My Bloody Mary.

Roligt lod han sig dreje over på siden, så kontaktfladen mellem nakken og puden, ikke skulle give et større ubehag end allerhøjest nødvendigt. Ansigtet var nu vendt mod dén side af sengen hvor Autumn var. Alligevel måtte han snart lukke øjnene i igen. Der var noget uendelig roligt over hele hans ansigt.
Stilheden var ikke noget han normalt nød. Jovist når han skulle sove - men i stunderne op til, og bagefter, kunne det være ulideligt. Sandheden var jo, at Di Morga i grunden havde været det første sted, hvor han havde været så alene. I USA havde han altid boet sammen med nogen på den ene eller anden måde. Det var som om stilheden i Logement virkede... - Forstyrrende på en eller anden måde. Efterhånden havde han vel vænnet sig til det. Alligevel tilbragte han stadig nætter med musik i ørene, så han kunne koncentrere tankerne på tonerne og teksterne, frem for de små lyde i boligen, eller spøgelser fra fortiden.

Et skævt smil gled flygtigt over hans læber, mens han lyttede til hendes stemme, med øjnene lukket fredsommeligt i. Ja, han var vel typen der gik efter dét han ikke havde i forvejen - bare for ikke at fortryde, at han ikke gjorde det tidligere. De typer var der vel mange af... Mange gjorde nok bare ikke meget ved sagen. Sommetider var det virkelig rart at slukke for fornuften og gå målrettet efter dét man havde sat hovedet for. Selvfølgelig fik det én ud i lidt pikære situationer en gang imellem; Men Derek var sikker på, at det var sådan han ønskede at leve. Intet skulle stå for stille.
"Don't judge me." Der var en let humor i den halvdybe røst. Det var som om bare lyden af hendes gab, gav ham lyst til at følge hendes eksempel. Dog var han sikker på, at søvnen ville ramme ham med det samme... Og han vidste ikke hvornår han ville vågne op igen. Det var ikke betryggende for ham, at glide ind i søvnen. Ikke hvis Autumn forlod lejligheden. Han ville ikke risikere det nu. Selvfølgelig kunne hun ikke være der for evigt: Men han havde brug for at vide at hun var i sikkerhed for lægen, i tilfælde af, at han havde sat hævngerrigeske tanker frem i sit hoved... Men han vidste at konfrontationen var uundgåelig for Autumn.
"Well.. I've certainly never met anyone called Autumn before I met you." Han lod sin ene hånd glide ind under puden, så den løftede ansigtet en smule mere op fra madrassen; "But maybe its more...- common in Britain..." Derek vidste ikke engang hvem der havde navngivet ham. Det havde sikkert været børnehjemmet. Efternavnet havde han selv tilføjet. Ligesom Sean havde... Sean havde taget navnet 'Faust' for sjov : Han havde trods alt navngivet sig direkte efter en fortælling om en mand der solgte sin sjæl til satan.

Han åbnede langsomt øjnene. Det var som om kulden fra gulvet havde suget det meste af varmen ud af hans krop, i de få sekunder han havde berørt fladen direkte med hænderne. Måske var det en af grundende til at han var så træt... Varmen gav ham energi, og varmen...- Derek kastede et blik over mod radiatoren. Måske ville helingen gå hurtigere, hvis han tillod sin krop at opfange lidt varme igen. Det var trods alt hans styrke...- Hans kilde til energi og liv. Igen vendte han de mørke øjne mod hende. Det var stadig absurd at de skulle være venner. Hun var en direkte svaghed for hans evner - en neutralisator. Og for en mand der hadede at føle sig svag - sagde det måske lidt, at han satte pris på at tilbringe tid med hende.

"New abilities?" Et lidt spørgende udtryk bredte sig over hans ansigt. Tydeligvis var Autumn også stadig lidt undrende overfor situationen. Sådan var det vel at vænne sig til forandringer. I et kort sekund fangede han sig i, at overveje hvorvidt Autumns nye evner kunne blive hans undergang... Især hvis hun ikke kunne kontrollere dem.
"Better safe than sorry." Kom det fra dæmonen. Selvfølgelig ville han ikke indrømme, at han var nervøs ved det hele. Måske fordi han ikke engang selv kunne påvirke hénde. Hvordan skulle han forsvare sig, hvis hun ikke kunne kontrollere sine evner? De blå øjne var blot så uskyldige : Han huskede selv hvordan det var ikke at kontrollere evnerne. Ikke at styre hvem man sårede eller hvad man gjorde ved sine omgivelser.

Han havde vel ondt af hende. Selvfølgelig havde han det. Selvom hun ikke var på dødens rand, havde hun været udsat for nok. Han kunne ikke forestille sig hvordan det måtte være. Nej, det var nok noget han aldrig kunne sætte sig ind i, uanset hvor meget han ønskede, at han bare kunne forstå det en smule bedre.
"Not serious?" Kommenterede han roligt: "Well... Maybe you just need to...- Relax as much as you can. That would be for the best."

Han havde netop lukket øjnene. Der var stille i nogle sekunder. Ja, foruden en bil eller to der kørte ned mod parkeringspladserne ved bygningen. Derek vidste ikke gang hvad klokken var. Tidsfornemmelsen var der ikke, og han havde intet overskud til at rulle over på den anden side, og række ud efter mobilen. Sengebordet var sikkert alligevel fedtet ind i whiskey - ligesom dén plet på gulvet, som man nok strategisk skulle undgå, når man trådte ned fra sengen. Dæmonen skubbede sine fødder ind under tæppet der var rullet sammen i sengen.

Han skulle lige opfange hvad hun sagde. Hendes stemme var svag : Lettere døsig. Han åbnede igen de mørke øjne, og så på hende som hun lå der ved hans side. Han havde vel ikke forventet, at hun nogensinde ville gå med til det. At hun ville nuppe en drink med ham. Måske fordi han havde set et par sider af hende, men knapt nok kunne forestille sig hende i sammenhænge der inkluderede alkohol. Det var vel nok det uskyldige ydre, der igen fik ham til at drage lidt forhastede konklusioner. Alligevel tvivlede han nu på, at hun rørte alkohol hyppigt i sit liv.
"That'd be great." Kom det fra ham. Der var en let hæshed i hans stemme - ligesom når han skulle ramme de lidt skæve, dybere toner i sine sange, "But you don't have to pay. If I get that fucking deal, I certainly hope I'll get some money in advance." Igen fejede antydningen af et skævt - lidt fjoget smil over hans læber:
"So why do you wanna warn me? Which type of drunk are you?" Han blinkede dovent, mens han så på hende - nærmest som om han prøvede at regne ud, hvordan hun mon måtte reagere på alkohol. Han vidste selv, at det - for ham - afhang meget af hvad han drak. Der var sgu både de dårlige sider og de gode.
"Are you the 'deep meaningful conversation' type, or maybe a crazy ass party animal?" Et lidt forsøgt grin gled over hans læber, før han i en kort stund, lukkede øjnene igen: "I bet it's the last one. Maybe you're a wild one." Kommentaren var komisk, og blev understreget af en lidt drillende latter, selvom den var meget kortvarig. Han krammede sit ansigt længere ned i puden, og skubbede tæppet rundt mellem sine fødder, så de opfangede lidt af varmen derfra, som stadig hang i materialet efter den urolige søvn.

Et lille grin løb hen over hendes læber. Hendes øjne var stadig lukket i. Og det var tydeligt, at hun nok ikke var helt til stede. Hun var halvt inde i drømmeland og halvt i Dereks lejlighed. ”Yeah… Wild..” Hendes stemme havde det med at blive svagere og svagere hen imod slutningen af hendes sætninger. Smilet forsvandt igen. Men det efterlod ikke et famlet udtryk. Afslørede blot hendes døsige tilstand endnu mere. Hun var sikkert ikke helt klar over, hvad hun sagde. ”I’m a… wild.. one..” Hun virkede langt fra overbevisende i hendes nuværende tilstand. Og mest af alt lød det som, hun bare drillede ham. Og kom med sarkastiske svar i stedet for oprigtige. Hvilket var svært at tyde lige netop på det tidspunkt.
Der gik lidt til, men derefter fik hun tvunget sig ganske lidt op. Ikke meget mere end en centimeter. Lige nok til at hun kunne få vendt sig om på siden, så hun vendte med fronten imod dæmonen. Hun faldt dovent ned i madrassen igen og begyndte efterfølgende at lægge sig bedre til rette. De blå øjne var stadig skjult bag de tunge øjenlåg. Men hun kæmpede for at forblive til stede. Hun var så træt. Havde det noget at gøre med brugen af hendes evne? Hun havde jo ingen kontrol over den. Ikke rigtig i hvert fald. Den kom også kun, når hun var i pressede situationer. Men netop fordi den var så ny og ustabil, ville det ikke undre hende, hvis den trak på en masse af hendes energi. Som Dereks evne trak på hans energi. Magiger og evner kom ikke uden en pris. Selv ikke hendes neutralisering. Også selvom den ikke ligefrem stjæl energi fra hende, gjorde den andre muligheder umulige.

Autumn trak stille og roligt sine ben lidt op til sig, som hun altid gjorde. Hun ville ikke kunne sove trygt i andre stillinger. Det var i hvert fald, hvad hun selv bildte sig ind. Hun krøllede sig også altid sammen, når hun følte sig truet og ude af stand til at gøre noget ved det. Hun var beskyttet, hvis hun forholdte sig foldet sammen. Som når en hund tak halen imellem benene, når ikke at lade andre komme i nærheden af dens svage punkt. Eller hvad fanden grunden var. ”No.. I’m…I’m more of the… sexual type.. I get… quite touchy, you can.. say.. I guess. I'm not... sure.” mumlede hun lettere utydeligt. I det mindste forsøgte hun at forklare ham situationen så godt som, hun nu kunne. ”I talk too much too…But don’t…don’t care about everything I say.. It’s not always… me who’s talking..” For hende var det aldrig hende selv der kom frem, når hun blev påvirket af alkohol. Derfor holdt hun sig helst fra stadset. Hun var bange for, hvordan hun måske ville ende med at afsløre for meget. Det var nok derfor hun følte sig tryg nok omkring at få den side frem hos denne dæmon. Han kendte allerede hendes hemmeligheder. Størstedelen af dem. Så der var ingen grund til at skjule dem for ham som sådan. Hvad kunne overhoved gå galt?
”I won’t say.. I get wild… But I don’t really think of that I’m doing..” Igen kom det halvdøsige fnis fra hende. ”And what ever happens….don’t….ever…..let.. me.. kiss you…” Lidt efter lidt forsvandt hun. Hendes ansigt fik fjernet alle folder. Og efterlod blot det sædvanlige helt fredsfyldte udtryk. De blidt lukkede øjne. Den let åbnede mund. De få totter hår, der nu var helt tørt, der faldt ned over hendes ansigt. Hendes hænder lå afslappede ved siden af hendes hoved. Og hendes vejrtrækninger var tunge. Man skulle råbe højt for at komme frem til hende nu. ”Promise… I…won’t ..hurt…you…” De sidste ord var meget svage. Som når man talte i søvne. Hvilket hun nok også var endt ud med. Hun var i hvert fald helt væk.

Han lod kortvarig øjnene løbe over hendes ansigt. Hun så fredelig ud, som hun lå der, og sikkert langsomt forsvandt mere og mere for ham. De mørke øjne betragtede hende i nogle sekunder, før han selv fulgte trop, og lod de tunge øjne glide lidt i. Hans vejrtrækning var efterhånden blevet mere normal. Som om det ikke længere gjorde ondt i både ribben og lunger, når han sugede luft ind gennem læberne, og ud igen. Det var næsten som om han indhalerede en cigaret... Alligevel syntes luften at hjælpe. Det var som om det lindrede noget i ham. Som om kroppen endelig begyndte at omfavne afslapningen mere og mere. Det var ufattelig rart, at ligge med øjnene lukket i, og bare... lytte. Lytte til den absolutte stilhed som kun var afløst af lyden af hjertebanken og åndedrag. Det var ufattelig rart ikke at være alene. Det var som om det tillod ham, at blive distraheret for de mareridt, som sikkert ville plage ham, så snart han overgav sig til søvnen. Måske var Autumns blotte tilstedeværelse nok, til at han faktisk ville kunne slappe af, uden at bekymre sig om, hvilke spøgelser fra fortiden han skulle plages med i søvnen.

Der var stille i lang tid. Det var i hvert fald sådan det føltes. Efterhånden glemte dæmonen følelsen i nakken. Der var stadig et let ubehag, men det syntes at være dulmet. Måske ville helingen virkelig indtræffe hurtigere, hvis han fik sin krop varmet op, og fik draget energi af det - men på den anden side, lod kulden til at dulme smerten... Måske ville hans helingsprocess skride hurtigere frem ved varmen - men det ville nok være en smertefuld oplevelse. Kroppen havde bare brug for at slappe af. Bare brug for at ligge stille.
I et sekund troede han, at han havde ramt drømmeland, og at han bare bildte sig noget ind. Men var det virkelig Autumns ord? Døsigt åbnede han øjnene og lod dem ramme hendes skikkelse. Jo, hendes læber bevægede sig og han hørte den sarte stemme i rummet. Det var som om han var meget overrasket over det hun fortalte ham. Måske fordi svaret kom bag på ham. Det var ikke just fordi alkohol ikke havde den effekt på en del. Men Autumn...- Af en eller anden grund, fik det plantet et lidt fjoget smil om hans læber. Noget der - trods trætheden - fik ham til at se et par år yngre ud, i et par sekunder.

"So... Why even do it? You shouldn't drink for my sake, if you're not comfortable with...- " Det var som om han ledte efter ord: "-With the fact that you'll become unrestrained." Han ville ikke trække hende ud i noget hun ikke var okay med. Det vidste han. Til dels fordi han nok heller ikke stolede nok på sig selv. Hvorfor fanden stolede hun overhovedet på at han ikke ville udnytte situationen den mindste smule? Derek kendte sig selv bedre end det... Han havde en fortid med at være hæmningsløs. Det var han vel stadig på mange punkter. Hvis der bare kom et par drinks i ham, blev det blot værre. Og han var ikke god til at lytte til fornuften, hvis impulsiviteten ønskede at dominere den mindste smule. Måske skulle han holde sig væk fra alkoholen, hvis hun tyede til den.
En let latter forlod hans læber. Den var sagte og en anelse hæs.
"No one ever knows what they're doing, when they're drunk." Sagde han. Okay, det var måske lige at strække sandheden, men pointen var der da. Ofte kunne man ikke stå inde for hvad man havde lavet. Ting kunne komme ud af kontrol, før man mindst ventede det. En drink førte til en anden - et shot førte til tre ekstra... Det ville fortsætte indtil man enten løb tør for penge, smed hovedet ned i toilettet, faldt om af træthed eller flyttede festen et andet sted hen.
Han lukkede igen øjnene, før han gabte: "I'd say a kiss is probably the most harmless thing that could happen. But yeah... To avoid you going all Derek-crazed, I'm not gonna let you kiss me." Trætheden var ved at overmande ham, men alligevel formåede han at få lidt humor frem i sin stemme. Mørket bag øjnene var uendeligt, og man havde lyst til at synke ned i et, og lade det omslutte hele kroppen. Hendes næste ord, kom lidt bag på ham - men det var som om det susede direkte gennem hans hoved. Som om han ikke kunne tænke rigtigt over det, før han overgav sig til søvnen. Der gik ikke mere end et dusin sekunder, før alt syntes at blive endnu mere mørkt... Tidsfornemmelsen forsvandt og det samme gjorde tilstedeværelsen i rummet.
Promise I won't hurt you... Det var som om ordene gled frem og tilbage i hans underbevidsthed. Som om noget i ham stadig forsøgte at gribe fat i det, før han ville glemme det. Hvad mente hun? Der kunne være mange svar... Egentlig formodede han, at det var hendes kulde det skyldtes....
Kulden...
Selv i drømmelang, kunne han mærke kulden gennem sin krop. Måske var det indbildning? Det var som om billeder gik gennem hans hoved. Sne og frost... Han forsøgte at kæmpe billeder frem af en varm kamin eller et bål, som han kunne strække hænderne frem efter og røre ved. Dog blev hans fingerspidser kun mødt af en kold fornemmelse. Det var som om noget i hans bevidsthed, prøvede at få ham til at vågne. Det prikkede i nakken - sikkert fordi han lå lidt uroligt med hovedet. Den ene hånd - under puden - sov på grund af tyngden. Fødderne begravede sig længere under tæppet - nærmest for at søge en form for tryghed, i den eneste varmekilde i rummet lige nu. Hvorfor havde han dog også luftet lejligheden ud tidligere?
Fordi det havde lugtet af blod...
Det var som om han stadig kunne mærke det i næseboerne. Men måske var det hans eget blod han kunne lugte. Det der sikkert havde beklædt et lille stykke af hovedpuden, mens det var igang med at hele.

For hende var søvnen rolig. Hun bevægede slet ikke på sig. Ikke det mindste. Hun rullede ikke fra side til side. Hun møvede sig ikke for at få så meget plads som overhoved muligt. Hun forsøgte ikke at skubbe den anden person ved fra sengen. Og hun mumlede heller ikke i søvne. Hun var helt rolig. Helt stille. Hun gjorde ikke meget opmærksom på sig selv. Kun hendes vejrtrækninger ville have afsløret hende i mørket. Og de var det eneste der forsikrede andre, om at hun stadig var i live. På sin hvis. Et sted var hun jo ikke. Hun havde ikke et menneskets liv. Hun ville aldrig dø, med mindre hun blev dræbt. Og hun ville aldrig ældes. Hvilken skam.

