Car Crashes and People Talks - Celéste

Indholdet flød, da en sålehæl fra en ridset Dr. Marens støvle fik gruset til at knase. Cigarreten splintredes og et koldt smil gled hen over de ellers glatte kinders blege hudfolder. Vinden smøgede sig ind af menneskekvindens næsebor, stak sig vejen ned af luftrøret og svømmede for et kort øjeblik rundt i de mange luftrum i lungerne. Hun sparede opmærksomt på mængden af luft, der fik lov til at suse ind og ud af hendes spinkle, dog kraftbare krop.

"Er du sikker på det her?" Den hårdklingende stemme fra en høj, ranglet herre i et sort, ret så dyrt jakkesæt, så nervøst på Sintras nakke, dækket af sorte og grå hår. Hans tykke, lange fingre fumlede med hinanden, imens han prøvede at holde sit flakkende blik på kvinden foran ham. Hun vendte sig om og de lange tråde svang sig sammen med hovedet, skuldrene og det ene ben. Det andet var som plantet groft i jorden, men alligevel overfladisk, imens den anden tillod kroppen at lave en vellykket, finesseopslugt halvcirkel bevægelse. De skinnende øjne, udflød med dunkle farver, der understregede det ukendte vanvid i hendes smalle smil og den slappe holdning, i en ellers ret så creepy gydes ikke-eksisterende belysning fra smådøde starinlys i krukker. Læberne blev skilt, så savlet ligeledes blev til smalle, gennemsigtige bjælker, hvor de førte til et smukt prydende rum af akkurat overdrevet mørke. Tungen lavede et uhørligt smæld, før der overhovedet var tegn på tale.

"Nej da, hvad sjov ville der være i dét? Vi skal prøve noget.. Ustyrligt!" Hun klappede lystigt hænderne sammen, så luften imellem dem blev et dunkelt lydbrag. Endnu engang var det til at skue i hendes øjne, de mange forbrydelser hun havde begået, med et humorfyldt smil og uden at respektere moralen. Ligeledes karmaen.

Gylden-brune cirkler gloede rundt i gyderne, øjnene tilhørte en flot ung pige med bølge hår i en mørk honningblond kulør. Hele hendes ang signalerede nysgerrighed og betagelse af de mærkværdigt mørke gyder; Nu og da stoppede hun op med bratte mellemrum for at se på noget i gyderne, måske de spande af metal der stod rundt omkring eller den svage, man kunne gå så vidt som til at sige ikke-eksisterende hvis altså man var alle andre end Celéste. pigen der nu gik i gyderne og betragtede dem med stor spænding. Hendes gyldne øjne glimtede spændt i mørket, ligeså gjorde håret men tøjet hun bar var anderledes - og klargjorde at hun ikke var fra byen, med det tøj hun bar. Jakken hun var iført blå som himlen over hende, og knapperne var sorte og der var to rækker af disse. Bukserne hun bar var stramme sorte jeans, og så ud til at være speciallavede til hende - hvilket de jo også var, siden hendes dværg-familie ikke havde noget tøj i hendes størrelse fordi hun var større end dem, men lavere end normale mennesker og dværgene derfor måtte lave hendes tøj - og heraf kunne man konkludere at hun enten var ny i byen og meget ubekendt med gyderne; eller at hun simpelthen spillede skuespil og opførte sig som en forvildet teenager.

Hendes lette, fjederagtige skridt var lydløse fordi hendes fødder simpelt var bare,og bar ingen tegn på at blive plejet så godt som man nok burde. Men hendes ansigt var nu noget helt for sig; gyldenbrune øjne, mørke fluebens-buede bryn, lange sorte vipper omkring den udflydende gyldne-hed i irissen, mørkerøde læber, bleg hud, og alt sammen var det indrammet af de guld-agtige lokker omkring hendes ansigt der dansede og drejede sig mens hun snurrede rundt om sig selv og så sig omkring i - for hende - nye områder hun mødte på sin nybesluttede vej. Et smil var evigt på de fyldige formede læber, et smil der ikke kunne stamme fra andet end indre glæde - eller fra en dæmons forræderiske skønhed.

*Fantastisk!* tænkte hun idet samme hendes gyldne udflydende øjne var rettet på en væg med graffiti. Graffiti der var ret dårligt malet, men åbenbart imponerede denne pige, med det gyldne hår og brune øjne. En skønhed også meget lig en dæmons, men med en modsat højde og bygning. For pigen var nemlig ikke høj og slank so en dæmon var det men lille og kurvet og buttet som en dværgkvinde. Hendes hofter var bredere end andre pigers, barmen større og rundere end andre kvinders, og taljen så tynd at man kunne tro hun bar korset indenunder den sorte parkacoat.

Hun stod længe og betragtede graffiti-maleriet med de 'smukke' streger og meget kraftige farver. For hende lignede det et maleri lavet af Van Gogh, men det var jo bare simpelt street-art? Hvordan kunne det være spændende at se på? Jo, for det fik hende til at tænke på hvor mange forskellige ting der kunne ske på en dag, hvor mange gode ting der var verden. Farverne i billedet på den røde baggrundsmur i gyden der sank af noget lignende skrald, symboliserede glæde og forskel for hende.

Vinden blæste hendes hår rundt omkring hendes overnaturligt smukke ansigt og krop, og skabte et mystisk hav af guld-lokker mens de brune øjne iagttog hvordan farverne snoede, drejede, bøjede og kurvede sig foran hende. Hun lagde faktisk næsten ikke mærke til de to personer der stod længere nede af gyden; en høj ranglet gut i et dyrt jakkesæt, som fumlede med sine fingre en smule nervøst; og en sorthåret kvinde med grå stæng i håret, mørke mystiske øjne, et smal smil og det hele missede Celéste fordi hun var så optaget af et her stykke simple gadekunst, der ikke var særlig spændende- medmindre man satte pris på glæde, farver og fest som Celéste jo gjorde efter et liv hos en tilværelse med fesglade og madglade dværgmænd og kvinder.

Det eneste tegn på at Celéste faktisk virkelig var til stede nu i aften, var at hun stod op gik frem og tilbage foran det brede grafitti-værk så håret hoppede om hendes skuldre - af og til vildledt af vinden der slangede sig gennem de spændende og farlige gyder - og parkacoatens livrem løsnedes lidt og blottede en tynd udsigt til det smykke hun bar rundt om halsen, men so gik i et med hendes guld-hår. Smykket var pyntet af en rubin på størrelse med en fingernegl, og rubinen i Magenta var formet som en stjerne - et evigt minde om det ar, hun også bar på skuldrene men som både parkaen og hendes guld-hår skjulte.

Celéste kunne sjældent holde fingrene for sig selv, og derfor stødte hendes håndflade på den rå kolde mur kort efter hun var stoppet med at hoppe og danse rundt for at se mere af billedet. I samme øjeblik var der også en vind de strøg alt håret tilbage fra både den mørkhårede kvindes ansigt, og Celéstes ansigt.