Hiding behind shadows.

Sted: Sombre
Tid: 16.30
Vejr: Koldt, halv kraftig vind og overskyet.
Omgivelser: Modeller, kamera crew og hvad der ellers hører til.

____________________________________________________

Vinteren lakkede langsomt, men sikkert mod enden. For modeller betød dette arbejde. Og sådan var det også for Alexei, der lige nu var på vej ud af make-up vognen, der var placeret i den del af Sombre, der var blevet afspærret grundet photoshootet. Han var iført et par sorte bukser, en lys grå frakke, samt et bordeauxrødt strikhalstørklæde og et par støvler i en lys karrygul farve.

Alexei havde, gennem de sidste par uger, prøvet at holde sig væk fra kameraerne. Han havde ikke taget nogle modeljobs og havde sagt nej til interviews. Men med tiden havde han også fundet ud af, at det ikke nyttede noget. Han kunne ikke sige nej til alle jobs han fik. Og helt ærligt.. Hvad var chancen også for at Luke var der? Hvad var chancen for at han skulle være fotograf på lige præcis det shoot Alexei var på. Alexei havde bestemt sig for, at den ikke kunne være stor. Hvilket også var den eneste grund til han havde sagt ja til dette job.

”Alexei Carter” en stemme lød fra springvandet, der stod lidt fra ham og han rettede blikket mod en mørkhåret kvinde, der stod ved siden af kamera crewet. Et smil bredte sig over de rødlige læber og han satte kursen hen mod kvinden ”Stil dig sammen med Aurora” lød beordringen og Alexei trådte hen til kvinden, der stod foran springvandet, med brune øjne rettet mod ham. Et nik blev sendt fra begge parter og et charmerende smil spillede om Alexeis læber, som han lagde hånden tættest på springvandet mod hendes talje og panden mod hendes. Foråret og kærlighed gik hånd i hånd og derfor var shootets tema selvfølgelig kærlighed. En følelse Alexei ikke havde mestret i mange år. Ikke siden han frarøvede sig selv den, for adskillige år siden. Men følelsen var kommet ham tættere på livet for blot nogle uger siden. Han havde holdt kærligheden på afstand så længe, at han ikke kunne håndterer følelsen. Når andre følte den. Han forstod den ikke. Alligevel var det ikke svært for ham at spille. Han havde slet ikke tal på hvor mange forelskede roller han gennem tiden havde spillet. Det var jo det alt handlede om. Alle skuespil, alle sange, alle bøger. Alt. Alt handlede om den åndssvage følelse. Om hvor ondt den gjorde. Kærlighed og hjertesorger, glæde og smerte. Hvorfor bebyrde sig med det, når man kunne nøjes med glæden? Når man kunne have alle glæderne ved den såkaldte ”kærlighed”, uden smerten, hvis bare man lod vær med at binde sig. Det var i hvert fald hvad han bildte sig selv ind. Hvad han havde fortalt sig selv ekstra mange gange, gennem den sidste tid. Mens han prøvede at fortrænge mindet om hvordan Lukes læber mod hans, føltes.

Han havde gengældt kysset. I et kort øjeblik, i en brøkdel af et sekund, havde Alexei rent faktisk gengældt det, da Luke kyssede ham! Hvis ikke det var sket, havde Luke nok givet op. Det var synd at jagte en, der alligevel skubbede én væk, men Alexei havde rejst et håb i ham. Et spinkelt, lille håb, godt nok, men det var der!
Dog vidste han ikke, hvordan han skulle gribe det hele an. Alexei havde været i hans tanker stort set konstant, og flere gange på arbejdet havde han grebet sig selv i at sidde og falde i staver blot ved tanken om skuespilleren; i hvert fald lige indtil han væltede en kop kaffe ned på sin skjorte eller brændte sig på sin smøg.

Først gik der et par dage - så en uge - og pludselig var to uger fløjet af sted uden der var sket noget. Luke havde ikke turde opsøge Alexei, men han måtte være ærlig og indrømme, at hver eneste gang han gik forbi en kiosk, kastede han et blik på forsiderne af alle sladdermagasinerne for at få et glimt af Alexeis ansigt – men der var ingenting. Ingen interviews, ingen artikler, ingen photosessions, ingenting. Det var uhyggeligt så lidt aktiv kendissen havde været på det seneste, og Luke var ikke et sekund i tvivl om, at det skyldtes ham. Det ville så sige, det håbede han i hvert fald. Han håbede af hele sit hjerte, at Alexei tænkte på ham mindste lige så meget, som han tænkte på ham.

Hele tiden grublede han over, hvordan han skulle få kontakt til Alexei. Det var svært, når manden ikke viste sig offentligt, og hvis han opsøgte ham privat, ville han sikkert få et par bodyguards på nakken og få tildelt en dom som stalker. Nej, han måtte tænke mere taktisk.
Og så, en ganske almindelige dag, bød chancen sig.
Et photoshoot. Kunne det være mere perfekt? Godt nok skulle Luke kun holde sig i baggrunden, men han ville få rigeligt tid til at tale med Alexei, når det hele var overstået. Medmindre kendissen skulle videre til en eller anden vigtig fest, selvfølgelig. Men lige meget hvad ville Luke holde ham hen.

Så nu sad han her. I en stol i baggrunden af hele opstillingen til photoshootet sad han og tegnede kruseduller på en blog, han havde medbragt. Alexei havde vist ikke opdaget ham, men det var også kun godt, for Luke ville jo ikke skræmme ham væk. Til gengæld sørgede han også selv for ikke at kigge for meget på manden; det gjorde næsten helt ondt i hjertet at se, hvordan han stod og holdt om den kvindelige model og hvilede sin pande imod hendes, men følelsen var ingenting i forhold til den overvældende følelse af jalousi, han havde været opfyldt af til ballet.

Han tappede på displayet på sin mobil. De havde allerede været i gang i noget tid, men det føltes som en evighed for Luke, der blot ventede på, at det hele var overstået, så han kunne få fat i Alexei…

Han havde ikke lagt mærke til ham. Luke. Hvilket nok også var meget godt, da han ellers slet ikke ville kunne koncentrere sig om sit job. Jobbet der nok også var grunden til, at han slet ikke havde opdaget Luke. Han havde travlt med at kigge ind i Auroras øjne, med et sensuelt blik, lade hænderne knuge hendes hår, kærtegne hendes hals, skuldre, arme, talje og læberne hvile mod hendes pande. Alt dette hans job. Men også en af de ting ved hans job, som han nød mest. Ganske vidst var det skuespillet han brændte mest for. Uden tvivl. Men det her nåede nu alligevel op på en stærk andenplads. Han stod der, med en smuk kvinde i sine arme og flirtede lidt med hende, mens der blev taget nogle billeder. Alt imens han gjorde dette, kunne han se frem til, at pengene tikkede ind på hans konto. Så fandt man da ikke et meget bedre job?

”Det tror jeg var alt. Smut ind og få noget andet tøj på og kom så ud og hjælp med at kigge billederne igennem” lød ordene fra den mørkhårede kvinde, der havde kaldt Alexei derhen og de to modeller trak sig væk fra hinanden, mens smil blev sendt fra begge parter. Alexei gik med hurtige skridt mod vognen, han før havde været inde i, for at få ordnet tøj og make-up. Han trådte gennem døren og direkte hen til en sofa, hvor han havde smidt sit tøj. Smilet der havde prydet Alexeis læber gennem hele shootet, var igen forsvundet. Og det var ikke blot fordi han nu var alene. Alexeis tanker, ledte hen på det, som de havde ledt hen på så mange gange gennem de sidste uger. Steder han ikke ønskede at de skulle lede hen. Luke. Det var åndssvagt. Hvorfor fanden tænkte han så meget på det? Alt det bragte frem, var irritation og vrede. Vrede over vennen, der havde udviklet en eller anden form for følelser overfor Alexei. Eller, han bildte sig ind, at han havde det. Ligesom så mange andre gjorde. Sådanne følelser fandtes ikke. Det var jo absurd at tro det. Det var blot en desperat hunger efter at der faktisk fandtes noget ægte. Noget smukt. Men det gjorde der bare ikke. Ganske vidst kunne man nyde at tilbringe tid med et andet menneske, man kunne opbygge et vidst forhold til en person. Holde af personen og ønske at passe på denne. Men det var blot et helt normalt instinkt. Man passede på sin flok. Selv mennesket var bygget på denne måde. Alexei havde også folk han holdte af. Men følelser som forelskelse, var ikke eksisterende. Det var en drømmeverden folk levede i. En drømmeverden Alexei nægtede at tage del i.

Da han igen trådte ud af vognen, søgte han straks hen til fotografen, der havde taget billederne og nu sad placeret ved sin bærbare computer og kiggede dem igennem, med Aurora ved sin side. En halv times tid gik, hvor de kiggede billeder igennem og valgte til og fra. Det skulle koges yderligere ned, men modellernes job var blot at vælge dem de syntes om, så de kunne være tilfredse med de billeder der skulle udstilles af dem.

Som de blev færdige med at kigge billederne igennem, takkede den mørkhårede kvinde for deres medvirken og dermed havde de fyraften. Alexei vendte sig om og hans blik landede på den unge fyr, der stadig sad i baggrunden og var optaget af sin blok. Der gik ikke mange øjeblikke, før han genkendte den ganske spinkle skikkelse og hans hjerte begyndte at banke hårdere og hurtigere end det før havde gjort. Trods det måske var naivt at tro, at Luke ikke havde lagt mærke til eller i det mindste vidste han var der, fik han et smil til at blomstre på de rødlige læber, hvorefter han vendte sig om og trådte hen til Aurora ”Jeg fik aldrig chancen for at introducere mig selv. Alexei” hilste han og rakte hånden frem mod kvinden, som trykkede den og fortalte sit navn. Hvis Luke havde set ham, hvilket nok var det mest sandsynlige, da han vel var der for at overvære shootet, kunne han håbe at han ikke ville tage kontakt til ham, hvis han stod og talte med en person.

