With the sweet smell of blood.

Hun virkede så uskyldig, som hun sad i sin seng. Som en fortabt hundehvalp. Det var, hvad hun altid overførte, når andre talte om hende. Hun forstod dem ikke. Ikke udover det faktum, at hun i sandhed var fortabt. Men hun gjorde intet. Hun sagde ikke noget mere. Ikke med mindre det var nødvendigt. Og hun holdt altid sine sætninger korte. Hun læste ikke, selvom der var blevet bragt bøger til hendes fornøjelse. Hun havde forsøgt. Men hver gang syntes ordene at bevæge sig rundt på siderne. Som en vrimmel af myrer. Dannede nye ord. Og hun fandt ingen forståelse i dem. Hver gang hun var på nippet til det, ændrede de sig igen. Og siden da havde hun opgivet. Hun var dog ikke holdt op med at spise. Hun efterlod sjælendt noget på tallerkenen. Men hun spiste langsomt. Og det kunne nemt tage hende en time at færdiggøre sit måltid. Hun havde ikke lysten til så meget mere. Hun fik konstant billeder frem i sit hoved af de blodige vægge. Hun huskede, hvor meget hun havde kæmpet imod, da hun først var blevet bragt her til. Dette fremmede sted. Selvom hendes værelse lignede et alment soveværelse - med en bogreol, et skrivebord og en seng - følte hun sig ikke hjemme endnu. Hun sidste at omme bag det store glas i den ene ende af lokalet, befandt sig ikke noget, der kunne minde om et hjem. Hvad var der blevet af hende?
Autumn sank besværet, samtidig med at hun drejede sit blik væk fra døren for at se ned imod sine hænder. Hun bevægede sine fingre. Sikrede sig at de endnu fungerede. Indersiden af hendes ene albue var stadig øm fra dagens proces.

”Autumn - Er du klar?” Med det samme rettede hun de blå øjne imod døren igen, da den blev åbnet og en middel aldrende mand kom ind. Han havde et venligt ansigt. Og et rart smil. Som en børnelæge. Altid klar på at give en behagelig atmosfære med sig, til trods for hans muskuløse kropsbygning med bredskuldre. Per automatik fik den lille djævel plantet et lille smil selv. Ikke helt så ægte, men det virkede, siden de sjælendt lagde alt for meget mærke til hendes mimik. Lige med mindre hun så ud til at hidse sig op. Så var de klar, som var hun et kødædende bæst.
Hun begyndte at skubbe sig bedre op at sidde og kastede dynen af sig. Afslørede de bare ben. Efterfølgende var hun ellers godt i gang med at svinge dem ud over sengens kant. Men de ville ikke røre på sig. Og i stedet havde hun nær faldet ned på gulvet, hvis ikke det havde været for manden, der havde nået at komme hen og gribe hende. ”Sådan der..” Hun blev sikkert placeret i sengen igen, imens han trak kørestolen frem og klar. Hun hadede den kørestol. Men inden hun kunne nå at sende flere dræberblikke imod den, blev hun løftet op af manden som vejede hun ingeting. En arm under hendes knæ og en omkring hendes skuldre. Bare lige indtil hun med ynde blev sat ned i kørestolen. Hun forsøgte at rette lidt på den store hvide T-shirt, der normalt blev uddelt til patienter på et hospital. Den var lang nok til at virke som en kjole til hende. Heldigvis. Og så blev hun da skubbet igennem lokalet og ud af døren. Og ud i, hvad stedet virkelig var. Der var ingen tvivl. Det lignede et forskningscenter, som var taget direkte ud af en tegneserie.

Det værste var de blikke der blev rettet imod hende, som hun blev skubbet igennem forskellige gange og haller og hvad ellers. Hun bebrejdede dem ikke. Hun havde skræmt sig selv. Og hun var trods alt ikke meget andet end et objekt i deres øjne. Præcis som hun havde været vant til.
Hendes hoved var bøjet en smule, så det utæmmelige hår - der bare havde fået lov til at gro på grund af den umuligt opgave at klippe det - faldt ned og lagde skygger over hendes blege ansigt. Hun lagde næsten ikke mærke til det, da de stoppede op. Og da hun så op og hen over skulderen opdagede hun at manden var væk. Faktisk var der ingen omkring hende. Gangen var helt tom. Hun vågnede lidt mere op. Rettede sin ryg. Så overvågende efter nogen. Men der var ikke andre end hende. Midt på den korte gang. Hun kunne ikke høre nogen i rummene omkring hende. Men så igen - de var alle lydsikret. Sådan var det med alle lokalerne.

Lys. Hvidt, skinnende stof af klart lys blafrede foran ham. Synliggjorde partiklerne, de før så usete detaljer, der svævede midt i ingenting. Midt i alting. Spind af lugt klæbede sig til ham; parfume, sved, håndsprit. Han kunne se det hele hænge der foran ham. Indrammede ham. Overvældende og vibrerende af lydene og de svage bank fra hjertet.  Verden havde foldet sig ud, kronblad for kronblad. Den sanseløse skabning var nu henført af pludselig genfødsel.

De trådte ud på gangen så snart Carl havde modtaget beskeden om, at de ikke ville blive forstyrret den næste time. ’Tony’ som tremandsgruppen kaldte den bredskuldrede bedstefar havde gjort sin opgave og efterladt den traumatiserede djævel på gangen, fanget i en kørestol af stål. Carl gik forrest. Hans lyse hår var nærmest gennemsigtigt i det skarpe, blege lys fra lamperne foroven.  Kroppen udskilte en svagt lys, bemærkede Thomas med en nyfunden forundring, der i et øjeblik dulmede vreden.  Han havde aldrig bemærket det svage omrids af lys før. Men der var så meget, som ikke var blevet bemærket de sidste mange år. Nu var alting anderledes.
Kørestolen stod hvor det var blevet aftalt; midt på gangen. Der var ingen andre. Kun stolen og djævlen i den.  Thomas begyndte at nynne. Der var ingen grundt til at holde stemmen nede på lavt niveau – ingen ville høre dem, og dem som hørte det alligevel ville intet gøre. Sådan var aftalen.

Idet Autumn ingen mulighed havde for at flytte sig, kunne Carl og Thomas uhindret gå hen til den placerede kørestol. Thomas nynnede fortsat umusikalsk. Et faretruende venligt smil lå og dampede på læberne idet han gik hen og stillede sig foran hende. Carl blev bag kørestolen.
”Er du overrasket over at se mig? ” Ordene overtog de manglende musikalske evner. Thomas havde taget hænderne i lommen og drejet hovedet en anelse på skrå. Vreden blev undertryk af det faktum, at han vitterligt så ned på hende. ”Nej vent! ”, afbrød han hende, før hun overhovedet fik muligheden for at svare:”Sig ikke noget. Vi har forberedt et værelse til dig.. Vi kan snakke derinde. Vær sød at køre hende, Carl” Og Carl gjorde ingen indvendinger.

