My Bloody Mary.

Hvad havde hun dog gjort? Billederne spillede klart og tydeligt op i hendes hoved, som hun forsat løb igennem de tomme gader ad Logenment. Gjorde hende af og til blind et kort splitsekund og fik hende til at vakle på sine ben flere gange. Det var som om en højere kraft ikke ville lade hende glemme. Som om hun var tvunget til at genopleve, hvordan hun havde hævet kniven og hugget ned. Igen. Og igen. Men hun ønskede ikke at huske. Hun var ikke stolt af det. Langt fra. Hun fortrød det med det samme. Hun burde have vist bedre, at man ikke kunne dræbe en djævel med et menneskeskabt våben. Og da slet ikke et, der normalt ville bruges i et køkken.

Autumn var ikke sikker på, hvor hu var på vej hen. Hun havde bare løbet for at komme væk fra det lille hyggelige hus, hun nu engang var nød til at kalde hjem. Hun følte det kolde smat under sine bare fødder og bedte til ikke at glide i det. Sneen var der ikke mere. Det hele var ved at tø. Forsvinde fra Di Morga igen. Hvilket kort besøg. Og hvilken skam. Hun trak vejret en hel del tungere, end hun normalt ville i sin forpustede tilstand. Hun kunne ikke få ordentligt med luft. Hendes hjerte galopperede af sted. Og hun var ved at frygte for om det ville springe ud af brystkassen på hende. Hendes hoved snurrede rundt. Gjorde hende svimmel. Mere end hun var i forvejen. Hun følte sig pludselig dehydreret, selvom hun vidste med sikkerhed, hun ikke manglede at indtage væske.
Pludselig mistede hun fodfæstet og faldt så lang, hun var. Kun et halvkvalt skrig nåede over hendes læber, inden hun lå i den dejlige blanding af vejsand og smattet tøsne. Det var koldt. Næsten mere koldt end, da det lige havde faldet. Dog holdt det hende ikke fra at komme op igen. Hun tog ikke engang en pause for at samle sig. Hun satte blot i løb igen. Kursen rettet direkte imod lejlighedskomplekset foran hende. Hun tænkte ikke. Men hun følte et mere eller mindre trygheds område i den retning. Igen var hun ved at glide, men denne gang fandt hun balancen igen. Hun lignede en der havde døden lige i hælene. Og hendes forestilling af sig selv, blev ikke meget bedre, da hun endelig nåede døren, der ville føre ind i opgangen med de mange trapper.
Stort set hele hendes overkrop var blevet smurt ind i en kraftig rød væske. Blandet med brunt fra mudderet, hun lige havde sømmet rundt i. Hendes ansigt så heller ikke bedre ud. Lige ledes var der store spor af blod at finde. Sprøjt fra de voldsomme stik. Hendes lange hår sad uglet ned omkring hendes skuldre. Hun lignede ikke sig selv. Ikke i hendes øjne. Hun lignede et monster. Et monster i menneskeform. Hurtigt tvang hun de blå øjne væk fra spejlbilledet i glasvinduet i døren og greb ud efter håndtaget i stedet Hendes hænder var ligeledes smurt godt ind i den røde farve. Og de rystede faretruende på grund af den mængde adrenalin, der flød rundt inde i hende. Hun havde besvær med at kunne gribe ordentligt fat og efterlod mange blodige og mudrede aftryk. Men da døren endelig åbnede sig for hende, pressede hun sig desperat ind. Og inden døren lukkede i igen løb hun op ad trapperene. Løb. Hun var ligeglad med hendes elendige kondition. Men hun virkede overraskende målrettet. Hvor var hun overhoved? Hun kunne knap nok genkende noget. Ikke engang lugtene. Og hendes syn var stadig sløret. Brillerne havde hun efterladt ved siden af den leende djævel der hjemme i køkkenet. Havde han overlevet?

Brat stoppede hun op. Lige ud foran en af lejlighedens døre. Og hun tøvede ikke engang med at læne sig en smule op ad den, alt imens hun kraftigt hamrede imod den med begge hænder. Knyttet sammen det første stykke tid, men så efterfølgende med flad hånd. Indtil den endelig blev åbnet, og hun trak sin begge ind til sig.
”Help..” lød det ganske sagte fra hende, og et bedende og skræmt udtryk skar sig igennem i hendes ansigt. Hun stod og rystede voldsomt. Både af angst og kulde. Men der faldt ingen tårer fra hendes øjne. Selvom de ville sætte prikken over i’et på hendes ynkelige tilstand. ”Please..”

En næsten tom flaske whiskey stod på sengebordet, faretruende tæt på kanten - og med manglende låg. Mareridtene var blevet værre og værre gennem de sidste par uger... Faktisk kunne Derek knapt nok huske sidste gang han ikke havde været plaget af natlig-terror. Det var som om hans ihærdige forsøg på, at blive ædru og clean, havde forværret kaosset der vel egentlig altid havde hersket i hans underbevidsthed. Det var som om han selv blev plaget af 'indre dæmoner' når han var mest sårbar : I søvnen. Derfor havde han igangsat en ny vane... Blot et halvt glas whiskey før han kunne sove... - Eller, det havde i hvert fald været målet, indtil denne nat, hvor han havde formået at slurpre næsten alt flaskens inhold i sig på ingen tid. Det havde hjulpet i et par timer... Men så ramte mareridtene ham igen. Den nøgne overkrop glinsede let af sved. Denne varme der herskede i hans krop var dog alt andet end behagelig. Den var ikke til at kontrollere så længe han ikke var ved bevidsthed. Grundet mareridtene forsøgte hans krop næsten impulsivt at pumpe varmen hurtigere gennem blodet og få hjertet til at banke hurtigere og hårdere mod brystkassen. Som om han var i fare og var nødsaget til at skulle beskytte sig selv. En gang imellem hev han efter vejret, mens ansigtet drejede sig mod de lidt slidte puder. Tæppet havde han forlængst sparket af sig... Det var egentlig sjældent han i grunden fik brug for det. Det var det samme ansigt der mødte hans nethinder på den anden side af øjenlågene. Et ansigt han kun havde set én gang i sit liv, og som mindede ufattelig meget om hans eget. Ungdommeligt og lettere arrogant. Alligevel var der noget malet over dette ansigt, som han sjældent så over sit eget : en direkte frygt, og en uklædelig sårbarhed.

Dæmonen vidste ikke præcist hvad der havde vækket ham da han slog øjnene op. Trods rummet var mørklagt, tog det dog ikke mere end få sekunder for ham, at orientere sig og afgøre, at han endnu en gang havde været underkastet underbevidsthedens vilje. Følelsen sendte stik af kvalme gennem hans mave... Det føltes som om at være en slave for en magt man ikke kunne kontrollere. En magt der kunne manipulere én til at tro, at man var i fare og at noget ikke var som det skulle være - trods man lå i sin egen seng - alene.
Frustreret over endnu en afbrudt søvn, lod dæmonen sine hænder glide op mod det fugtige ansigt. Han lukkede øjnene bag hænderne og gav sig til at gnide fingrene over tindingerne og øjenbrynene. Dernæst pressede han håndfladerne mod øjnene, for nærmest at klø dem og få dem til at vågne en smule mere op. Så snart han sank, kunne han mærke hvor tørstig han egentlig var. Derfor greb han nærmest impulsivt ud efter flasken med whiskey - men falmede blindt i det lette mørke fordi han var for ufokuseret til at lade ansigtet glide i sengebordets retning. Derfor ramte han flasken, som snart faldt over kanten. Selvfølgelig gjorde han et håbløst forsøg på at gribe ud efter den, før den ramte gulvet - men hans bevægelser var for langsomme.. Lugten af whiskey hang løst i næseboerne. Som en reminder om, at han lige havde spildt dyrebare dråber af alkohol. Dyrebare fordi de var de sidste dråber han havde tilbage af den slags i lejligheden.

Et irriteret suk gled over dæmonens læber, før han igen lukkede øjnene. Måske skulle han bare prøve at falde i søvn igen...? Netop da han i et par minutter havde lykkedes i at falde lidt hen - blev han afbrudt af den voldsomme lyd af den vibrerende mobil mod sengebordets træ. Vibrationerne sendte en voldsom hul lyd gennem hele bordet, og fik nærmest dæmonen til at knurre i utilfredshed.
"Sean... I don't wanna fucking talk to you. It's night-time in fucking France! Let me sleep!" Han behøvede ikke at se på skærmen, for at regne ud at dette måtte være hans gamle bedste ven, og tidligere bandmedlem. Han havde trods alt ringet i flere uger med jævne mellemrum. Efterhånden var lejligheden igen stille... Telefonen havde vibreret færdig, og Derek kunne sukke lettet op. Ind til han hørte en voldsom banken... En banken mod hoveddøren.
"Holy Christ. Leave me alone!" Kom det søvndrukkent fra ham, netop da han vendte sig om på maven med ansigtet i puden. Dog blev den brutale banken ved. Det var midt om natten... Var det ikke? Og det var ikke just fordi han forventede et booty-call på dette tidspunkt. Hvad hvis det var...- Han satte sig op i sengen, da han - med et ufokuseret udtryk i øjnene - overvejede hvorvidt en dealer havde fundet ham, og at det var problemer der bankede på døren. I så fald var der ingen steder at gemme sig. Ingenting at gøre.
Efterhånden fandt hans fødder gulvet, og han hev et par shorts på...  Glughullet i døren... Hvis det var en dealer...- Han kastede et kort blik hen mod vinduet. Okay ; der var alt for langt ned. Nok var man en dæmon - men at brække knogler var ikke sjovt trods man healede hurtigere end mennesker.

Så snart han var henne ved døren lod han sit ene øje fange det lille hul i døren. Dog var gangen for mørk, og han kunne ikke andet end ane en silhuet. Dog kunne han snart høre en stemme. En sagte stemme. Trods han ikke registrerede ordene, kom der en form for genkendelse frem i hans øjne.
"Autumn... What are you doing h..-" Kom det fra ham netop da han åbnede døren. Dog stoppede hans sætning brat, da han så hendes tilstand. Så blodet ; Eller rettere sagt, lugtede det som det første. Han holdt én hånd på døren og så på hende med absolut bekymring i ansigtet; "Get inside... Now!" Han lænede sig lidt ud over dørkarmen og kiggede ned af gangen. Lod øjnene glide fra den ene side til den anden. Var der nogen efter hende? "Where are you hurt? Shouldn't I get you to the hospital?" Der var tydelig bekymring i hans stemme, da han igen trådte ind og lod sine øjne glide op og ned af hendes krop. Hun lignede ikke sig selv... Og han antog tydeligvis at blodet var hendes. Detvar som om hans øjne virkelig søgte efter en skade, så han kunne se omfanget af situationen.

Autumn stod længe og bare stirrede imod ham det øjeblik, han åbnede døren. Derek. Hvorfor havde hun fundet sin vej til ham? Hvorfor var han den første hun ville løbe til i sådan en situation? Man kunne nemt se, hvordan den tøvende følelse boblede i hende. Lysten til at løbe ned af trapperne igen. Ud ad døren. Hen ad gaden. Og bare krølle sig sammen i en eller anden gyde. Han skulle jo ikke se hende sådan. Han burde bibeholde det visuelle indtryk af hende. Panikken forsatte med at stige i hende. Og hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Eller gøre for den sags skyld. Hun blev bare stående. Usikker på benene. Hun kæmpede virkelig for at holde sig nogenlunde oprejst. Hun kunne minde lidt om en, der netop havde haft det første møde med den psykopatiske morder i en kliché film. Men dette var langt fra skuespil.

Jo længere hun stod der. Jo længere hun så imod ham med det bedende blik. Jo tættere blev hun på at nærme sig ham. Løbe ind i hans favn. Og klamre sig til ham. Om han så ville lægge sine arme omkring hende. Dog holdt hun sig fra det. Samtidig med at hun ville føle sig tryg, ville hun også helst holde en vis afstand til alle omkring hende lige nu. Hun var ikke ustabil i det mentale. Hun var blot skræmt. Nærmest bange for sig selv.
Hun sank tungt og tog endelig det første skridt. Og det var hverken tilbage eller hen imod trappetrinene men derimod hen imod den åbne dør til hans lejlighed. Hun gik meget forsigtigt. Langsomt. Hendes knæ rystede faretruende. Og blot efter godt og vel fem skridt ind i hans hjem, fejlede de deres eneste arbejde. At holde hende stående. Hun faldt ned på knæ med et bump. Og så videre ned i en akavet stilling med bagdelen imod gulvet. Det lignede mest en smidigheds øvelse. Dog virkede hun helt uberørt af det. Hendes hænder slap endelig hinanden og med rystende bevægelser, forsøgte hun at holde om sig selv. Den ene arm røg under hendes barm, men den anden fandt sin vej tværs over hendes brystkasse for at gribe fat i skulderen.
”It….It’s not my…blood..” Hun havde svært ved at få ordene ud. Det bragte blot billederne frem igen. Og det ønskede hun ikke. Men som altid, følte hun, at hun var nød til at svare de spørgsmål, dæmonen kom med. ”None of it..” Det var vel sandt. Hun havde ikke observeret nogen skader på sig selv. Ikke engang den lille hudafskrabning der havde placeret sig lige under hendes ene øje, fra da hun havde væltet. ”He… He grabbed.. and… and I just clicked..” Igen var hun nød til at synke utrolig besværet. Hun trak stadig vejret, som var hendes luftrør delvis blokeret. Hun kradsede en smule ukontrolleret imod sin skulder med den ene hånd, hvor efter hun ganske forsigtigt endelig tog blikket væk fra gulvet, som hun i princippet ikke havde fokuseret imod overhoved. Bare set imod. Hun drejede sit hoved, og hun fik overkroppen lidt med, inden hun endelig kunne rette blikket imod Derek. Tårerne var allerede klar til glide over hendes kinder, men de syntes aldrig at kunne finde deres vej. De forblev der bare. Gjorde de blå øjne helt klare. Og blanke.
”I didn’t…mean to.. There was so …much blood.” forsatte hun. Man kunne tydeligt høre smerten der lå I hendes stemme. Hun var ikke tilpas med at fortælle det. Nærmest helt traumatiseret. ”He just…. laughed..” Hun brød sig ikke om sig selv i denne tilstand. Så ynkelig. Hun kunne ikke engang tale i en flydende sammenhæng. Hun stammede som havde Døden vist sig for hende. Med den store le og kranie med de sorte huler som øjne. ”I don’t know….what came into… me.. And I couldn’t… stop ..” Hun begyndte stille og roligt at hyperventilerer, og tvang sig selv til at se væk fra ham igen. Hun slap sig selv, og satte med flad hånd sine hænder imod gulvet. Hendes hoved var bøjet og hendes uglede hår, med de fugtige totter, der havde kommet i kontakt med blodet, mudderet og det tøende sne, faldt ned som et usselt slør omkring hendes ansigt. ”I was scared.. And I just clicked.” Den måde hun næsten gik hen og gentog sig selv, afslørede hurtigt kaosset, der hærgede inde i hende. Hun var ikke vant til den mængde adrenalin. ”My heart won’t…stop pounding.”

Han lagde hænderne mod døren og skubbede den i, da Autumn var trådt nogle skridt ind i rummet. Bag sig hørte han et bump. Et bump, der fik ham til at vende sig om med det samme. Hun var endt på gulvet – begyndte nærmest at klamre sig til sig selv. Hendes forfatning skabte en følelse i hans brystkasse af direkte bekymring. Og også en knivspids frygt. Derfor låste han døren bag sig, før han trådte ind over gulvet på de bare fødder, og lod sig selv komme op foran hende. Dog med omkring en meters afstand. Det var som om han var bange for at røre hende. Bange for at gøre noget forkert, eller få hendes chok-tilstand til at blive værre. Okay… Det var ikke hendes blod. Det tog selvfølgelig ikke dæmonen mere end nogle sekunder, for at regne ud hvis blod det så egentlig var. Lægen… Det var som om han følte en lettelse i sig selv. En lettelse over, at Autumn – i hvert fald fysisk – var okay. Og at hun havde kæmpet igen.
”Fucking hell… I thought you were…-” Det var so mon han først dér, begyndte at trække vejret igen. Havde han holdt vejret siden han så hende indsvøbt i blod? Han lod en hånd glide op til panden der stadig var fugtig af sved. Lidt af håret klæbede stadig til den varme hud.
Snart lod han sig sætte sig ned på hug foran hende. Han bemærkede en hudafskrabning ved hendes ene øje. En minimal skade i forhold til den hun måtte have forsaget på lægen, taget i betragtning af hvor meget blod der var over hende.
“It’s okay.” Ordene gled nærmest automatisk over læberne; men han vidste, at de måske kunne forekomme Autumn som Ganske absurd. Det var bare det mest impulsive han kunne sige i denne situation. Den eneste form for forsikring han kunne give hende lige nu, trods han samtidig var fuldstændig uvidende om situationens omfang. Han kunne mærke smerten i hendes stemme da hun fortalte : den traumatiserende fortælling, som bestemt antydede at hun var længere ude, end han først havde antaget. Hun var virkelig i chok. Efterhånden kunne han nærmest høre hvordan hendes hjerte slog hurtigere, og han bemærkede snart, at hendes vejrtrækning hoppede op og ned, blot for at ende i en tilstand, hvor det var som om hun knapt nok kunne få luft.
“Look at me.” Lød det fra ham, med en mindre autoritær tone i stemmen. Han forsøgte at fange hendes blik. Forsøgte at få hende til at fokusere på ham, i stedet for de billeder der bevægede sig rundt i hendes hoved. “Try’n breathe, alright? Just focus on breathing.” Den dybe røst mindede nok mest af alt om en hypnotisør der forsøgte at bringe nogen ind I en trance. Ikke fordi han selv have en sådan evne. Lige nu vidste han bare, at han havde brug for at bringe Autumns adrenalin-niveau ned, og få hendes krop til at slappe mere af for at mindske den psykiske trauma, hun oplevede nu.
Snart lod han sin ene hånd forsigtigt nærme sig hendes ansigt. Med to fingre strøg han noget af håret væk fra hendes ansigt. Det var som om det var stift. Var det også blod? Det var som om lugten fik hans mave til at trække sig sammen. Den metalliske lugt af blod.
“I’m gonna… Get something to clean that off for you.” Kom det så fra ham, før han langsomt rejste sig op, “Stay there…” Han var ikke lang tid om, at hælde vand I en skål I ‘køkkenet’ og gribe fat i en klud. Da han vendte tilbage, dumpede han ned på den samme plet på gulvet som før, og begyndte at dyppe kluden i det kolde, klare vand. Dernæst vred han denne mellem hænderne – dæmpede varmen der pumpede gennem hans krop efter den urolige nattesøvn.
“You fought back…” Lød det fra ham, mens han vred de sidste overflødige dråber væk fra kluden. Dernæst begyndte han at folde den mellem hænderne: “You obviously did.” Tilføjede han, mens øjnene stadig var rettet mod kluden: “Your instinct took over. It’s natural.”
Han vendte endelig de mørke øjne mod hende. Snart rakte han den frie hand mod hende:“Give me your hands.” Det var måske mere et forslag end en direkte ordre. Tonen i hans stemme forsøgte han at holde på et roligt niveau. Et niveau der måske kunne få hende til at føle sig mere tryg, trods det ville tage noget tid.

