To protect or infect

Han manifesterede hvad der lignede en lille drage af den klare hvide ild der fulgte hans hånd i en bevægelse rundt i rummet og tændte de mange lys på væggene. Nok var der elektrisk lys der inde, men stearinlys havde nu sin helt egen charme og gav et helt andet mere roligt lys. Så landede dragen igen i hans hånd og forsvandt så let som den var kommet. Han trak nu en stol ud og satte sig ved siden af hende og begyndte at fortælle roligt: "Den ild jeg har her kommer du nok ikke til at kunne lære. Den er en gave fra Gud til mig. Men jeg ville snildt kunne lære dig at udvikle dine egne evner til langt mere fantastiske ting. Og det vil jeg gerne lære dig. Kald det en gave mere udover den dag jeg har lovet dig"

Han satte sig nu lidt frem på stolen og begyndte at smile som om han kom i tanke om et dejligt minde. Hvilket også var tilfældet her. En forsigtig latter passerede hans smukke læber inden han sagde: "For ikke så længe siden kom en af mine tjenere hen og spurgte om det var okay hun tog sin datter med på arbejde. Der var ikke andre der kunne passe hende. Jeg sagde selvfølgelig ja og endte faktisk selv med at passe hende en time. Angelique hed den lille pige. Hun blev noget kun underholdt af at jagte en lille flammende hvid fugl.... Det var en god dag"

Millicent fulgte ilddragen med øjnene, hele rummet rundt. Hun havde aldrig oplevet nogen manipulerer med ild, og slet ikke kunne forme den til dyr...dyr der adlød enda.
"Det er virkelig imponerende" lød det sagte .Millicent ville ikke virke eller fremstå naiv på en dum, måde, men helt ærligt, hvem ville ikke tabe både næse og mund og  være komplet facineret over det syn der havde mødt hende. Ild roser, fugle og nu en drage.
Khás forklaring fik dog manet en lille rynken frem over Millicents lyse næseryg.
"Fra gud, siger du? ...ham har jeg aldrig mødt. Men jeg ved der er djævle i hobevis derude. Millicent pauserede og søgte efter de rette ord.
Denne verden var endnu stor for hende at håndterer .For kort tid siden var hun en helt almindelig pige, fra en små borgerligt hjem.Hun troede ikke på vampyrer eller andre væsner, og slet ikke på en gud. Hun troede at mennesker kunne være godheden selv eller grusomheden...og ...den tanke havde hun vel båret med sig til efterlivet. Nu skulle så bare lære at definerer god og ond på en anderledes måde end hun tidligere havde gjort.Andrija var ikke OND fordi han spiste andre.Dét kunne han jo ikke gøre for! Han var dæmon , og ville han leve måtte andre dø.
Han var derimod dum når han grillede Millicent med hans stød, men det var så en helt anden kamp der blev udkæmpet dér.

"Jeg...jeg tror ikke rigtig på en gud, jeg tror på vi har det inde i os selv, at det er det lille mysterie der bor i os, der definerer hvordan vores personlighed er. Jeg VED at arv og miljø...oplevelser og gerninger præger hvem vi er, men HVORDAN vi kommer gennem de ting, og hvordan vi vælger at tackle det hele, ligger godt gemt i os , som vores personlighed ævlede hun , og håbede ikke at fornærme ham. Det var en stor samtale , om gud og univers , og hun vidste så lidt.
" Hvis du vil..hjælpe mig med at udvikle mine evner, så vil jeg være glad og dig meget taknemmelig. ...omen de lokale hårde hvide vare butikker, nok ikke vil sætte pris på det. Deres salg vil dale drastisk" sagde Millicent med et lille glimt i øjnene, da hun tænkte på alt det hun rendte rundt og kortsluttede, by accident.

Lyden af Khá der lo, var beroligende og blød ...lidt som en dejligt tæppe man kunne putte sig med. Millicent smilede automatisk.
"Så nu er du barnepige også? Du er en alsidig mand Khá , det må jeg give dig.Det er dejligt at se en mand der ikke fornægter glæden ved børn. Du og denne....Alessa...hvorfor bor i ikke sammen? Hvis jeg bliver for privat, så sig endelig til, men ser du...nogle ynder at gå i have og passe og pleje deres blomster for at få det til at gro og trives. Sådan har jeg det med ...kærlighed"

Han satte sig lidt til rette imens han tænkte lidt over de ting hun sagde. For nok var hun ung, men hun var vis. Selvom andre ikke nødvendigvis så det. Han yndede selv at få ting til at gro. Alt fra en lille blomst til en lille gnist af kærlighed. Selv et lille lys kunne vokse til den smukkeste sol hvis blot plejet rigtigt. Han rejste sig og stillede sig foran hende og så først meget alvorlig ud. Så bukkede han dybt for hende og sagde: "Det vil ære mig at lære dig de ting jeg ved. Jeg er sikker på det vil kunne gavne os begge. Så du kommer blot når du ønsker at lære"

Hans ansigt ændrede sig dog lidt da hun spurgte ind til Alessa. Det var ved at være noget siden han havde hørt fra hende. Det kunne der være flere grunde til. Men ikke en han havde fået. Hun havde jo nok travlt med hendes mission. Det ville han heller ikke holde hende fra. Han kiggede op igen imens han satte sig og sagde: "Alessa.... Hun har en hellig mission lige som jeg selv har. Jeg har ikke hørt fra hende længe nu.... Hun har jo sin frihed til at udføre det hun nu skal.... Så jeg venter bare tålmodigt... "