***

Rummet var tomt ved første øjekast. To stole var stablet sammen i et hjørne. En hvid reol gik nærmest i et med væggen, og madrassen var så tynd, at den kunne forveksles med et tykt tæppe – hvis man altså så bort fra det faktum, at den stod lænet om af væggen og ikke lå på gulvet, som tæpper normalt havde for vane.
Rummet var næsten lige blevet rengjort og hvis rummet havde haft et vindue, ville det uden tvivl være åbnet endnu. Men der var ingen. Kun døren de var kommet ind af afbrudte de fire kridthvide vægge.

Autumn var blevet kørt ind, så hun sad i rummets midte. Carl var trådt væk fra hende, og synes nu at være optaget af låsemekanismen i døren. Thomas derimod så kun på djævlen.
”Jeg troede de løj, da jeg hørte det” udbrød han utålmodigt og pludseligt. ” Jeg troede fandeme ikke på det.. Intet af det. Heller ikke det med din tilstand.. Jeg mener, godt nok er du svag, men jeg troede der skulle mere til at knække en djævel.” Thomas blottede næsten sine tænder i en pludselig grimasse, der skulle forestille et afslappet smil. En uvant lyst til at grine uhæmmet bankede inde i ham og fik hjerterytmen til at stige. ”Den der ler sidst ler bedst, var?”

Lyden af nynnende lyde blev hurtigt opfanget. Og hun tøvede ikke med at lede efter ejermanden. Et lille håb om, at det var en der føre hende videre, brændte op i hende. Men det lille håb forsvandt meget hurtigt, da hun så sig over skulderen. Lige tidsnok til at se de to mænd, inden de var nået hen til hende. Af ren refleks farede hendes hænder ned til kørestolens hjul. Men der var ingen at tage fat i. Den var ikke sammensat til, at hun selv kunne køre rundt om hun ville. Selv hvis de havde været der, blev hendes vej hurtigt blokeret. Hun var ikke yderligere glad for at genkende ansigtet. Overraskelsen var tydelig i hendes øjne. Hun havde ikke troet at se ham her. Hvad foregik der?
Stadig sagde hun ikke et godt. Som var hun ikke blot ude af stand til at gå, men også blevet stum. Hun forsøgte, men ordene kom aldrig ud af hendes mund. Ingen lyde. Hun tvang blikket væk fra Darcell - Eller Thomas - og så i stedet over skulderen imod. Blot for at finde Goddard bag sig. Eller Carl, var det han blev tiltalt som. Udtrykket i hendes blege ansigt bedte dem desperat om at stoppe, det øjeblik hun blev skubbet frem af igen. Men efter lidt tid opgav hun og lod dem. Hun bøjede hovedet og hvilede sine knugede hænder i sit skød. Med læberne presset sammen.

Det var som om at klikket fra dørens lås overdøvede alt andet lige det øjeblik, det lød. Det fangede hurtigt hendes opmærksomhed, og hun så hurtigt der hen imod. Dog kunne hun ikke nyde det specielt længe, før der blev slynget ord i hovedet af hende. Og hun så med det samme imod den mørkhårede unge mand foran sig. Af en eller anden grund skræmte han hende. Mere end første gang. Hans udstråling virkede mere kold. Mere hårdfør. Hun kunne ikke tage øjnene fra ham. Hun sad bare lænet helt tilbage i stolen. Øjnene spærret op i et forskræmt udtryk. Stadig med munden lukket. Som nægtede hun at tale. Frem for en djævel af hud og blod mindede hun mest om et lille dyr, trængt op i en krog.
Barrieren var brudt. Selv noget så harmløst som sætninger ramte hende. Utroligt nok så var hendes vejrtrækninger rolige og jævnlige. Hendes hjerte bankede måse lidt hurtigere end normalt. Dog var der noget der blev revet itu inde i hende ved hans sidste ord. Og smilet på hans læber.
Med ét blev hendes hænder løftet op til hendes ører. Hun greb om håret omkring og forsøgte at lukke lydene ude. ”Shut up! Shut up! Shut up!” råbte hun pludselig, samtidig med at hun bøjede sin overkrop frem over. ”I’m not weak! And I’m not a monster!” Hendes stemme var hæs. Hendes øjne var klemt hårdt i, og hendes skuldre rystede en smule. Hun havde ikke gjort noget galt. Det var hvad hun blev ved med at fortælle sig selv.
Ganske forsigtigt begyndte hun så at rette sig op igen. Stadig med hænderne begravet i det pjuskede hår, løftede hun hovedet. Så atter imod ham. Og sagde med en lavere og mere forsigtig stemme: ”What do you want..?”

Autumns reaktion på Thomas’ ord var forbavsende og de mange sanseindtryk overrumplede Thomas fuldstændig. Hjernen snurrede rundt bag øjnene og vreden fik ham til at miste overblikket. Det var derfor ikke Thomas men Carl som svarede. Han havde forladt døren og låsen og trådt hen til Thomas. Med en fast hånd havde han skubbet Thomas til side, så han nu stod foran djævlen.
”Slap af, Autumn.” Modsat Thomas var denne stemme behagelig og blød. Den forblev på et roligt, respektfuldt niveau og bar hverken præg af kulde eller hånlighed. Carl trak en stol hen og satte sig overfor hende, så de var i øjenhøjde.
Thomas bevægede sig rastløs i baggrunden, men den lyshårede mand overskyggede ham fuldstændig. Det var tydeligt, at Carl virkelig ønskede, at Autumn skulle slappe af. Ingen unødvendig stress synes hans øjne at sige.
”Lad mig præsentere mig selv først, synes du ikke? For som du nok har hørt er mit navn hverken Cyprian eller Goddard, men Carl Chevalier – Ligeså med Darcell, hans rigtige navn er Thomas Keefer. ” Stemmen var troværdig. De intense blå øjne betragtede djævlens ansigt uden at virke nyfigen.
”Du husker nok det lille optrin på hospitalet med blodprøverne? Thomas gjorde det vist klart, at vi kun ville opsøge dig igen, hvis der var spørgsmål, som vi ønskede svar på.. Det er derfor vi opsøger dig, Autumn. Vi ønsker svar, eller rettere: jeg håber du kan besvare nogle spørgsmål for mig – det er angående dit blod. ” Carl tav. Han lod ordene rodfæste sig og gav hende tid til at fordøje og forstå de nye oplysninger. I 60 minutter ville ingen forstyrre dem, så Carl havde ikke travlt. Han var fast besluttet på at det hele skulle gå så problemfrit som muligt.

