Built it myself (Alessa)

Alessa fulgte ham med ind til bordet. Hun tog et skridt tilbage og fulgte spændt med i enhver af den yngre engels bevægelser. Energien, der sprang fra hans krop, var så genkendelig og samtidig så anderledes fra, hvad hun før havde mærket. Sidst havde denne energi været fyldt med et ældgammelt mørke, men nu.. Lyset, renheden der sprang fra ham nu var en helt anden. Hun følte endnu et stik af glæde ved at mærke det. Jo, hun vidste han var genfødt ind i renhed, men hver gang hun mærkede eller oplevede noget fra ham, der konstaterede denne himmelske renhed, følte hun blot en glæde ved at kunne få det bekræftet igen.
Hendes tanker kom tilbage til virkeligheden, dog med et smil efterladt på læberne fra tanken, og hun så, hvordan bordet langsomt forsvandt under hans hænder sammen med det mørke segl der lå omkring det ellers så smukke bord.
De gråblå øjne fulgte nysgerrigt med, da han begyndte at rode i asken, og langsomt gik det op for den ældre engel, at der var gemt noget af en vis størrelse deri. Den nu så smukke og ungdommelige engel kom hende nærmere og de blonde øjenbryn røg interesseret længere og længere op i panden. Jo mere han sagde, desto større nysgerrighed tændtes i de vidende øjne. En ivrighed sås, da hun rakte ud mod tavlen, og bevægelserne var nærmest, som havde hun fået rakt et spædbarn.

"It is.. This is an amazing gift. You do me much honor, Khá."

Øjnene så taknemmeligt ind i hans et kort øjeblik, før hun forsvandt ind i sin egen viden, og distræt blot satte sig ned på gulvet i skrædderstilling, hvor hun havde stået og verden forsvandt omkring hende. Blikket og fingrene søgte over tavlen med en respekt og en iver, som kun sås hos de færreste.

Et kvarter gik, hvor hun helt glemte hans tilstedeværelse i rummet, var kun optaget af tavlen. Først da hun havde fået et grundlæggende overblik over, hvad der stod på tavlen og fik konkluderet at hun altid kunne bruge en aften på den senere.

Blikket vendte tilbage til nutiden og hun så op på Khá fra gulvet med et skævt smil på læben. Hun var ikke flov over den måde, hun var "forsvundet" på, for hun vidste, at han ville forstå hendes iver over ny viden, og endda så særlig viden.

"The vikings? Ohh, yeah of course. I lived with them for a time in the ninth hundred. Without knowing it, they needed my help due to demons making deals in disguise of their gods. People might not understand that an angle lived with heathens but they were innocent humans as well. I was with them until I was wounded in a battle. And got.."

Her gik det op for hende, at hun stadig sad nøgen på gulvet. Noget der fortalte om, hvor afslappet hun var i hans selskab, at hun ikke følte sig blufærdig. Hun smilede og lod hånden glide ned over arret, der løb hele vejen ned over den højre side af hendes ribben og næsten helt ned til hoften.

"And got this. I was young and as a reflex my wings burst out for protection. They thought me a valkyrie and used all the ressources they had to keep me alive. They are the reason I survived and for that I will always be grateful. But I had to leave them afterwards, since they could not know my true origin. I only saw descendants of their House again in the battle of Hastings. It still makes me sad to know, that I could not interfere and saw them loose. But I managed to help Óláfr, son of the Norwegian King Haraldr, back home after he survived the battle. He later became king of Norway together with his brother.This was the last of saw of my viking brethren."

Hun udtalte stadig deres navne på oldnorsk, nok mere af vane end noget andet. Man kunne tydeligt se, at hendes tanker vandrede tilbage i tiden med ordene. Det var nok de færreste engle, der havde levet med vikingerne, men hun var glad for, at hun var blevet sendt dertil for at bekæmpe deres dæmoner, at hun havde mødt så stolt et folkefærd.

