Dai ~ Hiding in the forest

Som hun lå der, gemt væk i det halvt høje græs under det gamle egetræ, med armene spredt ud til begge sider og med lukkede øjne, drømmende og opmærksom på hver en lyd i naturen. Den stille vind kærtegnede hendes ansigt og kildede hende med spidserne af hendes hår. Hun virkede så sårbar, men hvis hun kunne høre en fare komme nærmere, ville hun ikke vente et splitsekund for at gribe fat om sin bue, der lå på højre side af hende, og skyde en truende pil mod faren. Men alt var fredeligt og stille.

Personen som lå der var en ung elverpige, med halvlangt brunt hår, der lige nu var gemt væk under sin hætte, fra den matte lysegrønne trøje, som ligeledes også gemte på hendes spidse ører.
Det var ikke fordi hun var bange for at folk ville se dem, eller var for flov til at have dem fremme. Men hun kendte stedet, og vidste at der var farer overalt, og specielt når solen var begyndt at gå ned. Dog var hun ikke bange for de væsner som kunne true hende på livet, for enten at få hendes blod som en middags snack, eller få bare at komme op og slås som man plejer.

En pludselig lyd lød højt fra den ene side af skoven og pigen fik hurtigt sat sig op for så at gribe mod sin bue og trække en pil med det samme. ”Hvem det end er som kommer i nærheden af mig lige nu, jeg har hverken tid eller lysten til at skulle kæmpe mod dig lige nu” sagde hun så strengt, til muligvis ingenting, men hvis der skulle være nogen, så ville de måske lytte eller også ville de komme til at afsløre sig selv ved et uheld. Hun lukkede øjnene og tog sig tid til at lytte efter.

Dai havde lige været på jagt. Han landede på en gren og spiste sin mus. Han havde dog ikke helt styr på sine forvandlinger, så han kom til at forvandle sig tilbage til menneske et øjeblik efter han havde slugt musen. Han havde desværre sat sig på en gren som kun kunne bære hans ørneform. Gren knækkede under ham og han forsøgte at forvandle sig inden han nåede jorden. Han nåede det lige præcis, og ramte jorden i sin tigerform.

Hun sukkede kort og lod sin bue falde ud af sin hånd og ned på græsset. ”Det var nok ikke nogen” mumlede hun for sig selv og lod sig falde bagover og ned at ligge igen. ”Jeg overreagerer vist meget på det sidste” sagde hun så og lukkede sine øjne i, for så at lytte til vinden igen. Hun strakte sine nøgne tæer, før hun løftede sine ben lodret op i mod himlen før hun åbnede sine øjne igen og så på dem ”Jeg burde snart tag en løbe tur egentlig?” mumlede hun for sig selv før hun hørte en lyd igen, og denne gang lød det som om en gren blev knækket direkte af fra et træ. ”Huh?” hun lod sine ben falde mod jorden, hurtigt, så hun samtidig kunne komme op at sidde, for derefter at sætte sig i hug. ”Hvorfor er der altid nogen der skal ødelægge naturen” sagde hun med en skarp undertone før hun tog sin bue og smed den om på ryggen, for derefter at rejse sig op. (jeg må vel hellere tjekke det for en sikkerhedsskyld) tænkte hun før hun bevægede sig i retning af lyden.

Efter et kort stykke tid, hvor hun havde gået igennem de små stier i skoven, fandt hun frem til stedet. Så nu stod hun der, foran gerningsstedet. Ikke nervøs eller noget for væsnet der var der. Og i stedet for at trække sin bue, kom hun med et lille smil.

Dai ømmede sig. Han var landet på siden og havde fået slået al luften ud af sig. Det var ikke ligefrem sjovt, men han blev nødt til at komme op og stå. Han kiggede tilbage på grenen, med et skævt mentalt smil. Det var godt nok irriterende de her med uforventede forvandlinger. Han hørte en person komme igennem skoven. Det var tydeligt at det var en kvinde, og en som var vant til at færdes i skoven. Han kunne høre på skridtene at hun var rimelig let. Han kunne ikke bestemme hendes højde eller muskelmasse, ud fra hendes skridt, men han bestemte sig alligevel for at blive stående. Hellere kunne se fjenden, end blive overrasket med ryggen til. Han var ikke vild med det, og bakkede tættere på grenen. Han kiggede rundt, for at se efter at der var frit til alle sider så han ville kunne komme væk hvis det blev nødvendigt. Han håbede ikke på det, men man kunne jo aldrig vide sig sikker. Han lyttede til vinden, og lagde pludselig mærke til at vinden desværre for ham kom bagfra. Han kunne dog alligevel høre den svage lyd af pile i et kogger. Da han så hende træde frem fra skyggerne klemte han øjnene sammen, og da hun smilede brølede han af hende. Han var utryg, kunne ikke lide tanken om at hun ikke blev bange eller nervøs, over at se noget så unormalt som en stor grå tiger med blå øjne. Han viftede irriteret med halen.