“Did you…?” Han kunne næsten ikke lade være at stille spørgsmålet: “Is he..?” Han stoppede sig selv. Det var ubetænksomt at komme ind på det nu. Galt det ikke om, at aflede hendes tanker i nogle øjeblikke? “You’re safe here, alright? You’re gonna be ok.” Sagde han dernæst, og betragtede hende med en ærlighed I øjnene.

I samme øjeblik som hun hørte hans lille beordring, rettede hun sit blik op imod ham i en hurtig bevægelse. Hun stirrede direkte imod ham. Og det var tydeligt at hun havde den største lyst til at se væk igen. Hun kunne ikke have at han skulle se hende sådan. Overhoved. Det skar sig dybt i inde af en eller anden grund. Som var dette mere ubehageligt end, hvis hun havde set sig selv i spejlet. Det ville et sted have mindre betydning, nu hun tænkte over det. Hvad han så lige nu, var hende i sit yderste. Hvordan hun var inderst inde. Hun ville ønske hun bare kunne slette hans hukommelse. Og vende tilbage til der hvor han stadig så hende som den uskyldige pige, der ikke ville kunne finde på at gøre nogen fortræd. Men i stedet sad hun midt på hans gulv, efterlod klare røde aftryk og var fuldstændig ude af den. Hun vidste godt at det ikke var sådan en djævel ville reagere på, hvad hun havde gjort. Hun havde stadig sine menneskelige reaktioner. Men bare det at hun kunne finde på det. Det skræmte hende. Men lige meget hvad så lykkedes det hende at holde sine øjne imod hans i en noget intens og tvungen øjenkontakt. Noget ved de dybe brune øjne vendte noget i hende. Om det faktisk hjalp det helt store eller ej, kunne hun ikke mærke. I princippet var hun ikke sikker på hvad hun følte lige nu. Hun hikstede stadig kraftigt. Men jo længere hun forsøgte sig med at koncentrere sig om den lille opgave, jo bedre blev det. Hun fik i hvert fald skabt en pause, hvor hun kunne få sunket den store mængde slimet spyt, der havde skamlet sig i hendes mund. Hun hyperventilerede stadig. Dog hvis man hørte godt efter og observerede hende en smule, ville man nok opdage at hun faldt en smule ned hen ad vejen.
Idet han så ellers fik rejst sig, var hun utrolig tæt på at gribe ud efter ham. Sige at han ikke måtte gå. Det kunne godt være, at han bare gik få skridt væk. Men i hendes hoved forestillede hun sig, at han bare forsvandt. Og hun ville være alene. Hun nåede nu ikke helt så langt. Så i stedet fulgte hun ham blot med øjnene. Uden et ord. Hun kom lidt mere op at sidde igen. Hænderne trak hun ind til sig. Holdt dem flettet ind i hinanden ved brystkassen, hvor hun selv kunne mærke hjertet hamre af sted. I det mindste var hun stadig i live.

Igen adlød hun ham. Ikke helt så hurtigt som før. Men ganske langsomt fik hun sluppet sine hænder og rakte dem imod ham. De rystede faretruende. Og hun ville sikkert ikke engang kunne holde på et glas uden at spilde indholdet udover det hele. Eller endda ikke kunne holde fast nok omkring det. Og bare tabe det. Hun havde ingen kontrol over sin krop. Følte hun. Hun lagde forsigtigt sine hænder imod hans og kunne med det samme mærke deres temperatur forandringer. Det var næsten helt beroligende.
”I should….I shouldn’t…have..” Hun tog atter blikket væk fra ham. Så imod sine egne hænder, som lidt efter lidt blev renset fri fra blod. Hun havde helt glemte hvor bleg hun var blevet over de sidste par uger. Og det havde ikke været på grund af sygdom. For hun følte sig ikke syg. Eller lige nu gjorde nok. Hun havde kvalme. Og hun havde det umådeligt utilpas. ”Not like.. this.” Hendes skuldre var højt oppe omkring hendes ører. Og hun spændte nærmest i alle musklerne i hendes krop. Hendes kraveben blev fremhævet hver gang hun hev efter vejret. Hendes tænder havde nær bidt hul på de allerede sprækkede læber. ”This… was wrong.. So wrong..”
Med ét trak hun sine hænder til sig igen. Ud af hans. Hun fik overraskende smidigt viklet sig ud af den akavede stilling med lethed. Hvor efter hun med usikre bevægelser trak sine ben op under hagen. Præcis som hun plejede. Lige udover at hun forholdte sit ansigt fremme. Hun rystede som sad hun og frøs, selvom det meget tydeligt ikke var tilfældet. Hun vuggede sig selv lidt frem og tilbage. Alt imens hun sagte rystede på hovedet.
”I don’t.. really know...” Hun var ikke bange for om hun havde dræbt ham. Han var det samme som hende. Han ville blive sendt tilbage til jorden. ”I ran as soon as I…. saw him… lie there.. Oh god..” Hun krammede tæerne og knugede voldsomt sine hænder sammen. Borede sine negle ned i håndfladerne. Uden at tage hensyn til, om hun ville ende med at spidde sine egne hænder til blods. Hun kunne ikke mærke noget selv. ”There was so much…blood. I didn’t know…what to do. I just ran. And ran.” Langsomt så hun igen op imod ham. Stadig kun med tårerne siddende i øjnene. Og ikke ned af kinderne. ”And then you opened the door. I’m so sorry. I shouldn’t..have come.. ”

”You don't have to say anything.”
Dæmonen lod kliden glide over hendes hænder, for at få blodet væk. To gange måtte han dyppe kluden i skålen igen, hvilket farvede vandet lyserødt. Han havde aldrig haft et problem med blod. Ikke just, i hvert fald. Alligevel havde lugten altid syntes at genere ham en smule. Lige siden han var en lille knægt i New Orleans. Måske fordi overnaturligt blod lugtede anderledes end menneskers. Han huskede tydeligt første gang han bemærkede at hans blod var anderledes end de andre på børnehjemmet. Det var som om det var en af de første fysiske tegn han opdagede ved sig selv, som kunne hinte at han var anderledes. De forøgede sanser havde han ikke skænket mange tanker. Når man kun kendte én ting, var det let at formode at alle havde det på samme måde. At alle levede livet som ham – så og følte ting ligesom ham.
Snart havde han renset det værste blod væk fra hendes hænder. Han gjorde det med en nænsomhed, og skiftedes til at holde kluden i den ene og den anden hånd, for ikke at opvarme den for meget, og derigennem måske skade Autumn. Varmen i hans krop var stadig høj. Højere end normalt. Alligevel kunne han nu lade sig distrahere. Øjnene var rettet mod Autumns blege hænder som rystede gevaldigt. Alligevel syntes hendes åndedræt af være en anelse mere behersket. Men virkelig kun en anelse...
Da hun med ét rev sine hænder ud af hans, vendte hans traks øjnene mod hende, og skubbede sig en anelse tilbage. Som om nærheden havde været det der havde fået hende til at omfavne sig selv, og nærmest 'krølle sig sammen'. Bevægelsen havde næsten været så pludselig, at han i et kort sekund formodede at han havde brændt hende. At han på en-eller-anden måde havde gjort skaden værre. Alligevel gik det snart op for ham, at det stadig var i hendes hoved. At det var dér smerten lå. Derek var dog nervøs for at komme tættere på. Derfor rykkede han sig lidt tilbage over gulvet, og lænede den nøgne rygind mod rammen af dobbeltsengen.

”Autumn – I'd rather have you knock on my door, than run around the streets in this condition, okay?” Stemmen var rolig og fattet, trods han var i vildrede omkring hvad han skulle gøre, og sige for at gøre situationen bedre. Var der overhovedet en kur mod sådan noget her? Derek besad trods alt ikke selv den største form for anger. Han var ikke mærket af sine drab – i hvert fald ikke på en måde som var synlig for ham. Det var kun i underbevidstheden – i søvnen, at det virkelig ramte ham. Ligesom i nat.
”Don't apologize. You haven't done anything wrong...” Han blev nødt til at forsikre hende for, at hendes handling var forståelig. At hun ikke skulle se sig selv som et monster for at kæmpe mod en mand som havde gjort hende så meget ondt.

”He's a fuckin bastard. He deserves it.” Det var som om hans stemme kortvarig var betonet af en lav knurren. Som om bare tanken om lægen, fik det til at vendes i ham. De ting Autumn havde fortalt...-  ”But you don't ... You don't deserve feeling like shit.”

Trods der var omkring halvandenmeter mellem dem, lænede han sig kortvarigt lidt frem med ryggen, for at skabe en følelse af at de var tættere på hinanden. Da han mødte hendes blik, var det som om noget trak sig sammen i ham. Sårbarheden... Den stirrede ham direkte i øjnene. Noget der – som altid – gav ham en lidt ukomfortabel følelse. Men efterhånden måtte han vel lære, at tackle det. Ikke at vende sig væk: ”I'm not gonna let you go back to him.” Sagde han dernæst, ”If he dares showing up here, I'll rip the head off his shoulders.”

Igen lænede han ryggen helt tilbage mod rammen på sengen. Kortvarig kastede han et blik rundt i lejligheden. Som altid var den lettere rodet. Der lugtede stadig af whisky... Tøj flød rundt omkring, og det samme gjorde utallige papirer med noder og skriblerier.
”If you want to change into something else – I probably have something lying around.”

Af en eller anden grund fik lyden af hans ord hende til at åbne sine hænder op med det samme. Der var ikke sket noget. Ikke meget andet end et par fordybninger fra hendes negle. Heldigvis. Hun magtede ikke at kunne tage sig af mere blod. Bestemt ikke sit eget. Det ønskede hun ikke bare at spilde. Det skete for tit. Og dagene som tvunget bloddoner lå stadig i hendes kalender. Det var blevet dyre dråber for hende. Selvom hun et sted bare havde mest lyst til at kradse hul på sig selv. Især nu, så hun kunne få fjernet den ubehagelige følelse af nervøsitet. Og stres. Hun stressede utrolig meget lige nu. Tankerne kørte rundt i hendes hoved. Og der var en del hun arbejdede med nu. Vejrtrækninger, fokussen imod Derek og alt andet omkring hende. Hendes hoved snurrede nærmest rundt hele tiden.
Hun blev forundret over, at hun ikke så væk, idet han stirrede hende direkte ind i øjnene. Der var intet imellem deres blikke. Ikke som der normalt var. Ikke den lille film af uvidenhed til hinanden. Og intet brilleglas. Stille og roligt lagde hun sine hænder fladt imod sine skinneben med krydsede arme. Hun pressede sine ben længere op under hende. Blev kun stoppet af hendes barm. Hun lyttede til ham. Mere klart nu. Og hvis man kiggede godt efter, ville der både være en hensigt til at smil i øjenkrogen og et par øjne der havde åbnet sig mere op. Hun var ikke sikker på, om hun skulle sige noget. Hun havde stadig problemer med at holde sin stemme stabil. Og det gjorde hendes åndenød en del værre, hver gang hun talte. Men det var der hun for første gang fik taget en ordenligt inhalering af luft. Hun lukkede endda sine øjne i. Slap sine ben en smule for at give plads til hendes brystkasse og mave hun fyldte ud med ilt. Og hun lænede sit hoved tilbage. Bare en smule. For så at vende tilbage. Hun pustede forsigtigt ud igennem munden, hvor efter hun atter åbnede øjnene op. Et par klare blå øjne der var tæt på at lyse op i det mørke rum. ”For some reason… I believe.. you.” Det kunne godt være han ikke ville være stærk nok til at rive hovedet af lægen. Men alligevel troede hun at han kunne. Og at han ville. Det virkede absurd at han ville gøre det for hende. Og det var nok grunden til at hun kæmpede lidt mere imod de hyperventilerende vejrtrækninger.

”Yea-h..” besvarede hun ham sagte og usikkert. Hendes stemme rystede stadig. Mindst lige så meget som hende selv. Men det var blevet bedre. ”It’s.. uncomfortable to still be in this..” Ganske forsigtigt begyndte hun endelig at folde sig lidt mere ud. Hun slap sine ben og strakte dem ud. Hun satte hænderne i gulvet og lidt efter lidt fik hun kæmpet sig på benene. Med vibrerende knæ under sig. Og ustabile fodsåler. Det var et mirakel at hun overhoved holdt sig oprejst uden at støtte sig til noget. Hun svang sine arme lidt omkring sig igen. Den ene hånd holdt fast om den modsatte overarm. Og ligeledes med den anden.
”May… May I borrow your.. shower?” Hun var ikke sikker på om det var en mulighed. Så selvfølgelig spurgte hun. Og hun forholdte endda sin stemme en smule lavere. Dog burde han kunne hører hende. Plus hun havde stadig øjnene rettet imod ham. Hun fugtede hurtigt sine læber med tungepidsen og fik igen sat tænderne ned i underlæben. Hendes hoved var blevet lagt på skrå - så meget hendes skuldre tillod hende. ”The …” Hun sank tungt. ”..blood smell is.. pretty.. strong..” Hun tog nu blikket væk fra ham igen. For at se sig mere om i lejligheden. Den var så bekendt. Overraskende nok. Hun havde været her flere gange. Nogle bedre end andre. Men hun måtte føle sig tryg her. Ellers ville det ikke være det første sted hun løb imod.

Hun tog et lille skridt bagud men stoppede brat da hun hørte et stykke papir rumstere. I hurtige og paniske bevægelser løftede hun sin fod og drejede sig halvt omkring. Blot for at se det fine stykke papir med både noder og ord skrevet ned. Og med et fint rødt aftryk af en hæl hen over. ”I’m…I.. I’m so sorry..” Som forventet så hun med det samme hen imod dæmonen igen. Med det samme forskræmte og usikre blik. Hun troede tydeligvis hun havde gjort noget så galt at verdenen ville gå under indenfor de næsten 10 sekunder hvis han ikke tilgav hende for det. Hun var bestemt ikke i den allerbedste tilstand lige nu. Langt fra den smilende pige fra musikforretningen. Hun var nu heller ikke en helt andet. Hun var stadig Autumn. Bare en anden side af hende. Hun var trods alt ikke formet som en kugle. Hun havde flere sider. Præcis som alle andre.

”I understand...”
Derek forstod hvordan det var, at ønske at fjerne sporene efter sine gerninger. Problemet var, at han var typen der også forsøgte at fjerne hvert spor fra sin hukommelse. Selvfølgelig kunne det være nyttigt i visse tilfælde, men det havde også en down-side..- Han lærte sjældent af sine fejl. Sidste gang han havde været tilsølet i blod, havde været da han havde dræbt sin far. Manden han aldrig havde haft noget som helst forhold til, men alligevel næsten lemlæstede før manden havde fået en eneste chance til at sige ét eneste ord til den søn han havde vraget. Derek huskede hvordan han havde været nødsaget til at stige ud af den lejede bil på vej væk fra Paris - og hvordan han havde måtte kaste op ved lugten af blod. Blodet der havde lugtet ufattelig meget som hans eget. Det var som om maven - selv nu - syntes at krænge sig lidt sammen. Alligevel forsøgte han at tage sig sammen. Hvis ikke det var på grund af den heftige dunst af whiskey, havde han sikkert allerede ligget med hovedet ude i toilettet.

