An alliance to be made - Millicent

Tid: 22:00
Sted: Théàtre
Vejr: Gråt, Overskyet, Regnfuldt,
Omgivelser: Mennesker og Væsner som ser en forestilling

”Og nu ventes der” Lød det lavmælt fra Malzahar som havde den forrige dag sendt en sms til den givende ’Black Swan’ der efter signende skulle være lederen eller i hvert ifald den hovedansvarlige for modstandsgruppen overfor den franske Mafia. Planen som Malzahar havde udtænkt, lød på at han ville lave en alliance med denne ’Black Swan’ fordi de netop havde den samme modstander, selvom Iscariot næppe blandede sig i små rivaliseringer, så ville han personligt og Iscariot vinde mest ved at gå sammen med oprørstyrkerne, så kunne man altid senere se om deres alliance ville holde eller om den ville faldme efter mafiaens fald.
Stykket skulle til at begynde, og Malzahar havde lejet den øverste balkon med udsigt ud over det hele, i sandelig en balkon værdig for en konge, og den var skam heller ikke helt billig, men til et så vigtigt møde, så kunne han ikke lade være med at vise sig lidt.
Udover Malzahar var der placeret vagter rundt omkring, lige omkring indgangen til selve balkonen stod der vagter disse var dog ikke særlig godt skjult da de blot stod der i deres rustninger fra Iscariot med automat våben, andre steder rundt omkring var der placeret mere civil klædt personale som også var klar til at gribe ind, hvis uheldet var ude og nogen havde opsnappet at den givende ’Black Swan’ skulle mødes med Malzahar.
Som tiden gik, blev Malzahar ved med at kigge på sit ur, snart begyndte stykket og Black Swan skulle ankomme, spørgsmålet var så hvor diskret han eller hun ville være der, kønnet havde undret Malzahar i en rum tid, han havde ikke kunnet opsnappe om det var en mand eller dame, ikke engang den givende persons rigtige navn, og det irriterede ham som bare pesten. Denne uvidenhed, denne tilbageholdelse af information af hvem han eller hun var, irritable faktorer som bare måtte fjernes fra hans åsyn.
Ikke mindst, endelig ringede tiden ud, skuespillet var begyndt, og Black Swan ankom om lidt.
Skuespillet havde Malzahar set før, og huskede det som var det i går at bogen blev skrevet, skuespillet var af den originale Grev Dracula skrevet af Bram Stoker, hvilket Malzahar havde fundet ganske underholdende at han som vampyr sad og så den første litterære udgave af vampyrens oprindelse, eftersom at han var den første vampyr som blev beskrevet, i sandelig fandt Malzahar dette komplot ganske opmuntrende på trods af den manglede information fra før.

Ligesom Bram Stokers udgave af Dracula, huskede han tilbage til dengang den første film var udkommet Nosferatu, åha hvor han huskede tilbage til dengang, han mindes og savnede de gamle dage, hvor hele verden ikke var så opspændt på dit og dat, tiden virkede mere simpel dengang, men så igen. I Malzahars hoved, så ville han hellere have at dagens samfund mindede mere om Romerriget end hvad det gjorde i dag, menneskerne havde udviklet sig for dovne, fede, dvaske, lade, og de frygtede ikke engang væsner længere, som om at de havde blot accepteret dem gennem deres teknologiske liv, med computere, fantasy bøger, mennesker frygtede ikke længere det de burde.

Det var ikke hverdag , eller hver nat, at der tikkede en 'unknown' sms ind , adresseret til Black Swan.
Millicent havde nær fået den sidste skvat brandy i den gale hals , som hun lå på den store sofa og stenede Dr.Who , da hun havde tjekket. Hun havde håbet det var fra enten Tess, Scarlett eller måske Mother.
De sidste dage havde Libra nemlig været stille, men dette var kun set på overfladen. Gik man under den og tog et kig i dybet , var mange af agenterne på missioner af den ene eller anden art- nogle enda af særdeles farlig karakter. Det var muligt at Millicent forsøgte opgøre med metoder der FØR havde været tilladt anvendt , brutale metoder der fint kunne matche dem af mafiaens, men det var ikke ensbetydende med at hun kunne fjerne the danger involved ved de mere pæne. Tvært om var Libra ved at være et rimelig hedt sted at opholde sig for tiden, og ikke mindst at lede. Burde man ikke få farerisiko tillæg for dette job ? Hun strakte sig mageligt og fik åbnet sms fra den ukendte person.


Hun have taget en taxa.
Den røde Ferrari ville være for opsigtsvækkende, og hun kunne lide at få mere i et med omgivelserne, så Bernouli som hun havde navngivet den overdrevne luksus bil- der faktisk var ret atypisk et eje for hende- var blevet efterladt hjemme.
Med dagens avis hævet over sig , vimsede Millicent inden for.
Hun var små ti minutter for sent, da hendes microovn var gået i sort...og blodet hun skulle have til middag inden hun smuttede, derfor måtte lunes på gammeldagsmaner, i en kasserolle.
Damn.Hun brød sig ikke om at være upræcis, det skabte et virkelig dårligt førstehåndsindtryk, desværre.Men hun kunne jo håbe taxa uret var en smule foran.

Da Millicent trådte ind var foyen i det smukke teater tømt for gæster.
Hun skar en lille grimasse.Damn, det hele var gået i gang. Mon de ville lukke hende ind nu? Avisen blev sirligt foldet sammen , og stoppet i en opsat skraldespand.
Garderobe behøvede hun thank god ikke bruge tid på.
Over den sorte kjole der med sin skrå asymetriske udskæring, kun havde et langt ærme og den anden skulder helt bar, havde hun et sort hæklet sjal i spider tyndt sort skinnende stof.Det lignede pure silke, men var blot en fake.
Kjolen det samme, lignede noget fra en dyr butik, men var skabt af babyvampyrens egne hænder.Som oftest var hendes make up begrænset til bløde mørke optagningers af hendes øjne , og en douche rosa der gav kinderne lidt glød og matchede hendes mildt farvede læber.
Fra hendes ene hånd , dinglede en lille sort taske fra dens rem.

Millicent vimsede over til en af vagterne , og de sorte høje sko forblev lydløse.
Hvordan kvindesko altid skulle sige høje klik lyde , var hende en gåde?
Hvorfor gøre opmærksom på sig selv , 'tre timer' før der er visuel kontakt, alene ved lyden af ens sko? Millicent havde altid en god sål af gummi, på den spinkle slanke hæl.
Hun havde ladet håret hænge løst, og var ikke belæsset med andre smykker end hendes kæde med det lille hjertevedhæng samt ametyst stenen , og så hendes forlovelsesring. I ørene sad to små ametyst sten, som hun havde lånt Mother, sekretæren for Libra, der nærmest var begyndt at opføre sig som en mor overfor Millicent på det sidste.

Millicent smilede til vagten , prøvede at afvæbne den irritation hun formodede han måtte havde, når gæster ankom efter stykket var ringet ind.
" Undskyld ...jeg er desværre for sent til min aftale, Mr.Malzahar skulle vente mig ?" Prøvede hun sig frem.
Tog vagten Millicent med op til balkonen, ville hun en smule nervøs for mødet, række sin lyse hånd frem, og indlede..." Mr.Malzahar? Black Swan....må jeg starte med at undskylde min sene ankomst...køkken uheld...jeg en katastrofe og burde forbydes...altså...i et køkken " smilede hun skævt og ville give ham et fast hand Shake.

Ah endelig var tiden oprindet, Black Swan var i sandelig en kvinde, ung en af slagsen, og ud fra lugten var det tydeligt at duften stank af død, ligesom han selv lugtede af død, en vampyr, hans formodninger fortsatte dernæst så snakkede hun om et køkkenuheld, her måtte hun anlede til at hun havde drukket blod for nyligt, Malzahar trak kort vejret ind, ja helt sikkert, optøjet blod, dog var han uvist om hvorfor det var lunet, varmen kunne ligeså lugtes, men som sådan var han ligeglad med det, hver vampyr, hver sin fetichs, og hver sin smag for blod.
”Black Swan, en ære at møde dig” En smal overfladisk latter undslap dog hans læber da hun fortalte om sit køkkenuheld og at hun burde forbydes i et køkken ”Ja, jeg kender det alt for godt, jeg har for længst droppet, alt forsøg på at lege kok, jeg duer ikke til det” Malzahar smilede til hende, dog var det ikke ligefrem et oprindeligt, men gemt langt væk, grunden til dette var endnu fordi han ikke stolede på hende, han kendte intet til kvinden, eller hvad hendes rigtige navn var, sandelig var det svært for ham at overhovedet bryde sig om en der gemte sig bag et dæk navn for at holde sin sande identitet skjult.
Dette var så også på trods af han selv havde gjort det i år tusinder, det var dog ikke med hans egen gode vilje, det var mere de navne folk havde givet ham inden han havde sørget for de gik hånd i hånd med døden.