Efter at have givet hende tavlen, satte han sig afslappet tilbage i den store tronstol. Han lignede en tilfreds konge der så hvor heldig han egentlig var med sit kongerige. Det han egentlig sad og var tilfreds over var at se den glæde hun udstrålede over at se tavlen. Han lod hende bruge alt den tid hun overhovedet ville på at undersøge den. Hun var jo lige så glad for ny viden som han var. Hans stemme var rolig og nærmest kærlig: "Honour is not the motive here my dear...."

Da hun begyndte at fortælle om sin tid ved vikingerne, satte han sig selv ned på gulvet i Lotus-stilling og lyttede meget interesseret. Det var en rigtig fascinerende historie hun havde. Han fik selv nogle lidt utydelige flashbacks til de kampe han selv havde været en del af. Desværre var det tydeligste minde nedbrændingen af en del af Rom, eller da Arcana-Sanctum faldt. Begge to hvor den store fjende havde været ham selv. Ting han ville kæmpe mod skete for nogen

Han sukkede og så på hende med nysgerrige øjne inden de lune ord lød: "It must have been amazing.... I have never met Vikings myself but i hear it is nigh impossible to meet such proud warriors elsewhere. I remember Queen Victoria and i discussing such tales. You never cease to amaze me dear Alessa"

Et smil bredte sig over det fine og dog så markerede ansigt. Smilet fik hende til at se meget yngre ud, end hun var, selv de så vidende øjne fik en ung, livsglad glød.

"But honour you do me none the less, darling."

Da han kom ned på gulvet til hende, lagde hun tavlen uendeligt forsigtigt fra sig ved siden af dem, som var hun ved at lægge et spædbarn til ro. Hieroglyfferne var ikke udfordrende at læse. Hendes engle baggrund gjorde, at hun kunne tale og læse ethvert menneskeligt sprog, men den nærmere betydning at teksten måtte hun nærlæse senere.

Talen om vikingerne fik hende selv til at tænke tilbage på de få større slag, hun havde deltaget i. Hun havde overværet en del kampe og havde været en del på slagmarken, men hun havde aldrig deltaget på den måde, som andre normalt deltog. At slå mennesker ihjel gjorde hun ikke.

"They wew proud indeed. Their religion almost made them fearless of battle due to their beliefs of rising to Valhalla if they died in battle. They were an amazing, stong people despite their brutality.

Pludselig bevægede hun sig og kravlede den korte afstand over til den unge engel, som hun langsomt skubbede ned på ryggen fra hans siddende stilling. Her kravlede hun op på hans hofter med sin endnu nøgne krop, lænede sig på sine albuer på hver side af hans skuldre og kyssede ham længe og intenst, før hun igen så på ham.

"But I am not the only one who baffles. Beside your atrocious deeds I know you have meet exciting people, even some that I have not."

Selvom noget af hans fortid var overskygget af kaos og mørke, så udtalte hun det blot som var det fakta og ikke nødvendigvis som så hun ned eller negativt på ham af den årsag. Det var nu bare engang sådan fortiden var.

Han sad og tænkte på da han var en del af slaget der nedbrændte en del af Rom og tiden op til. Han var blandt andet kaldt for Nazisternes Masseødelæggelsesvåben. Det var rigtigt at han var et frygtindgydende våben i sig selv, men der hvor mange tog fejl var at han ikke som sådan havde en tilknytning til Nazisterne men brugte dem der imod til egne formål. Det var lidt underligt hvordan så frygtelige mennesker kunne bringe et smil på hans læbe endnu

"The Nazi's were a strange group. All of them had a fanatic determination towards some goal. For some of them it was power. Others just fought to come home to their families. And their 'Thule-society' was no exception on that point. Rome was attacked to aquire relics. I even caught a glimpse of 'The Spear of Longinus' in that battle"

Han satte sig på knæ omme bag hende og begyndte at massere hendes skuldre langsomt og fast. Det var ikke helt til at sige om det var fordi han vidste noget om det eller han bare følte for at kærtegne hende, men han masserede helt rigtigt. Der var nok en gammel viden han ubevidst brugte. Stille lænede han sig ned og kyssede hendes hals et par gange. Han nød hende og hendes selskab virkelig meget.

