Come find me..

T: Lige omkring midnat. sådan nærmere betegnet 23:47.
O: Bølgerne og sandet, ikke meget andet desværre.
S: Stranden La Plage.
V: Lunt, selvom det er så tidligt på året.


Hazelin gik rundt ude i vandet, så bølgerne nåede hendes knæ. Hun havde valgt at tage en sort kjole på denne aften, den sad stramt om hende fra livet og opefter, så man tydeligt kunne se hendes fyldige barm, og løst indtil knæene,. Hun nød at det var ved at blive varmere, så kunne hun få lov til at gå i det hun ville igen, og så slap hun for at fryse når hun kom op af vandet. Den sorte kjole var en smule gennemsigtig, men ikke noget man rigtigt så, når det var mørkt. De havblå øjne hvilede mod de brusende bølger, og for første gang længe, befandt hun sig i en indre ro.
Noget kun vandet kunne give hende, var denne bestemte følelse, af at intet ondt i verdenen fandtes, og dog.. Hun vidste det jo udmærket. At det onde aldrig ville forsvinde, og når hun en gang forlod stranden, ville det blive med samme frygt, som når hun gik derned. Intet ville være forandret, og slet ikke for en som hende. Det var som om at folk fandt hende mere spændende, fordi hun var aspara, og hun vidste godt hvorfor. Mange folk ville gerne have en som hende under sig, en slave, der kunne lokke andre i fælder. Ligesom en sirene med deres sang, der lokkede sømænd i fordærv. Et ubevidst gøs løb gennem hendes krop. Hun skævede mod strandkanten, hvor hendes sorte ballerinaer lå, sammen med den lille læderjakke. Måske var det tid til at gå hjem igen.
Men som altid havde hun svært ved at forlade vandet, og hurtigt var hun gledet under det stadigt kolde vand. Det var ikke koldt for hende, tværtimod det var dejligt lunt. Efter et par minutter hvor hun havde været helt nede i vandet, kom hun op til overfladen, og gik ind mod strandkanten, for at ville hente sine sko. Så let som ingenting fik hun vadet til at forlade sit hår, og glide ned i havet igen.

Cameron følte sig i et underligt humør. Han var glad, men vidste ikke helt hvorfor. Midt om natten var han vågnet op, og havde så fået lyst til at gå en tur. Sikke dog en syg idé, men det havde ikke holdt ham tilbage. Han havde bare taget noget tøj, en jakke og nogle sko på. Så havde han låst sin lille lejlighed, havde stukket nøglen i lommen, og var så ellers bare begyndt at gå.
Han var endt ved en strand. Nå, sådan en havde de altså også. Det var utroligt hvor lidt Cameron egentlig vidste om byen, men han havde så heller ikke været her så længe. Det var begrænset hvor mange steder, han havde besøgt.
Helt præcist hvad klokken var, anede han ikke, men betød det egentlig noget? Et job havde han intet af, så han behøvede ikke stå op på et bestemt tidspunkt. Det var skønt, men havde også gjort ham lidt mere doven. Skønt han ikke ligefrem manglede penge, var det nok bedst, at finde sig et job snarest muligt.
Duften af havvandet, nåede Cameron. Han tog en dyb indånding og smilede derefter stort. Det var lang tid siden han sidst havde været ved havet. Og endnu længere siden han havde badet i det. Men det var sikkert for koldt til at gøre det nu. Det var også lidt underligt, at gøre det midt om natten. Månen var stort set det eneste, som oplyste området.
Cams blik faldt på en skikkelse ude i vandet. En kvinde, hvis ikke han tog meget fejl. Gad vide om hun var faldet i? Eller om hun bare kunne lide at bade om natten? Uanset hvad svaret var, blev Cams nysgerrighed vakt. Han satte kursen imod kvinden og stoppede op hende ved vandkanten. Hans sko skulle helst ikke blive våde. Hun var tydeligvis ikke faldet i vandet. Der stod et par sko i sandet, og ved siden af dem, lå der en jakke. Det var åbenbart en frivillig dukkert, hun havde taget sig. Hvor usædvanligt.

Hazelin så tænkende mod det sted, hvor hun havde efterladt sine sko og sin jakke. Der stod nu en fyr, og han så ud til at se mod hende. Hjertet begyndte at galopere af sted i brystet på hende, og hun måtte virkelig hive i sig selv, for ikke at lade sin nervøsitet stige for meget. Det sidste hun havde brug for nu, var at blive blind. Den dumme forbandelse. Den ødelagde det altid for hende, jovist blev hun meget bedre til sine magiske evner, men det var ikke videre fedt at være blind.
Til sidst gik hun videre op mod ham, hun skulle jo op af vandet før eller siden, ikke at det var noget hun havde lyst til. Tøvende stoppede hun ved siden af ham, og rakte ned til sin jakke som hun tog på. De havblå øjne hvilede opmærksomt på ham, hun var nød til at være på vagt.
“Hei?.. Det ikke særligt tit jeg møder nogen hernede.. Så sent, er du ude og gå en tur?” spurgte hun let og tog sine sko op i hånden. En spinkel bleg hånd gled op, og igennem hendes bølgede blonde lokker. Hun vidste ikke helt om han var typen der ville være alene, måske var det derfor han var ude så sent. For at slippe for alle mulige mærkelige typer. Men et eller andet sted, var det vel kun fair at spørge ind til ham, når nu hun stod så tæt på.
Hun fik vandet til at forlade sin kjole, så den ikke var helt så gennemsigtig som før. Svagt bed hun sig i læben, og lod blikket glide op mod månen. Det var så flot når månen spejlede sig i havet på den måde. Stod det til hende, var hun i vandet resten af sit liv. Men det gik heller ikke i længden, for fisk og tang, blev lidt kedeligt til sidst. Tøvende så hun tilbage på fyren. Der stadig stod og kiggede på hende, han virkede nysgerrig,. Idet mindste ikke forelsket, som de fleste andre gjorde. Både mænd og kvinder fik et fraværende blik, og en mærkelig trang til at røre ved hende. Hun vidste godt det ikke var med vilje, at det var den virkning hendes race havde på alle folk, men hun blev altid trist over det.