Dog så kunne Malzahar dog ikke lade fristelsen stå for døren, han var nødstedt til at lukke op i den store pose og simpelthen spørge hende om alt mellem himmel og jord, men før det.. ”Sæt dig ned Black Swan, vi har en lang aften foran os, et godt teater stykke, en masse spørgsmål til hinanden garanteret, og ikke mindst, så er vi i godt selvskab, samt mine vagter sørger for vi ikke bliver forstyrret unødvendig” denne gang var det et selvfedt, arrogant og slesk smil der blev formet på hans læber, og ham gemte det ikke væk, dette var udelukkende for hans egen vindings skyld at han havde overhovedet inviteret Black Swan til et møde om skabelsen af en alliance mellem dem, det ville han ikke lægge skjul på.
”Jeg regner med at før vi begynder at tale om vores oprindelige mål, at du vil være mig så behjælpelig med at sætte en alder på dig, jeg ved godt det er en anelse uhøfligt at spørge en dame om deres alder, men en vampyr er en helt anden sag, det er jo vores varemærke, vores styrke” Malzahar smilte bredt så man nemt kunne se de perlehvide hugtænder som skød frem i hans mund.
”Jeg vil starte med at sige jeg er godt og vel 3881 år, og stammer fra det daværende Babylon, du ved, der hvor mennesket byggede et tårn til guderne, og blev straffet af dem, med forskellige tungesprog?” Selvfølgelig var det uhøfligt bare at spørge om hendes alder uden at han havde sagt sin egen først, spørgsmålet var så bare, om hun ville være ligeså åben, eller om der ville opstå flere løgne.
Selvom hun nok ikke var ligeså gammel som han selv var, og havde en lige så interessant baggrundshistorie som han selv, så interesserede andre vampyrer ham altid, ikke mindst når det gjaldt omkring deres omvendelse, selv havde han kun forvandlet én person gennem sine mange år tusinder på jorden, og han havde ingen planer om at gøre det igen, medmindre han fandt en som virkelig var værdig til sådanne kræfter.

Millicents læber krusede opad i et smil, et der var ægte.
Hun sendte Andrija en kærlig tanken , men hilsen for god oplæring, for var der noget hun kunne genkende var det når et smil var falsk ,thi hun fik dem serveret i tide og utide, fra mesteren over dem.
Hun lod dog ikke hendes ' vært' mærke med noget- endnu- men holdte stadig lidt på formalia. " Jeg har været meget spændt på at møde dem" kom det høfligt.
Millicent havde for vane at rode ret meget rundt med dis og dus- og plejede derfor at holde sig til det sidstnævnte. Måske det var de smukt dekorerede omgivelser i guld og rødt , der satte deres præg på hende? Hun havde aldrig været her for, så det var svært ikke at lade sig benorve.
Hun havde allerede suget indtrykket af hendes Malzahar til sig.
En solid velklædt mand , i hans bedste alder. Tjek på tingene og en veludstyret tegnebog. Han mindede hende på en måde lidt om Lawrence Watson.Mon også han var dæmon?

Millicent var ikke speciel god til at genkende racer, men duften af ham...den hun trak ud når hun ignorerede hans cologne, duftede som vampyr? Men det betød nu intet for hende hvad han var- Millicent var mere forhippet på at finde ud hvordan han var!
En smule humor indeholdte han da, som han gled med på køkken snakken. So far so good.
Og ja....hun brugte dæk navne, naturligvis. Indtil hun havde konkluderet at han VAR hvad han udgav sig for- en allieret. Der var en hår af folk der ville have fat i Libra medlemmerne, og deres leder...og de ønskede ikke at spille rundbold med dem! Man kunne ikke være for påpasselig. Derfor havde Millicent som altid oplyst Andrija om hvor hun var.Dog Ikke med hvem.

" Det vil jeg se frem til...Dracula ?'" Hun nikkede ned mod Scenen hvor en smuk mørkhåret Mand, stod med en kvinde og kyssede hendes hals, langsomt og dragende.
Millicent satte sig og viklede den lille knude op, der bandt sjalet sammen over hendes bryst - så det istedet faldt ned over hendes stolryglæn.
" En dames alder? Er det ikke sådan lidt ukorrekt st spørge om ?" Millicent havde intet imod ukorrekthed, og var ikke typen der lod sig fornærme over ting som dette.
Faktisk lo hun , blot en svag latter der indikerede hun fandt det forfriskende at han trådte lidt uden for de faste fine rammer.
" Wow ....du er da en ældre herre...er du sikker på dit hjerte kan tåle at se Dracula Live?" Kunne hun ikke modstå at drille. Millicent håbede ikke det ville støde ham, det ønskede hun jo ikke på nogen måde, men hun var en smule spontan anlagt.

Millicent var ganske enkelt en lousy løgner, så hun holdte sig for så vidt altid til sandheden.Hun KUNNE bluffe hvis det var nødvendigt, og det ikke handlede om hjertets sager, ellers havde hun øjne der modarbejdede hendes pokerface. De rummede altid sandheden og følelserne bag.

" jeg er Nitten, uden skaber og ...jeg valgte ikke at blive forvandlet ...jeg blev overfaldet" hun holdte en pause...ville han se hende som værende meget svag nu ? Sikkert! Men somme tiden gav det bonus at folk undervurderede hende.
" og er på mit første eller andet som vampyr, jeg er stort set nyfødt" smilede hun udfordrende . Hun vidste han ville undre sig, undrer sig over Libra havde en så ung leder. Men måske var det helt bevidst at de havde valgt hende, netop fordi hun VAR anderleder, tænkte omhandlede anderledes og ikke var så nem at forudset, som mange andre?

Al denne høflige tiltale, tog næsten livet af ham, hvorfor var hun så formel når stanken af ungdom stadig blafrede omkring hende som et tæt sjal af moderjord der beskyttede hende? Selv besad Malzahar en side hvor han sagtens kunne være formel og fin i talen, men han gad virkelig ikke holde farcen oppe og ville derfor dog stadig være høflig, men sige tingene ligeud og bare køre en anelse afslappet, han så ingen grund til andet. Selvfølgelig var hun ligeså påpasselig som han selv var, hun havde garanteret selv skuttet nogle mænd ind i salen og eventuelt fortalt hvem hun var sammen med, hvor de var, og hvornår stykket ville være ovre. Malzahar havde dog undladt at fortælle sit afkom hvor han var, i stedet havde han taget nogle stykker med fra organisationen der stod for den offensive taktik, nogle være bæster kunne de være, det måtte de have rosen for, man kunne altid regne med deres brutalitet når det gjaldt at få et arbejde gjort, og de var ligeglade med civile tab, endda deres egne død betød intet, så længe de fik målet ned med nakken.

”Ja det er Dracula, eller en patetisk udgave af hvad Bram Stokers så, som vores elskværdige ’forfader’ ved ikke hvor meget du ved om vores fortid eller generealt om vores historie, altså alt hvad menneskene har skabt er noget være lort at drive sig ind i, de overfortolker” Malzahar smilede stort til hende og trak sin halskæde frem, et kors med en minifigur af Jesus hængende på ”De tror at korset gør os ondt, patetisk, især når nogle af os er ældre end kristendommen” Malzahar grinede over sin kommentar, oprigtigt, han havde fundet det ganske morsomt at han var så gammel han faktisk kunne sige de ord.
Han nikkede i hendes retning, jov det var ganske ukorrekt at spørge om, men han brød sig ikke så meget om formaliteten her til aften, selvskabet virkede dog bedre, og bedre jo længere tid de snakkede, enten spillede Black Swan godt, eller også mente hun dette oprigtigt.
En latter udbrød atter fra Malzahar ”Ja, jeg er da lidt halvgammel, og Dracula, der var en grund til at jeg engang boede i Transsylvanien og faktisk fik kaldenavnet Vladamir, The Count ,og ikke mindst The Impaling Prince” Denne gang var det faktisk et oprindeligt smil der kom fra ham, når han talte om sin fortid smilte han stort set altid, og når det gjaldt hans kaldenavn ’The Impalling Prince’ så kunne han ikke lade være med at smile, han elskede det navn, og var også stolt over det, han huskede stadig hvordan han havde spiddet en hel landsby på stager og lemlæstet deres kroppe, udelukkende fordi de havde sat sig op imod ham, og straks var rygterne om et monstre spredt videre til de nærmeste byer, og inden længe stod horder af bønder foran hans slot.
Malzahar smækkede benene op på et lille bord foran sig og smilede til Black Swan, et rigtigt smil ”Jeg vil bede dig om ikke at tale så, formelt til mig, der er kun du og jeg, og du behøver ikke at tiltale mig så fint, det er altså ganske okay” andet var der ikke at sige, han mente det, og han havde heller ikke selv været alt for formel lige fra starten af.

Mens Malzahar hørte historien, mindede det ham om dengang han selv blev forvandlet, han kendte ikke sin skaber og det var også uden god vilje det skete ”Black Swan, det minder meget om min egen historie, tilbage dengang for så mange år siden, jeg havde ingen familie, og var endelig sluppet ud af kirken, dengang var det ikke kristendommen, men Marduk vi tilbad, og så uheldig som jeg var, dagen efter jeg endelig var fri, blev jeg overfaldet og forvandlet, jeg måtte klare mig selv siden” Malzahar huskede det tydeligt, ligeså da han endelig fandt sin skaber og dræbte ham, noget han gerne ville hjælpe alle med, hvis de virkelig ønskede hævn over deres skaber ”Jeg siger dette kun én gang, men mit tilbud vil stå fast, jeg kan godt hjælpe dig med at finde din skaber, og hjælpe dig med at få din hævn, sådanne aktioner som er sket, ikke mindst mod dig, men også undertegnede er absolut ikke i orden, og på trods af du er nyfødt, så er jeg forholdsvis sikker på, at jeg godt kunne fjerne din skaber fra jordens overflade, dernæst må jeg sige, at jeg synes det er ganske modigt at du, som netop er så ung faktisk har fået en så høj post, men jeg er vild med den nytænkende idéer om ungdommen faktisk får disse positioner” Malzahar fortsatte med at smile, og han mente hvert et ord, han kunne huske tydeligt tilbage mange, mange år, hvor ungdommen slet ikke havde muligheden for deres egne stemmer, de skulle bare makke ret, hvor at ungdommen nu til dags, havde væsentligt mere magt, flere idéer, mange var kreative, og nogle var knapt så gode, men hvorom alting var, så virkede denne Black Swan som en ganske pålidelig person.

