Come and find me ~Decentra

T: 21.02
O: Skoven
V: Mørk med lidt vind.
S: Skoven.

Klokken var omkring 21 en aften, hvor Alcide var ude skoven, han følte ikke for at lave mad, så han havde bestemte sig for at jage i stedet for. Det var selvfølgelig i ulvform han havde tænkte sig at jage, andet ville være mærkelig når han ikke ville lave mad.
Han havde ikke fundet noget spændende I ny, han gik langsomt rundt i skoven. Han fik hurtigt øje på en burn kanin, der var aftensmaden. Han listede sig langsomt på alle fire, før han gjorde en spring mod kanin. Han kunne mærke den under sine poter, han tog hurtigt fat om nakken på den og brækkede den hurtig så den ikke havde smerter. Han smiler lettere for sig, altså et ulvesmil.

//Håber det er ok

Decentra havde besutted sig for at gå en tur i skoven. Mørket og den kølige vind havde fået hende til at blive opslugt i tanker og gik længere, længere væk fra den rute hun oprindeligt ville havde taget.
Da hun enlig kom tilbage til virkeligeheden, væk fra verdenen inde i hendes tanker, Kunne hun svagt høre noget og gik hen imod det.
Hun kom hen til stedet, tæt nok til at kunne se noget af en ulv, inde mellem træerne. Hun stoppede et stykke væk og betragtede ulven, af ren nysgerighed.

Alcide havde ikke lagt mærke til pige et stykke bag ham,  han begyndte at bide pelsen af kaninen væk. Den brune pels lå nu ved siden af ham, han brugt den ene pote til hjælpe med at få noget kød af så han spise det. Bare fordi at han var i ulveform kunne han godt spise 'pænt'. Han begyndte langsomt at spise noget af kød, helt stille og rolig. Han kunne godt lide smagen af kaninkød, og når det ikke var tilberedt overhovedet. Han vidste det havde noget med at han var ulv at gør. Han bevægede ørene langsomt for at lytte til forskellige lyde omkring ham. Han følte at nogen kiggede på ham, han kiggede op, og bagefter rundt om sig. Han kiggede på pigen som stod et stykke væk fra ham, han bevægede ørene uroligt.

Decentra tog nogle skridt til den ene siden så hun var mere synlig for ulven. Hun smilte svagt og løftede hånden forsigtigt op, for ikke at skramme den væk, hun vinkede akavet til den. Hun sænkede sin arm stille og roligt igen. ”bare lad som om jeg ikke er her, står bare og beundre dig..” Sagde hun lidt akavet. Hendes blå øjne fulgte opmærksomt ulvens bevægelser.

Alcide stod stille og vippede med ørene mod pigen. Han vidste ikke helt hvad han skulle gør, men hvad var der at gør? Løbe væk som et skræmt dyr? Det ville han bestemt ikke, han knurrede kort, før han vendte sig tilbage mod sin kanin. Han bevægede stadig ørene for en sikkerheds skyld, han vidste jo ikke om hun havde tænkte sig at komme tættere på. Men han begyndte langsomt og roligt at spise.