Cameron holdt øje med kvinden, da hun steg op af vandet. Allerede på den her afstand kunne han se, at hun var utroligt smuk. Næsten overnaturligt smuk. "Ja, det er jeg", sagde han og nikkede let. "Jeg vågnede og fik den særeste lyst til at gå en tur, så det gjorde jeg", han sendte kvinden et skævt smil. Det var en ret underligt forklaring, men den var sand.
Fordi det nu var mørkt, lagde han ikke specielt meget mærke til, hvordan hendes tøj og hår pludselig var tørt. Hvis han havde set det, ville det nok have skræmt ham en smule. I den seneste ting havde han set nogle ret skræmmende ting. Han havde også mødt forskellige væsener, som hørte hjemme i eventyr bøger, eller fantasy film. Der fandtes vel også magi, nu han tænkte over det. Var det mon kun i Terre, alle de her væsener fandtes? Eller kun i Frankrig? Eller var alle disse væsener virkelig spredt ud over hele verdenen? Hvordan havde han undgået at opdage dem? Det måtte da være åbenlyst, ikke sandt? Et lille suk undslap Cameron. Nogle gange tænkte han lidt for meget over tingene. Det gjorde ham forvirret og usikker.
Han kiggede kort ned i sandet under sine sko, inden han igen rettede de blå øjne imod kvinden. Hun var virkelig smuk, men han følte sig ikke forført af hende på nogen måde. Han var allerede forelsket i en anden. Måske var det derfor? Han anede det ikke.
"Jeg hedder Cameron", sagde han roligt, "Kald mig endelig Cam". Nu han var her, kunne han ligeså godt starte en samtale. Det var så sundt at snakke. Eller var det nu at grine, han tænkte på? Det gjorde ikke den store forskel. Selvom han faktisk næsten lige var sået op, så han ikke helt smadret eller forfærdelig ud. Det var sjældent han gjorde det. Det sorte hår sad i en lidt tilfældig frisure.

“Natten kan nogle gange gøre sære ting ved en.. Jeg får altid lyst til at bade når aftenen falder på.. Det bare ikke det klogeste. Ikke når man ser ud som mig, og går alene” hun sukkede og satte sig i det kølige sand. Det irriterede hende. For hende var der altid chance for at blive tævet eller voldtaget. Tæv var noget hun fik dagligt, og det var ikke altid hun gjorde noget for at få det, tit så fik hun det, fordi mænd der faldt for hende, havde en sjov ide om, at hun ville have sex med dem.
Let lod hun hænderne køre sit lange hår, om på ryggen. Det var en skøn aften, selvom hun slet ikke burde være ude lige nu. Hun burde for længst være gået hjem, men det var så dejligt at være ude. Og når alt kom til alt, havde hun ikke andet end den faldefærdige hytte at tage hjem til. Hendes race gjorde at hun ikke kunne få job, den ene gang hun havde haft et, havde stedet brændt ned fordi folk blev så sure på hinanden, om hvem der skulle have hende. Det skulle hun ikke risikere igen.
Hans stemme fik hende tilbage til virkeligheden igen, og hun så op imod ham, smilte lidt forsigtigt. “Rart at møde dig Cam, jeg hedder Hazelin, men du må gerne kalde mig Hazel” grinte hun og rejste sig, for at kunne se bedre på ham. Han så egentlig meget rar ud, men udseendet kunne sagtens snyde. Det ville ikke være første gang, hun havde troet en person var rar, også var vedkommende det slet ikke.
Tænkende lod hun hovedet glide på skrå, og så indgående på ham. Han virkede ikke til at være forgabt i hende, det var da altid noget. Men han virkede heller ikke som om han var menneske.. Mennesker var nemmest at påvirke. På den anden side virkede han heller ikke som nogen race, måske han var en blanding?.. “er du menneske?” spurgte hun efter et stykke tid i tavshed.