Stille og roligt begyndte der endelig at komme mere liv i den lille hundjævel. Hendes øjenlåg blev dovent slået op, hvor efter hun så sløret imod skikkelsen ved siden af hende. Hun vidste skam godt hvem det var. Så hun blev ikke yderligere forskrækket. Det var nu heller ikke, fordi han lå helt oppe i fjæset på hende. En tilpas afstand. Hun blinkede et par gange for at få et klarere syn, selvom hun stadig manglede lidt ekstra styrke i form af briller. Hun fugtede diskret sine læber og smaskede sagte, inden hun til sidst fik sat sine hænder ned i madrassen og ved hjælp af sine armes kraft, skubbede hun sig op. Lige nok til at kunnet få tvunget sin tunge krop op i en siddende stilling. Hendes hoved snurrede stadig rundt. Og hun følte at en hvis tyngde lå hen over hende.
Hun løftede roligt sine hænder op til sit ansigt og gned derefter det værste søvn ud af øjnene. Hvor længe havde hun sovet? Det virkede ikke som længe. Roligt drejede hun blikket væk fra deres knap så fokuserede stadie og hen imod vinduet. Lys. Tydeligvis ikke alt for længe. Det lignede mest helt almindeligt morgen lys. Måske omkring en syv tiden? Hun rystede med ét på hovedet. Det kunne også være ligemeget. Hun var alligevel elendig til at bedømme sådan noget bare ved at se imod himlen. Det var ikke ligefrem hendes speciale. Normalt var hun jo også oppe om natten. Hun var trods alt mere et nattevæsen end et der levede i dagslyset.
Hun sukkede tungt og så en hurtig gang hen imod Derek, inden hun meget forsigtigt fik skubbet sig selv hen til sengens kant. Hun satte først fødderne prøvende imod gulvet, det heldigvis ikke længere havde den nærmest frosne overflade. Ikke at kulden generede hende. Men et sted var hun pludselig nervøs for at berøre noget direkte. Måske var hun bare paranoid. Det var første gang i går, at det var sket sådan rigtigt. Det gjorde hende lidt utrygt. Men efter en del overtalelse, kom hun så helt op at stå. Automatisk blev hendes arme løftet højt op over hovedet. Strakte hendes ryg godt ud til den satte sig på plads igen. I en glidende bevægelse blev begge hendes hænder kørt igennem det pjuskede hår. Redte igennem de værste knuder.
Hun følte sig overraskende udhvilet. Og hun havde det næsten som om en lille byrde ikke længere hang over hendes skuldre. Eller at den bare var blevet lettet en lille smule. Hun var ikke sikker. Det hele virkede underligt. Som om hun havde levet sådan et bekymringsfrit liv længe. Og ikke kun et par timer. Hun så sig lige hen over skulderen, inden hun drejede omkring. Hun tillod sig at læne sig ind over sengen. Hvorefter hun - noget besværligt - trak tæppet ved hans fødder lidt længere op over dæmonen. Hun var ikke klar over, hvorfor, men hendes underbevidsthed havde nok fanget små signaler. Hun forholdte sig så lydløs som muligt, da hun trak sig tilbage igen. Og rettede ryggen for at stå ret op endnu engang. Hun smilede godt, før hun gled sit blik rundt lejligheden, der nu ikke længere var dækket i mørke. Den virkede mindst dobbelt så rodet nu. Men det virkede underligt hjemmeligt for hende.

Med forsigtige skridt nærmede hun sig vinduet. Trøjen, der allerede hang noget sjusket på hende, fik hun nemt taget af igen. Som hun nåede karmen, lagde hun blidt trøjen der. Lige foldet en gang for ikke at fylde så meget. Hun så en sidste gang hen imod den anden person i rummet. Bare for at tjekke op omkring ham, inden hun i en hurtig bevægelse trak T-shirten af. Ryggen smertede allerede. Og hun behøvede i princippet kun at skyde ryg en enkel gang, før de velkendte vinger kom frem. Hun sukkede lettet. Som havde det siddet og spændt ubehageligt i langt tid. Et svagt smil gled nu over hendes læber, inden hun åbnede sine øjne endnu engang, efter som de automatisk havde lukket sig i proceduren.
Forsigtigt lænede hun sig forover og satte sine arme imod vindueskarmen. Hun baskede sagt med de læderagtige sorte vinger, inden de bare hang afslappet og velplaceret. Hun var begyndt at kunne lide dem. Så gale var de heller ikke. Men stadig ville hun aldrig vise dem til andre, med mindre de allerede kendte til dem. Og accepterede dem. Hun førte sin ene hånd op til persiennerne. Og med to fingre forstørrede hun mellemrummet imellem et par af dem. Hun blev mødt af relativt skarpt solskin, men hun behøvede kun at misse let med øjnene, hvorefter hun sagtens kunne se udsigten udover Logenment. Noget hun sjælendt så. Hun boede trods alt meget jordnær. Meget, meget jordnær. Så dette gav hende det sædvandlige sug af svag spænding. Ikke at kvarteret var smukt. Men det var noget nyt. På sin hvis. Så selvfølgelig voksede smilet. Og lyste hendes blege ansigt en smule mere op. Hun havde virkelig ikke lyst til at tage tilbage.

Søvnen havde sit tag over dæmonen... Vejrtrækningen var dyb og kontrolleret, trods den sommetider var blevet afløst af flygtige momenter af urolighed. Læberne var let skilt ad, så han kunne ånden passere gennem disse, og de virkede en smule tørre. Håret strittede over hovedet, og vidnede tydeligvis om, at han havde bevæget sig meget mod puden, for at ligge i en tilpas stilling, som ikke ville genere nakken alt for meget. Såret havde helet sig selv udadtil. Der var stadig en mængde ubehag under huden, men det virkede minimalt i forhold til det han havde oplevet før. Kroppen var stadig køligere end normalt. Temperaturen var måske alligevel lidt højere end et almindeligt menneskes, men ikke høj nok, til at give hans muskler nok energi til at erstatte trætheden, der konstant trak ham længere og længere ned i søvnen. Som regel sov han det meste af dagen væk. Han bevægede sig jo sjældent udenfor når der var lyst. Hvis han gjorde, lignede han nok mest af alt en ung mand med massive tømmermænd, eftersom han dækkede øjnene med mørke solbriller, og formåede at virke blegere end normalt.
I morgenlyset stod skægstubbene tydeligere frem over den markerede kæbe, og den stærke hage. Noget der lignede skygger havde formet sig ved det venstre øre, og under det ene øje. Det var nogle af de sidste synlige tegn på hans krop, over Seans heftige slag mod hans ansigt. Overkroppen, under T-shirten var sikkert også prydet med få mærker omkring ribbenene, men heldigvis var tegnene ikke længere tydelige. Flængen på læben var næsten helt forsvundet. Dog var der en let misfavning der hvor flængen før havde været... Noget der - ligesom skyggerne af de blå mærker - snart ville forsvinde.
Det var som om han instinktivt rullede tæppet mere om sig i søvnen, da han mærkede varmen fra det. Heldigvis virkede det ikke længere fugtigt, som det havde efter hans urolige søvn tidligere. Varmen var ikke meget tydelig, men formåede alligevel at stilne lidt af den gåsehuds-frembringende fornemmelse der lå over hans overkrop.

Gradvist som lejligheden blev lysere, syntes hans søvn at blive mere overfladisk. Det var som om han forsøgte at vågne mere op, for at lægge sig over på den anden side - og væk fra den smule lys som vinduet kastede ud i rummet, selv gennem de nikotinsgule persienner. Alligevel var det som om hans krop ikke ville tillade ham, at rulle om på siden, uden at vågne helt op først, og orientere sig. Derfor forsøgte han, at skjule ansigtet en smule ved at plante den tatoverede arm foran sit ansigt, og lukke lyset ude, så det ikke killede og irriterede de tunge øjenlåg.

Snart var det dog som om en stribe af skarpere lys, trængte ind i lokalet. Det var som om det netop var strategisk placeret mod hans ansigt - eller i hvert fald den del, han ikke formåede at skærme med armen. En utilfreds lyd kom fra ham, trods den var sagte og ganske døsig. Efterhånden begyndte han at bevæge sig lidt. Som for at trille over på siden. Men det var som om bevægelsen begyndte at trække ham tilbage til bevidsthed. Snart åbnede han missende øjnene. De flakkede en del, og alt fremstod skarpt. Han kunne se en silhuet ved vinduet - men den forekom ham ubekendt i de skarpe lys, og grundet formen som den udgjorde på grund af vingerne. Han lå dovent og så hen mod vinduet, mens han forsøgte at stille skarpt. Det hele virkede nærmest som en drøm. En eller anden tåget drøm, som mindede ham om de gange han var vågnet og havde indset at han stadig var fuld.
Han blinkede dovent, og forsøgte at være mere tilstedeværende. Hvad var der sket da han faldt i søvn? Hvor lang tid havde han sovet? Han huskede sig selv på nattens tumult, og lod nærmest instinktivt en finger strejfe sin nakke. Dernæst kom han i tanke om Autumn. Var det hende ved vinduet? Kontrasten mellem mørket bag øjenlågene og lyset i lejligheden virkede enorm. Det slørede hans tanker, og fatteevne, mens det også forhindrede ham i at bedømme hvad fanden der skete henne ved vinduet.

Han rullede om på ryggen og lagde en arm over sine øjne. Han var stadig på et mellemstadie mellem at være vågen og i en eller anden form for dyb søvn.
"What time is it?" Hans stemme var hæs, og måske en anelse svag efter søvnen.Snart fjernede han armen , og forsøgte at åbne øjnene lidt igen. Han kantede sig op i en siddende stilling, og begyndte at trykke hænderne mod nakken, for at få lidt gang i de stive muskler, som havde været tynget af helingsprocessen ved flængen i baghovedet. Dernæst kastede han et blik over mod hende. Trods det krævede at han missede med øjnene, lagde han snart mærke til vingerne... De store vinger han én gang havde set før. De dækkede det meste af hendes krop fra den vinkel - men han bemærkede da de nøgne skuldre, og dét faktum, at hun havde måtte være nødsaget til at tage T-shirten af, for at få dem bredt ud.
"What the fuck are you doing?" Hans stemme var døsig, og han kunne ikke afholde sig fra at gabe mod én af sine hænder, før han begyndte at gnide sine øjne. Trætheden sad stadig i dem, men det var som om kontakten med hænderne fik dem til at live lidt op igen. Dernæst så han kortvarig over mod hoveddøren, før han skubbede sig helt op mod væggen bag sengen, så lyset ikke skar ham for meget i øjnene. Tæppet trak han med sig. Det var som om han stadig kæmpede lidt for at komme til sig selv. Dagstimerne havde aldrig lige været hans kop te.

Autumn lagde skam godt mærke til at Derek begyndte at røre lidt på sig hende fra sengen. Hun var ikke helt optaget af udsigten fra vinduet. Så ekstraordinært var det heller ikke, at hun kun fokuserede på det. Så da hans stemme fyldte rummet og nåede hen til hende, kom det ikke som et chok. Og hun vendte sig heller ikke om lige med det samme. Hun forholdte sit blik udenfor. Bare lidt endnu.
”Honestly I have no idea. Probably around seven. But don’t trust me on that.” mumlede hun lidt en smule fraværende, inden hun endelig trak sine fingre til sig igen, og lukkede af får lyset igen. Lagde lejligheden i det sædvanlige lidt kedelige lys. Hun undrede sig ikke ligefrem over, hans måde at håndtere det hele på. Men normalt ville hun mene at en dæmon i hans art helst ville sole sig i solens varme stråler. Dog kendte hun ham nok til at forstå hans situation lidt bedre.
Ved hans næste spørgsmål fik hun endelig drejet hovedet for at se sig over skulderen hen imod ham. Først derefter rettede hun sig ordentligt op. Efterfulgt at et lille bask. ”I just enjoyed the view for a bit.” svarede hun kort og godt med det smil, der stadig hang over hendes læber. ”I don’t see it that often. I live on ground floor remember.” Han havde set, hvor hun normalt boede. Hvad hun kaldte for hjem. Også selvom det var langt fra hjemmeligt for hende. Det var mere som et fængsel end så meget andet. Men hun sad heldigvis ikke i en celle hele dagen lang og kukkelurede. Han lod hende komme udenfor, når det var nødvendigt.
Hun drejede roligt fronten hen imod ham. For hende var det ikke helt det store at vise sig frem på den måde. Ikke foran Derek. Han havde set arene før. Og BH’en gjorde samme effekt som en bikinitop. Plus - hun var i et relativt godt humør. Så i øjeblikket følte hun sig ikke specielt pinligt berørt. Og så røg fokus også nok mest hen imod vingerne. Selv syntes hun de klædte hende. På en måde. Hun ville nok se mere underlig ud med et par fjerbelagte vinger og en glorie. ”How can it be you close so much off? You don’t seem like a the kind of guys who’s totally damaged by some light. And you’re apartment would look more homely if you let some sun shine in through the windows.” Hun nikkede kort hen imod vinduet, hun netop havde lænet sig ind imod. En lille gestus, der tilføjede forståelse. Rettede lidt på shortsene og fik bundet knuden på ny, da den var gået op i løbet af søvnen. Det gik ikke hvis de endte med at glide ned hele tiden.
Lidt efter nærmede hun sig ellers sengen igen. Hun trippede hen over gulvet på sine tæer, som legede hun ’Jorden er giftig’ eller noget lignende. Og hvis man så godt efter, ville man nok også kunne opdage, hvordan hun forsøgte at holde sine fødder inden for træbræddernes streger. Og som en afslutning på det hele hoppede hun elegant og let op på madrassen, hvor hun landede på sine knæ. Blot for efterfølgende at sætte sig lidt bedre ved fodenden. Stadig med de blå øjne hen imod den velkendte unge mand.
Autumn lagde forsigtigt sit hoved lidt på skrå. Så spørgende hen imod ham. Og gjorde tydeligvis klar til at tale. ”How are you feeling?” spurgte hun med en blid stemme, der uden tvivl var styret af hendes bekymring for ham. Den følelse hun faktisk forsøgte at skjule lidt. ”I apologize for the wings. I know they don’t really fall into your taste. But they were killing my back. Forcing me to let them breathe..” Hun slå blikket lidt ned imod sine hænder, der I øjeblikket fumlede den T-shirten, hun endnu havde sit greb i. ”But seriously.. Are you alright now? You’re wounds seem to be healed. Even though you look hella beaten up now. A black eye and all that. He surely hit hard.” Hun bekæmpede lysten til at lade sine fingre køre hen over de forslåede steder på hans ansigt. Det ville nok bare gøre det værre, hvis det blev rørt ved hele tiden.
”You can sleep alittle more if you want. I won’t disturb you anymore. I’ll just… sit in the corner and be very quiet.” Hun strøg igen vildfarende totter hår væk. Måske skulle hun bare få det klippet, så det ikke hele tiden generede hende. Faldt ned i øjnene på hende. Det var nok på dette tidspunkt af dagen at hun virkede mest uskyldig og hjælpeløs.

Derek havde ikke just tænkt over udsigten før. Han havde aldrig just været en person der værdsatte æstetik af nogen form.. Jo, i musikken måske. Men musik appellerede også til en sans han var mere tryg ved. Det var trods alt sjældent han så verden udenfor i dagslys, uden farvenuancerne var dæmpet af nogle tonede solbriller. Desuden var der ikke mange ting i Di Morga - og især Logement - som han fandt interessant for synet. Måske var det i virkeligheden fordi han vidste hvad der foregik i boligblokkene, bag de markante, lidt klodsede facader. Det var ikke for ingenting, at Logement var et af dé steder i Di Morga der var mest berygtet for at huse...- Nogle lidt mistænkelige typer. Priserne på lejlighederne var lave, og det var længe siden de var blevet istandsat. Dæmonen var dog rimelig tilfreds med at have tag over hovedet, selvom det var af denne kaliber. Måske ville han flytte så snart pengene rækkede lidt ekstra - men det var kun for at komme ind mod bymidten. Ikke fordi han havde behov for mere end han havde nu. Bare dét at have sit eget sted, var en forholdsvis ny oplevelse for ham, og selvom lejligheden var lille - var det intet i forhold til det ene, simple værelse han engang havde haft da han boede i New Orleans.

Han rettede blikket over mod hende ved hendes spørgsmål. Dét at hun var afklædt forekom ham i grunden fuldstændig ligegyldigt. Derek havde aldrig selv været blufærdig, og egentlig forstod han sjældent når folk var det. Det var jo ikke just fordi han sprang på alle der smed tøjet foran ham... Længere i hvert fald. Det var mere vingerne der fangede hans blik, trods det heller ikke var første gang disse blev blottet for ham. Han måtte vel indrømme, at de stadig forekom ham ganske interessante. Og det var som om de komplimenterede hende på en eller anden måde, og fik hende til at fremstå stærkere.
Han vendte snart øjnene lidt tænksomt op mod loftet, og lænede ryggen længere ind mod væggen bag sig.

"I won't get damaged by it." Sagde han med en rolig, og lidt monoton tone i stemmen: "But I can barely see a thing when exposed to it." Han gabte endnu en gang, men skjulte det bag håndryggen; "I guess itøs the hightened senses. - When my vision is exposed to too much light, it'll affect my other senses too." Han så over mod hende og prøvede at formulere det med en metafor i stedet: "It's like a hangover... Bright light isn't really what you want. A well as too much noise or some foul smell." Han hævede den ene mundvige en smule i et skævt smil: "As a musician I have to deal with spotlights and loud music. But the over-exposion actually seems to intensify my performance on stage. Like my body's using energy on keeping itself together. Han så kortvarig rundt i lejligheden: "I like my appartment this way. The darkness matches my soul." Kommentaren var komisk og over-dramatisk.

