ingenting af hjerte..

"Øhm ja.. jeg.." prøvede Anthon først inden hendes blik fortonede sig i alvor. "Det første jeg husker er at jeg vågnede på katedralens trappesten. Min side halvt gennemboret af en klinge." sagde hun og spændte jakken op og rykkede kort op i sin trøje, så hendes slanke maveskin og højre hofte kunne skimmes. Ned over hoften og hen imod navlen var det et langt ar. Klingen havde halvt gennemboret hende. "Jeg fandt først senere ud af at jeg døde den nat. Hvorfor jeg har fået en ny chance, har jeg ingen ide om. Jeg fik hjælp af en dæmon kaldet for.. øh.. han hed Raphael. Han hjalp mig med at følge blodsporet tilbage, som stoppede midt inde i skoven i noget der lignede en forladt lejr eller noget." sagde hun tænkende.
"Alt som jeg har fra før min hukommelse forsvandt, er den her." sagde hun og trak op i ærmet. En lille armkæde med en sølvfarvet guldsmed sad derpå. En sølvsmed med røde øjne. Et modstykke til hvordan guldsmede normalt ville se ud. Hun trak ærmet ned igen og kiggede roligt på kvinden. "og så er der jo mit navn. Raven Anthonia."

kvinden havde lyttede med størst kølig tavshed, mens pigen foran hende talte, nikkede kun en gang imellem som tegn på at hun stadig lyttede.. kvinden så kort på hende med sit døde blik, der var noget stålfast over, hun så kun enkel gang over på Isaac med et blik, der ikke kunne tydes, før hendes blik igen var vent imod den unge halv engel.. hun trådte et skridt frem og lagde uden spørgsmål eller noget, sin lange slanke hvide hånd, som var ligeså kold som selveste graven på ravens ene hånd, som hun lidt efter tog i sin.. kvinden slog øjenlågene ned for de uhyggelige døde sorte øjne og begyndte langsomt at gå ind i sindet på den unge pige, uden at vise tegn på hvor meget Isaac skulle komme til at fortryde dette..

Anthon sagde ikke noget, men gippede kort en enkelt gang da kvinden rørte ved hende. Hun betragtede stille kvinden og kom vidst til at stirre mere eller mindre på hende imens det hele stod på. Hun var usikker på hvordan hun skulle forholde sig.. Rodede kvinden virkelig inde i hendes sind bare sådan uden videre. Tænk at det overhovedet var muligt for hende rent grænsemæssigt. Anthon havde ikke tænkt på magi og lignende de først par dage og første gang hun opdagede sin evne havde hun været rædselsslagen for hvad der skete med lyset og med metallet i hendes nærhed. Alt sammen flimrende og uklart som hendes hoved. Måske var hendes sindstilstand skyld i hendes manglende kontrol over disse evner eller lignende.
Hun mærkede kort sine øjne sygne en smule hen. Om det var kvindens nuværende magt over hende eller om det var simpel psykisk nærvøsitet var Anthon ikke klar over.
Hun mærkede en trykken imod sine skulderblade.. som om noget ville bryde ud..

Et lille gisp undslap pludselig kvindens læber, og hun trak i det samme hånden til sig, mens et udtryk af chok et øjeblik gled ned over hendes ansigt, før det atter igen var helt tilbage i den kølige facade.. hun så på pigen foran sig med mørke øjne og en løftede pegefinger "du er forbandt helt ind i din sjæl, hvor kun mørke er" kvinden vente sig hurtigt om og var på under få sekunder henne ved Isaac, hvor hendes kolde hånd havde lagt sig omkring Isaacs hals, mens vreden tydelig kunne ses i hendes øjne "hvorfor sagde du ikke at pigebarnet var forbandet, og rørt af.. af.. " kvinden så væk, mens det skæve smilet på Isaacs læber blev, hvor det var..
"rørt af hvem?" hviskede han hæs.. kvinden vente sit blik tilbage til ham.. "det navn siger jeg ikke, for det bringer uheld og skam, farvel Isaac, det her kommer selveste døden til at høre om"
hun gav med et brutalt ryk slip på Isaacs hals, der faldt på kræ.. han gispede kort efter vejret, men smilet forlod ikke hans ansigt et sekund.. kvinden så kort ned på ham med afsky i sit blik og forsvandt i mørket, uden at efterlade nogen form for spor..