Hendes øjne skød ned mod scenen. Var det patetisk, denne fortolkning? Hun kneb øjnenen en smule sammen og prøvede at finde spor af dette.
Stykket så , igennem hendes filter dog meget flot ud. Det havde en elegant iscenesætning og en stemning af tilpas gys og spænding....også en smule frækt islæt , da kvinden på scenen næsten stod foran Greven, som gud havde skabt hende. Malzahar måtte mene at fortolkningen var grotesk, generelt ?
Folk havde misforstået og omskrevet datiden sikkert mange gange, så fortiden nu stod måske uigenkendelig- for de der virkelig havde levet den?

Millicent fandt det dog dragende..og hemmelighedsfuldt. Måske var det hele auraen af mystik og ældre tider? Hun kunne snildt forstille sig adlen sidder her.Kvinderne duppet hvide i hovedet af talkum og brysterne spændt op , så der næsten var risiko for en punktering.Mændene i brokade veste og gyldene bukser, med krøllede parykker der strittede op, og ville gøre Marge Simpson grøn af misundelse over deres 'gode hår dage'.
" Jeg ved ikke meget om vores fortid " hun vendte tilbage til ham, med opmærksomheden, som hun langsomt slap scenen med de nysgerrige øjne.
Millicent trak sin hånd over det bløde stof på stolen, i en glidende bevægelse.
" Indtil min egen forvandling , anede jeg intet om vampyre ...eller andre væsner, så det var noget af en opvækker, og et ret heftigt chok"

Hun lyttede ...nærmere sugede det til sig, som en lille Lambi køkkenrulle.. sig..da Malzahar forklarede lidt om hans baggrund.Det virkede surrealistisk at have levet så langt og så intenst. Hun var jo en vårhare ...en lille gubbi unge..der vidste ingen ting. Ingenting historisk anyway. Men Millicent var street vice, og god til mennesker. Hun havde en del talenter men endnu flere mangler...sådan var det bare.Men det skulle da ikke forhindre hende i at forsøge kæmpe for de værdier hun havde , og troede på.

Millicent stjal i ny og næ et ekstra grundigt kik på Malzahar.
Ja...han mindede som sagt om Lawrence, men der var noget andet. Noget mere...vildt...utæmmet? Ellers var det bare stemningen fra scenen der fangede hende , helt her oppe på balkonen. Men det virkede nu til hendes vært, havde en mere dyster side , selv om det stod HELT på Millicents regning at træffe den konklusion. Hendes intuition hviskede det blot .
" Impaling Prince...det er smukt, men måske en smule gammeldags, må jeg kalde dig I.P?" Smilede hun varmt, da han netop havde bedt hende droppe formalia.
Om det blev I.P eller Malzahar hun skulle lade rulle over hendes læber, ville være font og hun ville gentage hans navn, imens hun så ham i øjnene.

Malzahars næste tilbud havde dog nær fået Millicents øjenbryn helt op under de bjergtagende lysekroner , i teaterets loft. Han overraskede vel nok.
" Jeg...det er meget empatisk af dig, men ...min skaber er død. Han blev straffet af flere årsager, og nej...det var ikke mig der fik skovlen under ham, selv om en stor del af mig havde lyst til det! Jeg vågnede i den kolde jord...alene...anede ikke jeg var vampyr, og havde ingen instrukser om hvad jeg kunne og især ikke måtte.
Jeg ...hadede ham. Men manglede en der kunne lære mig ting, sætte mig ind i det hele. Eller bare en introduktion til begyndelsen af efterlivet, ville havde været fantastisk. " Hun smilede svagt. Millicent gad ikke lege offer legen, hun jamrede ikke over det- bragte det sjælden på banen, men tomheden og savnet ...hullet i hende ...ville nok altid være tilstede, når man startet forfra uden vejledning og når ens skaber så er død.
" Jeg er meget glad for du ville hjælpe dog, men lige dén kan vi sætte flueben ved " rundede hun af, og prøvede at lette lidt på den begyndende alvorlig stemning.
Millicent var ikke så ellevild med all eyes on her, og ville langt hellere rette spotlightet mod Malzahar. Inden skulle der lige vende et par ord, omkring hendes alder og ...lederskab.
" Hør...jeg tror vi begge er klogere end at tro at talent og evner afspejlede i et tal, eller en alder ? Jeg er tilfreds med du vurdere mig udfra indholdet af vores snakke...og mine gerninger, når vi lære hinanden lidt bedre at kende.Vil det virke for dig? " spørgsmålet var leveret med glimt i øjet.
Millicent ville ikke fornærme ham, men trak en fin lille grænse for hvad hun ville og ikke ville. Hendes alder , unge alder, skulle ikke være en undskyldning for ikke at bestride stillingen godt. Millicent lagde mange timer i Libra, arbejde de hårdt og var en loyal sparringspartner til Graham, der ledte FUN.
Dette var overskriften....og så var der al det der stod med småt, men det skulle der ikke bores i nu.

Nu tog Millicent skeen i egen hånd, og ville gerne vide en smule mere om fyren ved hendes side.
Millicent havde mange spørgsmål, hvis det handlede om at få stillet sin livlige nysgerrighed tilfreds, men når det kom til Libra! havde hun til vane at gå lige til møllen..." Din organisation...Iscot...var det sådan? Vil du fortælle mig om dens hovedformål....og hvordan du præcis mener vi to vil klæde hinanden?" ....en lille pause..." I arbejdes øjemed , naturligvis!"

Mødet underholdte ham allerede, Black Swans ansigts udtryk afslørede det hele, hendes tanker, selv de mindste små trækninger i hendes ansigt blev nemt spottet ud af Malzahars øjenkrog, de mange år han havde, havde virkelig sat sine spor på hans evner, han kunne huske hver detalje af hende, hvert udtryk i hendes ellers udtryksløse ansigt, hvert ansigt som sad nede i salen og så med på stykket, alle var blevet set, alle deres detaljer stod skrevet som var de stykker kød som blot ventede på afhentningen hos slagteren.
”Ser du Black Swan, disse fortolkninger jeg taler om, er upræcisheden i stykket, du vil kunne se Greven snart gå udenfor i solskinnet, han vil ikke dø, nærmere vil han blot være svækket, dernæst, så kan han ikke se sit spejlbillede, og ikke mindst så kan han ikke krydse løbende floder, dog vil jeg sige at det med spejlbilledet er på grund af en forbandelse nogle vampyrer lider under, og det gjorde den gode Greve altså ikke” Malzahar rejste sig kort op og klappede af skuespillet som straks fik udløb til en pause, det var vist også på tide, han huskede tydeligt da stykket blev udgivet første gang, og han havde hadet det lige siden, men alligevel kunne han ikke lade være med at finde det morsomt hver gang han så det.

”Vi har en ganske underholdende historie, jeg er sikker på at du kender til Adam og Eva, og hele det der skrives i biblen, dernæst så er der noget man har undladt, og det er vores alles moder, Lillith, som skulle eftersignende være moder for alt levende væsner, også os, om man så vil tage dette i betragtning er så op til en selv, dernæst, så noget andet meget vigtigt, hvis du ikke allerede ved det, er at vi bliver, hurtigere, og stærkere med tiden, hvis der er noget du har brug for at vide Black Swan, så skal du endelig komme til mig, hvis du ikke har andre” Malzahar smilede bredt til hende, venligt faktisk, men så igen, hun var en del af en stolt race, en race som havde altid været der, en race som altid ville være der, samtidig var hun også en del af noget andet, trods alt, af alle kendte racer som Malzahar da kendte, var de, de eneste som var nødstedt at spise mennesker for at faktisk overleve, og dette kunne sagtens være et problem for mange nyfødte vampyrer, og så vidt han forstod på både duften og de små rester som stadig trak sig sammen, så var blod ikke ligefrem noget hun nød af at være afhængig af.