Madrassen rykkede sig en smule, da hun hoppede op på den. Han trak sine ben lidt op, og hev derfor også en del af tæppet med sig. Øjnene rettede han mod hende, hvorefter et let smil strejfede over hans læber.

"Better." Svarede han med et efterfølgende, bekræftende nik. Han lagde hovedet let på skrå: "You certainly seem to feel better too..." Hendes energi var bestemt i sit højsæde lige nu.

"I don't mind them really..." Han vendte øjnene mod vingerne og betragtede dem roligt, med de mørke øjne: "I think they're...-" Han kunne ikke lige finde et ord og rystede dernæst lidt på hovedet: "I've seen worse." Måske ikke den største kompliment i verden, men nu var han ikke ligefrem typen der overøsede folk med søde ord og betragtninger. Han syntes vel de var seje på en eller anden måde... Imponerende i hvert fald. Mere end han selv ville kunne prale med. Havde han mon vinger i sin 'rigtige form'? Han vidste det ikke, men det var velnok også uden betydning. Han var født ind i denne verden i en menneskekrop. Den dæmoniske del eksisterede, men hvorfor den aldrig havde stadfæstet sig udadtil - vidste han ikke. Og han havde tilfældigvis dræbt én af de eneste der måske kunne have givet ham et svar... - Sin far.

"I really am fine..." Svarede han igen, "Wait..- Black eye?" Det eneste spejl han havde var ude på badeværelset. Derfor løb hans ene hånd op mod øjet. Ganske vist kunne han mærke hvor ømt det var at røre huden under øjet, selv med fingerspidserne, "Holy shit..." En lidt komisk grimasse løb over hans ansigt: "I have a gig tonight... -" Det lignede at han tænkte lidt over mulighederne i adskillige sekunder: "Looks like I'm gonna wear makeup... " Det ville nok ikke være den første gang. Sommetider var det fuldstændig ligegyldigt - men hvis han lignede én der havde fået massive tæv, ville de nok ikke lade ham optræde.
"I bet I hit him even harder..." Mumlede han dernæst, med en lidt tvær tone i stemmen.

Han lod armene lægges over kors, hvorefter han lænede hovedet lidt tilbage.
"I'm awake now. It's fine." Han så på hende med et fredsommeligt udtryk over ansigtet. I et øjeblik overvejede han hvor lang tid hun mon ville blive i hans lejlighed. Han håbede at der ville gå et stykke tid, før hun overvejede at forlade ham. Men på et tidspunkt ville det vel være uundgåeligt, "And even if I did want to rest again, I wouldn't make you sit in the corner like I'm giving you detention." Han lod sine øjne møde hendes: "But I'm still gonna ground you, so you don't leave my appartment."

Han var stille i lidt tid. Dernæst løftede han det ene øjenbryn lidt højere op end det andet. "Do I seriously look like shit right now?" Når det virkelig kom til stykket var han vel forfængelig. Og han ville ikke give Sean tilfredstillelsen ved at ødelægge hans kommende gig.

”I feel better. Somehow. I guess. I’m not sure. It’s like I’ve been injected with some kind of… drug. It all feel a bit surreal.” Det var vel den bedste måde at forklare hendes tilstand lige nu. Eller altid. Hun følte at nogle tanker var bedøvede. At hun automatisk skjulte de ubehageligheder, der måske kunne summe rundt i hendes krop på nuværende tidspunkt. Det var lidt underligt, nu hvor hun begyndte at tænke mere over det. Det var nok også derfor, hun hurtigt fik rystet på hovedet. Rystede forestillingerne ud. Hun følte sig godt tilpas. Og hun ville ikke ændre det med et par åndssvage tanker. Det havde hun gjort alt for mange gange før.

En halvkvalt latter lød så fra hende. Bare et lille sekund, inden hun brat fik den stoppet. Som ønskede hun ikke at le. Som var det måske ikke noget at le af. Dog sad smilet stadig fast. ”You’ve seen worse? Why don’t you just admit that you like them? Come on..” Med den velkendte drillende tone I stemmen rettede hun ryggen en smule og spredte vingerne godt ud. Ikke helt. Men mere som om hun vidste dem mere frem. Måske havde de ikke samme glans som en engelsk. Måske kunne de virke lodne i andres øjne. Men hun kunne ikke gøre noget ved dem. Hun havde altid haft dem. Og det ville hun nok forsætte med. Mon hun endda ikke ville kunne trække dem tilbage i ryggen igen? Det skræmte hende måske lidt. Hun ville trods alt aldrig kunne gå udenfor en dør, hvis det skete. Så hurtigt fik hun trukket vingerne ind til sig igen.

Dovent drejede hun sin krop en smule, inden hun faldt ned at ligge på maven nede i fodenden. På bredden. Hun strakte sine arme ud og bøjede sine ben ved knæene. Mest for at de ikke skulle dingle akavet udover kanten. ”I’m sure you did.” Ikke at hun havde observeret at han havde sendt et slag imod Sean, men det havde været ham, der havde fået det sidste slag indført. Eller hvad man ville kalde hans angreb. Hun lagde sine arme over kryds og hvilede derefter hovedet oven på dem. Blikket drejet hen imod hans ende af sengen. Hun havde vænnet sig mere eller mindre at ikke se ham klart.

”Huh? You ground me?” Overraskelsen tegnede sig tydeligt i hendes ansigt. Hun løftede endda hovedet. Så forundret hen imod ham. ”You mean… I can stay here?” Hun havde ikke forventet at blive her længere end et par timer mere. Hun var jo okay. Var hun ikke? Og hun skulle nok klare den, selvom hun tog tilbage til huset i Logenment. ”I won’t be in… in the way?” Hun var ikke sikker på dette. Det virkede risikabelt. Hun kom igen op at sidde i stedet for at ligge ned. Hun tank tungt og så sig igen lidt omkring. Måske lidt nervøst. Men til sidst kom det lille smil frem igen. Og de blå øjne landede atter på dæmonen. Hun trak let på skulderne. Så meget havde hun vel ikke imod at blive.

”Well.. It’s not like you look… like shit. But… I would say you probably should try an cover some of the marks. Just in case.” Hun tillod sig at komme en smule tættere på. Bare for at kunne se ham lidt mere an. Men hun holdt stadig en vis afstand. ”I can help you if you want.” lød det så fra hende, som hun lagde hoved spørgende på skrå endnu engang. ”I know how to work some magic when it comes to make up. As you may know… I’ve to cover these...” Hun pegede roligt imod sit ansigt. Imod arene. ”…every day. Just so people don’t ask about them… And such.” Hun pressede kortvarigt sine læber lidt sammen. Hun havde ikke helt vænnet sig til det. Selvom det snart var to år siden. De var der jo altid. Mindede hende om det hele. ”I might have some at the institute if it happens that a big musician doesn’t have some himself.” Hun fik lidt efter lidt sat sig i en skrædderstilling.
”And maybe.. Even though I’m grounded.. I can come with you to your gig? I don’t really wanna stay here …alone.”

Det var som om hendes fornyede energi, plantede et smil om hans læber, trods det stadig var en anelse døsigt. Han måtte indrømme, at luren - hvor lang den så end havde været - også var faldet i god jord hos ham. Kroppen protesterede ikke længere så meget, og han var da i stand til at stille klart på hende. Det var ikke forfærdelig anstrengende at holde øjnene åbne, men han skulle måske heller ikke være over-entusiastisk og hoppe ned på gulvet for at tage lave englehop. Nej, så var han bange for at mavesyren ville vælte ud af ham. Og det ville måske ikke være det kønneste syn. Men hvis denne lur havde fået ham til at få det så godt, tvivlede han ikke på, at hans tilstand ville være langt bedre hen ad aftenen. Om de blå mærker ville svinde tids nok til hans gig - vidste han dog ikke. Sommetider gik der timer, mens der andre gange gik dage.

Autumns smil smittede gevaldigt. Okay... Hun havde fanget ham i det. Fangede ham i, at afdække sandheden, og ikke indrømme dét faktum, at hendes vinger selv var imponerende i hans øjne. Det var der vel meget ved hende der var : De evner han kendte til, samt hendes evne til faktisk at smile gennem helvedes til situationer. Opmærksomt fulgte han vingernes bevægelse med sine øjne. De spredte sig ud, og på denne afstand måtte Derek erkende, at vingefanget virkede ufattelig overvældende. Som om han bare kunne forestille sig hvor stærke de kunne være, hvis man brugte dem rigtigt - og hvor meget de mon ville kunne bære.
"Alright... They're... Kindá cool." Lød det så fra ham, med et lidt godkendende nik, før hans øjne rev sig fra vingerne, og rettede sig op mod hendes øjne. De var mere end bare 'kindá cool' – de var fascinerende på mange måder, og det kunne nok til dels ses i de mørke øjne.

Der var lidt forvirring i blikket, da hun spurgte om hun måtte blive. Selvfølgelig. Hvad troede hun selv? ”That's a stupid question. Han lavede en lille fakt med den venstre hånd: ”Of course you can. Snart røg hånden op mod det mørke pjuskede hår. Han gav sig til at stryge det lidt dovent tilbage, så det ikke strittede alt for meget ned i panden. Snart fløj en let, skeptisk latter over læberne, som han snart fugtede let, for at fjerne den tørre fornemmelse.

"In the way of what? My cardio workout? My yoga-session? My walk around naked-day?" Han forsøgte at smide den ironiske klang af sig, og rystede derfor snart på hovedet.
"No, you won't be." Kortvarig blottede han den øverste tandrække i et let smil:
"But of course it's up to you. I can't really... Prevent you from going anywhere." Og det ønskede han heller ikke at gøre, hvis hun ikke ønskede at være i lejligheden. Det var ikke just fordi han selv fandt den synderlig appellerende. Det var jo intet specielt. Det eneste det var for ham, var et sted at finde fred og ro, når alt andet var for kaotisk... Måske havde det den samme effekt på hende, gennem rod, cigaretskoder og bunker af tøj: "Well, maybe I could - but I wouldn't wanna make you go all freeze-mode on me." Rettede han så, og holdt to hænder op foran sig, for at illustrere den kulde, hun muligvis kunne skyde ud fra håndfladerne.

Igen gled noget lettere skeptisk over det unge ansigt. Øjenbrynene skød en smule op i panden: "Are you seriously offering to put makeup on me?" Der gik lidt tid, før han tilføjede:
This is an odd stage of our friendship, you know..." Han måtte indrømme, at Autumn sandsynligvis havde større færdigheder end ham. Det var sjældent han virkelig... gik til den på den måde. Selvfølgelig havde det kommet an på sammenhængen. Til de større koncerter havde det næsten været nødvendigt – og i visse årtier havde især eyelineren været mere populær blandt publikum.
"Oh..." Han forsøgte at lyde lidt henkastet: "Well, some girl might have left some makeup somewhere." Snart rettede han dog sig selv. Det var nok fjollet at forsøge at afdække sandheden på den måde. Han havde sit eget lille lager. Han kendte trods alt sig selv godt nok til at vide, at der var gange hvor det var ganske nødvendigt.
"Alright, I've got some stuff... Just in case, you know."

Ved hendes forslag, lagde han hovedet let på skrå. Han lod til at overveje det i lidt tid, før han langsomt sklte læberne ad, for at sige noget:
"I don't know if it's a good idea for you to be... Like in public at this point. Is it?" Var det sikrest for hende at blive i lejligheden, eller var det faktisk sundt for hende, at være ude blandt andre individer? Noget vurderende gled flygtigt gennem de mørke øjne.
"But yeah... You can come with me...- Of course. If I'm going, so are you. But I don't have to." Han rystede let på hovedet: "I could always cancel, you know..." Det var vel sandt... Det kunne han sagtens. Måske ville det ikke sætte ham i godt lys med produceren der havde arrangeret dette gig, som var på et af de mere populære steder for en gangs skyld.

Der var vist ingen tvivl, om at Autumn fandt hans ironiske kommentarer morende. En latter lød i hvert fald fra hende et øjeblik. Svagt. Og det var nok mest på grund af smilet og hendes skuldre, der afslørede det hele. Hun sagde ikke noget til dem. Lod den blot svinge frit i luften. Selvfølgelig var der ikke meget hun kunne være i vejen for. Det var blot klichéen at man bekymrede sig om sådanne små ting, som i sidste ende ikke betød det helt store. Eller også var hun vant til at blive sat på plads der hjemme. Det var nok det. Hun sidste altid, hvor hun måtte være. Og ikke være. Her - var det stadig lidt af et mysterium. Det var ikke ligefrem fordi, hun bare kunne gøre, hvad hun ville, uden der ville komme konsekvenser ved bare nogle af dem.
Dog famlede hendes smil en smule, da han nævnte hendes evne til at fryse andre objekter. Eller hvordan hun nu skulle forklare det. Hun havde trods alt ikke haft specielt mange møder med denne evne. Faktisk kun to indtil videre. Og så selvfølgelig det faktum at hendes kropstemperatur havde det med at falde til tider. Som nægtede den at nå normalen for et menneske. ”I can’t say I won’t go all freeze-mode on you if you began to force me. But as I probably already have told you - I can’t control it. And I doubt it’s another defensibility.” Hun rystede lidt på hovedet. Det kunne sagtens ske, at hun ville få aktiveret evnen, hvis han holdt hende fast imod hendes egen vilje. Men hvis det var tilfældet, at hun gjorde det hver gang, ville lægen ikke være meget mere end en isblok nu. I stedet for… hvad han så end var. Så hun frygtede et sted ikke for at komme til at bruge det imod Derek. ”See..” I en hurtig bevægelse lænede hun sig helt frem - stadig i skrædderstillingen - og pressede efterfølgende sine bare hænder imod dæmonens brystkasse. ”I’m pretty sure you just were lucky to see my ability in action by accident. And besides… It won’t kill you. It’s not a killing machine. That I’m sure of.” Hun sad lidt med hænder imod ham, inden hun så ellers trak sig tilbage. Og fik fjernet de kolde håndflader igen. Hun rettede ryggen på ny og skød selv sin brystkasse en smule frem, da hun netop tog en dyb indånding.

”Oh come on! It was you who started with the makeup stuff..” kommenterede hun hurtigt med en nogenlunde fornærmet tone i stemmen, som blot forsøgte at skjule hendes sædvandlige latter og munter stemme. Hun blev sjælendt fornærmet over noget Derek sagde til hende. Og specielt ikke nu. Hun havde trods alt en del mere energi i sig. Hun kørte en hånd igennem det lange hår på ny. Denne gang blev hun ikke stoppet af knuder helt så ofte. Hendes fingre havde allerede redt sig godt igennem de bølgede totter tidligere.
”Yeeahh.. Just on case. I tought you totally were the type who would near makeup all the time.” Hun kunne virkelig ikke lade være med at drille ham lidt på det punkt. Hun var ikke overrasket, over at han ejede noget selv, men hun havde hørt det bløde punkt, da han indrømmede det. Det var en automatik de fleste havde omkring dem de følte sig mere eller mindre trygge omkring. Eller noget. Hun var ikke sikker.

Hurtigt blev hendes ellers så blide blik forandret til et der nok mest stirrede imod ham. Hun fik hurtigt løftet hovedet. Og hun så næsten helt bedrøvet ud, inden hun skilte sine læber ad. ”No no.. Don’t cancel. Don’t you dare. Not for me atleast. Don’t let me be a reason for you to cancel.” Hun talte hurtigt. Og hun viftede sine hænder op foran sig. De blå øjne var spærret en smule mere op. Og det var tydeligt at hun mente det. ”And you’re right. I shouldn’t go out in public..” Endelig slå hun blikket væk fra ham igen. Så ned. Hun bed sig forsigtigt i underlæben og så betænksom ud. ”But I… I don’t wanna just sit up here. I kind of wanna see the world a bit more than I use to. Not that the world is so much more interesting.” Hun så igen op. Fangede hans blik. Og smiled kortvarigt. “It would just be nice to come out alittle.” Hun så tilbage imod T-shirten, der nu lå og hvilede ved hendes ben. Hun lukkede sine øjne et øjeblik og et svagt smertestøn lød fra hende, som vingerne trak sig tilbage i ryggen med de nærmest groteske lyde af knogler der rykkede rundt. ”I can just.. wear a hoodie or something. Not that it would look creepy as fuck. But…” Hun trak roligt T-shirten over hovedet og dækkede endelig sin blege overkrop igen. ”I would personlly feel alot more safe if I wasn’t alone..And maybe you would feel more at ease if I covered my precent alittle. The jersey over there..” Hun pegede flygtigt hen imod trøjen ved vinduet. ”..has a hoodie. So.. Yeah..” Da hun ellers så tilbage imod dæmonen for at holde blikket sikkert imod ham igen, lå der næsten noget uskyldigt og bedende over hende. Især det lille smil. ”I promise I’ll behave.”

