Protect Me From Any Harm ( Connor - Privat )

Stedet - Domkirken
Tiden - 16:14, Eftermiddag
Vejret - Overraskende meget sol, og det er skyfrit, så varmen er på sit højeste i øjeblikket
Omgivelserne - Beskrevet i teksten

- Til Connor, og kun Connor -

Det er søndag, men domkirkens præst er ikke til stede. Det har han ikke været i snart 2 måneder nu, og bygningens indre er næsten tømt for al hellighed, denne fraværende mand havde givet den før sin afrejse. Rosevinduerne optog solens eftermiddags stråler, og sendte den langs marmorgulvet i matte, flertallige farver, der understregede stedets fine skønhed. Den varede ved, selvom der aldrig var nogen til at pudse de højt placerede glas, eller gulvet, der afslørede ethvert skridt med et lille svar, formet som et pivende ekko. Det var nemt at høre, at kirken ikke lå helt øde endnu, selvom det var ret så tæt på. Det skød igennem den lille forgang, der snoede og vred sig, for at føre den fremmede hen til selve hallen. Den tavse klasken imod marmoret, idet den besøgendes fødder var dækket af et par lettere forrevne gummisko. Udover den svage rungen i murene, der sendte skridtenes lyde tilbage imod støjsenderen selv, tydede intet på eksisterende liv. Der var ingen latter, til at ophæve den ensomme stemning forladte kirker kunne få. Heller ingen gråd, eller sangstemme, som stedet ellers var kendt for. Enten når det gjaldt syndere, der ærligt fortrød sine gerninger, og som var vis på, at præsten aldrig ville røbe dennes hemmeligheder. Eller den lille gruppe korsangere, der enten bestod af unge piger eller yngre drenge, der var tvunget ind i koret af deres mor, der benyttede det lille barns lyse stemme, påtrods af den evige kamp om at få ham derind. Hun ville se en hel guldgrube i drengens bitte stemme, indtil den efter et par år, ville gå over til en dyb røst, der ville ødelægge enhver form for sangkarriere, før den rigtigt var begyndt. Han, det fremmede individ, der skabte en venlig friskhed i det efterladte kirkeliv, nåede endelig frem til den mellemhøje trædør, der var skabt af hårdt eg, imens at håndtaget var af messing, der genspejlede det hvide gulvs lyspartikler. Støvet klæbede sig til hans fingre, da hånden lukkede sig tæt om håndtaget og skubbede det nedaf med en blid kraft. Forsigtig, og uden at tøve en kende, rykkede døren sig til side. Det, der undrede Sebastian, som var navnet på kirkens nye besøgende, at der ikke lød en høj knirken fra et par rustne hængsler. Det måtte betyde, at der var en hjemme. Og denne person vidste hvor man fandt smørelse, til et par jernhængsler, der hurtigt kunne opsnuse en del rust.
Men hvem?..