I det han brølede rullede hun lidt med øjnene, for hun havde allerede en ide om at han var en animagus, som hun godt kendte til i denne by, ås det at var en stor og farlig tiger gjorde hende intet. ”Jeg ør dig altså ikke noget, hvis du heller ikke gør mig noget, men hvis du begynder på et eller andet, så er det dig der ender med at være en pels på mit stuegulv” Hun smilte venligt efter at have sagt det og lænede sig op af et træ. ”Du er en animagus, ikke?” hun strakte sine hænder over sit hoved ”I er ret så fascinerende, sådan som i kan skifte jer til dyr når I har lyst, det må være vidunderligt at kunne føle og tænke på en helt anden måde” Hun lod sin arme falde ned igen, og støttede så sine hænder mod træet. ”hehe, jeg snakker for meget gør jeg ikke?” Hun lod sig glide ned at sidde og for så at lukke sine øjne i kort for at lytte til hans poter der ramte mod græsset, ventende på om han ville sætte i løb til at stikke af eller angribe, eller om han ville forvandle sig til sin menneskeskikkelse. (måske er han bare en normal tiger, men hvis han er det, så kan jeg være heldig og få et kæledyr måske?) hun fniste lidt for sig selv ved tanken om at have en tiger i sin lejlighed, lidt underligt og opgangen ville nok blive skræmt.

Dai kneb de blå øjne tæt sammen. Han brød sig ikke om den måde hun snakkede til ham. Han reagerede ikke da hun snakkede til ham, kiggede bare på hende, uden at blinke. Han ville ikke give hende en chance for at overrumple ham. Han fulgte hende med øjnene da hun satte sig ned og lukkede øjnene. Han brummede og blev stående et stykke tid. Han blev dog enig med sig selv om at der nok ikke ville ske ham noget lige pt så han satte sig ned. Han forvandlede sig til sin menneskeform, endnu en gang lykkelig for at han ikke var nøgen nå han kom tilbage. Han holdt øjnene på kvinden uden at sige noget. De blå øjne var tydeligt opmærksomme. Han sad og lyttede, ville være sikker på at der ikke var andre. "Hvem er du? Og hvorfor fanden synes du at du kan tillade dig at snakke sådan til en du ikke kender? Og jeg skal forresten aldeles ikke være et tæppe på dit gulv!" Han vrængede det sidste ord og kom med en grimasse, "Jeg kan fint forsvare mig også over for din ynkelige bue!" Dai var gået i forsvarsstilling, han ville ikke lade hende slippe afsted med den slags. Han forvandlede sig til sin ørn og satte sig op på en tyk gren i et træ. Han sad langt nok inde på grenen til at den ikke knækkede da han forvandlede sig til menneske igen. "Og ja du snakker for meget. Og du behøver ikke grine af mig, det klarer jeg udemærket selv.." Han havde ikke lyst til at slippe vreden, mest af alt fordi det var nemmere at være sur og holde folk på afstand, end lade dem komme ind til ens inderste.

Hun sukkede kort og lænede sit hoved bagover så hun kunne se mod himlen, den var blevet lidt mere grålig i det, som var der regn på vej. Hun trak sin ben op mod sig selv og hvilede sine arme mod sine knæ før hun rettede sine øjne mod ham, hun så ham forvandle sig fra tiger til menneske, men kun kort før han blev til en ørn og fløj op. I et kort øjeblik følte hun sig trist over at han muligvis ville flyve sin vej, men det forsvandt hurtigt da han satte sig på en gren. Hun smilte og lukkede øjnene igen. ”De må undskylde min væremåde før. Jeg har det bare ikke så godt med at du lige har brækket en gren af et træ” Hun åbnede sine øjne igen og skubbede sine hænder mod jorden for at komme op at stå. Hun bevægede sig hen til grenen og satte sig på hug ved den. ”Træet føler smerte når den mister grene på den måde, tvunget af” hun så op på ham, som hun nu stod der lidt væk fra træet men sunder ham alligevel. ”Men jeg kan se på det ødelagte sted at du ikke gjorde det med vilje” Hun smilte og lagde sin hånd mod træet for så at lukke sine øjne igen ”Det bebrejder dig ikke for at det skete” Hun fjernede sin hånd og vente ryggen til ham for så at begynde at gå ”Men jeg kan se jeg er uvelkommen her lige nu, så vi ses vel en anden gang” efter nogle skridt drejede hun dog lige rundt og kastede et blik mod ham ”Mit navn er for resten Liliuth, hihi” hun smilte venligt og mødte for en gangs skyld hans blik rigtigt.