Da Cameron ikke helt vidste hvad han burde svare, lod han helt være med at sige noget. Det virkede egentlig som det klogeste. Gad vide hvad hun mente. Det var garanteret hendes skønhed, hun talte om. Den gav hende måske problemer på halsen? Cam havde ingen problemer med at forestille sig en masse mænd rende efter denne kvinde. Som små ivrige hundehvalpe. Kvinden så heller ikke specielt stærk ud. Gad vide om hun kunne forsvare sig?
Nej, hvorfor tænkte han nu på det? Han kendte hende ikke engang. Alligevel kunne han ikke lade være med at tænke over det. Sådan gjorde hans hjerne bare helt automatisk. Det var slet ikke noget han var herre over.
Han rystede lidt på hovedet af sig selv og kiggede ned på kvinden. Hun havde sat sig ned i sandet. Det måtte da være koldt. Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at sætte sig ned. Han sendte hende et sødt smil, da hun fortalte sit navn. "Hazelin", gentog han, "Det er et meget smukt navn, men jeg kan også godt lide Hazel". Cameron lod kort sit blik glide ud over havet. Hvor var det egentlig smukt om natten. Især den måde månen spejlede sig i vandet. Han havde før set det samme i søer, men ikke i havet. Det her var en helt anden oplevelse.
Hazelin snakkede, og Cameron kiggede tilbage på hende. "Åh..", sagde han stille og kløede sig lidt i nakken. "Ehm... Nej, det er jeg åbenbart ikke", han sendte hende et skævt smil. "Jeg er åbenbart halv dæmon", han trak let på skuldrene, som vidste han ikke helt hvad det indebar.

Hans pludselige stilhed morede hende en anelse, ikke fordi hun så ham som værende dum eller noget i den stil. Men han gjorde nøjagtigt det, de fleste andre gjorde. Lod være med at svare, når de blev usikre på noget. Når alt kom til alt var det nok også bedst. For man kunne nemt rode sig ud i problemer, hvis man sagde noget forkert. Det var ikke svært for hende at regne hans tanker ud, de var nok som alle andres omkring hende. At hun så svag ud, at hun ikke lignede en der kunne forsvare sig. Indrømmet, asparaer kunne som oftest ikke forsvare sig, men det kunne hun godt. Det havde hun været nød til at kunne.
“Jeg tror.. Du tænker for meget om mig allerede.. Selvom jeg er taknemmelig for at du sikkert bekymre dig for en ung kvinde som mig” grinte hun blidt og lod hovedet glide på skrå. Den blide vind hev i hendes lange blonde krøller, og hun nød den lette brusen fra bølgerne. Et smil hvilede stadig på hendes læber, idet han gentog hendes navn.
Blikket gled tilbage på ham, og smilet blev en anelse større, “Tusind tark.. Jeg kan nu også godt li dit,, det er ikke et man høre særligt tit..” svarede hun mildt, og rettede lidt på den sorte jakke.
Hun lyttede nysgerrigt da han begyndte at snakke igen, og bed sig tænkende i læben. Det måtte være skræmmende at finde ud af. At man var en helt anden, end man egentlig altid havde troet. “Det må være.. Svært? Jeg har en god veninde, som blev forvandlet til vampyr mod sin vilje, også fik hun en aftale med nogle dværge.. Nu er hun også dæmon.. det var ellers sjovt, de første par dage slog hun sig hele tiden, eller glemte at trække vejret” grinte hun lavt. “Hvornår fandt du ud af det?” spurgte hun nysgerrigt.

Cameron lo kort, da hun snakkede. Var han virkelig så nem at gennemskue? Tja åbenbart. Eller måske var hun bare god til at gætte tanker? Eller, måske kunne hun læse tanker? Det var en lidt skræmmende tanke. "Åh... Jamen, du gættede rigtigt", sagde han med et skævt smil. "Jeg kan slet ikke gøre for det", sagde han roligt. Sådan var han bare opdraget. Til at tænke på andre end sig selv, og bekymre sig for dem. Nogle gange også helt fremmede mennesker.
"Kan du?", spurgte Cameron lidt undrende. Det var ikke tit han hørte lige netop dén sætning. "Jamen tak da", fortsatte han med et lille grin. Navnet passede slet ikke til hans udseende, men det måtte man bare leve med. Desuden havde han boet i Frankrig hele sit liv, så det var vel ikke så underligt, at han hed Cameron.
Da Hazel snakkede videre, lyttede han, inden han nikkede. Dværge? Fandtes der nu også dværge? Utroligt... "Wauw, det må jeg nok sige", mumlede han næsten målløs. "Jeg har åbenbart en kusine, som er dæmon. Og eh... Hun fortalte mig det ligesom", han kløede sig lidt i nakken og kiggede ud over vandet. Det var meget underligt at vide, at han var halv dæmon. Hvad indebar det egentlig? Hvorfor skulle alting også blive så forvirrende og underligt lige pludselig? Det var meget nemmere før, da han slet ikke kendte til nogle af de her væsener. Hverken vampyrer, dæmoner, djævle eller dværge.. Underlig verden.

“Det okay.. Du skal ikke tænke på mig, jeg kan sagtens klare de tæv jeg tit får, det er bare sådan det er” svarede hun venligt med et skuldertræk. Langsomt bed hun sig i læben, og lod hånden løbe gennem sit blonde hår, inden at hun så mod havet. Det var pænt af ham at bekymre sig for hende, men hvis han skulle blive ved med det, ville han jo altid bekymre sig, og det syntes hun faktisk var lidt synd for ham. Svagt sukkede hun for sig selv.
“Hey… du skal ikke undskylde for at være bekymret, det sjældent man møder en som dig” sagde hun mildt, og lod hovedet glide en anelse på skrå, så tilbage på ham. Han var rar at snakke med, måske var det også fordi, at han ikke virkede helt forgabt i hende. Hun lyttede tavst til ham, da han snakkede igen, og nikkede mildt til ham, “Ja jeg kan godt li dit navn.. Det er virkelig specielt.. Der hvor jeg kommer fra, har jeg aldrig hørt det navn før” sagde hun med et tænkende blik, og bed sig en anelse i læben.
Blikket blev en smule undrende, da han virkede så forbavset over at der fandtes dværge. “Åh… du ved ikke så meget om andre racer? Ej undskyld.. For mig er det så naturligt.. Undskyld.. Jeg er Aspara, en nymfe, vand nymfe nærmere betegnet, det var derfor jeg gik rundt ude i vandet. Og måske oz derfor du har følt dig underlig da du så mig” sagde hun undskyldende og kløede sig lidt i nakken.