Imens han fortsatte massagen, sagde han: "It's funny how the Nazi's tried to steal concepts from the Vikings. The entire idea of having Aric blood, has nothing to do with blond hair and blue eyes. It is about being tall, strong and tough like people of the North. They even tried to use the Aesir as their gods"

Hun havde selv fulgt ham på afstand i den tid, hvor han havde med nazisterne at gøre, og kunne tydeligt huske hans kaldenavn fra dengang. Det var på ingen måde et opmuntrende navn, og bare ved tanken steg billeder frem af de ødelæggelser han havde forsaget. Et lille stik af ærgelse, skuffelse over hans medvirken til ødelæggelsen af Rom, føltes kort, men hun smed hurtigt fornemmelsen væk. Det nyttede ikke noget at holde ham op på gamle fejltagelser, det kom han ikke videre af.

"Some of the followers of the NSDAP were true believers, others, as you said, just followed so the Party would not turn against them - both were sad sights.. I remember the Thule Society. And I remember the havoc in Rome. So many great things were lost because of that, though I made sure that the Spear of Longius was secured after that. I later made sure that it was kept safe in the Vatican archives."

Det var én af de få ting, hun nåede at redde. Nok var hun blond, høj og havde blå øjne, men hun ville ikke kunne have gået ude i det åbne og samlet relikvier fra nazisterne uden at være blevet stoppet på en eller anden måde og sikkert set som sympatisør med et eller andet, som de anså for uset. Så ved denne kamp havde hun tilbragt sin tid i skyggerne og havde forsøgt at komme dem i forkøbet så mange steder som muligt. Da de var mange og hun én, havde hun i stedet måtte sørge for at lette disse fra deres hænder senere hen.

Et nydelsesfyldt suk gled fra hendes læber, da hans hænder begyndte at bevæge sig masserende over hendes ryg, og det var tydeligt hun slappede af, mens hun svarede på hans næste.

"But it was misunderstood, even in their own ranks. Many seemed to forget or probably didn't even know, that the vikings could also be dark haired and have other types of eyes colour. Alot of the people I talked with believed in the 'blue eyes, blond hair' goal and never heard of the idea of the strong Norse men. None of the ideas are better than the other, but I believe that if Norse men idea had been branded wider, there would not have been killed that many dark haired, brown eyed humans. It broke my heart that I could not do anything to stop any of it."

I det sidste hørtes det tydeligt i hendes stemme, at de havde smertet hende dybt. Hun kunne kun redde én ad gangen og trods det ikke engang var i hendes formål at redde menneskene for sig selv, så havde hun trods alt hjulpet utallige jøder, handicappede, sympatisører og andre med at flygte. Heldigvis havde hun allerede dengang levet i mange år og havde opbygget mange materielle ressourcer, der havde gjort det muligt for hende at hjælpe til. Mange andre engle var heldigvis gået ind i kampen med hende, og de havde opbygget et netværk, hvor de udnyttede alle deres ressourcer; deres afsides huse, kontakter og penge på at redde så mange som overhoved muligt.

"I have no number of how many we helped escaped in those years, but it was sadly not enough."

Ordene lød stille fra hende og der var en sorg i dem over alle de forfærdelige ting hun havde set i de år.

Han gav sig nu til at massere ned af hendes overarme ganske blidt og langsomt. Det var ganske rigtig en ældgammel viden han havde fundet frem. Den gang havde han dog brugt den til at få de svar ud af folk han ville. Der var viden om nervebaner og den slags ganske nyttigt. Men i dette tilfælde brugte han det til at stimulere den naturlige gennemstrømning af hvad japanerne kaldte 'Chi'
Samtidig med han masserede hende, lod han en smule af sin helbredende energi glide over i hende. Hun havde nok ikke nogen skader eller sygdomme der kunne helbredes på den måde men ikke desto mindre ville det få hendes muskler til at slappe mere af.

