This... is not good :: Jebadiah

Tid ~ 23:32
Sted ~ Allées Gyderne
Vejr ~ Godt, varmt, en smule vind og himlen er sort..
Omgivelser ~ Ikke rigtig nogen at se i nærheden?
Beklædning ~ Hvide shorts, en sort tank top og en hvid jakke.


Indkøbs poserne faldt blidt mod jorden og gav et skrald fra sig og et æble faldt ud af sin pose og gled hen af det ru asfalt og ramte blidt muren til siden og der stod Kaiden så med 2 poser læggende halvt på jorden, adskilte fyldige rosa pinke læber, let i et lamslået ansigts udtryk mens hun nærmest ikke vidste hvad hun skulle sige eller gøre i denne situation?, alt virkede virkelig mærkeligt. Tidligere på morgen havde hun startet med at klæde sig på i sit hvide silke undertøj, strøg det let op af den slanke spinkle krop med de utrolig udviklede kvindelige former... mens hun mærkede alt kilde i hendes mave blot ved tanken om at hun havde haft fri i temmelig lang tid nu, en sommerferie kunne man ja sige?.
Hun smilede let og de tropisk orange neon pang farvede øjne af hendes fik let øje på nøglerne og ud af døren var hun og på vej ned mod indkøbs handleren indtil hun så en katte killing, det smukke ansigt med høje kindben, gylden guld solbrun hud, smuk langt platin hvidt hår ned til hofterne samt havde 4 lysebrune striber i.. vendte let sin opmærksomhed mod den lille killing og før hun vidste af det var hun gået ind for at købe mad til den og da hun kom tilbage til stedet opdaget hun til sin overraskelse at... den ikke var der. Hun var taget hjem af kort efter og om aften havde hun ikke kunnet glemme den lille killing så hun havde taget poserne med mad med.. for så at finde den og stille noget op til den men før hun vidste af det opdagede hun at det måske ikke var så en go ide at gå i gyderne helt alene? midt om natten i sin egen drømme verden..
"Ohhh... hvordan skal jeg finde hjem her fra?" hun vendte sig rundt undrende for at kigge til siderne i det en lille killing kom gående mod hende og hun gik ned i knæ og nusset den og fandt tingene frem og gjorde så den ku få vand og mad.
Hun smed bagefter poserne ud og kiggede sig så rundt igen men hun var allerede gået meget igennem gyderne, hjørne efter hjørne og ja nu var hun skam faret vild?..
"Hm okay sååå hvordan finder jeg lige hjem" vis hun skul bruge sine vinger skulle hun smide tøjet og det havde hun ikke lige lyst til..

Et højt brav skød igennem gyderne, da en herre fløj igennem en væg, et par gader fra Kaidens hvile sted. Herren råbte irriteret i smerte, da han ramlede imod gydens næste væg, og gled til jorden, hvor han lanede. Herren bar en godt ødelagt hvid skjorte, og et par forvredene sorte jakkesæts bukser. Han s bestemt ud til at have haft travlt. Herren stirrede så imod det huld han nettop havde lavet, og kneb sine øjne en anelse sammen.
"Det.. Tager jeg.. Som et nej?" Sagde han, i det hans overlæbe hoppede en anelse, hvilket skubbede blodet fra hans næse, en anelse ned ved sidden af sine læber. Han rejste så sin venstre hånd, og tørrede blodet væk. Nettop som han gjorde dette, kom et højt brøl fra lokalet han var kommet ud af, og et vansiret væsen, fløjd ud der fra. Herren vrissede, og rakte hurtigt ind bag sin hvide skjorte, og tog en sølvfarvet og fint pejet pistol frem, som han rakte imod væsnet.
Et højt brag skød igennem skyderne, og væsnet blev kastet tilbage af pistolens effekt, og dets grønne blod, fløj ud til alle sider. Herren drejede sig hurtigt fra hans stillesidene position, og fløj hurtigt hen af gaden. Nettop som han gjorde, kom fire mere, af det samme væsen ud, og jagtede efter ham. Herren fik sine fingre på sin venstre hånd til at give et knæk, ved at knytte dem hårdt sammen, og han brummede irriteret.

Jebediah kom til et hjørne i gaderne, hvor Kaiden nu ville kunne se ham, i hans lasede tøj. Han vendte sig imod væsnerne bag sig, og holdt sin vesntre hånd imod dem.
"Exorcism!" Råbte han, og et blindene lys, skød fra hans hånd, imod væsnerne efter ham. Det ville ikke blinde Kaiden, eller den lille killing, da lyset udelykket var rakt hen af den gade han kom fra. Væsnerne væsede hidsigt, og stoppede op, for at holde sig for øjnene, og vraltede en anelse frem og tilbage. Jebediah rejste så sin højre hånd, der holdt pistolen, og rakte den imod væsnerne. Tre skud blev fyret af, og det ene væsen faldt til jorden, inden Jebediah fortsatte sin flugt. Hans blålige øjne, stirrede nu frem for sig, og så Kaiden. De blev knebbet en anelse sammen, i det han satte i hastig løb imod hende, og ruskede sin skuldre en anelse.
Han stoppede hårdt op ved Kaidens side, og lagde en hånd på hendes skulder.
"Du bliver nød til at løbe.. Lad være md at flyve, min unge ven, de fanger dig nemmere sådan." Sagde han med en hastig stemme, ønskede tydeligtvis ikke at Kaiden skulle i kvaler med disse skabninger. Han drejede sig, i det væsnerne også kom rundt om hjørnet. Han rejste så sin pistol igen, og fyrrede tre skud mere afsted, hvilket nedlage det ene af væsnerne, og skadede en andens fod. De blå øjne gled tilbage på Kaiden, med et sigende blik.
"Løb.." Sagde han roligt, og skulle til at løbe, inden han så killingen under dem. Han sukkede lavt, med et småligt smil, inden han knælede ned, og blidt samlede kilingen op, med sin vesntre hånd, for så at rejse sig igen, og begynde at bevæge sig ned af gaden, og hvis ikke Kaiden tog sig sammen til at følge ham med det samme, afventede han hende.

Kaiden gav et helt hop fra sig næsten og katten gemte sig let, det var ikke hendes kat så den skulle bare ha lov til at gå bagefter, vis hun tog den op for at beskytte den mod lyden men det gjorde hun dog ikke fordi før hun vidste af det kunne hun se en eller anden fyr der kom løbende
og ikke langt efter et kæmpe uhyre nærmest eller kæmpe og kæmpe men det var ihvertfald ikke et menneske i hendes øjne og hun så hvordan han nærmest blindet den ? med et eller andet mærkeligt lys og da hun ville til at sige noget løb han mod hende og hun stod som en eller anden forstening og anede ikke hvad hun skulle gøre før !?..
"Omg? hvad"
hun så helt lammet ud da han rørte hendes skuldre og sagde hun skulle løbe, og slet ikke flyve, hvordan vidste han hun var engle?!.
Hun stod der lidt og nikkede så forsigtigt efter noget tid i det hun hurtigt satte i løb efter ham og sagde
"Hvad er det for nogen ting der jagter dig!? og hvad var det lige for noget du gjorde eller sagde der før?" hun så undrende på ham og løb ved hans side igennem gyderne og opdagede hvor laset han var til mode angående det med skjorten og hun følte sig virkelig lammet dog..
Da hun duftede hvad han var stoppede hun helt op uden at tænke på at der var noget efter ham og hende"HVAD?!... vent er du engle "
hun var os fuldblods engle som ham, hendes forældre var en helt generation af ægte engle der havde fået børn og så sendt dem ned på jorden sådan som Kaiden var os.
Hun så lidt på fyren og sagde"Er du fuldblods?"
hun kiggede undrende på ham fordi eftersom han duftede anderledes end en anden engle hun havde mødt så var han måske en som hende!?..
dog så han ud til at ha været engle i længere tid end hende men han var sikkert os... født engle som hende.
Hun så lidt på ham undersøgende og tænkte*Er der flere som der født engle som mig* hun huskede tydeligt da hun var den eneste der var det i denne verden eller nærmere by for at det sku være rigtig.
Hun vendte sig dog hurtigt om da hun hørte noget tæt på sig side og helt instinktivt gik hun ned i knæ nærmest bukkende sammen og lukkede øjnene af ren frygt!?:.
Hun mærkede dog noget inde i sig rør på sig og det var sikkert hendes evner men de ville bare ikke komme frem uanset hvad hun egenlig gjorde eller endte med at gøre?.
De var aldrig rigtig kommet frem og nu havde hun levet i temmelig lang tid jo? 18 år..
Kun hendes øjne havde vist sig at være unikke og i kontakt med hendes øjne men.. ingen evner var kommet frem andet end hendes vinger men det var jo normalt for engle racen.. Hun var en af de guld bevingede engle...