Kaldte hun lige hans kælenavn for smukt, anede hun overhovedet hvorfor han havde fået det navn?
Eller var hun bare så opslugt af det hele at hun slugte det råt? Som om det var hendes første gang at hun drak blod, han huskede selv sit første offer, en ung præst som var kommet ud af klosteret og så til ham, da han lå der halvdød på jorden, og hev efter vejret uanset hvor meget han trak vejret skete der intet, og så skete det, på ingen tid havde han hugget sine tænder i præsten og sugede al liv, blod og sjæl ud af ham, hvilken befriende og vidunderlig smag det havde bragt med sig.
”Enten har du taget vampyr siden alt for godt til dig Black Swan, ellers har du mistet din menneskelige side, jeg fik det navn fordi jeg fik hundredevis af mennesker sat på stager, deres afrevne kroppe, deres lemmer, børn havde jeg hængt op på spyd som dannede indgangen til mit slot, hvor de langsomt blev forrådnet, gribbene kom og hakkede i kadaverne, ligeså alle der gjorde modstand imod mig, blev enten slået ihjel eller sat i bure, en anden barsk realitet, du ved, det første fuglene gør, er at hakke øjnene ud på deres ofre for at de ikke kan gøre modstand, dernæst så venter de på at man dør, hvor de vil æde direkte fra en, selvom man er i live, men som sådan så kalder du mig hvad du vil.. det gør mig intet om det enten er IP, om det er Malzahar, Valentine, Highlander, Vladamir, Monster, og hvad du nu ellers kan finde på.” Sådan havde Malzahar været igennem lang tid, han havde været en ond leder, en som faktisk gik op i sit folk, men hver gang nogle havde vendt sig imod ham, var det altid endt med at folk døde, og han tog det skam ikke engang tungt, sådan måtte det bare være.
Okay, så på trods af det, så kunne han ikke hjælpe, hvorom alting var, så skadet det ikke at spørge, det var da det mindste han kunne gøre for en som havde lidet samme skæbne som ham selv, og han måtte give hende, at sådan en skaber, fortjente ikke livet, straffen måtte ske for retfærdigheden var sket fyldest.
Malzahar smilede blot til hende og nikkede, stadig tænkende tilbage på hans egen forvandling.
Dog så kom de hurtigt hen på et nyt emne, dejligt, fortiden skulle ikke altid dvæles ved ”Alder er blot et tal, ikke andet, det kan man ikke dømme ud fra, ikke længere, dog så må du give mig ret i, at med alderen følger der en vis form for visdom” han smilte bredt til hende, hvorpå han fortsatte ”Jeg dømmer og tager konklusioner hen af vejen, og det vil jeg gøre indtil jeg er hundrede på at du kan stoles på, dine handlinger og din talemåde bliver opvejet hele tiden, og jeg regner stærkt med at du vil gøre det ligeså overfor mig” smilet fortsatte, og han havde planer om at vurdere hende, konstant indtil han havde fundet hende værdig eller ej.
” Hahaha, næsten, det er Iscariot, du ved, ligesom navnet på Judas?, vores hovedmål er simpelt, vi skal skabe et samfund for os, jeg mener ikke vampyrer, men et samfund hvor vi ikke skal frygte for de store herrer. Vores mål er et samlet Di Morgan til at starte med, dernæst videre ud til resten af verden, ser du Black Swan, verden er syg, det er mafiaen en del af denne sygdom, hvis vi ser det på denne måde, hvis verden er et træ, og dette træ er sygt, så bliver vi nødstedt til at fjerne de syge dele af træet før at helheden er rask, det er hvad Iscariot står for, men jeg er sikker på at vi to da sagtens ville kunne klæde hinanden yndigt, haha” grinet kunne han ikke holde igen, hun var stadig alt for fin i det, hun skulle lære at slappe af, han bed hende ikke ligefrem, og han ville hende intet ond, udelukkende fordi han ikke så nogen grund til det endnu.

Millicent hengav sig igen til skuespilleres fremføring, og ganske som Malzahar havde oplyst, blev fortællingen udlevet med replikker fremført til perfektion.
" Du har set det før...sikkert mange gange ?" Smilede hun til ham .
"..Men jeg tror det er dig der ligger for meget i det.
Teater er tænkt for at underholde, ikke nødvendigvis være en korrekt historisk kilde.Det er dét vi har google til!" skød hun drillende med øjnene til ham, og fulgte hans eksempel , med et stående bifald.

" Måske vi skal finde en drink i pausen ?" Forslog hun , da hun gerne ville se lidt mere af teateret.Millicent var ikke kunstinteresseret, men hun elskede at 'få hjernen vækket' ,og hun var sikker på at teaterets overdådighed og enestående stemning, kunne være en sanselig oplevelse.

Millicent lod sjalet hænge over stolens ryg, da hun trådte mod døren ,der ledet ud fra den privat balkon.
Den bandt en smule og hun måtte derfor give et ekstra kraftigt puff til den.
Her fik hun så nær slået tænderne ud af munden på en vagt, da hun smækkede døren  op i hovede på en af vagterne, der mest lignede en der havde stået med øre presset mod døren.
Det gav et helt gip i hendes krop, som den uventede lyd opstod, og et 'auch' kom fra vagten.
Men gippet og de kinder der nu blegnede bag den svage rouge på kinderne, skyldtes dog Malzahars navne forklaring - ikke vagtens sammenstød med døren.

Malzahar havde netop forklaret hvordan han fik det tillægsnavn, og for Millicent var det lidt af en downer.
Hun havde ryggen til ham, da de havde været på vej ud- og det købte hende nogle sekunder til at samle sig selv.
Desuden havde den afsløret vagt, måske kort lagt beslag på Malzahars opmærksomhed ?
Hun holdte dog masken , trak ikke en mine, som de forsatte deres vej og gik forbi den stakkels vagt, med et så nysgerrigt sind.
Alligevel måtte ordene komme ud, hun var jo....Millicent...og havde svært ved at undertrykke når noget bed i hendes følelser.
" Dét...var lidt af en historie, det der! Jeg håber ikke du forventer endnu et stående bifald over den ?
Jeg kan ligeså godt sige som det er, at den slags er desideret frastødende...og     Ja..jeg håber sandelig at vi her er HELT enige om at alder har givet dig mere visdom og bedre handlekraft end ...DET"
Ellers forudså hun en meget kort alliance.
De skulle blot trække et stykke hen af den smukt ornamenteret gang, før et yndig rødhåret  stykke kvinde, i hvid skjorte og sort nederdel dukkede op .I hænderne bar hun et fad af stål.
Det havde en skål med oliven , og to glas af vin så afkølet at krystallen emmede af kondens.
" Mr. Malzahar ...og Miss" tilbød hun og rakte glassene mod dem.

Millicent rakte ud efter det ene glas.
Hun havde fået en lille rynken over næsen, da hun lige skulle funderer lidt.
Det var også pokkers at filen Mother ( Libras sekretær) skulle sende hende, aldrig var nået frem. Noget ved fyren her gjorde Millicent en smule usikker.
Han opførte sig så galant, enda langt mere venligt end hun kunne forvente. Han havde tilbudt ikke blot en alliance, men også at hjælpe hende personligt.
Og ...stadig havde hun en følelse af hun skulle træde meget varsom med ham.
At han ville kunne vende sig imod hende med et finger knips.
Hans baggrund havde skulle være på plads, før hun mødte ham!
Og hans forklaring om I.P navnet, havde bekræftet at der var mørke i ham.
However...folk ændrede sig, og de var enige om mafiaen skulle væk.
Men een ting var helt sikker....hun ville aldrig sende en vild blodglupsk bestialsk fyr efter Andrija eller hans mænd . Hun fortrak sin forlovet i eet stykke, og ikke trukket ud over en pæl.
Så hellere benytte gaffa tape til at lukke dæmonens frække mund, når nødvendigt var.
" Judas...du har en ting med navne , har du ikke ? ..." valgte hun at bløde kanterne lidt af, og smile skævt til ham, som hun løftede sit glas i til en skål. Nu ville hun lige give ham mulighed for at vise hans gode intentioner, og ikke skræmme livet af den unge vampyr, med sørøver historier fra hans vilde ungdom.

”Jeg husker tydeligvis den første gang det blev udgivet, ligesom med bogen, og filmene.
Jeg tænkte nok du ville referer til den gode opfindelse, altså internettet, selv har jeg fundet den ganske, besynderlig, dog har det aldrig tiltalt mig at bruge min tid ved en computer, der vil jeg hellere stole på gamle dags metoder for at finde oplysninger, kald mig endelig bare gammeldags” Malzahar kunne ikke lade være med at grine over det, og smilte storsindet til hende, hvorpå et anerkende nik blev sendt til hende om at de godt kunne gå ud og få sig en drink her i pausen, trods alt, så var det enten det eller blive siddende og se på en tom sal, og høre den uendelig plapre som om lidt ville bryde ud i salen.
Den overraskede vagt over Black Swans pludselig udtræden af døren, samt at døren ramte ham i ansigtet, havde han stået og lyttet? Hvor vovede han at smuglytte til deres samtale, holdte han ikke engang øje med sit arbejde? Hurtigt måtte Malzahar dog finde på noget, noget som kunne redde hans ansigt overfor Black Swan. ”Jeg beklager dybt denne, intolerance, denne dybt nedværdige soldat, som ikke engang kunne finde ud af at stå vagt, at det åbenbart kræver en så stor intellektuel hjernekapacitet at stå oprejst vil sænke den kollektive intelligenskvotient, jeg vil love dig Black Swan, at jeg personligt vil sørge for at han vil blive straffet” Dette havde Malzahar i sandelig også tænkt sig at det ville ske, at en soldat, endda en så lavt rangerede soldat ikke engang kunne finde ud af at gøre hans arbejde ordenligt, det var sørgeligt, forhåbentligt, havde han reddet en anelse af sit ansigt og ansigtet til Iscariot overfor hende, ved at love for han personligt ville stå for afstraffelsen af soldaten.
Hans kælenavn fra dengang havde skræmt hende en anelse, lugten fyldte rummet, som når han i sine yngre dage var på jagt efter unge mennesker som bevægede sig gennem parker, lugten af frygt, lugten af porerne som åbnede sig bare en anelse, men han havde ingen grund til at lægge skjul på det, tiderne var anderledes, og man kunne ikke tænke dengang som man gjorde i dag, tankegangen var komplet anderledes, hvilket han havde håbet på hun forstod.
”Du må forstå, at tiderne var anderledes, jeg regner ikke med din støtte, men dengang handlede og gjorde man bare tingene anderledes, jeg fortryder ikke mine valg, og jeg har ingen intentioner om at gøre mine valg om, selv hvis jeg havde muligheden, der vil jeg hellere stå mig selv bi og være ærlig overfor mig selv. Jeg vil godt give dig ret i at, mine yngre dage har budt på en del ødelæggelse og mord, men som sagt, tiderne var anderledes, og mennesker kendte overhovedet ikke til det overnaturlige, vi blev jaget, vi blev myrdet, for det mindste, hekse afbrændinger er gode eksempler, den katolske og spanske inqusition er gode eksempler på dette også, vi måtte forsvare os for alt, vi havde kun os selv at stole på” Malzahar forstod hende godt nok, og han håbede på at dette ikke ville kunne påvirke deres alliance, trods alt, så som han sagde tiderne var anderledes, han var nødstedt til det.