”Vidste du, at dit blod ville have en toksisk effekt, hvis det blev injiceret over længere tid? Jeg gætter på, at du havde en formodning om, hvad vi havde tænkt os med blodprøven, har jeg ret? Som du selv sagde, var vi langt fra de første som havde kendskab til dine udsædvanlige evner-..”
En ringetone fyldte pludselig rummet og fik Carl til at stoppe sin sætning. Uden betænkning stak han hånden i lommen og fremdrog den ringende mobiltelefon. ”Jeg beklager meget, men jeg bliver nødt til at tage den..” Carl nikkede mod Autumn en sidste gang, rejste sig adræt og låste sig ude, hvorefter han forsvandt ud af syne. Hans behagelige stemme, som nu var henvendt personen i mobilen, forstummede øjeblikkeligt, da døren atter gik i.

”Du vidste det!” Stemmen rev sig vej igennem den nye stilhed. Den dirrede. Thomas havde under hele Carls snak gået rastløst frem og tilbage, mens de samme ord var gået igennem hovedet på ham, de samme kendsgerninger. I et uvant hurtigt tempo var han nu henne ved den siddende Djævel. Øjnene var knebet halvt sammen, munden stram og blodløs. Carl var væk; ikke en eneste tanke blev skænket deres ellers så aftalte plan. Hvordan kunne han det, når tøsen sad der? Når hans morder sad der?!
Vreden hev og sled inde i ham, og Thomas kunne ikke andet end at give efter for de kræfter, han endnu ikke havde lært at kontrollere.
”Du vidste det lige fra starten! Raseriet spirede frem i øjnene på ham, og hans knyttede hænder vibrerede svagt. Den høje stemme faldt drastisk, da han fortsatte:”Du kan ikke lyve for mig, som du kan med Carl.. Jeg kan læse dig. Jeg kan hvordan din forskruede hjerne arbejder..” Hånden greb ud efter hendes hage, i et forsøg på at fastholde hendes ansigt, så deres øjne blev tvunget sammen. Hvis hun ikke undveg, ville han stramme grebet og hendes øjne ville møde de sorte runde huller af indebrændt had. Hun ville bemærke den enkelte tåre, som ville vriste sig løs af øjet og glide ned over den hærgede kind. ”Du forsøgte at dræbe mig..” Kendsgerningen ville stå stille i luften, skælvende mellem de to parter.

Den beroligende stemme havde en overraskende effekt på hende. Den gav hende lysten til at lytte. Adlyde, om man så må sige. Med blot få ord fik han hende til at slappe mere af. Hendes skræmte blik og udtryk famlede. Og hendes greb i håret løsnede sig, indtil hun gav helt slip. Efterlod to pjuskede områder, der blot fik hendes udseende til at virke mere skrøbeligt. Der var heller ikke mere til at dække hendes små fejl. Selvom hendes hud ikke var fyldt med urenheder, havde hun stadig skjult de små ar, som nu var helt synlige. Hun blinkede et par gange og holdt blikket imod Carl, så godt hun nu kunne. Hun havde et sted mest lyst til at se væk. Som skammede hun sig over sin opførsel. Det var ikke sådan, hun var. Hun burde ikke miste sig selv så hurtigt. Dagene i kælderen var ovre. Og hun var i sikkerhed indenfor væggene. Det var i hvert fald det hun bildte sig selv ind.
Så derfor faldt hendes skuldre ned igen. Og hun kom tilbage til et punkt, hvor man ville tro hun ikke kunne tale. Men det øjeblik hun da skilte sine læber ad for at besvare spørgsmålene, der blev skillet, blev hun afbrudt af den skarpe lyd af en ringetone. Et bedende udtryk dannede sig over hende, det samme øjeblik den blonde mand rejste sig op for at forlade rummet. Forlade hende. Hun følte sig hjælpeløs ved tanken. Ordet stop sad allerede klar på hendes læber. Men hun var for sent på den.  

Og som døren lukkede i, drejede hun hurtigt de blå øjne hen imod Thomas, der meget hurtigt tog kontakten til hende. Med den samme kolde og hårde stemmeføring. Hun havde kunnet mærke hans frustration selv på den afstand, der havde været mellem dem. Hendes krop spændtes igen. Og alt det, hun havde fået samlet af ro, var væk det samme øjeblik, han talte. Hun holdt nærmest vejret. Hun blev nok også en smule blegere. Utroligt hvor nemt hun kunne ændre sig. Blot som atmosfæren ændrede sig.
Det var dog først, da hans hånd fik taget et greb omkring hendes hage, at hun fik sat sin tunge på gled gen. Startede hun med et lille piv som for at indikere, at det ikke ligefrem var helt smertefrit. Og det blev ikke meget bedre af, at han strammede det.
”No! Stop! Please!” var de første ord der lød fra hende. Hun stirrede skræmt ind i hendes øjne med beviser om, at dette ikke var en nyere form for behandling for hende. ”I didn’t … I didn’t try to kill you! Please believe me. It wasn’t my intention.” Til trods for hendes pludselig stive led fik hun løftet sine arme. Og efterfølgende sat sine hænder imod Thomas’ overkrop. I et forsøg på at skubbe ham væk igen. ”All I know is that my blood isn’t healthy for humans. It’s not even meant for constant injection. Or injections at all! It’s my blood. And its only purpose is to keep me alive!” Da hun vendte blikket imod ham igen, var der allerede kommet spor af tårer I hendes øjne. Som i hans. Hun forstod allerede situationen. Hun havde kendt til deres mål fra starten. Men hun havde ikke forventet at de selv ville bruge blodet. ”You were the one who chose to take it without any cautions. Pure!”

I selv samme han sagde kendsgerningen højt, knækkede de sidste rationelle tanker. Ordene havde lydt hundredvis af gange i hans hoved, men det var først nu at han rigtig indså, hvad sætningen betød. Realiteten voksede op af det rene ingenting og stod nu stejl og truende over ham. Det var en tyk mur, som faldt ned over ham, indespærrede ham og kvaste ham, knoglerne splintres og øjenæblerne eksploderede så saft løb ned over hans maste, formløse ansigt. Han skreg af smerte, men tungen var gennemboret af tænderne og skriget blev kun en hjælpeløs rallen.
Rædslen malede billederne og han kunne ikke andet end se dem. Se virkeligheden. Se sandheden han altid havde fornægtet og sendt bort. Som djævlens blik var Thomas Keefer tvunget til at se det hele i øjnene og forstå betydningen af det han så.. Det han havde været igennem.
Men erkendelsen sendte ikke flere saltvandsdråber ned af kinderne. Det løsnede ham fra løgnenes tøjler og gjorde ham fri.
For han var ikke død.