Det var ikke fordi han ikke stolede på hende. Alligevel fulgte han hende nærmest varsomt med øjnene. Det var som om varmen i ham, ønskede at han skulle trække sig væk, før hun rørte ham. Det var jo ikke just fordi hun vel kunne love det ham med en fuldkommen sikkerhed...- At hun ikke ville fryse ham. Og af netop samme grund, følte han sig i nogle sekunder svag. Tænk hvis isen virkelig skød fra hendes hænder, så snart hun rørte hans brystkasse... Han sank en klump i halsen, og klemte nærmest øjnene lidt sammen, da hun kom tættere på. Så snart han mærkede hænderne mod sit bryst, var det som om lettelsen trængte gennem ham.
"How can you be so sure?" Spurgte han hende dernæst, da hun tog hænderne fra ham. Han trak lidt på skulderne: "I mean...- Even though I doubt you wanna kill me, it's not always in our control." Han kom til at tænke på sine egne evner. Det var trods alt ikke noget han kunne slå til og fra. Ikke sådan rigtigt i hvert fald. Det var noget han havde lært over år. Kunne Autumn være sikker på, at kunne kontrollere sine egne evner så hurtigt? Han håbede dog at hun havde ret. Men tanken om hvad hun kunne gøre hvis hun virkelig ville - gjorde ham overordentlig påpasselig.

Han fnøs, og viftede lidt afvigende med den ene hånd. Nej, det var måske ikke 'the big news' at han ejede den slags. Der havde vel altid været noget metroseksuelt over ham - på ufattelig mange måder. Måske var han typen der bare smed tilfældige jeans på, og en almindelig T-shirt, men på visse punkter var han forfærdelig forfængelig. Noget de andre i bandet også havde været. Når man optrådte, galt det om at tage sig bedst ud... Uanset hvad det egentlig krævede.
"I'm naturally gorgeous." Kommenterede han dernæst, og pustede til en lok af det mørke hår, der blev ved med at svirpe lidt ned i panden; "But I also have a habbit of getting...- Beat up." Han kunne næsten mærke hvordan det sviede en smule hver gang han trak på nogle bestemte muskler i ansigtet. Typisk... Bare typisk.

Det bedrøvede udtryk på Autumns ansigt, fik en rynke til at samle sig mellem hans tykke, mørke øjenbryn. Selvfølgelig ville han da aflyse, hvis alternativet var, at Autumn skulle være i lejligheden alene, uden nogen sikkerhed for sig selv. Ikke fordi han selv var den bedste bodyguard efter slagssmålet med Sean - men i det mindste kunne han vel bidrage med noget. Det håbede han i hvert fald at han kunne.
"But Autumn..-" Han prøvede at komme med en indvending, men det var som om Autumns talestrøm, bare fik ham til automatisk at lukke læberne sammen igen. Han så bedømmende på hende. Ville de kunne gøre det? Ville de virkelig kunne gå ud i offentligheden sammen på denne måde? Det ville måske ikke være det sikreste valg, men i grunden var der vel nogle ting ved det, som kunne hjælpe dem. Der var flere 'vidner'. Selvfølgelig var der også en større sandsynlighed for at forsvinde fra hinanden, men måske ville det hjælpe på dem begge at forsøge at leve så normalt som overhovedet muligt.
Der var noget lidt tøvende over hans mimik, og noget overvejende i de mørke øjne. Han vidste ikke hvad der overbeviste ham. Måske var det hans ønske, om at aflede hendes opmærksomhed, og ikke få hende til at føle at hun burde isolere sig fra verden derude. Måske ville det faktisk hjælpe på hende, at komme med, selvom han ikke ville kunne holde øje med hende konstant. Kunne det gå?
"I'm not worried that you won't behave." Stemmen trak lidt ud da han talte. Dernæst vippede han let på hovedet, og sukkede: "I guess...-" Han sukkede let: "Maybe we'll make it work. But it's a bigger crowd than usual, and I have to make sure you stay in a place, where I can see you. So no funny-business." Hans ord var undertonet med noget alvor, og noget bestemt. Det var ikke bare forslag - det var direkte regler han satte op for hende, "And if anything goes wrong, we'll leave."

Han fik snart kantet sig ud af sengen. Snart berørte fødderne gulvet. Han bevægede kortvarig skulderne lidt op og ned, mens han vippede hovedet fra den ene til den anden side. Han gik over mod én af bunkerne med tøj, der flød over gulvet, og hev en mørk frakke op. Han trak den over sig, og fandt en pakke smøger op fra lommen. Dernæst gik han hen mod vinduet, jog en hånd ind mellem persiennerne og åbnede hasperne. Automatisk sikrede han jakken tættere om sin skikkelse, og stak en smøg ind i munden.
"But I'm serious, Autumn..." Han så over mod hende, og fumlede efter lighteren der måtte ligge et sted i én af jakkelommerne: "We need to be fucking careful. This is like a huge club. It'll be impossible to track you down, if you move the least bit. Especially when I've got freaking spotlight in my eyes." Snart mærkede han lighteren mod fingerne og hev den op. Der var næsten intet lightergas tilbage i den, men det lykkedes ham - efter et dusin forsøg - at få ild i smøgen. En lidt mere tilfreds mine gled over hans ansigt, trods han ikke var synderlig taknemmelig over luften udefra.

Autumn var helt forundret. Hun havde ikke vist, at han bekymrede sig så meget om hende. Ganske vist havde han gjort små hints til det. Men dette var direkte overvældende for hende. Hun havde ikke følt den form for overbeskyttende fornemmelse fra andre i snart to år nu. Så hun var i tvivl om, hvordan hun skulle reagere på det. Hun fandt i hvert fald sig selv ret mundlam. Hun sad bare der på sengen. Fulgte ham med øjnene, som han flyttede rundt på sig selv. Og hvis hun ikke tog helt fejl, havde hendes kæbe faldt en lille smule. De blå øjne var store og blinkede af og til, som om troede hun ikke helt på, hvad der kom ud af hans ord. De må meninger imellem linjerne. Hun kunne sagtens have kodet det hele forkert, men så måtte hun tage konsekvenserne senere, hvis det gik hen og blev en årsag til noget.
Hun lukkede igen sine læber sammen og sank en besværlig klump. Den muntre udstråling var der skam stadig, men den var falmet en lille smule. Hun vidste et sted at Derek ikke var som lægen. Hun tvang sig selv til at tro på det. Det var det som gjorde det hele så underligt. Denne bekymring. Han var ikke bange for at miste hende, som man mistede et værdifuldt objekt. Men mere som et rigtigt levende væsen. Hun følte sig næsten som et lige levende væsen i hans tilværelse. Hvilket blev en mere og mere surrealistisk virkelighed for hende. Hun var ikke sikker på, om hun brød sig om følelsen. Den var ny. På en måde. Eller også bare hun bare forvirret.

Efter lidt tid nikkede hun så bare. Bekræftende til det, der forlod hans strube. Hun fugtede kortvarigt sine læber og sank det sidste af klumpen, inden hun et øjeblik slå blikket ned. Hun flettede sine fingre ind i hinanden, alt imens hun tænkte sine muligheder lidt mere igennem. Hun ville så gerne ud, at det skyggede for alle de knap så gode ting, der kunne lure uden for lejligheden. Hun havde ingen idé, om hvor vidt lægen ville være på benene igen. Eller om andre kende til hendes eksistens. Det var sket et par gange før. Måske var det frygten for at være der ude, som tiltræk hende så meget?
”I promise I’ll say in your eyesight the whole time. And I won’t do anything stupid. I won’t be loud and attract attention to myself.” begyndte hun så at remse op med en svagt mumlende undertone. Efter de første par sætninger, så hun igen op imod Derek. Denne gang med lidt mere selvsikkerhed i sin holdning. Smilet virkede mere ægte. Og det kunne endda ses i hendes abnormalt blå øjne. ”I’ll always make sure not to move one inch out of my place. I’ll sit perfectly still.” Hun kunne vel minde lidt om en hånd, der blev givet ordre og som blot tog imod dem med løftet snude. ”And I won’t talk to strangers unless it’s completely unavoidable. And…” Med ét, tog hun blikket fra ham. Lænede sig til den ene side og trillede nærmest hen over sengen madras. Til hun endte oppe ved hovedgæret. Igen på maven. Hun rakte roligt ud efter hans mobiltelefon på sengebordet. Derefter kom hun atter op at sidde. Nu med sine ben dinglende ud over kanten. Og fødderne, hvor kun lige tæerne var sat i gulvet. Hun holdt mobilen sikkert i begge sine hænder. Og samtidig med at hun så direkte imod den nu oplyste skærm, begyndte hendes tommelfinger at få tastet diverse tegn ind. Efterfølgende så hun hurtigt op igen, og vendte samtidig skærmen hen imod dæmonen. ”If I manage to dissappear in the crowd you’ll have this as a last resort.” Det var tydeligvis hendes nummer, hun havde fået kodet ind i hans mobiltelefons system. For hende var det ret stort. Normalt følte hun sig ikke tryg nok til at dele det ud til andre. Så dette var noget ret ekstraordinært for hende. Også selvom det helt sikkert bare var noget alment for Derek.

Hun lagde mobiltelefonen tilbage på sin sædvanlige plads på sengebordet, og kom selv op at stå. Hun mistede med det samme balancen og faldt tilbage imod madrassen. Dog lykkede det hende at stå op stabilt anden gang hun prøvede at rejse sig. ”But you should probably take some pants on before you go anywhere. I don’t believe that boxers are the new… thing as fashion goes.” Kommenterede hun med et komisk underlag. Samt en kort latter. Hun kørte en hånd op og ned af ham i luften for at indikere, hvad hun mente. ”And maybe a shower. I often clear one’s mind. And it’ll take care of your mess on top of your head called hair.” Hun tog sig måske heller ikke selv specielt godt ud. Hun lignede en der lige var stået op lige så meget som Derek. Men nu var det ikke hende, der skulle stå på en scene foran en masse fremmede mennesker. Og væsner.

Nikotinen fik ham - som altid - til at føle sig mere balanceret. Det var vel en afhængighed som så meget andet. Dog var han ikke typen der ikke kunne klare sig uden en cigaret hver halve time. Egentlig var hans forbrug ikke enormt omfattende. Det kom vel altid an på hvor han lå på rastløsheds-skalaen, eller hvilket selskab han var i. Nu kunne han blot mærke, at der var gået for lang tid siden sidste smøg, samtidig med, at hans krop var ved at vågne mere op, og derved havde brug for at få lidt afløb. Hvor lang tid han havde røget, huskede han ikke. Det måtte trods alt være længe siden. Sikkert fra tiden lige efter han stak af fra børnehjemmet som 14-15 årig. Eller måske endda tidligere? Det var kun økonomien der en gang imellem havde fået ham til at overveje at stoppe... Men hellere droppe et par måltider, end droppe smøgerne. Sådan havde han vel altid set på det.
Selvfølgelig bekymrede han sig om hende. Han forstod måske stadig ikke helt hvorfor, men bare dét at han anså hende som værende en ven, gav ham en følelse af, at gøre en indsats for at forvalte hendes sikkerhed. Men var hun virkelig sikker i hans selskab? Sommetider tvivlede han på det. På det sidste, havde han dog opført sig eksemplarisk på mange punkter. Det skyldtes sikkert afvænningen og dét at karrieren var begyndt at bevæge sig fremad. Han havde en eller anden form for drivkraft, der undertrykte mange af dé dele af ham, som han ikke ellers kunne kontrollere. I virkeligheden kunne han måske ikke gøre meget for at sikre Autumn en form for sikkerhed. Hun var overlegen på mange punkter, men det virkede rart, at have en form for formål. Det gav ham en følelse af at gøre lidt nytte for en gangs skyld, istedet for kun at tænke på sig selv... Inderst inde var det dog netop dét han gjorde : Tænke på sig selv. Autumn gav ham en følelse af tilstedeværelse og balance. En følelse af ikke at være alene. Måske var der alligevel mange selviske årsager til at han bekymrede sig meget om hende. For hun var en vigtig brik i hans villighed til at blive i byen og kæmpe for selvstændighed.

Han sugede en mængde røg ind mellem læberne, så spidsen på cigaretten glødede lidt mere markant.
"It's not like I'm forcing you to be fucking restricted out there." Gjorde han hende opmærksom på, da hun nærmest remsede retningslinjerne op. Han så tilbage mod hende, og lænede ryggen ind mod vindueskarmen så han stod med fronten mod hende: "- I just don't wanna feel guilty for letting you get into trouble." Samvittigheden... Ja, det var noget han ikke havde haft når han var påvirket af stofferne eller alkoholen. Men den havde vel altid prikket lidt til ham. Og han ønskede ikke at have det sådan. At udsætte sig selv for samvittighedsnag. På den anden side, ønskede han det jo heller ikke for hende : At hun kom ud i problemer. Det virkede bare lettere ikke at sige det ligeud.
Han nikkede accepterende da hun havde tastet sit nummer ind på mobilen. Okay... Det var da en løsning.

Da hun nævnte at han nok burde tage bukser på, så han ned af sig selv. Det så måske absolut åndsvagt ud at  han bar en frakke, og ikke engang havde de sædvanlige jeans på. En lidt komisk grimasse gled over hans ansigt, før han førte sin frie hånd gennem håret, og lod underlæben skyde lidt ud, så røgen kunne glide ud.
"Come on. I look fucking great, no matter what." Lød det fjoget fra ham, før han satte sig i vindueskarmen, og lod benene ramme radiatoren derunder. Varmen havde næsten samme effekt som koffein måtte have for en træt studerende, der blev nødt til at vågne mere op før en eksamen: "But I guess you're right. I wouldn't be able to handle all of those pheromones from the audience, if I'm half-naked on stage." Han sendte hende et skævt smil, før han tog endnu et sug af cigaretten. De bare fødder søgte lidt mere mod radiatoren, og sugede nærmest varmen til sig.
"What's wrong with my hair?" Automatisk lod han igen den ene hånd glide op mod det rodede, mørke hår der strittede tilfældigt ud til siderne og bestemt skreg 'morgenhår'. Snart blottede han den øverste tandrække en smule; "Yeah... Maybe I should take a shower." Han gabte kort ind mod sin ene hånd, for at få det sidste af trætheden rystet af sig.

Så snart han var færdig med smøgen kastede han den ud mellem persiennerne og ned mod gaden. Dernæst lukkede han hasperne på vinduet, og hoppede ned fra karmen. Snart gled de mørke øjne over gulvet... Søgte efter de spredte nodepapirer, og de lidt ældre sange han havde skrevet. Han samlede en tilfældig bunke op, gik over til hende og rakte hende dem. Nogle var lettere krøllede, og halvt foldet sammen.
"These are some old the old one's. I need to figure out what songs I'll play tonight. Haven't done it yet, soo..." Han trak let på skulderne, og tog frakken af, for at smide den over sengen: "Maybe you can take a look while I'm in the shower? A true fan must know at least some of these."

Han gik hen mod døren til badeværelset og så tilbage mod hende: "Oh..." Han så kortvarig på hende over den ene skulder: "If you see the name Sean Faust on any of those - please get rid of them." Sean havde været med til at skrive et par af sangene, og fra denne dag nægtede Derek at spille noget som helst, der bare kunne sende dé minder gennem ham.
Snart gik han ind på badeværelset, og lukkede døren bag sig. Han greb sit eget håndklæde fra en af knagerne, og lagde det over skulderen, før han tog et kig på sig selv i spejlet. Skyggerne under hans øjne var tydelige i badeværelsets lys. Han kunne kun prise sig lykkelig for, at der ikke var flere nuancer i mærkerne på nuværende tidspunkt.

Af ren automatik rakte Autumn sine hænder ud for at tage imod den lille bunke papir, Derek nu rakte til hende. Hun tog et godt greb i dem og trak dem længere ind til sig. Dog sad hendes lettere overrasket blik endnu op imod ham. Hun var vel forundret. Hun havde troet, han ville være umådelig stædig omkring størstedelen af sine ting. Men alligevel fik hun lov til at blive indviet i lidt af det. Det var ikke ligefrem fordi hun havde et såkaldt fangirl moment. Det forhold var lidt ovre imellem dem. Det havde nok kun rigtig eksisteret den dag nede i musikforretningen. Nu havde hun næsten glemt, at han i princippet var en relativt kendt musiker. Det virkede underligt. Ikke på en dårlig måde. Det skulle bare lige sive ind en ekstra gang, hver gang han mindede hende om det.
Hun nikkede bekræftende, hvor efter hun så ned imod papirerne. Hun var uendelig taknemmelig for ikke at have et eller andet flip med orden. Ellers ville hun ikke engang kunne holde ud at se på det rod. Tværtimod fik det hende til at le ganske sagte. Det var præcis som hun havde forventet. Hun kunne ikke se en person som Derek, lægge sine papirer glat oven på hinanden og lægge dem i en skuffe for lidt mere beskyttelse imod unødvendige æselører. Hun havde såvel svært ved overhoved at forestille sig det. Især med det billede af hans morgenhår, der svømmede rundt inde i hendes hoved i øjeblikket.