Der to timer og en evighed, før photoshootet var færdigt, og som om det ikke var lang nok tid for stakkels Luke at vente, så skulle Alexei da også lige klæde om og snakke med fotografen og se billederne og flirte lidt med sin med-model og hvad der nu ellers hørte til.
Og alle disse ting gjorde den mørkhårede blandingsrace utålmodig. Hvis det ikke var, fordi han havde besluttet sig for at være så diskret som muligt, så havde han rejst sig op og gået frem og tilbage som en tiger i et bur. Men nej. Alexei måtte under ingen omstændigheder opdage ham, for hvis det skete, ville han uden tvivl finde på en undskyldning for at stikke af, og Lukes chance ville være forspildt.

Det dér med at forblive uopdaget var dog sværere sagt end gjort. I et uopmærksomt øjeblik havde Alexei vendt sig om og pludselig, da Luke kiggede op, mødtes deres blikke. Den unge hybrid kunne nærmest fornemme udviklingen fra ligegyldigt-øjekast-på-en-fremmede-skikkelse til forvirring til genkendelse til benægtelse-af-at-have-opdaget-Luke i Alexeis blik, før manden kiggede bort igen.
Nu. Det her var hans chance. Hvis Luke tøvede så meget som et øjeblik, ville Alexei forsvinde fra ham som sand mellem hans fingre.

Luke nærmest sprang op fra sin stol og bevægede sig med hurtige, dog beherskede skridt hen imod Alexei og kvinden, han havde fået en samtale i gang med. Det var hende, han havde fået taget billeder med og det skulle ikke undre Luke, hvis de lige nu stod og aftalte at tage i byen sammen i aften.
Det var ikke høfligt at afbryde andre folk midt i en samtale, men Luke havde ingen hæmninger. Desuden kunne han altid foregive at have noget teknisk angående photoshootet at snakke med Alexei om, hvis kvindemennesket begyndte at spørge ind eller hidse sig op over, at han trak ham væk.

Luke rømmede sig.
”Alexei?” spurgte han. ”Kan jeg lige få lov at snakke med dig?”



(asdfghjlæ LORTE SVAR! Undskyld, skal virkelig lige igang <3 Let's get some action!)

Aurora var ikke umiddelbart en kvinde Alexei normalt ville finde interesse i. Trods hun absolut havde udseendet i orden. Det lange, blødte bølgende hår, der lige nu var omfavnet af en hvid strikhue, store brune øjne, der var omkranset af lange mørke øjenvipper, der gav dem et dådyragtigt udtryk. Lys hud, lille næse, høje kindben, fyldige læber. Ganske enkelt, en smuk kvinde. Men uinteressant. Både af udseende og umiddelbart også af personlighed. Men i dette øjeblik var han ligeglad med om kvinden normalt ikke var typen han ville bruge sin tid på, han måtte prøve. Hvis han var heldig ville det faktum at han stod midt i en samtale, få Luke til at holde sig væk. Og hvis så han bare kunne få Aurora til at gå med ham ud af parken, ville det gå som smurt.

”Hvad har du..” Alexei nåede ikke at afslutte sætningen, før han blev afbrudt af en let rømmen. Om det blot var fordi det var åbenlyst, eller om det faktisk var fordi han kunne kende stemmen, at han var klar over at det var Luke der stod bag ham, var han ikke sikker på. I starten lød han blot som om han ikke havde hørt Luke og skulle til at tale videre, da Aurora åbnede munden ”Alexei, jeg tror der er en der vil i kontakt med dig” Alexei løftede kort, som var han overrasket, øjenbrynene og drejede sig en smule, så hans blik faldt på den yngre fyr ”Undskyld..” mumlede han, kun en anelse sammenbidt og lyttede til Lukes ord. Nej. Det kunne han ikke. Hvad troede han dog svaret ville være? ”Åh ja, selvfølgelig. For jeg lavede jo sjov, da jeg fortalte dig at du skulle holde dig væk.” Han kiggede fra Luke og hen på Aurora ”Jeg var faktisk lige..” kvinden cuttede ham af og nikkede mod Luke, med et utrolig venligt smil om læberne ”Nej, nej. Lån mig din telefon” Alexei trak modvilligt sin mobil op af lommen og rakte den til kvinden, som med hurtige bevægelser lod fingrene glide over touchskærmen og rakte den tilbage til ham, hvorefter hun fortalte ham, at han bare kunne ringe og gik i den modsatte retning.

Alexei vendte sig efter hende og betragtede hendes skikkelse forsvinde ind i en mængde af fotografer og modeller. Pis og papir! Hvordan fanden skulle han undgå Luke nu? Sandheden var vel, at det kunne han ligeså godt glemme. Han tog et par dybe indåndinger, inden han vendte sig om og lod grå øjne møde de blågrønne, som Luke var ejer af ”Hvad vil du?” spurgte han, denne gang en del mere sammenbidt en før. Mobilen blev knuget så hårdt i hans hånd, at knoerne blev hvide. Han havde ment det, da han bad Luke om at holde sig væk. Han kunne ikke håndtere følelserne Luke havde erklæret. Han kunne ikke og han havde ikke lyst til det. Han måtte beskytte sig selv.

Luke bed sig i læben og så fra den ene til den anden. Kvinden var smuk og virkede tilmed imødekommende i modsætning til Alexei, der foregav hverken at have bemærket Luke eller hørt ham, hvilket virkede som en umulighed. Medmindre han var døv, i hvert fald, men så burde han da have bemærket, at hans samtalepartner stod og kiggede på Luke.

Det kom ikke bag på Luke, at Alexei forsøgte at tale udenom. Manden havde jo selv bedt ham om at holde sig væk, så hvorfor skulle han gide snakke med Luke nu? Hans forsøg på at finde på en grund til at undslippe Luke fejlede dog, idet kvinden, halvvejs igennem hans sætning, afbrød ham.
Luke gengældte hende venlige smil. Hvis ikke hun havde været så opsat på, at Alexei skulle snakke med ham, havde hans plan uden tvivl mislykkedes, for så havde Alexei bedt ham om at smutte, mens han talte. Men den gik ikke nu. Det måtte være Lukes lykkedag eller noget i den dur i dag, for det gik langt bedre, end han kunne have drømt op.

Kvinden stak Alexei sit nummer – eller, det gik Luke hvert fald ud fra, at hun gjorde, da hun lånte hans mobil, for det var ikke for at ringe – og gik sin vej. Luke glanede lidt efter hende, før han vendte opmærksomheden mod Alexei. Hans blik faldt med det samme på mandens ene hånd, der var knyttet om mobilen; knoerne var helt hvide, og Luke behøvede ikke engang at se på hans ansigt for at vide, at han var rasende lige nu.
Blandingsracen forstod ham nu også godt. Det måtte være ubehageligt at blive opsøgt af én, som man udtrykkeligt havde bedt om at holde sig væk, men sådan måtte det altså være. Luke kunne ikke bare smutte sin vej og blive væk for evigt og glemme alt om Alexei. Den anden var i hans tanker hver dag, nu endnu mere end nogensinde. Det var næsten som om at det, at Alexei nu havde gjort sig selv endnu mere uopnåelig for Luke, gjorde ham endnu mere desperat efter at få fat i ham. Det var selve udfordringen i det, der holdt ham i gang.

Hvad vil du? Antydningen af et smil bredte sig på Lukes læber. Et bittert smil, vel at mærke. Var det ikke åbenlyst, hvad han ville? Hvis ikke Alexei havde gættet det, måtte han da være lettere tungnem.
”Helt ærligt, hvad tror du så selv?” spurgte han med den mest alvorlige stemme, han kunne frembringe. ”Jeg synes ikke, det er fair, at du beder mig om at holde mig væk. Jeg ved, at tanken om, at en som mig er faldet for dig er skræmmende eller direkte frastødende efter dit hoved, men jeg vil gerne have en chance for at bevise dig om det modsatte.”
Han rynkede lidt på brynene, og pludselig blev hans blik lidt mildere. "Bare... bare giv mig en chance, Alexei. Det er alt, jeg beder om."

Det irriterede ham, grænseløst, at Luke skulle komme derhen. Ikke fordi han havde gang i en samtale. Ikke fordi han havde gang i noget specielt vigtigt, men.. Han havde ikke lyst til at tale med Luke. Han havde ikke lyst til at se fyren, der for nogle uger siden havde været hans ven, i øjnene og vide at han var vild med ham. Alexei havde, fra barnsben af, fået banket ind i hovedet at kvinder og mænd hørte sammen. Det var dérfor at kun en kvinde og en mand i samarbejde, kunne få børn. Skabe liv. Mennesket var ikke bygget til at være sammen med en af sit eget køn. Det var ingen levende væsner. Det var hvad han altid havde lært. Så at hans ven var faldet for ham, afskrækkede ham. Og det måtte ikke komme ud.

Dette var også grunden til at, da Luke begyndte at tale, tyssede Alexei på ham og greb fat i hans håndled, hvorefter han begyndte at trække ham hen mod snoren der delte stedet for photoshootet og resten af parken. Han trådte over den og fortsatte med hastige skridt, ind mellem nogle træer. Her stoppede han, kastede et blik omkring sig og rystede på hovedet. Det var ikke godt nok. Han havde ganske vidst ikke lyst til at tale med Luke om det, men fyren ville næppe lade ham slippe, så han måtte vel tage sine forholdsregler, før han skar realiteten ud for Luke. Og hvis nogen så dem her, i særdeleshed paparazzier, var det helt sikkert at det ville blive blæst op til noget kæmpe stort. Alexei Carter trak, efter et photoshoot forleden dag, en fyr med sig ind mellem nogle træer, hvor de begge gestikulerede voldsomt. Det så ikke ud til at Alexei var meget for at tale med fyren. Og så var det ude.