Hvem end kvinden var som kom og tilbød dem forfriskninger og oliven, så var Malzahar en anelse mistroisk, rettere sagt beskyldende, som om at dette var planlagt, det var ikke en som arbejde her, det var en Black Swan kendte, dog så tog han det ikke så tungt, han havde jo selv mænd placeret rundt omkring, selv nu holdte de øje med ham. Så det var jo forståeligt at hun selv havde sendt nogle ud for at holde øje med hende, men så igen, han kunne også tage fejl og det bare var et tilfælde.
Malzahar rakte ud efter det ene glas og smilte stadig stort til dem begge, hvorpå han med sin anden hånd tog fat i skålen med oliven. Han kunne vel ligeså godt få noget ud af det, godt nok var han begyndt at blive en anelse sulten efter blod, så uanset hvor meget vin og oliven han indtog ville det umuligt kunne mætte ham det mindste.
”Navne, er ligesom et dække, det fortællere mere om os, end vi går og tror, ser du, Iscariot blev stiftet for godt og vel to tusind år siden, og den var dannet af en vampyr og nogle mennesker som var blevet ham givet af en rig romersk familie, de kendte intet til det overnaturlige, og vampyren vidste de ville forråde ham med tiden når de fandt ud af det fandtes, så han valgte at give dem det navn, senere fandt han dog ud af at de svor ham evig troskab, desværre havde alting en ende, medlemmerne døde ud, så der skete ændringer, medlemmerne begyndte at vokse, og snart var det stort set en hel legion der var en del af det, og ja, det er hvordan de så er blevet i dag” Malzahar løftede sit glas og skålede med hende, han havde ikke nogen intentioner om at lade hans fortid fylde samtalen, men hvis de nærmede sig ind på emnerne, så ville han ikke ty med at fortælle om sin vilde, makabre ungdom.
”Jeg ved hvad du synes om mig, og det er ganske i orden, jeg forstår dig godt, men tro mig, jeg kan styrer mig selv om jeg skal være et blodtørstigt væsen fra helvede som kun er ude på at fjerne mine fjender, og en ganske høflig person med sine manere i orden, at sætte mig i boks med stereotyper af vampyrer vil være en frygtelig fejl at begå” Malzahar tog resten af sit glas og bundede det, og stillede det tilbage på fadet, hvorpå han begyndte at tage af olivene, nu havde han spillet bolden til hende, hvordan hun mon havde tænkt sig at aflevere tilbage, var ganske underholdende.

" Gammeldags...og ret upraktisk...imens du finder svar med en fjerkost i en arkeologisk udgravning i Cairo...kan jeg med få klik udsøge og finde just about anything " smilede hun muntret. Jaja ...det var tiltænkt som en lille joke, men det havde da en korn af sandhed i sig.

Millicent havde fået sig et problem på halsen her.
Hendes intuition var begyndt at lave sære spjæt, og lignede en der var ved at flide ind i et epileptisk grand mal anfald.
Hun kunne simpelthen ikke beslutte , eller føle ...hvor hun havde Malzahar?
Millicent følte sig glimrende behandlet, hele vejen i gennem, og en fælles front mod mafiaen kunne ikke blive for stærk. Det ville være hovent at afvise et til ud om hjælp.
Kunne hun tillade sig at gøre det, over for de folks er netop nu sad i klemme i mafiaen klør?
Men hun havde også et ansvar for tingene skete ordenligt. Ellers var de jo bare to bøllebander, istedte for een.
Hun havde ikke i sinde at undlade at sætte ord på sin bekymring, omkring Malzahars fortid. Især...fordi hun ikke var sikker på det helt var dødt og begravet.

" Jeg er ikke ude på at dømme nogen , det håber jeg du forstår? However..jeg vil ikke have unødvendige blodstænk på min samvittighed. Og jeg skal ikke lægge skjul på jeg er usikker på hvilke metoder jeg kan forvente fra dig! Libra er ikek en spejder klub, vi får arbejdet gjordt...men ikke via lemlæstelse og tortur...det er ikke  virkemidler  vi tyr til. Eller VIL have udført i vor organisation. Vi aflytter, opsnuser, afpresser...og kun når det ikke kan være spor anderledes har folk mistet livet. Ved uheld"  kom det næsten skyldbetynget. Dem hun selv havde været skyld i, kunne man da godt arkiverer i 'uheld skuffen ' med lidt god vilje, ville hun mene.
Hun var en baby! Nyfødt og spontan....det kunne umuligt forventes at hun altid havde fuld kontrol?

Hun skålede , og lod sit blik forblive på ham. Malzahar gik heller ikke uden om den varme grød. Det var rart. Det var svært at føre en samtale hvis den ene hele tiden krøb uden om. Svært at finde hinanden.
Det er ikke fordi jeg er bange for at begå fejl....det er af disse man skal lære, og blive bedre...men jeg har ikke til vane at stemple folk som stereotyp noget som helst, så det skal du ikke frygte.
Det er dejligt du synes at forstå hvordan jeg har det! Det er vigtigt for mig du forstår...jeg har brug for at vide at du ikke går amok og bliver bestialsk når jeg ser den anden vej? Ellers kan du ikke få min tillid.
Og så er der lige en ting mere?... Afstraffelse er SO last Year.
Har du ikke hørt om AI? ....Appreciative Inquiry!" Forklarede hun ham ganske stille og ville gerne hjælpe ham en smule ind i 2014.Så kunne hun også lige tjekke hvordan han reagerede på 'kvindelig overhånd'.Hun var helt bevidst om hun kradsede i hans overflade lige nu, men ville han have en alliance med hende, måtte der herske rene linier og klare rammer- ellers blev der intet parløb .

" udvikling , motivation og lyst til at udvikle sig og gøre det bedre , sker ikke gennem straf og angst, men via anerkendelse og tiltro. Wanna  make a deal with me?" Millicent tømte sit glas og satte det fra sig, i en lidt fast bevægelse.
Man skulle ikke tage hende for uintelligent fordi hun var ny...eller atypisk...eller sågar en empatisk kvinde. Hun var modig, stædig og parat til at kæmpe og bringe offre, så frem sagen var sympatisk nok. Og at hun ikke havde hoved  oppe i sit egen røv, gav hende faktisk en lang bedre udsigt - end hun oplevede ved en del af DI Morgas ' personligheder' .....så håbede hun bare ikke at Malzahar var en af disse.

"... Vil du love mig at der intet skade sker med din soldat ? En mundlig repremande for at lytte ved døren er ok, men en generel ros for du er glad for tiden han lægger ind for dig...DET vil gøre mig glad, og vise du ikke blot er en hævngærrig mand der kun ser det forreste træ ligeforan dine øjne, og glemmer hele den smukke skov der gemmer sig bagved" udfordrede Millicent ham, og var helt bevidst om hun havde tyret,..da hun sendte hans bold retur.

”Måske, dog så får man intet ud af at sidde på sin røv og læse op på nettet, du får en ubrugelig teoretisk viden, måske er man dygtig til det, og det fortjener man også sin ros for, men praktiske prøver, hvor man kan teste ens styrker er bedre, selv at finde informationen i stedet for at sidde og se på en skærm som giver ’svaret’ er intet værd, det er min personlige mening, men jeg acceptere i at du har ret, med hensyn til det, er min metode muligvis langsommere og upraktisk, hvis man skal bruge lige øjeblikkelig information” han måtte give hende det, hun havde sit hoved et godt sted, og vidste hvad hun skulle sige, hvornår hun skulle sige det, hvis de ikke havde været så forskellige, eller i det mindste kendt hinanden bedre, så havde der nemt været tale om at der sagtens kunne havde været en applaus for hendes hurtige svar.

Malzahar forstod godt hendes tanker, han havde ikke ligefrem vist sig som om han ville lave en permant alliance med det eneste mål om at fjerne mafiaen, så det var ganske forståeligt at hun var nervøs, mistroisk over hans handlinger, og hans fortid havde nok heller ikke ligefrem været et skridt i retningen af en alliance, men så igen, havde hun regnet med andet når det gjaldt en vampyr som havde levet så længe som han selv havde. Til den tid hvor hun måske ramte hans alder, så ville hun ligeså have så makabre historier at fortælle, det var han sikker på.
Men hvis man så på det igen, kunne hun tillade sig at takke nej til hans tilbud?
Her stod han med blødende hænder og rakte frem mod hende, om at danne en fælles front mod en stærkere fjende, sammen ville de kunne være stærkere end at arbejde alene hver for sig.