"Bare løb." Sagde han roligt, til hendes første spørgsmål, og ignorerede hendes chokkering. Det var ikke bekymringer der ville hjælpe dem, det var bekymringer, der ville kunne koste dem livet, i denne situation. Han bebrejdede hende ikke hendes forviring. Det var bestemt ikke en situation han skulle have bragt hende i. Men hvis ikke han havde fået hende til at reagere, ville Hellspawnlingerne der jagtede ham, have kastet sig over hende. De var for læng væk fra deres herre, til at deres direction, ham, var fast. Da hun stoppede op, kneb han øjnene sammen, og satte hælene i, for brat at stoppe op, og kigge over skulderen.
"Ja.. Det er jeg... Vi bliver nød til at fortsætte e.." Han så, så kreaturene hoppe nærmere deres destination, og hans overlæbe hoppede en anelse. Han drejede hurtigt rundt, og fik katten sat op på en afsats, hvor den kravlede op i en krog, og gjorde sig lille. Jebediah vendte sig så lige i tide til at se Kaiden gå ned i knæ, tydeligtvis i frygt, og Hellspawnlingerne hoppe imod hende. Han slog hastigt sine hænder ud imod Kaiden.
"Vindication!" Råbte han, og en lysene guld skald, blev slået op rundt omkring Kaiden. Skalden ville følles varm for hende, og da Hellspawnlingerne burde have ramt hende, ramte de skalden, og faldt forviret over den. Jebediah trak straks sin pistol frem, og skød flere skud af imod den foreste, der hurtigt døde af dette, men den sidste, hoppede imod ham, og hukkede ud efter ham, med et hidsigt hvæs. Det lavede tre store rifter hen over hans brystkasse. Han vred en grimase i smerte, men han efterlod udråbne til senere. Han drejede i en cirkel med angrebe, og sendte et spark imod væsnets side, hvilket sendte den ind i vægen ved hans side. Han trådte så hastigt imod den, lagde hånden på dens pande, og råbte.
"Exorcisme!" Et skarpt lys blitzede fra hans hånd igen, og væsnet forkullede med det samme, på grund af nærkontakten fra sol lyset.

Jebediah trak vejret langsomt, og tog et par udmattede skridt bag ud. Han spyttede så en klat blod ud på jorden ved hans side, og faldt langsomt på knæ. Han trak vejret hæst, og kiggede kort over sin skulder. Hans Vindication havde holdt væsnerne fra hende, så hun kunne umuligt været kommet andet til, en et hårdt slag på nerverne. Hans hoved sank så en anelse, og han satte sin hånd imod sit bryst.
"Inner.. Sanctum.." Sagde han stille, og hans øjne lyste, imens han lavede et beroligende suk, og faldt så bag over, så han sad med ryggen op af væggen. Han prustede udmattet, og kiggede så over på Kaiden.
"Er du okay?" Spurgte han, og trak vejret i et hak, da sårene over hans brystkasse, langsomt samlede sig, og blev til tre lange sår.

Kaiden kunne ikke lade vær med at berør det der var om hende der tydeligt beskyttede hende mod de mærkelige væsner der ellers havde været efter dem for ikke særlig lang tid siden men til hendes store overraskelse og skamfuldhed.. kunne hun se på mens den mandlige engle kæmpede mod disse væsner og han fik nogle ovnlig revner hen af brystkassen eller nærmere rifter.
Hun så lettere panisk ud og sagde"Nej!?" hun forstod ikke rigtig hvad der skete jo i det hele taget men hun forstod så meget at hun da ikke ville ha der skete noget med ham over hovedet, han var en engle og måske samme slags som hende, en rigtig engle, derfor måtte han ikke dø, han kendte måske hendes forældre!.
Han kendte måske til kvinden der kaldte hende for Ephal?.
Hun sukkede let og mærkede en skyldfølse bygge sig op i hendes indre mens hun var forsvarsløs og langsomt forsvandt den lille boble hun nu havde været i på en måde og roligt gik hun hen til fyren og satte sig på knæ ved hans side og berørte let hans sår og sagde med en virkelig forfærdet stemme"Jeg... u..undskyld" hun mærkede en tåre glide ned af hendes kind og det var nok for 2 gang i hele hendes liv hun græd.
Hun så virkelig forladt og virkelig ked ud da hun sad sådan overfor ham og sagde så"Jeg undskylder så meget, det min skyld, jeg skulle blot at løbet vider men jeg kunne ikke rigtig rykke mig, det må de undskylde sir" hun så skamfuldt ned i jorden med blikket helt tomt og vidste ikke hvad hun ellers skulle sige, undskyld rækkede ikke så langt vis man ikke vidste at hun aldrig plejede at sige det ved mindre hun mente det, og hun kunne end ikke hjælpe ham fordi hun ingen evner havde desværre?.
Alt dette føltes forfærdeligt og hun havde sådan en lyst til at grave sig ned og aldrig komme op fra det hul hun ville lave hvor hun ville begrave sig selv og sin skam over at ha været skyld i et andet levende væsens uheld.
Det burde tydeligt ha været hende der var kommet til skade og ej ham der havde taget slagene for hende, derfor følte hun sig ilde til mode ved at være så hjælpeløs som hun netop var nu.
Hendes lange platin hvide hår satte hun hurtigt op i en uglede knold der var lidt stor og tog ham så blidt i hånden og sagde"Kom.. jeg bor ikke langt her fra, så kan jeg ranse dinse sår" de var endnu ikke helt healede og det undrede hende"Kan du ikke... heale dem helt?" hun så undrende på ham og vidste ikke om væsnet indeholdte gift men vis det gjorde måtte de hellere få renset sårene ud eller os kunne hun ide mindste tilbyde ham et sted at komme til kræfter indtil han var okay.

Jebediahs blå øjne, gled tilbage op på Kaiden, der nu bevægede sig imod ham. Da hun undskyldte, smilede Jebediah blot venligt imod hende, og satte sig en smulle op, med en rolig bevægelse. Han var sjældent tilfreds med en af hans nætters arbejdsindsatser, men på en nat som denne, følte han at han fik en pris for sit arbejde. Hun forblev uskadet for hans fejltagelse, og han selv slap af sted, med kun mindre skrammer. Dog sank han sit hoved en anelse, for at kunne se den tåre hun græd bedre, og han smilede beroligende, inden han rejste sin ene hånd, og strøg blidt hendes tåre væk, med en enkelt af hans bløde og varme fingre.
"Lad være med at undskylde, min kære pige.. Jeg burde slet ikke have bragt dem ind i disse problemer." Sagde han, og klukkede lavt, med et blidt smil. Han betragtede den unge Engel, med et hoved en anelse på skrå, og kneb sine øjne en anelse sammen. Noget over hende, ringede en klokke. Fuldblods Engle, havde han ikke set mange af, i længere tid. Selv var han aldrig død, eller vendt tilbage, lige så var mange af hans søskene. Hvis ikke han tog meget fejl, var denne unge Engel en af disse. Dog så hun meget ung ud. Og før, virkede det hellere ikke til at hun var erfaren, når det kom i kamp. Måske havde hun ikke fået sine evner endnu.
Han slog sig ud f sine tanker da hun tog hans hånd, og han kiggede tilbage på Kaiden. Han follede blidt sine fingre omkring Kaidens hånd, og smilte venligt.
"Nej, jeg kan ikke heale dem fuldstændigt.. Jeg tror ikke at det ville blive nødvendigt at rense dem. Jeg kunne heale dem nok til at fjerne giften fra deres klør. Men tak. Tak for tilbudet" Sagde han, og smilede blidt. han kiggede igen kort undersøgende på hende, og rejste sine knæ en anelse, for så at hvile sine hånled på dem.
"Men de kunne fortælle mig dres navn? Mit navn er Jebediah. Jebediah Malefic." Sagde han med sin varme stemme, og tilbød igen Kaiden en hånd, men denne gang som et håndtryk, kviteret med et venligt, og varmt smil.

Det føltes underligt da hun endelig var kommet op på bene og stå, at han pludselig ville gi hånd dog, tog hun i mod hans hånd og gav ham et håndtryk og slap så igen, hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige til ham i dette øjeblik?, et tak ville måske ha gjordt underværker men det ville hun sige når de var et lidt mindre?, dystert sted end lige dette her"Kan jeg ide mindste følge dem hjem?" hun hørte dog det med navn og smilede forsigtigt og sagde"Mit navn er Kaiden.. dog.. " hun så flovt ned mod jorden og sagde"Dog så min biologiske mor.. jeg vil væde med hun prøver at kontakte mig igennem mine drømme men.. mit rigtige navn er Ephal" historien var gået sådan at hendes forældre havde fået hende, derefter havde de sendt hende ned til jorden for at blive fundet af et børnehjem så hun kunne lære at leve et normalt liv og ikke et liv oppe i skyerne kunne man vel kalde det. Men senere havde Kaiden fundet en ring på et museum der havde kaldt på hende, en ring med engle vinger af guld.. denne ring havde navnet skrevet i sig Ephal... ligeså snart hun tog den på lyste den halvt op og hendes ene poison grønne øje blev orange som det andet, mens Kaiden fik sine vinger og åbnede op for at ku bruge sine kræfter.. en ting hendes forældre havde gemt dybt nede i hende som kun ville kunne udløses af ringen den dag hun tog den på, og langsomt havde hun fået drømme fra en kvinde med smukt hvidt langt hår, hun lignede en gudinde med guld vinger og hun kaldte Kaiden for Ephal...
Så derfor hed Kaiden Ephal til efternavn, fordi hun havde 2 navne.
Hun betragtede fyren lidt og sagde"De ting du kan gøre?, du må være virkelig magtfuld" hun lagde hovedet lidt på skrå og så på sine egne hænder og rødmede så af flovhed over at hun end ikke havde fået nogen som helst evner i nu.
Hendes mor og far var begge fuldblods engle fra en generation af engle med guld vinger, de var de eneste fra den familie der havde det.
Hun så lidt på Jebediah og sagde"Så dit navn? det temnmelig specielt?" hun smilede sødt og begyndte så småt at gå væk fra gyden af, hun ville helst hurtigst muligt slippe væk her fra.
/Undskyld det korte indlæg /