Derfor trak han videre med Luke, ud af parken og over vejen, hvor han stoppede ved en opgang, slap sit tag i Luke og låste op, inden han trådte indenfor og lige ind i elevatoren, som førte dem op på øverste etage. Da de trådte ud af elevatoren igen, var lyse marmorfarver hvad der mødte deres øjne. Marmor gulv, marmor loft, vægge i knækket hvid og en guldlysekrone. Rumme dannede en halv sekskant og i hver af de tre vægge der nu var foran dem, sad en trædør i mørk træ. Alexei gik hen til den højre dør og låste op. Han åbnede døren og ventede på at Luke ville gå ind, før han selv fulgte efter. De trådte ind i en gang med cremefarvede vægge og et gulv i mørkt træ. Alexei gik direkte videre ind i lejligheden og smed den sorte frakke i lædersofaen, der var placeret op af væggen, til højre for indgangen. Rummet man først trådte ind i var et stort rum, med stue til højre og i en lille udhulning til venstre, køkken. Hvis man gik en smule til venstre, når man trådte ind, kunne man træde ned af tre trappetrin og møde et spisebord, samt stole.

Alexei gik ud i køkkenet og smed nøglerne fra sig på køkkenbordet, med et irriteret suk. Hvorfor fanden skulle den idiot til Luke også tale så højt om det, i parken, hvor der var tonsvis af paparazzier? Når sådan noget som et, ganske stort, photoshoot fandt sted i offentligheden, var de der. Selvfølgelig. Og om de havde opsnuset hvad Luke havde sagt, kunne kun tiden vise. Når det gjaldt nyheder i den dur, havde de en utrolig evne til at opsnuse det. Om de så stod i den anden ende af parken.

Der blev tysset på Luke, og det brød han sig bestemt ikke om. Han havde endelig, endelig fået kontakt til Alexei og forsøgte netop nu at få banket lidt fornuft ind i hovedet på ham, og så tyssede Alexei bare på ham!
Han åbnede munden endnu en gang, parat til at brokke sig på livet løs, og hvis ikke Alexei havde grebet fat om hans håndled i det næste sekund, havde han også gjort det; men nu tav han og fulgte villigt med, da Alexei hev af sted med ham. Han var forundret over, at det havde været så let at overtale Alexei til at snakke med ham, men måske var det bare, fordi kendissen ikke turde blive opdaget i selskab med Luke, at han trak af sted med ham… Det var jo ikke engang sikkert, at det var for at snakke.

Det første sted, de nåede hen, var kun en anelse længere væk fra det sted, de havde stået før. Alexei havde så meget fart på, at Luke nær var faldet over den snor, der afgrænsede området, men han formåede dog at holde balancen og holde trit med manden foran sig.
Alexei stoppede op, kiggede sig omkring, rystede på hovedet og hev stakkels Luke videre med sig. Luke undrede sig over, hvor i al verden de skulle hen, men han turde ikke spørge; nu havde han endelig fanget Alexeis opmærksomhed og tilmed fået ham i tale, så han forsøgte for alt i verden at undgå at gøre noget forkert, der kunne få det til at gå galt.

Ud af parken fortsatte turen og ind i en bygning. Luke nåede knap nok ikke at opfatte de ting, der fløj forbi hans blik, fordi han havde travlt nok med at følge med, men hvis han havde bemærket sine omgivelser, havde han helt sikkert beundret dem. Det var sjældent, han kom ind i så flotte bygninger; hans egen lejlighed var jo ikke just noget at prale af. Den var af god kvalitet resten af kvarteret taget i betragtning, velholdt og ren, men til gengæld var den lille. Han behøvede heller ikke mere plads, men han turde vædde med, at Alexeis badeværelse var større end hele hans dagligstue.

Først i elevatoren fik han tid til at kigge sig omkring. Der var ikke meget at se, ikke udover de store spejle, der som sædvanligvis i en elevator beklædte tre af væggene, og Alexei. Alexei, der stod med hånden om hans håndled og et stoneface, der sagde spar ti. Det var helt umuligt for Luke at afkode hans humør, hvilket mest af alt nok skyldtes, at han forsøgte at undgå øjenkontakt. Faktisk stod han og virkede uhyggeligt interesseret i sine sko, men én ting kunne han dog udlede af den måde, hvorpå Alexei havde grebet fat om hans arm; han var irriteret. Meget irriteret. Men hey, der var heller ikke noget at sige til det.

Bling! De havde nået deres endestation, lod det til, for Alexei gik ud af elevatoren og Luke fulgte med. Til højre gik de og manden låste dem ind i en lejlighed, som Luke gik ud fra måtte være hans medmindre det var en eller anden form for ferielejlighed. Folk med røven fuld af kontanter kunne finde på at bruge deres penge på de mest overflødige, ligegyldige ting. Hvad fanden skulle man med et ekstra sted at bo, når man allerede havde et?

Alexei smed sin jakke og begyndte at pusle rundt i lejligheden. Imens stod Luke og vred sine hænder og følte sig mere malplaceret end nogensinde før. Han havde jo ikke noget at gøre her… Det havde sikkert ikke engang været Alexeis mening at hive ham med sig hjem. Hvis ikke Luke havde antastet ham så direkte, ville de aldrig have endt her.

”Jeg… Du må undskylde, at jeg… Du ved – hev fat i dig så offentligt,” begyndte Luke. ”Det var ikke min mening, men jeg så ikke nogen anden udvej… Det var min eneste chance for at komme i kontakt med dig.”

Alexei gik med faste skridt, hen til et stort glasskab, hvorfra han trak en flaske og et lavt glas, som han fyldte et par centimeter, med den ravgyldne væske, inden han tog en stor tår af det og fyldte lidt mere i. En handling, der så ud til at være fuld af irritation, men egentlig var det ikke hvad der var grunden til de hårde, kantede bevægelser. Alexei kunne ikke forklare hvorfor han rystede så voldsomt på hænderne, hvorfor hans hjerte hamrede, som havde han kort forinden været ude og løbe et maraton. Han kunne ikke forklare hvorfor denne fyr formåede at gøre ham så nervøs. Så forvirret og så desperat efter at komme af med netop disse følelser. Han var ikke engang klar over, at disse følelser var grunden til hans krops reaktioner.

Han sukkede kort og stillede glasset på bordet foran sig, inden han vendte sig mod Luke ”Du er en idiot” lød ordene, koldere end han havde regnet med, at de ville gøre. Han rynkede brynene en smule og fnøs kort, med blikket mod jorden ”Hvorfor ville du i kontakt med mig? Hvad fanden er det du prøver at opnå? Hvorfor finder du ikke en, der kan elske dig, der kan give dig en chance, i stedet for at sætte dine følelser på en kold idiot, der ikke engang er interesseret i fyre?” Alexei forstod ikke disse følelser. Han troede ganske simpelt ikke på dem og han fandt absolut ingen mening i, at folk påstod, at de ikke kunne styres. Selvfølgelig kunne de det! De var illusioner. Idéer om, at der var større og mere guddommeligt i levende væsner, end det man kunne se. At de havde en såkaldt sjæl. Alexei kunne ikke forstille sig det. Han ville ikke forstille sig det. Og absolut ikke i forbindelse, med en anden mand.

Alexei vendte sig igen bort fra Luke og greb sit glas, som han tømte, inden han hældte mere i. Åndssvagt var det. Uden tvivl. Men Alexei følte at han var ved at eksplodere og den eneste måde han kunne modvirke denne eksplosion, var at drikke. Mærke den varme følelse brede sig i kroppen, som whiskyen fandt vej gennem hans hals. Han tog igen en tår af glasset og vendte sig mod Luke og gik hen til ham, så han stod blot en halv meter fra ham, med hænderne knyttede, for at undgå deres rysten. Hans blik gled ned i Lukes og han rystede kort på hovedet ”Lad vær med at spilde din tid. Jeg er ikke interesseret i, at give dig en chance. Hell, Luke! Du er for fanden en fyr! Og jeg.. Det er forkert” halvvejs gennem sætning hævede han stemmen, men den endte ud i en mumlen og et hovedryst, inden han skubbede Luke til side og gik gennem rummet, med hænderne plantet bag sit hoved, mens fingrene knugede håret og han trak vejret i hårde, rystende stød.

Luke bed sig i læben og fulgte Alexeis bevægelser med blikket. Benene bevægede sig hen til et glasskab, hænderne løftede en flaske og fyldte et glas op, læberne indtog væsken og hænderne skænkede op i glasset igen. Hans bevægelser virkede heftige, vrede. Hvis Luke koncentrerede sig, kunne han ligefrem se, hvordan fyren rystede på hænderne.
Det kunne ikke kun være som følge af vreden, at han rystede, kunne det? Der måtte ligge andre følelser under, følelser, som Alexei tydeligvis var desperat efter at dulme med alkoholen.

Luke var en idiot. Han var igennem tiden blevet kaldt langt værre ting end det og havde efterhånden lært at affinde sig med skældsordene, men det gav alligevel et lille stik af vrede, når ordet kom ud af munden på Alexei.
Det var Alexei, der var idioten her. Det var ham, der ikke ville lytte, ham, der ikke ville give Luke en chance, ham, der bedte hybriden om at holde sig langt væk, selvom han udmærket vidste, hvordan han følte, ham, der-…
Der blev sart en brat stopper for Lukes tanker, da Alexei for anden gang brugte ordet idiot – denne gang om sig selv. Luke bed tænderne sammen. En kold idiot, ja, det var, hvad Alexei var, og intet mindre.