Malzahar følte at tiden trak ud, hvor svært kunne det være for hende om at takke ja eller nej til et tilbud, som sådan så ville han ikke ændre adfærd om han fik det ene eller andet svar, måske ville hun ikke have blod på sin samvittighed, for ham var det blot endnu et som hobede sig op i massen, det generede ham egentligt ikke. Han vidste dog godt at mange nyfødte vampyrer, havde dette ’kodeks’ omkring mord og blod, især i nyere tid var de meget imod det, hvorfor vidste han ikke, men det havde nok noget at gøre med at dengang han blev forvandlede blev man kendt gennem mord, dog ikke direkte, men som soldat blev man berømt, man fik ære og penge, endda titler blev en givet, ikke som i dag.
”Personligt så går jeg ikke ind for tortur eller lemlæstelse, der kan man få alle til at indrømme alting, jeg kunne være et fem meter højt monster med blå pels og pinke pletter, metoden har aldrig sagt mig noget, og med blod på din samvittighed skal du skam ikke tænke på, hvis det gør dig mere sikker i din sag, vi bruger det som en udvej hvis mine mænd er i farer for deres liv, ellers fanger vi personerne i live” Malzahar mente det skam, han hadet at skulle torturere og eller lemlæste, som sagt så kunne man aldrig stole på hvad folk sagde under pres, der fandtes andre måder at finde ud af det, og han mente ligeså, han dræber ikke direkte, medmindre hans mænds liv er i fare, og hvis muligheden var der, så ville han hellere fange dem i live for at afhører dem.
”Som jeg sagde, så skal du ikke regne med at jeg går amok som var jeg hulk og river lemmerne af fjenderne, jeg har desuden mine egne formål med at have dem i live, og som sagt, så er det kun sidste udvej at jeg vil bruge fatale metoder. Med afstraffelse så mente jeg at han ville få en mundtlig reprimande, samt en degradering når vi engang er færdige med vores møde her.” det var ikke helt løgn, han havde ingen planer om at rive soldaten ud af sit jordiske liv og dræbe ham, men en degradering ville der ske, trods alt, så burde soldaterne vide bedre, når de var oplært i så meget disciplin at det virkede som løgn.
”Jeg giver dig på sin vis ret, men ligeså kræves der en uknækkelig loyalitet overfor de højere rangerede, dernæst så er disciplin og ære vigtige faktorer for at de spiller med, jeg kender godt til AI, og på sin vis er jeg enig og uenig i det, personligt, så vil jeg hellere lede mine mænd efter min mening, end en at tage tips fra andre” for at være ganske ærlig, så var Malzahar ganske vred over det, hvor vovede hun at blande sig i hvordan han skulle behandle sine mænd, hvordan han skulle opfører sig? Var det her børnehaven, troede hun virkelig at hun kunne sætte krav overfor ham? Hvis det ikke var for han havde brug for denne alliance så havde han blot gået, måske fået en anelse afløb på hans raseri og dræbt nogle mennesker eller væsner på vejen hjem.
Dog så det ud til at en lille duel var kommet til overfladen, ganske underholdende på sin vis ”Black Swan, i tilfælde at det er hele skoven og vi har et sygt træ, må vi som sagt sørge for at fjerne sygdommen som spreder sig, om det så er at fjerne det enkelte træ fyldt med sygdom, så gør vi det udelukkende for at beskytte dem smukke skov som gemmer sig i baggrunden” han smilede bredt til hende, han havde ikke ligefrem regnet med at hun ville komme med en sådan respons.

" Dér kunne jeg ikke være mere uenig , Malzahar. Nettet er spækket med informationer, både let tilgængelige- svære og de der burde være umulige at komme til, som derfor kræver lidt ekstra talent og flid- men at det skule være ubrugelig teoretisk viden ? Alt information øger din viden, og dermed dit interlekt...og så er det jo bare at omsætte det til praksis ? Og med den tid du spare ved at hende det fra databaser....kan man arbejde mere i feltet, om jeg så må sige " hun sendte ham et drillende blik. Han ville nok ikke bryde sig om den udlægning- da han helt sikkert var en person der selv ville have fingrene snavset. Millicent havde ingen spekulationer ved at bruge hjerne over hånd, og hvis hun bare kunne holde de skide pc'er fra at kortslutte under akten, så var der stort set ikke mange steder hun ikke kunne hacke sig ind, hvis hun virkelig var nødsaget. Det svære var ikke at komme ind- men at slette sine spor igen!

Som samtalen forsatte, trådet bekymringerne i baggrunden, i hvert fald en smule.
" Det er jeg virkelig glad for, jeg ville ikke kunne give mit ja, hvis det var metoder som disse vi skulle arbejde med.Sålænge vi er enige om vi er en human organisation, og ikke en brutal ?" Smilede hun og vidste at hun endnu engang skubbede ham til grænsen ved at bruge et ord som 'human'.
Det var måske lige 'over the Hill' at bruget DET ord, men omvendt fik det ret tydeligt et klart budskab igennem, uden yderligere uddybninger var nødvendige.

Millicent kunne godt se, hvordan Malzahar pressede mere sammen l hans kæber , og hans øjne fik en mørkere nuance, da hun trak AI på banen.
Jaja...hun var måske en af de blødeste og blidestes væsner- det blev hun da ofte beskyldt for af andre anyway- men det var ikke det samme som hun var hverken let føjelig, nem at styre eller ikke havde eet provokerende ben i sin krop?
Millicent var lidt svær at sætte en label på, og det havde hun det fint med.
En lille rebelsk underdog, den man ikke regnede med i starten kunne ret meget mere end at lave tudefjæs....hvorfor ikke udnytte det til egen fordel, og lade overraskelses momentet komme hende tilgode? ...eller spænde ben for hende..deeet afhang jo ligesom RET meget af hvilken situation hun lige befandt sig i.

Hun drejede på sig og satte sine hænder midt for sig, på det gyldene gelænder.
Derfra hvor de stod, kunne de se to etager ned på de andre folk . Der var en leben og et hav af stemmer der summede mod hinanden , for ikke at tale om alle de forskellige tunge parafume der hang i luften. Selv brugte hun bare de helt lette- hvis nogen, udover havde shampooer og lotion indeholdte.Dem kunne hun tilgængæld godt lide at bruge tid på at finde nogle lyse og friske - nogle der duftede af en forårs dag, eller en sommereng. Nogle af damerne havde fine hatte på, andre var mere specielle end kønne da.
Millicent lod hænderne flugte gelænderet og de gled helt ud til siden, åbnede op så hun kunne træde helt op , og læne sig ind mod det gyldene rækværk.
" diciplin og ære? Årh gud min forlovet ville da elske dig ! Selv fortrækker jeg at høste respekt og loyalitet via gode fornuftige argumenter og folks frie vilje" Hun slap brat med sine hænder, og foldede armene over sit bryst...
Malzahar var måske lige så vægelsindet i hans 'karakter givning ' af Millicent, for nu var der mere et smil at se, i hans læber.
" Very Well.....Mr. Malzahar, så lad os danne en grøn alliance, og sammen lege gartnere så vi kan passe på vores skov?" Forslog hun og rakte sin hånd frem til et bekræftende håndtryk.
Men....inden de , forhåbentlig forseglede deres aftale på sadan vi, var der liige een ting mere...naturligvis var der det, det VAR jo Millicent der trykkede på pedalerne her.
" .... Lige det sidste...lederen af mafiaen, er urørlig. Intet skade må ske ham, og er nogen på sporet af ham, så er det MIG der kontaktes, aftale?" Her var hun ben hård, det var faktisk der væsenligeste omdrejningspunkt i hendes forhandling.
Det burde ikke være et problem, for hvis der ikke VAR en mafia var lederes ikke interessant- så de kunne vel rive lortet ned, nedefra , starte med at bombe fundamentet....og når det hele så kollapsede, kunne hun nå at stikke af med Andrija, så han ikke røg i faldet.

”Ah selvfølgelig taler du om at hacke, så vidt jeg forstår? Anyways, vi har hver vores metode at fremskaffe oplysninger, og vi har hver vores metode til at omvende det til praktisk viden, jeg må give dig ret, i at det kræver færdigheder at kunne hacke sig ind og stjæle rub og stub fra de rige, eller hvilken form for oplysninger man nu leder efter, det har bare aldrig sagt undertegnede noget, derfor har vi en afdeling som tager sig af det” Malzahar smilede atter, han havde lugtet lunten, hvis han fortsatte med at smile falsk, så ville hun til sidst se igennem facaden, og så ville han sidde i en være kattepine for at have fornærmet hende, så han kunne ligeså godt vise sig, fra sin bedre side.
Dog så ville Malzahar da hellere være ude i felten med fingrene godt begravet i jorden, eller for at være mere præcis så ville han hellere være på slagmarken hvor krigen var, og han kunne udrette noget, i stedet for at sidde bag en skærm og skyde et missil afsted ’hovsa-der-røg-en-by’ det var ikke krig, det var krysterns vej, godt nok gik det væsentligt hurtigere men, det manglede finesse at kunne fjerne sine fjender uden at efterlade spor.