"The important thing is that you gave it your all to fight for those couldn't fight themselves. I have no count of how many lives were ruined by my actions. Only that is above thousands. But you may even have saved the world when you kept the Spear hidden. The very thought of the power the Nazi's could wield with it is horrifying"

Uden på noget tidspunkt at fjerne sine hænder fra hende, lod han hænderne glide ned til hendes lænd og masserede med tryk. "This i learned in Asia about 700 years ago" Det var ikke beregnet til at lindre, eller ordne muskler. Det skulle der imod stimulere en dejlig varme i kroppen så hele ens system slappede mere af må en dejlig og sensuel måde (alt efter hvor følsom man var)

Imens han fortsatte, nappede han kærligt hendes øre og sagde nærmest beroligende: "Let us talk of wondrous memories instead... Tell me of your little piece of heaven. I can't wait to see it"

En nydende brummen steg op fra hendes hals, da hun mærkede hans hænder og hans helbredende energi flyde over i hende. Træningen med den ene unge engels evne havde efterladt nogle blå mærker. Nogle gamle, men nogle var endnu så friske, at de stadig var ømme.

"I know, I know. What I did saved many lives, but you can probably guess that I did not feel like it was enough. And for the spear, that was one of the ways that I tried to prevent some of your actions as well as theirs. I knew that I could not stop all of you in direct combat, so that was my way. You did alot of damage. I could only do so much to heal some of it."

Der var en smule ærgelse at høre i den lyse, musikalske stemme ved hendes sidste ord. Hun havde fulgt djævlen Khá i mange, mange år, men havde kun kunne stoppe noget af hans ødelæggelser.

Hvad hans gjorde med sine hænder virkede. Hun kendte godt til metoden, omend hun aldrig havde prioriteret at lære den selv. Men en varmende, sensuel fornemmelse spredte sig i hendes krop og hendes åndedrag blev tungere, mere nydende. Et skævt smil trådte frem - det gjorde det sværere at koncentrere sig om deres samtale.

"It is.. An idyllic place. Lying on a plateau between two mountain peaks almost no one comes up there to disturb us, though a little mountain village lies about an hour from there with a small café, small shops and the like, villages you almost cannot find anymore. You can see the most beautiful sunset from the patio. The house is kept by a family from the village when I am not there, so it is always clean and stuck up on supplies whenever I need the place. I always come up there whenever I need to unwind in nature and often hike to the peaks where there is the most wonderful view."

Hun vendte sig om og lagde sine ben over hans hofter, så hendes nøgne krop var helt tæt ind til hans.

"I think you would love it there."

Hviskede hun, mens hun kyssede ham blidt ned ad halsen.

Et drilsk men forsigtigt smil passerede hans læber efterfulgt af et forsigtigt bid i hans underlæbe da hun viklede benene om ham. En serie af nydende suk blev ytret da hun kyssede ham ned af halsen. Det var stadig nyt at mærkeden slags nærhed med en krop der var i stand til at registrere alle indtrykkene.
Han lagde hænderne på hendes lænd og trak hende tættere ind til sig hvorefter han startede på sin egen serie af kys ned af hendes hals og langs hendes kravebenog videre op af halsen på den anden side. Så lænede han hende lidt pludseligt ned og kyssede ned af kavalergangen og videre ned af maven indtil han nåede lige under hendes navle. Så kyssede han hele vejen op igen og satte sig så hun endnu en gang nærmest sad på ham igen.

"It sounds amazing place. We really have to go sometime. I hope to change this dismal old castle to my wonderful sanctuary. Maybe your mountain hideaway can give me the inspiration i need. Although you already brought light to the halls here"

Så nussede han hende ned af ryggen og fulgte med vilje nogen nervebaner der ville få det til at kilde og skyde ryg lidt frem mod ham. Der så han sit snit til at trykke sine læber fast imod hendes og ganske kort lade sin tunge strejfe hendes læber. Endnu en gang for at drille hende. Og fordi han virkelig nød deres nærhed. Men det var lidt underligt at tænke tilbage på hvordan de i flere århundreder havde kæmpet imod hinanden. Og nu var deres strid skiftet ud med en kærlig leg og nærhed.

