Kom ud af din skal - Celeste Florence

Klokken er :: 20:23
Vejr:: Mørkt og koldt.
Omgivelser:: Der er temmelig proppet.
Påklædning:: Nævnes i indlægget.
Dag:: Mandag.
Sted Northman.

Lår korte short, stropløs top og stiletter var dagens påklædning, det havde været et super rigtig godt vejr hele dagen og nu hvor det endelig var aften var hun taget på Northman, det var første gang hun var her og sikkert heller ikke sidste gang. Hun bevægede sig sjovt igennem det tæt befolkede rum alle stod som maste op ad hinanden. "Så flyt jer dog" hvæsede hun af og til, men folk ville knap nok kunne høre hende musikken var skruet helt op så ens øre næsten ville blive døre. Endelig nåede hun op til baren hvor der var bar stole og hun fandt heldigvis en ledig bar stol som hun straks snuppede selv for næsen af en der faktisk skulle til at sætte sig, sikkert et menneske som faktisk så temmelig skuffet ud. "Beklager søde men først til mølle" kom det fra Maddie mens hun så drengen eller nærmere teenageren gik et andet sted hen. "En øl tak" kom det fra Maddie da bartenderen havde spurgt hende om hvad hun godt kunne tænke sig at drikke.

I mørket sad hun, sammenkrøllet i hendes sædvanlige hjørne. Det føltes befriende at sidde i mørket, alene, uden hendes søstre. Og lige nu, bekymrede hun sig slet ikke om dem. De lå et fjernt – men beskyttet - sted i hendes tanker.
Efter hvad der føltes som fem minutter, (men snarere nærmede sig en evighed), rejste hun sig fra hendes hjørne. Hun hoppede i et par grå sweatpants, og trak en sort hættetrøje over hovedet. Og hun forlod, rigtig nok, lejligheden i bare tær.

Celeste gøs, da hun kom udenfor. Luften var kølig, og mørke skyer lå solidt plantet på himlen.
Northman lå et par gader fra lejligheden, og helt spontant begyndte hun at bevæge sig hen mod den bygning.
Musikken kunne snildt gøre hende døv, for allerede ude på gaden, overdøvede musikken alt og alle. Celeste måtte også trække vejret i små, rolige stød, for hun var stærkt påvirket af hendes fobi. Havde det ikke været for hendes stædighed, var hun formentlig på vej hjem mod lejligheden, for at lægge sig i et hjørne, og græde.
Døren åbnede af sig selv, og med rystende ben, fortsatte Celeste med at gå, indtil hun var helt inde i klubben. Hun kunne dufte Maddie … det var hendes parfume.
Straks satte Celeste efter parfumen, men allerede efter få skridt, måtte hun holde sig til væggen. Tårerne pressede på, men hun nev sig i armen, for at holde tårerne væk. Hun lukkede øjnene, og prøvede at koncentrere sig om at overvinde hendes fobi – men hun kunne allerede give op. Hun ville aldrig vinde.
”Maddie!” Råbte Celeste, i et håb om at overdøve musikken, og få Maddie’s opmærksomhed. Øjnene var stadig lukket, og hun klemte sig endnu mere op af væggen, selvom det næsten var umuligt.
Pyt med om hun så dum ud, hun havde brug for hjælp. At stå inde i en klub med en masse mennesker, var at overskride hendes grænser, og det havde hun i den grad gjort.

When i'm with Zoe and Maddie, my life is complete.