En human organisation? Var det en joke? Nej han fornemmede ingen joke i dette, godt nok besad Malzahar da stadig et gram eller to af menneskelighed i sig, men han ville da ikke sammenligne sig med slagtekød, nej der var en anden grund til dette, det var en prøve for at se hans reaktion, hun ville teste ham, han hadet når en samtale havde taget en drejning, hvor han følte sig på lige fod med den givende person, i dette tilfælde Black Swan, han skulle, uanset hvad være foran, langt!
”Vi kan diskutere om hvor meget human vi er, trods alt så er vi begge ikke mennesker mere.” okay, en dårlig joke blev han nødstedt til at smide ind for ikke at koge over af raseri indvendig, men han vidste godt hvor hun ville hen med det. Et anerkende nik til hendes ’forslag’ godt nok virkede det mere som en ordre end forslag, men han anerkendte det, så længe hun ikke begyndte at blande sig i Iscariots anliggender så var det fint nok. Mere af alt fordi Iscariots fundament stod overfor en renovering, bestående af Malzahars ideologier, dette var selvfølgelig højforræderi overfor Iscariot, så det var endnu blot en tankegang han havde, ikke ligefrem fordi han endnu havde i planerne om at overtage det hele, og forvandle det til hans eget vampyr slot med mennesker på stager og skilte ’Warning, Count Vladamirs’ Mansion’ endnu.

”Jeg må det give dig Black Swan, du minder meget om mit afkom, i har begge det her irriterende ben i halsen som bare bliver ved med at være der, i besidder begge denne rebelske side, og så spænder i tit ben, jeg siger ikke det er noget skidt, tværtimod så synes jeg det er ganske udemærkede egenskaber i begge besidder” hun mindede ham meget om Raquelle, dog så besad Raquelle en mere, morderisk side end hvad Black Swan havde vist, men så igen, han kunne tage fejl, unge vampyrer havde oftest nogle meget løjerlige handlemønstre og ikke mindst besad de en fantasi der sagde spar to når det gjaldt om mord, dette var så udelukkende fordi de bare skulle have noget indenbords oftere.
Men åha, hvor ville Malzahar gerne tage fat i hende og pille de små søde tuttenutte menneskelige briller af hende og vugge hende frem og tilbage i sine arme til hun endelig forstod hvad det betød at være en ægte vampyr, at hun kunne gribe de evner og den styrke der var hende givet, og udnytte dets potentiale til dets fulde.

De stod begge og skuede ud over forsamlingen af mennesker og væsner som sad og snakkede, duften af de forskellige parfumer og andet friske sprøjtemidler som man nu fandt på om dage, var ganske befriende, og forvirrende, måske kunne Black Swan ikke lugte dem alle, men for Malzahar så var det et odør af lugte som bombarderede hans lugtesans, heldigvis havde han med mange år, perfektioneret hans lugtesans så han kunne undlade at få det hele på engang, og i stedet skille dem ad, så han bedre kunne finde ud af hvad der hørte til hvem, og hvor de sad.
Dog så var det ikke det som fangede Malzahars øjne, det var hvor hans soldater sad de forskellige steder, ingen af dem havde forladt deres post, eller ikke som han havde set, ganske udmærket, så behøvede han heller ikke at tænke på dem, i forhold til den åndssvage vagt som havde stået og lyttet ved døren.
”Der skal selvfølgelig mere til, men det regner jeg med af mine mænd, selvfølgelig kræves der at de har deres egen frie vilje til at træffe de valg som de mener, er rigtige, men når en ordre er dem givet, så regnes der med at den ordre udføres til punkt og prikke” Malzahar vendte sig om imod hende, da hun rakte sin hånd frem, endelig! Så kom alliancen, det var satme også på tide!
”Lad os… Black Swan, og når træelskerne kommer og sørger for vi ikke må skade de smukke træer, så sørger du bare for kontakte Iscariot, og så skal vi nok sørge for at de bliver fjernet” Malzahar rakte sin hånd frem for at tage hendes, og selvfølgelig skulle hun da lige redde sin forlovedes, eller var det ex forlovedes røv? Nå lige meget ”Som sagt, så hvis mine mænd er i fare, så vil jeg ingen midler ty, men jeg forstår godt dine bekymringer, jeg vil sørge for at der ingen skade sker ham, fra mine mænd, samt alt information omkring where abouts, får du skam”
Deres alliance havde ikke engang bi bestået deres prøve, og allerede nu var der krav om alting, inden længe ville hun nok også gerne se Iscariot, og se hvem hun havde dannet en alliance med…
”Derudover, så håber jeg du vil tage mit forslag til overvejning, nu hvor vi har en alliance, så regner jeg med også at få mere at vide om jer, og ikke mindst, den information i har omkring, mafiaen, og dets leder, samt dit rigtige navn?” det havde været noget af det eneste som han havde spurgt om her til aften, så det virkede mere end fair nok at få oplysninger ud af hende ligeså som hun havde givet ham ordre.
Og det havde pint ham ikke at vide hvad hendes rigtige navn, hvor ville han gerne vide det.

" Hacking ...er vel netnørdernes svar på ekstremsport " smilede hun og blinkede langsomt.
Det var helt fint at der var stor forskel på dem. Faktisk var det at betragte  som en styrke at hendes alliancer var forskellige fra hende selv.Det tilførte Libra nye elementer de ikke havde i forvejen. Organisationen havde jo et bredere spektra at råde over, flere handlemuligheder , jo bredere de favnede af personligheder, racer og talenter.
Millicent så det som en force.

Men hendes opgave var så at sikre at det ikke stak af for dem. At de ikke benyttede de samme grove metoder som mafiaen, for så var det den samme lort bare i en mere metallisk smukt indpaknings papir med et smukt krølbånd på....og som de fleste vidste var det indholdet ( eller tanken ) der talte, ikke papiret der var viklet omkring.

Hendes øjne skinnede, da han spillede med de bolde hun havde sat i bevægelse.
Kvikke folk var altid spændende, ik sandt?
" Ja..det kan man diskuterre, omvendt er der mennesker der opfører sig som dyr så alt bør vel ses i perspektiv . Selv os. Vi er børn af natten, prægtige stolte skabninger med talenter og evner man bare opnår i drømmenes fantasifulde Legeland- eller...er vi i virkeligheden fordømte og forvrængede væsner, monstre af mørket der skal smæske os i blod og død for at kunne klynge vores skadelige hænder til en ufortjente evighed i pinsel ?....to sider af samme sag, alt efter humør og temperament" hun trak på skulderen.
Hun så det selv på en helt 3 måde, men der var nok 101 vej til ' centrum af vampyrens univers' og hun tilhørte dem der ofte kom på små afveje.

Millicent lyste op da Malzahar drog paraeller til sit afkom.
" ...sålænge jeg ikke skal kalde dig daddy " lød det underfundigt, da den ligesom kunne tolkes på to måder.

Millicent gav hans hånd et fast tryk.Hun var uvidende om hans tanker , for det ville ellers interesseret hende rimeligt meget hvordan han vidste at mafialederen var hendes kæreste, forlovet....det kunne jo være ud af hævn at hun ønskede at få fingrene i ham selv?
Ikke mange var bekendt med hendes forhold til Andrija , og færre endnu vidste hun var leder af Libra -anyway...det var nok den bedst skjulte ting.
Der var det kun Gordon og Graham fra FUN der kendte til hendes private bånd til Andrija Luzar, og sådan måtte det gerne forblive.

I mafiaen var det omvendt. Flere af de folk havde fået besked på hun var hands off, da der en gang havde været en ' lille misforståelse' hvor Andrija havde betalt et større beløb for information der skulle tvinges ud, om Libra og FUN...han anede ikke det var Millicent de havde flået med sig, og hende der blev udsat for deres misrøgt.
Efterfølgende var hun hentet ud af den fæle kælder af Gordon og Graham og et par agenter...og Andrija havde haft fat i hans mænd og banket budskabet ind med blod- at ingen røret hende. så ja....de to modstridende grupper  havde sit at se til - no wonder Work var en bitch.

Millicent vidste stadig ikke hvorfor Malzahar forsat pirkede til hendes nervøsitet, der ikke synes helt at ville slippe sit tag i hende.. Var det den lille magtkamp mellem dem ? eller var det fordi hun så en potent og stærk medspiller og blev bekymret for Andrija ?
Hun ville aldrig lække oplysninger omkring Andrija , det var non diskutabelt...tilgengæld havde hun masser af andet at byde på, der kunne have Malzahars interesse.
" Melisande hedder jeg.." Smilede hun varmt. Det var jo sandt nok. Det var den franske og oprindelige udgave af hendes navn , og kun fordi hendes forældre var blevet helt opslugt at The Beatels, og af Barbie ...var det blevet til Millicent, den engelske udgave.
Men hun var en forsigtig Frans og hun værnede omkring sin person, især efter de mærkelige breve fra Grin. Hun var en loyal person , så Maltazar havde intet at frygte, ikke fra hendes side.

Klokken ringede ind til anden atk, og Millicent så spørgende på sin vært.
" Kan vi se det ? Jeg synes om opsætningen ,den er....smuk " brød hendes kvindelige bløde side pludselig rent igennem, den lidt polstrede forsvar hun havde haft en smule fremme. Hun var let at dupere...på visse punkter! og besad en let tilgængelig begejstring.

”Ja der leves livet jo farligt, fordi hvis ikke alle spor bliver slettet, så kan det gå grueligt galt, så det minder vist lidt mere som at stå med hovedet i løvens gab og ser hvem der er hurtigst, er det løven, eller er du hurtigst?”
Der var klart fordele at se i denne alliance, de havde forskellige styrker, hvilket jo var klart når de var født i vidt forskellige perioder af verdens historien, og så mindede de stort set ikke om hinanden, at deres personligheder var så forskellige kunne bringe et bedre aspekt til deres alliance, godt nok ville det så højst sandsynligt resultere i at de ville ende i nogle diskussioner omkring deres handlingsmønstre og hvordan de skulle gribe det an.
Men som han havde sagt, så længe hun ikke blandede sig i hans anliggender og hans mænds missioner så kunne de sagtens få det til at passe sammen, fordi hvis han fik den frihed hun kunne love ham, så ville det samme blive givet til hende.