Camerons øjenbryn fløj i vejret, da hun sagde, at hun fik tæv. Hold da kæft. Var det ikke at gå lige lovlig meget over stregen? Hvis de mænd så bare nøjedes med at rende efter hende som små hvalpe, ville det ikke være så slemt. Men hvis de ligefrem tæskede hende. Sådan nogle svin... Han mærkede en vrede boble inde i brystet. Hvem i alverden gjorde sådan noget?
"Hold da kæft mand", sagde han stille. "Tæsker de dig?". Cameron kendte ikke Hazelin, men han følte alligevel en form for beskyttertrang. Det kunne være utroligt upraktisk i visse situationer. Især fordi han ikke var specielt god til at slås. Det endte somregel med et par skrammer, eller politiet indblanding. Ikke videre praktisk.
Hun snakkede videre, og Cameron trak let på skuldrene. Måske havde hun ret. "Nå? Hvor kommer du da fra?", spurgte han nysgerrigt. Cameron var da et meget almindeligt navn, var det ikke? Det havde han altid selv troet, men måske var det i virkeligheden ikke.
Kort lod han blikket glide ud over havet. Det var så smuk. Han havde dog ingen problemer med, at høre hvad Hazel sagde. Cameron lod hende tale færdig, og ventede et lille stykke tid, inden han besluttede sig for a svare. "Det går nok", sagde han roligt og sendte hende et lille smil. Vand nymfe? Hvor lød det bare... helt utrolig nuttet. "Aspara", gentog han og kiggede tænkende på hende. Ja, det forklarede så den følelse han havde fået, da han kiggede på hende. Måske satte ægte kærlighed en stopper for det?

Hun smilte lidt forsigtigt, og lod hænderne løbe gennem sit lange blonde hår. “Som oftest ja.. Nogle mere end andre, jeg ved ikke helt hvorfor.. Men i det mindste plejer jeg at vinde over dem.. Det bare.. Irriterende” sukkede hun opgivende. Og smilte venligt til ham, han skulle ikke få det dårligt pågrund af hende. Det irriterede hende rigtigt meget at mænd havde den tanke hun bare skulle gøre som de sagde, når de sagde det. Sådan var hun slet ikke.. Hun var vant til at være fri, gøre som hun gerne ville.
“Jeg kommer fra en lille landsby der er meget.. Middelalder lignende.. Der er mange regler.. Og mange straffe hvis man ikke gør som der bliver sagt” sukkede hun og rystede lidt irriteret for sig selv. Langsomt smilte hun til ham, og pillede ved sin jakke, det hele var lidt spøjst, det var første gang nogen blev så bekymret for hende, uden rigtigt at kende hende.
Hun smilte lidt “Men det virker svagere på andre væsner, det nok derfor du næsten er gået fri” sagde hun tænkende og så på ham, “Jeg plejer at få almindelige mennesker til at blive helt væk i mig, men du virker.. Afslappet, omkring mig, det faktisk rart.. Og hvis man er forelsket i en anden samtidig, virker min falske forelskelse heller ikke naturlig, jeg kunne se du undrede dig, så du havde nok allerede undret dig” sagde hun smilende og bed sig en anelse i læben. Hun havde lagt mærke til han havde undret sig, og det betød han havde bemærket følelsen, men alligevel fundet den for mærkelig til at overgive sig til den.

Cameron nikkede langsomt. Det var et lyspunkt i alt det mørke. Hun kunne forsvare sig selv. Og vandt. Vidunderligt. Så behøvede han måske ikke bekymre sig så meget? Jo, det burde han. Det var ikke meningen kvinder skulle kæmpe imod perverse mænd. Sådan skulle verden bare ikke være. Det rystede ham en smule, at det rent faktisk var sådan nogle steder.
Da hun gav sig til at snakke igen, lyttede Cameron opmærksomt efter. Han var nysgerrig efter at kende svaret, og det var også derfor han havde spurgt hende. "Åh.... Det lyder lidt... eh.. ja..", han bed sig lidt i læben. Det var svært at finde et svar, til det hun havde sagt. 'Straffe', havde hun sagt. Det lød ikke ligefrem specielt behageligt. Gad vide om hun nogensinde var blevet straffet? Nej, det ville han ikke spørge om. Hvis hun endelig var, ønskede hun garanteret ikke at tale om det.
Cameron kløede sig lidt i nakken, imens han betragtede Hazel. Hun snakkede igen. Hvor var det rart at tale med en. Hvis han først var kommet i gang, kunne han snakke i flere timer. Sjældent delte folk hans synspunkt.
Smilet på hans læber voksede sig større. Så havde han haft ret med hensyn til forelskelsen. "Jeg er forelsket", sagde han med et skævt smil. "Men du plejer at fortrylle alle mulige andre? Hvorfor fortryller du dem så bare ikke til, at lade dig være?", spurgte han lidt undrende. Gad vide om den sætning lød ligeså kringlet for hende, som den gjorde for ham.