Jebediah smilede blidt til kaiden, da hun tog hans hånd, og rystede hendes kort, og blidt. Hans blå øjne stirede op imod Kaidens orange øjne, med en hvis facination. Det var sjældent at se Engel, med den farve. Specielt fuldblods Englene. Deres var for det meste blå, som hans egne. Dog havde han ikke længere det blonde hår, på grund af den høje mængde af Skygge Magi, han havde brugt i hans tid som Døds Engel.
Han klukkede blidt til Kaidens næste spørgsmål, og trak benene ind til sig, for så at bruge sin hånd på væggen bag sig, og langsomt få sig rejst.
"Det ville jeg da sætte pris på. Selvom. Jeg nu ikke tror ruten til mit hjem, er en af de farligeste." Sagde han, og klukkede igen blidt. Da han var kommet op at stå, gled hans øjne imod en lav klagen fra hans side. Den lille kattekilling, stod nu igen med søgende øjne imod ham, forskræmt og nervøs, på grund af spetaklet. Gadekatte klarede sig sjældent specielt længe. Og det sidste Jebediah kunne ignorere, var hans blødsødenthed, og hjerte overfor alt i problemer. Han sukkede lavt, rystede blidt på hovedet med et smil og rakte så ud imod katten, for at samle den op. Han undersøgte den for halsbånd, eller øre mærke, men fandt intet. Man kkunne ikke eje en kat i disse kvater, og så ikke øre mærke den, så han antog den som vildtgående. Han ville stadigt sende et billede af kræet ind til dyrenes hjælpefond i Di Morga, men indtil nu, ville han tage den under sin vinge. Han holdt den ind til sig, med den ene hånd, og den klamrede sig sammen til en forskræmt kugle. Han strøg blidt fingeren over dens pæl, imens han ligeså begyndte at bevæge sig igennem gaden.
Hans øjne slog imod Kaiden, da hun nævnte hendes 'rigtige' navn, og han rejste et øjnbryn.
"Ephal? Et.. Typisk Engle navn.. Et gammelt.. Engle navn. Det har jeg ikke set brugt i flere hundrede år. Et smukt Engle navn." Sagde han, med et form for halvt buk. Han så kort tænkene ud, og nikkede så langsomt.
"De fleste fuldblods Engle der bliver sendt her ned som unge, bliver kontaktet af deres mødre igennem deres drømme.. Nok mest fordi de sjældent kan holde sig fra deres børn." Sagde han, og sendte et smilene blik til Kaiden. Han vidste hvordan det gik. Det var set så mange gange før, at Engle mødre, ikke kunne lade være med at kontakte deres børn, og t de så efterlod børnene endnu mere forviret nede på jorden.
Han lo så blidt af hendes næste spørgsmål, og rystede langsomt på hovedet, med et blidt smil.
"Neej nej.. Jeg er bare gammel.." Sagde han, med et stort venligt smil. Han ledte dem ned af en gade, der bevægede dem imod hove vejen, der førte imod centrum, og deriblandt Quatre. Han drejede så med hoved vejen, så de bevægede sig imod centrum, og Quatre.
Han smilede af hendes nævnelse ved hans navn, og kiggede tilbage på hende, med de kølige, rolige øjne.
"Det er et gammelt navn.. Ikke så mange bruger det mere.. Jeg blev tildelt det, i en tid hvor man ikke blev født med navne.. Michael. Gav mig det navn." Sagde han, og kiggede frem for dem, imens mindrene om den tid slog op. Tiden inden han var blevet Døds Engel. Behagelige mindre. Det var en langt nemmere tid for Jebediah. En tid, han bestemt savnede.

Kaiden så lidt på killingen og nussede den bagved ørene da han holdte den i hans trygge favn og hun fik et lille smil over mundvigen og tog ham let i hånden og sagde"Kom" hun vidste ikke om han boet på hotellet men han lignede en der gjorde så hun sagde forsigtigt efterfulgt af spørgen angående noget han sagde tidligere"Ephal? så .. det et engle navn, der kan man bare se og aha er du så gammel" hun blinkede til ham og grinte sødt i det hun stille så rundt og sagde"Jeg bor på hotellet.. gør du os det?, altså det store Quetra? " hun smilede forsigtigt igen nu og holdte let sin maske oppe der var så småt ved at krakalere, hun prøvede at virke som om alt var okay men skylden var stor og hun ville virkelig gør alt for at han havde det okay og sige tak til ham skam når deres veje skulle til at skildes?.
Hun så lidt på killingen og sagde"Hm? der er et hjem for herre løse dyr her i nærheden dog har det først åbnet i morgen, det kan måske hjælpe dig, du kan måske få et bur til den der nede hvor den kan få mad og vand samt ly og plejede og nogen kan komme og kigge på den vis det er, samt de kan søge efter ejeren og ellers kan de gi den videre til et nyt hjem?" det var en kat med hvid snude, hvide poter og hvid mave... samt resten var grå med hvide tiger striber.
Hun smilede forsigtigt til ham og betragtede den specielle lille killing og sagde"Jeg undrede mig lidt over hvem du er men.. vis du engle så kan du umulig være ond" hun grinte let og sagde"Så kender du egenlig til nogle... øhm" hun så let på sig selv og sagde flovt"Engle med guld farvede vinger..." kvinden i hendes drøm havde det, så måske det ikke var arveligt men hun var dog ej for sikker, det var jo blot et skud i tågen og det med hendes øjne var orange.. de var specielle ja fordi nærmest ingen var set med orange øjne før, alle havde blå eller brune?...
Måske lilla vis man var elver.. så derfor stod hun der lidt ude af mægnden og følte sig til skue.
Da hun endelig var gået helt hen til hotellet havde hun sikkert fået afvide om han boet der som hun gjorde og vis han gjorde ville hun da lige følge ham op til hans sted for at være sikker på han ikke kolapsede"Så hvad var det egenlig for nogle væsner og jeg virkelig ked af at jeg ikke kunne hjælpe dem yderligere med" hun så flovt ned og sagde"Med at kæmpe men... ser de.. jeg har slet ingen evner jeg ingen gang sikker på jeg nogen sinde får det?" hun sukkede dybt og sagde"så jeg beklager meget Jebediah og undskyld de problemer jeg har voldt dem i nat og tak fordi de reddet mig"

Jebediahs blå øjne lagde sig ned over det lille kreatur i hans hånd, da Kaiden kællede for den. Han smilede, og rystede langsomt hovedet af dens spinden, og kløede denbag sit øre, da Kaiden stoppede, og lod den så ligge og hvile. Hans øjne gled så tilbage på Kaiden, og tog imod hendes hånd, og smilede venligt, imens han fulgte efter. Hun ledte ham imod sit hjem, så han ville ikke stoppe hende, i hendes føre. Han klukkede sammen med hende, og rystede langsomt på hovedet.
"Yup.. Så gammel.. Og et par år ældre.." Han smilede og lo en smule mere, imens han nikkede til hendes næste spørgsmål.
"Det gør jeg.." Svarede han, og fulgte med hende. Han betragtede kort Kaiden, med undersøgende øjne. Der var noget ved hende, der minede ham om nogen. Nogen for længe siden, som han knapt nok kunne sætte navn på længere. Nogen han havde gjort noget for, for ikke så mange år siden. Men det kunne ikke passe, han havde regnet med at hun ville være flyttet langt væk her fra, eller allerede rejst til himmelse, for at være sammen med sine forældre. Nej, det kunne ikke være hende. Det. Kunne ikke være hendes datter..
Jebediahs tanker forsvandt andetsteds, imens de blå øjne, gled frem for sig, med et tænkene blik. Dog blev han slået løs fra disse tanker, da hun snakkede omkring killingen. Hans øjne gled ned over kræet imens hun snakkede, og han smilede blidt. Han nussede den en smule, med den hånd han havde liggene under den, og rystede langsomt på hovedet.
"Jeg kender godt det dyre hjem, har sendt flere katte dertil, og hjælper dem med deres papire. Men de er overbebyrdet for tiden. Så jeg tager den til mig, og sender dem et billede. Så kan de se om de kan finde en ejer til den. Ellers tror jeg Lailah, vil tage godt imod den." Sagde han, og kiggede ned på dens rolige lille figur, der var rullet sammen i en kugle. Han kiggede så op på Kaiden igen, og fik endnu engang, billedet fra en gammel tid, tilbage i hovedet. Et billede af en han elskede? Han rystede kort på hovedet, for at få styr på sine tanker, og kiggede kort op af Quatres høje ydre, da de nærmede sig bygningen. Hans øjne lagde sig så tilbage, ved Kaiden igen, da hun snakkede om deres art. Han fnøs blidt med et smil, og rystede på hovedet, imens han kiggede over imod hoved ingangen til Quatre.
"Desværde, er det ikke en selvfølge nutildags, min pige. Flere og flere af os, går korupt, eller ender som faldene Engle. Vores race kan ikke holde til al den ondskab der befinder sig på jorden. Os der daler her ned, bliver ganske langsomt trætte." Sagde han, med en lettere dyster stemme. Han hadede virkeligheden i dette, men han så flere og flere af sin egen race, han blev nød til at gå imod. Nød til at dræbe. Det var ikke en behagelighed, men en nødvendighed.
Jebediahs blå øjne skød hastigt ned imod Kaiden, da hun nævnte de gyldne vinger. Hans blik skreg af minder, og hans kæbe faldt en anelse. Det var hende? Det var hendes datter? Han blinkede flere gange, og rystede så kort på hovedet, og så frem for dem, imod shranken i Quatre.
"Det.. Kan man godt sige.. Ja.." Svarede han, som en start. Han slap hendes hånd, og kiggede op på herren ved shranken, som straks hentede ham en nøgle, som han tilbød Jebediah. Jebediah nikkede som en tak, og tappede nogle fingre imod bar disken, imens han betragtede kaiden. Smuk, nøjagtig som hende. Og de øjne. Han måtte igen kort ryste på hovedet, for at få tankerne på led, og pegede så imod elevatoren.
"Vil de ikke. Joine mig for en kop kaffe? Eller te?" Spurgte han, med et venligt smil, og bevægede sig imod elevatoren. Han stillede sig ind, og holdt døren for hende, afventene på hendes svar. Han nævnte ikke rigtigt noget omkring hendes undskyldning endnu. Nu var han bestemt mere interesseret i at finde ud af, om det virkeligt var hende. Eller om hun bare nævnte det med vingerne, fordi hun havde set nogen.