Hun sad lidt og hørte, hvordan han fik slæbt sig over gulvet, åbnede døren til badeværelset for så at lukke den igen. Og derefter syntes der pludselig at blive stille i lejligheden. Hun vidste godt at han stadig var til stede. Men hun følte sig et kort øjeblik lidt for meget væk hjemmefra. Hun havde trods alt for det meste kun været i lejligheden, samtidig med at Derek var omkring. Det burde da ikke få hende til at føle sig utilpas det her. Og utilpas var nok heller ikke ordet. Nok bare… stille.
Hun løftede hovedet igen og scannede rummet hun befandt sig i. Intet havde rigtig forandret sig. Det var lige så rodet. Og lige så overraskende hjemmelig. Hun smilede lidt for sig selv, inden hun satte af på gulvet og skubbede sig lidt længere ind imod sengens midte, hvor hun vendte tilbage til sin sædvandlig skrædderstilling. Hun lagde bunken med papirer foran sig, og en efter en tog et af dem op. Hun glattede dem ud, der var alt for krøllede til at kunne læse. Og hun foldede de foldede ud igen. Hun lod efterfølgende sit blik glide ned over ordene. Nogle var svære at forstå på grund af håndskriften. Og af og til brugte hun god tid på at kunne fokusere ordentligt på teksten, ved at holde det godt op foran sig. Det gav hende lidt hovedpine på grund af manglen på briller, men det stoppede hende ikke. Hun skulle blot ryste lidt på hovedet. Måske gnide sine øjne lidt i.
Ved et tilfældigt stykke papir løftede hun det ud i strakt arm, hvorefter lod sig selv falde tilbage i sengen. Uheldigvis var der ikke nok plads, så hun endte med at hamre sit hoved ind i hovedgæret. Automatisk slap hun papiret med den ene hånd for at føre den ømmende op imod baghovedet. Hendes øjne var klemt hår i, og hun bed tænderne sammen, for ikke at komme med beklagende lyde. Lidt fortumlet begyndte hun at bevæge sig hen imod sengekanten igen. Men mindst lige så klodset ramlede hun med et dunk ned på gulvet. ”Aargh….” kom det svagt fra hende. Hun de usynlige ben, der havde spændt ben for hende. Men kun inde i sig selv. Hun sad lidt og kom sig, inden hun dovent fik fat på papiret, hun før havde haft i sin hånd, igen og kom op på benene. Det de ikke gjort specielt ondt. Det var nok mere chokket. Og slaget i baghovedet var holdt op med at dunke.

Af en eller anden grund landede hendes blik med det samme imod døren til badeværelset. Hvorpå hun drejede det lidt og så i stedet hen imod hoveddøren. Hun fangede sig selv i at overveje sine muligheder. Men en stædighed voksede i hende. Fik hende til at stå fast. Der var ingen grund til at hun tog tilbage. Det vil være som at gå direkte i ulvens fælde. Hun sukkede opgivende og så blot tilbage imod badeværelsesdøren. Og som man kunne forestille sig, nærmede hun dig den med rolig skridt. Måske lidt haltende, eftersom hun var landet lidt forkert på knæet. Ikke noget der ikke ville gå over indenfor få minutter.

”Hey, Derek?...” Hun lænede sig op ad muren ved siden af døren og hævede sin stemme, så hun ville kunne overdøve bruseren der måske løb. ”Where exactly is it you’re going to play?? I mean.. You said it’s a big club. But can you give me some heads up?” Bare så hun havde noget at arbejde med. Måske kunne hun allerede nu gøre sig mentalt klar. "And how can you handle all the pheromones." Hun tog en rolig indånding og med øjnene lukket i et langt blink, gled hun helt ned at sidde. Med ryggen imod væggen og benene afslappet trukket op imod hagen. Hun så hen imod vinduet, som udgav en smule lys. Og som hun ventede, begyndte hun at nynne ganske sagte. Dog stoppede hun kort efter. "Hey... Are you afraid of me??"

I de fleste sammenhænge kunne Derek vel ikke blive kaldt en perfektionist. Han gik ikke op i hvordan hans hjem måtte se ud i andres øjne, sin økonomi, sine papirer eller de bunker af rod han havde i sindet. Det eneste punkt hvor han lagde meget hårdt, koncentreret arbejde - var i musikken. Måske var papirerne nok ikke behandlet med nænsomhed, men så snart det blot var skitseret der, syntes det at blive nedridset et sted i hans baghoved samtidig, eller i fingerspidserne når han lod disse efterprøve noderne. Hans stavning var desuden elendig... Der var sikkert grammatikfejl i hver eneste sætning i de fleste sange, og han lavede fejl som var af dén type som de fleste børn i mellemskolen måtte have overkommet for flere år tilbage. I grunden kunne man vel ikke rigtig dømme dæmonen. Han var droppet ud af Middle School, havde aldrig gået i High School, og var altid blevet dømt som havende ADHD af plejerne på børnehjemmet, trods sandheden var en helt anden. Derfor havde de fået ham ind i specialklasser, hvor niveauet ikke ligefrem var noget der bragte ham frem, eftersom andre elever krævede mere opmærksomhed. Med et langt liv, kunne han snildt have indhentet det forsømte, men han var en rastløs sjæl... Og et stædigt individ. Dét at lære det basale virkede nærmest ikke efterstræbeligt for ham, eftersom han alligevel formåede at leve livet uden.

Vandet fra bruseren syntes at få ham til at vågne mere op. Han kunne ikke undgå at skrue op på termostatet, så hver en nerve og muskel i kroppen syntes at fange dén varme de havde manglet mens han havde sovet. Badet var kroppens energi-drik: Et faktum der vel både var godt og dårligt. Den fornyede energi gjorde ham mere rastløs, men ville samtidig også forbedre hans præstation massivt til aftenens gig. Tiden kunne ikke gå hurtigt nok. Det var mærkeligt for ham, at være vågen på dette tidspunkt, medmindre det havde været fordi han havde holdt en allnighter. Søvn var noget der kunne undværes, hvis han blev ved med nærmest at 'oplade' sig selv af varmen. Men når han før i tiden var gået i dagevis uden søvn, ville det ikke ligefrem gøre ham synderlig rationel. Derimod ville det fylde hans hoved med overmodige ideer og en impulsivitet, der næppe kunne resultere i noget godt.

Han kørte en mængde shampoo gennem håret. Især det pjuskede hår på baghovedet hvor såret før havde været, fik en ordentlig tur, eftersom det stadig føltes en anelse stift af blod. Han så straks op fra gulvet i bruseren, da han vaskede håret rent - Det var nærmest instinktivt for at slippe for at se den milde røde affarvning der måtte være i vandet og sæben. Kortvarig vendte han sig om med front mod brusehovedet, så hele ansigtet blev vasket mere direkte. Han førte hænderne op mod øjnene, gned dem - og skubbede håret tilbage over hovedet. Han flyttede sig først, da han hørte antydningen af Autumns stemme udenfor døren.

"Wha'?" Han vendte sig igen om - med øjnene lukkede for at undgå at få rester af shampooen i dem.
"Uhm... Nothmans." Kom det dernæst højt fra ham, før han slukkede bruseren, og igén gned øjnene før han åbnede disse, og trådte væk fra kabinen: "One of those places I can pronounce the name of in this fucking town." Han sænkede stemmen nu da han ikke blev overdøvet af vandets løben. "You' been there?" Spurgte han dernæst. Han havde selv været der et par gange. Det var trods alt et populært sted.

En let latter undslap hans læber ved hendes spørgsmål. Han greb ud efter sit håndklæde og begyndte at tørre håret med nogle kraftige bevægelser: "It's not like they affect me. I can just... sense them, or whatever. It can be overwhelming - yeah." Det var lidt mærkeligt at tale til hende gennem en dør, men det var rart at vide at hun var derude, og ikke havde grebet 'muligheden' for at stikke af, før han kunne få hende til at skifte mening.
"But it feels kindá good when certain pheromones are directed towards me. It's a confidence boost." Snart bandt han håndklædet om livet... Okay, det ville have været smart at tage tøjet med ind. Men det var jo ikke just noget han plejede at gøre. Dog regnede han ikke just med at Autumn var totalt frisk på, at han bare vandrede nøgen rundt i lejligheden. Blufærdighed var ikke just noget han kendte meget til, men måske burde han bare tage sig visse forholdsregler. Derfor strammede han håndklædet tættere ind mod kroppen, før han åbnede døren. Dernæst ramte et uventet spørgsmål ham.

"What the fuck is that supposed to mean?" Det var som om der var noget fornærmet i hans stemme. Noget der tydeligt vidnede om hans modvilje til nogensinde at sætte sig selv i forbindelse med noget som frygt. Han så kortvarig ned mod hende ved væggen, før han med et bestemt udtryk i øjnene sagde: "Do I look afraid to you?" Hvorfor fanden stillede hun det spørgsmål? Han sukkede irritabelt, og vandrede hen mod klædeskabet. Han tog adskillige beklædningsgenstande ud - ret tilfældigt, kunne det så ud til. Nogle ting lod han dog bare falde til gulvet igen, efter at have strejfet dem kortvarig. I det mindste blev klædeskabet da brugt til at bevare tøj, selvom gulvet var en tydelig erstatning. "I'm not afraid of anyone." En lidt utilfreds mumlen gled over dæmonen, før han fandt sine ynglings-jeans der rent faktisk var blevet vasket for nyligt, samt en hvid T-shirt frem.

"Should I be though? Should I be afraid of you? 'Cause that's certainly not gonna happen." Det var tydeligt at spørgsmålet ikke var faldet i god jord hos ham. Måske var det energien... Han kendte efterhånden sin evne godt nok til at vide, at alt blev intensiveret.
Med bunken med tøj i armene, gik han ud på badeværelset igen. Denne gang lukkede han ikke døren helt, men lod den stå på klem, for blot at stille sig i en blind vinkel i rummet for at klæde om. Det hele blev egentlig gjort ganske hurtigt. Bukserne skulle lige gås lidt ekstra til efter vasken, men ellers gik det ret snildt. Sokkerne blev dog våde... That's why people don't dress in the fucking bathroom... Tænkte han, før han igen trådte ud i rummet, og gik hen mod sengen. Snart dumpede han ned på denne, og satte sig - med et lettere koncentreret udtryk - og kiggede på papirerne.

Northmans. Autumn kendte skam godt det sted. Det var ikke nemt at være i Di Morga uden at få bare den mindste reklamering. Nogle havde endda søgt her til, blot for at opleve klubben. ”No. It’s a somewhat new place so I’ve really been able to go there.” Ikke at hun havde noget imod det faktum. Hun huskede sagtens, hvordan hun var før i tiden. Hvordan hun var før det hele begyndte at gå ned ad bakke. Den gang ville hun sikkert havde været forbi det sted et par gange. Men af en eller anden grund, havde hun ændret sig markant på de punkter. Dog holdt det hende ikke fra at føle sig nysgerrig. Det var trods alt det sted størstedelen af dem på universitet snakkede om. Hun havde overhørt ufattelig mange, som de planlagde deres tur. Deres festlige weekender. Hun havde været lidt missundelig. Men det var kun på grund af den måde de i grupper hyggede sig. Mens hun normalt ville sidde der hjemme og enten læse op på, hvad hun havde mistet, eller faldet i søvn på sofaen foran Tv’et. Hun sukkede tungt. Hendes liv virkede knap så spændende, nu hvor hun kørte det igennem. Nu havde hun heller ikke muligheden for at gøre den til så meget. Hun burde holde lav profil.

Som han fik svaret på hendes andet spørgsmål, sad hun blot og lyttede. Hun lænedes hovedet helt op imod væggen og undlod at fokusere på noget bestemt. Hun nød det lidt. Den måde de førte en samtale med en dør imellem dem. For hende var det betryggende. Det mindede hende om livet i England. Det var fuldkommen naturligt for hende at bare sidde og tale, selvom den ene var i det andet rum. Måske fordi så var der ikke den direkte kontakt. Hun lukkede sine øjne lidt i og inddrog atmosfæren i lejligheden. Og sådan forholdte hun sig det meste af tiden. Hun hørte ham komme ud af badeværelset. Hun hørte på hans pludselig forsvarlige ord, som havde hendes spørgsmål angrebet ham. Slået hårdt. Hun undlod dog at kommentere yderligere på det med det samme. Hun tog sin tid. Trak vejret roligt, samtidig med at hun nød gulvet kølige overflade.

Det var først da han for anden gang kom ud af badeværelset, at hun slog øjenlågene op igen. Hun rettede med det samme de blå øjne hen imod ham og studerede, hvordan han dumpede ned på sengen. ”Easy now..” lød det fra hende, efterfulgt af en skarp lyd af papir der blev krøllet sammen. Hun havde nået at læse det igennem. Til hendes held havde det papir, hun netop havde haft i sine hænder, haft en lille hentydning til Dereks såkaldte bedste ven. ”Don’t be so offended.” I et overhåndskast sendte hun den fint krøllede papirs kugle hen imod dæmonen på sengen. Hun sigtede efter hans hoved så godt hun nu kunne. Men så meget gjorde det ikke, hvis hun ikke ramte.
Stille og roligt kom hun op på benene igen. ”It was only a question. I was just wondering about the fact that you flinched the moment I laid my hands against your chest.” Hun rystede svagt på hovedet. Mest for at indikere, at det I princippet bare kunne være lige meget. Hun rettede kort på sin påklædning. Shortsene blev strammet ind igen og T-shirten blev flyttet lidt rundt med, siden halsudskæringen havde bevæget sig ned over hendes ene skulder. Hun var stadig overbevist over at hun så absolut charmerende ud. ”And no. You probably shouldn’t be. I hope. Luckily I’m not the type to go crazy without a reason.” Hun fugtede let sine læber og fik derefter sat et lille smil frem igen, inden hun med forsigtige skridt nærmede sig ham.

”The pile at your left.. Those are the songs I personally think you should play.” Kom det så fra hende, som en måde at skifte emne. Hun pegede dovent hen imod den lille bunke ved siden af ham på sengen, inden hun så ellers vendte siden lidt til ham. Hun løftede endnu engang sine arme højt op over hovedet. Strakte sig gevaldigt, inden armene så faldt afslappet ned igen. Sammen med at et tilfreds suk lød fra hendes strube.
”By the way..” Hun drejede hovedet en smule og så endnu engang hen imod Derek. Der lå et svagt undrende udtryk over hendes ansigt. Men samtidig gjorde buttede kinder stadig at hun nok mest lignede en nysgerrig hundehvalp. ”When do you plan on learning french? You do kind of live in Franch now, you know.”

Selvfølgelig var han klar over, at han bare burde bide det i sig. At hidse sig op over de små ting, var noget der forekom ham alt for naturligt. Det var varmen... Energien der gled gennem hans krop, og som gjorde ham mere anspændt, men også langt mere vågen. Der var vel down-sides til enhver evne. Én af dem han måtte leve med, var at opføre sig som en hormon-præget teenager, hvis irritation forstærkedes når blot den mindste antydning ramte luften omkring ham. Selvfølgelig havde varmen også positive effekter. Det var dér han følte sig mest i live. Ganske vist kunne han finde på at gøre ufattelig dumme ting og slå fornuften fra - men det var vel også måden han altid havde ønsket at leve på. Med eller uden stoffer til at supplere med. Varmen var vel på et eller andet punkt hans rusmiddel. Af en eller anden grund havde det bare aldrig været hélt nok.
Papirkuglen ramte ham på den øvre del af halsen, og fik ham kortvarig til at se op fra papirerne. Udtrykket i hans ansigt mildnedes en smule: "I did, didn't I?" Han havde været nervøs da hun rørte ved ham, og han havde knebet øjnene lidt sammen. Alligevel var han ikke glad for dét faktum, at han rent faktisk havde gjort det tydeligt for Autumn... At hun havde mærket at han var nervøs. Det virkede som en form for nederlag. Derfor sukkede han blot og rystede på hovedet, før øjnene igen fandt den rodede stak papirer. Han satte sig lidt mere tilrette i sengen, ved at forme benene i en slags skrædderstilling. Noget de nyvaskede jeans ikke ligefrem satte meget pris på i de første par sekunder.
"It's not like I don't trust you." Han talte uden at vende øjnene mod ham. Som om han var mere fokuseret på at finde sammenhængen i noderne, frem for at være helt 'tilstede' : "Or..." Han tøvede i et sekund: "I guess I'm not used to put my faith in someone." Endelig lod han sine øjne tvinge sig væk fra de lidt udtværede skriblerier på det øverste papir i bunken: "I'm used to people breaking their promises. So I'd rather not have them promise anything instead." Han stolede knapt nok på sine egne evner. Hvordan kunne Autumn være så sikker, når hun kæmpede med en ny evne? Uanset hvor villig hun så måtte være, til ikke at såre ham. Hun havde brugt ordet 'probably'. Den mindste smule tvivl var nok til at gøre ham påpasselig. I hvert fald når det galt kulden. Det kunne blive hans død.

Han vendte hovedet til sin venstre, og så mod bunken hun havde lagt til ham. Derfor lagde han de andre papirer til side og tog dem hun henviste til, op i sine hænder. De mørke øjne gled hastigt over papirerne. Et par af sangene havde han ikke spillet i årevis. Sandsynligvis fordi resten af bandet havde syntes de var out-dated. Det var sjældent han havde ladet dem få deres vilje - men alligevel havde det vel også motiveret ham til at skrive flere nye sange.  Det var dog rart at se disse igen. Noderne var hans, og det samme var teksterne... Det var ligesom at være genforenet med gamle venner, og han kunne nærmest høre tonerne i sit hoved, så snart han stykkede noderne sammen. Selvfølgelig kunne han huske hvert et ord. Dog fangede han sig i - allerede nu - at skifte nogle ud, og foretage småændringer på dét produkt han engang havde ansét som værende 'perfekt'. Men alt ændrede sig. Selv musikken.