"You are quite addictive dear... Those lips.... That touch...."
Det blev sagt på en drilsk men kærlig måde

Et støn, der var fyldt af begær, flød over hendes læber, hun kunne simpelthen ikke holde det tilbage. Den spinkle krop lod sig trygt hvile i hans arme, alt imens hans mund gik på opdagelse, og en lyd der kun kunne forstås som ærgelse lød, da hans læber igen vandrede opad. Et nærmest helt misfornøjet udtryk lyste ud af de gamle øjne, der brændte med en lidenskabelig ild. Lysten var så overskyggende, at det ikke kun var hendes hænder men også hendes energi, der søgte og vandrede over kroppen på den mand, som hun først for nylig havde fundet en dyb, dyb tiltrækning til. Alessa sad helt oppe på hans skød, da han igen begyndte at tale og bragte hende tilbage til virkeligheden. De gråblå øjne missede et par gange, som skulle hun lige finde tilbage til rummet.

"It.. It is amazing and it would be my pleasure if you would come with me. Though you have really done a wonderful job here so far. Just by removing the heavy curtains you have brought so much more light into this home."

Hun smågrinede ved hans sidste rosende kommentar om hendes tilstedeværelse, hun nød jo også at være her sammen med ham, og se de fremskridt han gjorde, for hver gang hun besøgte stedet. Khá var virkelig en anden mand, end han havde været for så få uger siden.

Et lille spjæt mærkedes fra hendes krop, da hun uventet mærkede den kildende fornemmelse, og ganske rigtigt skød hendes bryst helt frem mod hans krop. En klukkende latter lød under deres legende kys og hendes krop vibrerede let deraf over hans legende, ungdommelige tendenser. Det var utroligt som selv voksne mennesker kunne finde deres indre legebarn frem, så snart begæret fandt vej frem.

"I am not the only one darling. I can't seem to get enough of this. It.. It has been a long time since I let myself fall into something like this."

Et skævt smil sås på det lyse ansigt. Det var ikke en undskyldning for noget, men blot en forklaring på hvorfor hun simpelthen ikke kunne holde sig fra ham, fra den mand hun engang havde jagtet og følt så meget mistro imod.

En nærmest dragende latter passerede de fyldige og smukke læber han nu havde imens han kærtegnede hende fast ned af ryggen. Han trykkede hende ganske langsomt ned at ligge så hun lå på ryggen hvorefter en enkelt finger vandrede langsomt ned af hendes perfekte krop. Nok var der ar men for Khá var hun perfekt. Hver ar havde en historie og derfor gjorde det hende kun smukkere i hans øjne. Der var et tydeligt spor af nydelse i hans stemme som han sagde: "I can never get enough of you.... You are... Intoxicating.... "

Han lænede sig helt ned over hende så deres næser mødtes og han fortabte sig i hendes blik. Hans blik virkede som om det ville lagre hvert enkelt lille detalje om hende. Hans energier begyndte nu at flyde sammen med hendes i en liflig symfoni. Hans læber var så tæt på hendes at de ville strejfe hinanden når han talte
"Fall you say?..... How can it be a fall.... when it is so beautiful.... Genuine..... True..."

Så lod han sin krop glide ned af hendes imens han gav en serie af silkebløde kys hele vejen ned af hende. Hvert kys så blidt at kroppen ville sitre som om den ville mærke det mere. Hænderne hvilede på hendes skuldre og gled ned over hendes bryster i takt med hans kys nåede længere ned. Da han nåede under navlen, tog han hendes hænder og lagde dem på hans hoved.
Da han nåede en fingers længde under hendes navle, stoppede han og kiggede op. Han kiggede op på hende med et drilsk "Skal jeg stoppe?"