”Yeah, of course.” Han nikkede ved hendes spørgsmål, og skævede kortvarig over mod døren ind mod toilettet: ”You know where it is...” Der gik et par sekunder før han rystede på hovedet af sig selv, ”Of course you do. It's not like I live in a mansion or something.” Tilføjelsen var mere en sarkastisk rettelse til sig selv. Der var måske stadig en snært af noget søvndrukkent over ham. Håret stod også ud til alle sider, og det virkede stadig fugtigt.
Snart kom han selv på benene. Roligt bevægede han sig rundt i rummet, med øjnene søgende omkring i lokalet: ”I'm gonna find you a towel.” Okay... Han burde virkelig snart rydde op. På de bare fødder nærmede han sig klædeskabet. Dér hvor han engang havde fundet Autumn - efter at have spærret hende inde, selvom sidstnævnte stadig ikke var noget der stod særlig tydeligt i hans hukommelse. Roligt åbnede han skabet, og rakte blindt op på den øverste hylde , for at lade hænderne gribe fat i et rent håndklæde. Et let lag støv var dog det første der ramte hans fingerspidser. Han hævede sig en smule på tæerne, og fik endelig famlet sig frem til et halvstort, sort håndklæde, der sikkert havde ligget der siden han flyttede ind. Dernæst hørte han lyden af papir der blev kvast let sammen. Det var dog Autumns stemme, der fik ham til at vende sig om mod hende:

”Wha..?” Snart ramte hans øjne gulvet. Fodaftrykket stod tydeligt frem for ham, i det lette mørke der omgang rummet: ”That's... - it's fine.” Skriblerier... Det var vel det mange ville kalde det. Dog var der altid noget personligt mellem Derek og det musik han skrev. Teksterne betød noget for ham, og selv om det bare var papir, ville han nok være flippet skrot over, hvis andre havde tilsølet det i blod. Alligevel forsøgte han, at holde sig i skindet. Bare dét at se hvordan Autumns krop reagerede, fik ham til at afholde sig selv - på det strengeste - fra at reagere på nogensomhelst måde som kunne gøre hende mere nervøs: ”I've got it all up here anyway.” Derek lod en finger strejfe sin ene tinding. Okay... Det var vel heller ikke sandt. Det sad først fast i hovedet efter at han havde spillet det igennem utallige gange. Selvfølgelig ville han nok kunne huske dele af teksten igen, hvis han så igennem blodpletterne - men lige nu ville han mest af alt brænde papiret. ”Really... Don't worry about it.” Han rystede på hovedet med en lidt ligegyldig mine, før han trådte hen mod hende med håndklædet i hænderne.

”Here.” Han stod mere end én strakt arms afstand fra hende, da han rakte hende håndklædet. Det var som om han stadig forsøgte at være en smule varsom. Som om han var bange for at gøre skaden værre.
”I'm gonna find you something to wear in the meantime. Just.. put your clothes in the sink, and soak it there. I'll put the clothes by the door." Var det, det eksemplariske at gøre? Derek anede det ikke. Det forekom ham stadig anormalt, at opføre sig på en måde der rent faktisk kunne få ham til at virke den mindste smule empatisk. Men lige nu, var det måske også bedre at vende blikket væk fra sig selv.

Han gav sig dernæst til at lede efter noget tøj. Alt ville nok se over-size ud på Autumn, men det var vel bedre end at være befængt af blodpletter. Derfor fandt han snart en grå T-shirt, et par shorts der kunne snørres ind, samt en sort hættetrøje med lynlås, i tilfælde af, at hun ville pakke sig ekstra ind. Han lagde det foran døren, og kastede sig dernæst ned i sin seng. Øjnene fangede med det samme loftet. Mobilen på sengebordet vibrerede endnu en gang. Denne med en sms lysende op på skærmen: Pick up your cell! I'm in Di Morga - Looking 4 you. Derek følte dog ingen grund til at række ud efter mobilen og læse beskeden. Istedet lagde han hænderne bag nakken og gav sig til at lukke øjnene i et øjeblik. Dog var det eneste han så bag øjenlågene, lægens ansigt. Blodigt og vredt... Ville han dukke op foran hoveddøren? Det var som om musklerne allerede begyndte at dirre ved tanken - klargøre sig selv på det. På faren der måske lurede rundt om hjørnet.

Autumn tog forsigtigt imod håndklædet, da det blev rakt til hende. Hun forsøgte ubevidst ikke at lade sine egne kolde fingre berører hans. Ikke fordi hun var bange for ham. Men hendes krop var blot stadig fyldt ud med en ubehagelig sitrende følelse. Hvilket overraskende nok gjorde det meste fysisk kontakt utrolig underligt. Og gjorde hende rent ud sagt utilpas. Men det havde intet med Derek at gøre. Og til trods for deres tidligere forhold til hinanden og de første knap så gode oplevelser de havde oplevet i hinandens selskab, så var han i princippet den eneste der syntes at have en mere beroligende effekt på hende. Han var den hun var løbet til. For det var hos ham hun følte sig mest tryg omkring.
”Thanks..” Hun omfavnede håndklædet tæt ind til sig og stod et øjeblik og fulgte ham bare med øjnene. Hun kunne stadig høre lyden fra papiret for sig. Hvorfor havde hun ikke kunne passe lidt bedre på? Hun var konstant klodset. Og hun var endda vant til at bevæge sig rundt i rodede lokaler. Så hans lejlighed var ikke ukendt terræn. Hun nikkede bekræftende og drejede endelig omkring sig selv. For så at nærme sig døren til hans badeværelse. Og som han havde sagt, kendte hun skam godt vejen. Så svært var det heller ikke.

Håndklædet hængte hun op så tæt på brusebadet som muligt. Den sorte farve gjorde det sværere for hende at se de svagt blodige aftryk hun havde belagt på overfladen ved at klamre sig til det. Hvilken lettelse. Hun fik nemt tændt for bruseren, hvor efter hun med rystende bevægelser fik afklædt sig. Det gik en smule langsommere end hun normalt ville få gjort det hele. Men det var vel forståeligt. Hun skulle til at smide alt andet end sit undertøj op i vasken, som han havde sagt. Dog fandt hun sig selv tøvende. Hun havde mest bare lyst til at smide det ud. Brænde det. Efter lidt tid smed hun det nu alligevel bare op i vasken, hvor efter hun endelig bevægede sig ind under det rislende vand. Det tog til tid for hende at nyde det. For hende at lade sine skuldre falde lidt ned. Men til sidst løsnede hun op. Hendes øjne blev lukket i. Mest for at undgå at se al blodet der blev skyllet af hende lidt efter lidt.

Næsten lydløs åbnede hun atter døren ud til lejlighedens største rum igen. I modsætning til, da hun havde taget imod tøjet, passede hun ikke på at åbne op for meget. Denne gang var hun påklædt igen. Usikkert lukkede hun den i efter sig igen, hvor efter hun vendte sin front hen imod dæmonen igen. Tøjet så lidt underligt ud til hende. Shortsene var strammet godt ind og T-shirten faldt løst ned over hendes overkrop. Hun havde ladet ærmerne på hættetrøjen falde ned over sine hænder og hun så rigtig ud til at putte sig i den som et varmt tæppe. Hendes hår faldt stadig fugtigt ned over skulderne. Og hendes blege hud var endelig fremvist på ny. Bleg. Kun brudt af de røde mærker af hudafskrabningerne der var placeret få stedet på hendes krop. Hun lignede endelig sig selv. Bare en del mere skræmt. ”Thanks.. again.”
Autumn blev bare stående hvor hun var. Med de blå øjne rettet imod Derek det meste af tiden. Et forsøg på et smil flød hen over hendes læber, men det endte ikke helt så godt som hun havde håbet. ”Are you… okay? You seemed.. pale before. And the smell of..” Hun stoppede sig selv. Hun burde ikke begynde at lave profil af ham. Han havde ikke ligefrem vist hende at han var alt for glad for hendes bekymring eller lignende. Hun pressede sine læber sammen og tog så ellers blikket fra ham. Blot for at se imod gulvet, som hun ganske forsigtigt tog et par skridt over gulvet. Denne gang var hun meget forsigtig til ikke at træde på noget.

”He..He won’t come here.. Not tonight.” Forhåbentlig vidste han allerede hvem hun hentydede til. Han burde vide at hun ikke var nervøs for at støde ind i lægen her. Ikke endnu. ”He... likes to play alittle... Even if he's dead or not.” Hvor hun prøvede at nå hen var hun ikke engang selv sikker på. Hun stoppede igen op og vendte sig til slut imod Derek igen. Hendes blik var nærmest bedende. Men ikke helt ynkelig. I det mindste havde hun fundet et mere stabilt vejrtrækningssystem.

For blot kort tid siden havde dæmonen følt sig uendelig træt... Øjnene var stadig lidt tunge, men resten af kroppen var på vagt. Varmen deri gled hurtigt gennem årene, og fik musklerne i armene til at trække sig lidt sammen. Lugten af spiritus og blod gjorde hovedet uklart; slørede sanserne en smule og skabte en uro over ham, trods han netop havde lagt sig ned i den halvbløde seng. Lagenet syntes at klæbe til den nøgne ryg, der stadig forekom ham fugtig af sved. Derfor gik der ikke lang tid, før han pressede sig selv op i en siddende stilling, for at blive mere komfortabel. Benene svingede han ud over sengekanten, så han sad med ryggen til toiletdøren. Han hørte den åbne og lukke i igen, da Autumn havde taget det tørre tøj han havde lagt foran. Hvor lang tid der var gået, vidste han ikke. Han sad blot med ansigtet i hænderne, og forsøgte at abstrahere fra de tanker der væltede ind og ud af hans hoved, samt den – igen summende mobiltelefon, hvis vibrationer sendte små stik gennem hans tindninger.
Da han igen hørte døren, fjernede han hænderne fra ansigtet, og strøg håret væk fra panden. Et lydløst suk gled over hans læber, før han roligt drejede hovedet over mod hende. De mørke øjne vurderede kortvarig beklædningen. Alt tøjet så meget stort ud på hende selvfølgelig. Dernæst mødet han hendes øjne. Hendes forsøg på at smile, fik ham nærmest til at få mere ondt af hende. Mest fordi han vidste hvor vigtigt det var for hende, at opretholde lidt af den positive udstråling, som han førhen havde kendt hende for. Situationen havde ikke ændret hans opfattelse af hende; Men han havde efterhånden indset at alt ikke var sort og hvidt. Alle havde to sider af sig selv... Hvis ikke flere.

”I'm fine. Ordene gled automatisk over hans læber, før han sank en klump i halsen. Dernæst fik han kæmpet sig selv op på benene og trådte væk fra sengen. Han nærmede sig vinduet hvorfra persinnerne var slået ned som altid. Roligt lod han hånden glide ind under disse, for at løsne hasperne på vinduet og åbne det ene. Den kølige luft fik hårene til at rejse sig i nakken på ham, men det virkede samtidig dulmende på den spændte krop og varmen der havde sat sig over hans hud. I et kort øjeblik tillod han sig selv, at læne sig selv mod vindueskarmen, lukke øjnene og bare trække vejret. Alt imens han lyttede til hendes ord.

”Then we've got time to figure it out.” Hans stemme var rolig og fattet: ” Let's not worry about it now.” Han åbnede igen øjnene og stirrede ind mod de lidt nikotinfarvede persinner, der sikkert havde været hvide i tidernes morgen. Snart vendte han ryggen til vinduet og så over mod hende.

”Do you need a bit of rest? Maybe that'd be good for you.” Spurgte han roligt, og skævede over mod sengen. Den kølige luft sendte kuldegysninger over ryggen mod det åbne vindue: ”You can have the bed, if you'd like to relax for a bit...” Han trådte over gulvet, bøjede sig ned og samlede skålen op fra gulvet. Skålen med det blodrøde vand, der fik hans næsebor til at trække sig lidt sammen i ubehag: ”I need to clean some of this stuff off anyway. So, it's safe for you to rest for a while. I'll be here... Han trak lidt henkastet på skulderne, og bar skålen ud i køkkenet. Da han hældte den røde, tynde væske ud i vasken, måtte han støtte sine arme lidt ind til køkkenbordet. Get yourself together... It's just blood Fortalte han sig selv, mens han forsøgte at fokusere på lugten af whiskey, eller den kølige luft der trængte ind fra det åbne vindue.

Autumn vidste ikke helt, hvor fanden hun skulle gøre af sig selv. Eller sine tanker. Det hele virkede uvirkeligt. Som om hun ikke helt var vågen. Og den bekymrede facade der hang over Derek denne gang var mindst lige så absurd som alt muligt andet. Han forholdte sig bare i ro igennem det hele. Han havde taget sig mere eller mindre af hende, siden hun var ankommet. Og han havde ikke kommenteret eller vrisset af det så meget som en gang. Han havde ikke engang tøvet med selv at fjerne det værste blod, selvom hun havde lagt mærke til, hvordan det gjorde ham bleg. Denne gang var det tydeligvis kun hende der var i det paniske område. Hvilket var derfor hun ikke var helt sikker på sig selv lige nu.
Hun nikkede blot bekræftende til hans tilbud om at hun kunne hapse sengen, hvis hun ville. Dog forblev hun stående hvor hun var. Som var hun bange for at falde sammen, hvis hun tog så meget som et lille skridt. Hun fulgte ham roligt med et par nærmest nysgerrige øjne, som han bevægede sig hen over gulvet, hvor efter at gå ud i køkkenet igen med skålen, han netop havde samlet op. Hun så rimelig fraværende ud i ansigtet. Og en smule fortumlet ud i blikket. I det mindste var hendes vejrtrækninger endelig faldet på plads. Og hendes hjerte truede ikke med at springe ud af hendes brystkasse længere. Hun tvivlede på at hun endnu var i chok. Men hun havde stadig problemer med at tale. At få ordene ud. Hun stod lidt længere og studerede hans ryg, som han stod der og hældte vandet ud. Hans foroverbøjede stilling, fik hende nær til at nærme sig ham. Men af en eller anden grund rykkede hun sig ikke ud af flækken. Ikke engang en lille ekstra drejning i hans retning. Hun stod bare der. Observerede ham i stilhed. Der var egentligt sjælendt hun ikke talte. Så det virkede underligt selv for hende lige nu.

Endelig tvang hun sit tågede blik væk fra dæmonen og kom mere til sig selv igen. Hun trippede lidt på stedet og endte med fronten imod sengen, hun allerede før havde ligget i og været ved at hoste sine indre organer op. Så charmerende hun måtte have været. Hun nåede dog kun at tage et lille skridt hen imod den, inden hun forsigtigt drejede hovedet og så imod det lille stykke papir, der stadig havde det fine aftryk af hendes hæl op overfladen. Automatisk tog hun de sidste skridt hen imod det og kom elegant ned på hug. Blot for at samle det op, før hun kom op at stå igen. Så gik turen ellers tilbage til sengen. Hun var ikke træt, som hendes ben havde problemer med at holde hende oppe på grund af rystelserne.
Stadig med papiret i sin ene hånd fik hun kravlet sig op på sengen og videre op imod hovedpuden, der lige som alt det andet indikerede at han ikke havde haft den mest beroligende nat. Doven lod hun sig selv dumpe ned på den bløde madras. Fladt på maven og hovedet hvilende på puden. Hun lukkede sine øjne i et øjeblik, men de blev hurtigt åbnet igen, da hun blev overvældet af en svimmel følelse af at falde ned i et bundløst mørke. En enkel knirkende lyd, der nok kom fra gulvet eller overboen, fik hende op at sidde i et ryk. Hurtigt havde hun fået vendt sig om og presset sin ryg imod sengestellet. Hendes ben var allerede halvt op. Og hun lignede lidt en der havde set spøgelse, som hun så forvildet rundt. Heldigvis faldt hun hurtigt ned igen. Hun var nok for første gang rigtig på vagt.

”Derek..” lød det endelig fra hende efter en god rum tid i stilhed. Hun sad stadig med ryggen støttet op ad hovedgæret, men hendes ben lå strakt ud. Papiret lå stadig i hendes hånd, som nægtede hun at give slip. Hun holdt det lidt op for sig og forsøgte sig langsomt med at tørre blodet væk igen. Også selvom der ikke var helt så meget igen. Dog ente hun bare med at tvære det ud over et større område af papiret. Men den skrevne tekst blev mere tydelig. ”Can I… hear you sing.. sometime?” Hun løftede denne gang hovedet og så hen imod det der nu blot var en sløret skikkelse af den velkendte dæmon. ”You know… One of those small …gigs.” Hun var ikke helt sikker på, hvorfor hun var nød til at spørge om lov først. Hun havde vel friheden til at gøre det lige meget hvad. Om han ville have det eller ej.

Stadig med forsigtige bevægelser strakte hun sig en smule til den ene side. Bare lige for at ligge det lille stykke papir fra sig på sengebordet ved siden af. Forhåbentlig kunne det stadig bruges og ikke var tabt for evigt. Ved et uheld landede hende blik efterfølgende på mobilen, der endnu lå og lyste op af sig selv. Hun var godt klar over at det var uhøfligt, men det fangede bevidst hendes opmærksomhed. Uden at tænke yderligere over det lukkede hun sine fingre omkring mobiltelefonen og satte sig igen til rette, alt imod hun læste, det der allerede stod på startskærmen. Til sidst strakte hun bare sin arm ud. Rakte mobilen hen imod Derek med skærmen fremvist tydelig.

”You… You might wanna see this..”

Vandet i hanen løb hurtigt og stædigt ned i skålen og rensede den sidste affarvning af blod af. Dæmonen betragtede fjernt strålen af vand, og lod snart sine hænder strejfe den kølige væske. Havde han blod på hænderne? Det var som om der var pletter for hans øjne; Som om han ikke rigtigt kunne se klart. Men ganske rigtigt kunne han snart se små strejf af rød i vandet der landede i den netop rensede, hvide skål. Han havde trods alt strejfet hendes hud utallige gange da han rensede hendes hænder. - Nærmest mekanisk lod han også kluden komme ind under hanen. Han vred den mellem sine hænder, og ventede på, at vandet ville blive klart igen. Heldigvis var der ikke meget at vride ud af den længere. Værre var gulvet vel i lokalet. Ved hoveddøren måtte der være nogle blodpletter hist og her. Pletter som han tydeligt ville kunne spotte, hvis han lod sit blik feje over gulvet.
Da han hørte sit navn, slukkede han for hanen. I et kort øjeblik lukkede han øjnene for at tage sig sammen og komme til sig selv. Det virkede stadig som om han var i den lidt drømmende tilstand. Jovist var han vågen – men hele situationen var kommet bag på ham. Og det virkede ærlig talt ikke som om han var vågnet op fra sit mareridt endnu. Ikke helt. Trods han ikke vendte blikket tilbage mod hende, åbnede han roligt øjnene og drejede hovedet en smule – som for at vende det ene øre mod hendes placering.