Han løftede hovedet og så op på Autumn ved hendes spørgsmål. Et lidt skeptisk udtryk spredte sig i hans ansigt, og fik øjenbrynene til at løfte sig en smule. Dernæst blottede han den øverste tandrække i et lidt ironisk smil.
"I have..." Han fnøs, og lod dernæst ryggen glide tilbage i sengen, han nu lå tværs over. Papirerne holdt han strakt over sit ansigt, et stykke op i luften, da bogstaverne altid blev for utydelige når han holdt dem for tæt på.
"I kindá had to... Bloody frenchmen. They are so damn stubborn... 'Don't wanna learn English' - fucking liars." Han lagde sig lidt bedre tilrette, og lod et papir falde, for at tage et kig på det næste i rækken. Der var en ironi bag hans erklæring. For det var jo sandt... Hán var ligeså stædig. Det var trods alt ham der boede i Frankrig nu - ikke dém der boede i England eller Amerika. "But I'm terrible at it... French." Det havde dog været et vigtigt middel til at komme ind på spillestederne i Di Morga. De fleste af den ældre generation talte ikke engelsk, og tyede nærmere til deres modersmål. "French-kissing on the other hand...-" Han diskede op med en lidt fjoget grimasse bag papiret, over hvad der måtte være en ekstrem dårlig joke. Derfor rystede han snart på hovedet. "I'm never translating my lyrics, though. I'd sound freaking terrible with my forced french accent. And the audience just loooves the American accent you know."

Snart rettede han sig lidt op: "There's something wrong with this chord..." Mumlede han, og så kortvarig rundt i rummet. Guitaren stod lænet op ad en af siderne på klædeskabet: "Can you get her for me?" Han nikkede over mod guitaren, som han hævede sin overkrop lidt op: "That... I mean."

Autumn vidste godt, hun ikke kunne love ham noget. Og selvfølgelig ikke når det kom til noget, hun uden tvivl ikke selv kunne styre. Hendes evne var stadig så ny. Den var sikkert ikke engang blevet vækket helt. Hun var vel selv lidt bange for den. Hendes hænder var blevet koldere. Hvad nu hvis det endte med, at hun slet ikke ville kunne røre noget uden at fryse det fuldkommen til? Der ville hun nok blive evig glad for bare at sidde nede i kælderen. Der ville hun ikke kunne skade nogen ved et uheld. Eller hvis hun mente det. Kontrollen over sig selv var trods alt heller ikke for god mere.
Hun fik et kort øjeblik et billede af det blodige sceneri. Det gjorde tydeligvis kvalmen en smule værre for hende, men hun følte selv, hun var god til at skjule det. For i det mindste forsvandt det hurtig igen. Sammen med billedet. Selvom hun hadede denne mand, som havde hun aldrig hadet før, følte hun sig stadig som et monster. At hun overhoved kunne finde på sådan noget blot på grund af vrede. Hvad ville hun ikke gøre, hvad andre gik hendes blod til at koge? Automatisk så hun imod Derek. Han havde før ført hende imod det røde felt. Pludseligt rystede hun voldsomt på hovedet og fjernede de syndende tanker. Hun vil nok aldrig kunne gøre en flue fortræd. Håbede hun da. Hun vidste, at det lå i hendes blod. Lysten. Men som han havde indikeret, så lå muligheden der stadig. Hvilket også skræmte hende en smule inden i.
Der var en del ting, hun ønskede at love ham. Men hun holdt det inde, efter han selv fik sat det fast, at han ikke brød sig om lige netop det. Der var ingen grund til at grave mere i det. Var der overhoved noget hun kunne love ham med 100 % sikkerhed? At hendes øjenfarve ville forblive blå? Ikke engang det. Så i stedet for at sige noget, pressede hun blot sine læber sammen og fik efterfølgende formeret et af de sædvandlige smil. Sammen med et bekræftende nik. Mest for at lade det ligge.

Hun havde ikke forventet andet fra dæmonen. Hans mening om franskmændene samt sproget kom ikke det mindste bag på hende. Det morede hende egentlig bare. Og fik gjort smilet lidt mere oprigtigt. ”Stubborn? Isn’t that already your middlename?” kommenterede hun med en svag latter indblandet i stemmen. Det kunne egentlig godt være at det virkede underligt, at franskmændene ikke ønskede at have en almen uddannelse involverende lige som de fleste andre lande, men nu ønskede England heller ikke at have fransk som et fast fag i folkeskolen. Hun havde været nød til at tage ekstra kurser selv, for at lære det, inden hun var taget af sted til Di Morga. Hun vidste i grunden ikke, hvorfor hun var taget her til. Hun havde vel bare følt sig tiltrukket af stedet. Dens sære placering. Dens skjulte kultur. Og ubevidst blev hun vel tiltrukket af den supernaturelle energi der lå over Di Morga. Det måtte være den eneste forklaring til den store mængde overnaturlige væsner, der var at finde her.
”I suck at french-kissing I believe..” lød det fra hende, som var det fuldkommen normalt. Hun havde ikke tøvet med det. Og hun tillod sig endda igen at strakte sig lidt. Denne gang for at sætte nakken og siden lidt bedre på plads. ”But I’m bloody amazing when it come to the language. I guess it’s one more thing to check of the list.” Listen over deres modsætninger. Det virkede stadig komisk for hende. At ordsproget [i]’modsætninger mødes’[i] skulle passe så utrolig godt på dem. Og nu var de i sandhed begyndt og blive som is og flamme, eller hvad man sagde. ”If you need som assistance when i come to french just come to me. I’ll be glad for help.”

Hun slappede helt ad, da hun så var færdig med at strække sig. Helt behagelig havde hendes nat måske heller ikke været. Hun så så derefter hen imod Derek. Lige tidsnok til at opfange hans spørgsmål. Hun forstod ham godt første gange, men hun sagde ikke noget til hans rettelse lige med det samme. Hun så bare hen imod skabet. ”Oh.. Yeah.” Så trippede hun atter hen over gulvet på sine tæer. Undveg så godt som hun kunne tøjet, der lå og flød rundt omkring. Ikke den sværeste opgave for hende. Hun nåede sit mål og greb godt og sikkert omkring guitarens hals. Hun ville helst ikke tabe den. Det virkede som om at dette skulle instrument betød en del for dæmonen over på sengen. Hun trippede så ellers tilbage og stoppede op foran ham. ”Here.” Overrakte ham guitaren og slap selv først, efter han havde fået et godt greb i den.
”So.. Does she has a name?” spurgt hun kort efter og satte sig nu roligt ned på gulvet foran ham. Lidt lige som om hun var et lille barn, der ventede på at få fortalt en historie. Hun så endda lige sådan ud. Med det nysgerrige udtryk i ansigtet. ”I’m sorry if I haven’t research enough to know it already, but I wouldn’t come off as a creepy, you know.” Det var uden tvivl med en smule humør indlagt, at hun sagde det. Hun havde aldrig siddet og google Bloody Mistake. Men det passede til situationen, hvis man spurgte hendes velfungerende hjerne lige nu. Hun satte sig selv i en skrædderstilling endnu engang. Hun var knap så lukket af nu. Hun sad i hvert fald ikke længere med benene helt oppe under hagen, som hun havde gjort i starten af deres relations opbygning. Hun lagde sit hoved lidt på skrå og så endnu spørgende. Som ville svaret virkelig interessere hende. ”I don’t  have an instrument to name, but I've always called my toothbrushs Carl. For some reason. I believe it came on pretty early in my life from my.. guardians.” Det virkede underligt at fortælle ham det. Det var ikke noget der behøvede at blive delt med verdenen. Men et sted var hun ikke bange for at forekomme som underlig overfor Derek. Det virkede mest af alt naturligt.

At forlade Amerika havde ikke været let. Men nu havde han så også regnet med at han ville komme tilbage, efter at han havde gjort hvad han kom til Frankrig for. Men det var som om noget havde ramt ham, da han kørte væk fra gerningsstedet. - Væk fra sin far. Han huskede tydeligt hvordan han havde kørt i hvad der føltes som timer, før han ikke kunne udstå lugten af dæmon-blodet på sit tøj længere. Hastigt havde han stoppet bilen, slynget døren åben og kastet op i vejkanten. Så snart han var kommet sig, var det som om han mærkede energien ramme sine håndflader. Som om hans 'varmesugende' evne trak direkte energi ud af dén asfalt han havde lagt hænderne mod, da han krængede maveindholdet op. Det var gået op for ham, at han var et sted belagt med mere magi, end han nogensinde før havde følt. Der var noget... Næsten hjemligt over fornemmelsen.... Når man havde tilbragt adskillige år af sit liv, uvidende om, at der fandtes andre som én selv, virkede det dragende, at sætte fødderne et sted, hvor den paranormale aktivitet var langt højere end noget man nogensinde havde oplevet før. Derfor havde han sat sig ind i bilen igen, og satte kursen mod byen i horisonten. Di Morga. Sandheden var vel, at selvom han hurtigt opdagede hvor meget mørke der herskede i byen - følte han sig bedre tilpas dér. Sammen med utallige andre 'freaks'. Det havde næsten fået ham til at dæmpe sit adfærd, fordi han ikke konstant følte sig nødsaget til at være en rebel i et samfund der jo i forvejen var korrupt. Netop dét han fandt i Di Morga, var dét Autumn ikke gjorde - frihed. En følelse af at være indkorporeret i samfundet for en gangs skyld.

"Oh shut up..." En lidt knækket latter forlod hans læber. Måske ville han aldrig lære at omfavne det franske helt, men han var villig til at acceptere, at han blev nødt til at benytte sig af det en gang imellem. "If you suck when you french-kiss, you're probably doing it wrong." Han sendte hende et flabet smil, før han rystede let på hovedet, med et grin, for at indikere tåbeligheden i sin egen kommentar. Det virkede bare... Naturligt. Hendes tilbud var ikke noget han havde forventet. Ikke fordi det virkede ulig hende at stille sig til rådighed på dén måde - men fordi han ikke var vant til at nogen generelt udviste en sådan gestus. Han så derfor på hende med et lidt tvivlende ansigtsudtryk: "I'm fucking impatient... And my attention-span sucks, when it comes to things like that." Han hævede kortvarig den ene mundvige i et skævt smil: "If you find me the least bit annoying now - you'll end up freezing me for good, just after one session."

Det var rart, at ligge med ryggen fladt mod sengen, og bare kigge noderne igennem. Det var vel hans form for et fotoalbum eller en scrap-bog. De gav ham et indblik i bare en lille stund i hans liv, hvor han følte- eller ikke følte noget. Nogen tekster var meget forvirrende - ordene slyngede sig mellem hinanden i en sammenhæng der ville tage timevis at analysere sig frem til. Sikkert det perfekte arbejde for skoleelever, der skulle finde hoved og hale i billedsprog og metaforer. Andre tekster var meget ligetil. Fortalte om livets hårdhed direkte, og endda om misbrug og afhængighed som et specifikt eksempel. Noget der manglede i bunken var vel kærlighedssange. Dem der kunne ligne reelle kærlighedserklæringer, var aldrig til personer. De var til musikken. Uanset hvor personlige og livagtige de så kunne virke.
Han greb taknemmeligt. Selvfølgelig var dette ikke én der havde fulgt ham hele vejen. Nej, de sørgelige rester af hans første guitarer, var efterhånden gået til grunde. Det var det der skete efter nok tid. Den eneste måde de kunne bevares på, krævede konstant reperation eller at man ikke brugte dem så meget. Men det var jo deres funktion. Skønheden lå ikke i at glo på dem, men i at høre deres lyde, når man strejfede fingrende over strengene. "Thanks." Kom det fra ham, før han lagde papirerne ved sin side, og satte sig lidt op med guitaren i sin favn. Selvfølgelig betød den meget for ham. Lige præcis denne havde fulgt ham gennem de sidste 8-10 år. Det kunne måske anses som et supplement for et kæledyr, som man så heldigvis ikke behøvede at købe mad til, eller frygtede at man ville forsømme alt for meget. Derek måtte indrømme, at det havde været svært at bevare guitarerne sommetider. I hvert fald når varmen blev for overvældende. Det kunne direkte brænde materialet, hvis han var helt op i det røde felt.
"Her name's Autumn." Han forsøgte at lyde alvorlig, men krakelerede snart efter; "No, she doesn't... Or I can't remember it really." Han lod fingrende glide over strengene en enkelt gang, før han gav sig til at stemme guitaren en smule: "It was kindá an odd tradition in the band... We named our instruments when we got them.. As if it brought them luck for our performances." Han undslap en let latter: "I was probably wasted when I named her - 'cause I don't really remember." Der var vel meget han ikke huskede. Mange huller og brudstykker i hukommelsen, som ikke kunne udfyldes eller sættes sammen.

Hendes lille fortælling, fik ham kortvarig til at blotte den øverste tandrække i et skeptisk smil: "Your toothbrush?" Han kunne ikke lade være med at undslippe en kort, varm latter, "I'm not the one to judge." TIlføjede han dernæst, med en drillende tone i den lidt dybe stemme. Igen gled fingrene over guitaren, før han lænede hovedet lidt på skrå, for at se ned på papirerne på sengen. Han spillede roligt et par akkorder for at se hvori fejlen lå med hensyn til noderne han havde skriblet op.
"Guardians.." Der var noget ukoncentreret over hans ansigt, fordi han ikke lod blikket glide væk fra noderne, mens fingrende strøj over guitaren: "Where you a foster kid or something?" Han huskede ikke at hun havde nævnt det før. Ikke fordi han selv fortalte hende alt - men han følte ikke det var en big-deal lige nu. Måske fordi stemningen mellem dem havde været så afslappet... Så... Rolig.

Overraskelse stod tydeligt i hendes ansigt, i det øjeblik han fortalte guitarens navn. Hun havde selvfølgelig troet ham et kort øjeblik og sad egentlig bare og stirrede lidt på ham. Forundret. Autumn var trods alt ikke et helt alment navn. Eller måske var det i Amerika. Hun var ikke ekspert i navne og deres mængder rundt omkring i verdenen. Hun vidste kun at hun aldrig havde stødt op andre med samme navn som hende. Det kunne være sjovt. Hun havde et sted altid ønsket sig den form for venskab. Det kunne formere sig til en interessant joke. Eller noget.
Da hans maske så ellers blev knust og frembragt sandheden over hans lille løgn. Hun blev nærmest helt skuffet over det. Og det kunne nemt ses på den måde det strålende smil falmede ned til et overdrevent udtryk af fornærmelse. ”Oh.” Selvfølgelig kunne hun ikke selv holde ansigt særlig længe. Det var ikke en ting hun kunne blive deprimeret omkring. Det ville være absurd. Så der gik ikke længe, før der sad et smil på hendes læber på nu. Hun virkede til at være i et bedre humør, end hun havde været før omkring Derek. Den tunge skygge hang ikke så tykt over hende. Og hun var mere afslappet. Også selvom det kun var meget små ting, kunne det godt lige gøre en del ved hendes udstråling. Hendes menneskelighed skød lidt mere frem nu. Nok fordi hun ikke havde meget at skjule længere og fordi hun nu følte sig tryg omkring, at han kendte til hendes hemmeligheder.
”Then why don’t you re-name it? I know it might bring misfortune, but a memorable object need a name. some kind of identity. Don’t you think?” Ikke at hendes tandbørster var mindeværdige eller vigtige. I hendes tilfælde, virkede lige det måske ikke så meget. Men et instrument for en musiker var jo som en båd var for en sømand. Eller kreativitet var for en forfatter. Hun satte sig lidt bedre til rette, mens hun sad og studerede, hvordan han stemte sin elskede guitar. Der lå noget roligt over ham. Som var han virkelig i sit sande territorium. Hun havde næsten helt lyst til at tage et billede. Selvom hun ikke ligefrem havde sit kamera på sig længere. Hun befandt sig så heller ikke i sit eget tøj længere. ”How about.. Spring? Then I can call my next toothbrush Winther.” kommenterede hun videre med en stærk komik underlagt i stemmen. Understreget af en kort latter. ”Or you could go all out and give her the name of your first love. Or some other cheese stuff.” Hun kørte forsigtigt sine hånd igennem det lettere bølgede hår for at få fjernet de værste knuder, inden hun rettede de blå øjne imod ham på ny. ”But if you can’t think of something then you’re welcome to use my name.”

”Not the one to judge? What does that mean? Don’t tell me you have given a name to your bed sheets.” Autumns smil voksede så på ny igen. Lidt større. Og igen sat sammen med en kontrolleret latter. Hun tog et øjebliks tid til at forestille sig situationen, hvis han gik rundt og tiltalte alle sine ejendele med forskellige navne. Hun fløj stille og roligt længere væk ind i sine forestillinger. Og de få toner han af og til spillede ved strengene, gjorde ikke hendes koncentration imod virkeligheden meget bedre. Så idet han atter talte til hende, var det lidt som at vågne op fra en dagdrøm. Hun løftede hurtigt sit hoved og så først lidt forvirret ud i ansigtet. Men kun lige indtil hun fik forstået, hvad han lige havde sagt. Og udtrykket forvandlede sig med det samme. Det var ikke sørgeligt, men hun virkede knap så munter. Dog forblev den positive energi omkring hende. ”You could say that. I don’t know if I’ve told you before but a devil isn’t born. We are created from soul.” Hun tog forsigtigt blikket væk fra ham og så lidt ned. Stadig med det lille smil siddende på læberne. Hun lænede sig lidt tilbage og satte støttende sine hænder imod gulvet lidt bag hende inden hun forsatte: ”Some take care of their creations like a child. Some bring them up like a disciple. While some throw them out like trash. I was trash. I’m not sure why exactly but people who know to my existence always call me the failure creation. So I guess something went wrong. So I got kicked out of hell and I was forced to live like a human. They even erased all my memories about the underworld and pressed a false life into my head. A fake childhood. I was constantly sent into a human family where I had no idea about who I really was. And every time I started to wonder why I didn’t age they erased my memories and send me to a new life. ” Et svag latter forlod hende, som hun tog en lille pause og så tilbage imod Derek. Med samme smil, der blot fortalte at der ikke var noget der skulle bekymret over længere. ”It wasn’t until some years ago that it all dissappeared. I was finally told about my true identity and all my erased memories came back. And all the fake started to fade away. It was quite a scary experience. I still remember the time I actually spent with all my foster families. You know… physically. But…” Hun stopped endelig sig selv og rystede lettere opgivende på hovedet. ”Sorry.. I got a bit carried away there.” Hun kløede sig lidt forlegen hen ovre tindingen med sin pegefinger og rettede sig op igen, så hun ikke sad helt lænet tilbage. ”But yeah... I’m a foster child. Still with my so called ’parents’ around somewhere. But I don’t intent to every go look for them. I have no personal relationship with them. And they probably don’t want to have anything to do with me.”
Det var måske ikke den mest glade fortælling. Men hun følte sig overraskende nok ikke trist til måde nu. Det var bare sådan det var. Og efter at have læst så meget som djævlenes opstandelse og samlet informationer fra andre kilder, så var hun begyndt at føle, at det ikke betød noget. Igen - sådan var det bare.