Kaiden fulgte med ham indenfor og sagde"Okay sådan nogle er jeg nemlig ejer af og jeg tænkte at eftersom min mor har guld farvede vinger så er det måske arveligt ? i min familie så måske vis du nu kendte til det så kunne du hjælpe mig med at møde dem eller noget i den stil" hun så flovt på Jebediah og følte sig lidt som en slags hænge pind over ham men han var så gammel og vidste så meget så han kunne måske være hendes billet til himlen!.
Hun smilede lidt da han spurgte om det med kaffe eller te, fordi ingen af de ting kunne hun li men hun ville da gerne ha lidt vand og eftersom de boet i samme bygning tja? så kunne hun jo sagtens være et stykke tid ved ham"Det vil jeg meget gerne" hun trådte ind i elevatoren med ham og sagde"forresten så bor jeg os i denne bygning dog på 20 etage" hun havde ingen suite blot et lejligheds ligende kompleks for dem der boede i bygning og ikke overnattet... så der var køkken og lidt af andet som stue og sove værelse.
Hun så lidt på Jebediah og sagde flovt da de endelig var gået ud af elevatoren og var kommet ind i hans værelse, der stoppede hun stille op og huskede tydeligt hvordan han havde set ud da hun havde fortalt det med vingerne..
Dog lod hun det lægge for nu og sagde så"Må jeg egenlig godt smutte i bad her oppe ved dig? lidt senere, det blot.. jeg har det virkelig ikke godt med at ha været i den gyde og endt nede på den klistrede jord og sådan, og det for jeg kan snakke mere med dig og ikke skal tage helt ned til mig selv og tag et bad og så komme op senere.. ved mindre du heller vil ha jeg gør sådan? så kan jeg godt" hun stod afventende og ventede på svar fra ham og kiggede på den lille hårbolle der lå i hans arme der langsomt sprang ud af hans favn da de var kommet ind og fandt sig til rette i sofaen der var tættest på dem.
Hun satte sig stille ved et bord og sagde"Kender du til min familie Jebediah?"

//Undskyld det ikke blev så langt//

Jebediah smilede venligt til Kaiden da hun accepterede, og trådte ind i Elevatoren. Han trykkede på en af de højeste etager, og så så tænkene tilbage på Kaiden. Og da hun så nævnte hendes vinger, lyste hans øjne en anelse op, og hans smile blev en anelse støre. Det var tydeligt set, at Ephal tog sin skønhed fra sin moder. Han smilede, og rystede stille på hovedet, imens han kiggede ned på Killingen i hans hånd.
"Jeg kendte en gang. For meget længe siden. En kvinde med gyldne vinger. Englene er kendte for deres skønhed. Men ingen kunne nærme sig Lailah. Hendes graciøse blik, og chamerene smil. Nej, Lailah var perfekt." Sagde han stille, og smilede for sig selv. Han sank en klump, som hans smil langsomt dulmede, og en tåre slap sig løs fra hans øjnkrog. Dog rystede han kort på hovedet, og fik fjernet tåren, nettop som de ankom på den ønskede etage. Han ledte så imod sin lejlighed, hastigt, så hun ikke ville nå at ligge for meget mærke til tåren.
Da de nåede til værelses døren, og satte nøglen i. Han drejede låsen om, og trykkede så en kode i panelet ved siden af dørkarmen. Døren slog op med et klick, og han ledte igennem døren. De trådte først ind i en stor opgang, som ledte ind i en endnu støre stue, med vindues paneler, ledene ud over Terre. Designet på møblerne var simpelt, og mørkt, hvor i stedet gulvet og væggene var hvide. To voksne katte løb Jebediah i møde, og klagede deres 'nød'. Jebediah smilede, og klukkede blidt af deres opmærksomheds behov. Han gik på hug, og lod hånden glide ned af den største først, og så bag efter den mindre, og mere elegante røde klat. Den sorte han, stirede op på killingen, med et dominant blik. Killingen kiggede tilbage, og klagede sig stille. Det fik hanen til at virke mere rolig, og kigge op på Jebediah igen, og klage videre.
"Ja ja.. I skal nok få." Sagde han stille, og lod killingen fri, som så løb imod sofaen. De to andr efulgte med, for at undersøge den nyankommene. De undersøgte den nye killing søgene, men virkede bestemt ikke agressive imod den. Og det endte da også med at den elegante røde hun kat, begyndte at slikke det lille kræ, som glad spændte. Jebediah var på vej imod den ene ende af den store stue, da Kaiden spurgte om et bad. Han smilede blidt, og peggede imod en dør, der ledte imod et flot badeværlse, med hvide fliser, og gyldne detaljer over metalet der var på bruser, og andet.
"Selvfølgelig, Ephal. Badeværelset er der, og du tager bare et håndklæde, fra en af skufferne. Du tager dig bare din tid." Sagde han, og smilede blidt til hende. Han rev så sin ødelagte skjorte af, og bevægede sig vidre imod køkkenet. Han strak sine skuldre, så de gav nogen høje knæk, og han brummede en anelse i udmattelse. Han åbnede det store køleskab, og tog to dåser ud derfra. Dette fik straks kattene inde fra stuen, til hastigt at løbe imod køkkenet, og straks begynde deres klagende sang. Jebediah rullede på øjnene, og smilte blidt af deres endeløse klagen. Han åbnede dåserne, og fik fyldt deres bakker. De gik så grådigt igang med at spise, og Jebediah bevægede sig imod stuen, med en mindre dåse, speciel kattemad. Han bukkede sig ned ved den lettere nervøse killing, og satte maden foran den, for så at åbne pakken. Killingen gik forsigtigt igang med at spise, og han kløede den beroligene på nakken. Han rejste sig så igen, og gik imod vinduerne, hvor han stod og skuede ud over byen. Med høje knæk fra hans ryg, blev hans store vinger revet fri, og udstrakt, i deres fulde pragt, og store vingefang. Vingerne, som hans overkrop, bar utallige gamle ar, og afmærkninger, der hentød til hans alder, og erfarenhed.. Ar, han aldrigt ville lade heale perfekt, selvom han vidste han kunne. De skulle minde ham om, at han ikke længere var udødelig.

Hun havde dog tidligere syntes at hun havde set en tåre falde fra den stolte og stærke mand dog.. var hun for nervøs til at spørge ham om han virkelig havde ladt en tåre falde, han virkede som en mand der ville svare nej skønt det måske var sket, så hun lod emnet lægge og hørte mere til denne kvinde Lailah, hvem var hun? var hun måske hendes mor. Hun så interesseret på Jebediah og smilede lidt mere over at se hvordan han os boet, det passede til hans udseende og stil, det undrede hende slet ikke at han boet sådan som han nu gjorde.
Hun lagde mærke til de to store katte og sagde"Ah du vist meget for dyr eller os blot for at redde dem?" hun grinte sødt og nikkede til det med hun måtte tage et bad og åbnede så stille døren til badeværelset og så helt overrasket ud?, det så vildt flot ud, sådan som badeværelset var lavet og de gyldne detaljer og den måde det var, stort og rummeligt på, samt ikke klemt og virkelig.. velduftende og renligt.
Hun fandt et håndklæde frem i hvidt og det overrasket hende ikke at det var farven med det specielle mærke Q der stod for hotellet og dets navn.
Hun fik et lille smil over de rosa pinke læber og lukkede så blidt døren efter sig dog.. låste hun ikke fordi hun regnede med at Jebediah var så privat anlagt at han skam ikke ville forstyrre hende eller kunne finde på at smug kigge til hende mens hun var i bad, han virkede ikke som sådan en ond person.
Langsomt og elegant strøg hun nærmest hen af gulvet mens en stribe af hendes tøj lagde sig på de hvide klinker der var lagt under hende som gulv, og det platin hvide hår blev endelig løstnet fra sin uglede knold hun havde sat det op i mens hun lod det glide ned af sin ryg til hofterne. Hun havde overvejet at lade det blive rødt, for ikke at virke som sådan en uskyldig engle, for at se anderledes ud end blot hendes øjne, så folk ikke blot ville lægge mærke til en ligende platin hvid farve?.
Hun sukkede letfra struben og tændte bruserens rindende vand og gik ind under det og tænkte yderligere over om Leilah var hendes mor og os hvor tosset det lød men om hun måske kunne kalde Jebediah for Jeb i stedet?.
Så ville han lyde mere ung og så ville han nok os heller ikke lyde som hendes onkle eller noget i den stil.
Langsomt i mens hun stod under bruseren lod hun lidt sine vinger folde sig let ud, dog kunne de ikke spredes helt ud eftersom de var temmelig lange i det og meget brede...
Dog ikke så brede som mandelige vinger var, kvinders var altid de længste og mænds de bredeste? hvorfor vidste hun dog ikke men det var den opfattelse hun havde fået af det.
Hun smilede stille og efter at ha skummet sig ind og gjordt sig helt ren tog hun håndklædet om sin krop og lod vingerne være ude for at vise Jeb det..
Da hun åbnede døren blev hun mødt af katte og sagde så flovt da vingerne lå blidt ned af hendes krop, og håret var lidt slange krøllende i det forneden..
"Se.. guld farvede vinger" hun spredte dem lidt ud men dog uden at ramme noget og smilede flovt og rødmede let over kindbene og sagde"Såå? Jeb.. altså vis jeg må kalde dig det.. hende Leilah? er det min mor"