Han nikkede, trods han ikke vidste hvorvidt hun overhovedet så over mod ham eller ej. Snart tog han sig sammen, trådte væk fra vasken og længere ind i 'the main room'. Han virkede rolig... Måske var det kulden der efterhånden havde fået noget mere 'let' til at sprede sig i lejligheden. Noget friskt og nyt... Ikke lugten af gammel whiskey, støv, blod og sved. Alligevel vidste han, at han snart måtte holde den friske luft ude. Allerede nu, syntes hårene at stå op på hans arme.
”Sure... Sagde han dernæst, og tog en tilfældig rød T-shirt op fra en bunke på gulvet. Han huskede ikke engang hvornår han sidst havde haft den på, og om den var blevet vasket. Men det var vel ikke tit at han alligevel bekymrede sig om de detaljer: ”You don't have to ask. You're always welcome you know.” Han hev T-shirten ned over overkroppen, og hev lidt ud i den for at den ikke skulle klæbe sig fast til kroppen. Dernæst nærmede han sig vinduet og lukkede det med en lidt mekanisk bevægelse.

Endelig lod han de mørke øjne møde hendes skikkelse. Det var da hun rakte telefonen frem mod ham: Telefonen han havde forsøgt at ignorere, ikke bare i timevis – men i det der nok nærmere var dage eller måske endda måneder. I hvert fald når det galt dem fra hans fortid. Hvorfor han ikke bare havde blokeret deres numre – vidste han ikke.. Måske fordi der alligevel var noget bekræftende ved, at de stadig skrev til ham, trods han stædigt holdt fast i ideen om, at det ville være et nederlag for ham, at læse hver eneste sms.
Han trådte hen mod hende, og tog roligt mobilen ud af hendes hånd. Hans blik virkede sløret mod den stærkt lysende skærm. Derfor stirrede han på den i utallige sekunder, uden egentlig at kunne læse hvad der stod. Bogstaverne virkede slørede... Måske fordi rummet var så dunkelt. Han tvang dog sine øjne til at justere sig til det stærke lys, selvom det nærmest skar i øjnene og skabte en mild svimmelhed i hans hoved.

I'M HERE, DEREK. DI MORGA. FOUND YOUR ADRESS. I'LL BE THERE SOON.

”Shit... Fuck... Dæmonen bandede lavmælt, og kørte en frustreret hånd op mod sin pande. Okay... Beskeden var netop blevet sendt. Snart? Hvornår fanden var snart? Derek så mod Autumn, og rystede lidt på hovedet: ”Fuck... I can't deal with this.” Han satte sig stødt på sengekanten ved fodenden, og begyndte at gennemse de ældre beskeder fra Sean. Han havde skrevet til ham i timevis om at han var i Di Morga. Hvordan havde han fundet frem til adressen? Derek sank en klump i halsen. Hvis Sean kunne – kunne dealerne så ikke også? Kunne alle der havde problemer med ham i fortiden ikke opspore ham?
”I honestly didn't know, he'd come here.” Det var som om gensynet gav ham ambivalente følelser. Sean havde altid været en reel ven. Nok en af de eneste Derek nogensinde havde haft, som han havde stolet helt og holdent på. Alligevel havde Sean også vendt ryggen til ham for måneder tilbage – og tanken om, at han var i Di Morga, sendte noget nærmest smertefuldt over dæmonens ansigt. Et såret udtryk der fik hans blik til at fange gulvet, hvor der ganske vist – stadig var nogle pletter af blod og whiskey.
”I'll... I'll make sure he doesn't...-” Begyndte han med en lidt tøvende stemme: ”-Bother you. He's a pain in the ass, but he's not a bad guy.” Nok var Derek såret, men Sean havde aldrig gjort ham noget ondt. Han blev nødt til at forsikre Autumn om, at det ville være sikkert nok. At den der skulle vise sig at banke på døren ikke var andet end en gammel ven, og ikke nogen der ville skade hende. Det skulle ikke ske - ikke efter hvad hun havde været igennem.

”I'll kick him out, when he gets here” Dæmonen trak lidt luft ind mellem læberne - som om han forsøgte at tage sig sammen: ”I'm not ready for this...” Han lænede sig lidt forover, og skjulte igen ansigtet lidt i hænderne - eller rettere sagt begyndte han at massere sine tindninger, gnide panden og dernæst øjnene, mens han tænke som gevaldig. Nej, han var ikke klar. Han følte sig stadig forrådt. Og det var som om musklerne igen begyndte at spændes. Som om han var klar til at afreagere over den smerte bandet havde pådraget ham. Et gammelt sår var ved at blive brudt.

Det der havde stået i beskeden havde ikke skræmte hende besynderligt. Eller gjort hende specielt usikker. I hendes hoved havde hun været klar til at forlade hans lejlighed lige siden hun var kommet. Eller hun var ikke klar, men som så mange andre følte hun sig mere som en byrde for Derek. Men det der nu påvirkede hende, var den måde det hele påvirkede ham. Den måde han blev helt frustreret, gjorde hende nervøs. Hun burde ikke have vist ham det. Hun burde ikke have blandet sig. Diskret sank hun en af de større klumper i halsen og fik kort efter taget sig sammen til at nærme sig ham igen.
Hun kravlede ganske forsigtigt ned imod den ende han havde sat sig og uden et ord der kunne advare om hendes tilstedeværelse, satte hun sig selv ved siden af ham. Med benene ud over kanten. Hun sat en smule lænet forover. Mest for bedre at kunne se imod ham med det samme utrolig uskyldige udtryk i øjnene. Som en hund der kunne mærke sin ejers stressede tilstand. Hun lod de fugtige hårlokker falde ned over hendes ansigt. Hun følte ikke helt at de generede nok, til at hun ville fjerne dem. Det krævede lidt for meget af hende. Og lige nu, var al hendes opmærksomhed overraskende nok rettet imod Derek.
”It’s alright. I’m not ..scared.” Selvfølgelig var hun bange. Ikke for denne ven. Ikke direkte i hvert fald. Men hun vidste, hvornår hun kunne spille tapper. ”I can just lea…-” Hun stoppede hurtigt sig selv. Nu hvor hun sagde det højt, sendte det blot stik igennem hende. Hun ville ikke bare gå sin vej. Hun var underligt tryg i den her lejlighed. Også selvom den ikke havde meget. Det var hvad hun havde brug for skulle det nok vise sig. Hun tog roligt blikket væk fra ham og gå ned imod sine bare fødder, som hun sad og vippede lidt ned for at de ikke skulle røre gulvet.

Pludselig kom hun op at stå igen. Lidt ustabilt, det var da klart. Men hun så ikke ud til at kæmpe for meget med balancen i det øjeblik. Hun trippede let hen over gulvet på sine tæer, som var det umådeligt koldt, hvorpå hun stoppede op igen foran dæmonens placering på sengen. Hun drejede fronten imod ham og kom ned på hug endnu engang. Hendes rystende hænder lagde hun blidt mod hans knæ. Og hendes blå øjne var igen rettet op mod hans ansigt.
”It’s.. It’s gonna be alright..okay? You can do it..” begyndte hun med en rolig stemme. Og igen forsøgte hun sig med det lille smil. Denne gang med lidt mere held. ”I don’t know who’s coming but... you’re strong, right? That’s what you’ve told me so many times.” Hendes hoved lagde sig sagte på skrå, og hun fik smilet til at vokse en smule. Hendes hænder forvandlede sig mere til at hendes arme blev lagt over kors og hvilede mod hans knæ et øjeblik. ”Though.. If it’s that bad.. There’s always the window. Wanna find out if I can fly after all?” Det var selvfølgelig ment som en joke, men hun kastede alligevel et nik hen imod hans vindue, som han netop havde haft åbnet.
Lidt efter lidt trak hun sig tilbage igen. Fjernede sine arme fra hans knæ. Og kom igen op i sin fulde højde på de 160 centimeter. Tøjet fik hende blot til at se lavere ud. Et suk løb hen over hendes læber, men hun forholdte sit blik rettet imod ham. Sammen med det lille smil. ”I’m not sure it mean anything but.. I’m here. I am your distraction after all. Hopefully it’ll keep you somewhat calm. But if you really don’t think you’re ready.. Then go ahead and kick him out. Whoever he is.” Hun strakte så hånden u dog nussede kortvarigt hans hår, inden hun tog et skridt tilbage, for så at dreje omkring. ”I’ll help clean up the blood." Denne gang var det hendes tur til at finde sin vej ud til køkkenvasken. Hun tog alt, hun kom forbi der kunne bruges, til støtte. Selvom hun havde virket helt beroliget overfor Derek lige der, undergik hendes krop stadig chok. Til en grad hun kæmpede bravt imod for ikke at vise for meget af.

Hun nåede endelig vasken og tog med det samme fat i den stadig fugtige klud. Af ren vanesag lod hun den komme ind under rendende vand, hvorefter den blev vredet på ny. Så gik hun så ellers tilbage til det hun nok ville kalde hans soveværelse. Men hun var ikke helt sikker på, hvad det faktisk kaldes. Hun faldt nærmest ned på knæ ved siden af nogle af de større pletter blod hun havde placeret på gulvet. Dog tog hun sig ikke af det, og begyndte bare at tørre den metalliske væske af igen. Hun havde intet imod blod, men det så nu heller ikke ud til at være specielt behageligt for hende.

Breathe... Don't be a coward...
Dæmonen forsøgte at beherske sin vejrtrækning, og få musklerne til at slappe af. Han havde en ufattelig lyst til at afreagere og få vreden og frustrationen ud af sit system. Autumn var det eneste der holdt ham nede i denne situation. Han sad blot med hænderne foran ansigtet, og forsøgte at holde sig selv i ro. Det var som om et væld af kaos herskede i ham, trods han desperat forsøgte at holde masken foran hende. Han ville ikke virke svag... Og han ville for alt i verden ikke indrømme hvor bange han var for denne konfrontation, selvom det sikkert var tydeligt på hans mimik. Det var som om man nærmest kunne se blodårene i armene, og se hvordan den brede ryg løftede og sænkede sig i takt med de anstrengte vejrtrækninger. Don't fuck up now... Relax...
Han havde altid været dårlig til, at få sig selv ned, når først følelserne begyndte at kæmpe med kroppen. Det var som om han var i en strid mod sig selv om hvordan han skulle reagere, og hvordan han skulle håndtere situationen. Når det førhen blot havde været sms'er fra vennen, havde han været i stand til at holde masken til en vis grad... Han havde været i stand til at vende kinden til, og virke stærk. Men han havde ikke forventet at det ville komme til dette punkt. Netop da han var kommet til Di Morga havde han nærmest ventet på, at nogen ville opsøge ham. Men nu.... - Nu virkede det faretruende for ham.

Det var som om det gav et lille sæt i ham, da hun havde rykket sig helt tæt på. Han havde knapt nok bemærket, at hun have bevæget sig fra sin plads ved sengegærdet. Han fjernede hænderne fra sit ansigt og så på hende. Hun måtte ikke gå... Det ville han ikke tillade.
Han fulgte hende med øjnene da hun rejste sig op. Det var som om en mild nervøsitet bredte sig i ham. Som om han forventede, at hun ville gå hen til døren og forlade ham. Dog slappede han af, så snart hun havde sat sig foran ham på gulvet, lagt hænderne mod hans knæ, og tilladt de blå  øjne at hvile på ham. Det var som om hans krop straks blev rolig og 'tæmmet'. Dog fyldtes hans brystkasse også med en følelse af foragt over sig selv. Over, at han - på trods af det Autumn havde været igennem denne nat - var den der nu havde brug for en form for trøst. Han hadede den sårbare side af sig selv, og brød sig ikke om, at Autumn så den med sine egne øjne. Derek vidste ikke hvorfor han havde et så stort behov for at være den stærke. For inderst inde var han dybt afhængig af andre. Uanset hvor meget han forsøgte, at forkaste den idé.

”Now it's you giving me the pep-talk...” Dæmonens blik veg lidt fra hendes. Der var noget ironisk i hans stemme, trods forsøget var lidt halvhjertet: "Seems a bit ironic after what you've been through.” En lidt utilpas grimasse gled over hans ansigt, før han igen forsøgte at fastholde hendes blik. Smilet om hendes læber, fik ham igen til at føle sig lidt bedre tilpas. Det bragte ham ned på et mere jordnært niveau.
”You shouldn't worry about me, Autumn... As you say – I'm strong.” Han lagde kortvarig sine hænder over hendes. Alligevel syntes han selv, at der var noget meget selvmodsigende i ordene. Nej, han var da ikke stærk. Han var ynkelig. Var han ikke? Han rystede let på hovedet over sig selv. Ved hendes joke, kunne han ikke lade være, med at løfte en ene mundvige en lille smule over den anden, i et lidt komisk forsøg på et smil.
”I'm sorry to say that he is even more stubborn than I. Appealing as running away sounds – it would be pretty useless in the end...- He found me now, so...” Han trak let på skulderne, og fjernede sine hænder fra hendes. Roligt fulgte han hende med øjnene, da hun rejste sig op.
”I'm glad you're here...” Der var noget utattelig reelt over hans ord. En form for hudløs ærlighed: ”Or, I'm not glad that you had to... You know.” Hans øjne fangede kortvarig gulvet, før han igen løftede blikket mod hende.
”Maybe you really are my anchor. Someone to prevent me from ripping the head off my best friend's shoulders...” Derek indså hvordan han lige havde beskrevet Sean... Best friend... Beskrivelsen sendte noget lidt sørgmodigt over ham, men han forsøgte hastigt at dække over det, ved at rejse sig op, og sende en hånd op mod panden for at klø sig i hårgrænsen.
”Autumn – you don't have to..-” Måske skulle han holde sig aktiveret... Hjælpe med at gøre det sidste rent, for at distrahere sig selv. ”Let me do tha-..” Han stoppede midt i sætningen, da det bankede på døren. Det var som om hele hans verden frøs i et øjeblik. Som om alle sener i hans krop igen begyndte at reagere. Vejrtrækningen blev hurtigere, og han begyndte at stå rastløst på benene. Det var tydeligt at se på ham, at han var i vildrede. At han kæmpede mod vreden og frustrationen der bredte sig i hans krop som en steppebrand. Alligevel lykkedes det ham, at nærme sig døren. Så snart han tog fat i håndtaget, kunne han mærke hvordan materialet begyndte at smelte i hans hånd. Derfor skyndte han sig at åbne døren, før han ville ende med, at lukke ham og Autumn inde. Han åbnede døren halvt op, og slap derefter håndtaget, for blot at gribe fat i siden på døren, for at forhindre, at Sean ville forsøge at mase sig ind, eller tage et kig ind i rummet mod Autumn. Derek sank en klump i halsen, da han mødte sin gamle bedste vens blik.

Sean Faust havde altid været lidt mindre end Derek, trods det kun galt få centimeter. Hans hår var brunt og oftest dækket af en form for hue, hvoraf kun få totter stak frem foran. Øjnene var mosegrønne, og han havde næsten altid noget fjoget over udtrykket i sit ansigt. En form for kæk ironi. Han var trommeslager i bandet, og havde altid været meget eftertragtet blandt andre musikere på grund af sine evner. Begge overarme - som nu var skjult bag en frakke - var fuldt dækket af tatoveringer. Derek havde altid joket med, at Sean prøvede at kompensere for, at han stadig havde mange ungdommelige træk, og alt for ofte blev spurgt om ID. Dæmonen måtte dog indrømme, at det at stå ansigt til ansigt med Sean nu, fik ham til at betvivle den gamle dømmekraft. Sean virkede mere voksen udadtil når det kom til stykket. Måske var det fordi han i sidste ende, altid havde været langt mere fornuftig end ham, og fordi der - trods den ungdommelige fjogede væremåde - altid havde været noget modent i hans øjne.

