Natten er ung, månen er lyst, og du er her hos mig i aften.. why?

Tess havde stået med ryggen til da Dean kom ind. Hun var netop ved at sætte bestik på bordet, da hun hørte hans hæse stemme. Hun vendte til langsomt fronten imod ham og løftede kort det ene øjenbryn op. ”Godmorgen? Har du lige set hvad klokken er?” sagde hun sarkastisk og begyndte at gå imod køkkenet igen. Idet hun gik forbi ham puffede hun kort til ham med et skævt smil. ”Sæt dig ned og spis. Du må dø inden i” tilføjede hun roligt og slukkede for radioen. Hun hentede kaffen som lige var
blevet færdig og satte det på bordet.

Hun tog noget brød til sig selv og lagede det sidste til Dean. Hun satte sig roligt overfor ham, hvis han da havde sat sig ned, og betragtede ham for en stund. Hun huskede ham virkelig ikke så tiltrækkende. Det var som om hun så på en hel anden person. Hun holdt øjnene for sig selv og begyndte ellers med at drikke sin kaffe og nappe til brødet. ”Min far kommer i dag” mumlede hun med brød i munden, man kunne lige forstå hende. Hun sank det sidste brød og så på Dean. ”Min far kommer i dag, bare så du ved det. Du er en heldig mand” hun fnøs kort og tog sin kop op til læberne. ”Men bliver du her?” spurgte hun. Hun vidste ærligtalt ikke hvor hun havde Dean. Var de så venner nu? Eller endte de med at blive venner med fordele? Hun håbede virkelig ikke på det sidste. Det var ikke lige noget hun havde brug for.

”Argh.. jeg kan heller ikke finde min mobil. Han har
garanteret skrevet til mig” hun rullede med øjnene og lænede sig tilbage. Hvad tænkte hun overhovedet på?

Hun sad og tænkte på sin mobil. Hun erindrede kort i går aftes, at den havde brummet, men hun havde travlt med at lede efter noget andet på det tidspunkt. Men det var garanteret hendes far, der havde skrevet og hun havde bare ikke kunne give det et par sekunder for at tjekke det. Måske burde hun lede efter den forbandede telefon. Hun blev dog afbrudt i at lægge planer, da hun hørte Dean’s lige pludselig høje stemme. Hun prøvede at holde et grin inde, men var ved at spilde koppens indhold på sig selv. Hun nåede dog at redde det hele. Hun så på Dean med et skævt smil og lagede sin kop fra sig. Hun rystede blot smilende på hovedet og tænkte selv tilbage på deres dumheder. Men det var nu godt, at kunne gøre sådan nogle ting engang imellem. Især når de begge var bundet til noget. Det havde været noget andet, hvis Dean havde en familie ude i intetheden og hun så havde kidnappet ham til hendes egen formål. Sådan noget kunne hun aldrig have tilgivet sig selv for. Men heldigvis lignede Dean just ikke en med en familie.
Hans kommentar på, at hendes far kom, fik hende til at fnyse og læne sig tilbage. Hun fik lige pludselig travlt med at fjerne noget på sin nederdel, der ikke engang var der.

”Du skal ikke føle dig speciel Sanders” sagde hun og smilede hemmeligt for sig selv. Hun var lige pludselig i en dyb trance og rystede på hovedet for at vække sig selv. ”Drik nu bare din kaffe også vil jeg lige finde min mobil!” sagde hun og rejste sig op. Hun rodede i sin våde hår og gik over til sofaen, de havde ligget ved. Der var desværre ikke noget at se, men det betød ikke at hun skulle give op.

Efter par kedelige minutter fandt hun den endelig. Den havde ligget under den modsatte sofa og hun havde ingen ide om, hvordan den var havnet der. Men nu var hun også ret lige glad, for den var fundet. ”Got it!” sagde hun til Dean og satte sig ved morgenbordet igen. Hun tændte for den og tre lyde kom frem. Tre beskeder, kunne hun se. Den ene var fra hendes far, den anden fra lederen af Libra og den sidste var bare et ukendt nummer. Hun rynkede sin pande og forstod ikke helt hvorfor lederen skulle skrive til hende, men det kunne vel vente et stykke tid nu. ”Jeg er ude ved dig i eftermiddagen og jeg har en ven med. Knus far” læste hun højt for Dean og kiggede på ham. Hun himlede med øjnene og havde stadigvæk mobilen i hånden. Måske var det en god ide at tjekke beskeden fra Black Swan?

