Protect me... (Tanja)

Tid: Nat
Sted: Den 'farlige' del af byen...
Vejr: Det er koldt
Omgivelser: Ingen...

Med tøvende, usikre skridt kom en lille dreng gående gennem de ukendte, mørke gader. Det var tydeligt at se at han ikke brød sig om at være dér hvor han var. Hans øjne var lukkede i, og han holdte hænderne op over ørene i et anspændt forsøg på at lukke alt, og alle ude, selvom det nok ikke ville komme til at gøre den største forskel. Han var væk nu. Det var da helt sikkert... han havde heller aldrig haft nogen stedsans... og på grund af dét, var han endt der hvor han stod. Drengen stoppede op og satte sig på hug midt på vejen. Der var ingen mennesker til at hjælpe ham der hvor han var, så det nyttede ikke noget at råbe efter hjælp... nu han tænkte over det havde han under ingen omstændigheder lyst til at vide hvilke personer der boede i disse huse. Hvis bare mor var der... hun ville sikkert ha' vidst hvad han skulle gøre, holde om ham, sige at det hele var okay. Et lille hulk kom fra ham, idet han gemte ansigtet ned i knæene.

//Skal logge nu, men svare når jeg kommer på senere ^^//

Med selvsikre skridt kom en pige gående igennem denne del af byen. Hun havde været nede for at handle nogle små ting og var nu på vej hjem. Desværre skulle hun denne vej for at komme til sin lejlighed.
Da hun havde gået lidt, fik hun øje på en lille lyshåret skikkelse. Tanja, som var pigens navn, skyndte sig hen og så at det var en lille dreng. Hun satte sig på hug overfor ham og smilte stille til ham. "Heej med dig min ven... Du er vist faret vild var?..." Hendes stemme var kærlig og hen strøg ham blidt over hovedet. "Hvad hedder du? Mit navn er Tanja" sagde hun og gjorde klar til at holde om ham, hvis nu han begyndte at græde. Hun havde intet imod at hjælpe ham hjem, eller hjælpe med at finde hans forældre eller nogen. Hun havde skam heller ikke noget imod hvis han skulle overnatte. Hun havde et ekstra værelse og det ville være rart med lidt selvskab.

Jody snøftede kort, da han pludselig hørte nogen tale. Til ham? Han valgte at nikke... for det var jo sandt nok. Han var faret vild. Han plejede jo altid at blive på legepladsen, eller i parken. Men siden dét sted han lige nu boede i var nyt, vidste han ikke rigtigt hvor det var. Lige så snart damen havde ladet sin hånd styge hen over hans hår, rettede han sig hurtigt op og slog armene om hendes hals. Han var kold... og det var nok ikke kun på grund af den tynde trøje han bar, eller de beskidte bukser. Jody gemte ansigtet i damens skulder, uden at græde. Det havde faktisk lykkedes ham at holde på tårene denne gang, selvom det nok var lige på stregen. "J-jeg hedder Jody..." stammede han lavt, og med en meget hæs stemme. Ikke hans rigtige navn... men hans mor havde bedt ham om at bruge det, hvis nogen skulle spørge... for hans egen sikkerheds skyld, havde hun sagt dengang... det var et stykke tid siden nu, men ordene sad stadig tydeligt i hans barnlige hukommelse. "Undskyld..." lød det svagt fra ham. Det var jo ikke meningen at det skulle gå ud over hende, men siden hun var den der kom hen til ham, regnede han med at hun ikke ville blive sur på ham. Det var jo ikke hans skyld at han farede vild, byen var jo så stor, og han var stadig bare et lille barn.

Tanja smilte og trykkede drengen indtil sig og sagde små beroligene lyde såsom "Så så..." og "Shhh..." eller "Det skal nok gå".
Hun tog og trak ham lidt væk fra sig så hun kunne så ham. "Når Jody... så du er faret vild, vil du hjem til mig og få noget varmt at drikke og et sted at sove i nat? så kan vi finde dine forældre imorgen." sagde hun og rekste sig op og holdte ham ind til sig. Hun begyndte at gå stille da hun ikke var sikker på om han var okay med det. Hun stoppede op. "Du er jo iskold... Her" sagde hun og tog sin jakke af og gav ham den på. Hun løftede ham op i sine arme igen og gik videre i et hurtigt tempo fordi det var ret koldt udenfor. Hun havde sat Jody på sin ene arm og bar den lille indkøbspose i den anden hånd. "Mit navn er Tanja, Jody. Du skal ikke være bange mere, jeg passer på dig." hun mente det hun sagde til ham. Hun ville passe på ham med sit eget liv. Tanja havde haft hård træning med sit element vand og hun var blevet stærk. Ingen skulle komme hende på tværs.

”Men, jeg...” Mere nåede han ikke at sige, før hun begyndte at gå. Han kunne selvfølgelig ikke andet end at følge efter, men det gjorde ikke så meget... han var glad for at der overhoved var nogen som gad at hjælpe ham, lige nu, og det gjorde sikkert ikke så meget, hvis han gik med hende. Hun lignede jo ikke én eller anden... hvad var det nu det hed? Børnelokker? Desuden kunne han ikke lige tænke klart, og han fik et mindre chok, da hun pludselig bar ham op. Han trykkede sig stille ind til hende og lukkede hårdt øjnene í. Hvor irriterende at han skulle fare vild, men det gjorde nok ikke så meget, han ville jo normalt have siddet i parken nu og ventet på at mor kom og hentede ham, selvom det aldrig ville komme til at ske. ”Tak, Tanja,” mumlede han svagt og gemte ansigtet i hendes skulder. Han skulle nok finde tilbage i morgenaften, bare ærgeligt at det ikke var til hans forældre... men så godt som! ”Bor du tæt på her?” Spugte han hviskende mens han åbnede øjnene igen og så diskret rundt på de ødelagte huse der stod rundt omkring. Det så næsten ikke ud som om der boede nogle, der var kun et par få huse der var lys i, når man rigtigt fik set på stedet. Tanja lignede da ikke én som ville bo sådan et sted, men hvad vidste han om det?