Broken - Lawrence

Lawrence havde sat sig i gangen på trappen op til 1. sal med sin iphone i hånden og tjekkede Emails, han kunne jo lige så godt gøre noget fornuftigt. Der gik tid, meget lang tid og Lawrence kunne mærke at han blev mere og mere urolig. Han trak vejret dybt og som betjenten kom ud gav Lawrence ham hånden og han tog afsted imens Lawrence satte retning i i mod køkkenet.

Han kiggede hen i mod Cindy og så hurtigt at hun sad og græd hvilket fik ham til at kigge hen og ligge armene om hende bagfra hvor hun sad: "Det er okay, de skal nok finde ham" sagde han og kyssede hendes kind imens han roligt krammede hende ind til sig, hendes ryg mod hans bryst som hun sad på stolen, han ville bare gerne have at hun var glad og han anede ikke hvad han skulle gøre for at trøste hende.

"Jeg kan ikke lide at aflevere dig på afvænding når du har det sådan her" sagde han ærligt og vidste ikke hvad mere han skulle sige, han stod bare ved hende og holde hende i mod sig.

Hans arme om sig fik hende til at stivne, hun havde været i sin egen verden og slet ikke hørt ham komme og med alt hvad der var sket den seneste tid var det ikke just beroligende når nogen sneg sig ind på hende. Hans beroligende stemme havde dog dens sædvanlige effekt, og hans læber fandt hendes kind øjeblikket efter hvor han søgte at trøste hende. Hun græd stille i endnu nogle øjeblikke inden hun forsøgte at tørrer tårerne væk og tage sig sammen.

Hans næste ord mindede hende om at hun skulle til det der latterlige sted, og hun hulkede igen og rejste sig fra stolen kun for at vende sig mod ham og omfavne ham. Hovedet trykkede hun ind mod hans bryst og grebet om ham blev strammere. Hun havde heller ikke lyst til det, og det havde hun været et øjeblik fra at fortælle ham men standsede sig selv. Tog sig omsider lidt sammen "Jeg vil heller ikke derhen, men det er nok bedst.." hun trak vejret dybt ind. "Det er mere end tre dage siden jeg har fået noget, min krop er i chok nu men om kort tid begynder det at blive voldsomt.. tre dage uden stoffer svarer til tre ud af de første syv på afvænning.. jeg er allerede godt i gang.." forsøgte hun at forklarer. Hun ville bare have det her overstået og hvor trængende hendes krop var nu, så kunne hun da tænke så klart i øjeblikket.

Da hun rejste sig for at kramme ham lagde han armene omkring hende og kyssede hendes pande, lige nu havde han slet ikke lyst til at lade hende være ude af syne, men han vidste at han var nødt til det og hun var også nødt til det, ellers var de jo aldrig nogensinde kommet til at fungere: "Du skal nok klare den" sagde han blot og lænede sig ned for roligt at kysse hendes læber, han havde bare lyst til at mærke hende en smule tæt på inden at hun skulle afsted.

Han slap hende roligt og kiggede så ned på hende med de blå/grå øjne der i tider som nu så så rolige og sårbare ud: "Lad os komme afsted" sagde han med et afslappet smil og lod en hånd hvile på hendes kind.

Lige nu ville han hellere bare have det overstået, der var en lille uge til han måtte se hende igen og han syntes allerede det var forfærdeligt at han skulle vente så længe, men på den anden side... Så vidste han at det var for det bedste.

Hun gengældte kysset og lod forsigtigt hænderne glide op og rundt om hans hals. Hans læber føltes så dejligt velkendte mod hendes, og hun klynkede sig til ham desperat efter den tryghed han kunne skænke hende. Hendes puls steg, men det samme gjorde tårerne som vældede op i hendes øjne. Hvordan i alverden var hun kommet til at holde af denne sære mand på så kort tid? Og han var så langt ude for hendes rækkevidde, men alligevel stod hun her og ville gøre alt for at glæde ham.

Snart slap han hende dog og hun så op mod ham, sårbarheden i hans øjne gjorde det ikke lettere at holde tårerne tilbage. Hvorfor i alverden græd hun så meget? Det lignede hende ikke at græde, men for tiden gjorde hun nærmest ikke andet end at flæbe. Hun nikkede dog hurtigt, kunne ikke få et ord over sine læber alligevel.

Hun fulgte med ham udenfor, der var ikke rigtigt noget hun kunne tage med, hun havde intet på sig der var hendes, selv tøjet havde han givet hende.