Lailah. Hun havde betydet alt for Jebediah. Hun havde været den favn han kunne vende tilbage til. Den skulder han kunne hvile sit trætte hoved på. Den barm, han kunne lade sine tåre fri imod. De vinger der varmede ham. Alt det havde han haft, i en tid, stort set glemt. Alle de minder vællede op igen, som han stod og skuede ud over byen. Lat det var blevet revet væk. Og det havde han selv gjort. En kvinde kunne ikke leve uden sin husbund. Kunne ikke klare at bære samtlige hans byrder, og holde på sine egne, for ikke at ligge flere på ham. Alt det havde han budt hende. Hun havde sagt at det ikke var hans skyld. Men det vidste han udemærket godt at det var. I hans hoved, kunne han blot have sagt nej til deres Faders ordre noget før. Så han ikke havde mistet hende. Ikke havde mistet hendes berøring. Hendes varme, gyldne vinger.
Hans ukkede lavt, kort inden hun trådte ud af badeværelses døren. Han drejede langsomt blikket, og hans øjne åbnede sig en anelse bredere, da han så de gyldne vinger, i ald deres pragt. Yngre, men ellers præcis som hendes moders. hans tykke, brede og lange vinger, udstrakte sig en smule, inden deres fjerd rystede en anelse, og samlede sig så godt de nu kunne, bag hans ryg. Han nikkede så langsomt, og klukkede blidt en enkelt gang, som en tåre forlod hans øje. Som et spejlbillede af hende.
"Det må de, naturligtvis. Og ja.. Lailah er din moder. Og ja, jeg kendte hende. En gang. Bedre end nogen anden. Måske endda stadigt bedre end nogen andre." Sagde han stille, og smilede. Han havde ingenting i huset, der var nemme alt vælte med deres vinger. Stort set alting var sat fast, sådan at de tike ville kune vælte, ved et dumt drej, eller et uopmærsomt udstræk med en vinge. Han så kort tænkene ud, inden han begyndte at bevæge sig imod endnu en dør, der var i den anden side af lejligheden.
"Prøv og kom med." Sagde han, og ledte hen til skyde døren. han skubbede den til side, så et stort lokale kom til syne. Der inde, var der et stort fugle bur, imod vinduspartiet. Fugleburet havde en mindre udgang, der så ud til at føre ud, en smule ned, og så have fri udgang ud over Terre. Så den elelr de fugle der nu boede der, kunne flyve udenfor, hvis de ønskede dette. Jebediah ledte forbi dette bur, og forbi en stor dobbeltseng, der var fint redt, med et lille bord ved den side, hvor der stod en fin designer lampe, der passede til resten af den fine lejlighed. Der var så endnu en dør, som han åbnede, og gik igennem, for så at træde ind i endnu et lokale. Dette var næsten lige så stort som stuen, men langt mere mørklagt. Men som han tændte lyset, og lampenglippede et par gange, kom en hel masse maller læreder, sammenrullede papire, og alskedens malerier til syne. Jebediah gik så fast imod et lærrede der stod op af væge, med et hvidt silke slør over sig. Han løftede det op, og satte det på et nærliggene skrivebord, og fjernede slørret. Det fremviste en detaljeret tegning, af en smuk kvindes ansigt. Kvinden havde utalige ligheder med Kaiden, specielt i det smukke hår, og elegante vinger, der dog var en anelse mere voksne, end Kaidens. Som jo også stadigt var en ung Engel.
"Det.. Er Lailah.. Din moder." Sagde han stille, og lagde ryggen af en finger, imod hans læber, og tommeltoten imod sin hage, imens han betragtede tegningen. Tåren blev nu ledsaget af endnu en, fra det samme øje. Hans øjne gled kort over på Kaiden, og han smilede så endeligt igen. Han rystede langsomt på hovedet, og kiggede tilbage på tegningen.
"Bestemt.. Din moder.." Afsluttede han, og klukkede en enkelt gang, imens han lod en hånd gnide ned over ansigtet, of fjerne tåren, dog kunne dette ikke fjerne den røde omrids omkring øje, fremprovokeret af de saltede tåre.

Kaiden fulgte med ham der ned så godt hun nu kunne og hun trådte ind i det mørke lokale der så hurtigt blev lyst op og der stod hun blot og betragteden lærred og kunne ikke få de orange øjne væk fra det da de pludselig blev mere blanke og græde klar som Jeb´s øjne ligeså blev. Hun gik let hen til det og berørte det blidt med de elegante feminine fingerspidser med de skindende lange katteligende dog smukke og gennemsigtige flotte negle der så stærke ud som kunne de rive sten i stykker næsten så fine var de, som glas.
Hun betragtede det let og betragtede så blidt hendes vinger og lod dem trække sig ind så hun ikke mere havde vinger fremme og sagde"Så det var min mor" hun så lidt mod Jeb igen og gik hen til ham med faste skridt og stillede sig overfor ham og smilede forsigtigt til ham mens hendes blide finger blidt strøg de tåre væk der var ved at træde frem igen og langsomt lænte hun sig op af ham og lod fingerne glide blidt om hans krop hvor han ikke bar noget på sin overkrop fordi han havde revet sin ødelagte skjorte af tidligere.
Hun lagde blidt hovedet mod hans bryst og lyttede til hans hjerte mens.. det bløde og glatte lange hvide hår lagde sig let ekstatisk op af hans brystkasse næsten, dog var enkelte totter våde men dog ej alt håret, det tørte hurtigt ligeså hendes krop os.
Hun så blidt op af Jeb og sagde"Du må gerne græde vis du vil.. det okay" hun smilede igen forsigtigt til ham og strøg ham blidt over kinden og let ned af hans dejlige maskuline mandelige kæbe der var fremtræden i hans ansigts struktur og smuk det var han skam, ja meget endda.
Hun rødmede let over kinderne, dog sagde hun intet i det hun strøg ham med denne blidhed over hans kind, mens de stod i det blinkende lys fra lampen der drillede lidt og var i dette rum, en kunstners rum kunne man vel sige, af mørke og lys,
Hun betragtede denne herre overfor sig, denne mystiske herre der kendte til hans mor. Hun følte sig allerede sårbar overfor ham, fordi hun kendte intet til ham men han kendte vel allerede så meget til hende?, Datter som mor, sådan plejet man at sige, at nogle ting gik i arv og angående personlighed?, var det derfor hun aldrig dræbte nogen.. var det mund os derfor hendes evner var så tilbage holdende?, fordi hun endnu ikke vidste helt hvem hun var? hvad hun var.. at hun ikke var sikker angående sin oprindelse og hvad det egenlig var der havde været givet hende..
Et evigt liv som engle... vinger og evner...

Jebediah betragtede stadigt lærredet, som hun spurgte ind til det, og han smilede blidt, med endnu en klukken, dog kun igennem næsen. Han nikkede langsomt til hendes spørgsmål, og delte læberne for at tale. Men ingen ord kom frem. De samledes, blot for igen at forme et blidt smil, og med en blinken, undslap endnu en tåre. Lailah.
Hans blå øjne gled tilbage på Kaiden da hun nærmede sig, og han smilede blodt. Han fjernede dog armene da hun kom tæt på ham, og sank en klump, imens hans øjne klistrede sig ned på Kaiden. hans hjerte kørte en anelse hastigere, som Kaiden rørte ham, og han kastede blikket imod lærredet igen, med et flugtigt blik. Det var som om Lailah stirrede på ham. Betragtede ham, imens han udlukkede en masse ting. Ting, som det slet ikke var sikkert hun ønskede at Kaiden vidste? Men hvordan skulle hun ikke lære det? Hvis hun bare blev den mindste smulle som sin moder, ville hendes stædighed tage over, og så begavet som hun var, finde ud af det før eller siden. Specielt hvis hun havde fundet ringen. Hvilket hun måtte have, da hendes vinger var fremme.
Hans opmærksomhed faldt tilbage over Kaiden, da hun talte til ham Han klukkede igen, og rystede kort på hovedet.
"Jeg burde have grædt de nødvendige tåre for Lailah. Burde ikke græde over hende længere. Men stadigt. Er mig ikke altid muligt at holde det til.. Tilbage." Han tøvede i sine ord, som Kaidens bløde hånd, rørte hans kind, og han lukkede øjnene, med et lavt suk. Han drejede ansigtet med hendes berøring, og endnu en tåre blev fældet. Selv Ephals blide berøring, minede ham om Lailah. Han lagde sin ene arm omkring Kaiden, og trak hende blidt ind til sig, som hans hånd strøg op af den, og sluttede så blidt, og udspredt imellen hendes skulderblade, imens han åbnede øjnene, og lagde øjnene imod hendes, i et forsøg på at fange dem. Som han gjorde, smilede han først venligt, inden det slog imod ham, hvad han lavede. Han trak langsomt hånden til sig igen, og knyttede dennes fingre en anelse, imens han igen lukkede øjnene.
"Din moder var min største, og eneste kærlighed. Har aldrigt ælsket andre, som jeg gjorde hende. Men det ødelagde jeg. Mit job tillod mig ingen tid til hende. Og den tid jeg havde, blev brugt på uacceptable udføjelser. Jeg mistede hende.." Fortalte han stillede, imens hans øjne igen åbnede sig, og lagde sig over Kaiden. Han smilede så igen blidt, men trådte et skridt tilbage, for at de ikke skulle stå klæbet op af hinanden. Det virkede.. Forkert. Men alligevel, ville han hellere det, end skubbe hende fra sig. Hvad skulle han gøre? Smide hende for døren igen, og lade hende leve livet, uden at vide mere? Skulle han kontakte Lailah? Eller ville det blodt gøre endnu mere ondt, at høre hendes stemme igen? Men så igern. Hun ørte hendes stemme, i Ephals.
En skrappen kunne høres fra sove værelset, hvilket fangede Jebediahs opmærksomhed, og han drejede hovedet derimod. Han sank endnu en klump, og smilede ned på Kaiden, inden han drejde, og forlod lokalet, for at gå ind i det andet. En stor sort Ravn, var fløjet ind i buret, og sad nu og skrappede, med blikket imod Jebediah. Han smilede blidt af fuglen, og fik tørret hans tåre væk.
"Ja ja Freja." Sagde han stille, og gik over og åbnede burets dør. Ravnen luntede glad ud af buret, og gned blidt sit hoved imod Jebediahs hånd, inden den vraltede ind i stuen, og baskede en anelse med vingerne. Jebediah vendte sig så, for at se om Kaiden også forlod lokalet, imens han sank endnu en klump.

