the smell of fish

Sted: Havnen
Tid: 16:00
Dag/ Dato: Tirsdag 14.02.2012
Vejr: En smule koldt
Omgivelser: havnearbejdere.

Stanken af fisk fik Darien til at rynke på næsen. Ærlig talt havde han håbet på at tage et mere romantisk sted hen på Valentines day, men der havde ikke været nogen date der meldte sig. Så i stedet var han taget ud på havnen for at glemme at alle andre end ham var på date. En lille rynke dannede sig i panden på ham, i det han kørte en hånd henover sit ikke så behårede hoved. Et kækt smil formede sig på den unge mands læber, hvorefter han vendte om på hælen for at bevæge sig hen mod molen. De brune øjne var limet til jorden, og hænderne var begravet i lommerne.

En blid brise gled henover havnen, og dæmpede stanken af fisk en smule. Darien trak let på næsen, men faldt hurtigt hen i tankerne. Egentlig havde han planlagt at blive hjemme under dynen, men denne plan havde fået fingeren og derefter var han skredet fra lejligheden. Med et let skuldertræk, vendte han igen om på hælen for at gå tilbage til selve havnen. Han stoppede dog op, for at se på et af de store skibe der lagde til i havnen.

Det var ikke til, at se, for manken der blev revet rundt på kanten af den mugne mole. Ikke at det generede hende, som håret kildede op ad nakken. Øjnene, som skulle se, men ikke kunne for hårets oprørske dans, var fæstnet til et sted ude i det blå vands krusninger, der vuggede bådene. Det blotte syn af den stødte rokken satte skub i erindringerne for øjnene af den falmede skønhed. Hendes minder var alt hun havde tilbage, det var hendes børn. Hendes gisp blev bortført af et vindpust og affødte et minde, hun kunne mæske sig i, som øjnene dalede dybere ned i fortiden.

Det var det minde, kvinden skulle leve i i dag, og det minde, der skulle være hendes koffein. Hendes beskidte lille hemmelighed hun kunne værne om og pleje, så lystigt hun ville, når hun kom hjem. Hendes narkotika at blive høj af. Der blev pustet nænsomt til gnisten bag de mørkeblå glober, som straks antog en lysere nuance antændt af opiummet. Ansigtet brusede op i liv, livet migrerede ud gennem årene og bragte blod til hendes sløve hjerte og læberne deres sædvanlige truttende form. Minsandten om hun nu ikke var så vågen, som tristessen kunne lade ske!

Friskere, og en smule mere livlig end før, trippede hun af sted på tåspidserne af et par slidte fattiggårds-sko, næsten som var Anaïs en brik i blæstens legesyge og barnlige tag-fat-leg. Midt i lømmel-hop roterede hun 90 grader på molens hjørne og opdagede, at hendes mindre optog, havde fået sig en fan.

Der var ikke meget for vinden at hive fat i, da en blid brise gled henover havnen og sikkert også resten af byen. Darien prøvede på ikke at lade sig påvirke af stanken af fisk, der både kilede og brændte i hans næsebor. Smilet trak let i hans mundvig, og det tog kun et øjeblik før et fuldent smil dansede om læberne på den unge mand. Valentines dag var en af de få dage som Darien ikke var en stor fan af, især ikke når han var fordømt til at være single. Han sukkede let, hvilket fik hans brystkasse til at løfte sig en smule. Stanken af fisk virkede ikke nær så irriterende som da han ankom til havnen, i stedet virkede den bare som en del af baggrunden. En del af hvad havnen var. Smilet falmede dog en smule, i det en kvinde kom dansende henne fra et af havnens mange hjørner. Der var noget over hende, noget ubeskriveligt. Darien var ikke længe om at tage sig selv i at stirre på denne kvinde, og lod i stedet de brune øjne glide ud over det blå vand der smøg sig op af de træpæle der holdt molen på plads. Meget bevidst over kvindens tilstedeværelse, valgte han at fortsætte sin lille spadseretur.

Ubevidst lod han blikket glide tilbage på kvinden, og da han endelig tog sig selv i det måtte han sende hende et lille smil. Hvorfor han havde svært ved at fjerne sit blik fra hende anede han ikke, men der var noget tryllebindende over denne. Darien havde hørt om at der var andre racer end menneskene, men han havde ingen anelse om hvordan han ville kunne fortælle hvem der var hvem. Hans brystkasse løftede sig en smule, inden under hans bluse, i det han tog en dyb indånding. Stanken af fisk var nu helt forsvundet, hvilket nok tydede på at han havde vænnet sig til det. Endnu et smil voksede på hans læber, og han fik snildt bevæget sig over til kvinden. Han fangede hendes blik og hævede let det ene øjenbryn. ”Flot optræden.” komplimenterede han, hvorefter han rakte sin ene hånd frem i en venlig gestust. ”Darien Johnson, din nye fan.” præsenterede han sig selv, hvorefter en lille latter fulgte præsentationen. Darien trak hånden til sig igen, og lod den dumpe ned i en af de mørke lommer. ”Og må jeg være så ulejlig at spørge hvad du hedder?” Det ene øjenbryn skød i vejret, mens et lettere kækt smil formede sig om hans læber og erstattede det førhen værende smil.