Godt nok kunne hans metoder minde meget om den spanske inquestion, og nogle af dem ville der også blive brugt, eller næsten da, han ville ikke ty med at fjerne enhver trussel fra hans domæne hvis de kom i vejen, hvilket også havde været én af grundene til hvorfor han skulle lave denne alliance med hende, han havde set Mafiaen som en mere reel trussel end hans første tanke havde anslået det som, og nu hvor det var oprindet så måtte han indrømme at han havde taget fejl, de havde oversteget hans tanker omkring deres trussel niveau. Og den trussel måtte fjernes, og det var her at Melisande’s gruppe trådte ind i billedet, han ville bruge dem som kødskjold hvis det var nødvendigt for at han bare kunne sørge for trusselsen forsvinde.
Malzahar havde planlagt det ned til den mindste detalje, og hans planer ville blive ændret jo længere hen de kom, måske endda dele sine intentioner eller at omvende hende til at se hans formål, hvis han så dem værdige, men før dette overhovedet ville være på tale, så havde de nogle at fjerne, og det kunne ikke gå hurtigt nok.

”Personligt så ser jeg det på en lidt anden måde, men hele vores oprindelse, og vores livshistorie er ikke hvad vi er ude efter i dag, men det hele oprinder til det enkelte individ og hvis dets øjne ser det som, hvis man for eksempel taler om den franske mafia, så vil nogen se dem som terrorister og low-lifed scums, hvor nogle vil se dem som helte, soldater af noget større end hvad de regner med, og sådan vil det altid være, vi kan ikke ændre på det.” okay, måske løj han en smule, selvfølgelig kunne man ændre på det, selvfølgelig ville han prøve at ændre på det, i det ideelle samfund, hvor der var en som bestemte hvem der var god og ond, hvor han eller hun bestemte hvem der skulle leve og dø, der kunne man ændre på folks synspunkter.
Faktisk kunne man ændre på folks syspunkter, selv uden et ideelt samfund, medierne i dag, de virkede fantastisk til sådanne præsentationer, de kunne få omvendt selv kritikkere til støtter af en sag de var imod.
Det mindede om et spil, det hele var et stort spil, og Malzahar havde tænkt sig at vinde det hele, og gå hjem med den store gevinst.

Malzahar kunne ikke lade være med at smile og prøvede at holde et halvkvalt grin tilbage ”Aww, please, call me daddy, or daddy ’o, makes me sound so.. not old school” selvfølgelig var det ment som en joke, og at datere ud fra aften, så kunne hun godt trække på smilebåndet og tage joken.

Endelig var hans net etableret rundt om hende, og hun kunne ikke stikke af, hun sad som en flue i hans net, og hun måtte vente på det sidste stød, alliancen var blevet accepteret, og helt uvidende vidste hun ikke hvad hun var gået med til, selvfølgelig ville hun spionere på hans sager, og ville lade som om det bare ville være for alliancen bedste, men hvis hun besad bare det mindste gram af vampyr i sig, så ville hun stikke ham i ryggen så straks hun så en mulighed for det, hun ville ikke have to fjender som brugte samme metoder, trods alt, så var de jo humane.. så, så straks at der var fundet beviser for at Malzahar havde brudt dette ville deres alliance forsvinde, så han måtte fortsætte med sine planer, han var altid flere skridt foran, og Melisande var trådt lige ind i hans fælde, hun fortjente dog den ros, og den respekt at det var flot af hende, at havde holdt ud i så lang tid, at stadig være mistroisk overfor ham. I sandelig fortjente dette ros.
”Selvfølgelig kan vi da det, og jeg kan besvare dine spørgsmål om vores race og andre mærkelige spørgsmål du kan havde om fortiden, mens vi ser stykket, men inden det, så må jeg sige, at det er et smukt navn du har, det minder mig om operaren Pelléas et Mélisande, samt dronningen af Jerusalem, så det er et smukt navn du har” Malzahar svang med armen og begyndte at bevæge sig ned mod deres pladser igen. Nu var der ikke meget andet at gøre end at nyde aften, hans plan var gået lige efter hans hoved.

Godt!
Alliancen var i hus, og de havde sådan nogen lunde fået placeret brikkerne på det store skakbrættet...eller ...det havde de nok ikke, men Millicent spillede klart med de hvide brikker og Malzahar de sorte, dét havde de fået fordelt. Nu skulle de så sætte deres brikker op, men det kunne blive en anden god aften.
Det var klart den alliance hun havde flest overvejelser omkring, om det så skyldes vampyrens bloddryppende baggrund eller bare noget hendes intuition blev ved at støde panden mod, kunne Millicent ikke rigtig sige.
Men for nu, havde han hendes loyalitet og den ville gælde til første gang hun blev serveret en grund til at trække den tilbage. Der ville hun så lave et clean Cut , blev det nødvendigt.
Millicent passede først og fremmest på Libras medlemmer. Alle vidste det var et skide farligt job, og at de altid arbejdede i en høj risiko zone, men At sende dem ud på direkte kamikaze missioner ville ikke komme til at ske.
Libras medlemmer var ikke soldater eller krigere. De infiltrerede mafiaen med List, kløgt og snuhed. Opsnusede information og senere evidens, i form af billeder ,lydoptagelser eller taget på fersk gerning....hvad end der blev budt dem af muligheder.
Men de forsøgte så vidt muligt at undgå vold og drab. Ild skal ikke bekæmpes med ild....men med et brandtæppe, vand eller sågar et grydelåg ! Hvis der var ild i en gryde altså.

Millicent ville holde sit ord, men hun ville forsætte med at kradse i jorden efter info om Malzahar, og indtil hun forhåbenligt havde fået sin nervøsitet omkring ham brændt til aske, ville kun Millicent selv og måske et par få udvalgte fra Libra , blive involveret direkte med ham. Hun sendte ikke får ind i løvens mund, så gik lammet hellere selv den farefulde vej.

Hun var stadig holdt i mørket om hans spind af forrådelse, og det var ganske muligt at hun sad fast i det allerede. Men een ting kunne folk der kendte Millicent skrive under på og det var : hun gjorde sjældent hvad man forventede eller forudså.
Lige så forudsigelig hun KUNNE være, lige så out of the blue kunne hun handle, så derfor gav det store sorte pletter, skulle man forudsige hendes træk.
'Når hun malede brugte hun alle farver og fyldte hele lærredet ud' , så Malzahar skulle nok passe på ikke at få klatter på tøjet, holdte han ikke en respektfuld afstand til den lille vampyr dame.

Millicent var dog mentalt skruet ind på at nyde stykket. Al det guld og udsmykning synes at påvirke hendes koncentration. Det var i grunden ret sært.
Hun havde aldrig oplevet at gå i spåner over materiel skønhed før, men dette var noget nyt, en ny adfærd hun var begyndt at vise.
Millicent forstod hverken årsag eller grund til dette, men senere i hendes liv , ville der falde en forklaring på dette.
Det var jo ikke på en sådan måde at hun begærede det, måtte eje der selv.
Dyre smykker var hende ligegyldig og en stray cat var bestemt mere attraktiv i hendes øjne at tage til sig, end en fornem en med stamtavle.
Men hun døsede bare hen og blev overmandet af synet, og nød at lade sig bjergtage. Derfor voksede det smukke gamle teater i hendes sind , og hun blev oprigtig glad da Malzahar gav lov til hun kunne blive, selv om alliancen formelt var på plads.
Hendes øjne hvilede på ham. Nysgerrigheden flammede bag den klare blå farve da han komplimenterede hendes navn.
Why did he DO that. Ikke alle piger nød den slags...hvorom andre igen slet ikke kunne få nok. Millicent tilhørte første katagori.
Så hun rettede spottet straks mod opera delen. Den var alligevel langt mere interessant end hun selv.
" Du har set mange operetter? Gid jeg kunne sige det sammme. Hvad handler den om ....i hoved træk ?" Spurgte hun ivrig efter at blive oplyst- og refererede til Pelléas et Mélisande. Den mindede hende om oldtiden i Grækenland , men dér var hun nok på afveje, hvilke hun egenlig RET ofte var.

Millicent indtog den samme plads som før, og lod en hånd kærtegne det bløde kraftige stof af velour. Det var næsten en sanselig oplevelse mod en highly følsom vampyr håndflade, måtte hun sande. Det var ikke sanse stimuli man var i underskud af. Hendes tanker vandrede....mon man arvede træk efter sin skaber, vampyr egenskaber ? Lige som man kunne af forældrenes gener?
Da stykket tog sin start, lænede hun sig ind mod Malzahar og hviskede uforstyrrede lavt " Ved..du...om man arver eller ..modtager..noget fra sin skaber ? Jeg mener..er der træk eller evner eller andre ting man får med sig ?" Millicent famlede lidt i blinde og anede ikke hvad hun skulle spørge om.
Hun vidste blandt andet ikke at der var forskellige racer inden for vampyre.
Ingen havde oplyst hende om dette, og det var jo ikke fordi man blev udstyret med 101 ting du bør vide om vampyrer , under sin arm , når man efter et overfald fik dryppet blod ned i ens svælg, og efterladt i en fremmed by....for så at kunne grave sig op af den beskidte muld aftenen derpå.

// collecting history //