Hazelin smilte lidt og trak ganske svagt på skuldrene. “Jeg ved godt der ikke er så meget at sige til det.. Hvad siger man til at der foregår afstraffelser på folk der ikke retter sig efter regler.. Der er ikke noget at sige rigtigt.. De kan piske mig nok så mange gange for at få mig til at makke ret, men det vil ikke nytte noget” sagde hun let, og gik langsomt hen til vandkanten. Hun lod en hånd glide ned i det kølige vand, idet hun tog den op igen, var det som om at en vand stråle fulgte med, så der nu var en vandstråle fra vandet og op i hendes hånd. “Har du egentlig magiske evner? Eller har du ikke opdaget dem endnu?” spurgte hun nysgerrigt og så om på ham.
Et grin undslap hendes læber, idet han sagde han var forelsket, så havde det været derfor følelsen hun havde frembragt, undrede ham. Svagt bed hun sig i læben, og betragtede strålen af vand der snoede sig om hendes fingre. “Jeg kan kun få folk til at gøre som jeg vil, hvis de er forelskede nok.. Men ikke at lade mig være.. Det ligger ikke i min fortryllelse desværre” sukkede hun og så om på ham igen. Han virkede venlig, og kunne sikkert blive en rigtigt god ven.
“Bor du langt herfra?.. Jeg mener det er sjældent folk vælger at gå til stranden så sent på natten, medmindre de bor tæt på?” smilte hun glad, og lod vandet falde tilbage i havet. Hun gik tilbage til ham, for at vise at hun stadig gerne ville snakke med ham. Det var længe siden hun havde slappet sådan af med en. Det var rart ikke at være bange for han slog hende, desværre havde hun allerede ar på sjælen af det, og pludselige bevægelser fik hende til at fare sammen.

Piske? Wow, det var hårde sager det her. Hvor måtte det være forfærdeligt at bo sådan et sted. "Er du vokset op i den by?", spurgte han stille og nysgerrigt. Der var et eller andet over Hazelin, som fik ham til at spørge. Han ville gerne vide en hel masse om hende. Bare alt. Det var sjovt nok ikke hendes udseende, fortryllelse eller noget af alt det andet magiske halløj. Nej, det var bare hendes person. Hun virkede utroligt sød og venlig.
De blå øjne hvilede på Hazel, da hun gik hen til vandet. Havde hun nu tænkt sig at tage endnu en dukkert? Han blinkede lidt overrasket, da han så, hvad hun havde gang i. *Hold da op*. Det så ud som om hun kontrollerede vandet. Men nu havde hun så også sagt, at hun var en vandnymfe. Måske var det bare noget de kunne.
"Ikke så vidt jeg ved", sagde han og kløede sig lidt i nakken. "Og dog... Mine øjne har det med at skifte farve, men jeg ved ikke, om det tæller som en evne", han lo kort af sig selv, dels for at skjule sin usikkerhed, og dels fordi det lød utroligt dumt. Men det gjorde de altså. Hans øjne skiftede af og til fra næsten sorte til blå.
"Det var ærgerligt", sagde han stille og kiggede kort ned i sandet, inden han igen løftede blikket og kiggede igen tilbage på Hazel ved vandkanten. "Jeg bor i Terre", svarede han med et lille smil. "Egentlig gik jeg bare en tur, og så endte jeg her", han trak lidt på skuldrene og sendte hende endnu et smil, da hun kom tilbage til ham.

“Jaa jeg har boet der hele mit liv.. Indtil jeg stak af, jeg ville ikke gifte mig med den der var valgt til mig, også havnede jeg her.. Og her føler jeg mig helt tryg.. Jeg elsker at være her, det er virkelig dejligt at være et sted, hvor man føler sig hjemme” sagde hun smilende og så frem for sig. Hun bed sig en anelse i læben. Hun nød at kunne gå ned til stranden når hun havde brug for det.
Langsomt så hun ham i øjnene, hun rettede lidt på en tot hår der generede hende. “Virkelig? Du har sikkert nogen.. De dukker nok op med tiden.. Jeg har aldrig mødt nogen der ikke vidste de var noget.. Men det med dine øjne lyder sejt.. Er det sådan noget der sker når du føler noget bestemt? Sådan at de skifter efter humør?” spurgte hun nysgerrigt, og smilte venligt til ham. Han fascinerede hende en hel del, måske oz fordi han var så sød ved hende.
“Nei det okay.. Det er ikke noget du skal tænke på” svarede hun mildt og strøg venskabeligt hans arm lidt, det var pænt af ham at bekymre sig for hende,. Men det ville virke meget mærkeligt at sige til ham, når hun ikke rigtigt kendte ham endnu. “det er også dejligt at gå rundt for sig selv i sin egen verden.. Jeg går altid herned når jeg har brug for at være alene. Bølgerne gør mig meget mere rolig.. Måske er det fordi jeg er tiltrukket vandet.” hun trak tænkende på skuldrene, og begyndte at gå væk sammen med ham. “Skal du hjem nu så?” smilte hun stille.