Trods de nyerhvervede sanser, hørte Thomas ikke Autumns forsøg på at spille uskyldig. Han så bare hendes mund åbne sig med gennemboret tunge og klistret saft fra sprungne øjenæbler. Hendes ansigt var malet på samme måde, som de billeder han havde set i sit hoved. Det opsigtsvækkende påmindelse om, at hun altid havde ønsket ham død. At det var sådan han kunne have set ud, hvis ikke Carl og Jeena havde været ved hans side. Jeena, som nu ikke var til at finde.
”DU VIDSTE DET!” Skreg han triumferede mod hende, og ruskede hendes hage, så håret flagrede. Det var det eneste han opfangede, midt i hendes strøm af ord og det var det eneste som betød noget. Hendes indrømmelse gav ham lov til at banke livet ud af hende og vreden satte liv til de uvante kræfter og fødte et anstrengt smil.

”Du forsøgte at dræbe mig. Men jeg er ikke død!” Ordene kom uden den mindste betænkning, de gled ud over de blodløse læber og gentog hans tanker. Samtidig var det tørt brænde til det bål af usandheder, som han selv troede var sandt. Ingen logisk tanke fik lov til at slukke bålet, som brændte opløftende og berusende inde i ham.
Hånden slap sit greb for kun at komme svingende imod hendes ansigt på ny. ”Morder! Morder! ” Hvæsede den hæse stemme, påvirket. ”Du vil dø, som det afskum du er. Jeg vil vise dig, hvad jeg har været igennem og udsætte dig for det, som du er skyld i.” Det sidste var ikke mere end en hvisken.

Lyden af hans skrigene ord skarp sig igennem hendes øregange. Borede sig ind i hendes hjertemasse, og fik hende automatisk til at klemme øjnene i på ny. Det var som var hun blevet advaret om den hårde ruskende bevægelse, han fik hendes hoved til at gøre. Da han så ellers holdte igen, snurrede hendes hoved gevaldigt. Han fik hende til at holde med forsøget om at få ham skubbet væk. Nu lå hendes hænder mere eller mindre bare fladt imod hans brystkasse. Hårtotter sad ned over hendes ansigt. Og hun følte sig svimmel. Det handlede sikkert også over den underlige udgave af frygt, der havde brust op i hende.

”No! I di-…” Længere nåede hun ikke med sin sætning, før hans knyttede næve blev placeret imod den ene side af hendes ansigt. Der kom intet skrig fra hende. Overraskelsen havde taget over. Hendes hoved var blevet tvunget til den ene side. Og lidt efter lidt begyndte det at svige lidt, der når slaget havde planet. Hun kunne svagt mærke, hvordan kørestolen rokkede og fandt sin balance igen. Det havde ikke været nok til at vælte den.
Hun sank tungt. Og samtidig med at hun drejede hovedet tilbage imod Thomas, løftede hun sin ene hånd op og lagde den meget forsigtigt imod den røde panache ved hendes ene kind. Det sveg men den kølige effekt af hendes hud, gav en umådelig behagelige bevægelse. Straks rettede hun blikket imod hybriden. Det var tydeligt at slaget var kommet bag på hende. Øjnene spærret op. Læberne svagt skilt ad.
”I.. I haven’t done anything!” Hendes stemme efterlod nu små spor af desperation. Vreden i hans øjne og hans beskyldninger, gav hende følelsen som så han hende virkelig som et monster. Eller noget lignende. ”I didn’t try to kill you! Understand! Why would I kill you!?” Hun havde ikke talt fransk længe. Hun forstod stadig sproget, men hendes hjerne have slået det fra som hendes eget tale sprog. Hun tænkte ikke engang yderligere over det.
Lidt nervøst så hun hen imod døren. I håb om at Carl ville tråde ind igen. Men hun begyndte da at føle sig forrådt. Dette hele havde været planlagt. Lige som sidst. Hun ville ikke kunne forvente hjælp. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun så tilbage på Thomas. Stadig med tårerne klar til at trille ned af hendes blussende kinder. ”Just…. Stop! I’m begging you.” Hendes vejrtrækninger blev ujævne, samtidig med at hendes stemme også rystede. ”I haven’t done anything..” gentog hun. Som havde hun glemt, de ord allerede havde forladt hendes mund.
Hun forsøgte igen at gribe om hjulene. Blot for at blive skuffet igen. Den var ikke bygget til, at hun selv ville kunne fræse rundt i kørestolen. Og hun kunne sjovt nok ikke skubbe sig selv væk med fødderne.

Slaget udskilte ren og flammende tilfredsstillelse. Det blev pumpet ud i kroppen og lammede et øjeblik vreden fuldstændigt. Smerten fra hånden blev undertrykt og det forbløffede Thomas, hvor nemt det egentlig var at slå på andre. Det var ikke noget Thomas havde praktiseret meget; Som ung og ukronet konge af skolegården havde han fået andre til at udkæmpe sine kampe. Piger, drenge ja sågar lærere – det var ligegyldigt, så længe hans egne hænder forblev rene. Den gang havde han kategoriseret fysisk vold af en hver art som noget barbarisk og primitivt – og naturligvis var han derfor langt hævet over den slags. Men Thomas var ikke dum og allerede dengang havde han anerkendt fysisk afstraffelse som en nødvendighed, for at kongeriget kunne bestå.
Selv da skolegården var skiftet ud med storby og bandemiljø, havde Thomas aldrig været med i en slåskamp. End ikke når det bare var for sjov.
Men nu forstod han pludselig, hvorfor andre kunne blive helt høje og afhængige af det. Det gav forløsning. Det gav fred.

Han havde drømt om at slå hende siden han vågnede fra de døde. De samme ord og de samme billeder var blevet gentaget om og om igen og var til sidst blevet en nødvendig del af ham. Det var tilmed blevet det nye mål. Tankerne kunne ikke omhandle andet. Nu var ventetiden ovre. Det glædede ham og samtidig fik det alle de negative følelser til at vokse yderligere.
Det skarpe blik blev fanget af hendes tårer, men han fandt ingen trøst i dem. Ej heller fik det ham til at stoppe det, som han ønskede at gøre. Ordene hjalp heller ikke. Han var døv overfor hendes bedende stemme, der tryglede om nåde.