Hun lod trygt sin krop følge hans og endte med ryggen på gulvet og blikket søgte roligt, afslappet hans. Alessa var tydeligvis ikke genert over sine ar. Kroppen var blot en skal for den sjæl, hvoraf hun var blevet skabt. Skallen var nødvendig for, at hun kunne interagere på denne jord og redde dem, hun reddede. Og det var jo netop af disse aktioner, hun havde pådraget sine ar. De påvirkede hende ikke, som det ville have påvirket andre kvinder. Og udover det så var hendes hud så perfekt, som kun en himmelsk skabt krop kunne være. Ingen ujævnheder sås. For nogle mennesker ville det være unaturligt. For andre ville det vække misundelse.
Et stort grin sås over hele hendes ansigt ved hans ros, mens hun tydeligvis nød hver hans berøring. Vejrtrækningen var tydeligt tungere.

"It.. It is a matter of letting myself fall, for me. I am second generation Grigori. The Lord only made a few of us, long after the first generation fell. The Bible mentions the gigantic Nephilim. That is what came out of the first Grigori.."

Forklaringen var mumlende. Der lå tydeligvis meget mere bag dette end denne simple forklaring, trods denne fyldte en stor det. Denne forklaring lå dybt i den ældre engel og hele hendes levestil, det indikeredes allerede af disse få ord.

Dette faldt dog hurtigt i baggrunden for hans kys, som bragte gåsehud frem på den lyse hud. Den sitrende følelse der vandrede forud for hans kys fik hårene til at rejse sig på hendes krop af iver. Hænderne lagdes på hans hoved og begyndte nærmeste fraværende at vandre gennem hans hår.
De gråblå øjne søgte hans, ved hans spørgsmål. Begæret, lysten, iveren lyste ungdommeligt ud af de ellers så gamle, vidende øjne.

"Even if you tried, I am not sure I would let you stop.."

Hviskede en stemme der lød rå at lyst. Rusen tog over Alessa og hun indgav sig selv i en nærhed, en lidenskab, hun ikke havde ladet sig føle i mange, mange år..

-----------------------------------------------

Et bump lød. Den blonde engel havde ladet ryggen falde mod gulvet i en udmattet bevægelse. Brystet hævede og sænkede sig hurtigt i takt med hvert et forpustet åndedræt. Et øjeblik lå hun blot og forsøgte at få vejret, før et grin bredte sig over de bløde læber.
Ansigtet vendte sig mod den mand der lå tæt op ad hende. Blikket udstrålede en tryg lykke.

"That.. Khá... I.."

Ilten måtte flyde over læberne endnu et par gange, før hun var i stand til at bringe forståelige sætninger over sine læber. Et ungdommeligt grin lød over dette ophidsede forsøg.

"That had been a long time coming. I would never walk away from this, voluntarily."

Både hendes blik, hendes krop og hende lyde havde indikeret en dyb ivrighed og en villighed, der kun gav mulighed for, at hun havde hengivet sig fuldstændigt til dette.
En hånd gled kærtegnende ned over hele hans krop og et dovent smil sås.

"You have shown me something I had almost forgotten.."

Intet ord var nødvendig for den næste handling tog sin begyndelse. Lige som hende, lod han sig indgive i en sjælden lidenskab. Rusen af nydelse skyllede ind over ham, som han gjorde alt hvad han kunne for hun skulle nyde det. I dette nu var de som en. Ikke kun deres kroppe flød sammen men ligeledes deres energier. I dette øjeblik var det som om der ikke var en verden men kun hende og ham.

----------------------------------------

Med en tung vejrtrækning lagde han sig ved hendes side og lod blikket hvile ned over hende. Det de lige havde været igennem var noget så unikt at andre ville gå hele deres eksistens igennem uden at opleve det. Det var noget så stærkt at lige nu havde han ikke en eneste tanke på de frygtelige ting han havde gjort. Et nærmest kælent smil formede sig og kort lod han en finger vandre over hendes mave. Hans øjne havde en intens gylden glød der ikke kun vidnede om hans stand men også styrken af elskov men hende

"Alessa..... No words.... Fit....."

