicent ønskede at vide mere.Dette galdt sådan set både om Gordon og om hans job. Man viste aldrig hvornår en god advokat Would come in handy!

Millicent satte sig i havfrue position , på det udbredte tæppe, da hun havde set Gordon sætte sig og indikerer at hun skulle det samme. Ideen var hyggelig og totalt afslappet.
Stille betragtede hun da han så tog sin overrakte gave under inspektion.
Der var et eller ander ... Mere end han syntes den var fin ... Men hvad ?

" Godt du kan lide den ... Favorit farve du ved. " smilede hun stille og strøg en let hånd ned af Gordons ryg , da han gav hende et hurtigt knus.
Millicents tanker og logik kunne godt finde på at gå deres egne veje, ikke nødvendigvis nogen betrådt af andre før.
Sådan var der bare ... Og derfor havde nogen svært ved at følge hende , eller misforstod hende - hvilke var endnu værre.
Bekymringen var gået på om Gordon ville kunne se det smukke i fuglen eller bare glo lidt dumt inden den blev lagt til side, for at samle støv.
- men det så ud til han ikke spillede komedie , men faktisk kunne lide den.
Hun fik sin forklaring ...." barndom ... At flyve ... Det drømte jeg nogen gange jeg gjore , det var en fantastiske fri følelse " hun smilede større og fik så endnu et knus.
" .. Glad for du kan lide den " sluttede hun der af og puffede til gaveæsken , for at signalerer fuglen kunne ligges tilbage deri og ligge beskyttet - til han fandt det rette sted at halse den op. Måske soveværelset ? Der var blå nuancer ? Det var dejligt at den lokkede gode varme minder frem , fra hans barndom. Der var en smuk effekt hun havde været heldig med. Tænk hvis der havde været dårlige minder .

Millicent snuppede sin varme blandningskaffe , pustede og tog en stor tår. " Mmm den er god " mumlede hun smilende op over krusets kant.
Da Gordon rakte Millicent pakken, blev kruset dog hurtigt tilside sat og hun så ned på gaven der nu lå indbydende i hendes skød.

Kort fandt hendes hånd op til halskæden og strøg over de to vedhæng. Hun havde allerede fået for meget.På alle måder ... Affektions mæssigt, prismæssigt og ulejligheds mæssigt. Til trods for dette var det umuligt ikke at tillade sig selv at blive spændt ved synet af den smukt indpakket gave på hendes lår.
Hun følte lidt efter på den , med begge hænder, men der kom ingen AHA glimt i hendes øjne. Hun kunne ikke gætte hvad pakken indeholdte.

" hvad har du dog fundet på ?" Og selv om hun aldrig ville indrømme det , var hun alligevel forventningsfuld og spændt.
Guld båndet blev løsnet og det grønne papir åbnet og foldet ud til siden .....

// indsamler emner .

//problematiske kvindemenneske :P Jeg får lige svaret om lidt //

Han nikkede for at give hende ret. "Ja mit kæreste ege, det er for mine øjne only. Hvorfor prale med denne prægtige juleglans, når jeg ærbødigt kan have den for mig selv?" Tilføjede han ironisk, og havde allerede gemt den pigede juledekoration væk på hans skrivebord i arbejdsværelset.

I hendes kaffe kom der et godt skvæt cognac, og han kunne ikke dy sig for selv at putte lidt i sin egen. Han drak ikke ude, men lige nu var han hjemme, og det var noget andet. Hjemme kunne det gå knap så galt som ude.
Til hans eget var brugt den nye porcelæns-kop - med navn og det hele, selvom billedet over godt nok var dårligt af ham! Han kunne meget bedre lide den anden side.
Han kom ud i stuen igen og satte hendes kop på stuebordet, så hun kunne tage den når hun fik tid.

Han lo "Af katten? Nej, men hvis jeg skal i retten med det, så skal jeg have et billede. Og det stakkels dyr skal med." Grinede han videre. "Jeg kunne godt finde på det - at tage sagen altså. Den gamle knage virkede både velhavende, og meget besat på at det tørkost firma skulle bøde for hvad de gjorde ved frøken Kissermis" Sludrede han videre.