Det fornærmede udtryk der gled over hendes ansigt, lod til at komme bag på ham. Men som altid - talte han før han tænkte det igennem, og han havde aldrig været dén der empatiske sjæl, der altid vidste hvordan hans ord måtte ramme andre folk. Det kunne vel også være svært at tyde sandhed fra løgn når det galt ham. I hvert fald i visse tilfælde... Måske var det fordi sarkasmen lå så tykt over hans ord, at de færreste kunne finde meningen derbag. Mente han det seriøst, eller var det bare hans lamme forsøg på at komme med en joke? Dét var nok et spørgsmål mange havde stillet sig selv, når de havde krydset dæmonens vej i fortiden.
Han lod til at overveje hendes spørgsmål i adskillige sekunder, før han trak let på skulderne: "It's not like it's gonna respond to the name anyway..." Måske havde han et tæt bånd til musikken, men han følte at han ville gå over stregen, hvis han begyndte at gøre genstande alt for... virkelige. Bare det at han kaldte guitaren for en 'hun', gjorde alligevel netop dét. - Det skabte en identitet over en genstand der, i modsætning til mennesker og andre væsner, ikke ville træde én over tæerne og bryde løfter. Derek var efterhånden træt af at folk skulle udsætte ham for det. Af netop samme grund havde han lært sig selv, at holde en hvis distance. Indtil nu, altså...
Fingrende kørte blidt over metallet på guitaren, da han forsøgte at stemme den til den perfekte grad. Der var noget ved hans bevægelser der næsten virkede som en varsom kærtegn. Som om han behandlede guitaren mere forsigtigt, end han nogensinde ville behandle et levende væsen. Det var der vel flere grunde til... Han ville nødigt, lade fingrende påvirke metallet og forhindre ham i at kunne stemme guitaren igen, eller måske i sidste ende gøre guitaren ubrugelig, fordi varmen i ham blev for overvældende. Metal var dog én af de ting han havde sværest ved at beherske, når det gjalt hans evne. Det sugede hans varme til sig, som han absorberede dettes.
Trods øjnene var rettet fast mod guitaren, som om han egentlig lukkede alt andet ude omkring sig - formede et smil sig alligevel snart. Tænderne blev blottet en smule ved Autumn's ord, før han diskede op med et ironisk fnys: "My first love..." En flygtig skeptisk latter forlod læberne, mens han forsøgte at lade fingrende glide over strengene for at høre forskellen fra før. Nogen måtte måske bruge specielle tekniske apparater til at stemme deres instrumenter nu om dage, men der var vel flere fordele ved at have forøgede sanser. Hørelsen blev skærpet nok til, at de fleste, der da også have en tone i livet, ville kunne høre om klangen var ren eller ej. "That's way too sissy." Han rystede snart på hovedet og forkastede tanken.
"Wow, thanks. What a privilege." Han slog en let latter op: "But I don't think I need two Autumn's in my life. That's even too much for me to handle." Endelig så han op fra sin guitar, og sendte hende et drillende smil, for at understrege at det var ment som en joke.

Snart begyndte han at lade fingrende glide mere målrettet over strengene. Lyden var dæmpet og koncentreret. Det virkede ikke sammenhængene, eftersom han tog brudstykker ud af sangen og spillede de dele han var i tvivl om. Det virkede rodet, men gennem mange års træning kunne han heldigvis selv stykke ordningen, rettelserne og rytmen sammen i hovedet. Det var nærmest inkorporeret i ham.
"No, of course I haven't." Kom det fra ham, før han pustede en mørk hårlok væk, der hele tiden fandt vej ned i panden: "I just mean that everyone has probably got something.. odd about them. So I'm not gonna judge you for naming your toothbrush Carl. Even though that's a crappy name to come up with." Alle havde deres små særheder. Han talte jo trods alt selv om sin guitar som om det var en person... Navn eller ej.

Han stoppede med at spille på guitaren, da han nærmest mærkede hvordan optimismen blev dæmpet en smule. Det var ikke just fordi munterheden forsvandt fra Autumn - men skiftet var alligevel brat nok, til at han fjernede øjnene fra guitaren og noderne, og lod hånden ligge fladt over guitarens strenge, mens han lyttede til hendes ord. Hans run-in's med djævle havde ikke været hyppige. Og det var i det hele taget sjældent, at han syntes at udvise interesse for mange andre væsners oprindelse og baggrund, medmindre han kunne bruge informationen imod dem. Alligevel var det vel altid en stor del af hvem man var. Og det viste vel bare, at Derek meget længe havde været uvillig til at vide noget-som-helst om andres liv, fordi han ikke ville have dem for tæt på sig. Alligevel klappede han blot i, og forsøgte at synke hendes ord, som de kom ud over hendes læber.
Trash... Derek kendte følelsen. Man kunne næsten se hvordan udtrykket i de mørke øjne blev mere alvorligt, da Autumn fortalte netop dén del. Hans blik veg en smule. Visse dæmoner havde også kaldt ham en fejl. Han var trods alt ikke som de andre. Dæmoner blev ikke født ind i denne verden normalt. Han var en... Anormalitet - og han havde ikke haft nogen som helst anelse om hvorfor han var så anderledes, eller hvad der gjorde ham udstødt blandt de andre børn. Han huskede tydeligt hvordan han havde ønsket sig plejefamilier som barn. Hvordan han havde ønsket at parrene der besøgte børnehjemmet, ville falde for ham. Et par gange var det sket. Nogen havde set det charmerende i den dengang skrøbelig udseende dreng, med øjnene der virkede ufattelig store fordi deres mørke omfattede regnbuehinden og skabte en dybte uden lige. Alligevel var det altid gået galt... Hans evner havde udviklet sig, og han havde ikke været et sted længere end et par uger. Efter det tredje par, besluttede børnehjemmet sig for, ikke at lade ham komme ud til andre familier. Han var jo 'syg'. Derfor blev hans tætteste forhold til nogle som helst, dét han havde til lægen og psykiateren, der forsøgte at vride ham ind på en 'normal kurs' igen.
"Don't apologize." Der var stadig noget alvorligt at spore i hans ansigt. Derfor rettede han snart blikket mod guitaren igen. Han lod den ene tommefinger glide over det blanke træ ved siden af strengende. Et par ridser havde gennem tidernes løb markeret instrumentet, og flere klistermærker og signaturer sad her og der. "Why don't you? Don't you need some kind of... Redemption? They put you in this mess. They need to suffer atleast as much as you did." Der var noget indestængt i hans stemme. Måske fordi hun igen kontrasterede så meget til ham selv. Måske havde han ikke været opsat på at hævne sig på sine forældre som barn - for håbet havde altid været der. Håbet om, at de ville finde ham. Der var en grund til at han ikke ville se på verden med et barns håbefulde øjne...- For han vidste at uanset hvor meget man ønskede det - så skulle ting ikke gå som man ville. Derfor var håb blevet til hævngerrighed. Ønskede AUtumn ikke den mindste smule forløsning i denne sammenhæng? Hvis hun var blevet berøvet realiteten af sin barndom, var det så ikke det værd?

Han rystede på hovedet, og lagde snart guitaren fra sig, på sengen. Ryggen gled igen ned mod madrassen, og han placerede den ene arm under hovedet for at støtte det let. Øjnene vendte han op for sig, hvor de dernæst roligt gled rundt, som om pupillerne forsøgte at male med lange penselstrøj i det ufattelig kedelige loft.
"You're no failure by the way." Autumn havde ikke tydeligt udtrykt om hun selv troede på det 'nogle havde sagt'. Alligevel blev han nødt til at sige det, "Your powers are pretty great. Maybe they just couldn't see that at that point."

Autumn måtte ærligt indrømme at det kom lidt bag på hende. Spørgsmålet. Hun genskabte et overrasket udtryk i ansigtet. Så en smule forvirret imod Derek. Og hendes hoved lagde sig endda lidt til den ene side, for at fremhæve hendes lettere uforståelige udstråling. Hun så endnu helt upåvirket af, hvad hun lige havde fortalt. Hun var tydeligvis kommet over det. Eller også følte hun sig bare tryg nok omkring ham, til ikke at begynde at tude. Eller var hun bare dum nok til at lade som om hun var stærk nok, til at holde på det uden at føle sig såret? Det var jo ingenting nu. Var det ikke? Det gik tilbage hundred år. Hun sad lidt og bare så på ham med det uskyldige forvirrende blik i de blå øjne. Hun blinkede et par gange. Hun kunne lige så godt have hævet sit ene øjenbryn. Men så igen - det så hun ikke ud til at behøve.
”Isn’t it obvious?? I mean..” startede hun så endelig ud med. Hun tøede op igen og tog igen blikket væk fra dæmonen. Hun sukkede svagt og lænede hovedet helt tilbage for selv at se imod loftet. Hendes hænder havde et godt greb i hver sin ankel og begyndte stille og roligt at vippe frem og tilbage. ”If I went on with revenge then I wouldn’t be any better than them, now would I? And I can’t really blame them too much. They tried to create a specific kind of devil. And they ended up with me. It’s not like I ever was really… born.” Hun sad endnu og smilede lidt for sig selv, som hun forklarede ham situationen. Som var det virkelig ikke vigtigt på nogen måde. Hun kunne dog selv mærke, hvordan det langsomt satte i gang med at påvirke hende. Lidt efter lidt. Men hun tillod sig ikke helt at vise det frem. Ikke med fuld kraft. ”But don’t get me wrong. I do blame them. But it only gives me another reason not to have anything to do with them. They are not important to me. I have so much more I want to worry about. And I know they feel the same way. It’s over a hundred years ago and they even stopped with erasing my memories.”

Hun sænkede igen sit hoved og så imod sengen. Faktisk ville hun have set imod Derek, men I det øjeblik hun rettede opmærksommen imod ham, lå han allerede ned. Det eneste hun fik fokuseret på, var hans knæ. Så hun sad lidt og strakte hals i håb om at få et glimt af hans ansigt. Men hun sad for lavt nede, så det nyttede ikke noget. Hun stoppede med at vippe frem og tilbage og satte i stedet sine fødder imod hinanden og pressede knæene helt ned i gulvet. Uden problemet. Hvilken smidighed hun var heldig at eje. Helt uden selv at have gjort noget.
Det der næste gang forlod hans mund kom ligeledes bag på hende. Hun skulle nok lige vænne sig til det nye syn hun ellers havde haft. Hun blødnede dog hurtigere op her. Det overraskede udtryk forsvandt kort efter og efterlod et afslappet smil. Det føltes godt at høre ham sig det. Hun havde ikke behøvet at forklare ham om sin egen mening omkring lige netop det ord. Dog forblev troen der stadig. Var hun ikke en fejl? Skabt forkert. ”I’d never wished for great power. My powers scare me. And they block of some chances. But thanks. For not seeing me as a failure.”
Hun slap igen sine ankler for derefter at kunne rejse sig op med dovne bevægelser. Hun tøvede ikke med selv at kravle op på sengen. Hele vejen op til hans hoved hvor hun på en eller anden måde fik sat en hænd imod madrassen på hver sin ene af hans hals. Var lige over ham. ”Do you know what a succubus is?” spurgte hun med en Ganske svag stemme og et drillende smil på læberne. Først efter et par sekunder fjernede hun sig selv igen. Satte sig på kanten af sengen og kom igen på benene. ”Oh well.. just think of the songs I’d be able to write if I was a musician.” Som var der intet sket, skiftede hun emnet på ny. Hun var sikkert bare lidt urolig. Hun var ikke vant til at sidde og lave ingeting. Og hun var ikke vant til at være væk hjemmefra. Ikke på denne måde. Selvfølgelig ville situationen have en virkning på hende på den ene eller anden måde. Hun var sikkert bare ikke sikker på, hvordan hun skulle udnytte sin pludselige frihed. Hendes hoved var tydeligvis et stort kaos lige nu, selvom det langt fra kunne ses på hende, hvis man så på fra afstanden af.

Hun drejede kortvarigt hovedet hen imod vinduet. Så ud. Som var der en længsel for det udenfor. ”This reminds me. I have an exam today. It’s weird not to be in the cellar at this time.” Hun vidste godt, hun ikke kunne tage af sted for at tage sin eksamen. Hun var for ustabil i øjeblikket. Og hendes ting var at finde der hjemme. Og hun ønskede ikke selv at tage der hen. Derfor endte hun blot med at ryste lidt på hoved. Smed tankerne væk. Hun havde nok tid i fremtiden. Hun skulle nok få klaret sin uddannelse før eller tiden.
Hun så derefter tilbage imod Derek. Med det samme lettere muntre smil. ”What about we go and get some coffee? You need to be fit for fight till tonight, right?”

Måske var det åbenlyst for hénde, men Derek følte sig på en eller anden måde meget overrasket over hendes erklæring. Hvorfor var der ikke den mindste smule hævngerrighed i hendes væsen på dét punkt? Eller skjulte hun blot endnu en gang sandheden, for ikke at vise de mørke sider af sig selv? If I went on with revenge then I wouldn’t be any better than them, now would I? Han følte sig stødt ved den erklæring på ganske mange måder, men formåede at holde munden lukket for en tid. Han vidste, at de var meget forskellige, men var det så forkert at ønske at hævne sig over dem der havde forkastet én? Derek vidste, at han ikke kunne bebrejde sine egne forældre andet end at have lagt ham på et dørtrin engang for mange, mange år tilbage. Men var det ikke nok? De havde smidt ham i armene på mennesker. Mennesker som gennem det næste årti ville låse ham inde, sende læger og psykiatere på ham, for at fortælle ham, at han var adfærdsvanskelig og ikke burde nærme sig de andre børn. Autumn var sendt fra hånd til hånd. Hun havde vel en ligeså god grund til at søge hævn, og alligevel... ingenting. Måske var hun ikke født.. Men hun var stadig et levende individ. Ingen fortjente den skæbne de begge havde fået.
"I don't get it.." Mumlede han så. Ordene undslap kun nød og næppe de lidt sammenbidte tænder: "You can't tell me, that you wouldn't get your revenge if you had the chance, right? Everyone needs closure." Han brød sig ikke om den følelse der boblede i ham. En følelse af, at han ikke selv havde ydet retfærdighed, men blot havde sænket sig til sine forældres niveau. Derfor havde han brug for at Autumn sagde det... Sagde, at det var okay. Sandheden var vel, at han ikke brød sig om, at se de åbenlyse facts i øjnene. - At han virkelig havde gjort noget der var meget værre, end at efterlade et barn på en institution, frem for at dræbe det eller lægge det i rendestenen.

Der var noget koncentreret over udtrykket i de mørke øjne. Øjnene der virkede uendelige på grund af farven, der knapt nok gjorde det muligt at skelne pupillen fra resten. Sommetider prøvede han at overbevise sig selv om, at de var blevet mørkere med årene, men måske var det ren indbildning. Måske havde de altid været sådan... Vidnet om en afstamning han ikke just selv kunne sætte fingeren på. Alligevel havde det vel været tydeligt da han havde set sin far, at øjnene var et træk de havde delt - såvel som det mørke hår, og duften af deres blod. Hvordan mon hans mor så ud? Han havde overvejet det utallige gange. Om hun var derude et sted, eller om hun var død for længe siden. Det havde ingen betydning... Det var i hvert fald det han altid fortalte sig selv. For han vidste hvad der ville ske hvis han nogensinde fandt hende.

Han lyttede til Autumns ord, mens blikket gled over hver lille ulighed eller misfarve i loftet. Komplimenter var ikke noget han kom med ofte, og når han endelig gjorde det, var det ofte fordi han ønskede noget. Dénne gang var dog én af de sjældne hvor han kunne være reel. Men det var som om Autumn havde brug for at høre det. Høre, at hun ikke var en fiasko, eller at hendes kræfter var spildt på hende. At hun ikke var den fejl, han selv gennem det meste af sin barndom, havde følt at hán var.
"My opinion is not as important as your own, you know..." Kommenterede han dernæst: "You'll learn to embrace your powers eventually. You'll learn not to be scared. And then you'll realise what you can do." Der var en hvis alvor i den rolige, lidt hæse stemme, "Then you'll be able to fight back." Der var måske hans version af en pep-talk, og han mente hvert et ord. Hvis han blot havde halv den styrke som Autumn havde i sine evner, ville han bruge den. Måske ikke just til gode formål, men til at komme mere frem. Til at få mere magt, og til at få hvad han ville have. Han ville sikkert misbruge sine evner, men han havde ingen grund til at lade som om han ikke var selvisk på foruroligende mange punkter.