”Jeg kan sgu da ikke selv bestemme, hvem mine følelser rammer!” gav han igen. ”Tro mig, hvis jeg kunne, havde jeg ikke valgt en højrøvet nar som dig, der ikke engang har hjerte nok til at afvise mig på en pæn måde!”
Alexei var bare skredet fra ham den aften. Hvad var det for en måde at afvise en anden på? Han kunne i det mindste have ringet senere hen og undskyldt, eller skrevet en venlig besked, hvori han forklarede, at de nok burde droppe deres venskab, eller hvad man nu ellers gjorde. Men nej. Han var skredet og havde lukket Luke fuldstændig ud af sit liv. Og underligt nok var det denne opførsel, der gjorde, at blandingsracen kun blev mere og mere desperat efter at se ham igen. Luke havde altid været frisk på en udfordring, men denne her virkede umiddelbart som den største, han hidtil havde stået overfor. Han anede ikke, hvad han skulle gøre, eller om udfaldet overhovedet ville blive, som han ønskede det…
”Men det kan jeg ikke, og det blev dig, de ramte. Alexei, jeg… jeg ved ikke engang, hvad jeg skal gøre – jeg tænker på dig hele tiden, også selvom jeg prøver at lade være, men… jeg kan ikke!”

Luke bed sig i læben og vendte blikket mod jorden. Hans hænder var knyttede, præcis ligesom Alexeis var, da han igen kiggede op og så, at manden nu var trådt helt hen til ham. Han var intet mindre end en armslængde bort – det var blot at række ud og så ville Luke have ham i sin hånd…
Forkert? Luke rynkede på brynene. ”Der er intet forkert i det, Alexei… Det er helt normalt,” svarede han. ”Jeg… jeg kan vise dig, at det ikke er spor forkert.”
Hans blik hvilede på Alexeis bortvendte ryg alt imens hjertet galoperede af sted i brystet på ham.

Noget i Alexeis bryst, trak sig sammen. Krampede. Smertede. Af en eller anden grund, var Lukes ord gået ind. Lige ind, til den del af Alexei, der var bedst beskyttet. Af facader, parader, vagter og alt hvad der ellers kunne holde folk væk fra dette sted. Hans hjerte. Et sted, hvor ingen havde formået at snige sig ind, i otte år. Siden hans mors.. Død. Alexei havde ikke selv bemærket sin forandring, siden moderen lå på stuegulvet, uden vejrtrækning, uden puls. Det havde været en så glidende overgang, at han ikke havde lagt mærke til hvor meget den unge, søde og elskværdige sekstenårige varulv forandrede sig, med årene. Det var vel meget normalt? At man forandrede sig gennem puberteten. Han vidste godt, hvordan andre så på ham. Han vidste godt, hvor stor en nar han kunne være. Og han var ligeglad. Han var ligeglad med, om han efterlod en kvinde, grædende, fordi han havde sagt sin ærlige mening. Hvis han var træt af folk, holdte han sig væk fra dem, om det så sårede dem. Aldrig før, havde han holdt sig væk fra en person, fordi han ikke ville såre denne. Men det gjorde han jo heller ikke nu.. Eller, ikke bevidst, i hvert fald. Det ville ikke ende godt for Alexei, hvis det blev opdaget, at en fyr havde følelser for ham. Og endda havde kysset ham. Dét var grunden til han holdte sig væk fra Luke. Uden tvivl. Det ville den yngre fyr bare ikke fatte. Han ville ikke forstå, hvor meget det kunne ødelægge for Alexei. Og hvor lidt han egentlig havde lyst til, at give Luke en chance. Hvorfor skulle han? Bare tanken, fik ham til at føle afsky.
”Så må du prøve hårdere..” fnøs han. ”Alt andet ville være som, at spille på hest nummer elleve, når der kun er ti” hvorfor sætte sine penge på noget, når der ikke var en chance i helvede for, at man vandt? Det var nogenlunde det Luke gjorde. Bad en fyr, som ikke havde en chance for nogensinde at holde ham, som han ønskede – ikke blot fordi han var en fyr, men også fordi Alexei simpelthen ikke var i stand til at have den slags følelser for folk – om at give ham en chance.

”Normalt..” mumlede han for sig selv, stadig i den irriterede fnysende tone. Han vendte sig derefter mod Luke og betragtede ham, mens han trådte hen mod ham, denne gang så han stod endnu tættere på den lidt lavere fyr, end før ”Du fatter slet ikke hvilke konsekvenser det her kan have for mig, vel? Hvor risikabelt det var, bare at bringe dig med herop?” hans stemme hævede sig en anelse i den sidste sætning og han måtte endnu en gang knytte næverne, for at holde de rystende hænder under kontrol. Han forstod ikke sin krops reaktioner på denne fyr. Hvorfor alt syntes at koge over. Hvorfor brystet gjorde ondt, hænderne rystede, maven krampede, vejrtrækningen blev tung. Hjernen slog fra. Han havde mest af alt lyst til at råbe til Luke, at han skulle forsvinde fra lejligheden, men noget holdte ham tilbage. Igen, noget han ikke forstod hvad var. Noget han gjorde alt for at lade som om, ikke fandtes. Siden den aften på Quatre, til vinterballet, havde Luke ofte fyldt Alexei tanker. Sammen med vreden. Vreden over, at den yngre fyr, havde kysset ham. Havde udsat ham, for den risiko, at nogen så det og opdigtede historier. Historier, der kunne have konsekvenser for hele Alexeis liv. Historier, som ville være svære at modbevise. Hvis de havde fået det, på fotografi, var det den eneste dokumentation de behøvede, for at overbevise folk om, at Alexei ikke kun havde et øje til kvinderne. En sandhed han ikke engang ville indrømme overfor sig selv, før en eller anden kastede det i hovedet på ham og tvang ham til, at se realiteterne i øjnene.

Prøve hårdere?! Luke bed tænderne hårdt sammen. Som om han ikke prøvede nok! I starten havde han forsøgt at benægte det, at glemme alt om Alexei, men hver eneste gang de havde tilbragt tid sammen, var han kun blevet endnu mere sikker på, at følelserne var umulige at dæmpe, før han havde fået, hvad han ville. Og dengang til vinterballet var de gået helt over styr, og han havde endelig taget mod til sig til at gøre noget ved dem, og hvad skete der? Alexei afviste ham iskoldt.

”Ih ja, det er super risikabelt at tage mig med herop. Folk kunne jo få den idé at du har venner!”
Luke fnøs. Han var vred. Han havde ikke gjort Alexei andet end at antaste ham og spørge, om han ikke lige kunne udveksle et par ord med ham, men i den anden fyrs hoved havde Luke vist overfaldet ham med kys og kram og derefter forfulgt ham op i lejligheden for at få lidt alene tid. Helt ærligt, folk havde jo ikke set andet end at Luke var kommet hen til Alexei og de derefter var gået op i lejligheden. Folk troede jo bare, at de var venner. At de tog op for at spille Call of Duty eller se fodbold eller hvad hankønsvæsner i deres alder nu gjorde, når de hang ud sammen.

”Hvem siger også, at det vil få konsekvenser?” Lukes stemme var faldet ned til et noget roligere leje nu og hans vejrtrækning blev langsomt mere kontrolleret. ”Hvad nu, hvis der ikke er nogen, der opdager det? Hvad nu, hvis… hvis det blev imellem os to?”
Han kiggede op på Alexei, der nu stod endnu tættere på end før. Lige nu var han så desperat i sit oprørte sind, at han ville gøre alt, for at få overtalt Alexei til at give ham en chance, og det betød, at han måtte indordne sig under Alexeis betingelser. Ville manden ikke ses med ham offentligt? Fint. Luke kunne blive her, i lejligheden, hvor ingen ville se dem og ingen nogensinde ville fatte mistanke.

Han rakte frem med sin ene hånd, langsomt, i takt med at hans blik sænkedes, og greb fat i stoffet på Alexeis bluse. Han kunne mærke den andens kropsvarme igennem stoffet, og han længedes efter at mærke mere end det. At mærke Alexeis krop imod sin, hans bløde læber og hans varme favn.
”Dengang til vinterballet… da jeg kyssede dig… der gengældte du det. Det må da betyde noget.”
Det var kun i et kort sekund, Alexei villigt var blevet i kysset, men det havde føltes som en evighed i Lukes sind. Det bedste ved det hele var, at det havde været ægte. Alexei var ikke påvirket af alkohol eller andre rusmidler, da det skete, så han havde været klar i hovedet, da han gjorde det.

Venner.. Ja. Præcis dér lå problemet. Alexei havde ikke venner. Han var ganske simpelt ikke socialt anlagt og bragte kun folk med sig hjem, hvis.. De senere skulle ende i hans seng. Ganske simpelt. Derfor havde han løbet en risiko, ved at bringe Luke med sig derop. Men det var ikke noget, han havde lyst til at fortælle den yngre fyr. Derfor kom han blot med et grin, der var tomt for glæde, samt et fnys ”Og ellers ville de kunne lægge to og to sammen. De stjålne blikke under shootet, at du kom hen og spurgte om vi kunne tale, super insisterende og derefter endte her, sammen med mig. Måske er journalister ikke specielt begavede, men de er fandeme gode til, at lægge mærke til ting og digte ud fra det!” han havde efterhånden været i skuespils og model branchen i noget tid og vidste hvordan det hang sammen. Hvor gode de var til, at gøre en myg til en elefant. Og det var jo klart. Det var præcis hvad deres job gik ud på.