Anthon rettede sig op og vendte hurtigt blikket imod Isaac og kvinden. Hun forstod først hvad der skete da kvinden igen var væk. "Eh? Forbandet?" sagde hun forvirret og vendte sig imod ham. Hun skød kort sin egen fortvivlelse væk og gik hen til ham og vendte hans hoved med en hånd på hver side af hans kæbe med en forsigtig bevægelse. "Har hun gjort dig noget? Gør det ondt?" sagde hun og kiggede der hvor kvinden havde holdt ham.. Hun fjernede igen hænderne. "Eh.. undskyld jeg mener 'Dem'." sagde hun rettende på sig selv.
Nu strømmede det stille tilbage- Forbandet? Forbandet af hvem? Hun rettede de blå øjne imod ham med et halvt spørgende halvt bekymret udtryk.
"Isaac.. Har De ricikeret noget fatalt for at hjælpe mig?" sagde hun så.. Ville hun skade ham igen? Hun sænkede kort skuldrene med et suk. Det eneste den kvinde havde givet hende.. var mere undring.. forbandet? Det ord genlød en million gange. "Hvem er hun så bange for?"

Isaac lænede kort sit hoved imod hendes ene hånd, så det næsten hvide hår, hang ned over hans ansigt, så det et øjeblik ikke kunne ses, kun det skæve smil anes.. han så kort op på hende, før han rettede sit hoved op fra hendes hånd og så ned i jorden.
"det gør ikke, at de kaldte mig dem.. men der er ikke sket noget " Isaac så kort op på hende med sit skæve smil, for at understøtte sine ord. han ønskede ikke at hun skulle den smerte, der stadig løb rundt i hans krop, på grund af den overbelastning, han havde udsat sin sjæl og krop for. han rejste sig elegant op, følte sig et øjeblik lidt skamfuldt over det, der var sket, men smilet forlod ikke hans ansigt, det mindst.. han rørte kort ved sin hals med to finger.
han vente sig væk fra hende, og så kort ind i skyggerne, der gjorde en nervøs udkast imod muren. men Isaac ønskede ikke at straffe dem nu, han vil vente til de var helt alene..
"nej, jeg har ikke risikeret noget, for at hjælpe dem, kun mit gode rygte" han vente sit ansigt tilbage til hende og blinkede kort til hende, før han igen vente det tilbage sit blik imod mørket.
"jeg ved det ikke det, men jeg vil ønske jeg gjorde"
hvad vidste madame südame surma? noget ganske uhyggeligt, det var han ikke i tvivl om..

Anthon sukkede kort. "Meh.. smil udskiller vel morfimer alligevel." sagde hun så og kløede sig lidt på halsen stadig betragtende ham. Hendes blå øjne bevægede sig kort hen over terrenet med et tænkende udtryk. Hun havde vænnet sig lidt til tanken nu alligevel. Forbandet? Ville det overhovedet gøre en forskel? Hun knyttede kort sin hånd og lod begge arme hænge ned ad siden. "Dit gode rygte må vel også betyde noget.. det gør det ofte for de højere sociale klasser.." sagde hun stille. Hun var dog sikker på at han måtte ha været af ret høj rang alt taget i betragtning.
"Men." sagde hun så lettet derefter. Hun vendte raskt blikket imod ham, så hendes sorte hår kort slog et svip i vinden.
"Mange tak Isaac." sagde hun så med et smil af lutter hengivenhed.

"de skal ikke takke, for nu ved de vel godt, at jeg ikke kan give slip på dem igen, for de nemlig fanget min nysgerrighed" han stod pludselig bag hende og vente hende langsom om, så hun så direkte ind i hans øjne, med det røde skær "men nu kommer vi til deres del af kontrakten, som jeg håber de er parat til at få vide hvad indrebære"

Der gik et sæt igennem hende da han pludselig vendte hende om. Hun kiggede først forvirret på ham og lagde derefter hovedet på skrå med et nu igen afklaret blik. "Selvfølgelig.. jeg holder mit ord." sagde hun og nikkede men følte sig dog til usikker på det hele ret pludseligt.
"Lad mig høre." sagde hun så med et afventende blik på ham. Hun var ikke bange. Ikke rigtigt. Nærvøs ja, men ikke bange. Hun havde sjældent været rigtig bange.. jo.. en gang..
Hun tav kort og rystede minderne om den persons kælder af sig og kiggede igen på Isaac med et ventende blik. Hun holdt sin mund forseglet indtil videre, som om hun ville forhindre sig selv i at afbryde ham hvis det kom så vidt.

stilheden herskede et øjeblik imellem dem, før Isaac langsom tog ordet.
"de skal ikke være bange, for den eneste jeg folanger er deres troskab og at de ikke stille spørgsmål" han så på hende med et mørke blik, der viste at man ikke lagde sig ud med ham, uden konsekvenser, der i sidste ende, kunne ende med at nogen bliv slået ihjel af den værste slags, og så blev hans blik igen normalt, nærmest lidt sørgmodig i det..
"men som den først del af aftalen, tilbyder jeg dem, at tag dem med til paris"
han holdte kort inde. "eller retter sagt, det er ordrer fra min side" han var et øjeblik usikker, for han ønskede ikke at skræmme hende væk..