"Åh.. Så du har været forlovet?", spurgte han lidt undrende. Hazelin virkede ikke så gammel, faktisk lod hun til at være på samme alder som ham selv. Omkring de 20. Men måske blev de forlovet i en tidelig alder, i den by hun kom fra? Hun havde jo sagt, at den var lidt middelalder agtig, så det var ikke helt utænkeligt. Han sendte hende et blidt smil. Det var da godt, det hun følte. Hvis den her by lige var byen for hende, var det jo bare super. "Jeg ved lige præcis, hvad du mener", sagde han blidt.
Han lo blidt, da hun snakkede videre. Hvor var hun bare sød. Han førte den ene hånd op foran sin mund, for at dæmpe grinet lidt. "Undskyld, undskyld, jeg griner ikke af dig", sagde han, fortsat grinende. "Du lyder bare så sød". Han blev ved med at le i et lille stykke tid, inden han var i stand til at svare hende. "Mine øjne skifter når de selv vil", sagde han med et skævt smil. "Jeg har absolut ingen kontrol over det". Det gjorde det bare en smule mere underligt. Hvis de havde skiftet efter hans humør, ville det måske have været lidt mere normalt, men det gjorde de altså ikke.
"Er det en vandnymfe ting?", spurgte han nysgerrigt og lagde hovedet let på skrå. Måske havde vand bare den effekt på hende. Eller var det kun bølgerne? Argh, så mange spørgsmål, og så lidt tid.
Da hun begyndte at gå, fulgte han hurtigt efter hende. "Om jeg skal hjem? Ikke hvis jeg kan snakke med dig", han blinkede drillende til hende.

“Jaa.. Men ikke med min gode vilje.. Men ja jeg var forlovet.. Med en idiot der syntes kvinder skulle gå derhjemme og gøre alt for at tilfredsstille ham..” mumlede hun lavt, og trak en anelse på skuldrene. Det var mærkeligt at snakke om, men af en eller anden grund virkede han ikke som om at, han havde noget imod det. Han virkede… venlig.. Som en der kunne blive en rigtigt god ven, fordi han var så nem at snakke med.
Et svagt grin forlod hendes mund, idet han begyndte at grine. Hvor havde han egentlig et venligt grin. Da han så begyndte at undskylde, rystede hun mildt på hovedet af ham, “Lyder jeg sød?.. Ej det ved jeg nu ikke rigtigt” grinte hun glad og holdt en anelse om sig selv mens de gik. Hun lyttede nysgerrigt da han begyndte at snakke igen, og lod hovedet glide på skrå. “Jeg har aldrig mødt en hvis øjne skiftede farve” sagde hun smilende og virkede stadig ret så nysgerrig.
Hun så mod havet, og smilte lidt genert for sig selv, pinligt at blive taget i sådan noget, i at se så drømmende på havet. Men hun kunne ikke lade være, det hev i hende når hun kiggede væk. “Jaa.. Det er som.. Noget man ikke kan leve uden, og hver gang jeg er i nærheden af det føler jeg mig helt rolig.. Jeg elsker vand..” smilte hun og så på ham. Grinte glad for sig selv og rystede på hovedet, “Snakke med mig? Jeg har ingen steder at gå hen, så selskab er altid rart” drillede hun legende, og lod hovedet glide på skrå.

Cameron løftede det ene øjenbryn. Den mand hun havde været forlovet med, lød ikke ligefrem venlig. Han lød faktisk ret dikterendd og gammeldags. Sådan var alle mændene måske i den by? Ud fra det Hazel havde fortalt, var det ikke en by han ville besøge frivilligt. "Jeg er glad for, at du slap ud af det", sagde han stille.
Mon han havde fundet sig en ny kone? Stakkels hende... Sikke da et liv at have...
Et drillende smil blev sendt til Hazel, da hun kommenterede hans udsagn. Han svarede ikke på det, men smilede bare. For hun var jo sød. De fleste personer han havde mødt i Terre, var ret flinke. Heldigvis havde han endnu ikke mødt nogle direkte uvenlige eller onde folk, og sådan måtte det også gerne helst forblive.
Det næste hun sagde, undrede ham lidt. "Virkelig?", mumlede han. Cam havde vel næsten håbet, at hun ville fortælle om alle mulige andre, hvis øjne skiftede farve. Men nej. Hun kendte ingen. Utroligt... Udover det, virkede hun også ret nysgerrig. Det ærgrede ham derfor, at han vidste så lidt om det.
Cameron havde aldrig tænkt over, at man kunne have det sådan med vand. Men det kunne man åbenbart. "Vidunderligt", sagde han glad "Så har jeg muligheden for at lære dig lidt bedre at kende", han lo kort af sig selv og kiggede ud over vandet.

Hazelin smilte lidt forsigtigt til ham. “Det er jeg også.. Jeg har været på flugt længe men.. Det her sted det.. Der er noget specielt over det, og jeg føler mig hjemme her, derfor bliver jeg.. Så længe jeg kan i hvert fald” sagde hun tænkende og betragtede ham for en stund. “Jeg har hørt dæmoner har et element der er specielt nemt at styre for dem.. Måske finder du ud af dit en dag?” spurgte hun opmuntrende, og lod hånden løbe gennem det blonde hår.
“Jeg har jo ikke kendt så meget til andre racer.. En fyr jeg er ret vild med, er isdæmon, men han er ikke som sådan kold.. Det undrede mig meget i starten. Og jeg har mødt en vampyr, som sys jeg er skønheden selv, fordi jeg er vandnymfe og han elsker havet, men han vil ikke bide mig.. Han siger blod fra nymfer kan være giftigt i nogle tilfælde for vampyre” sagde hun smilende og holdt om hans arm mens de gik langs vandet. Han virkede som en god ven, hun ville nok ikke forstille sig der skulle være andet end venskab mellem dem, måske var det også derfor hun var afslappet sammen med ham. “Hvor længe har du været her?” spurgte hun efter et stykke tid.
Hun grinte og rystede lidt på hovedet af ham, “Vil du gerne lære mig at kende? Jeg er jo bare.. Mig?” smilte hun let, og bed sig i læben, stoppede op da de nåede til foden af en bakke og en sti, der førte væk fra stranden, og ind mod byen.

