No Reason //Celéste//

Dyrenes puslen i buskene, overdøvede den tavse vind der susede hen over jorden. Dog overdøvede det også de tavse skridt fra den unge mand der kom gående hen af stien i byens park, Sombre.
Han trak jakken tættere om sig og lynede den godt op i halsen. Han lod da sine hænder falde ned i lommen på de slidte jeans, og med de sorte converse traskede han hen over det dugvåde græs og satte sig resolut ned i det våde græs med den mørkeblå regnfrakke, som beskyttelse mod græsset der forgævedes prøvede at gøre ham våd i røven. Han satte hænderne i jorden og lagde hoved tilbage og kiggede op i den sorte himmel, med kun fuldmånen til at bryde det uendelige mørke.
Han havde ingen egenlig grund til at være Der. Han var der bare.
Charon, sukkede, lænede sig op af et træ der stod ved siden af ham, og lod hånden famle rundt i græsset. Han fandt en flad, tilpas stor sten, at slå smut med. Han tog den op og lod den hvile lidt i hans åbne hånd. Derefter tog han den og kastede den i vandet.
Den smuttede, en, to, tre gange før en kugle af vand greb ud efter den, og lod den hvirvle lidt rundt i det fængsel dets vandede mure havde lavet rundt om den.
Charon blinkede og vandet slap sit tag om stenen der med et svip blev slået væk, af en lille min kraftig bølge af vand.

Påklædning: Mørkeblåparkacoat i stoffet uld, sorte tætsiddende bukser,
Ingen sko men bare fødder og en rød rubin i form af en stjerne, i en
sølvkæde rundt om halsen.

Selvom vinden var tavs og afkølende,
peb skingert når den strøg gennem græsset var den så tæt på tavs som den
kunne komme her om natten. Lydne af en der nynnede gennemtrængte stilheden, og tonerne lød umiskendeligt som dem fra sangen Need You Now af bandet Lady noget. Lyden af skridt - nej vent, ikke bare skridt men nogle der hopper - gennemtrængte også luften sammen med lyden af en sen der slog smut på vandet lidt væk.
Nynnenen kom fra denne pige der gadedrenge-hoppede på flise-stien, og for en gangs skyld fulgte den i stedet for at lade græsset sive op mellem sine tæer. Vidne der gi igennem Sombre legede med hendes hår og sendte det ind i hovedet på ende, mens hun hoppede og det dansede bag hende som lyst guld-vand. Pigen karamel-farvede øjne blev delvist dækket af håret, men fremhævet lige bagefter af de lange sorte vipper og mørke fluebens formede øjenbryn der stod i skærende kontrast til hendes bleglige hud. Hendes bare fødder ramte de hvide fliser hårdt, men hun tog sig ikke af det mens livremmene på hendes mærkeblå uld-parkacoat dinglede foran hende, unde sammen i en almindelig mørkeblå knude. Hendes ben var beklædt i sort stof, og i det hele taget fremhævede hendes stramme bukser og tætsiddende parka hendes vældige kvinde-former, på trods af at denne pige kun var 15 år gammel.
Til sidst brød denne pige dog sin egen formaning om ikke at træde på græsset, og sprang ud i det - og faldt på røven, så duggen plettede hendes bukser og un fik græs i sine gyldne hårstrå og på coaten. Hun lo, en glædelig varm latter der rungede gennem parken meget melodisk og blandede si med vinden, mens hun lå dér; på ryggen i græsset, og krummede fingrene over maven af grinekramper mens månens blege hvid-lys skinnede nedover hende og spejlede sig i hendes æble-.røde kinder der var våd af dug, men samtidig også med nogle enkelte grønne våde græsstrå på sig, og gyldne hår. Pigens navn var Celéste og hun var ikke så høj endda, for da hun satte sig op og opdagede at hun havde fået græspletter på hænderne og smilte, kunne hun ikke se over den blomsterbeklædte hæk der stod mellem hende og Sombre's sø hvor nogle plaskede med sten, ned i vandet der lugtede af andemad og samtidig duftede af fugt.