”I don't know what's worse... You not answering your cell, or the fact that it was almost too easy to figure out where you live.” Det var som om Derek vågnede lidt op, så snart Sean åbnede munden. Han holdt stadig fast i døren, og tillod hele sin krop at dække indgangen.
”You shouldn't have come here, Sean.” Tonen i hans stemme lød kold. Alligevel måtte han indrømme, at noget i ham savnede Sean forfærdeligt. De havde trods alt kendt hinanden siden de var børn: ”Why? Why are you in Di Morga?” Han kendte vel svaret... Sean havde trods alt ringet og skrevet siden Derek var flyttet til byen. Sean havde ledt efter ham.
”Looking for you dumbass. Not gonna let your best friend in?” Sean skød øjenbrynene lidt prøvende op i panden. Det pjuskede hår under huen virkede rodet som altid.
”I wouldn't know. I don't see him anywhere.”
Sean blottede tænderne i et lidt udfordrende smil: ”Auch... Trying to hurt my feelings, Derek? I'm still jet-lagged. Maybe you should treat me a bit better.” Sean trådte skødesløst tættere på døren, og skubbede Derek væk. Dæmonen gjorde ikke just det største forsøg på at stoppe ham. Det var som om han bare lod sig selv blive puffet tilbage, for at lade Sean træde ind. Alligevel fortrød han det med det samme. Hvorfor fanden kunne han ikke bare kyle ham ud? Hvad stoppede ham?
”Maybe you should get the fuck out of my appartment.” Han trådte straks ind foran Sean, der netop havde trådt en meter ind i rummet, og som straks gav sig til at se rundt med nysgerrige øjne.
”Easy, easy...” Så snart Seans blik fangede Autumn, kom der noget tvivlende over hans ansigt. Han kastede et nærmest dømmende blik mod Derek: ”Is that why you didn't answer my calls?” Sean blottede tænderne i et lidt hånende smil, før han igen vendte øjnene mod Autumn:
”Babe, I'd run now if I were you. This guy is...- a bit of a mess.” Det var tydeligt at han lavede sjov med det hele. Den drillende tone i stemmen var i hvert fald klar nok. Alligevel fik hans henvendelse til Autumn, Derek til, at tage ham hårdt i skulderen.
”Shut the fuck up.” Snerrede han, før han greb fat i Seans krave, og kastede et blik hen mod Autumn:
”Autumn – Sorry. I'll just talk to him outside for a second. I'll be back okay?” Hans stemme virkede ufattelig rolig så snart han talte til hende, trods han nærmest stod og hagede sit ex-bandmedlem op ved kraven af hans frakke.
”Wait... Autumn?” Sean vristede sig fri, og så forvirret mellem Autumn og Derek: ”Wasn't that the girl's name? The one with the..-” Han pejede mod sin hals, før et besynderligt udtryk gled over hans ansigt. Som om han oprigtigt morede sig over situationen:  ”She looks a bit young doesn't she? This is great! Derek Holland is nailing a teenager!!”
”Get out – now!” Derek tog hårdt fat i Seans arm, og hev ham ud på gangen – slæbte ham nærmest efter sig. Han forsøgte at smække døren bag dem, men den bankede derimod blot mod dørkarmen og forblev åben på klem.

Derek skubbede med det samme Sean ind i væggen på den anden side af gangen, mens han havde et fast tag i hans frakke.
”Drag your sorry ass back to the US. Now!” Stemmen lød vred og hård. Det var længe siden han havde talt sådan til Sean. Faktisk havde dette været den længste tid hvor de ikke havde talt sammen. Der var meget der var uforløst mellem dem.
”Why are you staying here of all places? Is it because of her?” Sean forsøgte at hage sig fast i Dereks hånd, for at kunne få luft. Dog kæmpede han ikke mere imod, selvom han udmærket kunne. Han nikkede over mod døren til lejligheden.

”No. It isn't.”

”Are you sure, Derek? Are you really sure?”

Derek slap taget i Seans jakke, og lod ham rette sig op: ”It's not about her.” Men var det hele sandheden? Autumn var vel en del af det.

”It's about the band, then?..” Seans stemme lød rolig. Som om han havde forberedt sig på denne samtale længe, ”I begged them to get you back. They didn't want to.” Sean rakte frem mod Derek og forsøgte at gribe fat i hans arm. Dog vendte dæmonen blot siden til: ”Derek, honestly I begged them. I did. We've been best friends since we were kids... Brothers.”

”Brothers don't... Turn their backs on each other.” Derek havde sænket stemmen en smule.

”I left them, Derek. I came here to bring you back. If you're staying – so am I.”

”Stubborn bastard...” Mumlede Derek og rystede på hovedet. I et sekund gned han sin pande med den ene håndflade, og forsøgte at kæmpe mod tankerne der svirrede gennem hans hoved. Havde han ikke netop hørt de ord, han havde længdes efter så længe? Den erklæring han havde manglet? :
”I'll let you in okay? But just for a while. Don't fuck anything up.” Han vidste, at han havde brug for at snakke med Sean, og at han ikke ville få ro i sit sind, før han havde gjort det.

Derfor lod han ham komme ind i lejligheden igen. Alligevel lovede han sig selv, at holde et vågent øje med ham
”Autumn this is...- Yeah, you might know.” Han viftede lidt med hånden mod Sean: ”Sean Faust. My...” Han stoppede sig selv og rystede på hovedet: ”From Bloody Mistakes.”

”Nice to meet Derek's-...” Begyndte Sean, men Derek afbrød ham næsten med det samme:

”-He'll not stay for long, okay? If he bothers you, I'll kick him out.”

Sean trådte lidt ind i rummet, tog sin frakke af og smed den løst på sengen. Straks stoppede han hænderne ned i lommerne på sine jeans, og begyndte at kigge lidt fra den ene til den anden:

”So... what is this..? I mean..-” Han viftede en hånd mellem Autumn og Derek: ”You're wearing his clothes – he's sober...” Sean trådte hen til Derek, greb ham om hagen og kiggede direkte ind i hans øjne:
”Wauw – and he's clean!” Han slap Derek og diskede op med en lidt fjoget latter: ”What's going on between you two?”

Autumn blev bare stående da Derek endelig fik trukket sin bedste ven ud af lejligheden igen. Hun havde ikke rigtig sagt noget. Hun havde stadig lidt problematikker med at få ordene. Også selvom hun det meste af tiden havde haft lysten til at råbe af denne anden unge mand. Hun genkendte ham med det samme. Han lignede sig selv. Eller han havde ændret sig lidt. Men han havde stadig de sædvanlige træk. Dog måtte hun indrømme at hun var noget overrasket over hvilken personlighed der lå beg bag de grønne øjne. Han var tydeligvis lavet af det typiske amerikanske materiale. Hvis bare han havde været som Derek, ville hun nok kunne holde ham mere eller mindre ud. Men han gjorde hende usikker. Eller også var det bare den ubehagelige følelse fra da døren var blevet banket imod. Hun huskede i hvert fald klart, hvordan hun bare have smidt kluden fra sig for at komme op at stå. For så at bakke ud. Selvom Derek havde sagt det blot var en ven, havde hendes instinkt alligevel troet det var en anden.
Nu var hendes blå øjne bare rettet stift imod døren, der endnu stod en smule åbent. Hun kunne sagtens høre deres samtale. Men hun fokuserede mest på det faktum at det ikke længere var Derek der kendte til den lille mekaniske dims. Han havde fortalt en anden om det. Hun var ikke sikker på, om hun skulle blive vred eller såret. For det var vel bare en lille ting. Med mindre alt det andet shit var blevet fortalt ligeledes. Tanken om at andre kendte til det skræmte hende lidt. Gjorde hende usikker. Specielt i det ustabile stadie hun var i. Hun sank tungt og strammede grebet hendes rystende hænder havde i hinanden. Hun kunne nemt mærke sit hjerte slog der ud af, på den måde hun havde presset sine hænder imod brystkassen. Men heldigvis var det knap så ekstremt som da hun lige var ankommet denne nat. Voldsomt rystede hun pludselig på hovedet. Fik det fugtige hår til at flagre lidt omkring hendes hoved. Overraskende nok var det allerede godt i gang med at tørre. Hun burde tage sig sammen. Og ikke bare krybe ind i sig selv. Det var nu hun skulle bruge sin facade. Det var nu den var mere eller mindre nødvendig. Hun så sig lidt omkring i lejligheden. Det meste blod havde hun lige nået at få fjernet, men hun kunne stadig skimme små fodaftryk hist og her. Hun tog en dyb indånding og netop som hun hørte døren blive åbnet helt op igen, pustede hun tungt ud. Og så med det samme hen imod dem igen med et roligt udtryk i ansigtet.

”Yeah.. I know who he is..” svarede hun forsigtigt som Derek fik præsenteret et tidligere bandmedlem. Hun tillod sig at træde lidt tættere på. Og hun fik endda også sat et lille smil frem. Hun slap sine hænder og lod dem falde ned langt siden. Mest for at virke mere afslappet. Selvom resten af samtalen hurtigt blev fyldt ud med spørgsmål, som ikke kun var rettet imod den brunøjede dæmon.

Hun havde ærligtalt ikke forventet at få specielt meget opmærksomhed. Hun kunne nu have set det komme. Hun var trods alt lidt svær at undgå i den lille lejlighed. Hun rettede hurtigt de abnormalt blå øjne hen imod Sean med et forbavset udtryk. ”Huh?” var lige det første der løb hen over hendes lettere tørre læber. Hun blinkede et par gange som var hun overrasket. Der gik faktisk lidt tid, inden hun forstod spørgsmålet fuldt ud. Et kort øjeblik blev hendes øjne spærret lidt op og hun stirrede bare imod ham. Dog fik hun efter et sekunds tid, forvandlet det forsigtige blide udtryk i ansigtet. Hendes smil voksede og en kort version af hendes hjertevarme latter spredte sig lidt i rummet.

”Nothing.. Really. Nothing’s going on between us. Don’t worry. You can still have him all for yourself.” Den britiske accent stod virkelig i kontrast nu hvor hun var omgivet af hele to amerikanske. Hun rettede sig op igen og som hun rettede blikket imod Derek, fik hun lagt sine arme en smule omkring sig selv. Mest fordi hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle gøre med det.
”Derek and me are just..” Hun hold inde et øjeblik og studerede diskret den højere af de unge mænd, inden hun så tilbage på den lavere af dem. ”We’re just friends. He’s mostly like a brother figure for me, you could say. Or something like that. I guess.” Forklarede hun med en rolig stemme, stadig med den muntre udstråling. Og det virkede ganske ægte. Hvilket det et sted også var. Det handlede blot som en ændring i humøret. Hvilket hun var blevet ret god til hen over årene. Dog havde hun mest bare lyst til at lade sig falde sammen på gulvet. Hun følte sig stadig svimmel.
Autumn slap grebet om sig selv med den ene arm. Bare lige for at stryge et par vildfarende totter hår væk fra det blege ansigt. En svag rødlig glød sad sikkert stadig på hendes kinder. Hun var et sted stadig overvældet over at nu stå og se på halvdelen af det band hun havde kendt til i sin tid. Også selvom hun havde stoppet med at se Derek som en berømthed. Hun havde ikke løjet, da hun sagde han var en ven. Hun havde vel bare ikke rigtig turde sige det højt.

”May.. Maybe it’d be better if I left?” kom det så fra hende, som hun så mere spørgende imod Derek. ”You know.. So you two can talk in privat.” Hun havde virkelig ikke lyst til at lade ham være alene med Sean. Han gik hende på af en eller anden grund. Og så havde hun stadig ikke helt så mange steder at tage hen. Med mindre hun ville tage hjem og vaske blod op fra køkkengulvet. ”Or do you need me to be here??” Hun holdt det sidste lidt dæmpet. Men lige hørligt alligevel. ”Just in case..”

Det var mærkeligt at høre det... Høre Autumn beskrive deres forhold til hinanden. Det var første gang Derek havde hørt dén beskrivelse, og han fangede sig selv i, at forsøge at regne ud hvorvidt det blot var spil for galleriet eller om hun rent faktisk mente det. Mente at han var en ven – og endda også en form for bror for hende. Derek vidste hvor god en skuespiller Autumn var. Hvor god hun var til at smække et smil på, og få noget til at lyde oprigtigt. Derfor var han i tvivl om hvorvidt han skulle smile eller ej. Hvorvidt han skulle tro på det nu. Var det virkelig sådan hun så ham? Antydningen af et smil strejfede over hans læber, og fik et næsten kært udtryk frem i hans øjne. Som om han var en lille knægt, der havde fundet en snært af lys i en lorte-tilværelse.
Sean var dog ikke ligefrem voldsomt tilbøjelig til at tro på Autumns ord, og det var ganske tydeligt at se i hans ansigt. Noget misbilligende bevægede sig i de grønne øjne, og øjenbrynene bevægede sig op i panden i skepsis.

”Brother figure..?” Sean fnøs og kiggede over mod Derek. De to gamle venner mødte hinandens øjne: She turned you down, didn't she?” Et lidt forvirret udtryk bredte sig over Derek's ansigt ved det spørgsmål: ”That would be the only reason why you're still seing her, right?” Sean talte nærmest som om han ikke bekymrede sig det mindste om, at Autumn faktisk var i rummet, ”I remember when you kept talking about that girl Summer, who didn't wanna..-” Sean stoppede op midt i sætningen, og flækkede dernæst af grin. Derek stod lidt tvivlende ved hans side, med et temmelig perplekst udtryk i ansigtet. Sean havde det tydeligvis hylende morsomt: Summer... Autumn... Am I the only one seing the pattern? Det var nu Dereks tur til at se på sin gamle ven med skepsis i blikket. Havde han forvildet sig ind på et par barer i sin søgen efter ham, eller havde han selv ændret sig nok til ikke at være på bølgelængde med ham længere?

”Oh, come on Derek! It's funny. Look at you...” Sean lavede en fakt med den ene hånd, ”Are you putting on a show for her? She's your goddamn charity-case. Can't you see that? Sean sendte et blik over mod Autumn, og rystede på hovedet: ”It's pathetic, Derek. Are you really that desperate for attention? You seek up a fan, who is in desperate need for a 'brother' to take care of her? What the fuck are you trying to accomplish?”

Derek kunne mærke hvordan hans muskler igen spændtes.
”Shut it, Sean. You don't know what you're talking about.” Snerrede han advarende. De mørke øjne virkede faretruende, og det samme gjorde den anspændte skikkelse. Alligevel forblev Sean upåvirket. Han formodede vel, at Derek ikke ville have modet til at gøre ham noget. Deres fortid påvirkede ham for meget.

”Sure I do. I've known you forever man.” Sagde Sean henkastet.
”I've changed.” Kom modsvaret fra Derek, før han vendte ryggen til sin gamle ven, og rettede øjnene mod Autumn. Han trak noget luft ind i lungerne og forsøgte at holde agressionen nede.

”No, Autumn – stay.” Hans stemme var ikke just beordrende. Faktisk lykkedes det ham, at holde tonen på et nogenlunde roligt plan: I don't want you to go anywhere. I can't help you if you leave.” Han var ligeglad med de misbilligende blikke som Sean sendte mod ham netop nu. Hans egne øjne talte for sig selv... Han ville blive ødelagt hvis han lod Autumn komme galt af sted nu, hvor han havde muligheden for at beskytte hende: ”I need you to stay safe, okay? And even though Mr. Dumbass is here – I'd rather have you both where I can keep my eyes on you.” Derek sendte hende et forsøgt, opmuntrende smil. Hvor ville han ønske, at hans indkomst tillod ham en større lejlighed, så han kunne tilbyde Autumn et andet rum, for at være fri fra Seans kommentarer. Alligevel var han vel glad for at hun var der. Hun holdt hans agressioner nede. Hun gjorde ham mere jordnær.

”So... you're acting big brother for that chick, or what? And now me?” Seans stemme fik Derek til straks at vende sig om mod ham igen: ”Derek, I've fucking dragged you out of bar-fights, prevented you from gettin' all deamon on me, and kept you in the band for many years even though the others wanted to kick you out. You've never been able to take care of anybody in your whole life, man.” Det var sandt. Det vidste Derek at det var.
”As I said... I've changed.” Mumlede han, og snart mødte hans øjne gulvet.
”Because you got a teenager to look after?”
”She's not...-”
”Oh, she's supernatural. You didn't mention that...-” Sean trådte lige forbi Derek og nærmede sig Autumn, med et bredt smil; ”So what are you? Like us? Deamons?” Han rystede hurtigt på hovedet over sit eget spørgsmål, og så undersøgende på hende, ”No she looks more like an angel, don't you think. All innocent.”
”Don't creep her out, Sean.” Derek tog fat i ryggen på Seans T-shirt og hev ham lidt tilbage.
”Hey-hey.. Haven't done anything wrong.” Sean holdt hænderne op foran sin krop, og vristede sig ud af Derek's greb, ”You've become fucking sensitive man...”

Derek sendte et undskyldende blik over mod Autumn, før han satte sig på sengekanten med et udmattet suk. Hvorfor skulle han også bebyrdes med den kvajpande? Blot efter at have gnedet øjnene og forsøgt at lukke alt ude i få sekunder, hørte Derek en rumsteren i lejligheden. Da han kastede et blik mod Sean, så han, at han var i færd med at snuse gevaldigt rundt mellem de sparsomme møbler.

”What the fuck are you doing?”
”Looking for your stash.”
”I don't do that anymore.” Dereks stemme lød næsten opgivende. Sean – der netop var i færd med at rode klædeskabet godt og grundigt igennem, tabte en af bøjlerne på gulvet, og slog blikket over mod Derek.
”You're kidding me right? Right?” Han måbede, og udbrød dernæst; ”Holy shit! That's unbe-fucking-lievable!”Han lod en lidt knækket latter passere gennem luften, før han gik hen mod sengen, fiskede sin jakke op og fandt en lille pose med hvidt materiale op derfra.
”Well, I've got some leftovers, if you want me to bring my old Derek back.” Sean viftede posen foran næsen på dæmonen. Det var næsten hypnotiserende... Og alt, alt for appellerene. Derek fulgte posen med øjnene, og sagde intet. Hvorfor havde stoffer altid en ufattelig magt over ham? Han rakte hånden ud og greb fat om posen. Der var et triumferende udtryk over Seans ansigt, der kun blev større, da Derek rejste sig op og gik ud på toilettet med den lille pose.
"He's not such a good rolemodel, huh?" Kommenterede Sean til Autumn, og lagde selvtilfredst hænderne over kors. Dog gled noget snart over hans ansigt...- En forfærdelse der snart udviklede sig til vrede. Det var ved lyden af toilettet der blev trukket ud, og skyllede stofferne væk.
"You were saying...?" Derek lænede sig i dørkarmen til toilettet, og fangede Seans blik. I næste øjeblik kastede trommeslageren sig snerrende over guitaristen, og de to ramlede ned på gulvet. Unresolved feelings...- Derek havde vist lige started den hævntogt han havde hungret efter.[/b]

”I don’t need him to be a role-model..”