Kaiden kunne ha svort for få sekunder siden at han måske havde været ved at kysse hende!?, tænk at hendes første kys ville ha været fra en der faktisk havde haft noget med hendes mor? skønt han dog havde levet i lang tid så var tanken stadig virkelig!? mærkelig. Hun gøs let og tog hånden om bagved nakken og gned sig lidt da han havde forladt lokalet mens hun stod overfor maleriet af sin mor og sukkede så stille og kiggede lidt på sig selv ved et spejl der var blandt tegninger og dets støvethed sagde blot hvor meget han virkelig tilbragte her nede...
Hun lagde mærke til hvilken lighed hun havde med sin mor og gjorde op med sig selv at hun nok ikke forløbig burde gi Jeb nogen som helst klem eller gå rundt i håndklæde i hans nærhed, han ville sikkert være yderst såret over at se den lighed hun havde med sin mor og så ikke nok med det så ville han måske få en vis lyst til at berør hende eller måske kysse hende igen vis han fik chancen, blot fordi hun lignede sin mor så meget men mere lå der vel heller ikke i den måde han havde holdt om hende. Hun var ikke typen der sådan faldt for folk eller havde fået et kys af en før, nej faktisk var hun jomfru i alt undtagen hvad angik alkohol, og bid mærker fra vampyr. En havde allerede haft chancen og det var skam nok til at gøre ham rigtig glad for hendes blod men længere var den dog heller ikke gået?. De følelser af begær og kærlighed var nok end ikke Kaiden muligt at føle og især ikke overfor en som Jeb, han var alt for alvorlig og sød samt alt for? ... nussende? i det, dog den måde han havde set på hende.. han virkede virkelig mandig og dog hans sødhed var skam os en sjældenhed?.. hun var ikke lige sådan en der var fan af onde fyre?.. dog måtte de godt ha lidt dominans over dem dog.. dette var lige meget når det galdt hende og forhold? hun havde aldrig haft et og ville aldrig falde for en og få det, sådan var hendes mening skønt hun var 18 år?.
Hun tog sig let til halsen og så stille rundt og traskede så let op igen og betragtede Jeb lidt flovt og sagde med en flov rødmen over kinderne"NÅRH!?... men øhmmmmm... øhhhh" hun så hurtigt væk fra hans blik og skyndte sig hen til døren og sagde"Jeg smutter lige hurtigt ud og får noget tøj op til mig af en tjener og så smutter jeg ellers ned til mig selv"det tøj hun havde lagt sammen ude på badeværelset af hendes var møg beskidt og lugtede af kloark? dog var det ikke mærkeligt eftersom gyderne aldrig var et særlig dejligt sted at være?.

Hun vendte sig let om da hun stod med telefonen og havde fået nogen til at bringe hende tøj op til hans nummer. Der så hun mod Jeb og sagde så forsigtigt"Øhmm.. er du okay?" hun gav ham et chamerende smil for at lade dem glemme alt hvad der lige næsten var sket og sagde"Oh.. jeg må heller gøre mig klar til at tage i mod det" hun smilede og satte håret op i en hestehale så det lå blidt ned af hendes ryg og små slange krøller viste sig ved hendes hårlokkers spidser.. mens de orange øjne så afventende på døren..

Jebediah stirede på den vraltene Ravn, med hans kølige blå øjne, inden han kiggede over sin skulder, imod Ephal som talte til ham. Han smilede blidt, som om det der nettop lige var sket, aldrig var. Selvom han hiede efter Lailahs læber, og Lailahs berøring, ville Ephal aldrig kunne give ham dette. Hun. Var Lailahs datter. Det ville aldrigt være det samme. Og Lailah ville aldrig tilgive ham det. Men Ephal, var stadigt sig selv. Ikke sin moder. Blot med sin moders tiltalende ydre, og blide sind. Og han. Var ikke hendes fader. Men gud hvor han dog ønskede han havde været dette..
"De behøves ikke at gå. Ephal.. Jeg beklager akavetheden. Det vil ikke ske igen. Og de kan komme op og besøge mig, så ofte som de ønsker. Og jeg skal fortælle dem, om din moder. Og om dit fødested." Sagde han, og nikkede så imod telefonen, hun kunne kalde efter en tjener med.
Jebediah fulgte hende ud i stuen, og bevægede sig imod det store vindue parti, og stirede ud over Terre, med tænkene øjne. Han kiggede over sin skulder, som hun talte igen, og nikkede blidt et par gange Han drejede sig en anelse, så hans hoved ikke skulle være i en akavet stilling, for at kunne se tilbage imod døren, og Ephal.
"Tænk ikke på mig. Ephal. Jeg har det fint." Sagde han, og smilede blidt imod Ephal. Han stod med armene ned langs siden, med et roligt blik imod døren, da tjeneren åbnede det.
"Det er ikke så tit jeg for bestilinger omkring kvinde tøj til din le.." Sagde tjeneren som han trådte ind, inden han så så Ephal, og han åbnede øjnene vidt, med et stirrende blik, og hans kæbe en anelse ned. Jebediah kneb øjnene sammen, med et næsten stikkene blik imod tjeneren. Tjeneren så hurtigt dette, og rømmede sig, inden han overrakte tøjet til Ephal.
"Eh.. Værsegod. Uhm. Fortsat god dag, ma'dam." Sagde han, og nikkede en enkelt gang, og rømmede sig igen.
"Sir." Han nikkede så også imod Jebediah, inden han så vendte sig, for at forlade lejligheden. Jebediah ændrede hurtigt hans blik, så Ephal ikke ville se det, og slog øjnene ud over Terre, imens han kryssede armene. Hanrystede langsomt på hovedet, og lukkede øjnene, imens han kort stod tænkene. Han delte så læberne, og begyndte at tale.
"Jeg.." Han tøvede, i det han drejed eblikket, og åbnede øjnene igen, dog inden han kiggede på hende. Han så kort ned imod gulvet, inden hans kølige øjne gled imod Ephal igen, og han blidt smilte.
"Jeg ville hade, at vi ikke kunne ses igen. Håber ikke jeg skræmte dem væk, kære Ephal. Jeg ville ælske at fortælle dem mere om din moder. Om din slægt.. Og måske hjælpe dem med dine evner." Sagde han, og smilede blidt igen, med de kølige øjne, rettet imod Ephals. Han så ikke længere Lailahs ansigt når han stirrede imod hende. Men Ephals eget.

Kaiden grinte let og sagde"Javel ja? så siger vi skam det" hun ville ikke benægte ham sådan virkelig tydeligt dog var hun 100 på at han ikke var ved sig selv!.
Hun smilede forsigtigt da tjeneren kom ind og tog så i mod det og sagde"Ah det mit" hun grinte let og sagde"tusind tak sir" hun så dog undrende på ham da han hurtigt forlod lejligheden igen og vendte sig så over mod den uskyldige Jeb og lagde hovedet en smule på skrå undrende og sagde"Hmmmm" i det hun langsomt gik hen til badeværelset og gik der ind efter at ha råbt igennem døren ja til alt det han havde sagt som at hun gerne ville han hans hjælp til evnerne og hun gerne ville vide mere om sig selv og sin oprindelse samt mor og hele familie og sådan.
Dog føltes det underligt at være nær en fyr der måske kunne ha været hendes far dog så hun ham ikke som sin far men som en fyr der nær havde kysset hende, hvilket ville få hende til at rødme blot ved tanken eller ved at være for tæt på ham igen, sådan en anspændt kemi de havde mellem hinanden.
*århhh!? han ser mig sikkert... som en eller anden lille pige der ku ha været hans.. nu bliver jeg set som et barn i hans øjne og ikke en kvinde eller.. pige? * hun sukkede let over at han ikke ville se den voksen skønhed der var i hende men mere behandle hende som var hun hans barn?.
Hun så lidt rundt og kom så ud i skjorte i hvid med sort bælte under barmen og så øreringe med engle vinger i sølv en i hver øre. Det passet til håret og så havde hun sorte leggins på inden under den hvide skjorte og så sorte sko på der var flade.
Hun så lidt på ham og sagde"dejligt at få nyt tøj på" hun grinte lidt og satte sig henne i sofaen lidt dog selv om hun var så fin kunne hun stadig bevæge sig frit og kiggede lidt her og der og rejste sig lidt efter og gik hen til Jeb og tog let om ham og sagde"Jeeeeeeeb... jeg keeeder mig!... kan vi ikke finde et eller andet at lave?" hun smilede let og slap ham blidt og gik så på godt afstand på 1 meter eller noget for ikke at være klæbende og smilede forsigtigt og sagde"Så... du sikker på du okay?"