”Ingenting, siger du?” Thomas stoppede et hvert foretagende og gentog hendes ord med en overraskende rolig stemmeføring. Man kunne ligefrem se gløderne i ordene, ulmende og blinkende. I takt med ordenes antal voksede disse gløder, fangede træ og andet brandbart som fik flammerne til at blafre og blive store:”Kalder du det her ingenting? Smerterne, kramperne.. døden, er det ingenting?! Det er din skyld at jeg er endt sådan, hører du? Det er din fucking skyld! ” Thomas rasede på ny. Han slog endnu engang ud efter hende, velvidende at hun umuligt kunne rykke sig:”Du er en morder! Et forbandet monster! Du har ødelagt mig, kan du forstå det?? Du har ødelagt alt. ” Endnu et slag, og et til. Han lod det ikke regne ned over hende, men tillod alligevel et par slag gå mod hende. Men for hvert slag fandt Thomas mindre tilfredsstillelse og vreden voksede stadig ukontrolleret og fik sveden til at vise sig på panden. ”Du kommer til at mærke, hvordan det var.. Og til sidst vil du bede mig om at slå dig ihjel, dit ynkelige bæst. ” Han lænede sig ind over hende, så hans mund var få centimer fra hendes øre. Han kunne fornemme blodet der løb inde i hende, og det fik ham til at miste den sidste rest af selvkontrol. Uden tøven fremdrog han fra jakkelommen en blankpoleret pistol. Løbet blev sat mod hendes tinding, lige over Thomas’ egen mund. Hvis han trykkede nu ville han blive smurt ind i blod og hjernemasse.
”Jeg håber du er bange for at dø..”

Hans ord blev overdøvet af slagene, han gang på gang sendte imod hende. Det værste var nok det faktisk, at hun intet kunne gøre ved dem. Hun kunne ikke bare holde sine hænder oppe for at stoppe dem. De var pludselige. Og han var overraskende hurtig. Samt styrken i slagene ikke stemte overens med, hvad hun havde forventet. Han var stærkere, end han så ud til. Eller rettere sagt - han var blevet stærkere. Det var i hvert fald, det hun kom til konklusion omkring. Men hun havde ikke mulighed for at tænke sig videre igennem at svar på hvorfor. Slagene ramte hårdt. Og smerten var ikke lav.
Hun forstod ikke, hvorfor hun ikke skreg. Det var sådan en ting, hun var vant til. Den store lyst til at skrige højt, når smerten blev hamret imod hende. Men det var som om at al luft konstant blev slået ud af hende. Det eneste hun kunne gøre var at komme med få halvkvalte lyde. Det var underligt. Dog var det vel forståeligt. Smerten var helt anderledes end fra den hun havde følt før i tiden.

Autumn sad lidt og fik pusten igen. Hun kunne svage den metalliske smag af blod, eftersom hun tilsyneladende havde fået bidt hul i indersiden af sin kind under slagene. Hun ville stadig ikke se imod Thomas. Men noget fik hende alligevel til det. Stadig med de bedende øjne. Og hendes vejrtrækninger lød næsten forpustede.
Hun havde egentlig bestemt for sig selv, at ingen ord ville nå ham. Men i det øjeblik hun følte pistolen blive presset imod hendes tinding, kunne hun ikke holde sig fra at skille læberne ad på ny. ”Oh god... no.” Hun turde ikke bevæge hovedet. Hun sank den mængde blod, der havde lagt sig på hendes tunge. Men hendes læber var allerede malet svagt røde af det. ”Please don’t..” Hun lød mere ynkelig nu. Hun kunne ikke holde tårerne tilbage. Hun klemte sine øjne sammen, men de trillede stadig ned af hendes kinder. Hendes hænder blev igen løftet og lagt imod hans brystkasse. Hun greb svagt fat i hans overkropsbeklædning. Blot for at fremhæve hendes bedende udstråling.
”Listen.. I’m sorry..!” Gråden lå klart i hendes rystende stemme. Løberen virkede brændende kold imod hendes tinding. Faretruende. ”In hope that… you wouldn’t use the blood already… I didn’t say anything…” Hun bed kortvarigt tænderne sammen. Forsøgte at komme frem med noget fornuftigt at sige. “Sorry. Just please… don’t hurt me anymore.” Når man så situationen på afstand, ville ingen meget muligt tro, hun var meget andet end et menneske. Allerede nu lå hendes menneskelighed tydeligvis på et højere niveau end Thomas’. ”Don’t kill me. I don’t wanna go back..” To hell.
Han havde valgt tidspunktet perfekt, hvis man så det fra hans side. Hun var ustabil. Hun var svagere. Og hun var desperat for at ikke blive såret mere. ”I’ll do anything. Just please…don’t…” Hun ville bare have fred.

Han kunne fornemme frygten, der kom fra hende, som var det en fast, levende skikkelse. Med pistolmundingen presset mod hendes hoved og sit eget ansigt centimeter fra våbnet, var han umådelig fristet til at sende neuroner og fedt ud i det nyvaskede, hvide rum. Det var ikke bare skuespil, hendes frygt. Det stod klart for ham, som han stod der; blodet, hjertet, åndedrættet. Det hele sladrede til ham, påvirket af rædsel.
Pistolen var endnu ikke ladt.

De havde aftalt, at det var Carl som skulle snakke denne gang. Thomas havde ikke været meget for det, men han havde erkendt at Carl havde ret i sine ord og var til sidst gået med til det. Ligeså var han gået med til, at det skulle foregå uproblematisk og at det skulle overstås inden tres minutter.  Faktisk havde Thomas kun insisteret på at komme med, og fordi han havde imødekommet alle de andre forslag og krav havde Carl givet ham lov. For hvad kunne der ske ved det? Alt var gået som planlagt. Tony havde udført sin opgave, de andre havde gjort det samme.. Undtagen Thomas. Allerede da de var kommet ind i lokalet stod det klart for ham, at planen ville være svær at overholde. Vreden, hævntørsten og frustrationerne var nærmest umulige at ignorere. Men Carls tilstedeværelse havde alligevel formået at holde det hele under kontrol. Lige til at telefonen havde ringet.. Og kaos var sluppet ud af dets plagede vært.
Aftaler, planer og Carl var pludselige ikke-eksisterende faktorer.