Det var begyndt at blive tydeligt at se, at Sean gjorde det sværere for hende at holde masken som den søde uskyldige pige. Han var direkte ubehagelig at være i samme rum med. Han gav hende ikke samme følelse som når hun havde betragtet ham på plakaten, da den hang der hjemme på værelset i England. Den var sikkert blevet revet ned nu. Der var jo ingen i huset længere. Og hun havde ingen planer om at tage tilbage lige foreløbig. Selvom hun ville ønske hun kunne. I modsætning til Derek, havde Autumn ikke lyst til at befinde sig i Di Morga længere. Og så igen - det var det sted der var mest trygt for en som hende. Ude i de mere civiliserede byer og lande, ville hun blive dømt som en freak. Og hvad ville ikke ske, hvis hun endte med at miste kontrollen igen. Her - i Di Morga - var hun ikke så bekymret for at det ville ske. Dog ville hun helst se det aldrig skete. Nogensinde.
Men nu hvor hun endelig stod ansigt til ansigt med trommeslageren fra Bloody Mistake, var det en helt anden oplevelse, end hun havde forventet. Eller håbet. Han gik hende på nerverne. Og det havde lykkes ham at få fjernet hendes smil fra hendes læber. Igen lignede hun blot det lille hjælpeløse væsen som før. Hvis man da lige så bort fra det faktum at hendes hænder var blevet knuget. Skjult, men knyttede. Hun pressede sine læber sammen til en lige linje og forsøgte sig bravt med at lukke ham ude. Alle de kommentarer der kom med den irriterende hånlige tone. Hun havde endda fjernet blikket fra ham. Det var først da hun hørt Derek igen, at hun så op fra sit usikre stadie.

Hun nåede knap nok at reagere, hvad der foregik før de begge lå og rullede rundt på gulvet. Hun havde forskrækket tage et skridt tilbage og stirrede et øjeblik bare imod det der lige var startet foran hende. Det var sket så pludseligt. Og det var først bagefter, at hun forstod den lyd der var kommet fra badeværelset. Havde han seriøst lige stået og skyllet stofferne ud? Det havde hun ærligt ikke troet, han nogensinde ville gøre. Men til hendes overraskelse, gik hun ikke selv i panik over situationen. Hun blev bare stående mens en skygge langsomt begyndte at danne sig over hende. Hendes hænder faldt igen ned langt siden. Stadig knyttede. Og de blev knyttet en smule mere nu. Knoerne mistede næsten helt deres lille mængde af varme. Irritation begyndte at samle sig mere og mere omkring hende. Og hun bed direkte tænderne sammen for at holde sig på jævnt plan. Dog bristede hendes forsøg.

”STOP IT! NOW!” udbrød hun pludselig midt ud i stilheden hun ellers have stillet sig selv i. Hun følte med det samme kulden der samlede sig omkring hendes bare fødder. Dog havde hun ikke tid til at se ned imod de relative smukke frosne områder på gulvet, der var blevet skabt omkring hendes små fødder. ”Oh my god! Keep your stupid childsplay outside!” Hendes blå øjne stirrede direkte imod dem begge. Og det var ikke ligefrem det mest blide blik, der sad i dem. Hun virkede langt fra begejstret. Faktisk kunne hun godt se ret komisk ud. Sådan en lille skikkelse med et pludseligt temperament. Derek havde nok allerede opdaget hendes temperament. Så dette burde ikke komme helt bag på ham.

”You shouldn’t have flushed out that shit! There was no reason for that!” startede hun ud, som hun så stift imod Derek. Der var ingen tegn tilbage fra den muntre side af hende. ”And you..!” Nu så hun blot hen imod Sean. ”You’re truly a bigger jerk than I was told! You know shit! Try to understand..” Hun følte sig mere svimmel nu, hvor hun havde fået hævet stemmen. Dog forsatte hun. Skjulte det for de andre.
”This is like a fucking bitchfight! Get it together before you both grow pigtails..!” Hun nåede lige at få hele sin sætning ud, men alligevel syntes hun at stoppe brat i det øjeblik hendes ben endnu engang gav op under hende. Hun faldt bare sammen. Hendes hænder rystede gevaldigt igen. Støttede faldet. Det var først nu, at hun lagde mærke til hvordan hendes hjerte galopperede af sted. Hun var nervøs. Hun fortrød hvad hun havde gjort. Hun burde bare have holdt sin mund. Hun trak vejret rimelig heftigt og hendes brystkasse hævede og sank markant. Tvang hende til at føre sine vejrtrækninger igennem munden. Hele rummet snurrede rundt i hendes hoved. Hun kunne ikke engang få sig selv til at se op. Bange for at få kvalme. Hun fik igen svunget sine arme omkring sin mave, som havde hun det dårligt på en eller anden måde. Hun havde måske presset sig selv lidt for meget.

"Damnit..."

Før han kunne nå at standse det, havde Dereks baghoved ramt gulvet. I et øjeblik var blikket slørret. Det føltes som om alt tumlede rundt indeni ham, men selv gennem forvirringen, lykkedes det ham, at afværge de første slag, som Sean havde forsøgt at sende over hans næseryg. Han følte, at hans mave trak sig sammen... At hans krop forsøgte at kæmpe for, at holde sig ved bevidsthed over det hårde slag i baghovedet.
"You fucking bastard..." Råbte Sean i frustration, mens han forsøgte at slå løs på dæmonen under sig. Der var noget vildt i trommeslagerens øjne. Noget direkte desperat, der kunne antyde, at dét at miste de sidste sørgelige rester af coken, var nok til at sende frustrationen og vreden igennem ham. Derek huskede følelsen alt for godt fra hans egen misbrugstid. Det var trods alt ikke en fjern oplevelse i hans erindring. Bare det, at have kontakt med Sean, var nok til at gøre det fuldstændig klart for dæmonen - trods svimmelheden gentagende gange overmandende ham - at hans gamle ven, var ligeså langt ude som han selv havde været. Hvorfor havde han ikke bemærket udtrykket i hans øjne, så snart han var vadet ind? Måske fordi, han knapt nok kunne huske Sean som enten ædru eller clean... Ligesom han selv sjældent havde været det.... Tilstanden havdederimod været så konstant, at det virkede som den generelle væremåde.
"Are you fucking insane?" Sean rystede. Det samme gjorde hans hænder, da de forsøgte at slå dæmonen hvor end de nu kunne komme til. Derek mærkede slagende mod sine ribben, og hvordan luften blev tvunget ud af hans lunger. Et par gange ømmede han sig grueligt. Da han i et kort øjeblik løftede hovedet lidt fra gulvet, kunne han mærke den varme, våde substans i håret ved nakken. Fandens... Han ønskede ikke, at se mere blod i sin lejlighed i dag. Okay, lige nu kunne han overhovedet intet se. Alt var stadig slørret. Måske fordi, hver gang hans krop forsøgte at slappe af og finde fokus - ruskede Sean i ham.
"Get off, Sean!" Derek forsøgte at skubbe ham af sig. Men deres styrke fik blot dem begge til at rulle rundt på gulvet - skiftevist til at være den der slog, og den der blev slået på. Varmen i Dereks krop blev snart forøget. Egentlig havde han ikke bemærket det, før Sean nærmest begyndte at knurre af smerte. Derek kunne endda høre lyden af hud der blev brændt, før han fik sig selv til at give slip, af frygt for, at gøre mere skade end allerhøjest nødvendigt. Dog gjorde dette det endnu nemmere for Sean, at sende næver over hans ansigt.

There was no reason for that... Autumns stemme virkede nærmest svag i Dereks øre, mellem de mange slag han blev tildelt i ansigtet. Han forsøgte at sparke, og kante sig ud af Seans greb, men det var som om hans styrke svækkede ham i nogle øjeblikke. Måske fordi sanserne var et kæmpe rod lige nu.
"Shut the fuck up!" Derek hørte Seans stemme over sig, som han henvendte sig til Autumn. Hver gang han åbnede øjnene syntes alle farver og former dog at smelte sammen. Forbandet... Hovedet dundrede gevaldigt, og han følte en trang til at kaste op. Snart blev han næsten febrilsk. Han kunne mærke hvordan han var på nippet til, at miste bevidstheden, og derfor lagde han begge hænder mod Seans brystkasse, for at skubbe ham væk. Med det samme dannedes huller i Seans trøje. Han veg straks væk i smerte, og kantede sig over gulvet, med hænderne op foran brystkassen, indtil hans ryg nåede siden af sengen.
I en stund var der stille. Derek forsøgte at fokusere på et punkt i loftet, men det hele virkede så uendelig slørret. Som om en tåget dis havde lagt sig over hans øjne. Hel... Hel nu... Han ønskede inderligt, at smerten snart ville stoppe. At helingsprocessen ville træde ind, før han ikke længere kunne holde øjnene åbne. Han vidste at næsen var intakt... At ingen knogler formegentlig var brækkede. En lille flænge lå i den ene side af læben, og den varme fornemmelse i nakken, var det eneste der skilte sig ud. Han lå blot og trak vejret over gulvet. Det var som om tiden stod stille. Han lagde håndfladerne mod gulvet, og varmen blev straks dulmet, som om det var blevet nødkølet gevaldigt...

"Autumn, are you okay?" Hans stemme var svag... Men han kunne ikke høre hende - han kunne ikke skimte hende ud af sin øjenkrog, men blev nødt til at få en forsikring om, at Sean ikke havde gjort hende noget. At han ikke var døset hen, og havde tilladt ham, at gøre skade på hende.
”Why  do you care so much about her?” Han hørte Seans stemme. Det var som om den var forvrænget... Fortivlet... ”What makes her so fucking special?”
Derek svarede ikke. Han kunne ikke få et ord over læberne. ”We were friends, Derek...” Fortsatte Sean. Et suk gled over Dereks læber, før han i en stund lukkede sine øjne. Det var smertefuldt at holde dem åbne lige nu. Det gjorde blot svimmelheden større,.
"Yeah.. We 'were'.” Sagde han endelig. Stemmen lød alt for rolig, taget i betragtning af hvad der netop var sket... Kulden under hans håndflader dulmede det varme blod der stadig pumpede gennem hans åre og forsøgte at forsyne ham med energi: ”You got sacked too, right? Kicked out of the band, because you couldn't stay away from drugs?” Derek lod ikke Sean svare. Han fortsatte blot med øjnene lukket i: ”You could've gone with me, when the others kicked me out. You could've stayed with me... We started that fucking band. We could've started a new one from scratch. The two of us.” Med lidt besvær, fik han igen åbnet øjnene. Han forsøgte at møve sig op i en siddende stilling, men måtte igen falde tilbage. ”The only reason why you're here is because you need someone to share a lifetime in hell with. You know what? I don't want to be your that 'spare friend' you've got, when others turn their backs on you. I don't wanna be your last resort.”

Derek hørte bevægelse... Snart hørte han fodtrin over gulvet. Der gik ikke lang tid, før døren åbnedes og smækkede i igen. Var Sean...? Derek huskede sig selv på, at den gamle ven uden tvivl ville komme igen. Men... var det virkelig ham der var gået?
"Autumn..?" Han sendte ordet prøvende gennem lejligheden. Som om han var bange for at finde ud af, at hun var forsvundet. At han ikke længere var i stand til at beskytte hende. Snart fik han kantet sig op i en siddende stilling. Han forsøgte at blinke med øjnene, for at få fokus, men alt virkede stadig lidt slørret. Der var noget uroligt i ham... Svimmelheden sendte hastige tanker gennem hans hoved. Ideer om, at Sean kunne have taget hende med sig, såret hende - eller, at hun var i en værre forfatning end han.

”Derek…” lød det ganske sagt fra hende efter lidt tid.

Langsomt blev hendes arme fjernet fra deres beskyttende placering omkring maven. Hun havde stadig kvalme, men nu hvor det hele var faldet ned igen, følte hun sig ikke så frosset fast af frygt. Sean havde skræmt hende og gjort hende utilpas. Ikke noget hun havde forventet. Men sådan lå verdenen vel. Man kunne aldrig vide med sikkerhed. Lige meget hvad. Hun satte forsigtigt sine hænder imod gulvet foran sig for at støtte sig selv lidt bedre, som hun læner sig mere frem. Bare lige så hun bedre kunne få sine ben i en bedre position. Hun forholdt sig stille. Sagde ikke et eneste ord. Og hendes bevægelser var lige med lydløse. Det var først da hun endelig var kommet helt op at stå igen, og at hun begyndte at bevæge sig hen over gulvet i et lettere luntende tempo, at hendes bare fødder gav en svag lyd fra sig. Bare en svag tone fra kontakten mellem de bløde fodsåler og det glatte gulv.

Autumn stoppede næsten ikke op, da hun nåede den forslåede dæmon. Hun faldt blot sammen lige foran ham. Så tæt på ham som hun blev tilladt. Hun tøvede ikke med at læne sig ind imod ham. Og hun tøvede ikke med at få svunget sine arme omkring hans nakke. For så at trække sig selv ind imod ham. Hun var ligeglad med om han brød sig specielt meget om det. Hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle gøre. Dette var det eneste rigtige i hendes hoved. Og konsekvenserne havde hun allerede accepteret.
”I..-I’m sorry! I’m sorry! I’m so sorry!” brød hun ud. Hun gentog sig igen og igen. Hun følte det var hendes skyld. Selvfølgelig var det hendes skyld. Sådan var det altid. Hun var altid blevet fortalt at det var hendes skyld. Så hvorfor ville det være anderledes nu? ”Sorry..! I shouldn’t have-.. I shouldn’t have..-” Gråd havde samlet sig i hendes stemme og for første gang hele aften, faldt en stor mængde tårer ned over hendes kinder. Fugtede hans nakke en smule, da hun havde fået lagt sin pande imod hans skulder. Nok mest for at skjule sit ansigt fra ham lidt endnu. ”Please don’t hate me.. I didn’t mean to cause..-” Hun stoppede brat. Og hendes krop syntes at stivne et øjeblik. ”You’re bleeding!!” udbrød hun og trak sig med det samme fra ham igen. Hun blev siddende lidt og løftede sin ene hånd op for at identificerer den røde væske, der farvede hendes hånd, efter den havde strøjet forbi hans baghoved og nakke. Så så hun ellers forskræmt op på Derek. Tårerne var heldigvis stoppet, men man kunne stadig skimme, hvordan der havde fundet deres vej ned over hendes ansigt. Der lå et mere bekymret udtryk over hende nu.
Hun rystede kraftigt på hovedet og fik tørret blodet af i sit bare lår, inden hun ville få billederne fra tidligere op i hovedet. Efterlod en fin afmærkning af hendes hånd på den blege hud. ”I’ll get some water..! Don’t move!” Noget klodset men hurtigt kom hun op at stå igen. Hun bevægede sig igennem rummet. Forventede at han nok ville blive siddende. Han så ikke for godt ud.

Hun vred kluden godt, og selvom vandet havde været varmt, da hun havde ladet vandet løbe, var kluden nu allerede mere kold end varm. Hun tog det dog ikke for irritabelt. Hun var stadig lidt i panik over situationen. Hun luntede tilbage ud fra køkkenafdelingen alt imens, hun fik tørret sine øjne en sidste gang.
”Sit still..!” beordrede hun med rystende stemme og bevægede sig med glidende bevægelser om bag Derek. Hun lagde blidt sin ene hånd imod hans skulder og lod sine blå øjne glide over hans baghoved, hvor det mørke hår var blevet misfarvet af hans eget blod. ”It might gonna hurt… ” mumlede hun med en svag stemme lige inden hun fik et ordentligt greb i kluden, for derefter at føre den op imod det der lignede åbningen. Utrolig forsigtigt duppede hun hen over såret. Alt imens hun tåget prøvede at fokusere. Og forsøgte at holde sin mund lukket.

”Why didn’t you go with him? It was what you wanted, wasn’t it? To come back into it all.” Hun flyttede kluden ned omkring hans nakke. Tørrede de få dråber blod væk, der var gledet der ned. ”There’s not really anything special for you here, right. In Di Morga. Your musician career will bloom a lot easier in the states. I won’t hate you for it.”
Hun vendte tilbage til at få renset såret I hans baghoved, inden hun rejste sig op endnu engang. Hun tog et par skridt omkring ham og satte sig på hug foran ham denne gang. Hun duppede kluden et par gange imod flængen ved hans læbe. ”Maybe you should lie down for a bit.” Det lille sædvandlige smil spillede nu frem på hendes læber. Det typiske smil der sagde: Det skal nok gå. Dog falmede det lidt igen efterfølgende. ”Are you in pain? I can call the hospital..? I mean, an ambulance. Or..something..”

Det var svært at holde kroppen op i en siddende stilling, når han konstant følte sig på nippet til at miste bevidstheden. Alligevel kæmpede han... Det følte han sig nødsaget til at gøre. Havde han hørt hende tale, eller var det indbildning? Der var stille i en stund. Det var nærmest først, da han mærkede kontakt, at han tillod sig selv at trække vejret igen. Det var anstrengende, at holde sig oppe, så snart han mærkede de kolde arme mod sin varme hud, og da han mærkede hvordan hun trak sig ind til ham på en måde som stadig forekom ham uvant. Han ømmede sig indeni ved berøringen, og forsøgte ikke, at ryge tilbage mod gulvet. You're strong, Derek... Fortalte han sig selv. Men noget i ham tvivlede gevaldigt på dette udsagn. Sean havde været den stærke før. Hvis ikke Derek havde brugt 'feje kneb' via sine evner, ville Sean sikkert kunne have taget livet af ham.