Anthon var stille imens han snakkede. Derefter smilte hun stille. "Alene ved at hjælpe mig har du allerede vundet min troskab." sagde hun og nikkede. Hun betragtede ham lidt. "Og jeg holder det." sagde hun så og nikkede igen.
Men.. paris.. et sted hun kun havde læst om men aldrig oplevet. "Jeg vil meget gerne tage med dig til paris." sagde hun så og rettede sig op og smilede endnu engang. Denne gang lidt bredere. Msåek ville det ikke blive ferie, men det var hun ligeglad med. Bare hun kunne komme væk herfra.. bare et øjeblik.

"fint, hvis de er sikker på det, og indforstået med aftalen, så skal jeg nok passe på dem, selvom de må love mig, at de ikke gå alene, og at de gør hvad jeg siger, for forstå mig ret, selvom om jeg er en dæmon af mørke, ønsker jeg ikke at miste undersåtter, bare for at miste dem, så det er vigtigt at de at ikke gør noget, uden at have fået lov først eller på anden måde at informeret mig omkring, for det er meget farligt, uanset hvad" han holdte en kort pause, så ned et øjeblik ned i jorden.. mens han kort tænkte på om det var rigtigt at tage en pige som hende med til paris, for hun kom jo til at bruge en masse tid alene på det værelse, hun nu fik..
det bekymrede ham også lidt om.. nej, det var ikke værd at tænke på nu.. men der var ingen tvivl om at hun skulle holdes skjult, for kendte han sin mester ret, så kunne han ikke stå for noget, som var forbandet, især ikke når det kom til en lille ustabil pige, der ikke kendte sin fortid.. Isaac sukkede kort, før han vente sit ansigt imod raven, selv hans skygger kunne ikke beskytte hende, hvis han besluttede sig for at hun skulle være hans ejendom..
"men hvis de er sikker på det, så mangler vi kun en ting, hvis de ville have mig undskyld"
Isaac trådte de få skridt der var imellem dem, så han pludselig kun var så centimeter fra hende.
han så kort ned i hendes øjne, mens han grab hende om hendes ene håndled. han så kort ned på det mærket, der allerede pyntede på hånden. "de må undskylde smerten, men det er nødig" han satte i det samme sin anden hånd over hendes håndled, så begge de lange hvide hænder med de blege slanke finger, flettede sig ind i hinanden og så skyld en smerte frem fra hans hænder, som var han ved at brænde mærke hende, hvilket han også var på en måde.. nu håbede han bare at hun stod stille..

Anthon betragtede ham stille idet han talte til hende og kom egentligt først rigtig til stede da han igen rørte ved hende. hun kiggede ned med et tænkende blik inden hun først fik betydning i ordene 'undskylde smerten'..
Hun mærkede den ophobe sig igennem sine fingre i takt med hendes pupiller insnævrede sig lidt og hun tog sig kort dertil med sin anden hånd, dog uden at forsøge at fjerne hans hænder. Hun græd ikke. Hun skreg ikke, men hendes ansigt var sammenbidt og forpint og indimellem hørtes smertestøn og gip efter vejret som hun af en eller anden grund havde holdt ude imens det foregik. Som en kanyle... nej.. flere kanyler på een gang. Alle sammen udvidende hendes bodårer og lade en ætsende væske flyde igennem hendes årer og helt op, så det endda kunne mærkes i hendes overarm. Ædende af hendes nerver. Sådan var det det føltes.. ulideligt og den eneste trøst ville være, at den ville stoppe igen. Ikke at dette væsen der gav hende denne smerte egentlig ikke ville gøre hende ondt. Det var i disse sekunder glemt. Alt var glemt i disse øjeblikke. Kun smerten var intakt og visheden om at hvis den fortsatte i uendeligheden ville hun hellere dø. Dog var hun klar over at det måtte stoppe. At den igen ville forsvinde og så ville der kun være et uskadeligt, men samtidigt utrygt minde om det.
Hun gippede kort igen og lukkede de blå øjne stramt i idet hun kort krummede ryggen en smule, så det lange hår slog et slag af bevægelse.