”Blev mellem os to? På et eller andet tidspunkt, ville det komme ud. Desuden.. Hvad er det du ikke forstår? Jeg ville aldrig, nogensinde, kunne holde af dig, som du vil have mig til! Jeg har ikke lyst til, at holde af dig, som du vil have mig til” at Luke blev ved med at holde på, at Alexei skulle give ham en chance, gjorde ham vred. Han ville bare ikke forstå, at Alexei ikke var til fyre. At han aldrig ville blive det. Alexei havde med modermælken fået ind, at det rigtige var, at kvinder og mænd var sammen. Og ikke nok med, at det havde været holdningen, i hans familie. Det var også et instinkt. Noget ulven i ham, havde givet ham. Ulves liv, gik ud på overlevelse.. For både dem selv og deres art. Samt deres flok. Som for ethvert andet dyr. Og den eneste måde, man kunne holde en art i live, var ved at få unger. Noget kun en mand og en kvinde, i fællesskab, kunne få. Ikke at Alexei ligefrem havde planer om, at få børn. Men hele dette system, var det eneste rigtige. Derfor var det også kun rigtigt, at være sammen med det modsatte køn. Altså, i Alexeis tilfælde, kvinden.

Lukes greb i Alexeis trøje, fik hjertet til at hoppe op i halsen på ham og banke hårdere, hurtigere. Hans blik var fæstnet i Lukes, mens han talte. Ordene ramte ham, som en lussing. Det faktum han havde lukket fuldstændig ude, havde den yngre fyr nu annonceret for ham. Det føltes som faldt en tung sten til bunden af hans mave og en klump samlede sig i hans hals. Han stirrede blot ind i de blågrønne øjne, med et chokeret blik ”Jeg..” han havde intet at svare til det. Ingen kommentar, der ville redde ham ud af det. Han havde gengældt kysset. Om han så stålfast benægtede det, ville det ikke hjælpe noget. Han havde gengældt kysset. Han vidste det selv, Luke vidste det. Og om han så fandt på en eller anden lam undskyldning, ville det ikke lave om på det faktum. Luke var ikke dum. Han ville ikke hoppe på det, lige meget hvad Alexei fyrede i hovedet på ham.

Luke himlede med øjnene. Ja, journalister var sgu skrappe og kunne udlede de vildeste historier ud fra selv de mindste ting. Men helt ærligt, to mænd, der hang ud sammen – det var da ganske normalt. Jo, før eller siden ville Alexei nok få en enkelt side, måske endda kun et lille hjørne i et magasin hvor der var et billede med ham med Luke ved sin side. Og hvad så? Den tilhørende tekst ville nok ikke handle om andet end hvor hyggeligt det var, at Alexei havde fået sig en mandlig ven.
Luke arbejde trods alt blandt journalister og mediefolk til hverdag, og han vidste, at hvis man skulle – i et offentligt magasin – udpege nogen som homoseksuel, så skulle ens belæg godt nok også sidde lige i øjet. Og der var da ingen, der ville tro på, at to mænd, der gik ganske dagligdags op i en lejlighed, ville have noget kørende, vel? Så kunne paparazzierne tage alle de billeder, de ville, og journalisterne kunne digte alle de historie, de ville – Alexeis fans ville sikkert hårdnakket påstå at han altså var til kvinder.
Alexei var paranoid, det var, hvad han var.

”Jeg tror det er dig, der opdigter ting, og ikke dem. Du tænker alt for meget over tingene,” lød det opgivende fra Luke.
Selv han havde ikke engang tænkt så meget over deres ”situation”, eller hvad fanden man kunne kalde det, der ikke engang fandtes imellem dem. Han havde udelukkende handlet ud fra sine instinkter og intuitioner og havde slet ikke overvejet, alle de problemer, der ville følge… Og han havde da slet ikke overvejet, at Alexei ville nægte at blive set sammen med ham… Det satte selvfølgelig hele situationen i et andet perspektiv.

Det var, som om Alexei pludselig stivnede. Luke kunne se det på ham, ligefrem føle det. Hans ord om kysset havde ramt plet. Han havde ramt et følsomt punkt, og han vidste det. Alexei kunne ikke benægte at han altså havde kysset Luke.
”Du hvad…?” Lukes blik hvilede på den andens øjne, der stirrede tilbage på ham. Chokket var let at spore i dem, og Luke kunne mærke, hvordan hans hjerte hamrede hårdere og hårdere bag brystet på ham. Det var nu - nu havde han sin chance. Han havde fat i noget af det rigtige, for det her kunne Alexei hverken tale sig ud af eller komme med dårlige undskyldninger til.

Forsigtigt, som var han i færd med at nærme sig et vildt dyr, der kunne stikke af ved den mindste pludselige bevægelse, lod han sin hånd glide hen over Alexeis mave, hen i hans side og om på hans ryg. De stod ikke særlig langt fra hinanden nu.
”Hvis du afskyr mig så meget, hvorfor gengældte du så kysset...?" Hans stemme var lavmælt og hans bryn rynkede, idet han kiggede op på den anden.

”Du tænker for lidt over tingene. Hvad så, når jeg blev nødsaget til at slæbe kvinde på kvinde med mig til forskellige events og i byen og flirte med dem? Hvordan vil du på nogen måde håndtere det, når du ikke engang kunne håndtere at jeg kyssede en kvinde, trods du absolut ingen ret havde til, at blive vred?” hvorfor han overhoved diskuterede det her med Luke, var han ikke sikker på. Der var alligevel ikke en chance i helvede for, at Alexei nogensinde ville gå med til Lukes idé. Af en ganske simpel grund: Han var ikke interesseret i Luke. Eller nogle andre fyre. Af en eller anden grund følte han alligevel, at han blev nødt til at banke det ind i knolden på Luke, via fornuft. For ”Jeg er ikke til fyre” så ud til at prelle af, på fyren. Alexeis eneste chance for, at vise Luke, at det var en dårlig idé, var at forklare ham hvor galt det kunne.. Hvor galt det ville gå. Og dette var blot en af de ting, der gjorde det umuligt. Alexei kunne ikke lægge sin livsstil om. Så ville der da først blive vagt mistanke. Hvilket betød, at han måtte fortsætte med at omgås med kvinder og ligeså mange af dem, som han ellers gjorde. Ikke nok med det, var der hele problematikken med, at han ikke ville kunne blive set sammen med Luke. Noget der uden tvivl også ville blive problemer omkring. Alt i alt, var det en dårlig idé Luke var kommet med. Og siden han ikke fattede, at Alexei ikke var interesseret, måtte det at skære problematikkerne ud i pap, jo være vejen til forståelse fra hans side af.

Alexeis blik blev i Lukes, men det var fjernt. Han var fjern. Han havde gengældt kysset. Han havde fortrængt sin gengældelse af kysset. Benægtet det. Hele den situation, i gyden, havde været så overdrevet, forvirrende og nærmest arrig. Det pludselige kys, havde chokeret Alexei, som af grunde han ikke engang selv kendte, havde gengældt kysset. Dog var den yngre fyr hurtigt blevet skubbet væk og Alexei var skredet, stadig med en hvis portion af sin værdighed i behold. I flere timer, havde han været fuldstændig ude af sig selv af raseri, forvirring og mistro. At vennen faktisk havde kysset ham, havde han haft svært ved at tro på. At han selv havde gengældt kysset, nægtede han simpelthen så meget som at tænke på. Vreden til Luke var blevet. Forvirringen og mistroen var forsvundet, da benægtelsen tog over. Vennen havde kysset ham. Det var ikke hans skyld. Han havde på ingen måde haft del i det. Han kunne for fanden ikke gøre for, at fyren ikke kunne styre sig selv. At han troede han kunne rende rundt og gøre, præcis som han havde lyst. En forkælet møgunge.

Alexeis vejrtrækning blev en anelse tungere og samtidig mere forsigtig, da Lukes hånd bevægede sig om på hans ryg. Han strittede ikke imod. Trak sig ikke væk. Men kom tilbage til overfladen og kiggede nu ind i de blågrønne øjne, med et varsomt blik. Han passede på ikke at vise den forvirring der i virkeligheden lå under denne varsomhed, der stadig var blandet op med små stænk af chok. Et fnys blev fremtvunget, ved Lukes ord og han rystede kort på hovedet, med et lettere anstrengt, hånligt grin ”Reflekser..” var alt han svarede. Nok den mest lamme og åndssvage undskyldning, men han kunne simpelthen ikke komme op med andet. ”Oh, jeg prøvede at skubbe dig væk.. Med.. Mine læber” Jep.. Den ville virke. Uden tvivl! Han kunne ikke andet end at håbe, at Luke var dum nok til at hoppe på, at han simpelthen havde kysset ham af ren refleks. For i virkeligheden, havde Alexei ingen anelse om hvorfor han egentlig havde gengældt det kys.

Luke trak på skuldrene. Dengang til vinterballet havde han handlet uden at tænkte sig om, og uden overhovedet at vide hvorfor. Han kunne stadig ikke nu komme på en grund til, at han var flippet sådan ud over, at Alexei havde kysset en eller anden tilfældig kvinde. Det kunne jo ikke rigtigt være jalousi, for dengang havde Alexei jo ingen anelse om, at Luke var helt væk i ham. Nej, det var nok snarere hans frustration over, at han havde været så tæt på Alexei så længe uden at turde tage det næste skridt, mens den kvinde blot havde kastet sig over skuespilleren, så snart hun fik chancen.
Sådan måtte det være. Det lød meget logisk, og Luke kunne ikke komme på nogen bedre forklaring.

