Not gotta run anymore ( Special WAR emne )

Sted: Terre, Metro Stationen
Tid: Tidligt om morgenen, næsten for tidligt
Vejr: Solens stråler er endnu ikke fremme og indenfor er der koldt og en smule fugtigt
Omgivelser: Et par franske soldater og ellers bare lidt skrald på jorden, ingen menneskelige sjæle og et forbipassende tog

Det røde hår slog let til siden, klæbende til den brede skulder. Den mandige brystkasse, en smule rød hvor en hård pil havde sat sig fast, fik hjertet til at slå kolbøtter. Den smertende hæsen, fra et jagtet dyr, flygtende fra de franske soldaters pistoler. Dooma måtte indse det, disse soldater havde tabt al sund fornuft og ville bare ende hans allerede beskidte liv. Den venstre hånd, sølet ind i blod, holdt godt fast på det friske sår. "Hss... Hss..." Forbi de snavsede søjler, over de små hegn, igennem træværkerne der spærrer ham vejen og så med maven trukket ind, gemmende imellem to tætte, skyggeklædte vægge. Hans forskrækkede øjne, bevidnede de høje skygger forsvinde, de ulveagtige ører der altid var synlig, hørte fodtrinende sagne derhen af, sammen med en plasken fra de små vandpytter. Da lyden var langt nok væk, så Dooma endelig friheden til at tage en dyb vejrtrækning og mærke blodet suse over hele kroppen, ukontrolleret og varm. De spydige, kolde øjne indikere dog deres store skræk, for endnu et uventet visit af enten en jæger eller soldat. han måtte indse, til sin store skræk, at denne krig godt kunne ende i utallige, koldblodige mord. Imellem Di Morgas indbyggere og Frankrigs hovedjægere. Dette var dog ikke det nemmeste at indse..

Det lange sorte hår var sat løst op i en hestehale, for den ikke irriterede hende, men hvad lavede hun i metroen på denne tid? Der var en masse soldater der nede, så måske burde man gemme sig? Hun stillede sig om et hjørne, der var mørkt der hvor hun havde stillet sig, men med et faldt hun i noget skrald, hvilket soldaterne hørte det. " Ser man det en kvinde" sagde den ene soldat og hev Nika ud i det åbne så alle de andre kunne se hende. Hun så op på en høj mand, der stod og kiggede vred på hende. " Undskyld lille dame, men du er på privat område" sagde han og gav Nika en lussing så hun faldt ned på jorden. " Hvis du rør mig igen slår jeg tilbage" sagde hun vrissende og så op på ham.

De vinrøde øjne sneg sig hen til en soldat, rimelig rød i fjæset og med en pistol pegende på en ung pige. Hun vrissede af ham og Dooma fik et par tanker igennem skalden, der lige før havde kun rummet lyden af en stille hjertebanken. Lyden af hårde skridt lød, det var soldaterne fra før, der havde prøvet at snuppe Doomas hoved som trofæ. Hans ånde var tung og hang som en let dis, inden den helt forsvandt. "What a... Stupid... Girl.." Han tog en dyb indåndig og snusede de mange dufte ind til sig. Soldaterne så stærke ud, månen var halv og han kunne stikke af, udnytte pigens situasion og slippe helt skindet ud.. Men hvad skulle hun så gøre?... Tankerne plagede ham en del, og imens overværede hans scenen imellem soldaterne og pigen med den vrissende stemme.

Soldaten slog igen Nika så hun faldt sammen på jorden, men hun rejste sig igen " Hvorfor er det i er så snot dumme ikke at bruge jeres våden? " sagde hun koldt og lagde den ene hånd på hoften for at fiske hendes eget våben op. Det var en pistol, dog var hun ikke så dum at trække den helt op og skyde en af dem, for det kom til at gå ud over hende selv i sidste ende. " Du er modig af at være et menneske" sagde en af soldaterne og tog om Nika's hage og så hende i øjnene " Slip mig din barbar" råbte hun og spyttede ham i ansigtet

Dooma var gået tættere på og måtte holde begge hænder for munden, for ik at afsløre sig selv ved at grine af hendes spytteri. Hun var da utrolig naiv og dumdristig, men det kunne han ikke lade værd med at beundre. "Fniiiis.." De før så kolde øjne, glædede med en barmhjertighed og beslutsomhed, han kunne ik bare lade et så sjovt væsen gå bort, for enden af en pistol. "Hvad er det i laver?" Han var gået frem og stod kun få meter fra de forvirrede og meget vrede mænd. Alle undtagen manden med spyttet i fjæset, pegede pistolerne imod ham. De vinrøde øjne slog fra de 5 høje mænd, til den lavere pige. "Du er godt modig.. Eller dumdristig...." Den højre hånd gled fra lommen i bukserne, til den maskuline hage. "Prøv at se om i franskermænd kan slå en højere end jer, ud."

Nika så på ham der lige var kommet over til flokken af soldater " Tja hvad skal man sige, jeg er jo et menneske ikke?" sagde hun koldt og grinte. Hun så på manden der havde spyt i ansigtet " Nej hvor er du bare smuk med det spyt i hovedet" sagde hun og grinte koldt " Vil du have mere?" spurgte hun og så ondt på ham. Nu ville det snart gå galt, hun havde skiftet om til sit andet jeg, sit morderiske og kolde jeg som allermest habde lyst til at dræbe, men hun gjorde det ikke, så dum var hun ikke

"Tss.. Og det giver dig ret til at være fuldkommen idiotisk anlagt?" De klare øjne udstrålede et klart mix imellem mobset fnysen og latter fra den menneskelige latter. "Og nu skal jeg rode trådene ud for dig.. Mennesketøs.." Han fjernede lidt af håret foran øjnene og tog en sten op i hånden, for at lege lidt med dem imellem fingrene. "Godt så, soldat med spyt i sit utroligt grimme fjæs, der faktisk burde være ulovligt grundet forstyrrelse af andres ellers dejlige syn, plat eller side?" Han så hverken til siden eller ligeud, hans røde og klare blik var rettet imod pigens hår, der svajede let i den stille men ensidige vind.

Nika så på manden der stod overfor dem " Jeg bestemmer selv hvordan jeg vil være din snob" sagde hun og gik over mod denne mand. Han skulle ihvertfald ikke bestemme hvordan hun skulle opføre sig, slet ikke nu hvor hun var sit andet jeg. Hun kom helt op til ham og så ham i øjnene " Ville du noget ?" spurgte hun og så vredt på ham. Hendes sorte hår sad foran hendes ansigt med blev fjernet af den rolige vind der nåede ned i metroen