Jebediah smilede, da hun accepterede hans invitation til at blive. Godt. Hun ville heller ikke lade ham skubbe hende væk. Fantastisk. Han ville klre af hende. Lære hvem Ephal var. Frem for at se hende i hendes moders billede. Også selvom hun var det perfekte billede af hans fortids kærlighed. Den kvinde han ville lære at kende, var den kvinde han var støt ind i, i gaderne. Som næsten havde mistet livet, på grund af hans fejltagelse.
Hendes reaktion på tjenerens hast, fik ham til at smille, og klukke en anelse, med et enkelt nik imod hende, da hun bevægede sig imod badeværelset igen. Hans øjne gled ud over byen endnu engang, og han drejede sig. Den sorte Ravn, som havde siddet på en lav pind, der stak op fra gulvet i det ene hjørne af lejligheden, fløj nu igenne rummet, og lanede på gulvet ved Jebediahs side. Den prikkede sin skarpe næb imod Jebediahs hånd, dog uden at skade ham. Han trak sin hånd til sig, og skød blikket ned på den smukke fugl, som skrappede af ham. Han smilede blidt af den, og kløede den blidt på hovedet. Den strak sit hoved og lukkede nydene øjnene, som dens næb klikkede flere gange.
"Du mærker det også? Tror ikke at jeg er okay? Hm." Han så tænksommeligt ud over Terre igen, og kneb sine øjne en anelse sammen. Han rystede så langsomt på hovedet, imens et smil igen langsomt formede sig over hans læber, og han kiggede ned på fuglen.
"Jeg har det fint. Skal bare have tankerne på geled igen. Forstå en hel masse, som jeg troede jeg forstod. Som jeg nu.." Han afbrød sig selv, da Ephal kom ud af badeværelset igen. Hans øjne lagde sig op på hende, og betragtede hende kort, med hans kølige, blide øjne. han smilede så venligt, og kløede Ravnen en sidste gang på hovedet, inden den vraltede imod dens bur igen.
Jebediah smilede til hende, og klukkede en enkelt gang, med et blidt nik. Han betragtede hende som hun satte sig ned, men begyndte så at stire rundt i lejligheden, med et tænksommeligt blik. Dette gjord eogså at han ikke så Ephal bevæge sig imod ham, og så tog om ham. Han kiggede en smule overrasket ned på hende. Men det overraskede blik, blev hurtigt forvandlet til et blidt smil, og en stille latter, som han fulgte hendes skridt væk fra ham igen. Han lo en smule igen, imens hans smil forstøres, og han langsomt rystede hovedet af hendes omsorgsfulde spørgen igen. Han trådte imod hende, og lagde blidt en hånd på hendes hoved, og ruskede det blidt.
"Lad du nu være med at bekymre dem om mig, kære Ephal. Jeg har det fint." Sagde han, og fortsatte imod sit køkken. Han stoppede dog op, og drejede blikket tilbage imod Ephal, og så ud af vinduerne, ud over Terre. Han kiggede så op på det runde, classiske ur, der hang på væggen, som sagde at klokken var omkring 5, allerede. Han så kort tænkene ud, inden han kiggede tilbage på Ephal, og smilede.
"Hvad siger du til, at vi tager ud og nyder de mere. Rolige. Steder i Terre? Stedder, hvor vi ikke render ind i Hellspawn." Sagde han, med et blidt smil, og nikkede imod vinduet, og den store by, mørklagt af natten, og kun blidt oplyst af månens stråler.

Hun så lettere overrasket på ham og sagde"Hmmm det ved jeg nu ikke helt? klokken er vildt mange er den ik? og så der jo os andet at tænke på end blot det med at tage ud og få noget at spise eller tjekke byen ud, jeg skal os tænke på at jeg faktisk har et arbejde jeg skal tjekke op på" hun arbejdet for en vampyr som budbringer dog var det ikke noget hun lige ville fortælle Jeb eftersom han sikkert ikke ville bryde sig om det overhovedet? dog var der en trang til at fortælle ham det men for nu lod hun det lægge i sig så det ikke blev sagt.
Hun gik stille hen af mod døren og stod der lidt og tjekkede den ud og sagde så tænksomt dog overgivende"Jamen så lad os tage i byen men du føre an hvor en vi skal hen" hun grinte let og smilede så forsigtigt til ham som hun nu altid en gang gjorde og stod der så afventende på at han tog med hende i elevatoren og så ned til lobbyen hvor de sikkert ville ende med at skulle gå rundt i byen bagefter for så at finde noget at lave"Sååå Jeb? du datede altså min mor" hun smilede lumsk og sagde"Noget svært at være i nærheden af hendes datter hva? især når jeg ligner min mor så meget" hun huskede tydeligt da han havde taget om hende og så lod hun ellers sit blik glide den anden retning end mod ham og rødmede let over kinderne og sagde da hun roede sig i håret så det så mere uglet og fyldigt ud"Sååå angående det med mine evner hvordan vil du egenlig ende med at få dem fre, de kan vel ikke blot komme frem som ingen ting og du kan ikke hjælpe mig med at træne dem når der ingen er at træne?" hun så lidt mod ham med de orange øjne af hendes og slikkede sig .let om læberne da hun så frem for sig igen og lod emnet lægge lidt hen og stilheden tage over mens hun stadig undrede sig om han måske? var okay, men nu måtte hun vel snart overgive sig og tænke sig til at han endten var det eller at han blot ikke ville dele det med hende.
Dette var en ting hun kæmpede meget med at overvinde.. det med at hun ikke skulle være for stædig og hun skulle os lære at give slip på ting og ikke hele tiden falde ned i de samme rammer som hun jo tydeligt gjorde her?.
Hun så lidt på Jeb og studeret ham og sagde så undrende men dog stadig med forsigtighed"Så savner du hende nogen sinde?" hun så let ned mod jorden og følte sig en smule utilpas ved at spørge ind til alt dette, ikke på grund af han havde været sammen med hendes mor? men fordi han vidste mere om hende end hun selv gjorde og hun følte sig som en lidt dårlig datter så.

Jebediah betragtede hende med et venligt smil, og afventede et svar, imens han bkkede imod sit køkken. Han klukkede ved nævnelsen af et arbejde, og lod sine øjne glide over nogen hylder, der nu var ved hans side. Han havde selv et arbejde, men havde aldrigt behov for søvn. Han sov kun, når smerterne af hans minder, eller hans gamle knogler, og utallige knuder, ikke tillod ham at forblive stående.
"Jeg har da også et arbejde, kære Ephal. Men vi har jo ikke behov for søvnen. I hvert fald ikke værd nat." Sagde han, inden hun egentligt svarede på hans spørgsmål. Han trak så en flaske ud fra den hylde han stod ved, og smilede med hovedet en anelse på skrå, imens han læste hvad der stod på flasken. Han tog så flasken ud fra hylden, og ledte videre iblandt hylderne. Han trak så endnu en flaske ud fra hylden, og lænte sig en smule tilbage, og kiggede tilbage på Ephal, som hun svarede på hans spørgsmål. Han smilede stort, og nikkede en enkelt gang.
"Det ville sagtens kunne lade sig gøre." Sagde han, og lod de blå øjne glide tilbage over flaskerne. han tog så to glass ud fra en hylde, og fik foldet to fingrene omkring flaske halsene, og omkring glassenes tynde fine holde pinde. Han bevægede sig så tilbage imod stuen, og fremviste flaskerne imod Ephal.
"Vidste ikke hvad du foretrak. Rød, eller hvid vin. Hvis de ikke ønsker nogen af delene, kan du tage noget andet at drikke med, du kan bare tage hvad du vil have fra køkkenet." Han kiggede efter hende, som hun stod og ventede, og han rystede kort på hovedet, med et stort smil.
"Vi tager ikke den vej. De låser dørene lige om lidt. Men det stopper os ikke fra at tage 'bagudgangen'" Sagde han, og pegede imod hans store vindues parti. Han smilede, og gik imod det lille sofa bord, hvor han stillede flaskerne, og glassene. Han bevægede sig imod vinduet, og kiggede kort over sin skulder.
"Håber at du har lært at bruge dine vinger endnu?" Sagde han spørgene, med et smil. Det havde han slet ikke tænkt på. Det var egentligt sjældent at de børn der blev sent til jorden, lærte at bruge deres vinger ordentligt, inden de fyldte, mindst de tyve. Men nu var det jo Lailahs barn. Så stædigheden til at ville lære det, havde sikkert været der. Men det hjalp jo ikke, hvis de ikke havde udviklet sig nok.
Til hendes næste spørgsmål, var hans blik rakt imod vinduet, som han åbnede. Han sank en klump, hvilket hun ikke ville kunne se, og klukkede så blidt et par gange, og rystede på hovedet, imens han åbnede det dør store vindue, og vendte sig imod Ephal igen.
"Det. Var lidt svært til at starte med. Det roddede en smule op, i en masse ting, som jeg ikke havde lyst til at huske. Men nu, er det intet problem. Lailah og jeg, ville aldrig kunne være blevet sammen. Mine tårde for hende, er for længst grædt. At jeg nu kan hjælpe hendes datter videre frem i hendes liv, er for mig blot fantastisk." Sagde han, og smilede blidt imod hende. han smilede, og vinkede hende imod sig, da hun stillede videre sørgsmål.
"Alting, til sin tid, søde. Lad os komme der hen som jeg vil, og så kan vi snakke omkring dine evner. Jeg er sikker på, at vi nok skal kunne få dem presset frem i.. Lyset.." Sagde han, smilede, og klukkede så en anelse.