Anaïs kunne ikke helt, få sig selv til, at tænke udover sin egen næse. Det havde ikke været hendes mening, at vise denne forestilling for nogle øjne, og da slet ikke for en mands. Mænd havde det med, at blive besnæret af hende. Det var sådan, det førhen havde været, og det var sådan, det altid ville fortsætte, med at være. Også selvom hendes krop var begyndt, at skrante, formåede Anaïs, at anbringe sig i en skabagtig positur, der alligevel så mere naturlig ud end en plante. De klare, opspilede stellarøjne og indbydende mund havde begge taget en næsten komplet form efter et o. Den følgende bevægelse var ligesom sat i slowmotion, for benene, der var krydsede og klar, til at de små fødder og den robuste men glatte kaj mødtes, gav efter og skoene gled, mens armene, der før havde været adskilt fra kroppens sider, skjulte hænderne i lommerne og pressede skuldrene op under ørerne, mens hun stadig var blind af sit eget sprællevende ’Sortehav’. Midt i sin hektiske flugt rystede hun mindet af sig - eller forsøgte af ren stædighed på det -, selvom minder var en størrelse, der varede evigt.
Anaïs mente ikke noget med det blik, hun ikke kunne unde sig selv, da hun strøg forbi ham, uden egentligt at bide mærke til de mægtige skibe og stendæmningen på den anden side, men det var alligevel en ting, hun senere kunne have undværet. De mørke øjne så hendes i møde, som stjernerne ville gøre om nogle få timer, men det var på en måde, så de funklede af liv. Og det var den ene ting, der tog snøvsen fra Anaïs, der sagtnede farten i tide, for til sidst at stoppe, og tilsidesætte hjertets chokerede pumpen, så hun kunne skelne en boblende humor under ordene. ’Darien Johnson, din nye fan…’ Seneste, havde nok passet hende bedre, fortalte en stemme hende fra dens krog. Der måtte vel stadig være folk, der huskede hende i al sin pragt og skønhed? fortsatte stemmen hviskende. Og alt imens overvejede hun, om hun burde tage hans hånd eller lade være, selvom det i sidste ende ikke var sås vært, at beslutte. Han beseglede selv skæbnen med sin uhøflighed. Sådan at kalde hende ’du’! fnøs stemmen.
Men se så, nu var kajen jo ikke bygget til måneskinsture og familieudflugter, den var i stedet bygget til mange enlige fiskeres joller. Det ville derfor ikke være alt for svært for ham, at høre hende og se et surmulende udtryk, der egentligt havde sin charme.. Den rynkede pande, næsen i sky, antydningen af en underlæbe der stak ud af flaben på en måde, der nok kunne mistolkes. ”Nej sir.” Hun overvejede faktisk også, at sige, efter den trodsige og mestendels fornærmede verbale ytring, at han for hans egen skyld kunne kalde gie hende et øgenavn, for et øgenavn fra eller til var ingenting, men lod sig alligevel stoppe. Det var dog for barnligt, for slet ikke at nævne graden af barmhjertighed og - fanden tage det - venlighed! Det kunne jo give ham indtryk af, at hun ville hans selskab, afgjorde Anaïs, idet hun løftede hagen og – for gud måtte vide hvilken gang – fik sit ansigt gemt væk bag midnatsmørke krøller.

Det kom lidt som en overraskelse at hans hånd ikke blev godtaget, så i stedet blev den flyttet tilbage ned i den ene mørke lomme. Darien kunne med det samme fornemme at han havde trådt hende over tæerne og fornærmet hende på det groveste, på den ene side var han en smule ligeglad men han brød sig ikke om at give folk et forkert indtryk af ham. Et lille undskyldende smil formede sig om hans læber, hvorefter han bukkede lavt. Det varede dog ikke længere end et par sekunder, før han igen rettede sig op. ”Jeg beklager dybt, hvis jeg fornærmede Dem.” Darien løftede tøvende blikket fra den stenbelagte havn og mødte hendes blik med det samme undskyldende smil om læberne. Endnu en psygisk mavepuster fik ham til at stoppe sin vejrtrækning en smule, mens han kiggede på hende med lettere op spilede øjne. Han havde kunnet forstå på hendes kropssprog at han havde fornærmet hende, men han havde ikke i sin vildeste fantasi troet at sådan en skønhed ville afvise en simpel mand fra at fortælle sit navn. I stedet for at protestere, som han ville have gjort hvis det havde været en fremmed eller en hvem som helst anden, valgte han at trække let på skuldrene som om han satte sig tilfreds med hendes svar.