Hun smilede over Dean’s stemme og rystede blot på hovedet over ordene mens hendes øjne var klistret fast til hendes mobil. ”Nu bliver han sgu en smule generet” sagde hun og kiggede på ham. ”Gud, du rødmer endda” hun blinkede med det ene øje og lagede sin mobil fra sig og tog derimod fat i hendes kaffekop. Der sad de så, uden et eneste ord indtil Dean afbrød stilheden. Hun nikkede heftigt og rejste sig op. ”Ja selvfølgelig. Der ligger håndklæder i skabet og jeg har endda noget tøj til dig. Min bror har altid noget tøj liggende her og I er omkring hinandens højde, så sætter dem bare frem til dig inde på mit værelse” hun rejste sig op, for der var ikke noget, der hed bordskik i hendes liv. Og lige nu kunne heller ikke tænke på andet end at rydde op og fjerne lugten af alkohol, sex og stoffer fra sin lejlighed.

Hun gik over til Dean inden hun smuttede sin vej og kyssede ham på hovedbundet. Hun begravede nærmest sin næse i hans mørke hår. Hun trak sig dernæst fra ham og smilede. ”Du er speciel Dean. For en eller anden på denne her jord” Hun prikkede ham på panden også var hun ellers væk.
Mobilen var i hendes hånd, nu havde hun da tid til at læse beskeden i fred. Hun skulle bare finde tøjet frem til Dean også kunne hun, måske efter hun havde ryddet op, få læst beskeden.

”Når, lad mig så komme i gang” mumlede hun til sig selv og kastede alt, hvad der lå på hendes seng ned på gulvet. Hun sukkede og begyndte ellers med at rydde op.

Hun havde fået ryddet op. Det gik faktisk hurtigere end forventet. Hun sad på den rydelige seng i skrædderstilling. Hun følte sig lige pludselig lille og alting var over hendes hoved. Hun havde intet vidst. Hun var da begyndt at lære folk i Di Morga at kende, men hun var kun nået til kravle fasen. Hun bed sig hårdt på underlæben og kiggede op på sit skab som om svaret lå der. Hun kunne høre vandet og nærmest forstille sig Dean under bruseren. Mobilen var under hendes ben. Hun vidste ikke om hun skulle være lettet over det Black Swan havde skrevet eller om hun skulle være gal. Lige nu var hun magtesløs. Det var ikke fordi hun elskede Dean, for der var skam ingen følelser der, udover han fucking var hot. Men han havde virket som en dejlig en, der gad høre på en og grine af latterlige jokes. Men hvad ville han med hende? Måske vidste Dean ikke, hvem hun i virkeligheden var. Måske var han blevet tiltrukket af hende den aften og bare gerne ville være sammen med hende? Det var optimisten, der tænkte her.

Da hun hørte hans stemme spjættede det i hendes lille krop. Hun rejste sig op kørte hænderne over ansigtet, som om hun vil vaske tankerne væk. Måske ville hun ikke knække Deans maske alligevel. Det var for uhyggeligt at se bag masken nu. Hun gik ud af værelset. Han havde fået hendes storebrors tøj på og det passede ham udmærket som forudset. Hun gik forbi ham og vendte dernæst fronten imod ham. Han stod bare der, ved hendes stuedør. Hun kiggede på ham, hans våde hår, tvivlende ansigt og bare hans kropsholdning gjord hende syg. Hun vil aldrig komme til at kende Dean. Aldrig. Han var langt nede i forhold til hende. Det var pessimisme, der tænkte her.

Hun grinede og med ét trillede tårerne ned ad hendes kinder. Hendes venstre hånd fløj op til hendes mund og hun kunne ikke længere holde øjenkontakten med ham. Hun havde prøvet at være stærk, men hendes maske knækkede vel før hans. Hun vidste inderst inde godt, hvorfor det havde taget så tungt på hende. For hun kunne satme godt lide Dean, eller den person han havde udgivet sig for. Hun kunne se mange sjove stunder med ham, men selvfølgelig kom denne her side af ham op. Den rigtige side..