Thomas rykkede lidt på sig, men fjernede ikke pistolen. Tænderne var bidt sammen og blikket emmede af beslutsomhed.
”Læg dig ned. ”
Ideen var kommet brasende, og stod med ét lysende klart for ham. Der var ikke længere fristende bare at sende en kugle gennem hovedet på hende. Thomas Keefer var bestemt ikke religiøs men idet ordene forlod hans mund var han overbevidst om, at det var ord sendt til ham fra højere magter. Andet kunne simpelthen ikke være muligt. Som et lys i blindende mørke viste det ham vej og afslørede præcis hvad han skulle gøre, for at opnå den ultimative hævn.  
Der blev ikke taget notits af kørestolen. Stemmen lagde ikke op til diskussion.
”Læg dig ned,” gentog den med følelsesløs klang. Thomas var et medium, ikke andet end et talerør, som Genialitetens Hævner kunne tale igennem.

”Jeg pløkker hovedet af dig, hvis du ikke lægger dig ned på gulvet.”

Autumn havde skam fanget det første gang, han udtalte ordene. Men det var kommet så meget bag på hende, at hun ikke havde gjort meget andet end at åbne sine øjne op igen. Med et overrasket udtryk i det skræmte ansigt. Hun sad som stivnet og forsøgte at komme frem til en forklaring. Situationen lige nu var i forvejen ikke specielt behagelig. Og hans ordre sendte hende blot tilbage. Tilbage til de dage, hvor man ikke kunne sige, hun havde danset rundt på røde roser. Det havde mest været som et minefelt med gale hunde efter sig. Konstant i søgning efter bare et lille sikkert sted, der meget muligt aldrig ville dukke op.

Med ét vågnede hun op fra sin tankegang, da sætningen på ny forlod hans strube. Denne gang reagerede hun lidt mere på det. Hun fik forsigtigt løftet sit hoved, men stadig i frygt for pistolen. Hun skulle netop til at skille sine læber ad og forklare ham, at hun ikke kunne. Ikke bare sådan. Men hun blev brat stoppet i det, da truslen nåede hendes øre. Hun trak sig nærmest sammen. Skuldrene op til ørene og hovedet bøjet en smule igen.
Hun spændte og fremdrog årene i sin hals, da hun forsøgte at synke en klump. Hun satte tænderne ned i underlæben. Hvor efter hun slap Thomas’ trøje og satte sine hænder imod armlænene på kørestolen i stedet. Hun løftede sig roligt op med hendes armes kræfter. Så svært var det ikke. Hun var ikke svag. Men hendes krop rystede og gjorde det mere besværligt. Hun tog en dyb indånding, inden hun lænede sig mere fremover. Hun følte, hvordan hun faldt. Og da hun landede på gulvet, var det ikke ligefrem som at lande på en blod madras. Kørestolen endte med at blive skubbet bagud på grund af hendes stund med at komme ud af den igen.

Hun begyndte at løfte sig selv lidt mere op fra gulvet, igen med sine armes hjælp. Hendes bare ben lå bare slappe for sig selv. Gjorde ikke rigtig noget. Ikke engang en muskel blev sat i gang. Hun ømmede sig lidt, eftersom faldet havde endt på hendes ene arm. Ikke noget voldsomt, men det var aldrig noget helt smertefrit.
Hun løftede roligt hovedet og drejede det for at se imod Thomas igen. Hendes hår faldt pjusket ned over hendes ansigt, men hun kunne stadig se tydeligt. Til trods for hendes mangel på briller. Det bedende blik lå stadig i hendes nærmest lysende blå øjne. Og man kunne se, hvordan hun næsten ikke turde åbne sin mund.
”Please.. Just put that gun away. And leave me alone..”

Thomas Keefer iagttog djævlens fald med et nyfigent blik. Det behagede ham, at hun ikke havde protesteret. Følelsen af komplet magt var yderst beroligende, og vreden sank sammen til en lille klump i maven. Måske kunne hun fornemme at ordene ikke var Thomas’ egne? Jeg er et medium. Hun kan intet stille op.
Thomas gyste af ærefrygt og øjnene lyste af fryd ved tanken. Det var en uvant lyksalighed; Thomas havde aldrig følt sig så betydningsfuld.
I en stund gjorde han ikke andet end at se på det liggende pigebarn. Nådesløst så han ind i de indtrængende blå øjne, og spejlede sig i kontrasten. Den hvilende vrede mumlede fra dybet, men halvmennesket slog det hen, overbevidst om at denne plan var bestemt på forhånd; Den var opskriften på succes, vidste han. Det var vejen til det ultimative mål.

Så greb trådene atter fat i ham, og Thomas åbnede munden, klar til at sende næste kommando af sted:”Vend dig om på ryggen. ” Stemmen var kontrolleret til en sådan grad, at selv Thomas blev i tvivl om, hvorvidt stemmen overhovedet var hans egen. Det var ellers kun Carl der kunne beherske en sådan røst. Han beherskede fremtoning var noget Thomas misundende. Den blonde fyr var indbegrebet af indre styrke og værdighed.

”Tag dine arme ned langs siden, ” Thomas snakkede igen og fjernede opmærksomheden fra tankerne. Atter en gang drev øjnene hen over hendes liggende skikkelse og han satte i bevægelse. Først da skosnuderne rørte hendes venstre arm stoppede han. Et lille hemmelighedsfuldt smil prydede læberne.
”- og åben din mund. ” Thomas havde glædet sig til at sige dette.
Hvis hun fulgte hans kommandoer ville han gemme pistolen væk i bukselinningen og sætte sig på hug ved hendes side. Hans øjne ville funkle og uden flere ord ville han fremdrage en lillebitte æske med endnu ukendt indhold.

Der var ikke meget at protestere over. Det var en vant situation, hun var i. Det var mere eller mindre unormalt for hende, hvis hun valgte at sige ham imod mere end højst nødvendigt. Også selvom Thomas var langt fra så skræmmende som den djævel, der igennem de sidste fire år, virkelig havde gjort hendes liv til et helvede, så var der stadig noget i hende, som sendte hende tilbage i tiden. Og dette noget gjorde det umådeligt svært for hende at modsige ordre. Især med den stemmeføring der blev brugt imod hende i øjeblikket.

Uden at sige så meget som et piv, fik hun drejet sig helt om at ligge på ryggen. Der gik heller ikke længe før begge hendes arme var lagt ned langs siden. Hendes håndflader rettet ned ad. Og hendes fingrespidser begyndte nervøst at kærtegne det hårde gulv under hende. Hendes øjne lå hele tiden imod denne hybrid. Hun ville ikke tage dem fra ham. Som var hun virkelig bange for at han ville gøre noget uforudsigeligt, hvis hun så væk bare i et splitsekund.
Det var først ved hans sidste ordre, at hun tøvede. Hun sank den smule blod og spyt, der havde samlet sig i munden. Og allerhelst ville hun have sine læber lukket tæt. Men alligevel var der noget der fik dem skilt ad. Ganske forsigtigt. Samtidig havde hendes øjne også lukket sig i, til trods for hendes fordom om netop denne uvidenhed.