”Det var et særtilfælde. Det kommer ikke til at ske igen,” lød det fra Luke, der knyttede sine hænder og vendte blikket bort.
Hvis Alexei absolut ville have dæk-kvinder, så var det da i orden. Det kunne Luke affinde sig med – eller rettere sagt, det kunne han lære at affinde sig med. Det ville nok ikke være let i starten, men det var der som regel ingen nye ting, der var. Han skulle bare vænne sig til det.

Alexei rykkede sig ikke, da Luke flyttede sig hånd. Om det var, fordi han var blevet paralyseret af chokket over sandheden om kysset, eller fordi han simpelthen valgte at blive stående der, vidste Luke dog ikke.
Alexei lå hånligt, og Luke gengældte den latter, da han hørte hans svar. Reflekser? Helt ærligt, den måtte han længere ud på landet med! Hvem i al verden kyssede dog folk tilbage af refleks, når man kyssede dem? Og hvilken heteroseksuel mand gengældte et kys af refleks, når det var en fyr, der kyssede ham?

”Det lyder, som om du er vant til at rende rundt og kysse med fyre, når du ligefrem har udviklet en refleks for at gengælde det, når de kysser dig.”
Luke kiggede op på den anden med et overlegent smil. Denne her kunne Alexei ikke komme ud af, for hvis han sagde, at han faktisk var vant til at kysse med folk af det samme køn, så holdt hans "jeg kan ikke være sammen med dig, fordi homoseksualitet er forkert"-undskyldning ligesom ikke rigtigt.



(Undskyld kortheden, men… argh. Mangler kreativitet.)

Et fnys forlod Alexeis læber ”Åh.. Så det du siger, er.. At hvis vi var i et forhold, ville du ikke være jaloux? Og du ville simpelthen kunne garantere, at det ikke ville skabe nogen form for problemer?” han kunne ikke lade vær med at le en smule. Det var jo umuligt. Hvad skulle have ændret sig? Alexei ville stadig være ude med en anden, flirte med hende og måske sågar kysse en anden. Og denne gang ville han faktisk kende til Lukes følelser. De ville være i et forhold, hvilket plejede at betyde, at man havde en vis ret til at kræve den anden for sig selv. En ret der ofte skabte mere jalousi. At Luke mente, at det ikke ville være det samme.. At han ikke ville blive jaloux. Det var absurd. Og det morede Alexei en smule. Samtidig med at det irriterede ham, at fyren ikke bare kunne se realiteterne i øjnene. Og forstå, at han ikke ville få sin vilje, lige meget hvad han sagde. Alexei vidste ikke længere hvad han skulle sige, for at Luke ville forstå det. I virkeligheden, havde han jo nok forstået hvad Alexei fortalte ham. Af en eller anden grund, nægtede den yngre fyr bare at tro på det.

Alexei vidste udmærket godt hvor åndssvag undskyldning var. Og hvor lille chancen var, for at Luke ville tro på ham. Men han måtte prøve. For han var ved at løbe tør for ting at sige. I teorien kunne han bare smide Luke ud, men det ville bare ikke bevise noget. Sådan ville han i hvert fald aldrig få overbevist ham om, at han ikke var interesseret i ham.
Lukes ord fik Alexeis vejrtrækning til at blive tungere. Hans indre blev varmt. Kogte, sydede, boblede. Den yngre fyr var virkelig begyndt at gå ham på nerverne. Det var jo umuligt at banke fornuft ind i knolden på ham.

Et hårdt skub blev placeret i brystet på Luke og Alexei fulgte efter, så han endnu en gang stod helt oppe i ansigt på fyren. De grå øjne var vilde, arrige. ”Du fatter ikke en skid! Jeg vil ikke have noget med dig at gøre. Skrid hjem til din hule, tag ud og drik dig i hegnet. Whatever! Bare hold dig væk fra mig! Hvorfor er det, at du prøver at skade dig selv? Hvorfor nægter du, at forstå at jeg fucking ikke er interesseret!?” hvæsede han, lige ned i Lukes ansigt, mens han krop nærmest rystede af frustration, irritation og.. Lyst.

Luke gengældte Alexeis fnys. Nu var han efterhånden ved at være godt træt af denne her diskussion.
”Hvorfor spørger du så meget? Man skulle jo nærmest tro, at du ligefrem overvejede mulighederne!” gav han igen. Og det var sandt. Det var, som om Alexei havde lagt en hel plan om, at Luke kunne være hans i al hemmelighed og så kunne han slæbe diverse kvindemennesker med til events og aftener i byen for at ingen skulle kunne få mistanke om, at han var biseksuel. Så meget havde ikke engang Luke tænkt over tingene, men han var nok også mere den spontane type, hvilket da også var grunden til, at han havde kysset Alexei den aften.

Han sukkede og hans knyttede næver faldt ned langs hans sider, hvorefter musklerne i hans hænder slappede helt af. Alexei havde ret… Han burde virkelig give op, burde han ikke? Man kunne ikke tvinge nogen til at elske en, og selv hvis det lykkedes, ville det stadig være forkert. Hvis ikke Alexei kunne holde lige så meget af ham, som Luke holdt af skuespilleren, hvordan skulle det så nogensinde kunne fungere? Deres forhold ville jo bare ende med at blive lige så meget en byrde for Luke som det var for Alexei, hvis han konstant skulle kæmpe for deres kærlighed.
Desuden var han ved at løbe tør for idéer. Han havde kysset Alexei, forsøgt at overtale ham og endda kommet med gode grunde til, hvorfor han skulle give ham en chance, men intet havde virket. Selvom det var hårdt for blandingsracen at se nederlaget i øjnene, måtte han sande, at det vist var slut nu. Det var på tide, at han forlod Alexeis lejlighed og lod ham være i fred, som manden havde bedt om.

Han skulle netop til at udtale sin afsked, da han pludselig fik et skub så hårdt i brystet, at han nær var vaklet et skridt bagud, nok nærmere af overraskelse over skubbet end af Alexeis kræfter. Alexeis vredesudbrud kom noget bag på ham, men det tog kun to sekunder, før forundringen blev erstattet af vrede. Han mærkede, hvordan det kogte i ham og hans indre vilddyr blev vækket. Det sov for det meste i en dyb, drømmeløs hi, men når det endelig blev vækket, gik det så sandelig også til den.
Han greb fat i Alexeis krave og trak hans ansigt ned imod sig, så de nu var endnu tættere på hinanden. Hans blågrønne øjne stirrede ind i den andens blik, og raseriet var let at spore i dem.
”Min hule?!” gentog han. Hans hænder rystede helt. ”Drikke mig i hegnet…? Hvad fanden bilder du dig ind? Du vil ikke have mig, fint. Men det giver dig sgu da ikke grund til at stå og svine mig til!”

Alexei havde hele tiden været en nar i Lukes øjne, godt nok en nar han fandt utroligt tiltrækkende, men stadig en nar, når det kom til hans opførsel overfor den yngre. Men nu var han altså gået over stregen.
"Bare fordi vi andre ikke har muligheden for at tulle rundt i et slot som dette her og lege højrøvede prinsesser og tjene penge på at spille lækre foran et kamera og afvise alle, der har følelser for os, fordi de fucking ikke er gode nok!" hvæsede han tilbage. Han skubbede Alexei væk med al den kræft, han kunne formå, ligeglad med om manden slog sig. "Det må være rart at kunne vælge og vrage blandt folk, som man ønsker det, uden at føle en skid, mens vi andre må gå og leve med smerten..." tilføjede han, en smule mere dæmpet, men hans vejrtrækning var stadig hektisk.

Overvejede mulighederne. På ingen tænkelig måde! Ikke af hvad han selv vidste, i hvert fald. ”Jeg prøver jo for fanden bare at banke fornuft ind i hovedet på dig!” snerrede han og rystede på hovedet, med en irriteret mine. Han havde ikke længere nogen idé om, hvordan han skulle få fyren til at forstå. Til at se, at det ikke nyttede en skid, at blive ved.

Alexei fattede ikke hvordan Luke var gået fra en af de meget få personer, Alexei nogensinde ville kalde for en ven, til.. Hvad fanden han nu end var. Det var i hvert fald ikke noget ulven i ham, brød sig om. Instinkterne var så voldsomme, at det næsten gjorde ondt. Han ville bare have fyren væk fra sig. Ud af sit liv. Dele af ham, havde lyst til at brøle til ham, at han skulle forsvinde langt, langt væk. Mens en anden del prøvede at træde frem fra skyggerne af den stærkt dominerende ulv og vise fyren alt sin kærlighed. Alle de følelser Alexei så længe havde gemt væk fra omverdenen. Og sig selv. De lå så dybt begravet, at ikke engang han selv havde lagt mærke til, hvordan de lige nu insisterede på at tage deres retmæssige plads. Alt han følte var ulvens vrede. Samt forvirringen. For når først Alexei faktisk havde givet en person en plads, var det meget et godt grundlag. Og når først en person havde en plads, var ulven ikke glad for at give slip. Men lige nu gjorde den alt hvad der stod i dens magt, for at få Luke på så lang afstand, som overhoved muligt.

Alexeis vejrtrækning var i hårde stød, som Luke trak hans ansigt ned til sig og vildskaben i de grå øjne, var umulig at tage fejl af. Det dyriske, vrede, indebrændte.. Had. Det var næsten had, der herskede i Alexeis blik, som det stirrede ind i Lukes, der tydeligt var lige så vredt. Han svarede ikke Luke. Fortsatte blot med at stirre på fyren, med den voldsomme lyst til at serverer en spytklat, lige mellem øjnene på den yngre fyr, boblende i kroppen.