Cameron nikkede langsomt. Det virkede som en utroligt god grund til at blive. Hvis hun var så vild med det her sted, ville det være dumt at forlade det.
"Hmm? Virkelig?", spurgte han tænkende. Et element... Det ville være sejt. Så kunne han måske styre vandet, ligesom Hazel. Eller jorden? Eller måske luften, eller ilden? Det ville være stort...
"En isdæmon?", spurgte han interesseret. Så det kunne man altså også være? Okay så. "Jeg aner virkelig intet om andre væsener", sagde han med et grin. "Hvis du vil, ville jeg da blive glad for at høre noget mere. Det er utroligt spændende", han sendte hende et sødt smil. Hvis Hazelin kunne fortælle ham lidt mere om de forskellige racer, slap han også for at føle sig så lost hele tiden. Desuden havde han ingen anelse om, hvad kendetegnene for de forskellige racer var. Ret upraktisk.
"Hvad mener du? Her i byen, eller her ved stranden?", spurgte han roligt og sendte hende endnu et smil. Da hun havde talt færdig, rystede han let på hovedet samtidig med, at han lo. "Hazel altså... Det er jo netop fordi du er dig, at jeg gerne vil lære dig at kende", han stoppede op, da hun gjorde, og vendte sig imod Hazel. Forsigtigt løftede han sin hånd og lagde den ovenpå hendes hoved. "Fortæl mig lidt mere om den isdæmon du er vild med", sagde han smilende.

“Ja det har jeg i hvert fald hørt.. En af mine veninder er en ilddæmon, hun er bare ikke glad for vand” sagde hun tænkende og så ham i øjnene, hun smilte venligt til ham, og så mod byen. Vidste ikke helt om han ville med til byen, eller tilbage af stranden. Selv havde hun jo ikke noget sted at bo, så hun var lidt ligeglad med hvor de skulle hen.
“Jaa han er isdæmon.. Det ret sjovt, han laver ting ud af det vand jeg frembringer” smilte hun med et tænkende blik og nikkede mod byen. “Vil du med til byen? Jeg bor der ikke, men det ville være rart bare at gå lidt videre” smilte hun ganske svagt, og holdt om hans arm.
Hazelin trak på skuldrene “Jeg ved ikke rigtigt så meget endnu er jeg bange for.. Er det en aspara kan du mærke det, ved at det føles som en forelskelse når de kigger på dig, vampyre trækker ikke vejret.. Det kun de ting jeg ved” sukkede hun, og rettede på sin jakke. Hun vidste nok ikke meget mere end han selv gjorde, måske fordi hun aldrig havde forstået at der fandtes andre.
“Jeg mente her i byen?” spurgte hun efter en stund, og smilte så lidt genert for sig selv, da han spurgte ind til isdæmonen hun havde snakket om. “Han er helt fantastisk.. Første gang vi mødtes fik jeg væltet ham i vandet, og så gik vi langs vandkanten her faktisk.. Vi har snakket om at jeg skal flytte ind til ham. Han kigger på mig, som om jeg var den eneste pige han så i verden.. Jeg har aldrig været vild med nogen før men det er jeg godt nok nu” sukkede hun smilende. Hun så¨ham i øjnene. “Hvem er du vild med? Fortæl mig om den person?” sagde hun glad.

"Ilddæmon", gentog han med et tænkende udtryk i ansigtet. "Sejt", han smilede skævt. Tænk at styre ilden. Vildt! Hov... Var det ikke det, som Yuuki kunne? Hvad var det nu hun havde sagt? Hun kunne manipulere med den, men ikke frembringe den.. Var det ikke sådan, det var blevet sagt?
Cameron lo blidt, da Hazel snakkede videre. Det lød underligt romantisk, det hun sagde. Men på samme tid ret sjovt.
"Ja, lad os bare gå den vej", sagde han roligt og begyndte igen at gå.
Det næste hun så sagde, slugte han råt. Alt det hun kunne fortælle, var nyttig viden. Vampyrer trak ikke vejret. Det var præcis ligesom i alle de forskellige bøger han havde læst. Så stoppede deres hjerter måske virkelig med at slå? Og de blev helt kolde? Det nyttede ikke noget at spørge hende, hvis hun alligevel ikke kendte svaret, så han lod være.
"Puh... Det er et godt spørgsmål", sagde han med et skævt smil. "Jeg har ikke helt styr på det, faktisk", indrømmede han.
"Den isdæmon lyder rar", sagde han blidt og sendte hende et smil. Det lød som en perfekt kæreste. Hvis de altså var kærester. "Vil du virkelig gerne høre om min person?", spurgte han med et grin. Han gav hende ikke muligheden for at svare, men fortsatte bare sin talestrøm. "Han hedder Mahieu, og er på min alder. Så vidt jeg ved, er han ikke noget specielt, udover et menneske. Men han er virkelig bare fantastisk. Jeg har længe været forelsket i ham, men så rejste han. Forleden mødte jeg ham tilfældigt i parken, og der skete... ting og sager", han rødmede lidt, men prøvede at skjule det ved at grine. "Han er også forelsket i mig, viser det sig", sagde han glad.