Han lænede sig ned og en kort serie af blide kys blev plantet på hendes læber imens en finger vandrede langs hendes kæbeben. Langsomt åbnede han sine øjne igen med et elskende blik. Den velformede brystkasse hævede sig langsomt et par gange i stadig udmattelse over noget så intenst.

"It pleases me even greater that i was able to please you in such manner as well... And you showed me emotions in a beautiful harmony..."

Et sagligt smil sås over hendes læber. Kroppen var fuldstændigt afslappet. Den hektiske fornemmelse, der havde siddet i hendes krop den sidste tid over alt hendes arbejde, var forduftet. Hun havde haft så travlt med de to unge engle, der skulle oplæres, samtidig med hun arbejdede på et projekt med Vatikanet om at gøre op, hvad de havde i de lukkede biblioteker. Ikke nok med dét, så måtte hun jo konstant søge efter ubalancer, som hvert et øjeblik kunne kræve, at hun måtte smide alt andet fra sig på stedet og tage ud for at rettet op.
En drilsk hånd slog Khá let på skulderen.

"Ohh darling, stop being so solemn. Your words.. It almost makes it sound like something mechanically done. Just smile - and get used to the exceptional feeling."

Et drilsk, selvsikkert blink sås. Hun havde mange års erfaring bag sig og hans nye krop, som oplevede tingene så meget mere nært end tidligere, fik hende blot til at smile. Det her havde været fantastisk for hende, men hun kunne næsten misunde ham denne nye "førstegangs" oplevelse, fordi han var i en ny krop. Oplevelsen af at mærke noget ekstraordinært for første gang på egen krop.

Hun var stille en tid, mens hun lod de gråblå øjne vandre tankefuldt over ham. En tanke var faldet hende ind, og hun blev optaget af at følge den til ende. Først da den var nået dertil, åbnede hun de smalle læber igen.

I think this is what have made me so drawn to you the last couple of centuries. The reason why I did not end you completely even though you were a devil. The Dissonance I heard bound to your being.. It was not the type of Dissonance I hear around every devil, the tone that the Lord intended to be understood as a thing that cannot be saved, a thing that has to be ended. I think that even then, there was a possibility that you could be redeemed. I think this is what lay down that road, that you just had to make the desicion.."

Det var en mulighed. At allerede dengang hun mødte ham var der en mulighed for hans frelse. At det måske var derfor, hun ubevidst havde afholdt sig fra at gøre noget ved det. Tanken gjorde hende egentligt glad. Hun havde haft så mange kvaler ved at have følt sig tiltrukket af ham gennem årene. Det havde ikke været en seksuel tiltrækning, men en tiltrækning af selve hans væsen, af det han var og det han kunne være. Et smil sås, som var der noget, der var faldet på plads inde i hendes hoved efter mange, mange års undren.

Han rødmede lidt ved hendes ord og kløede sig kort i nakken for han måtte jo give hende ret. Han lød ganske vist lidt regelret i hans ordvalg. Men han var selvfølgelig stadig ny i faget. Med sin albue som støtte, lå han vendt over mod hende og betragtede hende. Hun var smukkere end noget andet han kunne forestille sig. Og det var unægteligt en skarp drejning hans liv havde taget efter at havde mødt hende igen. "Well you're right darling.... Its all stille very new to me so you will have to forgive my 'mechanical' words"
En drilsk latter passerede hans læber for at markere et subtilt og dog kærligt drilleri.

Han prøvede at betragte de tanker der virkede til at myldre rundt i hovedet på hende. Det virkede dog ikke til at være negative tanker overhovedet. Han lyttede også meget interesseret da hendes tanker kom til udtryk i ord. De fik ham også til at tænke meget over det. For hun havde jo nok ret på en eller anden måde. Han havde aldrig tænkt på det sådan. Han havde jo været menneske en gang så der var jo nok en gnist dybt i det indre hun kunne finde. Eller høre. Det fik ham faktisk til at smile inden han selv talte

"Maybe you are right.... It would make sense. Maybe there was a little humanity left within me... And you were meant to spark it. Allowing me to feel it myself.... He sure has his ways sometimes...."