Isaac mærkede pludselig hendes uro, men han flyttede ikke sit blik fra hendes håndled, der lå som noget skrøbelig, der lige kunne anes imellem hans tynde hænder og så flyttede han dem..
der var et øjeblik tavshed, hvor kun Isaac så ind i hendes øjne med et blik fandtes ingen hemmeligheder for. Ikke engang dem, man ikke selv var klar over, man havde..
skyggerne bag dem rørte lidt på sig, som var de nervøs, men for hvad?
han trak i det samme sine øjne væk fra hendes og så ned på hendes ene blege håndled, hvor stadig hans ene hånd holdte fast om. mærket, som man svagt kunne ane at der var rødt ligesom ved et brandsår, lignede en typisk jødestjerne, men bare med et ekstra horn ud i siden og en mørk cirkel, der gik imellem spidserne hele vejen rund. hans mundvige trak sig kort op i et skævt smil. for midt inde i stjernen var der et øje, uden pupil eller noget. mærket var ikke større inden at det lige kunne sidde på undersiden af håndleddet, næsten lige under det andet mærke som hun havde. Isaac kærtegnede det kort med sin tommelfinger, før han gav slip..
"jeg håber de vænner dem til smerten, for det kan godt gøre ondt de første mange dage, for ikke at sige forevig" han holdte kort inde, så næsten sørgemodig på hende, før han stille vente hende ryggen og så ind i skyggerne med blik, der sendte dem væk. han mærkede pludselig træthed komme over sig, og tog sig i alt reaktion til sin blege pande, hvor lidt indtørret blod stadig sad..

Anthon bed sig i læben for at udholde de sidste stik af den konstante smerte der lå i det, indtil hun mærkede det forsvinde lidt, for derefter at komme igen i små jag igennem dette nye mærke. Hun betragtede det stille med et halv forskrækket og halvt undrende blik. For hende så det satanisk ud, men det måtte være ældrere end at tilhøre djævletilbederne, eller hvad? Hun nikkede til hans ord og tog sig til hånden da han slap hende og strøg sine fingre hen over mærket. Selv ved hendes egen ømme berøring sved det, som ætsede det sig endnu igennem hendes hud. Hun åndede kort ud, slap den snævre forkvabling i sin hals, så hendes åndedrag igen hørtes. Først uregelmæssigt over denne smerte og derefter mere rolig og regelmæssig, dog kunne det høres i hendes vejrtrækning hvornår der kom et jag i hånden, samtidig med at det kunne ses ved hendes halvt tillukkede øjne.
"Smerte er smerte.. jeg skal nok klare det." sagde hun så. Når det blot var en fysisk skade, så truede ideen om at den ville være længere hende ikke. Selvom hun ikke var fysisk stærk, var hun endnu stærkere end i sin mentalitet. Man skulle dog ikke misforstå det. Hendes sind var veludviklet og dybt, men alt for let tilgængeligt fra det ydre.

"det glæder mig" Isaac trak vejret tungt, følte sig pludselig syg i sit inderste af afmagt,
men som han skyldte sig at gemme væk, for ikke raven skulle se det.
han var et sted glad for, at skyggerne ikke længer holdte så meget øje med dem, for hvis de så det mindste tegn på svaghed, kunne han ikke længere styre dem, for han vidste de ikke kunne stå for halv englens blod, som de ville elske at frådse i. han vente sig om og så på raven..
"har de nogen former for spørgsmål?"

Raven betragtede sin hånd lidt endnu og rettede først hovedet op da han spurgte hende om noget. Hun tav kort. "Kun ét." sagde hun og vendte blikket målfast imod ham igen. "Hvornår er der afrejse?" sagde hun så. Hun havde ikke fortrudt hendes kontrakt med ham også selvom den smerte der blev hende påført.
Nu var der kun een ting i hendes hoved, nemlig hvornår hun kunne indånde den franske luft og se andet end hvad byen her kunne præsentere hende.

//Srry der kom ikke meget krea ud xD//

Isaac fulgte hendes blik ned på hendes hånd, men forholdte sig tavs, selvom han kendte smerten, for han bar selv et mærke. "når alt er klar, skal jeg nok give dem besked "
han nikkede kort til hende, før han langsom vente sig imod sine skygger, der uopmærksom holdte sig imod muren, som han med et kaldte frem fra mørke, der langsom kom op bag ham, nærmest som ville det opsluge ham. Isaac så kort på hende med blik, der ikke kunne tydes, og så forsvandt han ligeså pludselig i de samme skygger, som han var kommen af..

Anthon betragtede ham til slut og nikkede il ham da han vendte ehnde et blik igen. "Godt så.." mumlede hun da han var forsvundet inden hun drejede om på hælen og begyndte at gå ned ad gaden. Hun gav kort sit mærke et blik med et tænkende udtryk, inden hun målfast knyttede hænderne..
"Sæt igang.."