"Bare fordi et træ har det dårligt, giver det dig ikke ret til at opføre dig sådan." Lød det afvisende fra Dai. Han ville ikke lade denne fremmede kvinde - eller nogen anden fremmed, for den sags skyld - komme tæt på. Og da slet ikke psykisk. Det ville være den sikre måde at blive sårbar på. Dai fulgte hende med øjnene, da hun rejste sig og gik over til det træ han var kommet til at knække grenen af. Han kiggede interesseret til da hun 'snakkede' med træet.
"Du er ikke den enste som forstår træerne. Jeg kan bare ikke tale til dem. Men jeg hører dem hviske med vinden, når jeg er i mine dyreformer. Og det var ikke ligefrem med vilje at jeg var ved at tage livet af mig selv. Jeg priser mig bare lykkelig for at have nogle ordentlige reflekser" Han smilede ufrivilligt svagt, kunne ikke holde ud at være sur, når det nu var rimelig godt vejr for en gangs skyld.
"Men altid noget at træet ikke har tænkt sig at løfte mig op og slynge mig i havet eller ind i et bjerg." Dai smilede større.
"Du må.." Dai rødmede meget svagt, da han opdagede at kvinden også var ved at sige noget.
"Nej det er okay. Bliv bare. Du må undskylde min afvisende attitude, jeg er bare irriteret over at jeg ikke har styr på mine nye forvandlinger endnu." Dai knyttede kort hænderne, før han hoppede ud fra træet i sin menneske skikkelse. Han landede på jorden som tiger, og forvandlede sig glidende tilbage til menneske. Han gik over mod den fremmede elverkvinde og strakte en snavset hånd frem.
"Mit Navn er Dai, Dai Akaido. Jeg er som du nok har opdaget Animagus." Han smilede skævt og virkede rimelig uopmærksom. Virkeligheden var dog at han lyttede intenst efter om der var andre væsner i nærheden.

Liliuth følte sig glad nu, for den fremmede mand havde valgt at stole nok på hende nu, til trods for deres dårlige start. I virkeligheden var hun slet ikke så fjendtlig og var faktisk mere naiv overfor personer end hun var forsigtig. ”Det er rart at møde dig Hr. Akaido” sagde hun så med et smil, før hun kort nejede for ham. Hun virkede nok for høflig i hans øjne lige nu, hvis han var blevet for mistroisk i hvert fald. ¨

Hun stod lidt og overvejede hvad hun skulle sige til ham nu, ikke fordi hun intet havde at sige, men mere fordi hun ikke ville ende med at sige noget forkert, sarkastisk eller ej, så virkede han meget skræmt for sine omgivelser, og deres start med ’tæppe’ og alt det, havde ikke rigtig hjulpet på det bånd der ville blive knyttet mellem to venner. Der gik lidt tid før hun så smilte igen ”Hr. Akaido, vi er kommer ud for en virkelig dårlig start . Og jeg vil mene en undskyldning er på det rette sted” Hun stoppede efter den sætning og ved sig lidt i læben. At sige undskyld, hun havde allerede gjort det, men den havde nok ikke lydt sandfærdigt nok i hans ører, og ja det kunne hun ikke bebrejde ham, for at sige undskyld var ikke en af de ting hun var bedst til. Og lige nu virkede det nok mere som om hun ventede på en undskyldning fra ham.

Hun bed sig kort i læben før hun så lagde sin hånd mod sit hjerte. ”…Jeg er yderst.. Jeg.” Hun sukkede kort og lukkede sine øjne i ”Jeg er ked af mit opførsel og det jeg har sagt op til det her punkt, som har gjort dig, sur, trist eller andre negative følelser. Du vil måske ikke acceptere det, men jeg mener det og det kommer fra mit hjerte denne gang.” hun åbnede sine øjne igen og så på ham  ”kan du tilgive mig?” hun ventede nu bare på hans svar

Dai smilede svagt til kvinden. Der var nu noget charmerende over hende når hun ikke var sur. Dog var hun ikke noget for ham. I hvert fald ikke som kærestemateriale. Han smilede lidt større da hun nejede, og bukkede da også selv. Mest for sjov, men hvis det var sådan hun var vant til at gøre så kunne han jo lige så godt rette ind. Dai kiggede på kvinden. Det var svært at vænne sig til at hun havde et navn. Dai havde på en måde en fornemmelse af at have set hende før, men slog det væk. Han kunne ikke have set hende før.

Da Dai hørte hvad hun sagde om en dårlig start og en undskyldning løftede han undrende sit højre øjenbryn. Det havde han ikke ligefrem forventet. Han betragtede hende uden at sige noget. Han stod bare og kiggede. Han syntes egentlig det var ret akavet, men lod som ingen ting. han kunne dog ikke lade være med at fnise lavt da hun var færdig med at sige undskyld.

"Det der behøver De altså ikke. Jeg forstod godt din undskyldning før. Og det er mig som burde undskylde min opførsel." Dai smilede skævt. "Man bør jo ikke opføre sig sådan foran en kvinde.." Han snakkede med en 'stemme' som dem man altid hørte gentlemen i filmene snakke med. Han prøvede at holde masken, men kunne ikke holde grinet inde ret længe. Hans latter var dyb, rummelig og smittende. "Og jaja De er tilgivet Frue." Han grinede lidt videre før han tog sig sammen og smilede til hende i stedet.

//Undskyld længden :c //