”Jeg kan se at De allerede har bestemt Dem for at De ikke bryder sig om mig.” Ordene gled ud over hans læber, som en blid vuggevise. Han hævede sigende det ene øjenbryn, en smule hånligt men også fuld af den høflighed han var blevet lært af sine bedsteforældre. Han havde aldrig lyttet til deres regler om etikette og hvordan man snakkede ordentligt til den dame, men nogle få ting huskede han dog og denne var et af de citater han brugte i sin hverdag – Pres aldrig folk, mere end de kan presses. ”Jeg vil derfor undskylde for min uhøflighed.” tilføjede han og følte sig straks underdanig. Han var ikke glad for at være så forfærdelig høflig, han kunne bedre lide at være den dominerende i en samtale ja faktisk i et helt forhold. Han rynkede lynhurtigt på næsen, og håbede på at det ikke ville være synligt. Darien nikkede en enkelt gang, som et signal på at han ville trække sig tilbage. Han vendte derfor om på hælen, og valgte at spadsere væk fra kvinden selvom han mest af alt havde lyst til at stå og stirre på hendes ansigt i flere timer. Hendes skønhed var mildest talt; betagende.

Anaïs gravede hænderne ned i lommernes lune skjul, efter tilfangetagelsen af en vildfaren krølle. Det undskyldende smil på hans ansigt og det banale buk vandt en brøkdel af den interesse, hun gemte på. Hendes ansigt tøede op fra den hærdede cementmaske, og gåsehuden begyndte at brede sig - på hendes arme, hendes fødder og hænder - under hans blik. ”Det siger De jo.” nynnede hendes skælmske læber. Den svale vind genoptog tag-fatten med de sorte lokker, på så kraftig en vis at hun måtte stive sig af og stikke det halve mutte ansigt ned mellem det lange, mørkegrønne halstørklædes folder, så kun de tindrende øjne og brynenes foldninger vidnede om kvindens humør.
Og han gloede, så øjnene næsten trillede ud af hovedet på ham, havde hans døsige øjenlåg ikke bremset dem. Selv hans livsvigtige iltindtag stoppede op for en stund. Anaïs kunne ikke dy sig for det, da hun himlede med øjnene inde bag håret og fangede det for at lægge det på den højre, smalle, tilbageskudte skulder. ”For Himlens skyld, sir Johnson, så tag dog et billede og kom videre. Deres øjne er på størrelse med tekopper, og det er lige før, jeg er bange for, at de triller ud af hovedet på Dem.” Hvad der lød som klar tale for hende, blev sløret af tørklædet og kom ud på den anden side som en brummen. Og hun kunne have bidt tungen af sig selv for sin manglende omhu. Hun behøvede jo ikke bekymre sig for, om hans øjne faldt ud eller ej. Og det gjorde hun heller ikke, men manden var jo ikke tankelæser, gik hun ud fra, og kunne kun trække meninger fra hvad han hørte og så. Siden han vidst ikke kunne se meget andet af hende end hendes øjne, fordi det meste var gemt bag den flaprende frakke, var han forladt på hendes ord og ansigtsudtryk. Desværre havde ordene fortalt om en chance – en meget lille en men stadig en chance – for intet mindre end et halvhjertet forhold.

”Jeg bryder mig ikke om Deres manerer. Eller manglen på samme.” Ordene blev sagt uden anger efter hans fine undskyldning, men munden var stadig gemt under det grønne strikkeklæde, så den fornærmende tone, hun ville have hægtet på, blev filtret fra og hendes stemme lød mindre barsk, mindre afvisende. Det ville hun ærgre sig over senere, hvis hun nogensinde indså det. For som sagt kunne hun ikke tænke udover sin egen næse, og da slet ikke sanse derudover! Eller måske havde hun for travlt med at fryde sig over hans mishag, som pulsede fra ham stærkere end dunsten af svedige sømænd og salt. Men Anaïs gengældte ikke hans afskedsnik. Hvorfor skulle hun? sagde stemmen. Her var en mand, fanget i den skønheds spind, hun var så sikker på, var frataget hende. Han kunne nok ikke give hende skønheden tilbage, men livsglæde havde han så rigeligt af. Han kunne vel undvære lidt til hende? Bare en bid.
”En gentleman går ikke uden at sige farvel, Sir Johnson.” kaldte hun. Ikke højt, men højt nok til, han ville kunne høre det gennem vindens sus, bådenes knagende gyngen og vandets skvulpen mod den mugne kaj, de begge stod og blomstrede på. Anaïs havde sat et lysende smil, og lyden af tjeppe skridt mod gammelt træ rungede gennem plankeværket, og stoppede først, når hun kom op på siden af ham.for at pege på en ledig, ensom jolle nede i vandet - gemt mellem de større, flottere skibe. Næsten som sagde hun til ham, uden at bryde de buede læber, at en tur i dén jolle var næst på dagsordenen.
”Og et godt farvel kræver to personer. Desuden har De ikke fået det billede, De skulle tage.”