”Undskyld”. Hun smilede stadigvæk mens hun hektisk tørrede tårerne bort. Det var lang tids siden hun havde grædt. Hun havde faktisk aldrig i sit liv grædt over en mand, men hun græd vel heller ikke over Dean. Hun var bare så skuffet over, at have spildt sin tid med ham. Jeg har ondt af dig Dean, det vil hun gerne sige, men det nyttede intet. Han kendte hende ikke, hun kendte ham ikke. Historien sluttede her. Hellere det, end hun så meget andet.

Hun gik over til hoveddøren og åbnede den langsomt. Solen skinnede så lystigt ind til dem, bare ærgerligt, at der havde forgået mørke ting i lejligheden. Hun stillede sig til siden med dørhåndtaget i hænderne og kiggede ikke længere på Dean. ”Farvel Sanders” hendes stemme lød såret. Hans liv herfra kunne jo kun gå op af.. Når nej, han var jo medlem af Den franske mafia. Sarkasmen sluttede det hele.

Hun blev så overrasket! Hun havde ikke tænkt så langt. Nej, var åbenbart ikke i hendes ordforråd. Hun havde set ned og var nu nødsagelig til at kigge på ham. Hvorfor skulle han gøre det her imod hende nu? Han havde stadigvæk en chance til at smutte ud af døren. Hun vil hverken melde ham eller for den sags skyld nævne hans navn over for Libra. Men her stod han, fuldkommen udvidende, hvad hendes øjne havde bevidnet. Hun slap taget om dørhåndtagen og kiggede trist på ham. Hun havde helt glemt hendes far, han kunne dukke om, lige når det skulle være, men hun måtte ærligtalt indrømme, at glæden var forsvundet. Det lignede hende bare ikke. Hun var denne her humør bombe som elskede at smitte det af på andre. Men Dean havde fandeme ikke fået hendes støv på sig. Og det ramte hende.

Hun tog igen fat i håndtaget og lukkede stille og roligt døren. Det var da lige før man blev skuffet, for som seer, vil man have glædet sig til den dramatiske dør smæk. Hun tog hænderne til håret og skubbede alt håret bagud, men håret kom kravlende tilbage så snart hun gav slip på det. Hun kiggede så, efter et godt stykke tid, på Dean Sanders. ”Ja” sagde hun blot og lænede sig imod døren og gled stille ned ad egetrædøren. Hun sad med benene op til brystet og mistede ikke øjenkontakten med englen. ”Hvad vil du egentlig med mig? Jeg er ikke ude på problemer. Jeg mødte bare denne her tiltrækkende fyr, som så ud til vil snakke og hygge sig lidt. Måske bliver venner. Hvad ved jeg?” hendes stemme lød træt og rusten. I virkeligheden lød hun som en, der havde grædt hele aftenen. Det havde hun tværtimod ikke gjort! ”Det var en af de dejligste aftener jeg længe har haft også får jeg en besked med, at jeg skal passe på ..” hun smilede og rystede opgivende hovedet. ”Ligeså snart man tror man finder en, man på en måde kan nærme sig, så er det jo en selvfølge, at der skal ske et eller andet for at ødelægge det” sagde hun og det var mest henvendt til hende selv. Hun så næsten opgivende ud på ham. Det var kun en næsten, da der sikkert lå en lag historie bag Dean Sanders.

”Fortæl mig, hvorfor kom du over til mig Dean?” spurgte hun og lagede hovedet på skrå. Måske vil han løbe nu, måske slå hende ned. Hvad vidste hun? Nu var det jo i orden at have sådan nogle paranoide tanker. Det burde hun måske gøre brug af noget mere. Måske vil hun ikke ende i sådan nogle situationer længere?