Dog kunne hun stadig høre, hvad han lavede. Hun kunne både høre og mærke om komme helt hen til hende. Hun kunne høre ham skramle rundt med noget ved siden af hende. Hun holdt vejret et øjeblik, hvor efter hun ganske forsigtigt åbnede sit ene øjne. Blot for at blive efterfulgt af det andet, da de begge blev spærret op.
”What’s that..!?” røg det hurtigt ud af hende i en panisk tone. Mindst i samme tempo fik hun sippet sine læber sammen og trak sig op i en siddende stille ved hjælp af hendes arme. Hun trak sig derefter lidt væk fra ham. Hun så frem og tilbage imellem hans ansigt og den lille æske, han havde i sine hænder. Og hun trak skam vejret igen. Som var hun forpustet. ”No..” Hun var endelig ude af den mindre trance, hun havde været i. Hans ord var ikke længere dominerende. Det havde været underligt selv for hende, at hun blot gjorde, hvad han sagde.
Hun forsøgte at trække sig længere væk, med mindre han stoppede hende i det. Og kort så hun hen imod døren. Stadig i et håb om ikke at skulle være alene med ham længere. Døren var ikke låst, var den?

Nej, nej, neeej!
Bitterheden over djævlens pludselige modstand var ikke til at skjule. Det var ellers gået bedre end forventet og denne bratte protest var som en lussing mod den gråblege kind. Raseriet var blevet tændt på ny, og vreden nøjes ikke længere med at sove i maven på ham. Hendes handling havde revet det gudelige slør af ham, og sendt de glemte faktorer frem i lyset igen; Thomas var en presset mand.

Der var intet ur i rummet. Thomas havde af samme grund ingen ide om, hvor længe han havde været i rummet, eller vigtigere: hvor længe Carl havde snakket i telefon. Carl var ikke kendt for at snakke længe, og med ét stod det klart, at Thomas næppe havde tid til at overtale Autumn til at samarbejde. Ej heller banke hende på må og få til hun gav efter – der var simpelthen ikke tid. Frustrationerne gjorde hans bevægelser hurtige og hektiske og Thomas var ikke længe om at nå hen til hende igen.
En hver tanke om medium og gudfrygtighed var blæst væk fra det hårde ansigt. Endnu en gang var Thomas blevet tvunget til at løbe hovedkulds ind i realiteterne.
Nu skulle det gå stærkt.

Voldsomt greb han ud efter hendes ben med den frie hånd og trak hende til sig, så hun gled hen over det glatte, nyvaskede gulv. Tænderne var blevet bidt sammen, og gjorde kæbemusklerne hårde. Øjnene stirrede mod hendes mund, alt imens han gang på gang måtte forsikre sig om, at det ikke var lyden af Carls sko han kunne høre. Rummene er lydtætte, mindede han sig selv om. Men de paranoide tanker havde bidt sig fast, og var ikke til at blive fri for.
Resolut slap han sit tag i benet og endte med at sætte sig på hendes mave, med armene fastgjort med sine egne ben. Hver en handling blev styret af vanviddets omtågede tanker og vreden. Blikket rykkede sig ikke fra hendes mund, da han med sin frie hånd pressede fingrene ind i kinderne på hende (tommelfinger på den ene side, lange- og ringefinger på den anden) og tvang hendes kæber fra hinanden. Med ferm hånd fik han åbnet æsken, og uden den mindste tøven, fik han smidt den lille hvide pille i kæften på hende.
Lettelsen rullede ind over ham, i selv samme øjeblik. Det var lykkedes!
Hver en hård muskel forsvandt, og Thomas Keefer glemte helt, at han sad på hende.
Carl kunne komme nu, den lille pille var indenbords og ville omgående smelte på hendes tunge. Stoffet ville derefter sprede sig i hendes krop, og selvom den ikke ville have en omgående virkning, ville djævlen inden for den næste uges tid mærke stoffet; og der ville det være for sent.
Thomas’ øjne strålede da han lænede sig ind over hende, uden at skænke den akavede stilling en tanke. Smilet dominerede hans ansigt.
”Så. Nu er du fortabt” Stemmen var hæs. Mere sagde han ikke. Mere nåede han ikke.
Døren gik op.

Et kort skrig af overraskelse skød op fra hendes strube, da Thomas pludselig fik trukket hende hen imod sig. Hun nåede ikke rigtig at registrer meget andet, før han sad på hende. Vægtede oven på hendes sarte mave. Neutraliserede al fare hendes arme kunne udgøre ved at spidde sine knæ imod dem. ”No! Stop!” Hun forsøgte at spjætte, men hendes ben lå overraskende nok bare stille. Det var kun hendes overkrop der vred sig for at komme fri. Hvilket egentlig blot resulterede i ingenting. Han fik sit greb omkring hendes kæbe. Og han fik nemt tvunget hendes mund åben. Hvor efter noget der føltes som en pille blev ført ind på hendes tunge. Og han gav endelig slip.

”What did you…! What did you feed me!?” Selvom hun forsøgte at lyde mere bestemt og hård, var hendes stemme stadig ikke meget andet end ynkelig. Hendes øjne var igen blevet fyldt ud med tårer og hun stirrede imod ham. Pillen var blevet opløst så hurtigt, at hun ikke havde nået at spytte den ud. Og hun havde ingen idé, om hvad det havde været. Men hun havde en fornemmelse om, at det ikke blot havde været en vitaminpille. Hun begyndte at vride sig mere. Men af en eller anden grund kunne hun ikke finde sin styrke frem.
Da døren gik op og lyden havde nået hende, drejede hun hurtigt blikket væk fra Thomas. Så direkte hen imod døren. Og udne at vide hvem der stod på den anden sidde - Eller om der overhoved befandt sig nogen - skilte hun igen sine læber i et råb.
”Hjelp me! Please!” Hun følte tårene glide ned over hendes kinder nu. Al hårdheden var forsvundet fra hendes stemme, og som hun lå mere stille nu, kunne man mærke, hvordan hendes krop rystede ukontrolleret. ”Help! Get him away from me!” En enkel dråbe blod gled frem fra hendes mundvige. Såret i den indre kind, var endnu ikke helet. Og som hun havde sin mund åben på hvid gab, havde lidt af den røde væske fundet sin vej ud. Med ét, stoppede hun med at råbe, da et hoste anfald trådte ind. Og det at have ham siddende oven på sig, gjorde ikke situationen bedre.
Hele hendes krop gav ryk fra sig ved hvert host. De løs tørre. Som var hendes hals irriteret. Som sad der noget og generede, som et fiskeben. Hun syntes ikke at kunne få ordentlig luft og hendes hoved begyndte at snurre. Gjorde hovedpinen fra tidligere værre.
”Please…” fik hun dog frem igennem al hosteriet. Hun kradsede sine nedbidte negle ned i gulvet under hende. Og hun ønskede inderligt, at det ville holde. Hendes øjne var lukkede. Så hun så ingen andre komme ind i rummet. Og hvis hun blot prøvede at åbne dem, ville et lag af vand ligge over hendes øjne. Gøre hendes syn endnu mere sløret, end hvis hun ingen briller havde på.