Et hårdt slag i maven. Det var hvad Lukes ord føltes som. Han havde ramt plet. Det var Alexei.. I en nøddeskal. Den selvoptagede, egoistiske, egocentrerede nar, der var komplet ligeglad med alt andet, end ham selv. Han vidste udmærket hvem han var. Han vidste at han var en komplet idiot. Han vidste, at han ikke fortjente nogen som helst form for medlidenhed. Han fortjente Lukes hårde ord. Han fortjente at blive råbt af, skreget af, sat på plads. Og et sted, dybt under den hårde facade, gjorde det pisse, hamrende ondt. At vide, at man fortjente hvert en snerren, hvert eneste hårde, onde og hjerteskærende sande ord. Men denne smerte, lod sig ikke se. Selv Alexei havde hun set den én gange, siden han blev dette forfærdelige, kolde, ligeglade væsen. Dette var den anden. Men det varede ikke længe. Der gik ikke mange sekunder, før vreden igen fyldte kroppen. Hjertet bankede på højtryk, vejrtrækningen var tung og hjernen snurrede rundt om de mest forfærdelige og ubærlige ord, et menneskehjerte kunne blive udsat for.
Alexei nærmest kastede sig mod Luke og skubbede hans krop baglæns, til hans ryg mødte væggen. Udtrykket i de grå øjne, var igen faretruende, vredt.. Intenst. Hænderne var placeret på hver sin side af Lukes ansigt og de grå øjne kiggede direkte ned på den yngre fyr, ryg og hoved bukket en smule, så hans ansigt var helt tæt på Lukes. Et kort sekund stod han bare sådan og kiggede ind i fyren blik, med vejrtrækningen tung, mod hans hud. Hvorfor han gjorde det, vidste han ikke. Men med en hurtig, insisterende bevægelse, pressede han læberne mod Lukes og lukkede de grå øjne i. Kysset var ikke blidt. Ikke venligt. Ikke kærligt. Det var hårdt, insisterende og præget af dyb frustration. Ulven havde lyst til at knurre højlydt. Hyle ud i natten, der endnu ikke var opstået. Og claime Luke, som sin.

Luke bed tænderne sammen. Jaja, selvfølgelig prøvede Alexei at banke noget fornuft ind i hovedet… Det gik bare ikke op for ham, at han havde gang i lige det modsatte. Når han sådan kom med forslag til, hvordan de i al hemmelighed kunne være sammen, indså han slet ikke, at han på den møde indgød Luke håb idet den stakkels fotograf fik idéer om, at Alexei havde overvejet det grundigt.
Luke knyttede sine hænder igen. Han vidste ikke, om han blot havde skræmt Alexei endnu mere væk nu og gjort ham dobbelt så rasende som før, eller om han rent faktisk havde fået omvendt hans tanker, bare en lille bitte smule.

Og dog. Da han så haden i Alexeis øjne, da den ældres ansigt kom nærmere hans eget, vidste han, at han havde tabt. Had og kærlighed var så fjernt fra hinanden, så hvis Alexei allerede på nuværende tidspunkt hadede Luke, hvordan skulle hybriden så nogensinde få ham til at elske sig? Følelser kunne man ikke tvinge frem, måske lige bortset fra had, som vidst var den følelse, Luke i lang tid havde tirret hos Alexei. Først nu viste den sig dog for alvor.
Alexei svarede ikke. Luke fortsatte med at stirre vredt tilbage på ham, ventende på et svar, alt imens han forsøgte at afkode mandens ansigt. Havde hans ord mon ramt plet? Der var ingen tvivl om, at de kun havde gjort Alexei endnu mere vred, for hvis han selv havde fået smidt noget lignende i hovedet, ville hans temperament uden tvivl have været kogt over.
Og dog… Alexei virkede mindre vred. I hvert fald svarede han ikke igen. Var det mon lykkedes Luke at såre ham? Måske dybt inde bag den iskolde facade var det rent faktisk lykkedes for ham at hive fat i et eller andet, der gjorde ondt. Luke kunne mærke, hvordan hjertet sank i livet på ham. Ja, han var vred på Alexei, og ja, manden havde revet hans hjerte i tusind stykker med sin ligegyldighed, men det havde aldrig været hans mening at såre ham. Det ville han aldrig gøre, ikke imod Alexei…

Som hans blik var vendt mod hans skulder, bemærkede han ikke, at Alexei flyttede på sig, ikke før hans ryg pludselig ramte væggen bag ham. De blågrønne øjne blev forskrækket vendt imod manden, der nu stod bøjet ind over ham. Som han stod der med bøjet ryg, vrede øjne og en vejtrækning, der foregik i tunge stød, ledte han mest af alt Lukes tanker hen på et vilddyr. Et stort, gråt vilddyr med spidse tænder og kløer, der kunne dræbe en mand med et enkelt stød.
Det føltes som en evighed, at de stod sådan. Alexei, der kiggede ned på Luke med intens vrede og Luke, der stirrede lige tilbage med det mest følelsesløse udtryk, han kunne præstere.
Og så, pludselig, lænede Alexei sig frem imod ham.

Hans hjertet sprang et slag over, måske to, måske hele tre, da hans læber blev fanget af Alexeis. Han mærkede et sug i maven, et af de dér ubestemmelige sug, man fik på de mærkeligste tidspunkter. Det føltes som en blanding af overraskelse, gru og… glæde. Et eller andet sted i ham, var der en lille stemme, der triumferede. Endelig, endelig havde Alexei givet sig!
Han burde egentligt tage den med ro nu, for han vidste jo, hvordan Alexei havde det med det her, men kysset var så intenst, så hårdt og så nyt og spændende, at lysten overmandede ham og han i løbet af sekunder smed han al sikkerhed over bord. Han slog hjernen fuldstændig fra og lod instinkterne tage overhånd. Han gengældte kysset med den største vellyst, og hans højre hånd sneg sig op i nakken på Alexei. Han smøg sine fingre ind i det mørke hår, men i virkeligheden var hånden mest af alt en sikkerhedsforanstaltning for, at Alexei ikke pludselig ville rykke sig væk...

Otte år.. I otte år, havde Alexei gemt sig bag en facade af ren og skær arrogance. Eller.. Arrogance var det stærkeste kendetegn, ved varulven. I otte år, havde han ikke tilladt sig selv at føle. Hverken smerte eller kærlighed. Kun i sit stille sind og en sjælden gang imellem, når han var alene, havde han tilladt sig selv at føle anden end ligegyldighed. En sjælden gang imellem, når han sad alene i lejligheden, havde håbløsheden fået lov til at skylle ind over ham. Håbløsheden i, at han havde mistet alt. Otte år forinden, mistede han ikke kun sin mor. Men også sig selv og alt han nogensinde havde prøvet at opnå. Engang var han den unge, høflige, venlige og humoristiske fyr, der gjorde alt hvad han kunne for, at gøre andre glade. Men alt blev revet fra ham. Og blot nogle år efter, ødelagde han det sidste lille lys, der var tilbage i det allerede miserable liv, han levede. Den sidste person, der holdte ham fra sindssygen. Ganske vidst, var han ikke blevet sindssyg. Men han havde mistet alt livsglæden, der før havde hersket. Og var blevet til det arrogante, kolde, ligeglade væsen, han i dag var.

Hans øjenbryn var rynkede en anelse, som gjorde det ondt, at kysse Luke. Som var der en del af ham, der fandt det utrolig anstrengende og hjerteskærende, at kysse den yngre fyr. Det hele var en stor klump af forvirring. Manden og ulven, nægtede at kollaborere. Manden, fornuften, fortalte ham, at han skulle stoppe. Mens han stadig kunne. Det ville ende galt, lige meget hvad de prøvede at gøre. Han ville ende med at såre Luke og selv ville han lide endnu et voldsomt knæk. Et knæk, der ville frarøve ham den sidste lille gnist, der var tilbage. Manden ville ikke lade ham tænde et lys, når han vidste at det kun var et spørgsmål om tid, før vinden ville blæse det ud. Men ulven.. Dyret i ham, hungrede efter Luke. Efter at røre ham, mærke ham.. Elske ham. Give ham alt den kærlighed dyret kunne præsterer, som var han flok. Før havde dyret været så tvetydigt. Det havde været så afvisende overfor tanken om Luke og Alexei, sammen. Men det havde hver eneste knogle i mandens krop, været. Nu var dyret frit og alt det ønskede, var at kunne Luke for sin.

Tempoet i Alexeis vejrtrækning steg en anelse og som Luke begravede fingrene i hans hår, forsvandt de rynkede øjenbryn og hele ansigtet slappede mere af. Han lod hænderne falde fra væggen og ned til Lukes talje. Med et hurtige ryk, trak han fyrens krop tættere ind til sin og lod den ene hånd finde op på hans ryg. Kysset stoppede han, for blot at have sine læber en centimeter fra Lukes og stirre ind i den yngre fyrs øjne, med en dyb intensitet i sine grå. Øjebrynene havde igen rynket sig en smule og hele udtrykket i hans ansigt, var alvorligt. Overvejende ”Er du sikker på.. At du tør?” et ganske svagt drillende smil voksede på mandens læber, men bag ordene lå en hvis seriøsitet. Han vidste at dette ikke kunne føre til noget godt, i længden.

Hvad det var, der pludselig havde fået Alexei til at ombestemme sig, kunne Luke kun gisne om. Han syntes selv, at han var ganske god til at analysere og gennemskue mennesker, for de fleste var så ordinære og ligefremme, at det næsten gjorde helt ondt, men netop nu, i dette øjeblik, var han helt blank. Det måtte være noget, han havde sagt, der havde talt til Alexeis hjerte, men hvad præcist vidste han ikke. Han havde jo ikke gjort andet end at råbe lidt af ham, svare igen og komme med nogle bemærkninger, der måske var, som normale mennesker ville udtrykke det, ”over grænsen”.