Kaiden så flovt på ham og stod der lidt trippende og havde virkelig håbet at de sku tag elevatoren som hendes hoved havde forudset og sådan lidt forstillet sig i alt hemmelighed men han overrasket hende med hendes værste mareridt?... for at ku bruge sine vinger sku man ... ikke ha tøj på der overlappede dem og kaiden var iført skjorte og et bælte.
Hun lod langsomt mave bæltet blidt falde ned på gulvet og tog lidt at drikke af alkoholen men dog ikke for meget fordi hun vidste at det påvirket hende meget! og hurtigt!.
Hun så flovt ned i jorden og sagde"Vil... du love du ikke kigger Jeb før vi er ? det sted du nu vil ha os" hun knappede langsomt den hvide skjorte op, en knap efter en og lod den så blidt blive bundet om hendes forførende hofter der langsomt blev skudt til siden da hun bøjede sig lidt til den ene side for at få sin bh af... og så lod hun ellers de smukke guld farvede vinger, lange var de og ikke for brede, de var hurtige at flyve med og adrætte dog, var de ikke nær så hurtige som mandlige engle vinger og hun skulle baske meget mere end de sku, dog kunne hun falde hurtigere og komme ind mellem sprækker hvor de ikke ku.
Hun tog let skjorten op foran brysterne så de ikke rigtig var til at se og holdte den så der i det hun satte af fra lejligheden af og højt op til skyerne mens hun rødmede let over at mærke kulden mod sin hud der prikkede blidt fordi den kunne mærke en pludselig forskel i vejret?.
Det eneste hun dog kunne tænke på var ikke vejret men om Jeb ville ende med at se hende i denne mundering. Hun havde ikke taget bh med fordi den var unødvendig, fordi ellers skulle hun bære på den indtil de landet og så iføre sig den og tage den af igen når de sku hjem af? hvilket hun syntes efter sin mening var alt ! alllllt for bøvlet.
Hun baskede let med vingerne og mærkede hvordan en af dem gjorde lidt modstand dog tog hun sig mere eller mindre sammen og fløj faktisk temmelig godt og lige for at være helt ærlig dog havde hun før været ude for små uheld som at lande i træer, ramme lygtepæle eller huse faktisk? som var hun en eller anden pokkers stor flue!?.
Hun sukkede let ved minderne og grinte så lidt for sig selv men tog sig så sammen igen og fløj flovt op på siden af Jeb dog lidt bagved ham så han ikke kunne se hende og sagde"Sååååå?! Jeb... hvor er vi på vej hen egenlig?" det var ufatteligt han ikke ville røbe det, dog var hun allerede godt spændt... og hendes nysgerrighed fik hendes krop til næsten af ryste af spænding..

Han rejste et øjnbryn en anelse, afhendes skyhed, da han tydeligt ikke vidste hvad hun mente. Men da hun så lod sit belte falde, forstod han det straks, og rejste en hånd, imens han vendte sig, for at se ud over Terre. Han havde ikke tænkt på, at andre blev nød til at passe på deres klæder. Hvor han, normalt blot rev sine løs, og ødelagde sine skjorter, hvis han havde en på. Han havde allerede utallige liggene i lejligheden, og ved hans skrædder, som han anskaffede sig nye ved. Han klukkede en smule, og nikkede et par gange.
"Naturligtvis. Det lover jeg. Haha, det er da også til megen besvær det der, hvis det var, så kunne jeg da også have båret dig. Vi skal egentligt ikke så langt." Sagde han, og smilede med blikket ud af det åbne vindue. Hans smil forblev som det var, ved den akavede situation, de endnu engang havde fået rodet sig ud i. Og endnu engang, havde han ikke engang tænkt over det. Han trak sig en smule til siden, da Ephal kom forbi, med hendes smukke vinger, og satte af, ud over Terre. Han kiggede kort efter, om hun havde medbragt sin skjorte, og smilede da hun havde. Han sukkede så lavt, og lukkede øjnene, imens han trådte hen til kanten af vinduet, og fik døren lidt på klem bag sig. Hans blå øjne, stirede så ned imod Terre, med et stort, veltilfreds smil. Han lukkede så øjnene, og lod sig langsomt falde for over, og over kanten. Hans vinger forblev inde, som han havde samlet dem, da hun havde været ud at klæde om.
Efter at have faldet flere metere, skød hans øjne op, og han lo lystigt, i det hans lange, brede og kraftige vinger, skød ud fra hans ryg, og med det samme stoppede hans dalen, og skød hum i en bue, direkte imod Ephal. Hans erfarrene, og fuldt ud færdigtudviklede vinger, tillod ham at lave manøvre, de færeste yngre Engle kunne. Han fløj i en cirkel omkring Ephal, med en hast, så han næsten var svær at reagere på, men han gjorde det uden at kigge specielt meget på hende. Han fløj så en anelse højere end hende, og smilede ned til hende, nu da hun trods alt havde klæder holdt ind foran sig. Han nikkede så op ad, bag ham.
"Følg med, så skal jeg vise dig det." Sagde han, og smilede blidt, og så med et lettere lumskt blik, i det han skød ned imod Ephal, for så blidt at gribe fat i hendes ene ankel, og hvis ikke hun stoppede ham, så tvinge hende til at dreje en enkelt gang rundt i luften, inden han skød med rolig hast, imod Quatres tag.
Jebediah lukkede øjnene som han fløj, og nød den frihed det gav ham, at svæve omkring over Terre. At have sine vinger, ude i den friske, kølige luft. Nede på jorden, samlede sig alt foureningen, og gjorde det svært at trække vejret. Men her oppe. Der var den ikke nået endnu. Ikke omkring Quatre. Hvilket gjord edet den perfekte udsigt, for en som Jebediah. Der nogengange, blot ønskede ro.
Jebediah stoppede sin hastige flyvning, som han nåede taget, og lanede blidt på tagets overflade, imens han blidt sukkede, og strakte hans vinger. Hans blik, gled så tilbage imod Ephal, med et blidt smil, i håbet om at hun var kommet efter ham. Han havde holdt et tempo, som Ephal sagtens ville kunne følge. Han vidste ikke, hvor erfarren hun var med sine vinger endnu.
Men da Ephal ankom, kiggede Jebediah med det samme væk, og ud over den rolige natte by, for at opretholde hans løfte, og ventede på at hun skulle få hendes klæder på igen. Han satte de to flasker vin på tagets rækværk, og glassene ved siden af. Han rejste så rødvinen, og åbnede flasken, for at fylde det i det ene glass. Han tog så den vin han havde set hende drikke fre, og hældt i det andet. Om hun ønskede det eller ej. Han satte så glasset til hende, en smule til siden, så den stod ved hans side, klar til at hun skulle blive færdig. Og han stirrede så imod den tidlige sommer solopgang, der allerede var igang med at true i horizonten.

Kaiden så lettere overrasket på Jeb og sagde"altså!? jeb.. hvad laver du" men før hun vidste af det så hun hvor han var på vej hen ? og det var deres hotel, de kunne sagtens med lethed ha taget trapperne der op og så skulle hun ikke smide det halve af sit tøj på overkroppen men hun lod emnet lægge og drejede let rundt og fløj så efter Jeb hvor han så landet på taget og hun så på vinen der nu var der og landet så elegant dog da hun skulle trække sine vinger ind, baskede lidt meget men endte så med at trække sig helt ind til hendes glæde fordi ellers sku hun til at fokuser virkelig meget på det og slappe mere af og det ville tage en time næsten at trække dem ind så og det ville hun helst ikke have?.
Hendes var hvidvin og hun gik let hen til ham da hun havde fået knappet skjorten og fortrød nu virkelig hun ikke havde orket at slæbe sin bh med men heldigvis var skjorten ikke over stram så det kunne ikke ses om hun bar bh eller ik?.
Hun tog blidt glasset om dets stilk og kiggede mod Jeb og sagde så"Nårh? hvorfor tog vi ikke bare trapperne, det var måske ikke lige din stil eller hva?" hun grinte let og roede sig så stille i håret og tog en lille tår af alkoholen, eftersom hun ikke ville blive fuld tog hun det i små nip her og der efter hun havde sagt noget eller efter hun blot havde betragtet himlen og dens forandring i lyset.
Hun vendte sig stille mod Jeb og sagde"Så hvad skal vi egenlig lave her oppe? se på solnedgang og snakke? om et eller andet" hun grinte sødt og strøg det platin hvide hår bagud og uglede det let, mens hun satte sig ned udmattet på jorden efter at ha fløjet så meget med utrænet vinger og sagde"Det bliver ide mindste nemmere og nemmere at flyve?"