Han mærkede sengen bevæge sig en smule, da Autumn kravlede op på madrassen. Dernæst var hun lige over ham. Et let smil fandt vej over hans læber, og det ene øjenbryn hævede sig en smule, så snart ordene gled over hendes læber: "Succubus?" Han lod til at tænke over spørgsmålet i et par sekunder: "A worshipper of the greatest musician on earth?" Et hjerteligt grin gled kortvarig over hans læber, før han rystede på hovedet: "Autumn - I didn't go to school. I know shit about anything." Der var en stærk selvironi over hans stemme, "What does it mean then?" Tilføjede han dernæst, med en spørgende klang i stemmen. Han fulgte hende kortvarig med øjnene da hun satte sig op. Han var derved nødsaget til at hæve overkroppen lidt op med albuerne.

Han strøg en hånd gennem det stride, tykke hår, mens han balancerede resten af sin overkrop med den ene arm på madrassen. Der var noget rastløst over hans bevægelse, men det var vel sjældent at han kunne være helt, helt stille når han netop havde påført sig energi. Varmen var vel hans form for en espresso.
"Autumn - that's the thing about eternal life... You can fucking be a mucisian if you want to. Everyone can learn, if they just take their time to do so." Han trak let på skulderne, før han hånden glide ned fra sit hår igen: "Not everyone is born with a gift of music.." Han hostedet in-diskret og slog dernæst en kort latter op.

Bare dét at hun nævnte en kælder, syntes at få Derek's nakkehår til at rejse sig. Var det virkelig sådan hun tilbragte det meste af sin tid? Han måtte indrømme, at han ikke havde skænket hendes ophold mange tanker. Måske fordi han regnede med, at lægen for det meste gav hende lov til bare at vandre rundt i boligen. Var det virkelig nødvendigt at lukke hende inde?
Der var noget bekymret over hans ansigtudtryk, men han forsøgte ihærdigt at vifte det væk, så snart hun rettede sig tilbage mod ham, og sendte ham et muntert smil. "Yeah... Sure..." Kom det lidt fraværende for ham, før han rettede sig yderligere op i sengen, og trak lidt ned i den hvide T-shirt der klæbede sig let til den øverste del af brystkassen.
"But I don't wanna walk that far, right now... Sun and all.." Han viftede lidt over mod vinduet, og dén smule lys der nu kunne komme derfra.

Snart trådte han ud på gulvet, og begyndte at bevæge skulderne lidt op og ned. "But I get a bit... over-excited after coffee..." En let latter fandt vej fra hans svælg: "Well... If you can handle a deamon who acts like he's got ADHD..." Koffein var altid godt, før en gig. Måske var der timer til, men han ville nødigt crashe. Desuden kunne han sagtens køre i et døgns tid, så længe han fik tilpas varme ind som tilskud. Det var vel det gode ved at optage energi fra sådanne kilder.. Man løb ikke rigtig tør for dem, medmindre man var låst ude i frostgrader, eller tog en lang svømmetur.

Autumn blev helt overrasket over at høre den hjertelige latter komme fra ham. Det stod tydeligt i hendes ansigt endnu gang. Hun så både forbavset og forundret ud. Forbavset over at den brød frem. Og forundret over den effekt det havde på hende. Det var lidt som om den virkede mere speciel, nu hvor det ikke var særlig tit, hun ville få lov til at høre den. Det fik hende til at miste lidt af sin tilværelse i den virkelig verden og stirrede det øjeblik bare imod ham, inden hun rømmede sig som hun fik trukket sig væk igen. Hun rystede sagte på hovedet og pressede sine læber hårdt imod hinanden som når hun spredte læbestift videre ud på sine læber. Bare mere voldsomt. Hun kunne mærke, hvordan hendes hjerte igen slappede af, eftersom det meget muligt havde enten holdt en pause eller sat farten lidt op et splitsekund. Det var underligt. Hun var ret glad for at hun i det øjeblik nu havde ryggen til ham. Det gav hende tid nok, til at tage sig sammen. At ryste følelsen af sig igen. Og vende tilbage til sin oprindelige tilstand.

”Oh?” Hun måtte indrømme at hun ikke havde forventet, at han ikke have gået i skole. Det var nok forståeligt et sted. Men samtidig var skolen et sådan vant sted for hende, at hun næppe troede at andre ikke selv havde de typiske 10 år der. Dog holdt hun det på et minimum. Nogle kunne selvfølgelig ikke gøre for det. Derfor formede der sig igen et smil på hendes læber, inden hun satte sig for at forklare ham, hvad hun selv vidste. Det havde mest være et flygtigt spørgsmål, som hun ikke havde forventet noget svar eller tilbagemelding på. ”A succubus is told to be a demonic creature that visit males in the lonely night.” startede hun ud med en mere dramatisk klang til sin stemme, hvorefter hun drejede muntert hen imod ham. Som var hun ved at skulle fortælle om et af de emner hun selv fandt yderst spændende.
Væsner fascinerede hende nu også. Både før og efter hun atter var blevet genforenet med sine elskede minder. Der var ingen skam i at været et af disse væsner selv og samtidig studere dem. Det gjorde det faktisk nemmere for hende. ”It takes form as the man’s ideal woman and seduces him with her elegance. They feed on males’ life energy, which they get through sexual actions such as deep kisses and …of course sex. They are quite the interesting creature. You better watch out at night.” Hun blinked drillende til ham som en efterfølger, inden hun vendte sig væk fra ham igen, som havde hun ikke netop stået og holdt et kort foredrag for ham. ”But then again. Enternal life. So you shouldn't worry about a little life energy.”
Hun kørte igen sine hænder igennem det lange hår. Og på ny rystede hun lidt mere liv i det. Det kunne godt ske, at det var sundere at lade sit hår lufttørre, men lige nu sad det både ud til alle side som en utæmmet manke og lettere faldt og kedeligt. Ikke at hun normalt gjorde noget ud af sit hår. Det var ved at være for langt, vil at kunne gøre meget med det uden at skulle bruge utrolig mange kræfter på det.

En kortvarig latter kom så fra hendes strube. Han havde ret. Hun kunne sagtens gå hen og blive en musikker. Men det var nok bare ikke noget hun ønskede højt nok. Musik var ikke det samme for hende, so det var for ham. ”Yeah. You’re right about that. But I better be done with my education before I fly off to something else. Reading medicine is quite time consuming, you know. Luckily for me - I have some hours as an intern at the hospital, so it’s not all just about reading a book or concentration in class over a boring lesson.” Skole var helt klart noget der kom naturligt for hende. Hun var den faglige kloge. Hvilket selvfølgelig gjorde at hun ikke helt var så optimal på det sociale. Hun havde trods alt siddet med næsen i en bog det meste af sit liv. Så hun kendte ikke til det meste af de typiske sociale oplevelser en teenager udsatte sig for. Ikke længere.

Selvom han skjule dette, kunne hun alligevel se få efterladte trak af bekymring i dæmonens ansigt. Hun opdagede først der, at der var nogle ting, hun måske ikke skulle komme ind på. Det skræmte selv hende, hvor nemt det kom til hende. Hun kunne tale om det, som var det ingenting. Hun burde da ikke være så vant til det. Vel? Det fik igen hendes smil til at blegne bare en smule. Og hun så væk fra ham et øjeblik. Hun kunne godt lide følelsen, af at han bekymrede sig om hende. Men samtidig følte hun det blot var en tung byrde han havde fået lagt på skulderne nu. Han burde ikke bekymre sig om hende. Hvorfor gjorde han det overhoved? Ja, de var venner nu. Men selv det var nærmest surrealistisk for hende.
Hun så først tilbage mod ham, da han rejste sig fra sengen og trådte yderligere eud på gulvet. Udgjorde atter deres højdeforskel. Hun følte sig næsten som en lille pige, på den måde, hun næsten ville ende med at få ondt i nakken, når hun skulle holde øjenkontakten. Men netop det var grunden til, at hendes smil voksede igen. Det var alt for komisk til overhoved at holde for sig selv.
”I’ve never incounted one with ADHD, so I can’t really say anything at this point. But it can’t bet hat bad. Can it?” Hun lod selv sin latter lægge sig under hendes stemme. ”So come on! I need some fresh air. And I don’t feel all that confident to walk outside by myself.” Hun lavede en lille håndbevægelse ned over sig selv. “I look like someone who has been diving through my boyfriend’s closet..” Tøjet sad ret poset på hende. T-shirten var lige akkurat ikke lang nok til at kunne bruges som en acceptabel kjole. Og shortsene så virkelig ikke ud til at passe til hendes petit kropsbygning.
”So please… Don’t be so grumpy and let’s go outside. Some D-vitamin is good for you too. Even if you’re a night creature, you still need it.” Hun trippede lidt hen over gulvet og nærmede sig døren, hvor på hun drejede fronten imod Derek igen. Smilede stort og så forventningsfuld ud. Sammen med det stadig bedende blik i de blå øjne.

Han lyttede opmærksomt til hendes forklaring. Der fandtes sgu meget i overtroen, han ikke kunne gøre sig klog på. Sommetider stillede han spørgsmål ved, hvordan sådanne ting mon var kommet frem. Men alligevel... Det krævede vel ikke meget, at kreere historier om mystiske væsner, når man tænkte på hvordan verden virkelig så ud. Mange mennesker havde sikkert stødt på nogle overnaturlige gennem deres livstid, uden rigtig at stille spørgsmål ved alle de mystiske hændelser der foregik omkring dem... Væsnerne i verden besad desuden forskellige evner, og derfor var der et ´så bredt spektrum af magier, at man ikke rigtig kunne afslå noget. Måske blev racerne klassificeret i grupper, men sommetider kunne den éne være så ufattelig anderledes fra den anden, selvom de i 'basisformen' var ens.
Ordet succubus syntes ikke at prikke til noget i hans hukommelse, men han var da nysgerrig da hun fortalte. Der var vel altid noget spændende ved, at høre ting som denne. Ting man hverken ville kunne be- eller afkræfte eksisterede i denne mørke verden, som de begge havde sat fødderne i. Hans interesse var i hvert fald pirret, og derfor så han opmærksomt på hende, mens hun beskrev dette mørke, dæmoniske væsen, der hærgede i natten, i en skikkelse der var så tiltrækkende, at man næppe ville kunne stå imod.
"It doesn't sound that bad..." Kom det lidt komisk fra dæmonen, der syntes at tænke ideen lídt for meget igennem. Der var i hvert fald noget næsten overvejende i blikket. Som om han lige kørte scenariet igennem for sig selv, "Fucking hell... Why hasn't that happened to me before? That creature can feed on my life energy anytime." En lidt tør, humoristisk latter gled over læberne, før han gav sig til at rode sit hår lidt tilbage over resten af hovedet: "I'm never gonna sleep, knowing that I'd miss seing such a creature." Han forestillede sig, hvordan han ville ligge vågen og håbe på, at et væsen som det, ville vade ind af døren. Sikkert ligesom børn ventede på julemanden om morgenen d. 25 december i Amerika.

Han forstod hvordan det på mange måder, ville tage lang tid at studere. For ham - ville det sikkert tage en evighed, eftersom hans læsehastighed var elendig, og hans rastløshed overdøvede alt andet. Han ville på mange måder, være en elendig elev, og sikkert også bare være typen, der havde svært ved at huske alle de fandens latinske betegnelser der herskede i medicin-faget, fordi hans hoved var stopfyldt med sangtekster, noder og ligegyldigheder. I praksis ville hans hænder nok også ryste, og han ville umiddelbart gøre mere skade end gavn, hvis temperaturen i hans krop bare var lidt over hvad der - for ham - var normalt. Det var jo ikke alle der kunne røre ham ligesom Autumn, uden at frygte for at brænde sig.
"I don't get why you even wanna study..." Han tænkte måske ikke meget over det han sagde. Men det var i grunden sjældent at han gjorde det. Det var bare som om han lod ordene glide ud over læberne, som i flygtige sekunder var strejfet gennem hans sind. "I wouldn't survive a day, at a lecture." Måske fik Autumn lavet noget praksis, men han formodede, at læsningen derudover kunne virke altædende. Og det var uheldigvis noget man var nødsaget til at gnave i sig. "As long as it doesn't make you all... Boring." Han diskede op med et skævt, lidt drillende grin før han strakte armene frem for sig, foldede hænderne og lod leddene i fingrene strækkes lidt ud. Dernæst kørte han hovedet fra den ene side til den anden.

Det var rart, lige at stå på benene og få liv i kroppen. Ikke fordi energien ikke just allerede pumpede ud gennem hans årer..- Men det var rart med en mild aktivering. Han strejfede en hånd gennem håret, så det pjuskede en smule i siderne. Dernæst vadede han et stykke over gulvet og hev lidt utålmodigt ned i T-shirten for at sætte den ordentligt på plads. Øjnene missede mod de små strejf af sollys der passerede gennem persiennerne. Bare den lille smule sol syntes at få det til at skære i hans øjne, men det var måske heller ikke så underligt, når man tænkte på, hvor mange timer han havde spenderet i lejligheden, uden at sætte en fod udenfor døren. Det var vel også sjældent at han generelt bevægede sig nogen steder hen på dette tidspunkt. Men det var som om hans døgnrytme var blevet vendt lidt op og ned. Og trætheden var forsvundet som dug fra solen.

Han fnøs ved hendes spørgsmål. Jo, det kunne velnok være ganske slemt. Værst var det selvfølgelig ikke når det var koffein, men derimod alkohol der gik gennem hans blod. Havde Autumn nogensinde set ham i den tilstand, hvor hans fuldskab ikke havde været ved at ebbe ud? Han rystede let på hovedet, og trak dernæst på de halvbrede skuldre: "Well... I guess you can handle it." Et let smil strejfede over læberne, før han kløede sig let på hagen. Det sagde en lille kradsende lyd, så snart fingrende ramte huden. Antydningen af skægstubbe sad over kæben, og fik ham måske til at se en anelse... Rodet ud. Men han var i det mindste ren, og forholdsvist præsentabel, hvis man så bort fra morgenhåret og skyggerne over hans ansigt efter slagsmålet.
Han vendte øjnene helt mod hende, og gav hende elevator-blikket: "You just look like you don't care..." Kom det overvejende fra ham, før han blottede tænderne i et lidt drillende smil: "- It's just a... fashion statement." Bare ordet 'boyfriend' fik ham til at virke lidt afvigende. Men måske var det ligegyldigt hvad andre tænkte. Sean havde trods alt tænkt samme tanke, som folk måtte gøre, når de så en pige vade rundt i en ung mands tøj.
"You can borrow a coat, if you want to." Han nikkede lidt løst over mod klædeskabet: "I know you don't have a problem with cold, or whatever - but if you're feeling self-concious then you can atleast cover some of the clothes up." En frakke ville sikkert være fuldende hele over-size looket, men tilbudet var der. Hun var vel nok ikke ligeså kuldeskær som ham selv, og derfor var han ikke sikker på hvor meget hun havde brug for.

Snart gik han over gulvet, og greb en brun læder-jakke som hang over radiatoren. Det varme materiale føltes umådelig rart mod huden, og endnu en gang følte han et mildt skud af energi passere gennem sine årer. Han rettede sig dernæst op og tog jakken på i en glidende bevægelse. Snart fiksede han et par solbriller op ad lommen og satte dem over næseryggen.
"When have I ever been grumpy?" Ironien var stærk, og derfor fulgte en latter kort efter hans ord. Snart drejede han om på hælene og gik hen til døren. Han åbnede den for hende - fingrende passede perfekt i aftrykkende på dørhåndtaget som han havde fået lavet tidligere. Viceværten ville nok ikke blive voldsomt glad... Det var trods alt anden gang at håndtaget havde måtte skiftes.
"Come on blue-eyes." Gangen virkede næsten en tand for øde som altid. Der hang en steril dunst i luften, og bygningen var bestemt ligeså kedelig indrettet indeni, som den fremstod udefra... Logement var trods alt et sted med ufattelig mange kedelige, grå, beton-bygninger. Naboer hilste sjældent på hinanden, og det var ikke en sjældenhed at man fandt brugte kanyler eller spor af blod på trappen. Men det var billigt. Ufattelig billigt.

Han låste døren bag dem, og begav sig dernæst ned af trappen. I et kort øjeblik kom han i tanke om, at mobilen lå et sted inde på værelset, men hvem fanden skulle ringe til ham? Sean...? Bare tanken om ham fik det til at vende sig i dæmonen, og hans ene hånd gled automatisk op til nakken, som tidligere havde været klistret til af blod.
"I can't wait to move out of this place..." Mumlede han, mens han gik ned af trappen. Nej, han havde intet behov for stor plads eller luksuriøse omgivelser, men boligkomplekset mindede ham mest af alt om børnehjemmet, eller ungdomsfængslet i New Orleans. Men det var et spørgsmål om økonomi, og han var kun igang med at betale sin gæld af.

Solen skinnede ned på gaden foran boligblokken. Et par biler passerede en sjælden gang imellem, for at nærme sig den indre by. Det var sjældent at man så mange vandre rundt på gaderne på dette tidspunkt. Måske fordi størstedelen af beboerne herude var overnaturlige, nattevæsner. Derek skubbede solbrillerne en ekstra gang op på næsen, og kastede et blik rundt. Selv bag de mørke brilleglas måtte han tvinge øjnene lidt sammen.