Derek lukkede øjnene. Han havde ikke kræfter til, at lade armene omslutte hende, men lod blot Autumn kramme sig selv ind til ham. Ordene der flød fra hendes læber, virkede absurde for ham. Hvorfor undskyldte hun? Han kunne mærke hvordan hendes krop næsten rystede mod hans... Hendes stemme virkede også grådkvalt... Hans ene hånd fandt endelig op mod hendes hår. Som for at signalere, at alt nok skulle blive fint igen. Han kunne ikke gøre andet, end at stryge hende en smule over håret med den ene håndryg, der var øm efter at have tildelt Sean alle de slag.
"You didn't do anything, Autumn." Stemmen virkede underlig monoton, men i det mindste havde han da endnu evnen til at stykke sætninger sammen. I næste øjeblik, mærkede han hvordan hun trak sig væk. Han åbnede langsomt øjnene. Det var efterhånden blevet lettere at stille klart, selvom følelsen bestemt ikke var rar. Det var vel sådan en hjernerystelse måtte føles... Han håbede, at der ikke ville gå lang tid, før det ville hele. Før han rent faktisk kunne gøre det han havde lovet: Nemlig at beskytte hende. Og hvor ynkelig var han ikke nu?
Han forsøgte at se på hende uden at blikket flakkede for meget. Dog krævede det, at han måtte klemme øjnene lidt sammen: "I'm fine..." Kom det fra ham. Han kunne se at hun havde grædt, før det egentlig gik op for ham, at den våde fornemmelse i nakken tildels også måtte have skyldtes tårerne fra hendes øjne.
"Autumn... I'm fine, okay?" Han blev nødt til at gentage det, da han så det forskræmte udtryk i hendes øjne, "It's...-" Der gik ikke lang tid, før hun var kommet op på benene. Trods hun kun var væk i kort tid, tillod han sig selv, at forsøge at kæmpe sig på benene gentagende gange. Alligevel var det som om, at balancen var slået lidt ud, hvilket blot fik det til at sortne for øjnene gang på gang. Et irriteret suk gled over hans læber, før han lukkede øjnene, og forsøgte at få alt til at stoppe med at dreje rundt. Gulvet virkede stadig koldt. Næsten fór koldt.

Trods Autumns berøring med kluden var så uendelig forsigtig, kunne man høre hvordan dæmonen kæmpede for at undertrykke ømmende lyde. Han bed tænderne sammen, lukkede øjnene hårdere i, og forsøgte at fokusere på noget andet. Det var dog svært at se andet end udtrykket i Seans øjne, der næsten havde været blodtørstige. Derek måtte indrømme, at dét gjorde mere ondt, end kluden der bevægede sig over det åbne sår i nakken. Men det gjorde dét faktum, at Autumn skulle belemres med det, også.

"Go with him? Are you fucking insane...?" Mumlede han, og skar tænder, da hun igen rykkede kluden fra nakken mod såret. Han sukkede dernæst, og forsøgte, at få stemmen i et lidt mere blidt toneleje: "I don't... I don't want it. Not anymore." Måske havde han ønsket at være sammen med bandet da han kom til Di Morga, men hans stolthed var såret. At vende tilbage og se dem i øjnene virkede forkert... Desuden var han på vej mod noget bedre. Noget han selv ville kunne tage æren for. Det var dét han ville.
"No, there's nothing special for me here..."- Han stoppede sig selv, og omformulerede: "Not music-wise anyway." Han forsøgte at fokusere på hendes ord, frem for smerten ved hendes berøring: "Maybe I would do better there. But people know me in the states... They don't know Derek Holland, but Derek Holland from Bloody Mistakes... Maybe I just wanna be Derek Holland for once." Han vidste ikke om hun ville forstå. Forstå, at han havde brug for at re-definere sig selv, og at dét at kunne klare sig i Di Morga, måske kunne give ham en følelse af, at han derved kunne klare det hvor-som-helst.
"And I can't leave you here." Det kunne være at det var slaget der fik ham til at sige det. Det var vel sandt. Han ville ikke efterlade det tætteste han havde haft på en ven i måneder - når hun selv ønskede så desperat at forlade stedet. Det virkede forkert... Og med Dereks elendige sans for moral, var det måske en større ting end som så, at han var villig til, at blive, for at sikre sig at hun var okay.

Han åbnede øjnene da hun var foran ham. Efterhånden var det lidt lettere, at holde dem åbne uden at føle, at alt snurrede rundt som besat. Det sviede mod læben, da hun duppede kluden mod den. Alligevel fik det ham til at holde munden lukket i lidt tid, mens hun talte. Smilet om hendes læber, fik ham i et sekund til at glemme smerten fra baghovedet. Som altid, kom det bag på ham, at man kunne smide så meget crap mod hende, og at hun stadig kunne få sig selv til at trække på smilebåndet.
"It's not that bad." Han var på nippet til at ryste på hovedet, men måske var det ikke den bedste idé. Det var nok også mest hans stolthed der kom med det svar. Han vidste at der ville gå lidt tid, før helingen officielt trådte til, "Don't call anyone. It's gonna be okay." Han forsøgte at kæmpe sig på benene igen. Denne gang lykkedes det ham i det mindste, selvom det var lidt vaklende.
"This is my fault. I shouldn't have let him in." Sagde han, før han - lidt langsomt - kæmpede sig hen mod døren, for at slå låsen til. Det sagde et lille klik, før han vendte sig om, lænede ryggen mod døren og i et sekund blot stod og samlede sig lidt: "Can't believe how you're holding up after all of this... I really am sorry to put you through..- yeah...- All of that shit." Han stoppede sig selv, og sukkede. At Autumn havde opsøgt ham, virkede pludselig som en fejltagelse.
"You must really regret coming here, right?" Et lidt ironisk smil gled over hans læber i et par flygtige sekunder, før han fandt vej over mod sengen, og lod sig selv falde tilbage i den, "Sean was probably right... I've never been able to take care of anybody in my life. How should I, when I can't even protect myself?"

Autumn havde nær benægtet ham den frihed at komme op og stå. Men hun nåede ikke at få kæmpet ordene ud. Ikke tide. Han var allerede kommet på benene. Langt før hun fik rettet sig op igen. Og hun var endda ikke den, der var helt tåget i hovedet. Hun havde bare kvalme. Samt rystet over situationen. Hun havde ikke forventet det ville gå så galt imellem to venner. Var det sådan venskaber fungerede i Amerika? Eller bare i det hele taget? Hun kunne sjælendt huske det helt. Dog var hun blevet genforenet med fornemmelsen af den slags bekendtskab. Den form for bånd. Automatisk røg hendes blik hen imod Derek, der stadig vaklede af sted. Det havde ikke set så forfærdeligt voldsomt ud på afstand, men han så ikke ud til at være i den bedste tilstand. Langt fra. Var han begyndt og blive bleg? Sikkert bare noget hun forestillede sig. Gjorde det hele værre end det var.
Hurtigt strakte hun endelig sine ben ud og kom op i sin fulde højde. Hun var overrasket over sin egen stabilitet i sin holdning. Men hun var nok mere eller mindre ovre sit eget chok, nu hvor så meget andet kørte igennem hendes hoved. Hun luntede de sidste skridt hen imod ham. Stillede sig klar til at gribe ham, hvis han valgte at miste kræfterne i benene eller noget. ”You couldn’t know what would happen.” forsikrede hun ham med det samme, hun fik ordene på gled igen. Ved det næste der forlod hans læber, kunne hun ikke helt holde et svagt fnis komme frem. Hun forsøgte at skjule de helt ved at føre en hånd op foran sin mund. Men skaden var vel sket. ”I’m not some soft creature you know. I seek the safe feeling. And when I’ve found one.. Well, then I’m not that easy to scare off. And I have heard worst things, you know.”
Med det same var hun der igen. Hun fik selv fundet vejen ind under hans ene arm og lagde sin ene omkring hans talje. Hun var måske ikke til den bedste hjalp, men hun var vel stærk nok til at holde ham støttet og i balance til hans kom over til sengen, hvor hun lod ham lægge sig. Selv lod hun sit blik glide rundt i hans lejlighed. Bare en gang til. ”No.. No I don’t. I’d much rather be here than anywhere else to be honest.” Hun vendte tilbage til sengen og lod sig selv komme helt hen til den, inden hun satte sig på kanten ved siden af hans liggende krop. ”It’s so lonely at the institute. And I can’t really visit some random stranger. What wouldn’t they have thought of me? Covered in blood like some psychopathic murderer. No. And beside… I ran here without really knowing it.” Hun satte prøvende sine hænder ned I madrasen et stykke bag hende og lænede sig en smule tilbage for at se imod loftet. Hun satte sig dog kort efter op igen. Blot for selv at falde tilbage imod den behagelige seng. ”You know.. You don’t have to take care of me. I actually just needed you to be there for me. That’s what’s most comforting. And Sean wasn’t right. Don’t forget when you took care of me that time I was sick. That was all you. I didn’t even give you any hints for what to do.” Hun tog en dyb indånding. Hendes øjne lukkede sig, som lungerne fyldtes med luft. Og de forblev lukkede da hun pustede ud igen. Tungt. ”Don’t be so hard on youself.”
Forsigtigt løftede hun sin ene hånd op. Åbnede øjnene og så imod hånden der nu skyggede for hendes udsyn til loftet. Hun vippede sin hånd lidt. Men endte så alligevel at sprede fingrene. Som så hun imod stjerne på himlen. ”You shouldn’t feel bad about leaving me here. I did choose it myself. You should probably know that. I sign the pact myself. It was either that or I could watch my best friend getting tortured to death.” Hun prøvede og smile igen, men hun kunne ikke få sig selv til det. I stedet fjernede hun sit blik fra sin hånd og drejede det hen imod Derek. ”So… Please don’t go tell Blake about us. He’ll freak. He’s jealous. Like Sean. He don’t like sharing.”

Med ét, fik hun sat sig op igen ved hjælp fra sine mavemuskler. En hånd gled diskret hen over maven og hun så lidt hen imod døren til badeværelset. Hun sank en klump men vendte tilbage til virkeligheden igen der efter. Hun trak sine ben op til sig på sengen. Fik lagt dem i skrædderstilling. En fin rede til hendes rystende hænder, der stadig afslørede hende ustabile tilstand. Igen så hun hen imod dæmonen. ”You said there’s nothing special for you here music-wise. Have you actually found something speciel ind this state of Europe?” spurgte hun nysgerrigt, samtidig med hun fik lagt sit hoved en anelse på skrå. Hun tog lidt tid af til at trække den store lynlås trøje lidt bedre omkring sig. Som et tæppe nærmest. Hun manglede kun at iføre sig selv hatten for at udnytte det helt. ”Never mind.. It’s none of my business.” kom hun så alligevel hurtigt med lidt tid efter og rystede på hovedet.
”You need to rest. Should I get you some water, maybe?” Hun var tydeligvis stadig bekymret for ham. Specielt angående skaden i baghovedet. Et slag af den faktor var ikke altid til at spøge med. Og selvfølgelig huskede hun intet af, det hun havde lært omkring den form for skader. Alt var blank på det område. Hvilket frustrerede hende i smug.

Trods han ikke var helt glad for det - lod hende, støtte sig over mod sengen. Det hjalp en del, trods han var bange for at lægge mere vægt på hende. Han vidste at hun var stærkere end hun så ud - men alligevel havde han en underbevidst frygt om at hun ville knække midt over, hvis han gjorde noget forkert.
Han var nødsaget til at lukke øjnene i, så snart han havde lagt sig i sengen. Det var næsten som om det havde været rarere at ligge på gulvet, nu hvor han mærkede den bløde madras mod ryggen. Det gav ham næsten endnu mere lyst til at kaste op, men han forsøgte at tage sig sammen. Forsøgte at skubbe svimmelheden væk, og få hovedet til at blive mere klart. Han var- og blev et stædigt individ - opsat på, bare at genvinde lidt af sin stolthed, ved ikke at beklage sig over smerten fra baghovedet, eller dét faktum, at bare turen hen til døren, var mere end han kunne klare. Alligevel var det vel tydeligt, når man først havde set hvordan han var faldet ned i sengen, og hvordan han forsøgte at trække vejret dybt ned i lungerne, for at genvinde stabiliteten lidt i sin krop. Han lyttede til hendes ord. Som om de var det eneste der trak ham væk fra det sorte dyb der blev kreeret, hver gang han tillod sig selv at lukke øjnene.
Snart mærkede han hendes krop ved siden af sig, og hvordan madrassen bevægede sig en anelse, da hun lænede sig tilbage. Okay... Det havde været en underbevidst handling at hun var der. Alligevel virkede det bekræftende for ham, at blot hendes underbevidsthed havde fundet en eller anden form for tryghed her, selvom lejligheden ikke ligefrem bar præg på de lykkeligste stunder. Men hvor mange af disse stunder havde de i grunden haft? Havde de haft nogen? Deres venskab var vel lidt af en gåde. Selv Sean havde kunne se det.

Langsomt åbnede han øjnene og vendte ansigtet over på siden. Det skabte også en dejlig dulmende effekt på såret, når det ikke længere havde kontakt med puden.
"I know I don't  have to." Sagde han med en rolig tone i stemmen. De mørke øjne flakkede stadig en smule, og derfor lukkede han dem endnu en gang. Næsten i takt med hende. "I didn't know what I was doing then. I didn't do shit... I just carried you..." Det var svært for ham at indrømme at han havde gjort den mindste forskel i den situation hun hentydede til. Især fordi han havde været i en sådan vildrede... I et moralsk dilemma, som han dengang ikke forstod.

Han drejede igen hovedet, så han lå med næsen op mod loftet. Det var så meget lettere at fokusere på hendes ord, når øjnene var lukket i. Det hindrede verden i at snurre rundt for hans blik. Kortvarig lod han sig selv mærke lidt på flængen på læben, på indersiden med tungen. Smagen var metallisk, og ikke just det rareste når man døjede med en kvalme. Alligevel kunne han ikke lade være med at smile en anelse. Måske fordi det var ham der i tidernes morgen havde lært Sean at tildele solide knytnæver. Det var så lang tid siden... Og i grunden havde deres venskab vel været skrøbeligt siden de havde startet bandet, og stofmisbruget.
"Oh, I was definitly planning on telling that psycho doctor about us..." Han diskede op med en lidt knækket latter. Dernæst var han stille i en stund. "I choose to be here too. That's just how it is." Tilføjede han dernæst, med noget bestemt i stemmen. Selvom han nok ville sige, at det var hende der havde brug for ham, var sandheden nok en anden. Autumn var hans anker, på en eller anden måde. Dét der havde holdt ham nede på et niveau, som nok havde forhindret ham i, at forsvinde ind i en kaotisk tilværelse, efter han havde myrdet sin far, og efter at stofferne var sluppet op.

Så snart han mærkede rykket i sengen, åbnede han øjnene. Dog blev det gjort temmelig dovent, selvom han inderligt ønskede at være mere årvågen. Så snart han havde fokus mod hende, sad hun i sengen med noget ganske uroligt over sig. Hun var ikke okay... Langt fra okay. Han ønskede at kæmpe sig op i en siddende stilling bare for at kunne være mere ' tilstede'. Alligevel kunne han mærke hvordan hans krop endnu protesterede, hvis han blot bevægede sig lidt for hurtigt.
Han åbnede munden for at svare på hendes spørgsmål, men nåede ikke at sige et ord, før hun afværgede det. Snart efter begyndte hun igen at tale. Det var som om han opfattede alt en anelse langsommere end han burde. Alligevel var han sikkert i en langt bedre tilstand end Sean ville være med hensyn til brandmærkerne der var sunket ind i hans krop.
"No.." Svarede han blot; "Stay here. You need to rest too. You don't look so good." Med lidt besvær, fik han rettet sig lidt mere op, så ryggen kunne læne sig ind mod væggen bag sengen. Han fik en hånd op mod sin pande og begýndte at puffe noget hård væk derfra. Dernæst gned han håndfladen mod kæben, som havde fået sig et par slag, der sikkert ikke ville efterlade meget andet end antydningen af nogle blå mærker. Dernæst mærkede han lidt tilfældigt på næsen og ved øjnene. Alt syntes at være forholdsvis let sluppet. Ja, foruden det der foregik i nakkeregionen. Men Derek var forfængelig nok til at prise sig lykkelig for, at skaden var sket væk fra ansigtet - hvis man så bort fra den lille flænge i læben.
Han vendte ansigtet mod hende, og så på hende med lidt sløve øjne: "I probably wouldn't say this if it had'nt been for the hole in the back of my head - so don't dare using this against me..." Begyndte han roligt, og lukkede igen øjnene i. Der gik et par sekunder, hvor han lige kæmpede mod svimmelheden. "But I'm glad you told Sean we're friends." Han holdt en lille pause. Det var som om bare det at få ordene over læberne, kom lidt langsommere frem end sædvanligt: "Or I'm glad you said it anyway. I haven't had many friends, so... Yeah... That's it." Han lagde sine hænder på maven; "But stop that brother-thing. It's cheesy." Der var noget komisk over hans stemmeføring, og et skævt smil gled flygtigt over ansigtet.
Han fangede sig selv i at overveje hvornår mon skaden ville heles. Hvornår svimmelheden ville foretage sig. Han huskede ikke engang sin egen helingsproces. Måske mest, fordi han alt for ofte havde været under indflydelse af rusmidler, når han var kommet til skade. Der var en ubehagelig følelse i nakken der blot syntes at forstærkes. Alligevel kæmpede han for, at holde sig selv ved bevidsthed hvert øjeblik.
"Are you okay, Autumn?" Spurgte han så. Som om det at føre samtalen over på hende, ville gøre det hele bedre for ham. Det galt om at aflede opmærksomheden, "Try to get some rest. It would probably do you good, alright?"