"Egentlig kan vi lave alt indenfor lovens rammer." Fortsatte han "Men vi har specialer. Mine er familie-arveret og kriminalret, derfor ligger firmafusk ikke lige til højrebenet, men der var ingen andre der gad høre på den gamle skøre dame" Han lo lidt igen. Det avr en af de sjove ting på arbejdet. Langt det meste var knastørt.

Keramikfuglen skulle bestemt ikke tilbage i æsken med det samme. Han var vild med den, og derfor rejste han sig op med det samme. "Jeg er tilbage om 2 sekunder" Sagde han hurtigt, og gik ind i soveværelset, for at hænge fuglen op lige inden for vinduet. Lyset fra månen udenfor ramte den ene side af den, som den snurrede lidt rundt på sin snor. Den lignede næsten at den kunne flyve væk. Det håbede han dog ikke at den ville.

Tilbage i stuen satte han sig hos Millicent igen. Det var hendes tur til at åbne en gave. Den anden og sidste. Havde han givet hende kun denne ville han føle sig flov. Den havde ikke kostet ret meget, og hun havde givet ham så meget. Ikke nødvendigvis materielt, men åndeligt. Gamle minder såvel som nye, og følelserne han ikke kunne huske ellers at have haft.

"Den er altså bare fra den der pigebutik H og M. Jeg måtte endda få hjælp af ekspedienten. Hun kunne vel se at jeg var helt blank" Smilede han fjollet.
Han så spændt til da hun åbnede papiret ned til en hvis sommerkjole med lilla, lyserøde, gule og orange sommerfugle, som fløj opad bundet af kjolen. Den var tynd og elegant, gik ned til knæene. Sammen med kjolen lå et par cremefarvede høje sko, som han havde fået rabat på.
http://www.onewed.com/photos/show/stylish-bridesmaid-dresses-from-asos-2013-bridal-party-trends-butterflies

"Jeg ved godt det ikke lige er årstiden, men sommeren kommer jo før man venter det ikke?"

" jaja...den er god med dig! ...kommer til at tænke på den gamle Bond sang For your eyes only, når du siger sådan. Ved ikke hvorfor , men jeg synes den er så...sørgelig...noget i melodi og stemning, og jeg tror slet ikke den er tiltænkt at vække DE følelser?" Sprang hendes tanker med et i en helt anden retning, udleder af Gordons ' for mine øjne kun'.
Millicent lavede en let opgivende grimasse. Både Musik og kunst var så helt enormt person baseret...altså ...de indtryk man blev efterladt med var lige så mangfoldige som mennesker var.Hvad een syntes var et smukt og stimulerende maleri - og ønskede at betale en formue for, ville udløse tristhed og depression hos en anden der derfor nærmest ville betale for at undgå at skulle se på det dagligt.

Millicent lyttede med til hans uddybelse af hvad arbejdet kunne indeholde.
Det slog hende at hun havde sine indtryk fra tv serier og nyheder, omkring dét at være advokat. Men det var nok helt naturligt, når man ikke just have været i kontakt eller kendte nogen i forvejen. I bog antikvarianten , havde der stået nogle gule moppedrenge ...Karnov ...hed de vidst, jura bibler...hun havde kigget i dem enkelte gange, men der var ikke romancer og intriger nok i dem , til at fastholde hendes interesse, havde hun besluttet dengang , og var gået over til at noget helt vildt sød suppe læsning, af Danielle Steel.
" katten med i retssalen? ....sålænge i ikke tænker forsøge afhøre den, så bliver jeg for alvor bekymret for om du lider af arbejds relateret stress" sagde hun med et lille skævt smil der trak sig ud i et større smil.


Imens Gordon indlogerede hans fugl, nød hun sig kaffe.
Hun begyndte at lege med ideen om at skaffe ham et levende kæledyr, så han ikke var ensom. Hun huskede den helt vanskabte store kanin hun havde præket Andrija på, men han havde bare efterladt den i en have ....han var ikke så stor en dyre elsker. sjovt at han havde taget Senka til sig med det samme egenlig.
Hun kaldte ind til Gordon i soveværelset..." Er det egenlig kun hund, eller er det alle dyr med pels du ikke tåler? ...katte kaniner...marsvin eller...fisk?" Ikke at hun ville troppe op med en fisk, den var der alligevel ikke så meget hygge over, ikke noget at putte med....så ville det da blive et engangsput...og en meget stille fisk.