Han fornemmede, hvordan Alexeis hænder fandt vej ned til hans talje og trak den yngre længere ind til sig. Luke smilede midt i kysset. De stod nu uden luft imellem sig, og Luke kunne tydeligt mærke, hvordan Alexeis kropsvarme nærmest stod ud af ham. Det her havde han drømt om i de ensomme nattetimer alt, alt for mange gange. Nattens mørke gjorde ham altid ilde tilpas og fik ham til at føle sig så frygteligt alene i verden, men aldrig før havde han, når han lå i sin seng om aftenen og stirrede søvnløst ind i en af de fire vægge i soveværelset, drømt om at få selskab én bestemt person, ikke før han mødte Alexei. Før i tiden havde han blot tænkt, at det kunne da være rart med lidt selskab, en at holde om, som man kunne vække, hvis det blev for ensomt, men på det sidste havde denne person altid haft skikkelse af Alexei.

”Om jeg tør?”
Luke lo, en ganske lav og lettet latter. Var det virkelig det, Alexei bekymrede sig om? Om han turde? Selvfølgelig turde han da det. Hvis ikke, så havde han givet op for længst, for det var de færreste, der havde the guts (hvad fanden hedder det på dansk……..) til at gå så langt, som han nu var nået.

Han stirrede tilbage på Alexei med et mildt smil om læberne men med et blik i sine øjne, der talte om det lige modsatte. Det havde stadig en gnist af vildskaben fra før i sig.
Han lænede sig ind imod Alexei og kyssede ham først på mundvigen, så på kinden, så på kindbenet og til sidst på øreflippen, hvorefter han hviskede: ”Selvfølgelig tør jeg da det… Jeg kan lide at leve livet farligt.”

Alexei prøvede at lade vær med at tænke. At blokerer alle tanker, alt fornuft. Og det gik ganske udmærket. Han huskede ikke, hvor dumt det her var. Hvor lidt mening det gav at stå og kysse Luke. Hvor meget han i virkeligheden var imod det her. Hvad der havde fået ham til at gå fra dyb benægtelse, til at presse sine læber mod Lukes, var han ikke sikker på. Men noget, et eller andet, havde fået dyret frem. Og når dyret dukkede op, forsvandt enhver form for fornuft. Dyret krævede. Var grådigt. Og ærligt. Voldsomt ærligt. De egentlige følelser og lyster der lurede under facaden, skjulte ulven ikke. Og i dette tilfælde var lysten til at røre Luke, kærtegne den blege hud og kysse de rødlige læber, hvad han inderst inde hungrede efter. Hans inderste, mest skjulte sult, var Luke. En sult han end ikke selv rigtig havde kendt til eller forstået, før nu.

Ikke at han egentlig forstod det nu. Alt han vidste, var at han nød at have Lukes krop presset mod sin, hans hænder i sin nakke og de bløde læber dansende groft og hungrende mod sine. Intensiteten, der nærmest slog gnister mellem de to. Smilet på Lukes læber, fik ham til kort at presse kroppen tættere mod fyrens, inden han igen lod musklerne falde til ro.
Luke havde i et rum tid, været en god ven af Alexei. Hvilket blot gjorde den her situation endnu mere bizar. Normalt var Alexei ikke typen der brugte meget tid sammen med én person. Det var ganske få personer han så igen og igen. Luke havde formået at blive en af disse personer. Så ikke nok med at han var en fyr, han var også en person Alexei var endt med at stole en mikroskopisk lille smule på. Og bare så lidt tillid, var en utrolig stor ting at opnå, når det galt Alexei. Og sidst, men ikke mindst, var der også den detalje, at Alexei ikke rigtig brød sig om, at Luke faktisk havde følelser for ham. Sådanne følelser som han hverken troede på, eller forstod.

Vildskaben i Lukes blik, gjorde Alexei godt tilpas. Det gav ham en tryghed, at det hele ikke var lutter lagkage, med ekstra sukker. Han ville ikke kunne håndtere følelserne lige nu. På ingen tænkelig måde.
Hvilket også var grunden til, at Alexeis krop stivnede svagt, da Luke placerede en række kys over hans hud. Der var noget så.. Kærligt, over handlingen. Noget blidt.. Noget skræmmende følelsespræget. Men han formåede igen at slappe af i kroppen, inden Lukes næste ord blev sagt og et ganske svagt, næsten lusket smil bredte sig om de rødlige læber. Han trådte langsomt et par skridt fremad, så Lukes ryg igen mødte væggen og lod nu sine læber bevæge sig mod Lukes hals ”Så valgte du måske alligevel den rigtige fyr, at falde for” mumlede han, inden han placerede en række kys langs hans hals, op over kæben, for til sidst at lade sine læber møde Lukes igen, i et insisterende, hungrende kys, alt imens han, håndfladerne mod fyrens skuldre, lod fingrene nærmest bore sig ned i jakkens stof og kroppen presse sig mod hans.

Lukes ryg endte igen med at komme i nærkontakt med væggen bag ham, da Alexei skubbede ham bagud. Han elskede vildskaben i den andens handlinger, de insisterende, hungrende kys og hans selvsikre ord. Det var så forskelligt fra det, han var vant til, i hvert fald fra de fleste af dem, han havde gjort det her med. Der havde det været søde ord og blide kys, men Alexei her gik lige til sagen.
Og dog. I et kort øjeblik, da han havde svaret Luke og derefter pressede sine læber imod hybridens hals, virkede det pludseligt helt blidt. Det var så… uvant. Nu havde han efterhånden affundet sig med, at Alexei var denne her mand, som hadede Luke fra sit hjertets inderste og kun ønskede, at Luke holdt sig væk, og da han endelig gav efter for den yngre fyrs ord, havde han været mindst lige så vild; nu virkede han næsten helt blid, helt… kærlig.
Hvor denne ømhed kom fra, vidste Luke ikke, men han brød sig ganske godt om den; den gav ham håb om, at Alexei rent faktisk følte en slags tiltrækning af ham. At det ikke bare var fysisk, og at det her ikke bare var en engangsfornøjelse…

”Mhmm,” mumlede Luke som svar, før han flyttede sit hoved fra Alexeis, bare et par minimeter. ”Jeg bliver mere og mere sikker for hvert minut, der går…”
Han fangede igen den andens læber i et sultent kys. Alexeis krop, der var presset imod hans, fik blodet til at pumpe rundt i kroppen på ham, og han følte sig først nu varm helt ind til knoglerne, på trods af, at han havde begrundet sig i en opvarmet lejlighed iført overtøj i et godt stykke tid snart.

Hans hænder, de lyse, tynde hænder, gled op under Alexeis skjorte nede fra, ind på hans varme mave. På trods af, at Luke aldrig havde set mandens overkrop, kunne han let gætte sig til, at han bestemt ikke var utrænet. Hvordan skulle han ellers have fået æren af at være på forsiden af uendeligt mange magasiner, hvor stort set alle var rettet imod den kvindelige del af hans fanskare?
Det lykkedes Luke at åbne den nederste knap i skjorten med to af sine fingre, men længere gik han ikke, ikke før Alexei havde givet grønt lys til det...

Alexei forstod ikke sin krops handlinger. Signaler. Han forstod ikke hvad alt dette var. Hvilket nok også var grunden til han blev ved med at vende på tallerkenen. Det ene øjeblik hård, hungrende.. Næsten aggressivt og det næste blid og nærmest kærlig. Han var ikke klar over hvor han skulle gøre af sig selv. Den snurrende følelse under huden, Lukes krop mod hans egen gav, var en så uvant følelse, at han ikke engang var sikker på hvad den betød. Om den overhoved betød noget. Var det fordi det var en mand, der stod overfor ham? Eller var der andre, mere skjulte grunde, der boblede under overfladen hos den unge varulv? På nuværende tidspunkt, lod han blot kroppen gøre, hvad den følte for. Og når ikke engang den var sikker, måtte hans hjerne virkelig være på dybt vand.

Kyssende på Lukes hals føltes blidere end noget Alexei havde gjort, i hele sit liv. Ømme.. Kærlige. Dybt mærkværdige, hvis man spurgte ham. Men det gjorde man ikke. Det var der ikke nogen der gjorde.. Og de kunne lige vove på det. Ikke engang han selv, spurgte. Han ikke så meget som overvejede det. Ligeså vel som han ikke så meget som overvejede hvad den unge fotograf, i hans arme tænke på. Hvilke tanker, overvejelser, der løb gennem fyrens hoved. For det interesserede han sig vel ikke for? Alexei havde aldrig interesseret sig for andres tanker, som sådan. Meninger og holdninger, jovist. Men han havde aldrig haft interesse i at vide, hvad en anden person faktisk tænkte. Og det havde han heller ikke nu. I dette øjeblik, var det hele begær. De hungrende kys, hænderne der bevægede sig henover kroppene. Selv de blide kys, på halsen. Det hele var ren og skær begær, fysisk tiltrækning. Lyst. Det var alt Alexei kendte til.

Det gav et kort ryk i Alexeis krop, da han mærkede Lukes kølige hænder, mod sin mave. Hver en bevægelse den yngre fyr gjorde, overraskede ham. Fik ham til næsten at skubbe ham væk, i ren og skær overraskelse. Men han gjorde det ikke. I stedet lod han den ene hånd finde ned til Lukes, da han havde åbnet den nederste knap i skjorten, for at stoppe ham. Han skilte derefter læberne ad og lod fingrene lukke sig om kanten af fyrens jakke, som han fik trukket af og smidt et par meter væk fra dem, så den gled hen over gulvet og ind under spisestuebordet. Læberne blev derefter igen presset insisterende mod Lukes og håndfladerne blev lagt mod væggen bag ham.