Det var tydeligt, hun ikke ville kunne sende Derek væk fra Di Morga. Han havde skabt en form for bånd til stedet, virkede det til. Nu havde han også fundet denne specielle ting. Måske var det, hvad der holdt ham her? Eller var det rent faktisk, for ikke at lade hende alene her? Den tanke kunne hun godt lide, men det var ikke noget, hun ville begynde og fortælle ham omkring. Det ville sikkert bare lyde dumt i sidste ende. Det gjorde det endda allerede nu, hvor den kørte rundt i hovedet på hende. Måske en dag i fremtiden. Hvis hun ville få muligheden for det.

”Huh? I don’t?” I princippet havde Autumn det fint nok. Hun var ikke i en livsfarlig situation. Hun førte ubevidst sin hånd op imod sin pande og lagde den kølige overflade imod huden, for at mærke hendes egen temperatur. Der var ikke noget galt der, så vidt hun kunne mærke. Hudafskrabningerne havde allerede fået deres sædvandige skorpe. Selvfølgelig sveg de en hel del, men det var for det meste kun, når hun lavede fysisk kontakt med dem. Og til trods for det faktum, lod hun alligevel sin ene finger glide hen over netop det sår under hendes øjne, der i øjeblikket var det eneste der brød hendes blege ansigt. Tog af opmærksomhed fra de ar, der nu var kommet til syne. Alt det der kunne have dækket dem, var jo nok blevet vasket af i badet.
Lidt fraværende lyttede hun videre til, hvad han sagde. Chokket var mere eller mindre gået i sig selv igen. Arbejdede videre inde i hende, uden hun rigtig lagde mærke til det. Gjorde hendes tanker hurtigere. Og hendes nysgerrighed stærkere. Men samtidig virkede hun til at være over det. Hun lænede hovedet helt tilbage og så atter imod loftet, som forsøgte hun og tælle knasterne i træbrædderne. Det var først, da hans ønskede ord forlod hans mund, at hun så tilbage på ham. Hun havde det der forundrede blik i de blå øjne og stirrede lidt imod ham. Blot for så at få skåret sit ansigt ud i en blid latter et kort øjeblik. ”Yeah.. Sorry about that. I didn’t really know what else to say. It would have sounded wrong with ‘We’re just friends’.” Hun rystede lidt på hovedet og fik efterfølgende fugtet sine læber. ”It just kinda sounds less… convincing.” Hun så sig lidt over skulderen hen imod den væg, Derek allerede sad op ad. Og det tog ikke meget overtalelse, før hun selv fik rykket hen imod den, ved at skubbe sig selv længere og længere tilbage. ”But you know… I did mean it. With the friend thing.” afsluttede hun med en svag stemme uden at se imod ham, før hun havde sagt det. Hun smilede lidt men vendte så ellers tilbage til sine hænder, der fint lå i hendes skød.
”What?” Hurtigt så hun ellers tilbage på ham. Det tog lidt tid for hende at fange helt, hvad der var blevet sagt, men hun blev skam også hurtig klar til at svare, det øjeblik det hele gav mening. ”Oh! I’m fine. Well… I’ve nausea. But it’s nothing. I’ve had it for the past week so.. Nothing new.” Hun smilede bekymret endnu engang, inden hun rettede sit blik ned imod sine tæer, hun lige fik vrikket lidt med. ”Looks like we’re back here.” Hun lagde sin ene hånd imod madrassen imellem det stykke, der var imellem dem, som de sad ved siden af hinanden. Hun klappede lidt for at vise hvad hun hentydede til. ”Funny how we always ends up in a bed. Like it’s our… safeplace.” Hun løftede sin hånd fra madrassen igen. Bare for at stryge lidt hår væk fra sit ansigt og om bag øret. Derefter lagde hun den ned igen. Og endelig så hun mere direkte imod dæmonen ved siden af sig.
”Thanks. For not letting Sean get to me. He’d scared me for some reason. I’m not that well installed for that kind of… comments or what not.” Hun huskede stadig det bade hånlige og dømmende blik, der havde været I makkerens øjne, da han havde rettet sin opmærksomhed imod hende. ”Though I was kinda surprised to hear about Summer.” En drillende atmosfære hang nu over hende. ”I had no idea you had a thing for the different seasons. You only need Winter and Spring.” Hun puffed forsigtigt til ham med albuen, inden hun så lænede sit hoved lidt tilbage, indtil det ramte imod væggen bag hende. Hun begyndte at trække vejret helt roligt. Som var hun ved at døse lidt hen. Klokken var nu også mange. Hun havde været oppe længe. Hun blinkede dovent og nød stilheden et øjeblik. Før hun igen drejede hovedet hen imod Derek. Stadig med det hvilende imod væggen. ”Hey.. If you need something cold to numb he pain a bit..” Hun hævede roligt begge sine hænder og rystede dem sagt op foran dem. ”..then my hands could do the trick. I’ve heard that I’m quite the icecube.”

Der var noget dovent over hans øjne, og måden de gentagende gange forsøgte at holde sig åbne på. Han følte sig ikke træt, men alligevel konstant på nippet til, at besvime fra smerten i baghovedet. Alligevel sagde han ingenting. Det ville hele... Det var i hvert fald hvad han gentagende gange fortalte sig selv. For det ville det jo på et tidspunkt. Han var udødelig. Ét 'lille' hul i hovedet, skulle vel ikke være det store problem for en dæmon. Dog var smerten ubeskrivelig. Det var nok fordi helingsprocessen allerede havde sat halvt ind, og cellerne dermed blev nødt til at hive energi fra resten af hans krop, for at fokusere på dét punkt ved nakken der led.

Han mødte de blå øjne, og forsøgte at fæstne hendes blik i sit i nogle sekunder, før han var tvunget til at lukke øjnene i lidt igen. Dog hørte han snart latteren ved sit ene øre, hvilket fik én af hans mundviger til at hæve sig en smule, på en let fjoget måde. Han forstod hende vel... Forstod hvordan det ville have lydt mistroisk bare at kalde dem 'venner', når Sean allerede havde fået andre ideer i hovedet. Derfor nikkede dæmonen dovent. Det var ufattelig rart at høre, at hun virkelig havde ment sine ord. Et eller andet i ham havde vel tvivlet på hendes påstand. Nok hovedsageligt på grund af deres fortid, der aldrig rigtig havde været lutter glæde. Faktisk havde glæden sjældent varet ved... Og Derek havde sikkert også fanget sig selv i lidt af en identitetskrise gennem det meste af den. Der var ingen tvivl om, at de begge havde haft visse ups and downs.
"I'm glad you did." Lød det så fra ham.

Derek måtte igen tillade sig selv at se på hende. Der var en mild skepsis i hans mørke øjne. Som om han ikke rigtig troede på hendes ord. Hvordan kunne hun have det fint efter sådan en nat? Hun havde været udsat for meget mere end ham? Noget i ham ønskede at tro på det... At hun virkelig bare havde en mild kvalme som ikke skyldtes noget af det der lige var sket.
”You don't always have to pretend around me, you know.” Kommentaren var ufattelig rolig, men han blev nødt til at sige det, og sætte det fast. Det var hende han var bekymret for denne nat. Måske ønskede hun ikke selv at vise det - men han ville gøre hende opmærksom på, at det var okay, at blotte sit ubehag en gang imellem.

I et kort øjeblik blottede han den øverste tandrække ved hendes kommentar, hvorefter han fnøs på en lidt komisk måde, selvom timingen var lidt.. off. Man kunne vel heller ikke bebrejde ham. Det var som om alt tog sig lidt ekstra tid til at stadfæste sig i hans hoved. Det var sikkert det milde blodtab.
”Well, if I could – I would certainly live here.” Han måtte indrømme, at han spenderede alt for meget tid i dovenskabens hænder, og i denne seng. Lejligheden var ikke meget værd ellers. En gang imellem fangede han sig selv i, at sidde i vinduet - men der boede mange typer i Logement som han helst ikke ville vise sig for, eller blive fanget i at betragte på gaden.
Han så på hende og nikkede roligt: ”Sean is...-” Han lukkede øjnene, og tøvede: ”He's not exactly dangerous...” Okay... Det havde måske været det han havde troet før: ”Usually...” TIlføjede han. Han sank en klump i halsen. Det var som om han stadig ikke rigtig kunne fatte hvad der lige var sket. Deres slåskampe havde næsten altid været for sjov i fortiden. Det havde sjældent ført til andet end et par småskrammer og blå mærker. Derek kørte Automatisk en hånd op mod læben, og strøj en pegefinger over riften. Han huskede ikke engang dét slag... Det havde været så kaotisk, og alt var sket ufattelig hurtigt. Havde Sean ikke set blodet på gulvet, eller lagt mærke til, at Derek ikke havde været i stand til at kæmpe yderligere? At han havde holdt igen, og ladet sig slå på - fordi han ikke ville skade ham med sine evner? Derek måtte indrømme, at konfrontationen stadig gjorde ondt på ham. Men det var for det bedste...
”I guess I didn't know him that well after all..” Sagde han roligt - stadig med øjnene lukket i: "I don't blame him really. It was like I didn't recognize him - I thought he had changed. Truth is - I have... Maybe a bit too much. It was always me and him..." Han sukkede: "Well... Before Bloody Mistakes of course. Then it changed. And suddenly is was more about the music for both of us... Not about the friendship." Han åbnede øjnene og så på hende med en vis ærlighed i blikket: "I think I would've done the same thing as he did...- Kicked him out if the others thought it would be the best thing for the band's future." Han skammede sig over det, men det var ikke første gang han havde tænkt det. Det var jo så uendelig nemt at fjendtliggøre alle andre, frem for at lade blikket hvile på sig selv i et øjeblik.

Da Autumn nævnte Summer, kunne Derek ikke lade være med at undslippe en kort - og dog tør latter. Som om han ikke havde nok energi i sig, til at gøre den helt oprigtig.
”I only had a 'thing' for her, because I couldn't nail her, and I wanted to..” Han stoppede sig selv, og gjorde et forsøg på endnu et fjoget smil: ”Okay, that sounded wrong...” Han vendte kortvarigt blikket over mod døren, før han igen lukkede øjnene: ”I certainly don't hope anyone would call their kids Winter or Spring...” Tilføjelsen kom lidt sent - som om han havde siddet og tænkt over det i adskillige sekunder.

Han kunne mærke hvordan han var ved at ramme dét sorte hul i sin bevidsthed. Autumns stemme bragte ham dog tilbage før han lod sig selv synke ned i det. Han åbnede langsomt øjnene og så mod hende.
"Did you... freeze my floor before?" Der var noget lidt halvfjernt og døsigt i hans stemme. Det var tydeligt at høre at han var svag. Alligevel var der noget nysgerrigt i hans stemme. Han huskede kulden, selvom det hele mest af alt virkede som en drøm lige nu. Han huskede hvordan han havde lagt håndfladerne mod gulvet, og hvordan varmen i hans hænder var blevet dulmet.
"I'm afraid you'd comatize my whole body if you use your powers on me right now." Han vidste, hvilken effekt hendes kræfter havde på ham. De svækkede ham - fjernede varmen og dermed også energien. Dæmonen blinkede dovent til hende: "But thanks. I think I'll heal up soon." Snart og snart. Tidsfornemmelsen var der ikke just. Alligevel forsøgte han blot at forsikre hende om, at det var okay hvis hun lagde sig til at hvile sig.
"If you're hungry or anything, I might have something in the fridge for once..." Han blev nødt til at lade sin krop sænkes helt ned mod madrassen igen. Han lagde mærke til at der var et rødt mærke mod puden, hvor hans hoved før havde ligget. Derfor vendte han den blot om på den anden side, for at placere hovedet på den igen.
"I would kill for alchohol right now..." Mumlede han dernæst, da berøringen mellem hans nakke og hovedpuden sendte et lille stik gennem ham, før han havde lagt sig ordentlig til rette.

Autumn så kortvarigt imod ham, inden hun fik trukket sine ben helt op til sig igen. Hun havde ikke rigtig løjet. Hun havde det fint. Eller hun var i hvert fald ikke på nippet til at falde om eller lignende. Hun var ikke dødelig syg. Hun var nok bare ikke van til at nogen rent faktisk bekymrede sig om hende på den måde, han gjorde lige nu. Så det havde været rent og skært rutine. Hun havde dog ikke forventet sådan en underlig fornemmelse omkring det. Hun havde lyst til at krølle sig sammen og bare mumle sit svar utydeligt. I stedet tillod hun sig ikke at svare med det samme. ”Sorry..” Hun åndede lettet ud og nød stilheden, der lå over dem. Selvom de sad og snakkede sammen, virkede det som om al larmen endelig var væk.

Hun lod ham tale ud uden nogle indvendinger. Det virkede så naturligt at tale. Og hun var virkelig begyndt og sætte pris på at hører hans stemme. Det var helt sikkert kun på grund af hendes mangel på social kontakt. Men hun ønskede stadig ikke at se det som den eneste grund. Han var trods alt ikke bare en eller anden. Og nu var han ikke mere bare Derek Holland fra Bloody Mistake. Han var vel blot Derek nu. Hvem havde brug for efternavnet? Han kendte sikkert ikke engang hendes. Det var sjælendt, hun så noget i at få det frem overfor fremmede. Det var ikke vigtigt.
Hun havde drejet hovedet hen imod ham. Hun betragtede ham, mens han forklarede sin egen situation. Det var næsten helt trist. Men det var ikke overraskende. Musikbranchen var ikke en dans på røde roser. Og konflikter og andre mål ville nemt kunne skabes. Hun ville personligt aldrig kunne finde på at sende sig selv den vej. Hun havde ikke lyst til at lade andre høre hendes stemme. Så god var hun nu heller ikke til musik. Lige meget hvad, var det nok bare ikke hendes kop te. Hun missundede vel Derek lidt, på grund af hans talent.

”Oh..! The typical ’I want what I don’t have’-thing? Somehow I’m not really that surprised.” Hun kom selv med en svag latter. Hun kørte tydeligvis på det sidste energi nu. Selv et gab fandt nu sin vej. Hun nåede dog at dække sin mund med sin ene hånd. Men hun kunne ikke styre lyden. ”I hope someone would call their child Autumn. I fine the name beautiful. What a luck I got it myself.” mumlede hun lidt efter og solede sig kort I sin egen værdsættelse.

”What?” Hun vågnede nærmest helt op ved hans spørgsmål. Hun så undrende imod ham. Lige inden hun drejede hovedet og så imod gulvet. Det lignede vel sig selv. Men hun huskede pludselig den nærmest rimfrostne overflade fra tidligere. ”No..?” Havde det været hende? Det kunne i hvert fald have været umuligt for dæmonen ved siden af hende. ”Well.. I mean… I guess.. I’m not sure..” Hun strakte igen sine ben ud og så uskyldigt imod Derek, der nu havde lagt sig helt ned. ”I’ve discovered some new abilities over the past few weeks.. But.. they’re new. And I know nothing about them, really.” Hun så ned imod sine hænder. Hun åbnede og lukkede dem lidt. Studerede dem. Hun var blevet koldere. Og hun havde oplevet episoder med lignende effekt. ”I can’t really control them that good yet. And I’m unstabile. So maybe we should… avoid any physical contact.. Even though I don’t think it would matter that much..” Halvt ubevidst satte hun sine hænder godt ind under sine arme, som var hun pludselig bange for at fryse alt omkring hende, som hun rørte ved.
”You know.. I don’t really know how I feel at the moment. My stomach aches. My knees hurt from the scratches. I can barely move my legs from exhaustion. My head I spinning. And my hands won’t stop shaking.” Et lille usikkert fnis lød fra hende, inden hun afsluttede med: “I also feel like I’m gonna throw up anytime. Don’t worry.. I won’t. But I just don't think it's something serious. I'm not dieing..” Det kunne hun selvfølgelig ikke selv sige med sikkerhed, men hun havde selv mestret at blot sluge det igen, hvis det skete. Hun lod sig selv glide ned i sengen. Helt ned til hovedet rammede enten en pude eller blot en madras. Hun havde ignoreret hans tilbud om føde, men hendes appetit var langt væk. Sjovt nok. Hun havde stadig de forfærdelige billeder i hovedet. Hvem ville kunne spise noget med sådan noget kørende rundt. Hun lukkede sine øjne i et øjeblik, men tvang dem åbne lidt efter. Hun burde ikke falde i søvn. Hun tog sine hænder frem fra deres skjul igen og lagde dem i stedet blidt imod sin mave. Sneg dem lidt ind under toppen, der allievel havde kravlet lidt op. Afslørede hendes blege maveskin. Det gav et lille sug i hende, som hendes kolde hænder lagde sig, men det var utrolig afslappende.

”What’d you say.. if we went out to drink when you finally gets your contract signed?” mumlede hun så endelig efter lidt tid. Hun var ikke klar over, hvor tydeligt hun snakkede, men forhåbentlig forstod han hende alligevel. ”You did say you wanted to find out how I am when I’ve gotten something in. I still believe it would be a bad idea, but let’s make it a reward. Something you can look forward to. Just don’t say I didn’t warn you.” Hun drejede sit hoved hen imod Derek endnu engang. Så spørgende imod ham. Hun kæmpede med at holde sine øjne åbne, men hun gjorde sit bedste. ”And of course It would be on me. My education job gives a pretty….” Endnu et diskret gab kom hende hende, inden hun endelig tillod sig at lukke øjnene. Selvom hun stadig var halvt vågen og lyttede. ”…good pay.” Lidt efter blev hendes vejrtrækninger tungere. Som var hun på vej imod drømmeland.