Da hun endelig fik afsløret hvad pakken gemte, lyste hele ansigtet op.
Ja ja....hun var en PIGE ...og de elskede da tøj og tilbehør...og især overraskelser.
Hun tog først de cream farvet sko op, da de sprang synligt frem.
Enkelt og meget stilrent, som hun fortrak .Millicent havde mest sort...af en eller anden ukendt grund, og den lyse nuance gjorde hende helt glad....den var frisk og let...og meget høj . " Woow...der er vel nok lækre, se lige dén hæl !" Strålede hun men måtte overgive sig til trangen for at få fingrene i den sidste ting pakken havde rummet.
Skoene blev derfor pænt stillet ved hendes side, og hun holdte kjolen op foransig.
Millicent der var vant til at arbejde med looks , snit og stil var ikke længe om at suge kjolens raffineret og yderst feminine detaljer til sig.
Især det at den var med en lille hvid skørt til lige under numsen, og så transparent stof i de nedre lag , var en dejlig detalje.....og så var de asymetriske lag forneden et flot kompliment til den øverste del af kjolen med mere rene linier.
Den var så smuk.
Millicent rejste sig og holdte kjolen ind til sin front , som en anden askepot..
" Den passer perfekt! Jeg er vild med den...med hele sættet!"
Hun sank ned i hug, stadig med kjolen der nu lå i lag på hendes lår.
Millicent lagde armene omkring Gordons hals og trak sig. Ind i mod ham i et knus.
" Tak...tusind tak...du er helt unik ....ikke mange mænd gider købe pige tøj...og endnu færre forstår at ramme plet , både i smag og størrelse"
Hun kyssede hans kind og trak sig så ud igen.

Millicent overvejede at prøve kjolen for ham, men ...." Jaaaa, snart kommer solen og så tager jeg den på når vi ses en dag...eller...det gør vi jo så ikke" mumlede hun .." Men en aften så!"
Hun foldede den pænt sammen , efter at have kigget lidt mere indgående på sommerfuglene.Det var en ret fed detalje , at de var samlet i større mængde, en flok i bunden, og så blev hvirvlet opad....og øverst var bare enkelt sporadisk placeret tilbage.
" Så fik vi begge noget med vinger" smilede hun og så lidt på ham , men hovede på sned.

" Sikke en dejlig aften ...tusind tak Gordon...det har virkelig været hyggeligt"
Millicent følte sig som den mest forkælet pige i verdenen lige i dag.
Hendes smukke kæde, der talte for sig selv....og det smukke sommersæt, der gjorde at hun bare ikke kunne vente til det blev rigtig sommer nu.
Han havde virkelig sat fokus på hende, for at gøre hende glad.
" Du må hilse ekspidienten og sige jeg er enormt glad for min gave" drillede hun lidt og begyndte så mærke en træthed i sin krop.
Hun kendte den...en lille alarm var det, en der oplyste at det snart var tid til at finde hjem, inden daggry stod for døren.

" Klokken er blevet mange...det er snart over min sengetid " lød det forlegen , og hun vred sig en smule .
Det var lidt som at være barn, som om hun have en tid hun skulle være hjemme på.
Og det havde hun jo....med mindre folk var indstillet på hun blev de næste maaaaange timer OG de havde et meget mørkt soveværelse.
Hun kom op endnu engang og med sig i hånden havde hun sine ting, som hun igen viklede ind i det grønne papir, for at beskytte indtil hun nåede hjem.
- og så var det hyggeligt at kunne pakke det hele ud endnu engang!

Millicent ville pakke sig sammen, og gøre sig ' gåhjem' klar, imens hun glædede sig over deres hyggelige aften, og over de var blevet enige om at gå herhjem.Det havde været meget hyggeligt at besøge ham, og se hvordan Gordon havde indrettet sig.

Gordon sang fjollet lidt af teksten til den sang hun havde nævnt. Gamle klassikere. Dog kun et par linjer, så måtte det være nok. ”Sørgelig?” Svarede han lidt spekulativt. Han nynnede kort melodien og slog fast at den i hvert fald indeholdt nogle mol-klange, måske det var det der drejede hendes syn. ”Alle tolker vel en sang forskelligt alt efter hvad de har oplevet i deres liv.” Han trak på skulderen. Han vidste nu snart ikke. ”Den handler vel om at finde den éne person der ser dig for kun dig, og elsker hvad de ser ikke? Men så igen… Det kan vel også være en sørgelig affære. Hvis det går galt altså.” Snakkede han videre, og tilføjede til sidst noget i stil med: ”Det kunne mol-klangene godt hentyde til at det gjorde.” Et lille diskret smil blev sendt hendes vej.