Han smed sig næsten hen over hende og gav hende en serie af meget hurtige kys på hendes mave for at kilde hende hvorefter han kravlede op med det formål at give hende et langt og nlidt kys. Med en rolig hånd der vandrede ned af hendes hofte sagde han kærligt: "But i will have to admit.... When i met you at the café that day.... I would never have imagined we would end up here"

"Forgive you? I am not sure I would ever be able to!"

En trillende latter blev slået op af den lyse, syngende stemme, der kunne få selv til mest simple ord til at lyde musikalske. Dét at Herren havde givet ham endnu en chance for at gøre op for sine synder, havde været nok til, at Alessa måtte tilgive ham. Nej, hun ville nok aldrig blive helt i stand til at glemme, hvad han havde gjort gennem årene, og hun ville nok ikke kunne undgå at det ville komme til udtryk af og til. Men hvis Herren havde, måtte hun også. At tilgive ham så simpel en ting, som at finde uvane i forførelsens veje, var ingenting. Det kunne hun nok aldrig klandre ham for.

Hun blev dog lettere alvorlig igen med hans næste ord.

"I could be right. I do not know. I mostly just talk to Gabriel, my immediate commander, thus I would not know the Lord's intentions. But it would make sense, since I was never rectified for my contact with you over the years. It is a possibility.."

Hun lød tænksomme i sine ord, som var hun halvt i sine tanker, halvt til stede i rummet. Grunden var, at hun søgte tilbage blandt sine mange samtaler med Gabriel, for at kunne huske, om han nogensinde havde nævnt noget. Det var netop dét. Hun kunne ikke komme i tanke om nogle, selv hintende, kommentarer om hendes bekendtskab til djævlen Khá.

Et smil og en brummende lyd steg fra hendes hals. Hun var nærmest overrasket over, hvordan hun efter så mange år stadig kunne nyde den nærhed, hun følte nu, fra en anden person. Særligt når hun selv havde sørget for, at hun ikke kunne føre sin generation videre af frygten for at fejle, hvor de første havde gjorde det. Hun havde troet, at den ville svinde med årene.

Et kærligt smil sås ved hans ord.

"Nor would I dear. At that time I saw you as.. I am not really sure. Something that was not allowed. A.. A vile creature not to be permitted to live and yet I was held back. This was the last thing I would have forseen."

Hun havde virkelig aldrig set det komme. Hun var glad, og samtidig kunne hun ikke lade være med at tænke tilbage på sit eneste ægteskab. Hvordan det var end så uset. Det fik hende til at undre sig over, hvor dette mon var på vej hen. Et stille kys lagde sig mod hulningen under hans kæbe.

Han sukkede ved hendes så silkebløde kys hvorefter han returnerede med et lige så blidt kys plantet på hendes kraveben. Så satte han sig lidt op mod sengegærdet og tænkte meget over hendes ord. For hun havde jo ganske ret. Han var mere end bare velsignet med en chance til. Men at tænke tilbage på de ting han havde gjort og pludselig have en samvittighed var noget der gjorde rigtig ondt. Men han tog det.

"A vile monster.... Fitting words for me back then... All the lives i've ended... All the lives i've ruined... Even the earth around me was tainted by my mere presence. I guess it's part of atoning... To remember every face of those i have killed. And now with a conscience...."

Lidt pludseligt lagde han sig med hovedet i hendes skød så han kunne kigge op på hendes ansigt. Blandt alle de frygtelige minder, ville hendes ansigt altid stå som et lysende eksempel. Hun var den eneste der ikke frygtede eller hadede ham indædt. Måske så hun mere. Ligemeget om det var tilfældet, kunne verden i hvertfald tage nogle sjove drejninger en gang i mellem. Med rolig hånd kærtegnede han hendes mave og med stemmen så silkeblød sagde han:

"At the time, we more or less only had the common interest in magic and secrets. And now you're in my bed"
Lidt pludseligt rødmede han og stivnede næsten. "That.... didnt come out right...."