“Jaa som vampyr, kunne hun styre ilden, og nu er hun så heldig, at efter hun blev dæmon, har hun fået evnen til at styre jord også så vidt jeg husker. Men hun er ikke å god til det endnu, det kræver jo øvelse.. Måske kan jeg hjælpe dig med at se om din evne er vand?” spurgte hun glad, og rettede lidt på sin jakke. Hun holdt om hans arm og så rundt.
“Vampyre er også iskolde.. Og har som oftest røde øjne, men de kan godt have andre farver. Det kommer an på hvor erfarne de er med magi, min veninde kunne få sine øjne grønne, men ikke så længe af gangen. Og når nu man har problemer med at folk alligevel kan mærke man er vampyr når man er kold. Er det ikke altid en fordel at kunne. Det så romantisk, hun satte sit liv på spil, for at kunne blive dæmon, og dermed være sammen med ham hun elsker. Et rigtigt eventyr ikke?” smilte hun glad og så ham i øjnene.
Hun lyttede da han begyndte at snakke igen, og lod hovedet glide på skrå. “Han lyder også meget sød ham du er vild med, ham vil jeg gerne møde en dag” sagde hun glad, og grinte for sig selv, hun så mod byen da de begyndte at gå ind i gaderne. Det var egentlig et okay sted, hvis man bare sørgede for ikke at være helt alene altid. Og sørgede for ikke at være alene i mørket. Det havde hun lært.
“Hov.. Vampyre’s hjerte slår heller ikke.. “ sagde hun efter en stund og så mod himlen mens de gik. Hun vidste ikke helt om det var til nogen hjælp for ham, men hun håbede da på at kunne hjælpe ham. Bare en lille smule. Det var jo heller ikke fordi hun vidste så meget mere end ham.

Cameron nikkede langsomt. Ret forbløffet var han. Tænk at styre både jord og ild. Det virkede helt eventyrs agtigt. Men på den anden side, havde ret mange ting virket eventyrsagtige her på det seneste.
Han kiggede over på Hazel med store øjne, da han hørte hendes forslag. "Gider du virkelig det?", spurgte han undrende. Det ville være rart at vide, om han havde nogen som helst kontrol over vandet. Og hvis Hazel kunne hjælpe ham med at finde ud af det, så var det jo bare fint.
Igen nikkede Cameron. Jo, det lød faktisk ret romantisk. Og spændende. "Wauw", sagde han med et grin. Kunne vampyrer også skifte øjenfarve? Det måtte være ret praktisk i visse situationer. Men som Hazel også havde sagt, så afslørede deres kulde dem vel.
Han lo kort, da Hazelin sagde, at hun gerne ville møde ham. "Vi kan måske finde ud af noget", svarede han glad. Faktisk gjorde det ham en smule stolt at kende Mahieu, når folk ligefrem gerne ville møde ham, blot ud fra den beskrivelse han havde givet. Eller... folk og folk... Indtil videre var det jo kun Hazel.
"Ved du hvad? Det tænkte jeg faktisk også på", sagde han lettere eftertænksomt. "Græder de så også blod, ligesom i alle de bøger jeg har læst?", spurgte han nysgerrigt og kiggede igen over på Hazel. Det var egentlig utroligt så meget hans blik flakkede. Fra vejen til Hazel, og byen, til Hazel, og til himlen.

Hazelin smilte til ham mens de gik, det var rart at gå og snakke med ham, uden at han virkede irriteret eller noget. Fordi han havde travlt. Men han virkede til at være ligeså afslappet som hende, denne dejlige aften. Kølig, men dejlig. Det generede hende ikke, at der var koldt.
“Ja med glæde, jeg vil gerne prøve at se om du kan noget med vand, det kunne være virkelig sjovt” smilte hun glad,. Og rettede på sin jakke, hun så på ham, og bed sig i læben, “Tænk hvis du var vanddæmon.. Kunne det ikke være sjovt?” grinte hun for sig selv, og så tænkende mod himlen. Hun kunne huske noget om en vanddæmon, som hendes veninde var sammen med. Han var blevet grøn og fik fiskeskæl overalt på kroppen, når han rørte vand.
“Ja det kunne være fedt.. Alsa at finde på noget du ved,.. Men.. Jeg ved ikke helt hvad, for jeg har ikke nogen penge, så vi kan ikke rigtigt være andre steder end her” mumlede hun undskyldende. Hun var stadig ret så flov over det, men det var bare for farligt for hende, at finde sig et arbejde. For slet ikke at snakke om risikoen for arbejdspladsen.
“Hm… det tror jeg ikke nej.. Så vidt jeg forstod på min veninde, har de ikke vand i kroppen, så de danner ikke tåre.. Men min veninde græd aldrig.. Måske hvis de virkelig virkelig er kede af det?” spurgte hun med et tænkende udtryk i ansigtet. Hun havde faktisk aldrig tænk over det, men det kunne da godt være.