”Til at se dens hale din torsk” Lo han af hendes forslag. ”For at sikre at billederne ikke er redigeret.” Han kunne lige se sig selv stå og prøve at få en kat til at svare på om den led overlast, eller om den kunne smage noget underligt i tørkosten. Det lod han bare kattedamen til.

Han gned hænderne imod hinanden da han kom ind igen. ”Det er hunde. Andre pelsdyr er fine nok, så længe jeg holder stedet nogenlunde rent, så hårene ikke bliver indåndet hvert andet sekund.” Svarede han. ”Og før du får nogen gode ideer, så høre ulve og andet af den slags ind under hunde” Drillede han, og kunne ikke lade vær med at være bekymret for om hun rent faktisk havde tænkt sig at lave et eller andet ballade med nogle dyr. Han havde aldrig haft et kæledyr. Tanken havde strejfet ham, for det kunne tit blive ensomt at bo her selv. Det var måske meget godt han ikke kunne tåle hunde, for han ville heller ikke have tid til at passe den med hans arbejde. Så skulle det være noget der passede sig selv når han var ude… En hamster eller noget, men så igen, hamster levede ikke særlig længe, og han gad ikke knytte sig til et dyr, kun for at se det dø 3 år efter. No way.

At se Millicent blive glad for gaven var en fornøjelse. ’Glæden ved at give er den bedste gave’, var det ikke sådan man sagde? Julelysende i hendes øjne gav ham selv et smil. Det var generelt umuligt ikke at smile når hun var der. Det var hvad han havde erfaret. ”Det er godt du kan lide det. Og det er rart at kunne mærke du mener det oprigtigt” Smilede han. Ganske vidst virkede hans løgndetektor evne ikke helt optimalt på hende, men hendes krop reagerede stadig efter lovene om løgne, og de bippede ikke.

Han nød det korte kram, og den umiskendelig duft af rent regnvejr som altid synes at strømme fra hende, også var hun væk igen. ”Sig det til ekspedienten i butikken.” Svarede han med et lille grin. ”Jeg tror det vil klæde dig med lyse farver. Til en lys personlighed.” Spøg til side. Et øjeblik betragtede han hende bare, og en træls og trist følelse bredte sig i ham. En følelse af afsavn for en god dag, som snart var væk, løb ud imellem fingrene på ham som sand. Solen ville om et par timer bryde frem.

”Nej Millicent. Vi har begge to altid haft vinger.” Svarede han da han rejste sig, og pegede på sin egen pande. ”Herinde.” Hans kop der var tæt på tom blev sat på køkkenbordet. Oprydningen måtte han klare i morgen. ”Jeg skal nok hilse ekspedienten. Og tak for en dejlig aften.” Smilede han videre. ”Skal jeg give dig et lift hjem?” Lød det til sidst. Ville hun hellere gå, så skulle hun få lov til det, og ellers ville han køre hende hjem med lidt småsludren, og snart finde sig selv tilbage i en tom lejlighed. Han så på sit ur. 4.34 stod der. Han sukkede dybt, 2 timer til han skulle op og gøre sig klar til arbejde. Alligevel falmede det muntre smil ikke da han satte begge kopper i blød og betragtede den nu pyntede lejlighed. Lyskæden og de små nipsting gjorde bare stedet mere personligt, og gav det en varme han aldrig selv havde formået at puste ind i det. Han gik ud og skiftede til noget mere afslappet tøj, så dumpede han ned på sengen. Træt og udmattet på gode minder og indtryk. Han betragtede porcelænsfuglen, der snurrede lidt rundt. Den havde fået et orange skær nu da solen så småt havde meldt sin ankomst. Han kunne se den for sig, som den svævede over ukendte vande, badet af den opadgående sol. Sådan faldt han i søvn, imens han hæst nynnede et par linjer af en klassiker.

” The love I know you need in me, the fantasy you've freed in me. The passions that collide in me, the wild abandoned side of me. Only for you, for your eyes only. “

//Out~~//

// collecting history //

// side 4 ....leder lige efter info