Lost for the Cost (Celéste)

Himlen var et virvar af mangfoldige farver i forhold til det den normalt var. Solen prøvede desperat at holde mørket væk, hvilket fik den til at kaste et rødligt orange skær op på den mørke himmel. Skyerne hang i lange striber og fik det til at se lettere syrealistisk ud sammen med stjernerne der blinkende kom til live...

Og så blev der affyret et skud op i luften. Efterfulgt af et til. Og endnu et.
Stilheden lagde sig over den ellers så larmende slavehandler plads. Det var en stilhed som ikke efterlod nogle former for misforståelse.
Larm og du bliver skudt.
Soldaten som havde affyret skudende trådte hurtigt frem, efterfulgt af en deling på 5 soldater, som alle havde deres våben klar til brug hvis det skulle være.
”Alle slaverne skal sættes fri, efter ordre fra den ophøjede Alexander! Alle slavehandlere som har solgt, sælger eller har et lager med flere slaver, skal træde frem nu, eller han vil blive jagtet og skudt for fode!” Stemmen var vant til at råbe sådan nogle meddelseer op til folket, da hans stemme hverken knækkede over, eller efterlod nogen tvivl om at de ville gøre det.
”Derudover, vil enhver der er ejer af en slave bringe sin slave frem, så han kan komme tilbage til sin familie. Hvis nogen sætter sig imod dette, vil de ligeså blive jagtet og skudt”
Det skabte et røre som før kun havde været blandt handlerne, men nu også blandt køberne. Der blev kastet blikke rundt på dem omkring en, målende om man ville kunne slippe væk, eller om man skulle sælge sine nærmeste...
Så råbte en stemme blandt mængden: ”Hvorfor skulle vi gøre hvad i siger!? I er 6! I vil ikke kunne fange os alle!” Flokken af får, nikkede hurtigt da de fandt ud af at de faktisk kunne slippe af sted med at slå dem ihjel, når de var så mange.
Som på et usynligt stikord, kom der flere og flere soldater, indtil de måtte være oppe på de 50, alle svært bevæbnede til tænderne.
Ethvert håb nogen havde om at slås sin vej ud herfra, forsvandt i det sekund det gik op for dem hvor dårligt stillet de faktisk var.
”Så hvem går frem og melder sig!?” spurgte han, mens soldaterne begyndte at slippe nogle af slaverne fri, og bad dem om at slippe resten fri.

Mellem mængden af folk, stod en oprejst og smilende. Den selv samme som havde råbt tidligere. Med sin hætte over hovedet, kunne man ikke se andet end den spidse viljefaste hage, de skarpe kindben og læberne der havde dem fortrukket i et skævt smil.

Vinden. Elementet der var så blidt, så betænksomt for alle der mærkede det, men dog så tyndt at det var usynligt for det blottede øje. Den susede gennem gaderne, eller nej, faktisk over tagene var det, for det var her man fandt den bedst. Men dog, der ikke var nogen ståhej i gaderne til at afbryde den sagte, lystige blæsen for hendes øren når hun ellers lyttede.. men det var jo vinden selv der bar disse stemmer op til hende, fra deres ildelugtende, højtråbende, rebelske og forrygte gader? Var det ikke sådan det var, i Esclaves? Det måtte det da være, ud fra stemningen i aften, og hvor nogle råbte op om slaver der skulle afleveres til Familie langt under hendes fysiske tilværelse.
*Mon dog,* tænkte hun og tvivlede på at der var chance for andet, end at slavehandlerne og de der beherskede en slave, ville aflevere dem tilbage.. Hvis de var kloge gjorde de ihvertifald. Ikke fordi hun kunne se, hvad der faktisk skete dernede i midten af Esclaves slavemarket, men fordi hun kunne høre. Det var det hun altid gjorde, den evne hun var velsignet med som hun nu sad der på et tag omkring 10 meter over jorden, oppe i mørket hvor det var svært at skelne hendes omrids ud fra de krøllede hårstrå, og modne kvindeformer.
Hun svingede behageligt og vellidt med benene, og lyttede til deres svage dunken imod muren hun sad på. *Som et hjerte der banker,*
Det var en velkommen stilhed der fulgte de tre larmende skud, der lige havde været. De havde irriteret hende meget, da de flænsede hendes stilhed med deres stemmer og brutale mumlen og hvisken. Og de urolige fødder der flyttede på sig, ved skud-ejermandens ordre. Hun brød sig ikke om tanken om, at han tvang disse uskyldige til det, men hunbrød sig heller ikke om at de 'uskyldige' var slavehandlede og solgte folks liv, til en anden - uden at folkene selv, havde viet det, eller noget som helst at have sagt. Men så længe d holdt sig fra bjergene, kunne hun være ligeglad og så længe de holdt sig fra Dværgene, ville hun også selv holde sig i skyggerne af taget.
Raslen af bure, og låse, og døre og skridt der hastede over pladsen nåede op til hende da soldaterne satte slaverne fri. Folk gjorde ingen modstand, men alligevel kunne hun fornemme den stemning der var dernede - trykket, fuld af frygt og med tavs foragt.
Hun slog øjnene op, og skuede nedover pladsen hvor små mennesker løb rundt for at befri deres familie, venner eller med-slaver. Soldaterne var uniformerede i militær-tøj, og bar rifler og skyts til kamp, som skulle de beskytte hele verdenen fra alle fare der lurede i hvert atom. Deres ansigter var morderisk udtryksløse, ligemeget om de var unge, gamle eller midt i deres hellige liv de så 'frivilligt' havde viet til Herskeren.
En kutteklædt gled hendes blik henover, men hvad fafve denne kutte nu sku væe, var usynligt for hendes øje. Men hun var ikke en Seer, hun var en Lytter. Og hun mindedes desuden, at denne stemme der havde sat sig imod ordensmagten skulle være kommet fra, den kutteklædtes person position, eller tæt omkring.
En ting var sikker, fra hvad hun kunne se fra sine ti meter over jorden; Flere soldater var kommet til, og de havde nok ikke tænkt sig at være til pynt, i nogle af ordets betydninger.