Connor søgte ind i kirkens ro, han manglede råd, manglede den behagelige følelse det gav at være blandt den hellige følelse han kendte så godt. Han kom ind for kirkens dør. De sorte pudsede sko gav let en klikkende genlyd i kirken, hans skridt blev en anelse hurtigere, savnet efter dette sted meldte sig i ham, det var muligt at han var en engel, det var muligt at de blev set som nogen der kun var herrens tjenere og budbringere, men nej der lå så meget mere bag dem. Jo mere Connor havde befundet sig på jorden, jo mere menneskelig følte han sig, menneskenes dårlige vaner smittede fa på ham i en svag grad som skræmte ham, selvom det ikke var meget jalousi han indimellem følte var den der, og havde været der. Hans lysegrå jakke dækkede størstedelen af den hvide skjorte inden under, de lyseblå jeans sad tæt ind til hans ben og vidste hans spinkle former. Han følte et stort svigt til sin herre, det var længe siden han havde befundet sig der inde, det var længe siden han havde gjort fremskridt i sin søgen efter den person han skulle beskytte. Længe siden, alt for længe siden. Kirker havde længe været engles mødes sted når vigtige ting skulle diskuteres, det var også her at faldne engle søgte hen for at bede om tilgivelse. Atmosfæren inde i kirken var ikke som den plejede at være, det var ikke kun det at der befandt sig en person der inde ud over ham selv, nej der var noget andet, men han kunne ikke forklare hvad det var, ikke lige nu. Kirken så ud som den plejede, de høje vinduer, de mange bænke, alteret med billeder af jesus, herren og kalkmalerierne i loftet som der var mange der bad om at få fjernet. Connor rystede let på hovedet, menneske kunne være sære, de ville beholde deres kultur men ville alligevel fjerne noget af det ved at ændre på kirker? Connor stoppede op. Personen han før havde kunnet fornemme stod ikke andet end et par skridt foran ham dog med ryggen til. En sær..forbindelse sagde Connor at det. Han åbnede måbene munden i et par sekunder. Var det ham han havde ledt efter så længe? var det virkeligt den person lige der?

En svag kuldegysning slog ned over Sebastians ryggrad. Den var ikke ubehagelig, som om han frøs, men havde en sær, behagelig følelse. Som om elektriciteten spredte sig som en kærlig flamme, skabte varme i alle hans legemer - selv den lammede, højre arm, der ikke bevægede sig, selvom hjernen sendte signalerne til det. Forbindelsen var blevet ødelagt, og det var en af de ting, fortiden aldrig ville tage tilbage. Men selvom sorgen kunne skylle ind over hans sind, når minderne blev for klare, var det som om kirkens aura skabte et felt, der forhindrede ham i at dvæle for meget i ensomheden. Det eneste væsen udover Sebastian selv, var ikke mere end et par skridt fra ham, og alligevel var han der ikke rigtigt. Hans logik fortalte ham, at den kildende følelse af at blive overvåget, var det rene paranoia. Det var kirkens tyste stemning, der var skyld i de uhyggelige fantasier, og derfor rystede han den blide kilden i ryggen væk. Sukkende fortsatte han fremad, så skosålerne igen klaskede imod det pre-bonede gulv. Døren lukkede ikke i, og det fik igen Sebastian til at falde hen over en mærkværdig fakta. Der lød intet "klonk", da dørkant og vægside stødte sammen, lavede en fin streg, hvor man lige kunne presse det øverste af neglen ind. Men ikke mere end et par centimeter, før det hele var fuldstændig lukket. Stilheden var nær overvældende, og den venstre hånd støttede fingrene imod den skaldede side af kraniet, selvom en smal stribe af hår i midten, lavede en tyk, men fin hestehale, der først standsede ved skulderbladendes stop. Tankerne strømmede rundt, forvirrede og dominerende, hvilket fik varmen til at vige for kulden, i et par utrygge sekunder. Øjnene var knebet helt sammen, så der ikke længere var et stort tilbedelseskammer foran ham, men bare mørket, der svulmede igennem ham. Lidt tid gik med det, før Sebastian endelig genvandt kontrollen og lod den kærlige ild blusse op, så hele kroppen blev varmet op. Han glippede først lidt med øjnene, før han sukkede for anden gang. Kirkens tavse medvirken var både befriende, men også farlig, hvis man begyndte at glemme virkeligheden.
Et par sekunder mere, og han ville sikkert have forventet at se en mand med vinger springe frem, og sige:

"Jeg er din helt egen skytsengel, Sebastian. Kun din"

Han mumlede ikke, som forventet, men lyden af hans ord gav et forskrækkende højt ekko. Man kunne tydeligt høre gengivelsen af den sætning, han fraværende og drømmende havde fremkaldt, uden endnu at have opdaget den anden, der stadig kun var få skridt fra Sebastian selv.
Lidt ironi, fra skæbnens side?