YES, I will fuck up your body - Eliyah

Aftenen havde bestemt heller ikke været en drøm for Eliyah; at se ham ligge på den hvide hospitalsseng med et flækket øjenbryn, et dybt hul i maven og et drop i den ene arm, der konstant pumpede blod ind i hans blege krop, burde gøre dette klart for de fleste. Aldrig i sit liv havde han troet, at han skulle finde sig selv i så forslået en tilstand. Overalt på hans krop var der afskrabninger, der senere ville blive til ømme, blå mærker, der var små sår og allerværst så var hans bluse fuldstændig gennemblødt af blod lige der på maven, hvor han havde fået stukket en kniv ind. Ambulancefolkene havde fået lagt et pres imod såret, så han forhåbentligt ikke mistede mere blod, men resten var op til lægen at fikse. Han kunne mærke blodet fra øjenbrynet finde sin vej ned til hans øje, og han blinkede det ihærdigt væk, før han lod sine tunge øjenlåg falde i.


Hvor skulle han gå hen i dag?
Han stod udenfor biblioteket, der i løbet af få dage var blevet udnævnt til hans absolutte yndlingssted i hele byen, og kiggede sig omkring. Klokken var omtrent nitten, og han var netop blevet jaget ud, fordi biblioteket skulle til at lukke. Han havde siddet dybt fordybet i en bog med gamle eventyrfortællinger og, ude af stand til at slippe den, lånte han den med og stod nu stolt med den under armen. Han var ivrig efter at læse den sidste halvdel af eventyrerne, men det var alligevel lidt for tidligt at begive sig hjemad for at tilbringe resten af aftenen på sin seng, syntes han.
Han kom i tanke om en café, han havde fået anbefalet af en gammel dame, hvis varer han, høflig som han var, havde samlet op for hende, da der gik hul i hendes indkøbspose midt ude på vejen. De utålmodige bilister havde dyttet af det arme gamle væsen, og Eliyah kunne ikke gå forbi uden at gøre noget. Hun havde nærmest lovprist ham og tilbudt ham at komme med hjem til en bid mad, men – utryg som han var med andre mennesker – havde han takket nej. I stedet havde hun anbefalet ham en café, han kunne besøge senere, hvis han blev sulten engang.

Han gik igennem en smal gade, hvor der ingen mennesker var. Troede han. Pludselig kom fem mænd gående imod ham. Enhver anden havde straks vendt om og gået en anden vej, for de tre var uden tvivl af den type, man ikke ville møde en mørk aften, men Eliyah havde endnu ingen erfaring med den slags monstre. Den højeste af mændene havde syrligt gule øjne og var uden tvivl en dæmon, hvoraf i hvert fald to af de andre var højst sandsynligt var af samme race. De to sidste kunne Eliyah ikke placerer racen på, men måske var de bare almindelige mennesker?

”Der kommer aftensmaden jo,” kunne Eliyah høre den ene sige. En af de andre grinede en hæs, rusten latter, der lød til sjældent at være i brug. Asparaen kunne se hans hvide tænder igennem halvmørket; om han selv havde slebet dem spidse som pigge eller om det var naturligt, var dog ikke til at afgøre.
”Jamen dog.” Dæmonen med de gule øjne var nu nået hen til den stakkels dreng. Han tog fat om hans kæbeparti og løftede Eliyahs hage op for at kunne kigge ham lige i øjnene. ”Det lille kræ er der da ikke meget kød på. Har du andet du kan tilbyde os, kræ?”
Var det penge, han fiskede efter? Eliyah greb automatisk fat i sin lomme, hvor hans pung lå. Dæmonen smilede væmmeligt af ham, før han lod sin hånd glide op under trøjen på drengen. Hans spidse negle tegnede cirkelmønstre på Eliyahs blege mave, men det var bestemt ikke en kærlig berøring. ”Så hvad bliver det til? Vil du virkelig have, at jeg selv skal tage det?” spurgte han. Hans ansigt nærmede sig den lille aspara, og det blev hurtigt for meget for Eliyah; han sparkede dæmon direkte i skridtet og satte tænderne i hans hånd, hvorefter han formåede at slippe væk.

”Fang ham!” råbte dæmonen – der måtte være deres leder – til de fire andre. Eliyah løb alt han kunne, men han nåede ikke langt, før han blev slået til jorden. Fire sæt arme holdt ham nede, imens et enkelt sæt ben sparkede løs på ham. ”Forpulede møgunge! Jeg skal fandeme lære dig at adlyde!” Det var dæmonens stemme. Han plantede en knytnæve lige i hovedet på Eliyah, der oplevede en voldsom smerte; den overgik dog ikke den smerte, der kom næst, da en af de andre mænd jagede en kniv direkte ind i hans mave. Han skreg af smerte og nåede lige et høre et hvislende ”fandens” fra en af mændene, før hans pung blev hevet op af hans lomme og hænderne gav slip på ham.
”Den horeunge vækker sgu hele byen!” Stemmerne blev fjernere og fjernere, og han kunne høre lyden af løbende skridt blive svagere og svagere, før mørket overvandt ham og alt blev sort…


Nu lå han i et rum der var så hvidt, at hans øjne næsten ikke kunne udholde alt det lys. Nogen måtte have ringet efter en ambulance, for hvis han ikke tog meget fejl, var det her et hospital. På trods af sin svækkede tilstand, måtte han alligevel gyse… Bare ordet kunne vække frygt hos ham. Det her var det sidste sted i verden, han havde lyst til at befinde sig. Tænk nu, hvis nogen genkendte ham? Godt nok var han langt væk fra forsøgscenteret, men man kunne aldrig vide…
Han ville gnide sine øjne, men det krævede for mange kræfter bare at løfte sine arme. Han drejde hovedet, så han kunne se døren. Hvor længe mon han ville være alene? Længe nok til at han kunne komme sig og flygte, inden nogen opdagede det?