My Bloody Mary.

Det kom ikke bag på hende, at han nok ikke ville tage et besøg af dette dæmoniske kreatur alt for negativt. Hun havde ikke forventet andet, da hun havde fortalt om det. Men det havde været noget nyt at se ham så interesseret i et emne. Han havde siddet med spidsede ører. Det var lidt komisk. Det var som om at stemningen havde løftet sig markant imellem dem den sidste tid. Og hun var måske lidt bange for, hvad hun skulle sige. Hun ville ikke lade den falde dybt igen. Men samtidig nød hun at have ham at snakke med. Det var noget andet, når en person rent faktisk kendte til hendes problemer. Og hende der ikke havde troet på at snak ville kunne hjælpe det mindste. Hun havde taget fejl. Dog ville hun nok ikke hænge så meget over imod det i fremtiden. Hun var stadig usikker om at snakke om den del af sit liv. Hvilket vel var forståeligt.
En let latter fandt nemt sin vej i stedet for en tilbagesendt kommentar. Der var ikke rigtig noget at sige. Andet end hvad hendes udstråling allerede sagde - ’Det skulle lige ligne dig.

Igen måtte hendes lidt forundrede blik lande på Derek over hans forvirring omkring hendes skolearbejde. Hun løftede svagt sit ene øjenbryn og hendes hoved blev lagt på skrå. Tydeligvis mente hun at det igen stod klart. For hende i hvert fald. De havde ikke samme tankegang. Men alligevel behandlede hun ham som stod de faktisk mere eller mindre på lige fod. ”I study to reach my goal. Not every dream can come to life just by wishing.” Inden hun afsluttede spredte hendes smil sig atter på hendes læber og det var som om hendes øjne strålede en lille smile mere. Bare et kort øjeblik. ”I want to become a doctor. And unfortunately I have to have the right education to become a good one.”
Det var måske lidt ironisk, at hun ønskede at følge same uddannelse som den selv same person, som holdt hende I en lydtæt celle I en kælder, når det lystede ham. Men drømmen havde været der længe før han kom ind i hendes liv. Utroligt hvordan det faktisk skulle have noget til fælles. Det var lidt skræmmende.  Hun gjorde blot alt for ikke at lade det gå hende alt for meget på. Det var der ikke nogen grund til. Det ville bare distrahere for meget.
Hun drejede hele fronten imod dæmonen og tog de få lette skridt hen imod ham, hvor efter hun lagde en hånd imod hans ene kind. ”Too bad. I’m already quite boring.” Så gav hun hans kind et par klap, inden hun trak sig tilbage igen i bløde bevægelser og vendte så tilbage til døren på ny.

Autumn havde været i hans selskab, hvor han havde været stærkt påvirket af alkohol. Det havde ikke været behageligt, men alligevel stod hun i selv samme rum og lejlighed med den selv samme mand. Og hun havde det fint med det. Underligt hvordan det havde foldet sig ud. Havde hun overhoved tilgivet ham endnu? Hun var ikke helt sikker. Hun havde fortrængt den nat. Lige som hun gjorde med alle de andre knap så tilpasse oplevelser, hun havde været udsat for. Det at der så ikke var sket noget mellem hende og Derek den nat, betød vel at hun sagtens kunne handle it. Så det endte ikke rigtig med at lade hendes smil famle. Det forblev som plantet.
”I don’t really care, yeah.” Hun så per automatik ned af sig selv igen. Hun nød at bevæge sig rundt i tøj, der ikke sad som limet fast til hendes krop. Problemet lå i at det tit sendte en del opmærksomhed imod hende. Specielt, hvis hun gik rundt alene. Og hun ønskede ikke den opmærksomhed. Hun ville i princippet helst ikke have at folk vidste at hun var der. I hendes hoved, ville det bare skabe flere forhindringer for hende videre i livet. I hvert fald lige nu.
Da frakken blev tilbudt tøvede hun dog ikke længe. Hun stod ikke og tænkte over det, men i stedet så hun hurtigt imod klædeskabet, hvor efter hun satte i et luntende tempo hen imod det. Alligevel stoppede hun lige inden hun rakte ind efter overtøjet for i stedet for at se imod trøjen over i vindueskarmen. Den havde hun helt glemt. Hun skiftede så kursen og efter at have nået til trøjen og fået fat i den, inden hun vendte tilbage til Derek, der nu var godt på vej ud af døren. Ventede blot på hende.

Hun satte tempoet lidt op og løb roligt hen over gulvet, mens hun trak i trøjen i stedet for frakken, der sikkert ville have tunget på hendes skuldre. Det var lidt besværligt at multitaske, men hun nåede da at få den ene arm ind i ærmet, som hun nåede hen til døren, hvor hun satte tempoet lidt ned igen. ”Ay ay, brown-eyes.” førte hun videre, da hun passerede ham og kom ud på gangen, hvor hun fik påklædt sig resten af trøjen.
Lugten af blod hang lidt kraftigere i luften ude på trappen. Og det gjorde hende pludselig opmærksom på, hvad der var sket. Hun kunne mærke sin mave krølle sig sammen, og hun sank tungt en klump, der havde sat sig fast i halsen. Hun havde på den ene side lyst til at løbe ned af trapperne for at komme udenfor. Men på den anden side, ville hun bare spænde ind i lejligheden igen. Som om det ville hjælpe noget.
Men lyden af Dereks stemme syntes a trække hende ud af den lille traumatiske tur tilbage i tiden, og hun vågnede op igen. Ordene fik hende på andre tanker, og hun fandt sig hurtigt på ved ned ad trapperne sammen med ham. I et mere roligt tempo. Uden at sige noget som sådan.

Det øjeblik de trådte udenfor var det som om hendes energi voksede. I modsætning til dæmonen der holdte hende med selskab. Hun indsnusede med det samme en god position af den friske luft, hvor efter et smil voksede på hendes læber. Hun løftede sine arme op over sit hoved, inden hun lagde armene krydsede oven på hovedet. Hun lænede sig svagt bagefter og nyd det hele med lukkede øjne. Efterfølgende som vinden legede med hendes hår ruskede hun selv lidt i det, for at få det luftet lidt op. Og så drejede hun først der hen imod Derek, som han stod der med de mørke solbriller. Han så ikke ud til at nyde det hele så meget som hende selv. Og det var nok en smule komisk. Og der kom en lille latter fra hende. ”You almost look like someone with a major hangover.” kommenterede hun drilsk. ”It’s funny how you - a man who is desperate for heat and warmth - prefers the cold night.” På den anden side var det vel også ironisk, hvordan hun havde det til sollyset. Også selvom hun elskede de mørkere timer af dagen.

”Btw.. Sean knew about… the ..” Hun viftede lidt ned sin ene hånd omkring den ene side af sin hals. ”..chip-thingy. I assume you told him about it. You didn’t.. tell him too much?? Did you??” En lidt bekymret udtryk slørede sig over hendes ansigt, og hun tog ikke det spørgende blik fra ham. ”I mean.. He doesn’t know about.. Blake..?” Hun pillede lidt ved trøjens lynlås, mens hun ventede. Lidt nervøs måske. "I don't want anyone to know about it."