”Thomas, hvad har du gang i?!” Carls stemme pløjede gennem rummet og Thomas fór tilbage, som havde Autumn brændt ham. Han vidste at Carl var vred; selvom Carl hverken havde brugt bandeord eller råbt, vidste Thomas at det her var alvorligt. Forberedt på det værste havde halvmennesket søgt væggen som beskyttelse, og selvom øjnene var opmærksomme og kroppen på vagt, kunne munden ikke lade være med at smile; pillen var opløst.
Døren gled i, og Carl var hurtigt henne ved Autumn, der fortsat hostede. Ganske forsigtigt strøg han hende over panden, og studerede skaderne som Thomas havde efterladt på hendes ansigt. ”Så, så,” hviskede han beroligende.
Derpå vendte han hovedet mod Thomas igen, der stadig stod lænet op ad væggen.
”[/b] Hvad har du givet hende? [/b]” Stemmen var alvorlig, og Selvom Thomas mest af alt havde lyst til at tie stille og spille sej, turde han ikke andet end at svare sandfærdigt.
”Bare en pille.. Men det er ikke dens skyld, at hun hoster sådan, at du ved det. Pillen er stort set harmløs.”
Carl fnyste som svar og tilføjede så, idet han atter blev gjort opmærksom på djævlens hoste:”Hent Tony. Han ved, hvad man skal gøre for at stoppe det der. Vores tid er udløbet. ”

Da Thomas var gået, hjalp Carl Autumn tilbage i stolen. Blikket emmede af bekymring idet han så mod hende. ” Jeg er ked af, at Thomas opførte sig sådan.. Det var tydeligvis en fejl at tage ham med, med de nye evner og sådan. Han har endnu ikke lært at kontrollere sig. ” Carl havde sat sig på stolen overfor, så de kunne se på hinanden. Trods hans rolige væsen lagde han ikke skjul på, at han var vred over den skammelige opførsel. Thomas ville komme til at bøde for sine handlinger.

”Jeg ved ikke, hvad det er han har givet dig, men jeg har en formodning om at det er en ’smagsprøve’ på det stof, han har arbejdet med.” Gulduret på armen blinkede i lyset. ”Hvis jeg ikke tager meget fejl vil du inden for de næste par uger opleve en dominerende trang til at få en ny pille. Stoffet er yderst vanedannende, og der skal ikke mere end en pille til at gøre en person afhængig. Jeg kan kun gisne om, hvorfor han valgte dig som testperson, men en ting er sikkert: Han føler ikke at han er færdig med dig, og ved at gøre dig afhængig er han sikker på at du vil opsøge ham. Lov mig, at du opsøger mig i stedet. Jeg skal nok hjælpe dig igennem det hér – Det var trods alt min skyld at Thomas kom med i første omgang. ”

Døren gik op, og Tony og Thomas kom ind i rummet. Carl rejste sig fra stolen. ”Held og lykke Autumn.” Uset lagde han en seddel i hendes skød, hvorpå der stod en adresse og et telefonnummer. ’gem det’ mimede han stumt og vendte sig så bort fra hende.
”Jeg håber du har taget noget beroligende med, Tony, hun trænger til det. – Kom Thomas! ”
Og dermed forlod de to mænd rummet, og efterlod Tony og Autumn alene tilbage.

Kort tid efter Thomas endelig havde fjernet sig fra hans sidde på oven på hende, holdte hendes hosten. Det havde ikke været på grund af pillen. Men blot på grund af den begrænsning, hun havde til ilt. Blandet godt og grundigt sammen med panikken, der havde skyllet ind over hende, da pillens bitre smag havde gledet ned sammen med spyt og blod. Hun var stadig ikke helt forstået på, hvad det var, han havde givet hende. Carls forklaring havde været tåget for hende. Hun havde knap nok lagt mærke til, at hun var blevet løftet op fra gulvet og hen på sin trofaste kørestol. Hun trak vejret, som hyperventilerede hun. Ganske sagte. Det var ikke noget voldsomt. De lød næsten klynkende. Som hendes stemme. Tårer gled stadig ned over hendes kinder, uden at hun så meget som behøvede at blinke for at få dem til at forlade hendes øjne. Blikket i de blå øjne virkede blanke. Hun var faldet sammen indeni. Og det havde ikke taget meget. Hun var trods alt stadig skråbelig. Et faktum der tydeligvis var blevet taget som en fordel.

Autumn snøftede efterfulgt af endnu en panisk vejrtrækning. Hun så ikke op imod hybriden med den beroligende stemme. Men hendes ene hånd havde løftet sig en smule. Bare for at gribe svageligt fat i hans bluse. Hun ville ikke have ham til at gå igen. Noget ved ham gav hende en hjemmelig fornemmelse. Ikke ligesom alle andre der omgav hende. Her så alle hende som et objekt ligemeget, hvor meget de så end prøvede at virke åbne. Men hun vidste ingen rigtig bekymrede sig om hende. De bekymrede kun sig om, om hendes krop eller lignende ville blive påvirket.
I det døren gik op, og Tony kom tilbage med Thomas efter sig, løftede hun hovedet og så mod Carl. Hun var sikker på, hun udgav enormt ynkelig udstråling, som hun nærmest så bedende imod ham. Men det virkede ikke til at ramme ham, før han bevægede sig efterfølgende væk fra hende. Hen imod døren. Og hun havde ingen kræfter i hænderne, så hendes tag i hans bluse løsnede med det samme. I stedet lagde hun sin hånd oven på den lille seddel i hendes skød. Skjulte den. Og knugede så hånden sammen. Fik papiret til at krølle sig sammen, inden Tony nu stod ved hendes sidde. En kanyle klar i sin hånd. Og han tøvede ikke med at begrave den tynde nål ind i huden bag hendes ene øre.
Det bedøvende virkede hurtigt. Og inden længe var det som om alle muskler i hendes krop slappede helt af. Og inden længe var hun væk. Dog stadig med den ene hånd knuget tæt om papiret.

//Out//