En ting skulle fjerngøres. Dette her var ikke en kærlighedserklæring. Det ligne det, men det var det ikke. Hun kiggede forsat på Dean, som ikke rigtig så ud til at tage hendes ord alvorligt, han vil blot redde sin egen røv. Hun havde løftet det ene øjenbryn, da han spurgte hvad beskeden havde indeholdt. ”Blot at du er en jeg skal passe på. Hvad ved jeg?” svarede hun og lød lige pludselig træt. Hun vidste, at der intet håb var tilbage her og hun skulle stoppe med at blive skuffet.

”Det er jeg da glad for at høre” sagde hun idet han satte sig ned. Mente det hun det? Mente han det? Hvad fuck betød det også? Og hans næste ord gjord det skam ikke bedre. Hun fnøs kort og nikkede i takt med hun rejse sig op. Lidt ligesom, hvis jeg fortæller dig det, er jeg nødt til at slå dig ihjel. Hun åbnede munden for at sige noget, men idet hendes læber gik fra hinanden ringede dørklokken. Nu da hun stod så tæt på døren fløj hun nærmest op. Der havde været så stille i lejligheden og den lille dørklokke lød som tinnitus i hendes ører. Hun så skrækslagende på Dean. ”Min far” hviskede hun. Hun var skrækslagende fordi hun havde glemt alt om manden. Og det var et meget dårligt tidspunkt han havde valgt at komme på, fordi Dean ligesom var her.

Hun trak vejret dybt ind til lungerne og åbnede døren. Solens stråler fløj lystigt ind og hun kunne nærmest ikke se sin far. Men her stod han så, Jacob. Han lignede virkelig en forretningsmand med sit jakkesæt og sin sorte lædertaske. Ved siden af mig ham stod en yngre herre med blond hår. Han havde sorte solbriller på og et lille kækt smil på læben. Sikkert noget hendes far havde fyret af. ”Theresa!” sagde han og snorede armene om hende. ”Far” svarede hun og lagede rystende sine hænder om ham. Et akavet kram blev det til. ”Det her er Andrew Miller, min nye assistent” sagde han og pegede på den unge herre. Drengen tog solbrillerne af og hans tiltrækkende grønne øjne lyste i hendes. Han smil kunne smelte enhver pigehjerte! Han rakte hånden imod hende og hun trykkede hans hånd med et smil. ”Hyggeligt at møde dig Theresa din far har snakket utroligt meget om dig” han havde en underlig undertone, som om han lige havde lært sproget. Tess smilede og nikkede. ”Håber på det er noget godt” grinte hun og bød dem indenfor. Så snart hendes far trådte ind, vil hans øjne hvile på Dean, der sad på sofaen.

Åh ja. Far, Dean Sanders” sagde hun. Hun kiggede på Dean og rystede usynligt på hovedet. ”Dean, Jacob”. Hendes far kiggede underligt på hende og hun forstod blikket. En dreng siddende i hendes lejlighed som hun aldrig har nævnt over for ham, det lignede hende ikke. Jacob gik dog alligevel over til Dean og Dean havde klogt i at rejse sig op. ”Hyggeligt at møde dig, Hr. Sanders” sagde hendes far og rakte sin hånd frem imod Dean. Selvom hendes far smilede, så havde han et skarpt blik i øjnene. Han var sikkert rasende på hende.

Efter et par blikke og hilsner, satte de sig endeligt ned på den modsatte sofa. Hun sad ved siden af Dean og følte sig akavet placeret. Det var som om, at alt det, der skete sidste nat kom tilbage til hende. Hendes far brød den akavede stilhed ved at åbne sin sorte lædertaske. Flere tusinder af pengesedler vil komme til syne. Tess var ved at tabe underkæben og glemte alt, at hun havde et medlem af den franske mafia siddende ved siden af sig. ”Den franske mafia er desværre foran med mange skridt” sagde Andrew og kiggede skiftevis på Dean og hende. ”Folk er bange for at gå imod dem, da det altid resulterer døden” han havde en rolig stemme og det fik det hele til at lyde så .. beroligende. ”Hvad så? Hvor stammer alle de her penge fra og hvem er de til?” spurgte hun og nu var det hendes tur til at se skiftevis på hendes fra og Andrew.

”Fra min konto og de er til Miss Black Swan og det vil jeg have, at du skal aflevere, da det er for farligt for mig, at færdes i disse her gader” sluttede han af med og lænede sig tilbage.