Det var tydeligt noget der påvirkede ham men hvordan var svært at læse. Fordi på den ene side savnede han hende virkelig meget. Men på den anden så blev han trist ved tanken om hun måske ikke kom igen. Men det var ikke det det handlede om nu. Han rystede tanken fra sig og smilede til hende. Millicent var særlig så han ville vise hende endnu en gang en tillid hun ville møde få andre steder. "Ved du hvad? Jeg synes faktisk godt du må kalde mig Connor. Det var mit dødelige navn jeg bar en gang. Folk jeg betragter som noget særligt får det at vide"

Millicents øjne fulgte Kha's bevægelser, som han tog afsked med stolen og kom op at stå.
Det var nu mere fordi hun ville følge efter ham, hvis der kom det mindste signal, verbalt eller nonverbalt på forventning om dette.
Så hun fandt det overraskende at han stillede sig over for hende , og at han så ud til at være meget alvorligt. Det var lige før hun skyndte sig at sige undskyld.
Ikke fordi hun kunne regne ud hvad hun havde gjort forkert. Hun havde ingen fornemmelse for det. Udover hvis det havde været for pågående at spørge ind til Alessa.
Men Khá bukkede....og sagde det ville være ham en ære.
" Pyyhaaaaa ....jeg troede...jeg troede jeg stod til skideballe dér, lige for et øjeblik "
Et varmt smil erstattede det lettere usikkre.
" Jeg vil finde en måde at gængælde det hele til dig Khá. Jeg har ingen ide om hvad...eller hvordan, men en dag ...en dag i fremtiden vil der være noget du behøver eller mangler, og jeg vil være den der leverer det , kun for dig " lovede hun at indfri hans gavmildhed .
Millicent rejste sig op og søgte over til et af de store vinduer.Hér stillede hun sig og kiggede ud, imens hun lyttede til Khá ....og især bed mærke i den længsel hans bløde stemme var smurt med, når talen faldt på Alessa.
Millicent så dog over på ham , med jævne mellemrum, og kunne se at det ikke blot var i stemme men også ansigt, at han lod følelser afspejles.

" Så...i har missioner...stukket ud fra...oven ? " spurgte hun først.
Hendes tanker sneg sig i retning af Gordon .Mon han havde en desideret mission?
At være skytsengel for Millicent var nærmest en mission, men hun betragtede det mere som han han trukket en nitte , end fået en mission af...gud...eller Gerda, hvem der nu lige sad med remoten og havde magten upstairs.

Der var ingen grund til at bruge mange ord. Millicents øjne ville alligevel udtrykke hvor meget hun kunne relaterer til Kha's ord, til den del med at vente på kærligheden.
" Jeg er sikker på hun tænker på dig...og sikker på hun tæller tiden til hun kan være hos dig igen, Khá. " lød det mildt og forhåbenligt støttende.

Hun strøg en hånd gennem det lyse hår, og hendes læber blev presset en smule sammen. Ikke en citron mund, men mere en....lidt...' Jeg forsøger lige finde ud af hvad der sker ' mund.

" Så...Connor...Connor er dit rigtige navn , please to meet you " drilelde hun med et skævt smil og en lille rysten på hovedet. Det havde været noget af en dag.
" Jeg er bange for det eneste særlige der er ved mig, er at jeg bare er helt normal ....hvis man lige ignorer at jeg er vampyr og ikke et menneske, men ellers..." Hun lo stille. Det var sandt nok. Hverken spektakulære evner eller skønhed lå i perfekte eller guddommelige lag hos Millicent .
She was ...just a girl...fuld af fejl....og kunne slet ikke finde den så omtalte skøndhed som overnaturligevæsner siges at skulle besidde - mange af dem var som et chokolade æg, en skal ....men hult inden i- og derfor slet ikke et godt æg, i Millicents øjne.
Så heller et der var lidt ridset på overfladen, men satte man tænderne i blev gane og tunge belønnet med en lækker fyldig karamel cream, marcipan eller nougat haps...hvad end man nu tændte på.

" Connor...det har været en pragtfuld aften....tænk alle de aftaler vi har indgået i aften " lød det varmt. Hun måtte hellere se at runde af. Ellers ville hun få forklarings problemer med hendes dæmon, og det gad hun ikke spolerer en så skøn aften med .

" Jeg tror det er på tide at jeg afslutter mit besøg, hvor skønt jeg end har befundet mig som din gæst "
Millicent tog et sidste kig rundt i det hyggelige bibliotek.

Hun rakte så hånden ud mod Connor, og smilede afslappet og glad...
" Det har været helt igennem fantastisk at møde dig, og på Libras vegne vil jeg sige et formelt tak ...på mine egne vil jeg sige at jeg glæder mig koloenormt til at se dig igen, og se om din visdom smitter lidt af på mig " lød det en smule drillende.
Herefter ville hun med eller uden Khá...søge til udgangen, og finde sin røde bil , spænde sikkerhedsselen - for så at drøne igennem det smukke bjerglandskab....hjem.
Wow....sikke dog en aften.

// out - og tak for et dejligt emne :)

// collecting history //